KulturNyt.net ⊂ Torsdag 19. sep. kl. 13:08 ∴ uge 38

Teater, musik, dans, kunst og kultur i Aarhus

Fotografen.dk

» Anmeldelse Se Dagens Lys, Aarhus Teater

★★★★Anmeldelse Se Dagens Lys, Aarhus Teater

Sex og rosévin, eller vil du have livets mening?

13. september 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★

Sex og rosévin, hvad er der ellers i livets gavebod? Dette er spørgsmålet skrevet med kridt på den grønne tavle i Se Dagens Lys på Aarhus Teater. Svaret skal vi selv finde, fordi stykket er et supermarked hvor vi selv prikker meningen ned fra hylderne. Så her får du indholdet af min indkøbsvogn, trillet ud fra premiereaftenen.

Nydelse hver dag, eller filosofi for evigheden

En mand, spillet af Christian Hetland, har sex med en ny kvinde hver dag. Når han vågner ligger hun klar til ham i sengen. Udhvilet og lækker, altid parat til sex inden dagen triller i gang med børn der skal i skole og arbejde der skal udføres.

Hver dag er en ny dag. Fortiden findes ikke. Det er superkapitalismen i blomst. Det er et samfund der er storforbruger af sex og rosévin, politisk korrekthed og ingen skænderier. Det er nogenlunde sådan vi lever i dag. Ingenting betyder noget. Det er lige meget. Vi vil helst glemme fortiden, fordi den gør os i dårligt humør, og vi vil ikke vide noget om fremtiden, fordi derhenne om hjørnet venter kun alderdom, sygdom og død.

Vi vil glemme.

Men manden bliver forelsket i en kvinde, spillet af Anne Plauborg, som lever i samklang med fortiden og fremtiden. Hun kan huske hvad hun har oplevet siden hun var barn, og hun er nysgerrig efter fremtiden. Hun er filosofisk.

Hun vil huske, hun vil erkende, hun vil udforske, hun vil skabe bevidsthed.

Erkendelse er vigtigere end nydelse. Den pakke med økokologisk brød tog jeg med mig hjem fra teatret, det er for mig meningen med stykket. Men se om du tager en anden mening med hjem.

Er kærligheden meningen med livet

Nå. De to mennesker beslutter sig for at lave et oprør, en revolution. I en verden hvor det er forbudt at elske, gør de netop det. Elsker hinanden hver dag. De vælger kærligheden som alternativ til den hedonistiske verden hvor ethvert behov skal tilfredsstilles nu.

Men kærlighed er farlig, siger universets hersker, Varinka. Mennesket tåler ikke kærligheden, fordi den er triviel og den gør ondt på os. Alt for mange har begået selvmord på grund af kærlighed de har mistet, eller kærlighed de aldrig mødte.

De to holder dog fast på deres valg. De vil kærligheden.

Gå ind og se forestillingen og tjek ud hvordan det går. Det er rimeligt underholdende og spændende. Publikum kom hurtigt tilbage i salen efter pausen for at se afslutningen.

En sympatisk forestilling

Se Dagens Lys er fin. Jeg kunne godt lide den. En sympatisk forestilling.

Den er noget andet end Varinka, universets hersker. Han stinker af fisk og ost, sved og koldbrand. Grim i munden. Kynisk. Klart seende. Han er sandheden, døden og evigheden. Varinka spilles af Anders Baggesen.

Se Dagens Lys er fin på grund af en spændende historie, scenografien af Julian Toldam Juhlin. Det er sparsomt. Nordisk. Se Dagens Lys er også fin på grund af de mandlige skuespillere. Kvinderne har desværre tynde roller, tegneseriefigurer, Anne Plauborg har dog lidt mere at arbejde med, men det er tyndt.

Mænd er seriøse og tænkende. Kvinder er lækre, overfladiske og i sin bedste udgave søgende. Hvad vil du have? Filosofi, eller nydelse og eventyr? Se Dagens Lys rummer begge dele, den er en god historie.

<
Fotografen.dk

» Se Dagens Lys, teater og interview med Svend Åge Madsen

Se Dagens Lys, teater og interview med Svend Åge Madsen

Sex med en ny kone hver dag
Interview med Svend Åge Madsen om Se Dagens Lys

8. september 2019.
Af Ambjørn Happy

Se Dagens Lys er skrevet af Svend Åge Madsen, og udgivet i 1980. Nu bliver bogen til scenekunst på Aarhus Teater.

Da du skrev bogen, tænkte du på den som noget "det kommer aldrig til at ske" - eller var det mere som 1948, 1984 et billede af noget der allerede var den gang?

"Jeg troede ikke på det var noget, der var på vej. Det var en dybt urealistisk bog. Jeg havde snarere en fornemmelse af, det her er en åndssvag historie, men det vil være sjovt at prøve at fortælle den."

Det gør dig glad at fortælle historier?

"Ja, jeg kan næsten ikke lade være. Jeg har det lidt ligesom små børn."

Dengang du skrev denne her historie, hvorfor gjorde du det? Tænkte du på fremtiden, eller hvad var det du tænkte på?

"Nej, jeg tænkte på hvordan ville det være for mennesker, hvis vi havde indrettet samfundet anderledes? I første omgang var det kun det at man skiftede ægtefælle, der interesserede mig. Hvordan ville det have ændret os? Hvad ville det betyde for os som mennesker at leve under de vilkår?"

"Og det synes jeg var spændende at tænke, fordi vi er jo tilbøjelige til at tænke om vores samfund: Sådan er det, og sådan kan det kun være! Men vi kunne jo have lavet en hel masse anderledes. Og der forestillede jeg mig, at man skifter kone - hvis man er mand - man skifter kone hver dag. Det var den første historie jeg var i gang med, og så senere udvidede jeg den og synes det var vigtigt at få nogle flere fiktioner med, og så bliver det så også bopæl og erhverv man skifter hver dag, familie og børn og så videre."

"Så efterhånden greb det om sig og blev en helt sær samfundsomvæltning, og ikke kun det der med at skifte æftefælle."

"Det vigtige for mig var at prøve at tænke mig, hvordan var det at leve under de vilkår. Så min research, da jeg lavede den, det var at lægge mig ned på briksen og lukke øjnene, fordi jeg havde ikke noget sted, ikke nogen model jeg kunne bruge. Bare lægge mig ned og forestille mig, hvordan ville jeg have det undet dette? Hvordan snakker man sammen hvis man lever på den måde? Hvilke vittigheder siger man? Hvad er man bange for, og så videre. Altså prøve at leve mig ind i den tilstand, altså en slags indre research som jeg laver, sådan set hver gang jeg laver en historie der er lidt anderledes."

Det er jo mange år siden du har skrevet historien, kan du se noget i dag der minder om noget af det du skrev dengang?

"Ja, jeg synes jo det er begyndt at gå stærkere, og det går så stærkt at jeg har svært ved at følge med. Der er mange ting indenfor teknologien som jeg ikke interesserer mig for, som jeg simpelthen ikke orker sætte mig ind i."

"Og det har jo ændret os meget, mener jeg. Altså for eksempel de - jeg kalder dem gerne asociale medier - hvor folk glemmer deres nærmeste omkreds fordi de har så travlt med den fjerne omkreds de har på medierne."

"Man får en kæmpe stor omgangskreds som man ikke rigtig har relation til, ikke noget forpligtende forhold til. Og det synes jeg er et billede på det jeg har lavet i Se Dagens Lys."

Nu hvor nutiden minder lidt om bogen du skrev for 40 år siden, hvad får det dig til at føle?"

"Jeg er først og fremmest interesseret i at følge hvordan det udvikler sig. Jeg synes ikke jeg kan fordømme noget. Jeg kan mærke jeg kan ikke følge med, eller rettere sagt, jeg orker ikke og jeg har ikke behov for at følge med. For eksempel er jeg ikke på medierne."

"Men jeg synes da det er spændende at se, hvad sker der med mennesker, hvordan udvikler vi os? Hvaffor en slags mennesker bliver vi? Og det er jo klart, vi er hele tiden i gang med at ændre os, finde nye faconer og nye samværdsmetoder."

Tusind tak.

"Godt", svarer Svend Åge Madsen med sin venlige, og bløde stemme.

Fotografen.dk

» Anmeldelse Lazarus (David Bowie), Aarhus Teater og Det Kongelige Teater

★★★★★★Anmeldelse Lazarus (David Bowie), Aarhus Teater og Det Kongelige Teater

Anmeldelse af David Bowie Lazarus på Aarhus Teater

29. august 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★★★

Lazarus er et rumskib med David Bowie bag rattet som er landet i Danmark. En international musik teater forestilling som sætter hverdagen ind på den nederste hylde i køleskabet sammen med leverpostejen, og i stedet bliver der serveret kaviar og champagne på Aarhus Teater, og senere hen også på Det Kongelige Teater.

Wow! Det er jo ikke fordi jeg er vild med David Bowie, men efter premieren på Lazarus må jeg købe et gammel stereoanlæg og en pladespiller, jeg elsker de bedste af hans numre der er med i forestillingen.


Og skuespillerne? Ja, de spiller stjernegodt.

Så vi er ude i 6 stjerner, men det giver såmænd ikke nogen mening. Lazarus er en forestilling af internationalt format. Den rager ud som et kunstnerisk Eiffeltårn takket være scenografi, musik, skuespil, historien og instruktionen. Men okay 6 stjerner, som burde være 20 på en 12-skala.

Historien

En mand skal dø, men heldigvis er det David Bowie selv, det er ikke en kedelig gammel fyr uden fantasi, det er et geni der skal dø, og det giver helt fantastiske billeder og tanker om døden, som vi ikke har set før. Det er ikke mig der ærgrer mig over at min leverpostej nu går til spilde. Det er et geni der skal dø. David Bowie løfter døden op til kunst der giver livet en dybere skønhed.

I Lazarus spiller kærligheden en særlig rolle, med Simon Mathew i rollen som Valentine. Det er kærligheden der slår os ihjel. Vi kan ikke dø før vi er blevet set og elsket. Det siger Bowie, og du kommer til at mærke det i dit hjerte, når du ser Lazarus. Det er så smukt og rørende.

Sammen med Erna Walsh lavede David Bowie Lazarus kort inden sin død. Og det skal du være glad for at han nåede. Nu kan du gå ind og se mesterværket, og din sjæl vil aldrig blive den samme igen, i hvert fald bliver den mere glad.

Skuespillerne

Alle har sin favorit. Jeg tror Jacob Madsen Kvols har fået nye ods hos bookmakerne til hovedroller i dansk teater. Han gør det fremragende. Altid i karakter. Seriøs. Fokuseret. Han er den muskel i hjertet der aldrig er i tvivl om det næste slag. Det er stort.

Sara Victoria Bjerregaard bærer den kvindelige hovedrolle så nemt som uskylden i hendes ansigt. Alle hendes replikker kommer uden besvær og hun er det uskyldige barn, hun er empatien, hun er autenciteten. Det er ikke noget hun spiller, og netop derfor er det fremragende skuespil.

Simon Mathew har den tredje hovedrolle som kærligheden Valentine. Han er så fin til at tviste sin styrke med lidt sjov og latter. Han er kynismen og styrken samlet i et levende væsen af sandhed. Han er den skygge vi alle har, den klare viden om at uden kærlighed kan vi ikke leve, og uden kærligheden kan vi slet ikke dø. Han er god til at løfte den originale karakter som Valentine er.

Musikken

Der er den der blanding af depression, livssmerte og lets dance i Bowie. En følelse af ikke at ville give op. Noget fanden i voldsk uden at miste sin værdighed. Det er god musik. Alle synger fantastisk, og musikerne leverer fint.

Scenografi og lys

Tip top. Albrechtsen og Hersland har skabt et stramt geometrisk univers - det eneste egentlige menneskelige vi har, firkanten - som støtter historien super. Billedrammerne dratter ned fra loftet med erindringer, men rammerne er også døre ind til nye verdener, nye tanker. Vi opholder os i rammerne.

Modtagelsen

Stort bifald. Efter 4 sekunder rejste folk sig op. Jeg har aldrig set så stort og velment et bifald på Aarhus Teater. Det var ikke høfligt, det var begejstret.

Tak for den oplevelse.


<
Granhøj Dans

» Anmeldelse af An Eve And an Adam på Teatret Svalegangen

★★★★Anmeldelse af An Eve And an Adam på Teatret Svalegangen

Erotikken opstår i det flakkende lys

30. august 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★

To nøgne mennesker eller en to røde roser, hvad er smukkest, synes du? Den skarpe form på bagdelen af en Ferrari, eller kvindens spændte baller? En rumraket der stiger op mod stjernerne, eller en mands lem der rejser sig i mørket?

Sofia Pintzou og Nikolaj Karczewski er nøgne på scenen. Vi er 100 mennesker i det knaldsorte mørke. En lampe griber fat i ledningerne fra det nærmeste kraftværk og kaster pludseligt sit lys ud over danserne. De bliver skræmte, og 3-4 mænd sukker hørligt i flokken af tilskuere. Åh, nøgne mennesker. Vores øjne ser dem.

Nøgenhed. Kroppen. Lemmet. Kønnets læber. Brystkassen. Brysterne. Håret. Nu er det, at det bliver interessant, og det er derfor jeg elsker nøgendans. Hvordan kan man skabe en historie, når publikum mest ser dine stive brystervorter og lemmet der er ved at rejse sig. Hvordan kan man kommunikere med publikum, sige noget vigtigt, så de hører efter.

Dette spørgsmål kender alle kvinder med store bryster. Mænd hører ikke efter hvad de siger. Ikke rigtigt, i hvert fald. Og mænd med stramme bagdele i jeans, kvinderne snakker dem bare efter munden og kigger bag deres ryg.

Granhøj Dans mestrer nøgenheden

Nøgenhed gør det ekstra svært at skabe kunst på scenen, og rigtig mange gange giver kunstneren op. I stedet for at sige noget, bliver nøgendansen en fremstilling af kønsdele og muskler, hvoraf ingen af dem brillierer særligt med evnen til at fortælle en god historie.

Palle Granhøj forstår kunsten at sige noget, så publikum hører efter. Forestillingen An Eve And An Adam fortæller om den brændende trekant mellem begær, erotik og bevidsthed.

I skarpe skift springer danserne mellem det naturlige i os, og det kulturbestemte, det intelligente, det mentale. De danser i bladene, skræmmes af lyset - som i forestillingen har fået rollen som bevidsthed.

Du kender den historie. I begyndelsen var lyset, og lyset var hos gud, og alt det der.

Lyset er bevidsthed - Erotikken er i mørket

Lyset bruges i forestillingen til at vække danserne til fornuften, ritualerne, skammen og skylden. Ind imellem forsvinder lyset og bliver til en dansende lyskegle, vi er i det flakkende lys, mellem mørket - som er erotikken - og lyset som er fornuften.

Det er så fedt at se hvordan danserne skildrer at erotikken opstår i det flakkende lys. Der hvor vi mærker forbindelsen mellem kroppene, fremfor at opleve tankerne som øjnene skaber uden at de egentlig vil det.

Vi får hele historien om Adam og Eva, fra deres opvågning i paradis helt frem til i dag, hvor manden og kvinden deler deres gaver med hinanden. På lige fod. Lige værdige. Lige gode og lige dejlige.

Fed forestilling, tak for at Teatret Svalegangen har bragt den til Århus, så du kan gå og se nøgendans inden det bliver aften, og du og din partner tager bagefter hjem i det flakkende lys, mærker hinanden og forsvinder ind i hinandens frodige landskaber.

Rumraket, eller ej.

<
Fotografen.dk

» David Bowies Lazarus, Musical på Aarhus Teater og Det Kongelige Teater

David Bowies Lazarus, Musical på Aarhus Teater og Det Kongelige Teater

David Bowie Lazarus i Århus og København

26. august 2019.
Af Ambjørn Happy

Lazarus af David Bowie og Enda Walsh. En stor musikal-oplevelse i Aarhus og København. Stykket er iscenesat af Heinrich Christensen.


Jakob Madsen Kvols spiller Thomas Newman som er faldet ned på jorden og drømmer om at komme hjem igen. Øvrige medvirkende er Sara Viktoria Bjerregaard, Sofia Nolsøe, Simon Mathew, Bjørn Fæstad, Mathias Flint, Nanna Bøttcher, Kjartan Hansen, Sofie Topp-Duus, Isa Marie Henningsen, Kristine Marie Brendstrup.


Historien er David Bowies i samarbejde med Enda Walsh, inspireret af The Man Who Fell to Earth. Det handler om at sige farvel til dem man elsker. Kæresten, familien og vennerne. Den situation som David Bowie kendte fra sig selv. Han døde kort efter premieren på Lazarus, 69 år gammel.


<
Christoffer Brekne

» Anmeldelse Human in Balance på Bora-Bora

★★★★★Anmeldelse Human in Balance på Bora-Bora

Menneskets stemme kan du høre i bevægelsen

4. juni 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★★

Don Gnu har skabt forestillingen og fundet danserne. Det er en vellykket forestilling, fordi akrobatikken bliver til dans, og dansen bliver til en historie om hvor fantastisk det er at være menneske.

Livet handler om at være i balance

Vi skal hele tiden være i balance. Bare det at holde sig oprejst er en kunst. Dit spædbarn på 9 måneder ligner fuldstændigt danserne i forestillingen, når de hopper rundt på cirklens tonstunge vippebræt der symboliserer livet. Det er svært at holde balancen, men vi vil.

Historien starter med livets ankomst til jorden. En fantastisk sjov og lattermild scene, hvor den store danser pludselig får forvandlet sin ene hånd til en fod.
Man skal nok se det selv, men det er sjovt.

Senere handler det om balancen mellem det maskuline og det feminine. Det er kærlighed og snoretræk som får danserne til at svæve rundt i rummet. Smukt.

Maskuline mænd med muskler, uhmm

Sang og dans. Mening i livet. Ikke som politik, men som sprællevende kunst der gør livet større, sjovere og 100 gange mere empatisk end noget politisk standpunkt. Mændene på scenen er rigtige mænd, stærke og muskuløse, det er fedt at se manden i sin oprindelige maskuline indpakning. De fleste af os jo desværre blevet dyppet i feminismens suppegryde siden vi var børn, rart at se noget af den oprindelige mand, den nu udrydnings-truede menneskeart.

Don Gnu på Bora-Bora har fat i det vigtigste i livet: Det skal være sjovt, og det skal give mening, og vi skal være her alle sammen.


<
Foto Emilia Therese

» Anmeldelse Katastrofen Sker i Pausen på Aarhus Teater og Betty Nansen

★★★★★★Anmeldelse Katastrofen Sker i Pausen på Aarhus Teater og Betty Nansen

Jeg ringer til min dansklærer, fordi nu er postmodernismen død

14. maj 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★★★

I 100 år har vi været plaget af tåbens svagsind som forpestede os indtil i går. Eller i morges, faktisk. Postmodernismen. Nu er den død. Teater har igen fået mening, derfor er Katastrofen Sker i Pausen årets sensation. Gå ind og se den, for fanden da, i Århus eller på Betty Nansen. Det er en god oplevelse. Gruppen af unge skuespillere gav en underholdende uppercut til hele den forstokkede verden der holdt op med at tro på noget i 1880.

Tak for det. I årtier har vi hutlet os gennem ørkenen, sammen med tomhjernede forfattere brægende som tørstende får. Vi har vænnet os til det. Levet med at teater skulle være tandløst, forvirret, politisk korrekt. Provokerende når det var bedst, men altid uden mening, fordi "kunstens mål er at undersøge". Not.

Efter premieren i dag på Katastrofen Sker i Pausen er alting forandret.

De 2 historier matcher hele sæsonens bud

Afgangsforestillinger fra Den Danske Scenekunstskole ejer typisk ungdommens glød, talent og frimodighed. Men forårets forestilling er noget særligt for mig.

Ja, scenografien er i top med Karin Gille. Mia Lipschitz har iscenesat. Godt lys, super lyd, musikalsk. De unge skuespillere fungerer helt ud til det yderste af fingrene, de er til stede kropsligt, følelsesmæssigt og kunstnerisk.

Men det særlige er at du får 2 fænomenale historier. 2 teaterstykker som spiller lige op med alt du har set denne sæson, når det gælder en god historie.

Vi fulgte diktatorerne og gav dem vores nøgler

Begge teaterstykker handler om pausen i livet. Der hvor vi ikke tager ansvar. Det er her katastrofen sker, i pausen. Du kan tage alt fra de sidste 100 år og putte det ind i pausen. Vi fik maskingeværer, der gjorde mennesket til offer. Vi havde koncentrationslejre. Vi fulgte store mænd, overlod nøglerne til vores hus i hænderne på diktatorer.

Stykkerne beskriver postmodernismen - som var én lang pause. Vi nægtede at tage ansvar. Moralen døde. Samvittigheden. Alt var lige godt, og dermed ligegyldigt. Vi blev svenske inde i hovedet. Politisk korrekte og ikke i stand til at navigere i livet.

Det ene stykke - en farce - foregår på et kontor, hvor chefen er lige lidt for kynisk. Men folk følger ham. Det andet stykke - en fantasy - foregår i et spirituelt fællesskab hvor guruen er wannabe, men folk følger ham.

Hvad der sker derefter, det skal du selv opleve. Det handler om hvordan vi kommer tilbage til autoriteten i os selv.

Åh min dansklærer bliver ked af det nu. Velfortjent.

Tilbage på scenen er ansvar. Det personlige ansvar, og det skal altså ikke forståes som en dum reklame for et af de politiske partier. Nej, ansvaret som vi kender det fra nordisk mytologi. Dermed også moralen.

Der er forskel på rigtigt og forkert. Det har vi vidst siden dengang vi var danske og lyttede til de nordiske myter. Okay, vi glemte det i 100 år, men nu er den tilbage. Moralen.

Der er noget der er rigtigt. Bare fordi. Sandheden er ikke en sociologisk konstruktion, den er. Eventyret er ikke et brægende mørke af tvivl, det er. Tak for at blive mindet om det. Jeg skal ringe til min dansklærer. Jeg giver ham en billet til forestillingen, med lidt held får han hjertestop når hans indre postmoderne bogreoler styrter i grus. Og det vil være lidt synd for ham, men det er ungdommen der er på scenen nu, og de styrer. Selv.

<
Foto Emilia Therese

» Anmeldelse The Rocky Horror Show Aarhus Teater

★★★★★Anmeldelse The Rocky Horror Show Aarhus Teater

Folkefest for fri sex og varm erotik på Aarhus Teater

3. maj 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★★

Sneen vælter ned, da vi træder ud i maj fra teatrets varme hule. Eller også er det konfetti fra gud. I hvert fald har vi tilbragt 2 timer i en folkefest for fri sex og erotik. Og der blev kastet med konfetti, masser af konfetti. 500 mennesker dansede mellem stolerækkerne. Der blev skudt med vandpistoler og kastet spillekort. Hujet, og klappet. Råbt ukvemsord mod fornuftens stemme på scenen. Klapsalver til alle de medvirkende.

The Rocky Horror Show er en fest for friheden. Den har vi savnet i mange år, mens nypuritanismen har spist hjørner af vores frihed, sådan som en lille dum mus gnaver på en kiks. Nu er den tilbage, i hvert fald på teatret i byens centrum, friheden.

Hjælp, jeg er liderlig

Festen var oprindeligt en subkulturens fest. En fest for de underlige mennesker i London, som udforskede den seksualitet der ikke var med i skolebøgerne i biologi. Det er 45 år siden der var premiere i London. Tiden er gået. Det er okay at gå i kjole som mand, og kysse hvem du har lyst.

Alligevel har The Rocky Horror Show overlevet tidens tand. Fordi selvom vi er frie, så har hver generation et spørgsmål ingen skolelærer vil svare på: "Hvad skal jeg gøre, jeg er liderlig?"

Publikum i salen er med på den. Uanset hvilken form for sex vi foretrækker i sengen, så er selve spørgsmålet eviggyldigt.

En historie med horror og science fiction

Et ungt par er lige blevet gift. De kører afsted og punkterer. I et frygteligt uvejr søger de ly på lystens slot der styres af Frank-N-Furter. Her møder de lysten, det hæmningsløse og det hedonistiske.

"Don't Dream It - Be It". Og det gør de begge to hen ad vejen. De finder lykken ved at give kroppen lov til at mærke og smage. Det er okay at have lyst og udleve sin lyst.

Den simple historie er pakket ind i de gode clichéer fra B-film. Splatter, science fiction, horror, sex. Det er sjovt, og det er underholdende.

5 stjerner til musical om sex

Jacob Madsen Kvols er en fremrangede Frank-N-Furter. Mathias Flint god som den dydige Brad der ledes i fordærv. Marie Marschner rigtig fin som Janet der finder sin seksualitet. Simon Mathew i karakter som den pukkelryggede Riff Raff der tjenestevilligt husler rundt og spreder glæde i publikum.

Sød historie. Masser af point for folkefesten hvor publikum tør slå sig løs. God musik. Fin koreografi og scenografi. Mange blandt publikum shinede, både frække mænd med korset og flotte kvinder med bule i bukserne.

Så fem stjerner til en god forstilling om sex. Tak for den oplevelse.

<
Kollage

» Anmeldelse Corydong Teatret Svalegangen

★★★★★Anmeldelse Corydong Teatret Svalegangen

Politiker scorer kassen. Ny redaktør på Anders And

30. april 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★★

Ja, socialdemokraten Bjarne Corydon fik et fedt job på finansfyrsternes Anders And Blad, dagbladet Børsen, og drengene gaflede alle 20 millioner kroner hver fra kagefadet, dengang DONGs mødom og skæbne blev solgt til en af verdens mest forhadte virksomheder. Det var en fed fidus som amerikanske pengefolk tjente milliarder på.

DONG lå bare der og lokkede med sin frugtbarhed, danskernes energiselskab fuld af olie, gas og vindmølleparker på vej. Som en stribe friske jordbær i en have uden vagthund. Ingen kan sige nej til et ubevogtet jordbær.

Tillykke med det. Svindlere.

Du er for dum til demokrati

Du ved det måske allerede. Høvdinge på Christiansborg styrer Danmark med spindoktorer og journalister på de store medier. Det er fordi du er for dum til politik. Faktisk er demokrati alt for vigtig en sag til at man kan overlade det til almindelige folk.

Teaterforestillingen CoryDONG på Teatret Svalegangen rammer plet. Lige ned i det rådne sår i vores demokrati. Intet vigtigt i det her land styres af menige politikere på Christiansborg. Alting afgøres af topfolk i Socialdemokratiet og Venstre i en smagløs 69'er med landets finansfyrster. Socialdemokraterne under vægten af Fritz Schur, Venstre i et håndjob med Henrik Poulsen.

For 10 mia. kr. varm luft, tak

Bjarne Corydon har en træls karakter i teaterstykket CoryDONG, og måske er han i virkeligheden en guttermand. Men hans person er slet ikke så vigtig. Ja, han var med til at vi gav 10 millarder til nogle folk i USA for absolut ingenting andet end varm luft. Herregud. Folketinget stod bag ham.

Det er ikke noget alvorligt, nogle milliarder her og der.

Pyt med DONG, fordi Danmark taber jo milliarder hver gang Folketinget køber en stak jetjagere fra USA, bygger supersygehuse der skal sælges til forsikringsselskaber, skåler i god Italiensk vin og siger ja til 100-vis af ubrugelige tog, indkøbt til de nedslidte danske jernbaner som skal sælges til tyskerne.

Landet styres af udemokratiske bøller

Hvorfor begår Folketinget i grunden så ufatteligt mange dumheder? Det er fordi bøllerne styrer landet. Mette Frederiksen. Lars Løkke. Bosserne. Den slags typer. Bjarne Corydon, dengang som minister, nu i en ny rolle. De menige folketingsmedlemmer får aldrig så mange fakta på bordet, at de overhovedet aner hvad de stemmer om.

Som menig politiker stemmer du det samme som din partiformand, og han/hun siger at sagen er alt for kompliceret, og den er behandlet færdig i ministeriet. "Har du nogen spørgsmål?"

Dét er sandheden om Christiansborg, påstår teaterstykket. Du ved ikke hvorfor sygehusene skal sælges. Du ved ikke om det er fornuftigt at bruge 100 milliarder på krigsfly. Men jeg garanterer: De menige politikere på Christiansborg, de aner det heller ikke.

Landet styres af en håndfuld politikere og finansfyrster som skraber til sig. Resten af os er bare målskiver for spindoktorerne.
Vældigt deprimerende. Men også sjovt.
CoryDONG er fed underholdning. Stykket er politisk, og jeg ved ikke noget værre end det. Jeg vil have drama, kærlighed, emotioner og gode historier på teatret. Men CoryDONG er altså vellykket som et stykke politisk teater, fordi det afslører problemet med Christiansborg:

- Menige politikere forhindres i at få viden om hvad de stemmer om, fordi de er kun stemmekvæg. Og bøllerne har givet frikort til de statsansatte spindoktorer, så de frit kan fylde danskerne med løgn uden at journalisterne kan fange dem med aktindsigt, fordi vi er også kun stemmekvæg i bøllernes øjne.

Når man lever i en osteklokke og kun tænker på penge og magt

En aktuel måling af danskernes tillid til politikere siger 29%. Vi er 71% der har gennemskuet det rådne æble, og vi forstår at mange politikere lever i en udemokratisk osteklokke hvor de hytter deres egen ost.

Nej, nu må jeg stoppe. Ellers ender det med jeg bliver politisk. Men det var godt teater. 4 stjerner for skuespil, fantastisk historie, relevant, super underholdende. Den 5 stjerne er for at være politisk i sin scenekunst. Det er gammeldags og vældigt forfriskende, i en tid hvor ingen tør sige noget af frygt for at sige sandheden.

<
Foto Anna Marin Schramm

» Anmeldelse: Audition Aarhus Teater

★★★★★Anmeldelse: Audition Aarhus Teater

Publikum er den sjette skuespiller

12. april 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★★

Jeg sidder lige nu på scenen i en sofa og kigger på Anne Plauborg og Luise Skovs bryster mens de kysser hinanden som i en mindre god pornofilm, og jeg har en erotisk kvinde i rød trøje presset ind mod min krop. Jeg kender hende ikke, men hun siger hun hedder Birgitte og jeg synes hun er dejlig varm. Det er faktisk en behagelig oplevelse at være statist som publikum i teaterstykket 'Audition' på Aarhus Teater.

Som publikum er vi til Audition på Aarhus Teater, hvor vi er med til at skabe en film, live på scenen. Vi er i grænselandet mellem scenekunst og publikum, et eller andet sted mellem fiktion og virkelighed.
Jeg tror ikke der er nogen grund til at sige mere.
5 stjerner. Det var meget godt.

Det er et genialt teater-stykke

Og så alligevel, jeg ved ikke. Måske kan jeg sige lidt mere om forestillingen. Den er genial men det har vi set før, når Sargun Oshana og David Gehrt er instruktør og scenograf.

Genial er et andet ord for, at en meget intelligent person længes noget så frygteligt efter at erobre rollen som menneske og endeligt træde ind i verden.

At være genial er måske i virkeligheden den mest udbredte følelse i vores tid. Vi er alle sammen vældigt kvikke. Omlægger huslån. Chiptuner vores bil. Vi er vores egen marketingdirektør. Vi er personlig assistent for det fænomen der har det samme navn, som det der står på vores egen postkasse.

Vi er alle sammen geniale - med undtagelser - og længes efter noget så simpelt som at være et rigtigt menneske.

Vi bor på fuppernes planet

Sargun og David har i et par år nedbrudt teaterrummet, fjernet den fjerde væg, udslettet scenen. Med Audition nedbryder de den rolle man traditionelt har som publikum.

Vi er en del af skuespillet, de cirka 80 personer i rummet. Og det er jo interessant. Publikum er med i stykket uden at få løn for det. Vi får lov til at optræde sammen med professionelle skuespillere uden at vi har hverken uddannelse eller talent for sagen. Hvilket jo også er lige meget.

Fordi vores jord er fuppernes planet. Vi lader som om at vi ved noget, at vi er noget - men det er altsammen blot selfies taget i den rette vinkel.

På den måde synes jeg det er lykkedes Sargun Oshana og David Gehrt at ansvarliggøre publikum. Du er en del af stykket. Det er dig der skaber det du ser på film og på teatret. Du har et medansvar. Splatter, porno, TV2-serier, talentløse debatter, det er alt sammen skabt fordi du kræver det. Gør du ikke?

Skuespillerne

Jeg er ret vild med Anne Plauborgs skarpe skift i karakter. Hun spiller en ung kvinde der vil gøre alt for at få en filmrolle. Hun er naiv. Usikker. En flammende furie. Sexgal. Veg. Jeg beundrer hendes evne til at skifte karakter.

Og Luise Skov er jeg vild med. Hun er konkurrent til Plauborg om at få en bestemt filmrolle i stykket. Skov har den der særlige værdighed, som næsten ikke findes mere. Hun er skuespillerinde, og det er fedt. Et prædikat som betyder varm, rummelig, og større end den rolle hun spiller.

Mathias Skov Rahbæk er en gavtyv, en charmør, men er også en oprørsk person. Forfatteren har givet ham tørre kiks i munden og for få kilo på vægtstangen, men det stof han har til sin rådighed, det afleverer han stærkt.

Anders Baggesen spiller psykopat-instruktør. Det er altid en nem rolle for mandlige skuespillere at spille psykopat, hvorfor ved jeg ikke, men jeg er ret vild med hans præstation. Det er godt teater. Klart og tydeligt, Baggesen kan sit håndværk og han har meget energi, fedt.

Mette Døssing er assistent for instruktøren. Som Mathias har hun mindre at arbejde med, men hun viser et dejligt flakkeri mellem indyndelse og overgreb. Hun er en oprørsk person, og jeg synes hun skal spille sammen med Mathias i et nyt stykke, og så skal de to være heltene.

Publikum er den sjette skuespiller

Nå. Den her anmeldelse bliver alt for lang. Nu må det slutte. Tag ind og se Audition for at grine og få en ny oplevelse. Historien er dårligt skruet sammen, fordi forfatteren Jenny Lund Madsen med vilje har brugt clichéerne og tomheden fra tusindvis af tv-serier. Historien er et stilbillede af en stilstand. I en god historie har vi de gode og de dårlige som kæmper mod hinanden. I Audition er alle dårlige. De 5 skuespillere rummer de svage elementer i tiden. Mest psykopatien, dernæst at ofre sig selv for at udvide sin selfie til et helt filmlærred. Parere ordre. Indordne sig. Miste sig selv.

Publikum har dermed fået rollen som den sjette skuespiller. Det er publikum, det er os der kigger på, vi er den sjette skuespiller der har de gode kvaliteter. Moral. Omsorg. Autensitet.

Publikum, vi er dem der har muligheden for at træde i karakter og give historien en anden drejning. Måske slukke for medierne hvor psykopaterne hersker. Lægge telefonen fra sig. Men i hvert fald, gå ind og se Audition. Måske du kommer ud som et lidt mere oprørsk menneske, med mere vilje til at påvirke folk omkring dig, så vi kan få en bedre verden.

Nej, det er muligvis slet ikke budskabet fra Sargun og David, men det var nu de ord der aflejrede sig på min staveplade efter jeg var med til Audition på Aarhus Teater. God fornøjelse. Jeg kan stærkt anbefale småkagerne i scenen hvor der er læseprøve. Jeg fik 4. En af dem var en chokoladekringle med sukker, uh den var god.

<
Fotografen.dk

» Audition på Aarhus Teater, scenograf David Gehrt

Audition på Aarhus Teater, scenograf David Gehrt

Hvor langt vil publikum gå til psykopat-casting på en film? Audition på Aarhus Teater

9. april 2019.
Af Ambjørn Happy

Hvad er vigtigst? De fire hjul på en bil eller motoren? Måske rattet? Sådan er det også med teater. Det er de mange kompetente mennesker der i fællesskab driver stykket fremad. Her er et interview med en af dem. Scenograf David Gehrt.

Eksperimentet fortsætter

I to år har David Gehrt og Sargun Oshana lavet eksperimenter på Aarhus Teater. De har brudt strukturen op og lavet forestillinger hvor publikum indtager nye pladser, ofte blandet op med skuespillerne på gulvet. Nu er eksperimentet klar med en ny provokation til publikum.

Vil du have den filmrolle?

Audition er den sidste forestilling i rækken. Tilbage er publikums vanlige siddepladser, men eksperimentet fortsætter, fordi publikum har mulighed for at blive inddraget i stykket. Spørgsmålet er direkte sagt: "Hvor langt vil du gå for at få en filmrolle?" Men spørgsmålet er også, hvor langt vil publikum gå, når stykkets psykopat-instruktør krænker sine skuespillere? Publikum er nemlig med på filmsettet og en del af forestillingen.

David Gehrt fortæller om Audition og deler nogle af de erfaringer som han og Sargun Oshana har fået gennem eksperimenterne på Aarhus Teater. Det handler blandt andet om gruppedynamik. Publikum er et flokdyr der følger den der går forrest. Dermed får den første i gruppen en stor indflydelse på de øvriges adfærd.

<
Fotografen.dk

» Opskrift lammekølle / braiseret lammeskank

Opskrift lammekølle / braiseret lammeskank

Køkkenchefens opskrift på lammekølle: Braiseret lammeskank

17. april 2019.
Af Ambjørn Happy

Køkkenchef Nanna Krøjmand er glad for lam. Hendes braiserede lammeskank er så mør at man kan spise den med øjnene. Se for dig selv og få hendes tips til hvordan lam smager perfekt. Det handler blandt andet om tomat, porrer og gulerødder. For at lave en god smag skal man altid have en masse grøntsager. Timian, urter og rødvin. Samt god tid.

Uhm, lækkert! God fornøjelse.

Restaurant Olive
Køkkenchef Nanna Krøjmand
Hjemmeside Olive.dk
Adresse Kaløgade 1 (Mejlgade), 8000 Aarhus C

Fotografen.dk

» Anmeldelse: Cirkus Arena 2019 i Aarhus

★★★★Anmeldelse: Cirkus Arena 2019 i Aarhus

Billeder fra Cirkus Arena i Arhus

14. april 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★

Solskin og Cirkus Arena går fint sammen. Med mindre man er veganer. 20 af dem står på fortovet på begge sider af krydset med papskilte mellem hænderne. De er vrede, men skiltene er pæne. Hesteridning skal forbydes. Så skal det nok gå alt sammen.

"Heste er ikke underholdning", siger de høfligt. Jeg spørger om de ikke vil med over på cirkuspladsen? Så er de lidt tættere på de folk der går i cirkus. Men de tør ikke. Politiet siger de ikke må.

Indenfor i teltet sidder vi mange hundrede mennesker. Især børn. Elefanterne er udvist af cirkus, og nu er det så åbenbart hestenes tur. Børnene kan ellers godt lide dem. Cirkusprinsessen Larua Berdino har magten over 6 heste. De løber rundt. En af dem kan gå på bagbenene. Barnet ved siden af mig er imponeret.

Der er også arabiske kameler 6 styk. De har sådan nogle flotte læber når de dasker rundt i manegen i luntetempo. Børnene kan godt lide dem. Veganerne boykotter vores underholdning. De langlemmede dyr er nutidens slaver, siger de. Jeg synes dromedarerne minder mere om nutidens mennesker.

Vi løber også rundt i manegen og gør hvad der bliver sagt.

Derfor er jeg ikke så vild med dyrene i Cirkus Arena. Et menneske stiller sig stolt frem og siger: "Se hvad jeg kan få denne her hest til at gøre." Det virker gammeldags, vores natursyn har forandret sig. Jeg vil hellere se hvad mennesket kan gøre, når det styrer sig selv.

Til gengæld er det fantastisk at opleve akrobaterne. Det at kunne styre sin egen krop, det er fedt. Meget inspirerende. De cirkusfolk kan det mest utrolige. Stå på en hånd. Saltomortaler. Flyve gennem luften og gribe et par hænder. Elsker det.

Udenfor skinner solen stadigvæk. Veganerne er gået. Deres mor har nok ringet og sagt de skulle komme hjem.<

Fotografen.dk

» Anmeldelse: En Lille Smule Ubehag på Teatret Svalegangen

★★★★★Anmeldelse: En Lille Smule Ubehag på Teatret Svalegangen

Latteren er med til at redde hans liv

23. marts 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★★

Sådan overlever Frank kræft i prostata. Det er historien i monologen En Lille Smule Ubehag, skrevet af Jeff Metcalf. En god historie. Følsom, meget morsom, oprørsk og medrivende. 5 stjerner.

Holger Østergaard er Frank som fortæller om hvordan han overlevede den sygdom mænd frygter mest. Prostatakræft som kan frarøve os vores liv og vores seksualdrift, det førstnævnte mere alvorligt end det sidste. En sygdom vi ikke taler meget om. Fordi vi er mænd, og fordi det berører tabu: At være impotent.

Det gode ved stykket er at det tiltrækker både mænd og kvinder. Salen var fyldt med mennesker i 30 til 50 års alderen, cirka. Og der blev grinet. Meget.

Humor og latter er godt når livet er svært

Frank er sjov og underholdende, mens han beskriver sit møde med lægerne. Deres undersøgelser gennem private portåbninger som anus og penis. Han laver sjov med sig selv og situationen, selvom alt omkring prostatakræft er alvorligt.

Vi skal grine ad døden. Grine ad os selv. Hvis ikke vi har latteren kan det blive for tungt. Og Frank overlever, måske takket være sin humor og lyst til at leve. Undervejs dør andre mænd, fordi de giver op. Og han overlever også det skifte som sygdommen udsætter ham for, skiftet fra mand med markerede muskler, til at få cykelrytterben hvor hårene er faldet af på grund af de kvindelige hormoner lægerne sprøjter ind i ham for at redde hans liv.

Det er et tankevækkende stykke, og følelserne vælter mange gange op i brystkassen. Som latter, eller hjertet der kniber en lille tåre.

Vedkommende og relevant, En Lille Smule Ubehag gør os alle sammen lidt klogere på mænd og sygdom, og samtidig fik vi halvanden time i godt selskab med Holger Østergaard. En udtryksfuld skuespiller som griber publikum og hjælper os gennem strabadserne med humoren og livsglæden intakt.

<
Foto Andrej Lamut

» Anmeldelse: Pursuit of Happiness, Pavol Liška & Kelly Copper

★★★★★★Anmeldelse: Pursuit of Happiness, Pavol Liška & Kelly Copper

Pornofest i domkirken, mens din kvinde føder og din far ligger for døden, eller omvendt

21. marts 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★★★
Derfor er der 6 stjerner

Stykket er et perfekt spark i menneskehedens nosser. Derfor griner de unge i publikum og vi gamle er i chock. Den forestilling er en helligbrøde mod al kultur, dannelse og menneskelige forestillinger. Den er en pornofest i domkirken, mens din kvinde føder og din far er død, eller omvendt. Den er vegetarfyld i din hotdog-pølse. Den er frisk kød i din burger, en prut i din softice. En skændsel. Forargelig, forfærdelig, forsmædelig, fortrædelig.

En lækkerbid.

En delikatesse, altså hvis man kan lide den slags intellektuelle crap, og det kan jeg. Det er kun mine knæ der låser sig fast i rædsel, mit hjerte knuger sig sammen, mine hænder nægter at klappe og jeg har mest lyst til at række tunge ad showet. Men intellektuelt fungerer Pursuit of Happiness fortrinligt. Min hjerne spinder af vellyst, og jeg er da også træt af alt det meningsløse i livet, som for eksempel krig og vold.

Det unge publikum jubler og griner i velvalgt dominans

Det fantasifulde publikum klappede og hujede da showet var færdigt, kæmpe bifald fordi de benyttede sig af deres demokratiske ret til at dominere vi andre, bare fordi de er flest og fyldte salen op. Og nej, jeg klappede slet ikke, selvom rablende intelligente Pavol Liška havde gjort alt for at drive mig til vanvid med verdens største crap-show Pursuit of Happiness.

Begge mine knæ blødte nemlig ned på gulvet mellem stolerækkerne efter 40 minutters tåbelige, ubefæstede og pjattede manifestationer på scenen. Jeg overvejede hvordan ambulancen skulle komme ind på scenen på Aarhus Teater og tage mig med. Måske jeg kunne få et lift med Pavols RBM? (Inside joke, se forestillingen).

Efter mine knæ døde, fortsatte Pavol i en helvedes time yderligere og 15 djævelske minutter med en uendelig strøm af ungdommelige, disruptive, adiafora tåbeligheder. Han kører med cirka 200 ord i minuttet. Ordene er oversat til dansk på en tavle over scenen. Men det er lige meget. Også på dansk er hele hans vanvid komplet meningsløst - på engelsk er de dog (det må indrømmes) formfuldendte som britiske Monty Pythons fløjlsrøde relikvier.

Sæt 270 kr. på rouletten, du bliver snydt uanset. Fordi det er menneskets natur. Vi er fulde af fup, meningsløse regler, uforstand, styret af fragmenterede bombeveste, gennemhullet logik og guldfisk i kraniet

De folk der havde bedre knæ end mig, og de var 7, de havde forladt det rablende vanvid hurtigt. Simpelthen rejst sig op, havde lagt de 270 kroner på stolesædet for en spildt teaterbillet, og var skredet fra verdens mest elendige teaterforestilling.

Men resten, et par hundrede unge mennesker fra byens universiteter, var ellevilde med Pursuit of Happiness.

Hvorfor?

Pursuit of Happiness er en hån mod ethvert dannet menneske som kan lide at spise godt, få sig en drink bagefter, eller to, plus et ekstra glas vin i foyeren, og som elsker at sidde mageligt i plyssædet og lade sig underholde i teatret.

Nørdernes hævn over de normalt begavede

Og de gør det med vilje, Pavol Liška og partner in crime Kelly Copper. De er begge stukket af fra det studiekammer hvor de samtidigt indså: Livet er meningsløst og menneskeheden er bindegal. Deres fantasi og skamløse intellektualisering har gjort dem berømte i den vestlige hemisfære, på festivaller hvor der er unge intelligente mennesker som også er træt af livet og menneskene, sådan som vi normalt begavede lever det, livet.

En velfortjent afklapsning, det er Pursuit of Happiness. Men det er også verdens største crap-show, inklusiv forstæderne i Bagdad (inside). Crap, fordi nogle af os der er trætte af krig og vold, vi tænker faktisk det er fedt at snakke sammen, vi er konstruktive, vi skaber mening, går til alvorlige samtaler hos psykologen, dyrker kærlighedens glæder, bliver gift, køber en bil og en pensionsopsparing. Og en havenisse...

Argh, måske har han ret, Pavol Liška! Livet er tomt og dumt, og man skal flytte havenisserne hver gang græsset skal klippes i soldaterfrisure og ledningen til plæneklipperen er for kort. Øv.

Rablende stjerner nu i farver

Nå, tjek det ud selv. Du kan se de seks stjerner er i forskelig farve, fordi forestillingen er bindegal, og genial. Men garanteret er de 270 kr. billetten koster tabt for altid, så er du advaret, og hvis du er ung og intellektuel vil du for altid huske showet som noget af det sjoveste du har oplevet. Inden du oplevede det der, du ved nok. Og dertil kommer at Pavol Liška lover han vil danse på din grav og gentage sin monolog i al evighed mens regnormene gnaver sig gennem dit kranie. Man får noget for pengene på Aarhus Teater.

I omegnen af Bagdad, cirka. Fuck. Jeg savner allerede Pavol Liškas vanvid. Hvordan skal jeg falde i søvn i aften?

<
Fotografen.dk

» Prostatakræft: En Lille Smule Ubehag, Teatret Svalegangen

Prostatakræft: En Lille Smule Ubehag, Teatret Svalegangen

Den store frygt: Døden og impotens - En Lille Smule Ubehag

19. marts 2019.
Af Ambjørn Happy

Holger Østergaard spiller Frank der er blevet syg i sin prostata. Det gør han i stykket En Lille Smule Ubehag på Teatret Svalegangen. Han har fået kræft. Hans spermkirtel skal fjernes, og nu er han bange. Vred. Oprørt.

"Det er jo virkelig alvorligt", fortæller skuespilleren Holger Østergaard. "Men det gode er, at Frank siger de ting vi ellers ikke tør tale om. For eksempel at penis spørger ham efter operationen, hvorfor den ikke er blevet informeret inden lægerne tog prostata. Den er blevet lidt kortere, og det er den ikke så glad for."

Frank bruger sin sorte og tørre humor til at overleve prostatakræft. På den måde lærer han publikum om at have modet til at se alle mulige sygdomme i øjnene, og overleve dem uden at gå i stykker indvendigt.

Den direkte identifikation

Instruktøren er Per Smedegaard. Hvad har han gjort for at lave et stykke om prostatakræft som mænd kan holde ud og se på?

"Jeg tænker at ved tage fat i det, så bliver det vedkommende. Der er et menneske der står foran dig som føler og gennemlever det. Den direkte identifikation der er i det, det tror jeg sådan set er det vigtigste, netop når det er en monolog, og et menneske og en sag."

Humor hjælper os gennem svære oplevelser

Teatret Svalegangen har vist stykket til en gruppe mænd der har haft prostatakræft.

"Ja, der er ikke noget vi viser her, som prostatakræft-patienter ikke kan genkende", siger Holger Østergaard. "Og de var glad for humoren i stykket. Og det tror jeg vi alle sammen har brug for. De der vanskelige situationer vi oplever, at der er nogen der tør lige at give det en anden vinkel, så vi forløses og kroppen åbner sig lidt og det bliver bare nemmere at tale om."

4.000 danske mænd får kræft i prostata. I 2019. Sidste år, næste år, det er en meget udbredt sygdom. 1.000 mænd dør af den. Der er god grund til at snakke om den, fordi sygdommen berører så mange mænd, kvinder og familier. På Teatret Svalegangen er stykket fuld af humor, så vi kan tåle at høre om det.

Jeff Metcalf skrev stykket på sine egne erfaringer

En Lille Smule Ubehag er skrevet af den prisbelønnede amerikanske dramatiker Jeff Metcalf. Dramaet er humoristisk og følsomt og beskriver hans egen rejse gennem kræften.

"I begyndelsen ville jeg ikke fortælle noget til min kone og min datter. Og det var dumt af mig. Da jeg fortalte min hustru at jeg havde prostatakræft blev hun oprørt og ked af det. Jeg indså at vi mænd skal være bedre til at tale om sygdom og vores helbred", fortalte Jeff Metcalf i forbindelse med premieren i Salt Lake City, USA.

"Selv mine venner som jeg kendte gennem 25 år, selv de var skamfulde for at tale om sygdommen. Først da jeg begyndte at tale om min sygdom, fortalte nogle af dem at de også havde prostatakræft."

Stykket handler om en sygdom der rammer mænd, men både mænd og kvinder kan lide stykket.
"Ja, fordi indenfor de første 10 minutter indser publikum, at det handler om mere end prostatakræft. Stykket handler om at være menneske og se frygten i øjnene, når vi bliver syge og skal på hospitalet", siger Jeff Metcalf.

<
Foto Ditte Chemnitz

» Anmeldelse: To på Aarhus Teater

★★★Anmeldelse: To på Aarhus Teater

Anmeldelse: To unge mænd på fisketur

19. marts 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★

Livet er fuld af gode historier. I teaterstykket To tager to unge mænd på fisketur. De fanger ikke noget. Til sidst tager de hjem igen og forestillingen er slut. Det koster en stjerne at historien smuttede væk.

Supergode skuespillere

To rummer virkelig fin personkarakteristik og god indsigt i basale kultur- og familierelationer. Der præsenteres mange temaer: Vold mod børn, at dræbe et menneske, to venner fra hver sin kultur, homoseksualitet, at træffe valg som ung. Men det er ligesom min gode ven. Han har al udstyret, men han tager aldrig ud og fisker, han bruger det ikke til noget. Og det er synd. Jeg elsker historier, og meget gerne lystfiskerhistorier med vilde overdrivelser.

Vi grinte og hyggede os undervejs, fordi det er to underholdende unge skuespillere, Mo Chara og Henrik Blauner. De er åbenlyst sjove mænd, med gode ansigter der også kan udtrykke skjulte følelser. Den fine operasanger Jesper Brun-Jensen fylder rollen som Herr Gedde godt ud. Det gyser i mig når han synger med sin store, prægtige røst. Han og de to andre fortjener at få en stor fed fisk på krogen.

God scenografi, lys og lyd

Stykket har en dejlig scenografi. Den er enkel. Nogle træstammer står bag stenene på søbredden hvor de unge mænd fisker. Med godt lysarbejde kan scenen henlægges i et dunkelt halvmørke, træstammerne bliver til tangplanter der lyser og strækker sig op mod overfladen, de rammes af sollyset der spiller ned mellem dem.

Lyden er god. Alle replikker og sang står præcist og klart tegnet.

Så, vi har altså rigtig gode skuespillere, scenografi, lys og lyd. Vi er på fire stjerner, men den sidste stjerne hopper af krogen, fordi Pia Marcussen ikke har skrevet en historie til stykket. Hun har valgt at vise et stilleben, en oversigt over de historier hun kunne have fortalt med To.

Hov, skal livet altid være dramatisk?

Næ, det meste i livet er kedeligt. Det er derfor vi går i teatret eller ser film. Historierne indhylder vores livs eget manuskript i former og farver der sætter livet i perspektiv. Skaber indsigt. Underholder. Overrasker. Fornøjer. Gør os klogere uden at rejse os op fra stolen.

Så hvis du som ungt menneske på 19-20 år synes forestillingen To giver dig det du har brug for, så skal du klikke her og sætte den sidste stjerne på stykket. <

» Anmeldelse: Tænk hvis man havde en rejsegrammofon, Teatret Gruppe38

★★★★Anmeldelse: Tænk hvis man havde en rejsegrammofon, Teatret Gruppe38

Dine børns barndom bliver skabt i dag

10. marts 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★

Drengene kommer tilbage til bordet med hver deres stykke kage og en cola i en riflet glasflaske. Vi er på café. Her venter vi mens døren ind til teatersalen er lukket. Der er også piger som griner og snakker forventningsfuldt. Forældre som er afslappede. Solen skinner ind til os gennem ruderne i baggården hvor Teatret Gruppe38 ligger. Det er i Mejlgade.

I dag skabes barndommen

Det er lige nu, denne søndag eftermiddag, barndommen bliver skabt. Jeg kan se det på dem. Denne her dag kommer til at ligge i den store huskebog. Om 30 år er disse 10-12 årige børn blevet statsministre, embedskvinder, læger, skolelærere, og til den tid vil de gøre Danmark til et bedre sted at være.

På grund af denne dag. Og det er en god dag, og det er en god barndom.

Byen hvor alle kigger ned

Så åbnes døren. 60-70 mennesker strømmer ind og sætter sig til rette foran scenen. Tre skuespillere sidder ved et langt bord og kigger på publikum mens vi tager plads. Derefter begynder historien. Den handler om en lille by hvor alle kigger ned i jorden for ikke at falde når de går.

Du kender historien. Den er noget af det ypperste en dansk forfatter har præsteret. Karen Blixen's "Babettes Gæstebud" fra 1950. Den blev til en film af Gabriel Axel, og fik en ven der hedder Oscar i Hollywood. Nu er den teater for voksne og børn fra 8 år i Mejlgade, og den holder hele vejen.

Jeg beundrer Bodil Alling, Peter Seligmann og Conni Tronbjerg for at fortælle historien så man er helt grebet og væk i fantasiens virkelighed. Der bliver grinet, det er hyggeligt, det er gribende, historien om kunstneren der bliver født i en landsby hvor ingen ser noget, fordi de kigger ned, og genkender hinanden på skoene.

Historien om hvordan denne pige, Viola, er noget særligt. Hun synger højt, hun danser, hun er fantasifuld. Alle siger hun skal dæmpe sig. Det er lidt trist for hende, lige indtil den dag en kvinde ankommer til byen. En kvinde der kan lave mad og alt bliver lavet om.

Og det var en god dag

Efter forestillingen strømmer børn og voksne ud af teatersalen. Jeg kan mærke det. De børn er tilfredse. Fantasien lever i dem mens de tager jakken på. En dag vil de huske tilbage på dengang de gik i teatret med deres forældre, og det var en god dag.

Da vi kommer ud i baggården skinner solen stærkere.

<

» Anmeldelse: Myopic Time, BORA-BORA

★★★★Anmeldelse: Myopic Time, BORA-BORA

Anmeldelse: Lodret fakta, fed forestilling om at bruge sin modvægt

20. februar 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★

Myopic Time Lille Esther Wrobel er en svale. Slut herfra. Der er ikke mere poesi i denne anmeldelse af svalens vertikale dans på BORA-BORA. Der er ikke engang et lille fuglefløjt eller en storøjet bambi i skovbrynet.

Fakta er ligesom inspektøren i sportshallen lidt udenfor byen. Han er bare ikke velkommen i pigernes omklædningsrum. Sådan er det med fakta. Den står ude i gyden bag BORA-BORA og håber at kunne snige sig ind. Hånd i hånd med halinspektøren.

Fakta står i baggyden sammen med halinspektøren

Men vi siger nej. Dans er kunst, dans det er noget med æstestik, romantik, bevægelse, følelser og lidt humor. Fakta skal vi ikke have. Prøv naboen.

Men nogen har altså overset at Esther Wrobel er en faktuel kvinde, og er kommet til at lukke hende ind på BORA-BORA.

Wrobels lodrette dans handler om fysiske principper på det ydre plan. Du har et tov henover en trisse. I den ene ende noget tungt, og i den anden ende hænger du og dingler. Hvis der er lige meget vægt på begge sider af trissen, så er der ligevægt. Nej, det passer ikke.

Den kinæstetiske energi ødelægger ligevægten. Det er fakta.

Når Esther kaster sig fem meter op luften og bliver grebet af ligevægten, så kan hun ødelægge den og vinde over sin modvægt så hun kommer ned igen på jorden. Det ser flot ud.

Modvægten er stærkest når vi giver op

På det indre plan, inde bag Wrobels blomstrede kjole og gråmlerede strikkede helkropsdragt, handler forestillingen om alt det du kan gøre, når modvægten i dit liv griber dig.

Modvægten i hverdagen - den der hindrer os i at få ordenligt gang i alt det sjove - den modvægt er fortiden.
Smerten.
Dårlige valg.
Irriterende vejr.
Skatter og afgifter.
Modvægten er alt det som trækker i os og gør det svært at komme fremad.

Modvægten gør dig i stand til at flyve

Se forestillingen, den er sjov og rørende. Modvægten i dit liv gør dig nemlig også i stand til at flyve, det er fakta. Leg med den, hold dig i gang, så er vi stærkere end den. Kun hvis vi giver op, vinder modvægten.

<
Fotografen.dk

» Anmeldelse: Breaking News, Teatret Svalegangen

★★★★★Anmeldelse: Breaking News, Teatret Svalegangen

Anmeldelse: Den femte stjerne er for dopamin-klikket på redningsvesten

16. februar 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★★

Den hjemløse rumæner på hjørnet af Lille Torv er gået analog, da jeg går hjem fra Teatret Svalegangens Breaking News. Papkruset i hans sprukne hånd rasler med et par mønter, mens han siger goddag til mig. Han er i Århus, han er i verden men knap nok i live. Han hænger på med det yderste af sine fingerspidser.

Alligevel smiler han.

Foran mig går 4 unge mennesker. Hendes kjole er let og luftig, hun har pæne ben. De tre mænd hun er sammen med bevæger sig som den hund jeg ejede engang. Den hund kunne lugte når naboen satte sin hunhund ud i en snor på græsplænen. Pigen hænger på. Hun er med, på vej til fest, hænger på, men ingen af hendes scorereplikker virker på nogen af de unge mænd. Deres øjne er store og de småløber målbevidst fremad.

Alligevel smiler hun.

Er virkeligheden i sig selv en dopamin-trigger?

Hvorfor bruger vi alle de timer på verdens største dopamin-bordel - de sociale medier? Videnskaben siger vi længes efter de små dopamin-kick som de kunstige medier giver os. Nu, nu, nu.

Vi er på facebook, instagram, tinder, app-dit, app-dat, fordi vi er blevet junkies. Vi er klik-narkomaner, like-narkomaner. Vis mig noget nyt. Klik dopamin i min hjerne. Virkeligheden er blevet for kedelig og impotent.

Hvorfor smiler den hjemløse og den unge pige?

I teaterstykket Breaking News er der gang i den politiske debat. Stykket er et oprør som tænder faklerne for at brænde den kunstige virkelighed ned til grunden.

Det er relevant som altid hos Teatret Svalegangen

Der er point for drejescenen og den politiske historie. Vi veksler mellem det unge par og de kyniske bagmænd. Parret har glemt hvordan man elsker hinanden, og deres barn er en pestilens. De foretrækker dopamin-havet på de sociale medier. Bagmændene griner ad de dumme mennesker der giver alt fra sig - demokratiet, seksualiteten, intelligensen - for at høre en historie om en elefant-unge, eller se et billede af en kattekilling.

Der er også point for skuespillerne. Martine Levinsen for hendes edderspændte oprørske dynamik. Anders Vølpert Momme for det runde, empatiske hjerte. Anna Ur Konoy for begæret. Matias Hedegård Andersen for hans stamina.

Den femte stjerne

Stykket har disse 4 stjerner: Oprørsk, empatisk, begærlig, stamina. Den femte stjerne får stykket for at turde være politisk i en verden hvor du nyder dine likes på facebook mens Titanic fløjter i natten, dampkedlerne kysses af det iskolde vand og de sprækker, stævnen går under vand, agterdækket rejser sig. Vi er på vej ned, med et like og et hjerte på redningsvesten. Tak for dét mod.

<
Fotografen.dk

» Anmeldelse: Parasitterne, Aarhus Teater

★★★★★Anmeldelse: Parasitterne, Aarhus Teater

Anmeldelse: Sargun Oshana overrasker med Parasitterne

15. februar 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★★

Sargun Oshana overrasker med Parasitterne. Stykket er underholdende, festligt og fornøjeligt. Dels på grund af stykkets forfatter, Soya. På grund af David Gehrts virkeligt flotte og stemningsbærende scenografi. Super gode skuespillere med pragtpræstationer. Temaet - de menneskelige parasitter som snylter, udnytter og bedrager - er aktuelt og vedkommende.

Derfor er der fire stjerner inden vi når afslutningen. Men så overrasker instruktøren Sargun Oshana. Trylleri fra en mester. Udgaven af Parasitterne er hele vejen holdt tekstnært, bortset fra et enkelt velplaceret inshallah tror jeg, og alligevel lykkes Sargun Oshana at give stykket en sublim dimension i en kunstnerisk retning.

Vi har den senere tid givet for mange 5-stjerner, og det er vi også nødt til her. Du skal gå ind og se Parasitterne. 5 stjerner.

Lystspillet som afklæder sig selv

Publikum griner, fordi Parasitterne er et fint lystspil. Marie Marschner står stærkt som den forkælede og amoralske datter, der har fået et barn som er til besvær - indtil hendes moralsk forkrøblede far Herr Gruesen udtænker en plan hvor barnet indgår som lokkemad.

"Sugerøret skal stikkes i Amerika", proklamerer Kim Veisgaard i rollen som Herr Gruesen. God og solid præstation, djævelsk og manipulerende. Det er stakkels Miss Olson det gælder, milionæren der lejer sig ind hos familien på et værelse. Nanna Buhl Andresen gør det fremragende, hun har lært rollen på lyntid og har alligevel overskud til hoftevrid og godt kropssprog.

Den gamle Gruesen er vant til at snyde folk. Det er hans religion. Han vil overtale Miss Olson til at gøre datterens spædbarn til universalarving og bagefter tage livet af den gode kvinde.

Det er en sjov og festlig mordplan. Jeg synes stykket vinder mange point på sin morbide og sorte humor.

Men under det sjove gemmer tragedien sig. Måske du har læst bogen eller set tv-spillet fra 1958. Der er en tragedie dernede. Lystspillet danser mens det afklæder sig sin humor, bid for bid. Det er godt håndværk på Aarhus Teater.

Oshanas tryllekunst

Mens Herr Gruesen planlægger et mord for at gafle Miss Olsons million, har Sargun Oshana umærkeligt haft sine egne planer. Jeg så det ikke komme før afslutningen.

I Sargun Oshanas hemmelige plan står Bodil Jørgensen som instruktørens stærkeste skakbrik. Hun spiller en undertrykt kvinde, der svagt adlyder sin amoralske mand. Hun er dependent, og manden er forfærdeligt hensynsløs. Grå, nedbøjet, nervøs er hun.

Bodil Jørgensen bevæger sig rundt i scenerne med stor troværdighed og komik. Publikum elsker hende. Hun er sjov. Men hun bærer på en plan under sin konekjole. En plan om at forvandle Parasitterne til et kunstværk.

I de afgørende scener trækker instruktøren alle sine brikker sammen - og det er følelserne han bruger. Trådene gennem stykket bliver trukket sammen med et snuptag, så stykket træder i en ny karakter: Parasitterne bliver til en fortælling om smerten ved at være menneske, det bliver til Shakespeare.

Mennesket lever sit liv i et dukkehus, og gud kigger nysgerrigt ind gennem vinduerne for at se hvordan Parasitterne klarer sig. Vi står på bordet i guds drivhus. Et eksperiment, det er hvad vi er. Jeg kan lide det, og det fik jeg med mig hjem. Super dejligt, tak.

<
Fotografen.dk

» Breaking News - Teatret Svalegangen

Breaking News - Teatret Svalegangen

Breaking News er en satire om fake og propaganda i medierne

7. februar 2019.
Af Ambjørn Happy

Breaking News I en verden styret af kyniske sociale medier, som stjæler din sjæl og alle dine data og efterlader dig med et farvestrålende kuponhæfte i hovedet fuld af reklamer.

I en verden hvor de sociale medier sælger dine følelser og dine tanker til politiske partier, så dit land kan blive styret hårdt og ubarmhjertigt af den ny diktator.

I sådant et land foregår teaterforestillingen Breaking News. En historie om at miste os selv og livet mens vi opholder os på de kunstige sociale medier, hvor vi bliver hjernevasket, og det kilder så dejligt.

Hvad tror du? Er journalister magtens kælehund og sociale medier magtens hjernevaskeri? Tjek ud Breaking News på Teatret Svalegangen.

<

» Anmeldelse: Arternes Oprindelse, Teaterhuset Filuren

★★★★★Anmeldelse: Arternes Oprindelse, Teaterhuset Filuren

Anmeldelse: Sjovt skuespil for børn, inkl. scene med tryllekunst

7. februar 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★★

Teaterstykket gør videnskab sjovt og interessant. I Arternes Oprindelse fortæller man historien om forholdet mellem mennesker. Den næsvise Mary, der vil være videnskabsmand(!), møder verdens støvede mænd og sætter fut i vores fælles bevidsthedsudvikling. Det er lykkedes virkelig godt.

Det er maskerne fra Stephan Vernier der giver de største grin i den muntre forestilling om pigen Mary der fandt nogle forstenede knogler i 1811, beviset på evolutionen. Det er sjove masker som er nemme at genkende for et fantasifuldt menneske. Gamle forstokkede videnskabsfolk. Den gale præst. Den bekymrede mor. Den søde far. Perfekt.

Skuespillerne bruger kroppen så historien er nem at forstå. Det handler om at være en pige på et tidspunkt, hvor den slags ikke var velset. Og finde beviser på evolutionen, som den gale præst bestemt ikke brød sig om. En velfortalt historie om oprør mod kønsroller og religion, fortalt så ethvert menneske over 7 år får noget frem på skærmen.

Det er scenografien der gør publikum glade. Der er en klippevæg fuld af trylleri og en magisk vogn fra videnskabernes akademi. Folk dukker frem og forsvinder, fantasien blomstrer så de gamle knogler fra fortiden bliver lyslevende, det er eminent godt lavet.

Underholdende teater for børn fra ca. 7 år og op til 12-13 år, plus teater for alle fantasifulde og barnlige personer som jeg selv. Tusind tak.

<
Fotografen.dk

» Parasitterne af Soya, Aarhus Teater

Parasitterne af Soya, Aarhus Teater

Soyas Parasitterne er en god historie på Aarhus Teater

6. februar 2019.
Af Ambjørn Happy

Carl Erik Soyas mest berømte teaterstykke er Parasitterne som nu opføres på Aarhus Teater med Sargun Oshana som instruktør. David Gehrt har lavet den flotte scenografi som ligner et stort dukkehus fra Lego eller Playmobil.

Parasitterne er en historie om familien Gruesen der lever af at snylte på andre. Datteren er spillet af Marie Marschner. Hun er glad for mænd, og har fået et barn - et barn der får en afgørende betydning i komplottet mod den amerikanske millionær, Miss Olson spillet af Hanne Windfeld. Den stakkels Miss Olson lejer et værelse hos familien Gruesen, hvorefter Herr Grusen straks går i gang med at planlægge hendes død, og finde en vej til at få fat i hendes mange penge.

Kim Veisgaard spiller hovedrollen i Parasitterne. Han har netop fejret sit 40 års jubilæum som skuespiller. Bodil Jørgensen spiller hans kone, det er hendes debut på Aarhus Teater.

<
Fotografen.dk

» Anmeldelse: Restaurant Olive i Aarhus

★★★★★Anmeldelse: Restaurant Olive i Aarhus

Bedste restaurant i Århus? Kun god mad, vinen den kan du selv ta' med

31. januar 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★★

Min kæreste inviterede mig ud og spise på Restaurant Olive i Aarhus. Vi havde selv vinen med. Fik de mest velsmagende hvidvinsdampede blåmuslinger til forret. Braiseret lammeskank til hovedret. Den bedste mad jeg har fået i mit liv.

Hvorfor er det så godt på Olive? Måske på grund af køkkenchefen, Nanna Krøjmand.

Restaurant Olive
Køkkenchef Nanna Krøjmand
Hjemmeside Olive.dk
Adresse Kaløgade 1 (Mejlgade), 8000 Aarhus C

» Anmeldelse: Red Bastard, Teatret Svalegangen

★★★★★★Anmeldelse: Red Bastard, Teatret Svalegangen

Verdens største djævel besøger Aarhus: Red Bastard

18. januar 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★★★

Red Bastard gør sin entré på scenen i et rødt kostume. Ligner djævlen der har fået forstoppelse. Han har store klumper omkring livet under det røde stof.

De fleste af os er skræmt fra hvid og sans.
Vi har hørt på Youtube at han er værre end djævlen - charmerende, forførende, elegant, sjov, vittig, vanvittig og totalt frygtløs.
Og at han kan få publikum til at gribe fat i hverdagens drømme og føre dem ud i livet, i morgen efter aftenens show.

Sige jobbet op, rejse jorden rundt, skrive en bog, lave en kæmpe skulptur, være en bitch. Det er sådan noget folk gør efter de har oplevet showet. Hjælp.

Red Bastard går over grænsen, shit

Vi er vel 100 mennesker, og vi opdager manden i det røde kostume, Eric Davis, er stærkere end alle os til sammen. Måske fordi han ikke ejer nogen frygt, når han står på scenen. Måske på grund af hans karisma. Han er som et brændende bål af begær, vilje, frækhed, skamløshed. En varm mand. Sådan som selve fanden må være det, og samtidig sådan som vi alle drømmer om at være det.

Manden er sjov. Hans baggrund som klovn og skuespiller, forfatter og instruktør giver ham megakræfter. Vi griner. Han går over stregen, ingen kommer til skade, og det er sjovt.

Efter ikke ret mange minutter får Eric Davis os til at kaste rundt med armene, skifte pladser, synge ind i hans åbne mund.
Men det bliver meget værre end det.

Hvem blandt publikum har du lige nu fantasi om at have sex med?

Sådan et spørgsmål er der ingen som vil besvare. Men glem det. Red Bastard får dig til at svede og fortælle alt, hvad du nogensinde har holdt som en hemmelighed.
Og det magiske sker.
Vi kan li' det.
Vildt skræmmende at være mere sig selv, og meget tillokkende.

Teatret Svalegangen gør det igen. Red Bastard er brølende relevant.

Tør du være dig? Eric Davis er ikke bange for at gribe fat i folk blandt publikum. Hans kvikke hjerne og meget store, kærlige hjerte, sætter os skakmat.

Vi er flere som tænker i hverdagen: "Jeg kan ikke sige hvad jeg vil, jeg kan ikke være mig, sådan som jeg egentlig er".
Og Eric Davis svarer bare: "Hvem vil du så være, hvis du ikke vil være dig?"

Han tør det vi drømmer om. Han er vores guru. Født ud af et knald mellem Paven og Anders Matthesen. Han er Jesus og den lokale gangster. Han er John Wayne og Picasso. Han er større end livet. Han er Red Bastard, og han er på verdensturné.

Vi er heldige at Teatret Svalegangen fik ham forbi Aarhus. Tak for det. Det var fedt.

<
Foto Christian Bang

» Anmeldelse: Untz Untz Untz, Aarhus Teater

★★★★★Anmeldelse: Untz Untz Untz, Aarhus Teater

Anmeldelse: 'Untz Untz Untz' - techno-dans om kunsten at være fri

17. januar 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★★

Godt så. Techno dans på Aarhus Teater Untz Untz Untz. Vi har placeret os rundt i et halvmørkt rum med neonrør i loftet på Studio Scenen. Lidt forfjamskede. Som kyllinger første gang efter de er klækket. Vipper uroligt på fødderne, kigger på den slanke russer midt i vores cirkel. Hun er klædt i sort. En slags gummidragt.

Nastasia. Ivanova. Fra Skt. Petersborg. Allerede dér har hun fanget i min interesse. Skt. Petersborg står for 90% af min underholdning på youtube. De unge mænd i Ruslands største by fra >STOP XAM render rundt og klistrer store etiketter på forruden af biler der parkerer ulovligt.

Men det er en anden sag, tror du. Hvad har khamstvo med techno at gøre? En del, synes jeg. I hvert fald er undertrykkelsen og foragten stor i Rusland. Fra dem der har magt og store biler, ned mod dem der ikke har noget.

Techno, fordi de er fattige. Forkerte. Forulempede. Fortabte.

Det var sådan techno blev født, har Nastia Ivanova fortalt os inden vi kom hertil. Techno er født af kapitalismens sammenbrud i Detroit, alle dens fejl og undertrykkelse. Den voksede op i Berlin, efter muren faldt og alle blev forkerte uden rigtigt at føle sig frie. Techno var deres vej til befrielsen fra undertrykkelsen.

Selv er jeg ikke det mindste undertrykt, så derfor fortryder jeg at jeg fulgte med flokken herned. Musikken stiger, Nastia danser. Det er dog utroligt som den kvinde kan bevæge sin krop.

Uden at sige noget med det.

Skeptisk kigger jeg på hendes fremvisning af moves. Jeg spejder efter et korn eller et græsstrå. At hun udtrykker en tanke, en følelse, en mening. Fordi da vil jeg på mine stive ben bevæge mig lynsnart frem og nappe den godbid.

Men hun bliver ved. Danser uden at sige noget.

Vi er indhyldet i musik og lys. Kigger genert på hinanden. Flytter vægten fra den ene til den anden kyllingefod. Vi ville faktisk gerne danse med, men det virker så uoverskueligt på grund af al den intellektuelle og tankemæssige ballast vi har på skuldrene.

Alle vanerne. Hvordan man skal være. Opføre sig. Fremføre sig. Der skal være mening med alting.

Nastia kaster alt fra sig i sin dans. Hun danser indadvendt i sin egen verden. Hun mærker nydelsen fra bevægelsen i sin egen krop. Følelserne er ikke vigtige. Ikke tanken, ikke ordet, reglerne, vanerne. Hun er fri til at mærke sig selv.

Friheden bagved strukturen, meningen

Mellem os sagt, jeg kunne have betragtet en mand spise en fransk hotdog, det ville give mig samme mangel på mening og indhold.
Der er simpelthen ingen mening i techno, ingen tanke, ingen følelse.
Og det er meningen, forstår jeg.
Uden mening er vi frie. Al undertrykkelse har en mening om os.

At gøre sig fri af al verdens undertrykkelse starter med at frigøre sig selv fra undertrykkende tankevaner og tankefølelser. Smide traditionen og kulturen overbord, være ligeglad med at verden vil presse os ned i en kageform.

Bare danse.
Danse og være fri.

Nastia danser forbi mig med en fremstrakt hånd. Hun kigger mig i øjnene. Der er energi fra hendes håndflade. Hun sætter hånden næsten på mit hjerte. Jeg skælver. Jeg ryster. Mine ben begynder at bevæge sig helt nede fra tæerne.

Men så er showet slut, i samme sekund jeg mærker friheden røre på sig i min sjæl.

Det var en god oplevelse, som med fordel kunne have varet hele natten, hvis man har lyst til at danse sig fri af undertrykkelsen. Måske er jeg lidt hæmmet alligevel. I hvert fald ville jeg gerne have danset mere.

5 stjerner. Untz Untz Untz på Aarhus Teater.

<
Fotografen i Århus

» Anmeldelse: Troen og Ingen, Teatret Svalegangen

★★★★★Anmeldelse: Troen og Ingen, Teatret Svalegangen

Troen og Ingen på Teatret Svalegangen

16. januar 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★★

Teatret Svalegangen havde totalt udsolgt på Søren Huss teaterforestillingen Troen og Ingen, som folk bare ville ind og se. I august 2019 er der repremiere på forestillingen. Sorg, det ultimative tab, det er ofte et tabu. På Teatret Svalegangen bliver følelserne til dramatik og god musik, der vil røre publikum uanset hvem man har mistet i livet.

Anmeldelse 5 stjerner: Meget smukt og rørende

Teaterstykket Troen og ingen er meget smukt og rørende. Der blev tørret tårer væk fra kinderne både til højre og venstre for mig på Teatret Svalegangen. Emnet er sorg, og som sådan noget der er tungt og noget vi helst vil fortrænge.

I Troen og Ingen bliver sorgen belyst fra flere vinkler, så jeg finder genkendelse og føler mig rummet i min egen sorg. Der er også sort humor i stykket, og den føles velanbragt. Samt masser af god musik og sang fra Søren Huss.

Scenografi og lys smelter sammen til en imponerende helhed.
Skuespil, sang og musik er medrivende.
Historien er fin og sammenkæder sang, musik og skuespil til en musical der handler om emnet sorg.
Relevans Musicalen berører et emne der er vigtigt for os alle, uanset om man mister eller bliver den som andre mister.
Særligt imponerende Lyset gør noget magisk ved scenen. Video og lys pinpointer områder af scenen og bliver meddigtende i historien.

Medvirkende Jullie Hjetland, Laura Kold, Ashok Pramanik, Nikolaj Mineka.
Tekst Jeanette Munzert.
Idé og instruktion Per Smedegaard.
Scenografi Siggi Óli Pálmason.
Musik/tekst Søren Huss.
Kapelmester Niels Søren Hansen og Nicolai Heyman.
Musikere Niels Søren Hansen, Nicolai Heymann, Tom Bilde, Benedikte Borum Poulsen.

Miklos Szabo

» Anmeldelse: Kongens Fald, Aarhus Teater

★★★★★Anmeldelse: Kongens Fald, Aarhus Teater

Anmeldelse: 'Kongens Fald' er en spektakulær opvisning i Scenografi

10. januar 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★★

Teater Tableau. En lille scene med noget lækkert for øjet. Overskueligt og smagfuld. Sådan er scenografien i Kongens Fald. Der er regnvejr, en halvnøgen kvinde hængt op i fødderne, store videokulisser, mere vand, folk der er ved at drukne i et gennemsigtigt bur af plexiglas, et skib til søs, en mand hænger sig, snevejr, heste lavet af menneskekroppe. Kongens Fald er flot.

Æstetisk scenografi, og en historie der blev væk i første akt

Jeg er glad for en god historie, så det tog mig nok det meste af første akt at se bort fra, at instruktøren Carlus Padrissa i store træk lader scenografien spille hovedrollen, fremfor at fokusere mere traditionelt på historien, skrevet af Johannes V. Jensen.
Jeg havde visse indkøringsvanskeligheder i mit stolesæde.

"Det er æstetisk", sagde en af de øvrige publikummer i pausen. En kvinde. En ældre fyr nikkede til hende. "Ja, men det er som om historien er blevet væk", svarede han. Hun var enig. Det er jeg også. Det er scenografien i Kongens Fald der giver den største oplevelse på Aarhus Teater.

Og det er vel okay? Vi er vant til at scenografien støtter op om stykket. Hvorfor ikke lade scenografien træde frem på scenen og være selve hovedpersonen?
Jeg kan godt lide den tanke. Som eksperiment.

God historiefortæller og akrobater

Så, du skal gå ind og se Kongens Fald fordi scenografien styrer showet. Det ser godt ud. Det er smukt.
Undervejs vil du nyde Maria Rossing som historiefortælleren der binder de mange scener sammen. Hun har valgt en rolig og nøgtern stil, men viser sin styrke med en meget fin og moduleret stemme. Særdeles behagelig.

Akrobaterne er dygtige. Smidige. Musikken er god, består mest af en violin - men det er en dejlig violin der træder frem på scenen som om den var en af de medvirkende.

Der er også lidt sjov og humor, men mest sat på som special effekt - det er sjældent den spiller sammen med karakterne og handlingen. Og skræk er der - en kvinde har bedrevet hor og bliver overfaldet på scenen og spyttet på. Meget ubehageligt, men igen ude af synk med handlingen, en special effekt.

Scenografien har hovedrollen

Kongens Fald som tableau, opspændt i en flot scenografi, fyldt ud med dramatiske effekter. Det er godt lavet, det er 5 stjerner. Scenografien sejrer stort blandt publikum. Uden den ville der kun stå en enkelt stjerne tilbage, Maria Rossing.

<

» Anmeldelse: Livet, hvor svært ka det være?, Teatret Svalegangen

★★★★★Anmeldelse: Livet, hvor svært ka det være?, Teatret Svalegangen

To mænd åbner sig i en komedie med sjov, ballade, seksualitet og virkelyst

3. januar 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★★

Der er en dejligt gemytlig stemning i Teatret Svalegangen, også denne aften. Totalt pakket, udsolgt. Alle billetterne til Livet, hvor svært ka' det være er revet væk, samt række 13 som er pist forsvundet på de lige numre.

Man skal aldrig købe billet til række 13, heller ikke i flyet eller på hotellet. De har en tendens til at stikke af når de ser deres snit til det.

Række 12 er heller ikke vendt hjem efter juleferien, bare på de ulige numre. Forvirringen er komplet, men computeren har solgt præcis det rigtige antal billetter, så der er sæder til alle.

Stemningen er gemytlig, og så begynder publikum at le

Den gemytlige stemning fortsætter i hele det vidunderlige stykke som Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard giver os. Der bliver grinet, jævnt gennem stykket. Havde ikke troet det ville være muligt. To mænd på en scene, nogle få rekvisitter. Kan man lave populær og underholdende kunst ud af næsten ingenting?

Ja. Tror det er manuskriptet der viser en sjælden styrke i kombination med virkeligt dygtige skuespillere. Livet, hvor svært ka' det være er et super stærkt stykke.

Komik af den underfundige og drivende slags

To gamle mænd, den ene kan ikke gå og den anden ikke huske, mødes om en mazarin tærte. De er snart 80. Det er sjovt, det er komik af den underfundige og drivende slags. Karakterbygningen føder latteren og humoren helt af sig selv, sådan som det ene minut tager det næste.

Men hvordan levede de to mænd da de var 70? Ny scene. Vi er i fitness center med spabad og instruktøren er en pige fra Sverige. Der er stadig gang i de gamle.

Den første scene, hvor de er ældgamle, lægger sig som et fint lag trylledrys over scenen. Det vækker tanker i os. Ikke om at blive gamle, men hvad vi dog laver før vi bliver gamle.

To mænds liv rulles op baglæns, og det er sjovt

Hug i hug fortsætter scenerne nedad i retning mod den gode tid i 40'erne med wegnerbord og skilsmisse, ungdommens tid i tyverne og kæresterne. Teenageårene med det dybe venskab. Skoledrengene som lurer på de bare damer i parken. Børnene i snevejr med en lakridspibe.

Hele deres liv rulles op baglæns. For hver scene bliver der et tykkere og tykkere lag af trylledrys over hovedpersonerne. Vi elsker dem dem dybere og dybere. Publikum mærker at livets fortælling også gælder dem.

Det er ikke dødsattesten vi lever for. Det er livet det gælder. Hvad vi laver inden i morgen, inden familielivet, inden plejehjemmet og så videre.

Mandens indre liv åbner sig i en buket af sjov, ballade, seksualitet og virkelyst

Jeg er ret vild med det stykke. Oven i tilbuddet får man også en sweitzerkniv der fortæller om hvordan din mand egentlig er (eller dig selv, måske). Det er skide godt.

Henrik Lykkegaard er den udadvendte type. Hurtig. Frisk. Pigernes ven. Ikke styr på noget, men tager livet ind i store mundfulde. Den mandskulint, maskuline mand.

Niels Ellegaard er den tænksomme type. Omhyggelig. Fornuftig. Forældrenes stolthed. Han gemmer det bedste til sidst. Den feminint, maskuline mand.

De to sider alle mænd har i sig, to af de fire temperamenter. I Livet, hvor svært ka' det være åbner mandens indre liv sig i en buket af sjov, ballade, seksualitet, virkelyst. To måder at være mand på. Den ene lige så god som den anden, men måske den ene har det lidt sjovere.

Tjek ud for dig selv, hvad du synes. Jeg synes i hvert fald du skal se Livet, hvor svært ka' det være på Teatret Svalegangen. Det er en oplevelse værd. 5 stjerner.

<
Miklos Szabo

» Kongens Fald i billed-orgie, Aarhus Teater

Kongens Fald i billed-orgie, Aarhus Teater

Kongens Fald opføres i et eksplosivt orgie af farverige billeder på Aarhus Teater

24. december 2018.
Af Ambjørn Happy

Aarhus Teater har sammen med Det Kongelige Teater skabt et orgie af visuel kraft som aldrig er set tidligere i Kongens Fald. Maleriske tableauer, nøgne kroppe, video-bagprojektioner, drabelige scener med blodbad, et totalteater - af nogle anmeldere betragtet som tegneserieagtigt, og af andre hyldet som genialt. Tjek det ud for dig selv, og se hvad du mener om den storslåede forestilling.

Kongens Fald er en saftig fortælling skrevet af Johannes V. Jensen. Der er godt med drama, erotik, henrettelser, vold og ømhed i historien. Johannes V. Jensen fik Nobelprisen i litteratur i 1944 og er således en af de få danskere forfattere der er anerkendt ude i den store verden

Derfor er det også passende at instruktøren på forestillingen, Carlus Padrissa, og dramatikeren, Henrik Szklany, begge er udlændinge for at vise os skønheden i den globale og eviggyldige historie Johannes V. Jensen skabte.

<

» Anmeldelse: En Spøgelseshistorie, Teaterhuset Filuren

★★★★★Anmeldelse: En Spøgelseshistorie, Teaterhuset Filuren

F*** det var skræmmende

5. december 2018.
Af Ambjørn Happy

★★★★★

En spøgelseshistorie på Teaterhuset Filuren er skræmmende. Det stod tydeligt malet i øjnene på de 10-12 årige børn der kom ud efter forestillingen sluttede. En af drengene var ikke i tvivl om karakteren til denne anmeldelse: "Fuck det var skræmmende!", sagde han grinende med store øjne.

Kulisserne er eventyrlige

Successen er skabt i skriverkøkkenet hos Morten Kamuk Andersen og Kaja Kamuk som har skrevet historien. Den er god. Så spændende og medrivende historie, at den kan få børn til at glemme drillerierne og småsnak. Det er en gyserhistorie som fortjener et stort publikum.

Kulisserne, et gennemskåret hus i en skov i flere etager, med naturen projiceret op bagved, skaber den perfekte stemning. Jesper Jepsson sætter lyset, så man virkelig bliver skræmt af effekterne, når husets spøgelse kaster rundt med folk og det hele gynger og braget.

En spøgelseshistorie er kompakt og velsmurt, instrueret af Dorthe Hansen Carlsen. Det er lykkedes hende at skabe nærvær og interesse for alle scenerne, og samtidig er der plads opad i stemningen til de dramatiske højdepunkter.

En velspillet gyserhistorie

En mor, Kirsti Kærn, ankommer til et gammelt hus sammen med datteren Astrid, Bolette Engstrøm Bjerre. Faderen er død, økonomien er faldet sammen, derfor er de flyttet langt ud på landet, hvor der ikke bor nogen.

Men jo! Der bor nogen. Nemlig Rachel, spillet af Ida Lund. Hun er jævnaldrende med Astrid og de bliver venner. Men der er noget med dén pige som er skræmmende. Rachels tøj er fra 1900-tallet, hendes øjne mørke og skulende, hun er bange for vand, og hun påstår hun bor i huset, og har gjort det altid.

Rachel er et spøgelse

Et ondt spøgelse. Hun vil have Astrids mor for sig selv, som erstatning for sin egen mor der døde for 100 år siden. Lige siden dengang har Rachel flakket rundt i skoven, forfulgt af skovmanden, Uffe Kristensen, på udkig efter at blive befriet for sin smerte ved at være en levende, død pige uden mor.

Hvis du kan se en gyser for dig af Stephen Kings dimensioner, så har du ret.
Huha, hvor er mine hjertepiller, en super oplevelse, og børnene var begejstrede helt uden app.

<
Foto: Emilia Therese

» Anmeldelse: 'Brænding' på Aarhus Teater

★★★★Anmeldelse: 'Brænding' på Aarhus Teater

Brænding er sprællevende teater til din julekalender

23. november 2018.
Af Ambjørn Happy

★★★★

Brænding på Aarhus Teater handler ikke om de beskidte hænder på byens universitet som tjente milliarder på at forgifte den halve verden, samt forpestede hele Vesterhavet omkring Cheminova. Giftfabrikken er solgt til nogle amerikanere, og på universitetet bader de sig i gift-millionerne og drikker champagne med handsker på hænderne.
Teaterstykket er derfor ikke en forsinket uppercut til pengefolkets kynisme, - den kynisme der mishandlede vestjyder i årtier og ødelagde livet på en del af Vestkysten.

Dramatikkens nye og friske supertalenter

Brænding er derimod et stykke teater skrevet og opført for dig af de rene hænder i Aarhus, - de ungdommelige hænder der tilhører en stribe talentfulde dramatiker- og skuespilelever, helt nye og friske supertalenter fra byens scenekunstskole. Stykket er elevernes præsentationsforestilling, og det stykke skal du gå ind og se hvis du har tid op mod jul. Fordi Brænding er faktisk god.

God og sammenhængende historie

Historien er sammenhængende, selvom den er skrevet af en flok dramatiker-elever i samarbejde. Det er lykkedes at fortælle en homogen historie om det lille samfund ude ved havet, hvor den lokale giftfabrik ødelægger miljøet så både fisk og mennesker bliver syge. (Og ja, byen ligger på en tange).

Men pludselig løfter stykket sig som en drage fra den vestjyske strand, basker med vingerne og flyver op i den dramatiske sfære. Der er noget på spil. Den lille by er plaget dårlig samvittighed. En ung kvinde er død - de siger det var selvmord - og hendes tvillingesøster er blevet udstødt, hvilket har givet hende en dyb angst for alle i byen.

Fabrikkens stifter er død, og hans datter ankommer til byen for at drive virksomheden videre. Hun begynder langsomt at forstå, at kemifabrikken er skyld i at byens folk har det svært med hinanden. Akkurat som i virkelighedens hændelser er byens sociale liv forgiftet af fabrikken, og døde den kvinde virkelig fra selvmord, eller har nogen givet hende et skub, fordi hun ville afsløre forholdene på kemifabrikken?

Brænding er din bedste julekalender

Du kender de her julekalendere med chokoladestykker bagved dagens paplåge. Og du ved du altid drømte om at få en julekalender, hvor hver låge gemmer på en virkelig lækker godbid. Marcipan, hjemmelavet lakrids, kaviar (nåja), måske en guldring, en nøgle til en ny bil.

Brænding er sådan en julekalender, som vi drømmer om. Jeg nød hver enkelt af skuespillernes præstationer, og jeg nød den omhu dramatikerne har skrevet replikker med og også har sørget for en sund kontinuitet.

Brænding er den bedste julekalender. Fuld af overraskelser.
Som for eksempel da vi kommer med fabrikschefen hjem og tre børn springer frem fra mørket. Nej, det er ikke overraskelsen! Overraskelsen er da en ung kvinde banker på døren hos dem. Hun er ramt af fabrikkens gift og beder om hjælp. Nej, heller ikke overraskelsen! Men hun kommer indenfor, og så sker det! Skræmmende.

Fed forestilling, gode skuespillere, god historie, godt arbejde. 4 stjerner, fuldt fortjent.

<
Video: Fotografen i Århus

» 'Brænding' på Aarhus Teater, vinterens præsentationsforestilling

'Brænding' på Aarhus Teater, vinterens præsentationsforestilling

Giftig 'Brænding' forurener hav og sjæl

18. november 2018.
Af Ambjørn Happy

Brænding er et teaterstykke om forurening. Den fra havet, og de løgne vi siger til hianden. Den ydre og den ydre forurening.

Historien foregår på tangen ved siden af havet og kemifabrikken. Vi er til fest i forsamlingshuset. Spørgsmålet er, hvilken gift er værst for os? Havets gift, eller de giftigheder vi udsætter hinanden for?

Brænding er skrevet af Anna Skov Jensen, Nanna Plechinger Tychsen, Marie Bjørn, Mathias Raaby Ravn, Rasmus Krone, Sonja Ferdinand.
Skuespillere er eleverne Clara Ellegaard, Olivia Joof Lewerissa, Alexander Krumhausen, Sarah Francesca Brænne, Rasmus Skaarup, Maria Cordsen, Arian Kashef, samt nyuddannede Morten Kjær.
Instruktion af Petrea Søe.
Scenografi Karin Gille.


» Anmeldelse: 'Den Uendelige Historie' på Aarhus Teater

★★★★★★Anmeldelse: 'Den Uendelige Historie' på Aarhus Teater

Anmeldelse: Den Uendelige Historie på Aarhus Teater

15. november 2018.
Af Ambjørn Happy

★★★★★★

Barnets fantasi vinder stort i Aarhus Teater juleteater Den Uendelige Historie, og det er i grunden sjældent i en rationel og fornuftig hverdag, hvor børn generelt skal have mere jordforbindelse og lidt mindre fantasi for at kunne slippe gennem skolens strenge krav. Instruktøren Jacob Schjødt er lykkedes fantastisk godt med forestillingen. Publikum både jublede og klappede vildt og længe efter premieren i Aarhus Teater, da vi afsluttede det lange eventyr gennem Michael Endes vidunderlige historie.

Men vi havde også fået den største julegave. Den Uendelige Historie er den store pakke under træet på Aarhus Teater, den gave dine børn vil elske at pakke ud sammen med dig. Og hvis du er lidt ligesom mig, så vil du også selv elske oplevelsen.

Den Uendelige Historie er en 6-stjernet forestilling, fordi lyden er himmelsk, musikalsk og knaldgod. 6 stjerner fordi den nye scene fra Købmand Herman Sallings Fond slår alt hvad du har set nogensinde på Aarhus Teater. Scenerne dukker op fra gulvets dyb, flyver væk under taget. Flokke af stjerner fordi videokulisserne der proiceres op på bagvæggen skaber en eventyrlig stemning.

Og tænker du skuespillerne er i julehumør? Ja, gode, solide præstationer. Det er ikke rimeligt at fremhæve nogen skuespiller fremfor andre, men Ashok Pramanik fortjener stor ros for sin præstation. Elegant i bare fødder springer han adræt omkring på scenen, eller flyver på ryggen af sin drage Fuchur i 10 meters høje. Han er troværdig, sprængfuld af energi, han er fremragende i hovedrollen som Atrejo.

En god historie, fantastisk teknik på den ny scene, dygtige skuespillere, knaldgod lyd, et relevant budskab om fantasiens kraft - er der noget der mangler? Ja, kostumerne som er skabt af Astrid Lynge Ottesen. Der er sjove kostumer og skræmmende kostumer, og uanset er de syet af de flotteste og mest intelligente fantasier. Astrid flytter Den Uendelige Historie fra det professionelle helt op til stjernerne. Tak for dem, dine kostumer er fantastiske, Astrid.

<
Video: Fotografen i Århus

» Sælger 25.000 billetter til 'Den Uendelige Historie' på Aarhus Teater

Sælger 25.000 billetter til 'Den Uendelige Historie' på Aarhus Teater

Tusindvis af århus-børn skal opleve juleteater for hele familien

14. november 2018.
Af Ambjørn Happy

Årets juleteater for hele familien er Den Uendelige Historie på Aarhus Teater. I den ene hovedrolle som Bastian er det Anton Hjejle, mens den anden hovedrolle spilles af Ashok Pramanik som Atrejo. Stykket er instrueret af Jacob Skjødt efter en historie af Michael Ende. Landet Fantasien er ved at forsvinde, og kun et fantasifuldt barn kan redde Fantasien.

Der blev sat 25.000 billetter til salg, men de fleste er købt af århusianske familier, så du skal være hurtig hvis du vil sikre husets yngste beboere og dig selv en juletur i teatret. Den anden dag var der færre end 2.000 billetter tilbage.

Forestillingen er den første efter opbygningen af den ny scene. Prisen blev små 60 millioner kroner, hvoraf Købmand Herman Sallings Fond har betalt 52 mio. kroner i form af en tidlig julegave til Aarhus Teater.

<
Video: Fotografen i Århus

» Sarah Kanes '4:48 Psychosis' på Aarhus Teater

Sarah Kanes '4:48 Psychosis' på Aarhus Teater

Hun begik selvmord efter dette teaterstykke

26. august 2018.
Af Ambjørn Happy

Sarah Kane, en ung britisk skuespilforfatter, begik kunstnerisk selvmord efter hun skrev dette teaterstykke. Hun hængte sig. Dette er hendes selvmordsbrev. Psychosis 4:48. Hendes testamente. Den sidste historie fra hende til dig.
Sargun Oshana er instruktøren. Den unge kvinde spilles af Mette Døssing.

Hun var en poetisk forfatter

"Det er en meget fragmentarisk tekst som indeholder alle mulige genkendelige sider af os mennesker", fortæller skuespiller Mette Døssing til 8000. "Og det er selvfølgelig et tungt emne, og det er store følelser, men det er også en forfatter som skriver enormt poetisk - men også med ironi og humor som vi mennesker oplever i pressede situationer, en form for overlevelse", siger hun.

Hun begik selvmord på hospitalet efter midnat

Sarah Kane var 28 år gammel. Hun havde haft stor succes med at skrive skuespil, men indeni var hun tom og mørk. Det var om vinteren, sidst i februar. Hun var indlagt på King's College Hospital i London efter forsøg på selvmord. Det var efter midnat, det var timen hvor de fleste dør om natten, tiden mellem kl. 2 og kl. 3.

Hvad sker der, når vi rammes af en psykose?

"Vi har jo ønsket at arbejde med, hvad er det der sker med et menneske, når vi bliver ramt af en psykose. Fordi det er så komplekst med en psykose, der findes mange forskellige former for psykoser, og vi prøver jo at oversætte det ind i et scenisk værk hos et menneske som indeholder alle de forskellige psykoser der findes", fortæller stykkets instruktør, Sargun Oshana.

Sarah Kane så aldrig sit skuespil på scenen

Sygeplejersken på hospitalets sengeafdelng lod Sarah Kane alene, og det var en fejl, fordi Sarah tænkte på selvmord. Det står i journalen. Sarah løb i strømpesokker ud på toilettet, lukkede døren og hængte sig. Hun blev fundet ved halvfire tiden. 4:48 Psychosis er det sidste skuespil Sarah Kane skrev. Hun så det aldrig selv på scenen, men nok i virkeligheden på det toilet.

4:48 Psychosis opføres på Aarhus Teater, Studio scene.

<
Video: Fotografen i Århus

» Lars von Triers 'Dancer in the Dark' på Aarhus Teater

Lars von Triers 'Dancer in the Dark' på Aarhus Teater

Dancer in the Dark

24. oktober 2018.
Af Ambjørn Happy

Dancer in the Dark opføres på Aarhus Teater. Det er en af de største forestillinger man har haft på Scala, blandt andet har man bygget en fabrik på scenen, og der er flere end 20 medvirkende. Det er Lars von Triers berømte film, vinder af Guldpalmerne i Cannes, Dancer in the Dark, og i en helt ny udformning. Musik og lydunivers til Selma, der er ved at blive blind, er skabt af Morten Riis og Marie Koldkjær Højlund. Scenografien skabt af Helle Damgaard.

Så hun er ved at blive blind, Selma, men det er også hendes 12 årige søn. Selma arbejder i USA som immigrant, nederst i samfundet i fabrikken. Hendes mål er at tjene penge nok til en øjenoperation, mens hun fortsætter sit arbejde. Hun forsøger at holde blindheden som en hemmelighed, mens lydene omkring hende bliver stærkere og forvandles til musik i sindet.

Vil det lykkes for hende at redde sønnen, kan hun beholde sin sunde fornuft og sit liv?

<

» Anmeldelse: In Some Sense på BORA-BORA

★★★★Anmeldelse: In Some Sense på BORA-BORA

Et modigt og nørdet projekt

23. oktober 2018.
Af Lita Domino

★★★★

Hvorfor ikke lade kroppen danse til filosofi, musikken rokke ved livsopfattelsen og mærke nye politiske strømninger i fysiske sensationer gennem smukke abstraktioner?

Det lyder måske som svært stof, men der er hjælp undervejs, for aftenens forestilling på BORA-BORA var som en opbygning der starter med en grundfundament og langsomt blev der bygget mere og mere på undervejs. Det er som en LP med en A side og en B side. De første scener bliver det tydeligt hvordan en kunstner kan finde inspiration til sin kunst. Her var det rytmer og melodi i Badious talte ord. Og B siden var mere eksperimenterende som det ofte er med musikplader.

Ny Vinkel

Så hvorfor ikke se verden fra en ny synsvinkel? Badiou invitere os til at eksperimentere med os selv i en af hans taler, og slippe negativitet og dette er grundlaget for denne abstrakte forestilling In some sense.

Filosoffen Badiou har en meget særlig stemme, både I form af sit indhold; Han vil gerne have at vi mennesker tænker anderledes I forhold til livet, politik, relationer og vores kroppe, men han har også en særlig stemme, en melodi, en rytme, der har vækket de to kunstnere jazzguitarist og komponist Mikkel Ploug og amerikansk danser og koreograf Tilman O´Donnell til inspiration til forestillingen In some sense.

Fusion

Sprængfyldt energisk eksperiment der åbnede min horisont for hvad sproget kan med sine melodier og rytmer og for hvordan inspiration kan hentes til kunstens verden.

Tak til teamet bag aftenens forestilling In Some Sense, og til BORA-BORA som huser dem.

Vand er intet uden sin attitude

Gæsteanmelder Ambjørn Happy.

Danseren Tilman O'Donnell sidder stille på sin stol, mens Mikkel Ploug slår guitaren an. Det lyder godt, men hvorfor? Hvordan definerer du "god musik"? Jeg synes hans toner er klare og melodiske, der er mange nuancer, tempi og stemninger i hans musik.

Tilman kan ikke sidde stille, hans fødder vrikker og vrider sig. Det spreder sig op til benene, kroppen og armene. Der er en nødvendighed i ham. Han må danse. Han går ud på gulvet og danser. Han er dygtig, men hvem er ikke det? Ethvert menneske kan danse.

Midt mellem de to performere er stemmen fra den franske filosof Alain Badiou. En gammel fransk gut på 80, der lider af samme nødvendighed som Mikkel og Tilman. Kan ikke sidde stille, han skal åbne munden og tale om sandhed, den ny logik, et skifte i filosofien, kampen mod den negative filosofi defineret i subjektets kongedømme, kampen for fællesskabet, drømmen om gruppens enevælde.

Nå, der er altså musik, dans og filosofi på scenen. De klæder hinanden godt. Præcise toner, klare ord, perfekte bevægelser. Og der er ingen mening i noget af det.

Dansen er en stribe attituder, hvoraf jeg ikke havde set en eneste tidligere. Sådan er vores tanker udformet. Den ene tanke griber den næste. Hvad vil der ske, hvis vi opgiver formen og lader tankerne, bevægelserne og tonerne leve deres eget liv?

Det er underholdende. In Some Sense er en god forestilling om tanken, tonen og bevægelsens opløsning i sig selv. Et glas vand som vi hælder ud i havet. Al mening kræver sin omslutning for at eksistere, et hav uden en strand mister sin betydning.

Vand er intet uden sin attitude. Sådan er det at være menneske. Vi behøver attituden for at eksistere. Tak for den oplevelse.

<

» Anmeldelse: 'Mæt af dage', Teatret Svalegangen

★★★★★★Anmeldelse: 'Mæt af dage', Teatret Svalegangen

'Mæt af dage' er relevant, velspillet og rørende

20. oktober 2018.
Af Ambjørn Happy

★★★★★★

Publikum græder, de kan ikke lade være, fordi så rørende er Teatret Svalegangens historie om den unge kvinde Karen der kun tænker på at dø, mens hendes mand Esben holder hænderne for ørene og nægter at hjælpe hende.

Mæt af dage hedder stykket som sætter assisteret selvmord på scenen. Det er en blændende forestilling, fordi den er relevant, velspillet og rørende. Desuden får du også chancen for at opleve - gennem virtual reality - hvordan det mon er at dø, set fra Karens synsvinkel på selvmordsklinikken i Schweiz. Skrappe sager. Folk græd i deres VR-masker.

Mæt af dage må have seks stjerner, selvom temaet er alt for vigtigt og alvorligt til at pjatte rundt med guldstjerner i danskhæftet. Det er bare et godt stykke. Gå ind og se det.

Perfekt stykke teater om liv og død

Forestil dig at Shakespeare og Hollywood satte sig sammen ved et af bordene i caféen på Teatret Svalengangen i Rosenkrantzgade. Planen er at skrive den ultimative historie om liv og død. At være eller ikke at være. Shakespeares eviggyldige tekster sat ind i en hollywood-tåreperser der spiller på følelserne og får publikum til at græde.

Sådan er det blevet. Forfatterens Thomas Markmann har skrevet det perfekte stykke teater om meningen med at leve.

Så Karen vil altså dø, og hvem kender ikke det fra sig selv, eller fra nogen du kender. Folk der vil dø, de er ikke nemme at muntre op. Karens mand, Esben, forsøger med god mad og vin. Kærlighed og kildevand. Men Karen, hun nægter. Psykologen, Kirstine Hedrup, giver op. Karens mor er bekymret, knust af datterens tilstand.

Fremragende skuespil i 'Mæt af dage'

Selvom Karen er en ganske ung kvinde, finder hun ingen mening med livet. Tænker kun på at dø. Esben, spillet af Albert Stein Ankerstjerne med både pondus og en livskraftig karisma, er på grænsen til at gå i hundene. Ved ikke hvad han skal gøre. Karen står stille på scenen mellem publikum. Sårbar, næværende. Vi kan i publikum mærke hendes følelser. Hun er en fugl der er faldet ud af reden. Anna Nøhr Tolstrup forstår at holde publikum fanget, når Karen viser sin smerte ved livet. Ingen store ord, bare et stille blik fra fuglen der er faldet ned på planeten Jorden og slet ikke føler sig hjemme i sit liv.

Hvis din partner ville dø

Hvad ville du gøre hvis din partner ønskede at dø? Det er spørgsmålet. Esben er alene, hans ven - spillet af Jacob Hannibal med en stærk karakter - forsøger at overtale Esben til at få Karen indlagt. Hun er jo syg!, siger han.

Men er hun det? Her bliver stykket til et stykke internt debat i publikums sind. Vi har vel alle overvejet, hvorfor lever jeg? Hvad er meningen med at leve?

Seks stjerner til Mæt af dage. Der er et godt flow i stykket takket være instruktør Anna Schulin-Zeuthen. Karin Gille: Scenografien er stram og asketisk. Lyset har lange og velfungerende skygger, Anders Kjems. Virtuel Reality er skabt af det lokale VR-firma Mannd nede i Filmbyen.

<
Video: Fotografen i Århus

» Mæt af dage, Teatret Svalegangen

Mæt af dage, Teatret Svalegangen

Teater om aktiv dødshjælp: Karen ønsker hjælp til sit selvmord

12. oktober 2018.
Af Ambjørn Happy

Teaterstykket Mæt af dage er skrevet af dramatikeren Thomas Markmann. Det handler om aktiv dødshjælp i form af hjælp til selvmord. En yngre kvinde, Karen, har mistet lysten til at leve på grund af sin sygdom. Hun ønsker at dø, men ikke alene. Hun vil gerne have hjælp til sit selvmord fra sin mand, hendes elskede Esben. Hun er syg, hun er mæt af dage, men kan manden assistere hendes selvmord?





Kultur Nyt Kultur uge 38 Del din kultur Redaktion Anmeldelser Kulturglimt


KulturNyt er et no-money-no-profit medie hvor skribenter, fotografer og journalister tilbyder en genvej væk fra swipe-telefonen og ud i virkeligheden. Hvis du har et kulturarrangement så fortæl os om det, eller lav en konto og skriv selv dit arrangement ind i kulturkalenderen. Copyright på tekst og billeder tilhører de respektive rettighedshavere. Synspunkter og meninger henhører til de enkelte aktører. Alle informationer om arrangementer fakta-tjekkes efter bedste evne, tjek udbyderen af et kultur-arrangement for de seneste opdates. KulturNyt er med på kulturel mangfoldighed og stræber efter at være åben overfor alle retninger i kulturlivet. Alt indhold på KulturNyt leveres efter princippet om no-money-no-profit, vi er finansieret af godt humør og kernedansk ytringsfrihed. Konkurrencer med teaterbilletter og lignende afgøres fair efter bedste evne, og vindere modtager billetter direkte fra arrangøren.

© KulturNyt 2019
81