Jeg skulle have set en provokerende forestilling om at se sin frygt i øjnene. Jeg havde tænkt at traileren med de to nøgne kvinder, der var at finde på The Genderhouse festivals hjemmeside, var et modigt oplæg til kønsdebatten og bare ordet Cuntry stavet som cunt (læs Fisse) og ikke country som er et land, melder sig ind til at være en lovende og udfordrende forestilling som jeg gerne ville se. Nu føler jeg mig bare totalt forvirret, for der var intet indspark at skue til nogen kønsforståelse ej heller nogen frygt der blev udforsket.
Culture
Anmeldelse: My Cuntry, Åbne Scene, Aarhus
2 / 6 stars

KulturNyt.net ⊂ Tirsdag 15. okt. kl. 14:12 ∴ uge 42

★★Anmeldelse: My Cuntry, Åbne Scene

Provokationen og selvironien der aldrig fandt sted

Af Lita Domino26. september 2018.

Jeg skulle have set en provokerende forestilling om at se sin frygt i øjnene. Jeg havde tænkt at traileren med de to nøgne kvinder, der var at finde på The Genderhouse festivals hjemmeside, var et modigt oplæg til kønsdebatten og bare ordet Cuntry stavet som cunt (læs Fisse) og ikke country som er et land, melder sig ind til at være en lovende og udfordrende forestilling som jeg gerne ville se. Nu føler jeg mig bare totalt forvirret, for der var intet indspark at skue til nogen kønsforståelse ej heller nogen frygt der blev udforsket. Faktisk havde det meget lidt at gøre med frygt for performerne vovede sig aldrig ud over dem selv.


Ingen kommunikation med publikum

Det jeg oplevede var fire skuespillere der var meget optaget af at være en bestemt rolle med indre oplevelser og følelser, men som ikke blev kommunikeret ud til publikum. Selv da en af spillerne tog kontakt fysisk til publikum var der kun de nærmeste der fik hørt hans ord, ”Jeg er en løgner.” Hvad han ellers sagde, fik jeg aldrig fat i.

Fremmedgjorthed i fire roller

Scenen er altså sat med fire figurer der hver især har forskellige måde at være fremmedgjort på. Den første går i et med gardinet, den anden er selvcentreret og befinder sig gemt i sin egen hårpragt, den tredje er en vandrende løgner og den sidste har gemt sig i galskabens verden. Et spændende valg, når disse karakterer skal finde ud af hvad fremmedgjorthed er og komme tilstede som autentiske mennesker i verden. Problemet var at deres fragmentering som var deres måde at håndtere verden på ikke nåede til en egentlig udvikling i stykket. Hvilket var så ærgerligt.

Tak til teamet bag My Cuntry, The Genderhouse festival og til Åbne scene på Godsbanen for forestillingen.

My Cuntry
Instruktør/koreograf Tone Haldrup Lorenzen
Assistent instruktør Siri Maj Knutsen
Performere Daniel Paiva de Miranda, Nick Finegan, Paige Rezmorah, Karoline Clasen Holland
Musik Diego Alves Garcia, Alexis Daumarie
Kostume designer Harald Lunde Helgesen
Lys designer Daniel Paiva de Miranda


'Pandas Hjem'

Tirsdag 15. okt.

'Den Lille Prins'

Torsdag 17. okt.

'Skrivebordet'

Fredag 18. okt.

'Jeg kan huske alting'

Lørdag 19. okt.

'Det betynder at blive koldt om fødderne'

Mandag 21. okt.

'Mikael Wiehe & Ebba Forsberg synger Dylan'

Mandag 21. okt.

'Adressaten ubekendt, Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen'

Tirsdag 22. okt.

» Kunst og kultur kalender

» Ugens kunst og kultur

» Anmeldelse af Addiction og Skin, Teatret Katapult

★★★★Anmeldelse af Addiction og Skin, Teatret Katapult

Se mig!

9. oktober 2019.
Af Lita Domino

★★★★

Hun er alene men jeg oplever det som om at hun er helt bevidst om øjnene der er rettet imod hende. I en tempofyldt staccato bevæger Jung In Lee sig rundt på scenen.

Sydkoreaneren er hentet til Danmark for at danse sin skinbarlige og kunstneriske dans for det danske publikum. I denne første af aftenens forestillinger på Teater Katapult danser solodanseren sig ind i selfieverdenen. Uden at afsløre sin indre følelsesverden, gemmer hun sig i sit skind, der igen er gemt bag teknikker. Hun kalder på at blive set for det hun kan, men hun kommer til at virke som en skal der hele tiden appellerer med øjnene til publikum.

Ser i mig nu?

Kroppen som redskab

Jung In Lees bevægelser er fragmentariske og abstrakte og i de heftige staccato rytmer arbejder hun hurtigt og målrettet, hvor hele scenen bliver indtaget. Hendes krop bliver til et redskab for hendes kamp for at vinde omverdenens opmærksomhed og det foregår i et stærkt tempo og med kaoselementer i. Meget fin pointe og flot udført.

De er i kamp om liv og død

Vi er i hanekamp på liv og død. Den anden forestilling er en sammensmeltning og til tider nedsmeltning af to kulturers møde med hinanden i en stram battle. Danseforestillingen hedder Addiction og her er 6 dansere på scenen.

Mennesker kriges som var vi afhængige af selve det at kæmpe. Vi behøver ingen vindere eller tabere, men vi behøver at mærke kamp og konkurrence for at føle os levende. Oh ja, det bliver sikkert menneskehedens død, men vi får kamp til stregen, medmindre vi finder en ny måde at takle livet og hinanden på.

Frisk kød på tallerkenen

Også i denne forestilling er vi oppe i et surrealistisk tempo der sætter staccato på dagsordenen, men her kommer der flere kontraster til syne. De mørke bevægelser mod de lyse. Symmetri mod asymmetri. Kaos mod stilstand. De dygtige performere danser op i mod hinanden og udfordrer til høj puls og fuld opmærksomhed hinanden, og når vi nu er i konkurrenceånden, så var hende jeg heppede mest på, den store og absolut sublimt dansende Paulina Smatlakova. Hun har et fantastisk udtryk på scenen og kan formidle indre tilstande gennem sin dans på en sådan måde at jeg letter fra sædet.

Super dygtige dansere og tusind tak til jer alle fra Black Box Dance Company og til Teatret Katapult for at invitere dem her til byen.

» Anmeldelse af Walk-Man, Dans og Visuelt Teater

★★★★★Anmeldelse af Walk-Man, Dans og Visuelt Teater

Mandens spor i verden

Jeg har aldrig tænkt på det før, men måden mennesket går på, siger utrolig meget om hvem vi er og hvordan vi har det. Har du magt, er du herre i eget hus, er du socialt anlagt? Sætter du pris på nærvær, kvinder, fugle, eller noget helt andet? Har du mål i livet og ved du hvor du er på vej hen? Vi kan se det på gangen, kontakten med jorden eller mangel på samme. Top point til duoen Don Gnu for at dele den indsigt med os andre i forestillingen Walk-Man.

Powerwalking

Der er rigtig mange påstande om, hvordan man bedst laver en karakteristik af manden. For eksempel: Man kan kende en mand på hans ord, - eller, manden beskrives bedst ved at spørge hans kone, - eller, Manden er sine handlinger, eller måske; Kender vi manden på hvordan han krydser et fodgængerfelt. Kom ind i legen på BORA-BORA i denne tid og vær med til at iagttage den moderne mand og hans måder at være i verden på. Det er hylende sjovt, poetisk, kærligt, og råt på samme tid.

Den maskuline platform

Fodgængerfeltets forjagede liv bliver ikke bare en kedelig dagligdags rutine i den forrygende forestilling Walk-Man men bliver brudt op tusindvis af gange, for at skabe nye platforme at undersøge den maskuline identitet på. Og netop det at bryde op og skabe nye sammenhænge er vel en af de smukkeste egenskaber vi som mennesker har. Vi flytter os og udvikler os hele tiden.

Chokoladeæske med spas og alvor

Don Gnu lever bestemt op til forventningerne til deres omdømme som multitalenter og dygtige koreografer i Walk-Man. Denne gang står dansetruppen Don Gnu ikke selv på scenen men har koreograferet et festfyrværkeri af spas og alvor i en solid og gennemarbejdet forestilling. De har allieret sig med 4 virkelig talentfulde performere, der alle giver den gas med deres maskuline input til verden. Som en æske chokolade får vi de bedste godbidder sammensat efter en hver smag. Små og store indsigter om mandens væsen bliver pakket fint ind i stunts, dans, humor og forrykte abstraktioner der alt sammen giver sit bidrag til verden og skaber ny bevidsthed om det væsentlige. En æstetisk forestilling der vender op og ned på dagligdagens rutiner og giver frisk blod på tanden til at lege mere med måden at gå igennem livet på.

Tusind tak til de herlige kunstnere bag forestillingen Walk-Man og til BORA-BORA for endnu engang at invitere til gøglerier.

<

» Anmeldelse af Joker, Ny Batman film

★★★★★★Anmeldelse af Joker, Ny Batman film

Joker er glad og ond

Siden Hays Kodeks i 1930 har amerikanske mainstream film ikke haft dybere kontakt til virkeligheden. Mainstream Hollywood har fulgt den regel, at film ender med at den virkeligt onde skurk får sin straf. Med Joker er alt ændret, det er en guddommelig film der tør vise følelser og opvækst som baggrund for ondskab.

Bundet til en radiator og pryglet

Hvor kommer det onde fra? Joker blev bundet til en radiator som lille barn. Myndighederne fandt ham dehydreret, pryglet og med kraniebrud. Hvis du gætter på at det nok var hans stedfar eller hans mor der bandt ham med det lagen, så er det ikke helt forkert.

Så Joker vokser op i en dysfunktionel familie. Han er glad. Smilende. "Put on your Happy Face", det er han god til. Han drømmer om at blive standup komiker, han vil have succes og respekteres. En god dreng, der bliver en nem teenager, en voksen mand der lever i en drømmeverden om at blive berømt.

Men livet går kun ned ad bakke, helt ned i mosen, og så starter filmen. Joker er ansat som en klovn der står med et skilt foran en forretning for at tiltrække kunder, da 3 unge mænd går ham i møde. De har ondt i sinde.

Billeder, Joaquin Phoenix og en god historie

Det fantastiske ved Joker er billederne, der har gode refencer til de sort hvide tegneserieblade der fødte historien om Batman, det er skuespillet af Joaquin Phoenix, og så er det historien.

Historien om ondskab. Hvor kommer den fra? Medfødt eller skabt i smerte?

Slutningen er oprørsk, den taler for alle fattige mennesker i verden som lever i et undertrykkende samfund. Af hensyn til Hays Kodeks er der hæftet en ekstra afslutning på filmen. Men det er kun for Hollywoods skyld, og hvis du kigger godt efter kan du se at instruktøren Todd Philips har lagt de sidste minutter på filmen under protest (eller af kyniske årsager). Slutningen af filmen er ikke den virkelige afslutning. Den indtræffer 5-10 minutter tidligere.

God fornøjelse.

<

Alt om Århus og København
På KulturNyt finder du alt om Århus og København kunst og kultur. Del dine egne nyheder og omtale af arrangementer.
Skriv selv eller kontakt redaktionen.

Del din kunst og kultur
Del din kunst med folk i Århus og København. KulturNyt fortæller om kunst og kultur. Du kan
skrive din egen foromtale her.

Lav omtale på KulturNyt
Du kan skrive foromtaler på dine arrangementer i Århus og København. Det er nemt. Tekst og foto, så kører du. Skriv din egen
omtale af mad, dans, teater, musik, tøj og mode, din café, restaurant og så videre.


Kultur Nyt Kultur uge 42 Del din kultur Redaktion Anmeldelser Kulturglimt


KulturNyt er et no-money-no-profit medie hvor skribenter, fotografer og journalister tilbyder en genvej væk fra swipe-telefonen og ud i virkeligheden. Hvis du har et kulturarrangement så fortæl os om det, eller lav en konto og skriv selv dit arrangement ind i kulturkalenderen. Copyright på tekst og billeder tilhører de respektive rettighedshavere. Synspunkter og meninger henhører til de enkelte aktører. Alle informationer om arrangementer fakta-tjekkes efter bedste evne, tjek udbyderen af et kultur-arrangement for de seneste opdates. KulturNyt er med på kulturel mangfoldighed og stræber efter at være åben overfor alle retninger i kulturlivet. Alt indhold på KulturNyt leveres efter princippet om no-money-no-profit, vi er finansieret af godt humør og kernedansk ytringsfrihed. Konkurrencer med teaterbilletter og lignende afgøres fair efter bedste evne, og vindere modtager billetter direkte fra arrangøren.

© KulturNyt 2019
403