★★★★★Anmeldelse Kærlighedens Forrykte Former Aarhus Teater
De brænder for den forrykte kærlighed
6. november 2020.Kulturnyt, Lita Domino
Kærligheden er en lurendrejer. Vi tror vi lever beskyttet i den trygge boks, kender tilværelsens trummerum, tror vi ved hvem vi er og kan gebærde os i verden, men så dukker den op. Går i kødet på os og river os ud af komfortzonen. Kærligheden.
Kærlighedens væsen.
I aften står jeg i kærlighedens tjeneste. Jeg sidder i teatermørket på Aarhus Teater og lader mig indhylde i kærlighedens mange former. To små historier der har en fin fornemmelse af enkelhed og samtidig har en tunge der vil sit eget.
Drengen der elsker sin mor på sin egen konkrete og umiddelbare måde, men pludselig kender han ikke længere hende, fordi han endnu ikke forstår hvordan hun kan blive tændt af begær til en anden mand end hans far.
Og den anden historie om en ung mand der selv tror at det er hans passion for litteratur der er årsagen til fascinationen af sin professor. Når han med ildhu følger normerne i tilværelsen, men pludselig står martret mellem to poler, må han lære sine længsler og kærlighedens væsen at kende.
Når sprog ændrer sig.
Jeg ser kærlighedens væsen i personernes sprog til hinanden. Før den får fat i menneskene er sproget fasttømret, konkret og let forståeligt for selv et barn, men i kærlighedsmødet får den poetiske vinger. Som en ild der breder sig og åbner til nye rum bruges sproget i kald efter ømhed og til at åbne til skovbundens elskovsrede. Et sprog som kun de indviede kan forstå.
'Kærlighedens forrykte former' ændrer sproget hos personernes karakter.
Kærlighed fortalt med varme øjne.
'Kærlighedens forrykte former' er to bløde historier som smelter sammen til en fin helhed. Den er skabt under Scenekunstskolens fakkel. De nye talenter der har skabt manuskript og instruktion får en solid opbakning fra Aarhus Teaters egne rækker. Bland andet husscenografen David Gert har givet en enkel men super fin arena at udspille kærligheds pinslerne på. Samlet har teamet bag skabt to smukke og rørende fortællinger, der med følsomhed får skildret hjertesagen som den kan se ud når den er fremført på et scenegulv.
Tusind tak til teamet bag 'Kærlighedens forrykte former' som i øjeblikket spiller på Aarhus Teater.
Brændende kærlighed
Dramatiseret af Julie Petrine Reynberg* (Studerende på Den Dansk Scenekunstskole)
Instrueret af Anna Katrín Einarsdóttir* (Kandidatstuderende på Den danske scenekunstskole)
Følelsernes forvirring
Dramatiseret af Josephine Eusebius*(Studerende på Den Dansk Scenekunstskole)
Iscenesat af Sullivan Lloyd Nordrum* (Kandidatstuderende på Den danske scenekunstskole)
Skuespillere (medvirker i begge historier)
Nanna Bøttcher, Frederik Mansø, Kjartan Hansen, Ane Steensgaard Juul* (Studerende ved Den Danske Scenekunstskole)