Kulturnyt.net ⊂ Søndag 16. maj. kl. 05:45 ∴ uge 19


Teater, musik, dans, kunst og kultur i Aarhus


★★★★★ Anmeldelse: A Clockwork Orange Aarhus Teater

Ondskab, hvad gør vi ved tornen i vores hjertes muskel?

11. maj 2021.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Kan ondskaben i vores indre elskes væk. Tvinges væk. Ønskes væk. Skræmmes væk?

Hvordan håndterer vi ondskab, og hvorfor er den så tiltrækkende når vi er stressede, bange, ulykkelige, skræmte?

Ondskaben driver ned ad væggene i Studio på Aarhus Teater. Ondskaben. (Fantastiske kulisser, kostumer og scenografi af Nathalie Mellbye.) Den driver en hel verden til vanvid, ikke kun på Aarhus Teater. Politifolk der dræber sorte. Magthavere der tvangssteriliserer deres fjender. Mørke præster, hvaldrab, regnskovsøkser, kodræbere og kartoffeltyve. Du har hørt om det.

En forfulgt historie har fået asyl i Aarhus

Anthony Burgess skrev historien om ondskab i 1962, "A Clockwork Orange". Titlen kommer fra et udtryk i England før 2. verdenskrig. "Han var så meget skæv/farlig som en 'clockwork orange'", har Anthony fortalt. "En farvestrålende, juicy person som djævlen trækker op til ondskab." Nogle år senere lavede Stanley Kubrick filmen, 1971, og englænderne blev virkeligt vrede på ham over den film. For meget vold, nøgenhed. Forfulgte hans familie, truede med drab, så filmen blev pillet af plakaterne i England og gemt væk i små kunstbiografer i sidegaderne. Nu er historien i Aarhus på byens centrale teater.

Fremragende historie om vores indre ondskab

Den er alle steder, ondskaben, blandt politikere, erhvervsfolk, sygeplejersker, politifolk, præster, ja selv bedemænd - men mest finder vi den som en flig af fryd inde i os selv. I stykket, hvor Emil Prenter fremragende spiller hovedrollen, fortælles historien om vores indre ondskab.

Hovedpersonen og hans venner elsker at dræbe, voldtage og slå folk. Bare fordi det er dejligt at give efter og slippe ansvaret. Vi kender det alle, helt ned i den lille udgave hvor der krummer sig et smil i mundvigen når vi rykker en mælkebøtte op fra græsplænen.

Sådan kureres ondskab, eller hvad?

Efter en kvindes død bliver hovedpersonen sat i fængsel i 14 år for drab. Her viser videnskabsfolk ham billeder af overgreb, mens de giver ham strømstød. Effekten er fantastisk. Som en hund får han kvalme og trimler omkuld, når han er i kontakt med sin indre ondskab. Behandlingen giver ham også kvalme overfor musik og nøgenhed. Dernæst kastes han ud tilbage til samfundet. Helbredt efter 14 dage.

Er det sådan vi helbreder ondskaben, ved at mishandle den onde mand i fængslet. Bliver han så rask igen? Måske. Tjek spørgsmålet ud på Aarhus Teater. Der er 5 stjerner for skuespillerne, musikken, scenografi, kostumer og den sidste stjerne for den virkeligt vigtige historie om ondskaben i os selv.

A Clockwork Orange af Anthony Burgess
Dramatisering Bjørn Rasmussen
Iscenesættelse, scenografi & kostumer Nathalie Mellbye
Lysdesign Kim Glud
Lyddesign & musikalsk arrangør Mads Horsbøl
Musikalske kompositioner Lasse Steen
Medkomponister Sofia Nolsøe, Emil Prenter
Medvirkende Emil Prenter, Sofia Nolsø, Lasse Steen, Aarhus Teaters Kor


★★★★★ Anmeldelse af '100 Sange' Aarhus Teater

Hvad lavede du de sidste 3 minutter inden verden blev flænset i stykker?

10. maj 2021.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Du får en god historie om verdens afslutning i '100 Sange' på Aarhus Teater. Scenografien er SÅ meget banegård. Og midt i scenegulvet, banegraven hvor de døde rejser sig. Tøjet på de 6 unge skuespillere er fyldt med støv efter at verden blev flænset i småstykker, men ingen gider børste støvet af sig. De vil hellere fortælle historien om den sidste sommerdag i Europa. Den morgen verden sprang i luften. Cirka kl. 8:52 og frem til 8:55.

Det er Roland Schimmelpfennig der har skrevet historien. Den har lagt på køl længe i hans sind, det mærker man. Tysk kølighed. Præcision. Absurd.

Han stiller spørgsmålet: Hvad lavede du i grunden de sidste 3 minutter af dit liv? Stykket giver svaret med sangene fra de hundrede mennesker der sidder i toget, venter på fløjten til afgang 8:55. De sange vi bærer i hjertet, vores liv. Vi lever, det er svaret.

Alle bærer en sang i hjertet

Alle mennesker bærer en sang. En fortælling. Et drama. Du møder dem i i stykket gennem en billed- og dialogstorm samlet i et stort kaos - men et velordnet kaos - af ord, livsfragmenter, sange fra radioen, forelskelse og fortabelse. Skuespillerne dribler elegant. Skifter roller. Gentager sig selv for at udtrykke det originale. Og de står stærkt på scenen, årets hold fra Den Danske Scenekunstskole.

Stærkere end Stuttgart

Faktisk bedre og stærkere end den prøvesmag af forestillingen jeg har set fra teatret i Stuttgart, også på grund af Katrine Gjerdings banegårds scenografi. En stærk præstation som bliver så meget smukkere ved at skuespillerne skifter roller med hinanden uden tøven. Det er et overlegent og forførende studie i ansigtets udtryk, følelserne i vores øjne, livet i vores hænder, skæbnen der står klar med køllen for hver enkel af os på det mest uventede tidspunkt.

Fremragende sublimt

Se for dig selv. Der er 5 stjerner for den kølige historie, den fortræffeligt elegante og kunstneriske scenografi, instruktionen, temaet om tilværelsens absurd sårbare og urokkelige skønhed, og for den fremragende scenekunst fra de seks nye skuespillere.

Så klare øjne, så hurtige skift, imponerende godt skuespilarbejde. De kan slukke og tænde øjets lys hurtigere end lyskontakten. Skifte karakter hurtigere end jeg kan skifte jakke. Tak for den oplevelse. Sublimt.

100 Sange af Roland Schimmelpfennig
Iscenesættelse Viktor Tjerneld
Scenografi Katrine Gjerding
Lysdesign Anders Kjems
Lyddesign Kim Engelbredt
Medvirkende
Amalie Drud Abildgaard
Ane Stensgaard Juul
Joachim Bach Rosendal
Ludmilla Faber Striim
Martin Ivan
Ulrik Windfeldt-Schmidt
- Alle skuespillere er studerende på Den Danske Scenekunstskole, Skuespil, Aarhus.


★★★★ Anmeldelse af Insideren på Teater Katapult

Insideren er ny lyd i de unges hørebøffer

7. maj 2021.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Stol aldrig på folk over 30. De er kedelige og ved intet om fremtiden. Punkerne ved det. BZ'erne. FlowerPower. Drengene i parken. Gamle mennesker fylder på fortovet. Mange af dem lugter også. Jeg er 56, og giver 4 stjerner til Teater Katapults 'Insideren'.

Insideren minder mig om punk og flowerpower

Stjerne nummer 1 gives fordi: Insideren følger ikke reglerne.

Punk var en befrielse for millioner af unge. Måske er Teater Katapult også nogle unge menneskers friheds dans?

I hvert fald.

Insideren bryder med normal anstændig opførsel, når det gælder Teater. Dén udgave af teatret som folk over 50 nyder efter en ekstra vagant indtagelse af en god middag på restaurant og et par flasker rødvin. Med kød. Den 'reglementerede' form for Teater.

Ligesom punk, sådan er Insideren. Den følger slet ikke reglerne, den er den oprørske unge:

"Du har huller i dine bukser mit barn, og dit hår er sort, og du skriger når du synger."

"Ja, bedstefar, det er sådan jeg godt kan lide det."

Insideren er punk på teatret. Håbløst for en gammel mand som mig.

Derfor stjerne nummer 1, Insideren følger ikke reglerne, og sådan skal kunst være, aldrig følge reglerne.

De rige møgunger plager bedstemor SKAT

Stjerne nummer 2 fordi Insideren er aktuel.

Teaterstykket Insideren handler om en finansmand fanget i et glasbur på scenen. CHRISTOFFER HVIDBERG RØNJE spiller overbevisende psykopat. Han er en del af de rige menneskers klub som nappede 400 milliarder kroner fra de europæiske bedstemødre.

Udbytteskandalen, du kender den. Gab. De rige folk skrev til bedstemor SKAT og spurgte:
"Har du nogen penge bedstemor, det er min fødselsdag?"
Og danske SKAT sendte rask væk 12.000 millioner kroner (sic) til de psykopater. Det samme gjorde tyskerne, bare flere penge, og belgierne og så videre og så videre. 400 milliarder til de forkælede finansfolk.

"Her min dreng, køb dig noget godt til din fødselsdag."
Så møgungerne fik sportsvogne, alpehytter, Dubai-gangbang, diamanter og dén slags for de penge til sygehusene som danske skatteydere nu skal skrabe sammen og betale én gang til.

Dét er historien. Et resumé. En dokumentar om finansfolk der plager bedstemor SKAT om at få nogen penge. Derfor stjerne 2, Insideren er aktuel med en vigtig historie i tiden.

De unge hujer og klapper

Stjerne 3 gives fordi publikum er begejstret.

Christoffer Hvidbjerg Rønje spiller effektivt og præcist i sit glasbur på scenen. Vi følger ham mens det tyske politi afhører ham, eller han går tur i parken med sin familie, eller mødes med sine medsammensvorne psykopatiske finansfolk i London og Frankfurt.

Via hovedtelefoner.

Publikum sidder med hovedtelefoner og lytter med.
Hvad er der nu galt med højttalere? Hvorfor skal vi opleve teaterstykket som et hørespil hvor Christoffer er en visuel effect på scenen? Punk, siger jeg bare, eller er det Teatret Katapult der har formået at implementere de unges univers i scenekunsten?

De unge i salen, de synes det er fedt! Publikum sidder helt stille i halvmørket og hujer og klapper bagefter forestillingen fordi de havde en god oplevelse.

Publikum rejser sin tommelfinger, de har fået en oplevelse. Det er altafgørende i teater, derfor stjerne 3.

Insideren er telefonsælger på speed

Stjerne 4 gives fordi Insideren giver refleksion.

Drama er følelser, kamp, retninger, succes og fiasko. Insideren er ikke drama. Den er dokumentar. Genfortælling. Resumé om europæiske skatteforhold.

Monologerne i Insideren afspejler finansmandens kyniske sjæl, en psykopat-sjæl. Den er absolut blank som en forlygte i regnvejr. Uden følelse, uden indsigt, sjælløs.

Unge finansfolk er telefonsælgere på speed i et par stramme bukser. Succes uden hjerte. Du ved hvad jeg mener, ellers ring til en telefonsælger og snak filosofi, kærlighed og kunst med ham. Umuligt. Hans øjne skinner som en sø i måneskin.

Men alligevel er det unge publikum berørt til refleksion, og jeg tænker om vi kan lære noget af ham banditten på scenen, den skruppelløse finansmand. Det er det fine ved Insideren og derfor stjerne 4. Refleksion. Teater som giver grund til overvejelser, og det er sådan vi elsker det.

Så tak for oplevelsen, den var god.

Insideren Egenproduktion af Teater Katapult
Medvirkende Christoffer Hvidberg Rønje
Stemmer Marion Reuter, Hanin Georgis, Benjamin Kitter, William Halken m.fl.
Dramatiker Anna Skov Jensen
Instruktør Johan Sarauw
Instruktørassistent Sofie Kallan
Lyddesign Sun Hee Engelstoft, Peter Albrechtsen og Marcus Aurelius Hjelmborg
Scenografi og videodesign Signe Krogh
Lysdesign Jens Hansen
Idé Torben Dahl
Tekst-dramaturgi Susanne Hjelm Pedersen og Daniella O. Skovgaard
Assisterende lyddesigner Mikkel Nielsen
Lydpraktikant Nicolai Pedersen.


★★★★★ Anmeldelse af Ondskabens Ansigt på Teatret Svalegangen

Hajerne er fede i år

6. maj 2021.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Hvis du kan grine ad dig selv, så bliver du glad for Ondskabens Ansigt på Teatret Svalegangen. Stykket er fyldt med humor, satire og folkeligt groteske absurditeter.

To mænd - eller knap nok mænd, fordi ikke kun pattegrise bliver frarøvet testiklerne, det samme gælder kapitalismens velvillige medhjælpere. Det første vi frarøves efter intro-ugen på firmaet, det er vores kraft til at stå ved os selv. Vi bliver jakkesæt og buksedragter i afdæmpede farver. Nystrøgne og føjelige.

De to på-vej-til at blive mænd, de er blevet kaldt til møde på øverste etage i et dansk våbenfirma. Med sig har de nogle vigtige dokumenter som firmaet vil gemme for demonstranterne og skjule for politiet.

Uheldigvis sætter elevatoren sig fast på vej mod toppen, og nu starter et drama som er sjovt og underholdende. Det bliver varmt i elevatoren. De begynder at gå hinanden på nerverne, og det ender blodigt.

Teater i Hollywood-ligaen

Og det er et sjovt teaterstykke. Replikkerne falder stramt som punch og uppercut, men også elegant som stramme slips og dyre lædersko. Nis-Momme Stockmann har skrevet den morsomme satire, og han gør det godt. Langt hen ad vejen er scenerne som skabt til en hollywood-film.

Hollywood ja, fordi kun dér har man de rigtige skuespillere på niveau med Holger Østergaard og Anders Brink Madsen. De har fjæs, de har attitude, de har begge en indre glød som gør dramaet nærværende som en vulkan. Super præstation. Også stykkets tredje skuespiller Kristine Hedrup brillierer, særligt i den afsluttende scene hvor hun går fra at være Stockmanns kommentator, til pludselig at udleve noget væsentligt fra en drengs opvækst. Se det selv, det kan ikke forklares, og Kristines karakter skaber sit helt eget uventede punktum på stykket.

En stjerneparade i kontorhuset

Ondskabens Ansigt er original i sin fortællestruktur. Den dag Nis-Momme Stockmann får stykket solgt til Hollywood, da vil han efterfølgende blive ramt af en alvorlig depression. Fordi der er linjer og brud i teaterstykket, det er ikke regelret. Det er kunst.

Hollywood vil klippe de mange grin ud med en hæksaks og efterlade resten i containeren på parkeringspladsen. Derfor går stykket nok snarere til London eller Berlin, må vi håbe.

Scenografien er gigantisk elegant. En marmor hal med elevatorer, glasvægge og byens lys bagved. Lisbeth Burian har en stor stjerne her.

Videoprojektionerne skaber magi. Jeg var glad for de drivende skyer og de blinkende lanterner. Man er tilstede i elevatoren mens den stiger og falder, takket være Trols og Tue.

Historien er aktuel. Altid når der er krig og krise bliver afstanden mellem rig og fattig stor, fordi kapitalisten svømmer som hajerne om dagens Titanic og tager for sig af retterne. Corona er den største ting der er sket i kapitalismens historie, inklusiv børskrakket i tyverne. Hajerne er fede i år.

Kapitalisterne er glade - men hvem er egentlig ikke selv lidt af en kapitalist? De fleste kontorfolk ejer aktier og får maden leveret af en slave fra Wolt eller Nemlig.com - vi har alle en rem af huden, fordi vi lever i et kapitalistisk samfund. Vi er kultur-kapitalister.

Derfor er det fint hvis man er glad for både selvrefleksion og humor, for at kunne nyde løjerne. Der var masser af latter blandt publikum, og vi grinte også af de sider i os selv, og i vores venner, som vi kunne genkende.

Ondskabens Ansigt er værd at se, den er 5 stjerner for originalitet, skuespil, scenografi, videoprojektionen og sit aktuelle tema. Tak for den oplevelse.

Ondskabens Ansigt Produceret af Teatret Svalegangen.

Medvirkende Anders Brink Madsen, Holger Østergaard, Kirstine Hedrup.
Tekst Nis-Momme Stockmann
Instruktion Per Smedegaard
Scenografi Lisbeth Burian
Scenemester Jesper Folke
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Videodesign Troels Engelbrecht
Regissør Naja Brimer
Instruktørassistent Simone Mikkelsen


Video fra Ondskabens Ansigt på Teatret Svalegangen

Dramatisk kritik af kapitalismen

2. maj 2021.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Teatret Svalegangen opfører 'Ondskabens Ansigt og dens medhjælperes overraskende venlige ansigter'. Et stykke skrevet af Nis-Momme Stockmann til Teatret Svalegangen, instrueret af Per Smedegaard. En kapitalisme kritik om to forretningsfolk der er fanget i en elevator.

Hvorfor foregår stykket i en elevator?

- Det skal de fordi vi alle sammen er spærret inde i en kapitalistisk struktur som vi ikke kan komme ud af. Og inde i den struktur, som jo fungerer både godt og ondt, så er vi nødt til at forholde os til hinanden som mennesker. Så det sætter vi på spidsen inde i en elevator, siger Per Smedegaard.

I en af scenerne bliver den ene af personerne tvunget til at tage strømperne af. Hvorfor det?

- Fordi at vi jo alle sammen ind imellem for at opnå egen vinding gør ting som vi dybest set ikke bryder os om.
- Det tror jeg også jeg kender fra mig selv.

I en anden scene leder en af dem efter et signal til mobiltelefonen. Er det sådan det er for kapitalismen, den kan ikke finde signalet?

- Eller også har den for stærkt et signal lige for tiden. Jeg synes der er rigtig mange områder af vores liv hvor incitament-strukturer og egen vinding er godt for at et samfund udvikler sig.

- Men der er også bare mange områder hvor det ikke giver mening, og det er jo sådan en refleksion vi gerne vil skabe.

Er du kapitalist selv?

- Jeg er helt klart også bærer af kapitalismen, det er der slet ikke nogen tvivl om.

Det var et dårligt spørgsmål, det klipper jeg ud.

- Hehe, det er fint nok, siger Per Smedegaard med et grin.

Stykket er en komedie og en satire, hvor det bliver blodig alvor. Tjek ud for dig selv, 'Ondskabens Ansigt' på Teatret Svalegangen.


Charlie og Chokoladefabrikken på Aarhus Teater

Nu mødes Willy Wonka og Charlie Bucket i Aarhus

30. april 2021.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Det har været længe undervejs. Rettighederne til historien om Charlie & Chokoladefabrikken koster en formue, hvis man overhovedet kan få lov til at købe dem.

Men nu er det lykkedes at få forestillingen til Danmark. Den spiller både i Aarhus og i København. Musicalen har turneret rundt i verden de seneste 8 år. Mange har læst bogen, men fortællingen har fået et nyk opad med manuskript af David Greig, og musik af Marc Shaimann.

Der er 20 medvirkende. Super flot scenografi af Palle Steen Christensen. Kostumerne skabt af Karin Gille. Instruktionen står Rune David Grue for.

Udover at være et underholdende drama for hele familien, skal du også glæde dig til musikken. Fabelagtigt orkester under ledelse af kapelmester Henrik Svenning.


Skuespiller Anders Baggesen 40 års jubilæum

Et stærkt lys på scenen i 40 år

8. april 2021.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Anders Baggesen har i været skuespiller i 135 forestillinger, heraf 111 på den østjyske landsdelsscene. Præstationer der har indbragt ham to Reumertnomineringer og en række andre hædersbevisninger.

Blandt Anders Baggesens seneste roller er Jeppe i Christian Lollikes Reumertvindende bearbejdelse af Holberg-klassikeren Erasmus Montanus. En præstation der af flere bliver betragtet som et lys i teaterhistorien.

Anders Baggesens jubilæum fejres i forbindelse med Danmarkspremieren på kæmpemusicalen Charlie & Chokoladefabrikken 6. maj. I den forestilling spiller han den bærende rolle som Grandpa Joe.


Vita Danica på Aarhus Teater opløser corona træthed

Sådan: Nu trækker Vita Danica os ud af coronaens skygge

23. marts 2021.Kulturnyt, Ambjørn Happy

De er enige, Vita Danica skal bringe byens borgere ud af coronaens mentale greb. Direktøren på Aarhus Teater, danserne fra Black Box Company, Salling Fondene. De står sammen, og nu kommer danseforestillingen alligevel på scenen. Den blev hårdt ramt af covid-19 i januar, men i juni bliver den langt om længe uropført på Aarhus Teater.

Salget er startet, og der er begrænsede billetter.

Salling Fondene har bidraget med en pose penge til Vita Danica, en dansekoncert med det ypperste fra den danske sangskat der samler vores splittede nation.

"For Salling Fondene er det vigtigt, at vi får genstartet kulturlivet. Vi har nu i mere end et år været helt eller delvist afskåret fra kulturoplevelser, så da Aarhus Teater fik en ekstraordinær mulighed for at kunne genopsætte den Covid19-aflyste Vita Danica forestilling, var det med stor glæde, at vi kunne bidrage økonomisk", siger Karin Salling.

Trine Holm Thomsen, den kunstneriske direktør for Aarhus Teater, er en lettet kvinde.

"Det er en kæmpe glæde og lettelse, at vi nu endelig får mulighed for at præsentere publikum for Vita Danica allerede i denne sæson. Normalt arbejder vi med en planlægningshorisont på 2-3 år, hvor mange logistiske og kalendermæssige brikker skal falde på plads. Derfor er det et lille under, at det på meget kort tid er lykkedes at få alle ender til at mødes takket være stor fleksibilitet fra alle involverede på Black Box Dance Company og Aarhus Teater. Der skal også lyde en særlig stor og dybfølt tak til Salling Fondene, der med en generøs donation har muliggjort at Vita Danica overhovedet når sit publikum. Det er vi meget taknemmelige for", siger Trine Holm Thomsen.

Fra Black Box Dance Company i Holstebro lyder de samme toner fra den kunstneriske leder, Marie Brolin-Tani.

"Vita Danica er den første samproduktion i vores nye samarbejde med Aarhus Teater. Det var en stor skuffelse, at vi måtte lægge forestillingen ned i både Aarhus og Holstebro - vi havde virkelig forsøgt alt - men tabte til sidst kampen til coronaen. Derfor er det ekstra glædeligt, at det nu bliver muligt at præsentere forestillingen alligevel. Vita Danica er nemlig lige præcis det vi mener, publikum har brug for lige nu."

Den prisbelønnede Sargun Oshana har sat værket i scene. Lysdesign Sarah Fredelund. Kostumer designet af den internationale modeskaber Mark Kenly Domino Tan.


★★★★ Anmeldelse Skabelse på Teater Refleksion

Skabelse sætter gang i vores fantasi

29. november 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Fantasi er menneskets største skaberkraft, som vi har medfødt. Men ligesom muskler skal den udvikles allerede i barndommen. Fantasien skal styrkes, og den bør have næring. På Teater Refleksion får publikum i disse dage et kraftigt kosttilskud af ren fantasi, så det er en fornøjelse af mærke.

Fantastisk historie om fantasi

Skabelse er en finurlig forestilling. Levende lydeffekter. Dukketeater og live video på scenen. Sådan får dukkeførerne og lydmageren figurerne til at blive lyslevende i en fantastisk historie.

En histore om at skabe.

Gennem en lang eventyrlig rejse, udfolder scenens to hovedfigurer sig ved at plante træer, der bliver til en skov med skræmmende løver og springende antiloper. De bygger byer og flyver til universets ende, de blinkende stjerner.

Kyndigt udført, flot sat i scene

Med levende video bliver forestillingen samlet på en skærm. Dukkeførernes arbejde foregår i en sandbænk, og det transmitteres direkte op på skærmen. Sådan kan publikum nyde de to sider af skabelsen på samme tid. Fusionen mellem det rent praktiske, hvordan dukkerne styres, træer sættes ned i sandet, dyrene rykker frem. Og fra den anden side. Historien der samles på fantasiens skærm.

Meget inspirerende. At kunne se hvordan et stykke pap bliver til en historie for øjnene af publikum. Byer bryder i brand. En dreng og en pige leger tagfat i skoven. Fantasifuldt, og det er godt.


Skabelse
Medvirkende Rebekah Caputo, Jacob Kirkegaard, Henrik Andersen
Instruktør Bjarne Sandborg
Instruktør assistent Helle Sikjær
Dramaturgisk konsulent Jesper B. Karlsen
Dukker Cato Thau
Scenografi Mariann Aagaard assisteret af Kirsten Rosenkrantz Grann, Anna Maria Olby Bertouch-Lehn, Babara Katzin
Musik/lyddesign Henrik Andersen, Morten Meilvang Laursen
Lysdesign Morten Ladefoged
Værksted/teknik Sigurd Dissing , William Højberg Nielsen


★★★★★ Anmeldelse Et Juleeventyr Aarhus Teater

Et Juleeventyr på Aarhus Teater er en lysfest for dem du har kær

5. november 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Det er trylleri. Fedt. Den gamle gnier opsøges af nogle ånder der gerne vil lære Scrooge noget om julefred, og kærlighed. At dele med hinanden. At være glad for livet. Synge julesange, hele året rundt.

Og så kaster de rundt med lys!

Jeg kan ikke se hvordan de gør det. Ånderne har lyskugler mellem hænderne, puff! Igen og igen. Ånderne fra hans fortid, nutid og fremtid. De viser ham scenerne fra gnierens liv, hvor han altid kun tænkte på penge. Alt gav han slip på. Kærlighed og familien, fordi han ville 'blive til noget'.

Puff, mere lys og det bliver snevejr i hele salen!

Sceneografien i årets juleforestilling er stærk. Scenen er mørk maghoni, men lysdesigneren topper mørket og lader skuespillet træde frem lyslevende.

Netop som man tror at der ikke kan være juletricks i den tryllekuffert, begynder det at sne i salen! Altså bogstaveligt. Snevejr vælter ned over publikum!

Jeg fik et snefnug i øjnene, og græd

Der er noget magisk ved jul. Folk får blanke tårer over et juletræ der tændes. Et barn der åbner en pakke. Duften af julemad. Blussende kinder.

Ja nostalgi, men 'Et Juleeventyr' rører også ved nogle af hjertets mere moralske strenge. Vi er jo alle sammen mister Scrooge. Måske ikke dig, men vi andre er gniere med den valuta der er dyrest på livets børs: Nemlig tiden.

Vi har så travlt med at 'blive til noget', 'gøre karriere' - måske julen kan få os til at huske på, hvad der betyder noget i livet.

At gå med sin far i teatret. Læne sig ind mod hans skulder i et grin, og bare nyde skuespillet på scenen. At han har tid til det. Et lys i mørket er det største, uanset hvor spinkelt dets flamme er, og for at det mirakel kan ske, må vi give det tid til at udfolde sig.

Og det er jul. Lysets genkomst et par dage før juleaften. Jeg glæder mig til jul, og tak til 'Et Juleeventyr' for at huske mig på julens budskab, del dit lys.


Et Juleeventyr af Charles Dickens
Iscenesættelse Jacob Schjødt
Medvirkende Jacob Madsen Kvols, Christian Hetland, Anders Baggesen, Kim Veisgaard, Emil Prenter, Isa Marie Henningsen, Mette Klakstein Wiberg, Viktor Pascoe Medom, Andrea Øst Birkkjær, Anne Plauborg.
Scenografi Benjamin La Cour
Kostumedesign Karin Betz
Lyddesign Mathias Hersland
Lyddesign Lars Gaarde
Musik Marie Koldkjær Højlund, Anders Boll, Steffen Lundtoft.


★★★★★★ Anmeldelse En Plads i Solen Teatret Svalegangen

En Plads i Solen vinder på sin medfølelse

31. oktober 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Kulissen er skræmmende i sig selv. Vi er i et uhyggeligt betonfængsel. Det er sidste nat i Kajs liv. Hele Aarhus hepper på at han snart skal skydes for den terror han har været med til at skabe sammen med sine kammerater.

Tyskerne har tabt. Vi vandt og nu skal Kaj have 9 kugler i brystkassen. Som hævn, som straf.

Men det endte med at jeg græd over Kaj. Græd af medfølelse. Der var ingen jubel blandt publikum, og "sejren er vor". Der var medfølelse og små tårer i øjnene, fordi vi føler med Kaj.

Super effektiv scenografi

Scenen er sat af Peter Schultz. Fængslet foran publikum er koncentrisk, opbygget med flere etager som fører os gennem historien. Perfekt lyssætning af Henrik Sloth. På grund af fremspring og krinkelkroge i scenografien, tryller Henrik nye rum frem blot i kraft af lyssætningen.

Super.

Klog historie af Julie

Julie Maj Jakobsen har skrevet en fængslende historie om Kaj der hutler sig gennem hverdagen i Aarhus. Han er svagelig. Danmark er besat af tyskerne.

"Hvis man vil være del af noget større, så må man skabe det selv", indser Kaj. Derfor går han i samarbejde med tyskerne. Han tjener gode penge, han dræber mange danskere der ikke forstår det geniale ved hans idol, Tysklands folkefører. Brænder Guldsmedgade af.

Det lyder usympatisk, men Julie lykkes at skabe medfølelse for fyren. Fordi vi kan genkende noget i os selv. Og det er skræmmende. Meget mere skræmmende end det fysiske fængsel skuespillet foregår i.

Ekstrem fornuft ofrer de uskyldige for fællesskabets skyld?

Mange af Kajs kompakte replikker minder for mig om det vi nogle gange render rundt og siger i dag. Han siger 'fornuftige ting' som jeg og nogle andre kan finde på at sige i et øjebliks dumhed, også i dag.

Du kender det, måske. Ekstremismen hvor uskyldige kommer til skade for fællesskabets skyld. Som taget ud af politiske pressemøder hvor nationen bliver bedt om at stå sammen.

"Der vil være ofre, vi beder folk om at ofre sig, særligt de unge må ofre sig, og der vil være ensomhed og konkurs og personlig undergang, men det er alt sammen i den bedste interesse for fællesskabets skyld", siger vi på nogle af de pressemøder.

Ekstremisme er noget pis

Min bedste sang i skolen er ødelagt nu. Jeg indser Weyse hjernevaskede mig 9 år gammel til at blive en potentiel massemorder. En terrorist der rammer de uskyldige. Øv.

Det ville være bedre hvis vi lyshårede børn havde gjaldet af lungernes fulde kraft "lev om så det gælder." Ikke sandt?

Det er så frygteligt når vi vil kæmpe for alt hvad vi har kært, om det så kræver uskyldige ofre der får skåret hovedet af i Paris, bliver skudt ned i en moske i Australien, eller skudt ned på en ø i Norge.

Ekstremisme burde hellere være: "Lev om så det gælder", fremfor Weyses opfordring til at dø for sagen.

Men det er dér vi står, og Julies tekst gør det klart for os. En Plads i Solen er et spejlbillede af vores ekstreme tid, selvom historien foregår for længe siden.

Et kik ind i rædsels kabinettet

"Når du vågner i morgen vil du indse, at du er ligesom mig", siger Kaj til sin fangevogter. Åh nej, det håber jeg ikke.

Kristoffer Helmuth mestrer sin rolle, og han afleverer mange tunge sætninger der er i stand til at lirke sig ind mellem leddene i min rustning.

"De afgørende punkter i livet er der, hvor man overvinder sin svaghed og gør den til sin styrke", siger han. Det lyder rigtigt nok, selvom Kaj er nazist.

"Kraft Durch Freude". Ja. Man skal være sund og i godt humør. Åh nej.

"Jeg ved jeg har ret, derfor ved jeg at de andre tager fejl." Ja det, åh nej!

"Vi bliver stående her, det er bedre end at indrømme de gange man gik fejl gennem livet." Host. Det er aldrig sket for mig. Host. Host.

Hvordan håndterer vi ekstremismen, uden selv at blive ekstreme?

Så hvad gør vi ved tidens ekstremisme. Skal vi udrydde alle onde mennesker, eller hvad skal vi ellers gøre? Og hvad nu hvis mange af os bærer en flig af ekstremismen i os selv? Lige dér hvor vi vil ofre nogen, af hensyn til fællesskabet. Hvad gør vi så?

Tak for oplevelsen, den var god. Som altid debatskabende og samtids orienteret teater. En Plads i Solen fik mig til at rydde lidt op i det indre skur. Kigge på gamle automat tanker, og smide en stor kasse af dem ud. Så føler man sig så dejligt tilpas bagefter. Tak for det.

Og hvordan det lykkes Julie Maj Jakobsen at få publikum til at blive berørt af Kajs død? Det må du opleve for dig selv på Teatret Svalegangen.


En Plads i Solen
Medvirkende Kristoffer Helmuth, Maja Juhlin, Holger Østergaard, Clare Ellegaard, Morten Vang, Jesper Hyldegaard
Tekst Julie Maj Jakobsen
Instruktion Simon Boberg
Scenograf Peter Schultz
Scenemester Jesper Folke
Dramaturg Janek Szatkowski
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Regissør Naja Brimer
Instruktørassistent Ulrik Ploug Lorentzen
Produceret af Teatret Svalegangen.


Et Juleeventyr Aarhus Teater Juleforestilling

Et Juleeventyr på Aarhus Teater

30. oktober 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Charles Dickens startede som børnearbejder, 10 timer om dagen og kom aldrig i skole. Alligevel blev han en rig og meget berømt forfatter. Nu er hans Juleeventyr årets juleforestilling på Aarhus Teater.

Jacob Madsen Kvols spiller den sure og meget rige mand, som hader jul, hader børn og hader alt. Kun penge er han glad for.

I 'Et Juleeventyr' bliver den rige mand hjemsøgt af spøgelser, det bliver både skræmmende og festligt. De forsøger i fællesskab at få den penge griske Scrooge med hen til det sted hvor vi elsker julen og elsker hinanden.

Måske bliver det jul igen i år. Tag dine børn med ud i den friske luft og se et Juleeventyr på Aarhus Teater.


Et Juleeventyr af Charles Dickens
Iscenesættelse Jacob Schjødt
Medvirkende Jacob Madsen Kvols, Christian Hetland, Anders Baggesen, Kim Veisgaard, Emil Prenter, Isa Marie Henningsen, Mette Klakstein Wiberg, Viktor Pascoe Medom, Andrea Øst Birkkjær, Anne Plauborg.
Scenografi Benjamin La Cour
Kostumedesign Karin Betz
Lyddesign Mathias Hersland
Lyddesign Lars Gaarde
Musik Marie Koldkjær Højlund, Anders Boll, Steffen Lundtoft.


Massemorder i Aarhus, En Plads i Solen på Teatret Svalegangen

Fascination af den store fører

23. oktober 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

"En Plads i Solen" er historien om en dansk massemorder og terrorist. Måske har den noget at sige til os i dag selvom den foregår i Aarhus for 75 år siden, fordi nutiden minder om nazismens tid?

Kaj Massemorder finder mening

Under krigen var Kaj fra Aarhus nazist - han dræbte 50, brændte Guldsmedgade af og lavede flere end 100 terrorhandlinger mod den danske befolkning. Han gjorde det for at finde mening i tilværelsen.

Kaj bliver morder for tyskerne. At være nazist gør ham stolt. Det giver mening for ham at dræbe mennesker selvom de er danskere som ham selv.

Propaganda og populisme, igen som dengang

"En Plads i Solen" er et drama om det vi gør i fællesskab når flertallet af politikere laver propaganda, begrænser ytringsfriheden, og derfor stemmer vi blindt på den store landsfader eller landsmoder.

Tiden i dag ligner optakten til krigen. De politiske forhold. Racehygiejnen. Sundheden. Begrænsninger i ytringsfriheden. Populisme. Fascinationen af den store fører der vil redde os.

Vi følger Kaj efter han blevet taget til fange. Det er den sidste nat i hans liv. Fortryder han mon nu?


En Plads i Solen
Medvirkende Kristoffer Helmuth, Maja Juhlin, Holger Østergaard, Clare Ellegaard, Morten Vang, Jesper Hyldegaard
Tekst Julie Maj Jakobsen
Instruktion Simon Boberg
Scenograf Peter Schultz
Scenemester Jesper Folke
Dramaturg Janek Szatkowski
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Regissør Naja Brimer
Instruktørassistent Ulrik Ploug Lorentzen
Produceret af Teatret Svalegangen.


★★★★ Anmeldelse Den Lille Prins Musikhuset Aarhus

En Lille Prins på eventyr

14. oktober 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Den Lille Prins er en moralsk fabel der underholder og pirrer vores længsel efter at forstå os selv. Han bliver født på en planet med en sød rose, og rejser ud i verden for at finde ud af hvad livet går ud på.

Historien blev skrevet af den eventyrlige franske pilot, Antoine de Saint-Exupéry. Han er en af personerne i den lille bog der er trykt i millioner af eksemplarer på 300 forskellige sprog. Han finder Den Lille Prins i ørkenen, hvor Antoine styrtede ned - både i virkeligheden og i historien.

Andre personer i stykket lever på hver sin planet, og prinsen besøger dem. Den vrede konge der ikke har nogen at herske over. Den forfængelige danser som drømmer om en selfie sammen med nogen. Forretningsmanden som putter himlens stjerner i banken. Personer som afspejler mange af de tossede ting som vi mennesker gør.

Til slut ender prinsen i en ørken, hvor han møder piloten. Jeg forestillede mig at piloten ville flyve drengen hjem til sin planet, men det sker ikke. I stedet rejser Den Lille Prins hjem ved at få en farlig slange til at bide sig, hvorefter han vender tilbage til sin fødeplanet som en fantasi eller en ånd.

Forfatteren Antoine de Saint-Exupéry var selv ikke bange for at dø. Han kendte ikke dødsangst, sagde han. Når han fløj i sit fly glemte han ofte ilten, eller han overså maskinens tilstand.

Saint-Exupéry sagde: "Jeg har intet imod at sove ind for natten eller for evigt. Er jeg først sovet ind, mærker jeg ingen forskel. Og tænk hvilken fred! Men disse skrig, som vil lyde derhjemme, disse store fortvivlelsens flammer... dem kan jeg ikke tåle at tænke på."

Den sidste gang han faldt ned med sit fly overlevede han ikke. Det skete over middelhavet i en P-38 Lightning, om sommeren 1944.

Sådan er historien på scenen. Først går man så meget grusomt igennem, og så dør man i en ørken bidt af en slange. Det er lidt depressivt, synes jeg. Men der er stjerner for musik og sang, flot scenedesign og effektiv brug af videokanonen der skaber fantasi og flytter publikum mellem scenerne. Tak for oplevelsen.


Den Lille Prins
Medvirkende Morten Hembo, Christian Bergman, Mads Kronborg
Bearbejdelse og iscenesættelse Morten Hembo og Christian Bergman
Musik og sangtekster Stine Michel og Mads Kronborg
Lysdesign Morten Hembo
Lyddesign Mads Stagis
Dukkemager Johan Kølkjær
Konsulterende instruktør Michael Slebsager
Plakat Elena Schweitzer


★★★★★ Grønlandsk Teater: Anmeldelse Blok 4 & Udsigt

Grønlandsk Teater giver blanke øjne du kan spejle dit danske hjerte i

5. oktober 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Hvis du er modig, så gå ind og se Grønlandsk Teater i Aarhus, "Udsigt" og "Blok 4". Du får 2 stykker smørrebrød disket op foran dig på scenen i Teatret Svalegangen. Tilberedt af grønlændere, og du vidste ikke engang de kunne lide den slags? Smørrebrød. Deres kultur er jo ikke ligesom vores, vel?

Det gør lidt ondt at høre sandheden

Jeg er en kold dansker, fordi jeg er født her på egnen. En kold og slimet fisk. Når jeg træder ind i et rum fyldt med grønlændere, så bliver de tavse. Hvorfor? Fordi grønlændere er underdanige overfor hvide mænd? Nej! Grønlændere møder danskeren med tavshed, fordi tavshed er det eneste som vi danskere ikke kan sige noget imod.

Dét påstår i hvert fald den grønlandske kvinde på scenen. Og det er en god pointe som Kim Leine skriver ud på din kvittering for at spise "Blok 4". Stykket handler om et dansk par der bosætter sig i ghettoen i Nuuk. Deroppe er det de indfødte grønlændere der bor i ghettoen. Det lugter jævnligt af tis, vold, mord og undergang i drukkenskab velvilligt hældt ned af Carlsberg, formodentlig den bedste øl i verden.

Tager vi alt uden at ville tage ansvar?

De to danskere flytter ind i en af de nederdrægtige betonboliger vi har bygget til de vilde naturfolk. Kold beton hvor vandet driver ned ad væggene. De har job på sygehuset og på skolen. Halvdelen af patienterne forstår ikke dansk, og den anden halvdel kan danskerne ikke forstå. Men parret er enige om, at det er en stor oplevelse at være på Grønland.

Danskernes ægteskab vakler imidlertid. Han bliver forelsket i en lille grønlandsk godte, men forstår slet ikke den grønlandske kultur. Han kan lide at have sex med den grønlandske kvinde, tager hende om natten og forlader hende når det bliver morgen. Tager hvad der tilkommer en moderne dansk mand.

Men hun er ikke tilfreds. "En rigtig mand ville vælge mellem mig og din kone. Du kan ikke få alt."

Er det sådan vi er? Er danskere hensynsløse og nægter at være ærlige. Er vi sådan nogen der bortforklarer alt det forkerte vi har gjort? Nægter at stå til ansvar?

Erkendelse om at være dansk kræver at se sig selv i en grønlænders øjne

Det kræver et spejlbillede at se sig selv. Det kræver blanke tårer i en gammel kvindes øjne at se sig selv i øjnene. Se hvad vi har gjort ved naturfolket. Vi spærrede dem inde i de betonbure i Nuuk, som danskere selv har vænnet sig til at bo i gennem et par generationer. Bad dem skyde deres stærke trækhunde. Forlade deres bopladser. Opgive gravpladserne hvor deres børn nu ligger alene i den arktiske kulde. Placerede dem i betonhusene og byggede en Brugseni til dem fuld af øl fra Carlsberg og Royal Unibrew.

Der er noget koldt i os danskere? Noget lidt for effektivt og mangel på kontakt med naturen. Det er der måske, synes jeg, når jeg lytter til "Udsigt". Sådan smager i hvert fald det andet stykke smørrebrød, som du kronologisk får serveret først. En monolog fra Makka Kleist som uden anklage husker tilbage på sit liv i Grønland dengang "Gæsterne" dukkede op. Det liv hvor man tager på fjorden om morgenen for at hente fisken til middag.

"Gæster", kaldes vi. Fordi når vi engang er rejst tilbage til vores eget kølige fangenskab, på fjerde sal uden græs under fødderne, så vil grønlænderne fortsat være grønlændere.

I Aarhus er der mange varme grønlændere, synes jeg

Der er altid en kvinde der griner lykkeligt, eller en mand der stopper mig og siger "hej" på Klostertorv. Jeg elsker deres varme øjne. De ser mig kærligt, og jeg har aldrig forstået det.

Efter oplevelsen på Teatret Svalegangen tror jeg nu, at grønlændere simpelthen har udviklet et varmt hjerte i den del af Kongeriget som måske i virkeligheden er den smukkeste del af Margrethes univers. Hvorvidt det danske hjerte modsvarende er koldt, der må du lige stikke en hånd ind under blusen og mærke efter når du ser Grønlandsk Teater på Teatret Svalegangen.

Tak oplevelsen. Det er rart at blive set af andre.


Udsigt & Blok 4
Medvirkende Makka Kleist, Helene Kvint, Karina Møller og Thomas Knuth
Tekst "Udsigt": Makka Kleist, "Blok 4": Kim Leine
Instruktion Hanne Trap Friis
Film Mikael Jacobsen (betagende smukt)
Produceret af Teater Freezeproductions


★★★★★ Anmeldelse Farvel Hr. Muffin, Teater Refleksion

En god agurk til dine børns spørgsmål om livet

3. oktober 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Selv børn på 8 år kender til det. Vi er født med det der brændende spørgsmål i sindet: "Hvad så nu? Hvor mange agurker kan jeg nå at spise?" Og vi dør når spørgsmålet er blevet til en bunke aske der kan blæse væk i vinden. Ingen hører svaret. Vi falder i søvn eller møder folk i et paradisisk efterliv. Mælkebøtterne vokser op på vores grav.

Hr. Muffin elsker mælkebøtter

I forestillingen møder vi Hr. Muffin. Han er dejligt marsvin. 7 år gammel. Han bor i et lille hus, tjekker sin post og tænker over alt det gode han har oplevet i livet.

Hr. Muffin elsker når han får breve, bagefter tygger han dem til småstykker når de er læst. Fordi det synes marsvin er sjovt. Han elsker mandler som hans menneske-ven finder til ham. Og alle sine minder fra sit liv som marsvin. Dengang Fru Marsvin levede, og ungerne, og de tog på eventyr.

Hr. Muffin elsker agurker

Så hvis du giver dit barn agurk med i skole, så tag det også med på Teater Refleksion. Her er nydelse til fantasien og forståelsen. Her er bidrag til spørgsmålet som alle børn kender: "Hvad sker der når nogen dør? Bedstemor, vores kat, undulaten, marsvinet?"

Alt godt i livet, det er værd at nyde. For Hr. Muffins vedkommende er det agurker. Det er noget marsvin elsker.

Claus Mandø er på scenen og skaber liv til Hr. Muffin så publikum hviner og griner. Det er godt teater, det er noget børn elsker.

<

★★★★★★ Anmeldelse Turist, Don Gnu på Bora-Bora

Lad os være fysiske og udforske hinanden

26. september 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Lufthavnen slukker, sådan som corona har givet vores liv mundbind på. Tre mænd bliver overladt til sig selv og hinanden i en tom ventehal. Således er rammerne omkring Don Gnu's nye forestilling: Turist. Vi venter alle i dén lufthavn, på hver sin måde.

Review Tourist by Don Gnu

Mikolaj Karczewski går i panik, ruller rundt om sin kuffert og græder ned ad sit pæne jakkesæt. Kasper Buus slår sit backpacker telt ud, mediterer og spiller didgeridoo. Vildbassen Petras Lisauskas drikker øl og bliver sentimental.

6 stjerner for aktualitet, elegance, dans, musik, god underholdning og koreografi

Og så opdager de hinanden. De laver spas og gags med hinanden, de danser, de springer og slås. Det er god underholdning fra Jannik Elkær & Kristoffer Louis Andrup Pedersen. Fascinerende slowmotion og kvik tango, musikken af Alice Carreri. Svedige mænd der kæmper og leger. Videobaggrunden fra Christoffer Brekne bidrager til kommikken. Det bliver vildt, så voldsomt at verden går under med et knald.

Men det er ikke slut, selvfølgelig er det ikke det.

Livet er det eneste som vi ikke kan have held til at afslutte. Vi kan lukke lufthavnene, dræbe os selv, sprænge atombomberne. Livet selv kan aldrig udslukkes.

Så alting starter forfra. Det er smukt danset og fint tænkt. Don Gnu overgiver sig aldrig. Fysisk teater i den tidsalder vi kan kalde du-må-ikke-røre mig, når engang vi er kommet til fornuft og genoptager vores bevægelser som turist i verden i tæt forbindelse med hinanden.

★★★★★★ Anmeldelse Turist, Don Gnu på Bora-Bora

Don Gnu: Let's get physical and explore life

26. september 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

The airport shuts down in a pause, just like the corona wrapped our life in a sanitary napkin. Three men are left to themselves and each other in an empty waiting hall. This is the setting in Don Gnu's new show: Tourist. We are waiting at that airport, in our own way.

Anmeldelse Turist af Don Gnu

Mikolaj Karczewski panics, gift-wraped around his suitcase and flinging his tears down his nice suit. Kasper Buus flips open his backpacker tent, meditates and plays didgeridoo. The loveable badboy Petras Lisauskas drinks beer and gets sentimental.

And then they discover each other. They play together, they dance, they jump and fight. It is good entertainment from Jannik Elkær & Kristoffer Louis Andrup Pedersen. Fascinating slow motion and quick tango, the music of Alice Carreri. Sweaty men fighting and playing. The video background from Christoffer Brekne contributes to the comedy. It gets wild, so hot-tempered that the world collapses with a bang.

But it's not the end, of course it is not.

Life is the only thing we cannot end. We can close the airports, kill ourselves, detonate the atomic bombs. But life itself can never be extinguished.

So everything starts all over again. It is beautifully danced and eloquently thought out. Don Gnu never surrenders. Physical theater in the age we will name you-shall-not-touch me, once we have come to our senses and resume our movements as a tourist in the world in close attachment with each other.


Koncept & koreografi Jannik Elkær & Kristoffer Louis Andrup Pedersen
Koncept, lys og video Christoffer Brekne
Performance og koreografi Petras Lisauskas, Mikolaj Karczewski & Kasper Buus
Musik Alice Carreri
Tekniker Jakob Thau
Tango coaches Camilla Maria Dahlgren & Linus Aabye Jensen
Movement coach Benjamin Buus
Dramaturgisk konsulent Anja Høegh​


★★★★ Anmeldelse af Kejseren på Teater Katapult

Danmarks Kejser kan sove trygt i nat

22. september 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Danmarks Kejser - og hendes 2 Göbbels drenge som hun betaler millioner for at hjernevaske naive folk med løgn gennem medierne (som i stykket er de 2 skræddere) - hun kan sove trygt i nat.

Eller kan hun?

Det er spørgsmålet som forestillingen Kejseren rejser på Teater Katapult. Hvad kan vi gøre ved Kejsere, og Diktatorer og Statsministres løgn? Kan vi stille noget op, eller sover de bare trygt igen i nat?

De unge gider ikke mere løgn

Der er en grund til at enhver Kejser gør livet surt for unge mennesker. Også i Danmark. De unge er livskraftige, de uddanner sig, finder arbejde, finder kærester, bliver gift og får børn. Og så er de virkeligt irriterende kritiske.

Måske du kender nogen unge? De er veganere. De er klimaaktivister. De holder piratfester og køber graviditets-tester. Der er liv i dem, og de er sikre på at deres fremtid skal være helt anderledes end din. De vil ikke leve som de gamle der er gråhårede og bange for alting. De vil bare leve, nu, uden den gamle kones propaganda, uden det der forsigtigheds princip.

I stykket Kejseren træder de unge i karakter med netop det budskab. "Vi gider ikke mere de gamle menneskers løgne!"

God musik, god scene, god optræden

Kejseren er et godt stykke. Når man tager i betragtning at de fire skuespillere og musikanter er gamle. De forsøger oprigtigt at snigløbe dagens Kejser. I dag Mette, i morgen Morten, på fredag Søren. Det er ikke vigtigt hvem der er Kejser, det er mere vigtigt at Kejseren er en løgnhals, og det er sådan magt fungerer.

I stykket siger skuespilleren Birgitte Prins, at Kejseren får magt ved at være en metakonstruktion for Folket, en Gestalt for Folket, og Folket vil gerne ligne Folket, så Folket lytter til en Kejsers løgn og er enige om at løgnen er sandheden. På den måde bliver folket en beskytter af sin Kejser, fordi Kejseren har bildt dem ind, at hun er Folket.

Der er således kritik af både Folket og af Kejseren. Men skuespillerne er selv gamle. De er selv Kejsere i kraft af deres alder. På scenen render 5 unge mennesker rundt i gul regnfrakke som klimaaktivister i regnvejr i Stockholm. Udstødte.

På den måde bliver Kejseren internt en kritik af sig selv. De gamle fylder for meget. Der er for meget David Bowie. Der er for meget Livingstone som hellere vil tale sit hjemlands gamle fraser, end tale i nutiden på gebrokkent dansk. I stykket er de unge udstødt.

Og sådan er det jo også i virkeligheden. Og altid. Det er lige meget om det er halvtredserne, 60'erne, 70'erne, 80'erne, 90'erne, nullerne, eller 10'erne. Kejsere har alle dage en modvilje mod ungdommen. Fordi ungdommen gennemskuer Göbbel-drengenes løgne. Det gør vi gamle ikke. I hvert fald ikke hver gang.

Det slutter med et slag i ansigtet med en våd regnfrakke

Jeg skal ikke spoile afslutningen, men det er noget med nogen våde regnfrakker, båret af unge mennesker.

Til gengæld vil jeg sige tak for oplevelsen. Politisk teater i Danmark har det altid svært, fordi vi ligner hinanden så meget. Vi er alle en del af dagens Kejser. Det er svært at gøre oprør. Men det var et fint forsøg, sådan da. Absolut Music Joy vil klappe i sine hænder.

Fed musik og sang af Pete Livingstone. God beherskelse af scenerummet. Godt lys. Fedt med lidt kritik af Kejseren, den Kejser som vi bærer i os selv, og i Søren og Mette, eller hvem det nu er i dag.


Kejseren baseret på H. C. Andersen, opført af Livingstones Kabinet i samarbejde med Teater V og Den Fynske Opera
Medvirkende Troels Kortegaard Ullerup, Birgitte Prins, Bebe Risenfors, Nina Kareis og Pete Livingstone
Iscenesættelse Nina Kareis
Scenograf Julie Forchhammer
Komponist Pete Livingstone
Lysdesign Mikkel Jensen
Lyddesign Baldur Kampmann


★★★★★★ Anmeldelse af Holberg - Den Vægelsindede - på Aarhus Teater

Holberg nu med food fight, bar røv og indianer­kostume

4. september 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Vi vælter ud fra Aarhus Teater. Byen er fyldt med mennesker. Jeg er glad, gnubber skuldre med andre glade mennesker. Vi var faktisk mange der skreg af grin og havde det sjovt i 3 timer og 20 minutter. Inklusiv pause.

En tryllekunstner kaster med replikker som duer han har klemt for hårdt

Så vi har altså denne her franskmand. Koreograf og instruktør. Laurent Chétouane. Han er glad for tilværelsens absurditeter, og Holberg. Og det fik vi, begge dele, en absurd Holberg, og det var sjovt. Holberg bliver dekonstrueret, spredt til atomer. Hans replikker afspilles med dobbelt hastighed og kastes rundt på scenegulvet som duer fra en tryllekunstner der er ny i faget og har klemt dem for hårdt. Det er vanvittigt. Skuespillerne laver sjov og improviserer. Duerne kommer til live igen og flagrer rundt blandt publikum. Det er galt, og der er mening i galskaben.

Publikum griner. Ingen kan holde styr på noget!

Christian Hetland render nøgen rundt i bar røv og indianerkostume. Toke Hansenius ejer scenen med sin smægtende violin der både kan Chaplin og Psycho, samt bade i en kasse vand. Anne Plauborg rider rundt på nakken af Æsken, fordi Laurent er fransk. Mette Døssing får et grineflip i flere minutter, hun kan ikke stoppe. Kjartan Hansen slikker luftfisse og råber "TEKST" til suffløren. Birgitte Hansen svarer. Han råber igen: "MERE TEKST". Mette Klakstein Wiberg flirter med publikum allerede fra begyndelsen. Mathias Flint husker sine replikker. Simon Kongsted danser ballet. Nanna Bøttcher smider parykken. Anders Baggesen har læderbukser. Viktor Pascoe Medom er meget interesseret i blå kjoler og det der er under, og han er sjov.

Sådan. Du har netop oplevet handlingsreferatet. Så ved du hvad forestillingen går ud på. Det er Holberg tilsat Monty Python og Dario Fo, rørt rundt i en blender på den højeste hastighed.

Drop dit livs manuskript og lav dit CV med fingermaling

Der er ingen mening i tilværelsen, siger instruktøren. Vi har ikke kontrol på en skid. Livet er en teaterforestilling der er gået amok. Du kan ikke høre replikkerne tydeligt fra de andre. Handlingen følger ikke det vi har besluttet. Hvem fanden har i det hele taget skrevet mit livs teaterstykke? Det giver jo ingen mening. Og det er meningen. Holberg som food fight. Dekonstruktivisme. Madkamp. Livet er absurd så man må le ad det.

Så hvis du synes der er for mange regler i din hverdag. At du skal følge manuskriptet når du taler med svigermor. Altid være sød og pæn, og din chef er et pjok. Og du ville aldrig give ham et job, hvis du du var chefen og han var dig. Og hvis du er træt af at alting skal være så rigtigt, så rigtigt. Hvordan du spiser, hvordan du skider, hvordan du snakker og dit CV kunne nok også være bedre. I det tilfælde kan du finde masser af god underholdning og vældigt mange forløsende grin i Holberg på Aarhus Teater.

Det skal ikke være så alvorligt, livet. Selv Holberg ville grine ad forestillingen, fordi det kildrer så fornøjeligt når den tunge alvor bliver sprængt til atomer. Tak for den oplevelse.


★★★★ Anmeldelse af En Fortælling om Blindhed på Aarhus Teater

Barsk 3D lyd får dine ører til at rejse sig

29. august 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Simon Mathew trækker sin gun og peger pistolen midt i min pande. Han ser rasende ud og griner djævelsk. Han er 2 meter væk fra mig. Han kan ikke undgå at ramme. Jeg indser at det er nu jeg skal dø. På en feltseng sammen med 40 andre i Aarhus Teaters Studio-scene. En trækning flakker ned over hans ansigt. Jeg lukker øjnene. Tak for kaffe. Så trykker han på aftrækkeren med sin pegefinger.

Nej, der var kun løs krudt i dén pistol. José Saramagos, en portugiser, skrev historien. Og det gør det lidt nemmere at være ærlig. Konceptet er mere underholdende end historien.

Konceptet lister forestillingen op på 4 stjerner, sammen med Simon Mathews djævelske karakter, og så lugten af gymnastiksal.

Lyden er 3D, du er fanget i et vanvid

Under forestillingen ligger du på en feltseng. Du er blind, fordi du har fået en virus. Du er på et center hvor de syge er spærret inde. Dit syn er sløret med nogle matte briller, og du kan høre folk omkring dig gennem nogle fantastiske høretelefoner.

Glem alt om radioteater. Lyden du hører som blind, den får dig til at opleve at du er tilstede. Det er noget teknisk. Lyden er 3D. Alting foregår lige omkring dig. Folk der bliver skudt, Simon Mathew som hvisker i dit øre, og kvinder og børn der bliver voldtaget eller gjort ondt på andre måder.

Lugten af gymnastiksal og krudtrøg

Når en hel masse børn render rundt i en gymnastiksal på bare fødder, så begynder det hele at stinke af sure tæer. Sådan var det i gamle dage. Der blev ikke gjort rent. Der bliver heller ikke gjort rent på det center for smittede hvor du er indlagt. Du kan lugte stanken.

Den sanse-effekt er sjov og skruer op for din oplevelse. Du kan høre andre mennesker omkring, og du kan lugte sovesalen. En god idé, synes jeg. Og du kan lugte krudtrøgen når vagterne skyder.

Så gå ind og oplev fortællingen om blindhed på Aarhus Teater. Hvis du er glad for at lytte, og hvis dine ører rejser sig under sex, og du har en god fantasi, så er det en forestilling der er værd at opleve.


En fortælling om blindhed
Baseret på bogen af José Saramago.
Bearbejdelse og dramatisering Christian Lollike & Sigrid Johannesen
Iscenesættelse Christian Lollike
Lyddesign Asger Kudahl
Scenografi Nathalie Mellbye
Lysdesign Balder Nørskov
Medvirkende Simon Mathew
Stemmer fra Kirsti Kærn, Morten Kjær, Anders Baggesen, Mathias Flint, Marie Marschner, Christian Hetland, Nanna Bøttcher, Kim Veisgaard, Magnus Juhl Andersen, Lasse Steen Jensen, Frederik Mansø, Morten Suurballe, Rigmor From Lollike, Simon Matthew, Anne Majgaard Basse.


Salling Fondene donation 5 mio scenelys og stole

Salling Fondene tænder lyset på Teatret Svalegangen

13. august 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Stemningen er som champagne. Den bobler. Vi er på Teatret Svalegangen. Alle stolene er nye, og nu trykker Karin Salling på knappen. Lyset eksploderer. Salling har netop foræret teatrets direktør en gave til 5 mio. kroner. Computerstyret scenelys til alle de kommende forestillinger som publikum kan nyde i de lækre stole.

Karin Salling står med et slankt glas der bobler i hendes hånd. Klassisk elegant. Teatrets direktør Per Smedegaard har en orange T-shirt på. Markant. Der er meget oprørsk ved den mand, og stor skønhed i forestillingerne på Svalegangen, jeg kan godt lide ham.

- Karin Salling, Per er jo et dejligt kunstnerisk menneske, men han er også lidt oprørsk? Når jeg er nede i Salling, så er der elegance og det er lidt mere traditionelt. Hvordan kan det hænge sammen? Hvorfor giver Salling Fondene penge til Teatret Svalegangen?

"Det er jo fordi jeg synes vi også skal have det alternative. Det er meget, meget vigtigt at vi også kan se noget andet end det elegante og det forventede. Det at der er et alternativ, det er en virkelig god ting. Det er alsidighed", siger Karin Salling.

- Og den der alsidighed, hvad betyder den alsidighed for dig som menneske?

"Som menneske betyder den en udvikling for mig, hvor man kan komme ud og lære nogle ting, man kan komme ud og lære en hel masse nye ting."

"Og se, hvordan belysningen lige pludselig er - Karin Salling peger på lyshavet som skyller ind over scenen vi står på - og så bliver jeg så glad. Teatret er blevet glade, og jeg bliver så glad fordi det er noget de virkelig kan få glæde af. Og det betyder meget for de som arbejder her, og det betyder meget at få det lettet. Og det er ligesom vi har gjort i Musikhuset og i Aarhus Teater, og i det hele taget. Tivoli Friheden.

- Det er da også giga flot.

"Ja ikke, det er vildt imponerende", siger Karin Salling og ser glad ud.

Teatrets direktør Per Smedegaard ser også glad ud i sin orange trøje.

- Per, hvad har det at sige for dig at få så mange penge? Så meget medvind, 5 mio. kr. Vi kan jo se det er fantastisk flot, men hvad har du ud af det?

"Først og fremmest kommer vi jo til at lave nogle meget mere spektakulære forestillinger. Så rent kunstnerisk kommer det jo til at kunne ses at vi har bevægeligt lys nu i hele salen, så vi kan løfte det kunstneriske. Og det er jo det, det primært handler om."

- Hvorfor er Salling så glad for dig?

"Jeg har en skøn relation til Karin, der er slet ikke noget dér, men jeg tror også det er fordi, som Karin siger, Salling har et stort hjerte for Aarhus Teater, Musikhuset og større organisationer, Aros, Den Gamle By og sådan noget, og så vil de gerne understrege, at det der er lidt mere skævt, eller anderledes, det skarpvinklede, også skal have støtte. Så på den måde tror jeg vi passer ind i deres uddelings-portefølje som det lidt mere skæve."

- I har tit nogle smukke dejlige forestillinger, men der er også tit noget oprør i jeres stykker?

"Jamen, helt sikkert. Alsidighed spiller en stor rolle i kunst og kultur", siger Per Smedegaard.

Og så er der rejsegilde, noget at drikke og hotdog til alle.

- Skal du også have en hotdog, Karin Salling?

"Ja, det skal jeg, det er mange år siden jeg har spist en hotdog sidst."

Den er flot den nye scene, rummet er flot, publikumsopbygningen, stolene og lyset. Scenen er klar på Teatret Svalegangen til nye oplevelser i den kunstneriske retning.





Kulturnyt Kalender uge 19 Anmeldelser Kulturvideo Del din kultur Redaktion


Kulturportal Alt om Aarhus
- teater, dans, musik, kunst, kultur

Kulturnyt er et no-money-no-profit medie hvor skribenter, fotografer og journalister tilbyder en genvej væk fra swipe-telefonen og ud i virkeligheden.

Hvis du har et kulturarrangement så fortæl os om det, eller lav en konto og skriv selv dit arrangement ind i kulturkalenderen. Copyright på tekst og billeder tilhører de respektive rettighedshavere. Synspunkter og meninger henhører til de enkelte aktører.

Alt indhold på Kulturnyt leveres efter princippet om no-money-no-profit, vi er finansieret af godt humør og kernedansk ytringsfrihed. Konkurrencer med teaterbilletter og lignende afgøres fair efter bedste evne, og vindere modtager billetter direkte fra arrangøren.
Alt om Aarhus

Kulturnyt

Anmeldelser Aarhus
Teater Aarhus
Dans Aarhus
Musik Aarhus
Performance Aarhus
Show Aarhus


© Kulturnyt 2021
87