Kasse-Madsen
Medvirkende Bjarne Sandborg, Outi Sippola, Rebekah Caputo.
Intruktion Espen Dekko.
Dukker/Senografi Mariann Aagaard.
Lyddesign Jesper Hasseltoft.
Musik Max Bering.
Værksted/teknik Morten Meilvang Laursen.

'Pandas Hjem'

Tirsdag 15. okt.

'Den Lille Prins'

Torsdag 17. okt.

'Skrivebordet'

Fredag 18. okt.

'Jeg kan huske alting'

Lørdag 19. okt.

'Det betynder at blive koldt om fødderne'

Mandag 21. okt.

'Mikael Wiehe & Ebba Forsberg synger Dylan'

Mandag 21. okt.

'Adressaten ubekendt, Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen'

Tirsdag 22. okt.

★★★★Anmeldelse af Addiction og Skin, Teatret Katapult

Se mig!

9. oktober 2019.
Af Lita Domino

★★★★

Hun er alene men jeg oplever det som om at hun er helt bevidst om øjnene der er rettet imod hende. I en tempofyldt staccato bevæger Jung In Lee sig rundt på scenen.

Sydkoreaneren er hentet til Danmark for at danse sin skinbarlige og kunstneriske dans for det danske publikum. I denne første af aftenens forestillinger på Teater Katapult danser solodanseren sig ind i selfieverdenen. Uden at afsløre sin indre følelsesverden, gemmer hun sig i sit skind, der igen er gemt bag teknikker. Hun kalder på at blive set for det hun kan, men hun kommer til at virke som en skal der hele tiden appellerer med øjnene til publikum.

Ser i mig nu?

Kroppen som redskab

Jung In Lees bevægelser er fragmentariske og abstrakte og i de heftige staccato rytmer arbejder hun hurtigt og målrettet, hvor hele scenen bliver indtaget. Hendes krop bliver til et redskab for hendes kamp for at vinde omverdenens opmærksomhed og det foregår i et stærkt tempo og med kaoselementer i. Meget fin pointe og flot udført.

De er i kamp om liv og død

Vi er i hanekamp på liv og død. Den anden forestilling er en sammensmeltning og til tider nedsmeltning af to kulturers møde med hinanden i en stram battle. Danseforestillingen hedder Addiction og her er 6 dansere på scenen.

Mennesker kriges som var vi afhængige af selve det at kæmpe. Vi behøver ingen vindere eller tabere, men vi behøver at mærke kamp og konkurrence for at føle os levende. Oh ja, det bliver sikkert menneskehedens død, men vi får kamp til stregen, medmindre vi finder en ny måde at takle livet og hinanden på.

Frisk kød på tallerkenen

Også i denne forestilling er vi oppe i et surrealistisk tempo der sætter staccato på dagsordenen, men her kommer der flere kontraster til syne. De mørke bevægelser mod de lyse. Symmetri mod asymmetri. Kaos mod stilstand. De dygtige performere danser op i mod hinanden og udfordrer til høj puls og fuld opmærksomhed hinanden, og når vi nu er i konkurrenceånden, så var hende jeg heppede mest på, den store og absolut sublimt dansende Paulina Smatlakova. Hun har et fantastisk udtryk på scenen og kan formidle indre tilstande gennem sin dans på en sådan måde at jeg letter fra sædet.

Super dygtige dansere og tusind tak til jer alle fra Black Box Dance Company og til Teatret Katapult for at invitere dem her til byen.

★★★★★Anmeldelse af Walk-Man, Dans og Visuelt Teater

Mandens spor i verden

Jeg har aldrig tænkt på det før, men måden mennesket går på, siger utrolig meget om hvem vi er og hvordan vi har det. Har du magt, er du herre i eget hus, er du socialt anlagt? Sætter du pris på nærvær, kvinder, fugle, eller noget helt andet? Har du mål i livet og ved du hvor du er på vej hen? Vi kan se det på gangen, kontakten med jorden eller mangel på samme. Top point til duoen Don Gnu for at dele den indsigt med os andre i forestillingen Walk-Man.

Powerwalking

Der er rigtig mange påstande om, hvordan man bedst laver en karakteristik af manden. For eksempel: Man kan kende en mand på hans ord, - eller, manden beskrives bedst ved at spørge hans kone, - eller, Manden er sine handlinger, eller måske; Kender vi manden på hvordan han krydser et fodgængerfelt. Kom ind i legen på BORA-BORA i denne tid og vær med til at iagttage den moderne mand og hans måder at være i verden på. Det er hylende sjovt, poetisk, kærligt, og råt på samme tid.

Den maskuline platform

Fodgængerfeltets forjagede liv bliver ikke bare en kedelig dagligdags rutine i den forrygende forestilling Walk-Man men bliver brudt op tusindvis af gange, for at skabe nye platforme at undersøge den maskuline identitet på. Og netop det at bryde op og skabe nye sammenhænge er vel en af de smukkeste egenskaber vi som mennesker har. Vi flytter os og udvikler os hele tiden.

Chokoladeæske med spas og alvor

Don Gnu lever bestemt op til forventningerne til deres omdømme som multitalenter og dygtige koreografer i Walk-Man. Denne gang står dansetruppen Don Gnu ikke selv på scenen men har koreograferet et festfyrværkeri af spas og alvor i en solid og gennemarbejdet forestilling. De har allieret sig med 4 virkelig talentfulde performere, der alle giver den gas med deres maskuline input til verden. Som en æske chokolade får vi de bedste godbidder sammensat efter en hver smag. Små og store indsigter om mandens væsen bliver pakket fint ind i stunts, dans, humor og forrykte abstraktioner der alt sammen giver sit bidrag til verden og skaber ny bevidsthed om det væsentlige. En æstetisk forestilling der vender op og ned på dagligdagens rutiner og giver frisk blod på tanden til at lege mere med måden at gå igennem livet på.

Tusind tak til de herlige kunstnere bag forestillingen Walk-Man og til BORA-BORA for endnu engang at invitere til gøglerier.

★★★★★★Anmeldelse af Joker, Ny Batman film

Joker er glad og ond

Siden Hays Kodeks i 1930 har amerikanske mainstream film ikke haft dybere kontakt til virkeligheden. Mainstream Hollywood har fulgt den regel, at film ender med at den virkeligt onde skurk får sin straf. Med Joker er alt ændret, det er en guddommelig film der tør vise følelser og opvækst som baggrund for ondskab.

Bundet til en radiator og pryglet

Hvor kommer det onde fra? Joker blev bundet til en radiator som lille barn. Myndighederne fandt ham dehydreret, pryglet og med kraniebrud. Hvis du gætter på at det nok var hans stedfar eller hans mor der bandt ham med det lagen, så er det ikke helt forkert.

Så Joker vokser op i en dysfunktionel familie. Han er glad. Smilende. "Put on your Happy Face", det er han god til. Han drømmer om at blive standup komiker, han vil have succes og respekteres. En god dreng, der bliver en nem teenager, en voksen mand der lever i en drømmeverden om at blive berømt.

Men livet går kun ned ad bakke, helt ned i mosen, og så starter filmen. Joker er ansat som en klovn der står med et skilt foran en forretning for at tiltrække kunder, da 3 unge mænd går ham i møde. De har ondt i sinde.

Billeder, Joaquin Phoenix og en god historie

Det fantastiske ved Joker er billederne, der har gode refencer til de sort hvide tegneserieblade der fødte historien om Batman, det er skuespillet af Joaquin Phoenix, og så er det historien.

Historien om ondskab. Hvor kommer den fra? Medfødt eller skabt i smerte?

Slutningen er oprørsk, den taler for alle fattige mennesker i verden som lever i et undertrykkende samfund. Af hensyn til Hays Kodeks er der hæftet en ekstra afslutning på filmen. Men det er kun for Hollywoods skyld, og hvis du kigger godt efter kan du se at instruktøren Todd Philips har lagt de sidste minutter på filmen under protest (eller af kyniske årsager). Slutningen af filmen er ikke den virkelige afslutning. Den indtræffer 5-10 minutter tidligere.

God fornøjelse.