Anmeldelse: Don Gnu på Bora Bora: A Snowball's Chance in Hell

Kulturnyt.net • Ambjørn Happy
10. april 2018.

Hvis du var en stumfilm, hvad ville du sige?

A Snowball's Chance in Hell er forfriskende fantastisk - det er ikke så svært at være menneske. Don Gnu kigger på publikum med det der sigende blik de har hentet i Frankrig hos Charlie Chaplin. Vi begynder at grine. Kan ikke lade være. Det er sjovt. Vi bliver glade fordi de to dansere viser os det magiske i menneskets evne til at snakke med hinanden. Det starter i ansigtet, resten følger bare med automatisk.

Udsolgt sal hos Bora Bora. Stort og varmt bifald.

Billed: Christoffer Brekne

Dansen begynder i menneskets ansigt

A Snowball's Chance in Hell er mere end dans. Det er film. Komik. Don Gnu vader rundt i publikum og deler roser ud. De laver sjov og drejer projektøren op i mængden af mennesker. Vi er en del af det hele, en del af historien om menneskets fødsel. Don Gnu forestiller sig vi fødes i havet og trækker vejret gennem en kaffekande mens vi vader ind mod land, og det kunne nok være sandt. I hvert fald hvis vi lever i den stumfilm som er rammerne om A Snowball's Chance in Hell.

Stumfilm? Min nabo har sat en skærm op på væggen på 80 tommer og Dolby. Vi er langt forbi de gamle sort/hvide film hvor skuespillerne udtrykte følelser og tanker med ansigtet og kropssproget. Vi er digitale og online, vi er globale.

Men måske du har prøvet at sidde ved siden af en dejlig person, og ikke ane hvad du skal sige? At du nogle gange mangler ord, eller står i et fremmed land og kan ikke tale deres sprog?

Hvis livet var en stumfilm, så ville vi aldrig mangle ord. Mennesket kan fortælle alt uden at sige en lyd, og det er så dejligt befriende ved Don Gnus forestilling. De to dansere snakker med hinanden, med sig selv og med publikum, gennem dansen der begynder i ansigtet.

En trækning ved øjet, en bevægelse i læberne, øjenbryn løfter sig. Ansigtet er begyndelsen på kærlighed, tvekamp, nysgerrighed. Dernæst følger kroppen som danser, og det kan de også Don Gnu, de danser. Mennesket danser, lige indtil vi dør og vader tilbage i havet hvor vi kom fra. Det siger A Snowball's Chance in Hell, og det skal nok være sandt.