KulturNyt.net ⊂ Onsdag 2. dec. kl. 01:01 ∴ uge 49

Teater, musik, dans, kunst og kultur i Aarhus

Foto: Per Pedersen

Anmeldelse Homage på Teatret Gruppe 38

Anmeldelse Homage på Teatret Gruppe 38

Hun mimer sin hyldest til menneskets fantasi

23. september 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Rummet kan synes tomt ved første øjekast. En lille sort scene med kun en taburet i midten, det er alt hvad jeg kan se, men idet en lille kvinde i sort klædning træder ind på scenen ændrer rummet sig til et helt univers af underfundige menneskeskildringer. Hendes følgesvend er fantasien, og så kan alt ske. Vi er i hænderne på en mimer i forestillingen Homage.

Stærkt kropsudtryk

Kroppen har sit eget sprog og i aften fik jeg en skøn oplevelse i den non-verbale verden, hvor det var en kvindes små gestus og stærke kropsudtryk der fortalte historien. Med bløde hænder og et meget nærværende kropssprog kom hendes lille fine fortælling til verden.

Humor i sprøjteposen

Hun mimer sin karakter frem med alle de drømme, længsler og små gøremål som mennesket har. Hun er kærlig og humoristisk i sin karakteristik, især når hun skildrer de kejtede øjeblikke i tilværelsen. De ønsker og drømme som vi mennesker kan tænke på når vi er i eget selskab, de bliver lukket ud af boksen og får deres eget liv. Hun kropsliggør dem og får mig til at le i genkendelighed og medfølelse for det smukke i livet. Hun hylder det enkle og nærværende liv med et perlende sprog uden at et ord kommer over hendes læber.

Det er mimeteater når det er allerbedst

Mette Rønne har et dejligt talent som mimer og jeg er vild med hendes menneskeskildring i forestillingen Homage. Den varme, ro og humor hun går på scenen med giver både power og eftertanke hos sit publikum.

Homage handler om fantasi og om at hylde livets skønhed som den ser ud når vi er opmærksomme nok på de helt nærværende øjeblikke i tilværelsen.

Tusind tak til teamet bag Homage og til Teatret Gruppe 38 der huser dem i øjeblikket.





KulturNyt Kalender uge 49 Anmeldelser Kulturvideo Del din kultur Redaktion


Kulturportal Alt om Århus
- teater, dans, musik, kunst, kultur

KulturNyt er et no-money-no-profit medie hvor skribenter, fotografer og journalister tilbyder en genvej væk fra swipe-telefonen og ud i virkeligheden.

Hvis du har et kulturarrangement så fortæl os om det, eller lav en konto og skriv selv dit arrangement ind i kulturkalenderen. Copyright på tekst og billeder tilhører de respektive rettighedshavere. Synspunkter og meninger henhører til de enkelte aktører.

Alt indhold på KulturNyt leveres efter princippet om no-money-no-profit, vi er finansieret af godt humør og kernedansk ytringsfrihed. Konkurrencer med teaterbilletter og lignende afgøres fair efter bedste evne, og vindere modtager billetter direkte fra arrangøren.
Alt om Århus