KulturNyt.net ⊂ Mandag 30. nov. kl. 12:49 ∴ uge 49

Teater, musik, dans, kunst og kultur i Aarhus

Kaare Viemose

Anmeldelse Skabelse på Teater Refleksion

★★★★Anmeldelse Skabelse på Teater Refleksion

Skabelse sætter gang i vores fantasi

29. november 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★

Fantasi er menneskets største skaberkraft, som vi har medfødt. Men ligesom muskler skal den udvikles allerede i barndommen. Fantasien skal styrkes, og den bør have næring. På Teater Refleksion får publikum i disse dage et kraftigt kosttilskud af ren fantasi, så det er en fornøjelse af mærke.

Fantastisk historie om fantasi

Skabelse er en finurlig forestilling. Levende lydeffekter. Dukketeater og live video på scenen. Sådan får dukkeførerne og lydmageren figurerne til at blive lyslevende i en fantastisk historie.

En histore om at skabe.

Gennem en lang eventyrlig rejse, udfolder scenens to hovedfigurer sig ved at plante træer, der bliver til en skov med skræmmende løver og springende antiloper. De bygger byer og flyver til universets ende, de blinkende stjerner.

Kyndigt udført, flot sat i scene

Med levende video bliver forestillingen samlet på en skærm. Dukkeførernes arbejde foregår i en sandbænk, og det transmitteres direkte op på skærmen. Sådan kan publikum nyde de to sider af skabelsen på samme tid. Fusionen mellem det rent praktiske, hvordan dukkerne styres, træer sættes ned i sandet, dyrene rykker frem. Og fra den anden side. Historien der samles på fantasiens skærm.

Meget inspirerende. At kunne se hvordan et stykke pap bliver til en historie for øjnene af publikum. Byer bryder i brand. En dreng og en pige leger tagfat i skoven. Fantasifuldt, og det er godt.


Skabelse
Medvirkende Rebekah Caputo, Jacob Kirkegaard, Henrik Andersen
Instruktør Bjarne Sandborg
Instruktør assistent Helle Sikjær
Dramaturgisk konsulent Jesper B. Karlsen
Dukker Cato Thau
Scenografi Mariann Aagaard assisteret af Kirsten Rosenkrantz Grann, Anna Maria Olby Bertouch-Lehn, Babara Katzin
Musik/lyddesign Henrik Andersen, Morten Meilvang Laursen
Lysdesign Morten Ladefoged
Værksted/teknik Sigurd Dissing , William Højberg Nielsen

Fotograf Århus

Anmeldelse Et Juleeventyr Aarhus Teater

★★★★★Anmeldelse Et Juleeventyr Aarhus Teater

Et Juleeventyr på Aarhus Teater er en lysfest for dem du har kær

5. november 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★★

Det er trylleri. Fedt. Den gamle gnier opsøges af nogle ånder der gerne vil lære Scrooge noget om julefred, og kærlighed. At dele med hinanden. At være glad for livet. Synge julesange, hele året rundt.

Og så kaster de rundt med lys!

Jeg kan ikke se hvordan de gør det. Ånderne har lyskugler mellem hænderne, puff! Igen og igen. Ånderne fra hans fortid, nutid og fremtid. De viser ham scenerne fra gnierens liv, hvor han altid kun tænkte på penge. Alt gav han slip på. Kærlighed og familien, fordi han ville 'blive til noget'.

Puff, mere lys og det bliver snevejr i hele salen!

Sceneografien i årets juleforestilling er stærk. Scenen er mørk maghoni, men lysdesigneren topper mørket og lader skuespillet træde frem lyslevende.

Netop som man tror at der ikke kan være juletricks i den tryllekuffert, begynder det at sne i salen! Altså bogstaveligt. Snevejr vælter ned over publikum!

Jeg fik et snefnug i øjnene, og græd

Der er noget magisk ved jul. Folk får blanke tårer over et juletræ der tændes. Et barn der åbner en pakke. Duften af julemad. Blussende kinder.

Ja nostalgi, men 'Et Juleeventyr' rører også ved nogle af hjertets mere moralske strenge. Vi er jo alle sammen mister Scrooge. Måske ikke dig, men vi andre er gniere med den valuta der er dyrest på livets børs: Nemlig tiden.

Vi har så travlt med at 'blive til noget', 'gøre karriere' - måske julen kan få os til at huske på, hvad der betyder noget i livet.

At gå med sin far i teatret. Læne sig ind mod hans skulder i et grin, og bare nyde skuespillet på scenen. At han har tid til det. Et lys i mørket er det største, uanset hvor spinkelt dets flamme er, og for at det mirakel kan ske, må vi give det tid til at udfolde sig.

Og det er jul. Lysets genkomst et par dage før juleaften. Jeg glæder mig til jul, og tak til 'Et Juleeventyr' for at huske mig på julens budskab, del dit lys.


Et Juleeventyr af Charles Dickens
Iscenesættelse Jacob Schjødt
Medvirkende Jacob Madsen Kvols, Christian Hetland, Anders Baggesen, Kim Veisgaard, Emil Prenter, Isa Marie Henningsen, Mette Klakstein Wiberg, Viktor Pascoe Medom, Andrea Øst Birkkjær, Anne Plauborg.
Scenografi Benjamin La Cour
Kostumedesign Karin Betz
Lyddesign Mathias Hersland
Lyddesign Lars Gaarde
Musik Marie Koldkjær Højlund, Anders Boll, Steffen Lundtoft.

Anmeldelse En Plads i Solen Teatret Svalegangen

★★★★★★Anmeldelse En Plads i Solen Teatret Svalegangen

En Plads i Solen vinder på sin medfølelse

31. oktober 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★★★

Kulissen er skræmmende i sig selv. Vi er i et uhyggeligt betonfængsel. Det er sidste nat i Kajs liv. Hele Århus hepper på at han snart skal skydes for den terror han har været med til at skabe sammen med sine kammerater.

Tyskerne har tabt. Vi vandt og nu skal Kaj have 9 kugler i brystkassen. Som hævn, som straf.

Men det endte med at jeg græd over Kaj. Græd af medfølelse. Der var ingen jubel blandt publikum, og "sejren er vor". Der var medfølelse og små tårer i øjnene, fordi vi føler med Kaj.

Super effektiv scenografi

Scenen er sat af Peter Schultz. Fængslet foran publikum er koncentrisk, opbygget med flere etager som fører os gennem historien. Perfekt lyssætning af Henrik Sloth. På grund af fremspring og krinkelkroge i scenografien, tryller Henrik nye rum frem blot i kraft af lyssætningen.

Super.

Klog historie af Julie

Julie Maj Jakobsen har skrevet en fængslende historie om Kaj der hutler sig gennem hverdagen i Århus. Han er svagelig. Danmark er besat af tyskerne.

"Hvis man vil være del af noget større, så må man skabe det selv", indser Kaj. Derfor går han i samarbejde med tyskerne. Han tjener gode penge, han dræber mange danskere der ikke forstår det geniale ved hans idol, Tysklands folkefører. Brænder Guldsmedgade af.

Det lyder usympatisk, men Julie lykkes at skabe medfølelse for fyren. Fordi vi kan genkende noget i os selv. Og det er skræmmende. Meget mere skræmmende end det fysiske fængsel skuespillet foregår i.

Ekstrem fornuft ofrer de uskyldige for fællesskabets skyld?

Mange af Kajs kompakte replikker minder for mig om det vi nogle gange render rundt og siger i dag. Han siger 'fornuftige ting' som jeg og nogle andre kan finde på at sige i et øjebliks dumhed, også i dag.

Du kender det, måske. Ekstremismen hvor uskyldige kommer til skade for fællesskabets skyld. Som taget ud af politiske pressemøder hvor nationen bliver bedt om at stå sammen.

"Der vil være ofre, vi beder folk om at ofre sig, særligt de unge må ofre sig, og der vil være ensomhed og konkurs og personlig undergang, men det er alt sammen i den bedste interesse for fællesskabets skyld", siger vi på nogle af de pressemøder.

Ekstremisme er noget pis

Min bedste sang i skolen er ødelagt nu. Jeg indser Weyse hjernevaskede mig 9 år gammel til at blive en potentiel massemorder. En terrorist der rammer de uskyldige. Øv.

Det ville være bedre hvis vi lyshårede børn havde gjaldet af lungernes fulde kraft "lev om så det gælder." Ikke sandt?

Det er så frygteligt når vi vil kæmpe for alt hvad vi har kært, om det så kræver uskyldige ofre der får skåret hovedet af i Paris, bliver skudt ned i en moske i Australien, eller skudt ned på en ø i Norge.

Ekstremisme burde hellere være: "Lev om så det gælder", fremfor Weyses opfordring til at dø for sagen.

Men det er dér vi står, og Julies tekst gør det klart for os. En Plads i Solen er et spejlbillede af vores ekstreme tid, selvom historien foregår for længe siden.

Et kik ind i rædsels kabinettet

"Når du vågner i morgen vil du indse, at du er ligesom mig", siger Kaj til sin fangevogter. Åh nej, det håber jeg ikke.

Kristoffer Helmuth mestrer sin rolle, og han afleverer mange tunge sætninger der er i stand til at lirke sig ind mellem leddene i min rustning.

"De afgørende punkter i livet er der, hvor man overvinder sin svaghed og gør den til sin styrke", siger han. Det lyder rigtigt nok, selvom Kaj er nazist.

"Kraft Durch Freude". Ja. Man skal være sund og i godt humør. Åh nej.

"Jeg ved jeg har ret, derfor ved jeg at de andre tager fejl." Ja det, åh nej!

"Vi bliver stående her, det er bedre end at indrømme de gange man gik fejl gennem livet." Host. Det er aldrig sket for mig. Host. Host.

Hvordan håndterer vi ekstremismen, uden selv at blive ekstreme?

Så hvad gør vi ved tidens ekstremisme. Skal vi udrydde alle onde mennesker, eller hvad skal vi ellers gøre? Og hvad nu hvis mange af os bærer en flig af ekstremismen i os selv? Lige dér hvor vi vil ofre nogen, af hensyn til fællesskabet. Hvad gør vi så?

Tak for oplevelsen, den var god. Som altid debatskabende og samtids orienteret teater. En Plads i Solen fik mig til at rydde lidt op i det indre skur. Kigge på gamle automat tanker, og smide en stor kasse af dem ud. Så føler man sig så dejligt tilpas bagefter. Tak for det.

Og hvordan det lykkes Julie Maj Jakobsen at få publikum til at blive berørt af Kajs død? Det må du opleve for dig selv på Teatret Svalegangen.


En Plads i Solen
Medvirkende Kristoffer Helmuth, Maja Juhlin, Holger Østergaard, Clare Ellegaard, Morten Vang, Jesper Hyldegaard
Tekst Julie Maj Jakobsen
Instruktion Simon Boberg
Scenograf Peter Schultz
Scenemester Jesper Folke
Dramaturg Janek Szatkowski
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Regissør Naja Brimer
Instruktørassistent Ulrik Ploug Lorentzen
Produceret af Teatret Svalegangen.

Fotograf Århus

Et Juleeventyr Aarhus Teater Juleforestilling

Et Juleeventyr Aarhus Teater Juleforestilling

Et Juleeventyr på Aarhus Teater

30. oktober 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Charles Dickens startede som børnearbejder, 10 timer om dagen og kom aldrig i skole. Alligevel blev han en rig og meget berømt forfatter. Nu er hans Juleeventyr årets juleforestilling på Aarhus Teater.

Jacob Madsen Kvols spiller den sure og meget rige mand, som hader jul, hader børn og hader alt. Kun penge er han glad for.

I 'Et Juleeventyr' bliver den rige mand hjemsøgt af spøgelser, det bliver både skræmmende og festligt. De forsøger i fællesskab at få den penge griske Scrooge med hen til det sted hvor vi elsker julen og elsker hinanden.

Måske bliver det jul igen i år. Tag dine børn med ud i den friske luft og se et Juleeventyr på Aarhus Teater.


Et Juleeventyr af Charles Dickens
Iscenesættelse Jacob Schjødt
Medvirkende Jacob Madsen Kvols, Christian Hetland, Anders Baggesen, Kim Veisgaard, Emil Prenter, Isa Marie Henningsen, Mette Klakstein Wiberg, Viktor Pascoe Medom, Andrea Øst Birkkjær, Anne Plauborg.
Scenografi Benjamin La Cour
Kostumedesign Karin Betz
Lyddesign Mathias Hersland
Lyddesign Lars Gaarde
Musik Marie Koldkjær Højlund, Anders Boll, Steffen Lundtoft.

Fotograf Århus

Massemorder i Århus, En Plads i Solen på Teatret Svalegangen

Massemorder i Århus, En Plads i Solen på Teatret Svalegangen

En Plads i Solen på Teatret Svalegangen

23. oktober 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

"En Plads i Solen" er historien om en dansk massemorder og terrorist. Måske har den noget at sige til os i dag selvom den foregår i Århus for 75 år siden, fordi nutiden minder om nazismens tid?

Kaj Massemorder finder mening

Under krigen var Kaj fra Århus nazist - han dræbte 50, brændte Guldsmedgade af og lavede flere end 100 terrorhandlinger mod den danske befolkning. Han gjorde det for at finde mening i tilværelsen.

Kaj bliver morder for tyskerne. At være nazist gør ham stolt. Det giver mening for ham at dræbe mennesker selvom de er danskere som ham selv.

Propaganda og populisme, igen som dengang

"En Plads i Solen" er et drama om det vi gør i fællesskab når flertallet af politikere laver propaganda, begrænser ytringsfriheden, og derfor stemmer vi blindt på den store landsfader eller landsmoder.

Tiden i dag ligner optakten til krigen. De politiske forhold. Racehygiejnen. Sundheden. Begrænsninger i ytringsfriheden. Populisme. Fascinationen af den store fører der vil redde os.

Vi følger Kaj efter han blevet taget til fange. Det er den sidste nat i hans liv. Fortryder han mon nu?


En Plads i Solen
Medvirkende Kristoffer Helmuth, Maja Juhlin, Holger Østergaard, Clare Ellegaard, Morten Vang, Jesper Hyldegaard
Tekst Julie Maj Jakobsen
Instruktion Simon Boberg
Scenograf Peter Schultz
Scenemester Jesper Folke
Dramaturg Janek Szatkowski
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Regissør Naja Brimer
Instruktørassistent Ulrik Ploug Lorentzen
Produceret af Teatret Svalegangen.

Elena Schweitzer

Anmeldelse Den Lille Prins Musikhuset Aarhus

★★★★Anmeldelse Den Lille Prins Musikhuset Aarhus

En Lille Prins på eventyr

14. oktober 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★

Den Lille Prins er en moralsk fabel der underholder og pirrer vores længsel efter at forstå os selv. Han bliver født på en planet med en sød rose, og rejser ud i verden for at finde ud af hvad livet går ud på.

Historien blev skrevet af den eventyrlige franske pilot, Antoine de Saint-Exupéry. Han er en af personerne i den lille bog der er trykt i millioner af eksemplarer på 300 forskellige sprog. Han finder Den Lille Prins i ørkenen, hvor Antoine styrtede ned - både i virkeligheden og i historien.

Andre personer i stykket lever på hver sin planet, og prinsen besøger dem. Den vrede konge der ikke har nogen at herske over. Den forfængelige danser som drømmer om en selfie sammen med nogen. Forretningsmanden som putter himlens stjerner i banken. Personer som afspejler mange af de tossede ting som vi mennesker gør.

Til slut ender prinsen i en ørken, hvor han møder piloten. Jeg forestillede mig at piloten ville flyve drengen hjem til sin planet, men det sker ikke. I stedet rejser Den Lille Prins hjem ved at få en farlig slange til at bide sig, hvorefter han vender tilbage til sin fødeplanet som en fantasi eller en ånd.

Forfatteren Antoine de Saint-Exupéry var selv ikke bange for at dø. Han kendte ikke dødsangst, sagde han. Når han fløj i sit fly glemte han ofte ilten, eller han overså maskinens tilstand.

Saint-Exupéry sagde: "Jeg har intet imod at sove ind for natten eller for evigt. Er jeg først sovet ind, mærker jeg ingen forskel. Og tænk hvilken fred! Men disse skrig, som vil lyde derhjemme, disse store fortvivlelsens flammer... dem kan jeg ikke tåle at tænke på."

Den sidste gang han faldt ned med sit fly overlevede han ikke. Det skete over middelhavet i en P-38 Lightning, om sommeren 1944.

Sådan er historien på scenen. Først går man så meget grusomt igennem, og så dør man i en ørken bidt af en slange. Det er lidt depressivt, synes jeg. Men der er stjerner for musik og sang, flot scenedesign og effektiv brug af videokanonen der skaber fantasi og flytter publikum mellem scenerne. Tak for oplevelsen.


Den Lille Prins
Medvirkende Morten Hembo, Christian Bergman, Mads Kronborg
Bearbejdelse og iscenesættelse Morten Hembo og Christian Bergman
Musik og sangtekster Stine Michel og Mads Kronborg
Lysdesign Morten Hembo
Lyddesign Mads Stagis
Dukkemager Johan Kølkjær
Konsulterende instruktør Michael Slebsager
Plakat Elena Schweitzer

Grønlandsk Teater: Anmeldelse Blok 4 & Udsigt

★★★★★Grønlandsk Teater: Anmeldelse Blok 4 & Udsigt

Grønlandsk Teater giver blanke øjne du kan spejle dit danske hjerte i

5. oktober 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★★

Hvis du er modig, så gå ind og se Grønlandsk Teater i Århus, "Udsigt" og "Blok 4". Du får 2 stykker smørrebrød disket op foran dig på scenen i Teatret Svalegangen. Tilberedt af grønlændere, og du vidste ikke engang de kunne lide den slags? Smørrebrød. Deres kultur er jo ikke ligesom vores, vel?

Det gør lidt ondt at høre sandheden

Jeg er en kold dansker, fordi jeg er født her på egnen. En kold og slimet fisk. Når jeg træder ind i et rum fyldt med grønlændere, så bliver de tavse. Hvorfor? Fordi grønlændere er underdanige overfor hvide mænd? Nej! Grønlændere møder danskeren med tavshed, fordi tavshed er det eneste som vi danskere ikke kan sige noget imod.

Dét påstår i hvert fald den grønlandske kvinde på scenen. Og det er en god pointe som Kim Leine skriver ud på din kvittering for at spise "Blok 4". Stykket handler om et dansk par der bosætter sig i ghettoen i Nuuk. Deroppe er det de indfødte grønlændere der bor i ghettoen. Det lugter jævnligt af tis, vold, mord og undergang i drukkenskab velvilligt hældt ned af Carlsberg, formodentlig den bedste øl i verden.

Tager vi alt uden at ville tage ansvar?

De to danskere flytter ind i en af de nederdrægtige betonboliger vi har bygget til de vilde naturfolk. Kold beton hvor vandet driver ned ad væggene. De har job på sygehuset og på skolen. Halvdelen af patienterne forstår ikke dansk, og den anden halvdel kan danskerne ikke forstå. Men parret er enige om, at det er en stor oplevelse at være på Grønland.

Danskernes ægteskab vakler imidlertid. Han bliver forelsket i en lille grønlandsk godte, men forstår slet ikke den grønlandske kultur. Han kan lide at have sex med den grønlandske kvinde, tager hende om natten og forlader hende når det bliver morgen. Tager hvad der tilkommer en moderne dansk mand.

Men hun er ikke tilfreds. "En rigtig mand ville vælge mellem mig og din kone. Du kan ikke få alt."

Er det sådan vi er? Er danskere hensynsløse og nægter at være ærlige. Er vi sådan nogen der bortforklarer alt det forkerte vi har gjort? Nægter at stå til ansvar?

Erkendelse om at være dansk kræver at se sig selv i en grønlænders øjne

Det kræver et spejlbillede at se sig selv. Det kræver blanke tårer i en gammel kvindes øjne at se sig selv i øjnene. Se hvad vi har gjort ved naturfolket. Vi spærrede dem inde i de betonbure i Nuuk, som danskere selv har vænnet sig til at bo i gennem et par generationer. Bad dem skyde deres stærke trækhunde. Forlade deres bopladser. Opgive gravpladserne hvor deres børn nu ligger alene i den arktiske kulde. Placerede dem i betonhusene og byggede en Brugseni til dem fuld af øl fra Carlsberg og Royal Unibrew.

Der er noget koldt i os danskere? Noget lidt for effektivt og mangel på kontakt med naturen. Det er der måske, synes jeg, når jeg lytter til "Udsigt". Sådan smager i hvert fald det andet stykke smørrebrød, som du kronologisk får serveret først. En monolog fra Makka Kleist som uden anklage husker tilbage på sit liv i Grønland dengang "Gæsterne" dukkede op. Det liv hvor man tager på fjorden om morgenen for at hente fisken til middag.

"Gæster", kaldes vi. Fordi når vi engang er rejst tilbage til vores eget kølige fangenskab, på fjerde sal uden græs under fødderne, så vil grønlænderne fortsat være grønlændere.

I Århus er der mange varme grønlændere, synes jeg

Der er altid en kvinde der griner lykkeligt, eller en mand der stopper mig og siger "hej" på Klostertorv. Jeg elsker deres varme øjne. De ser mig kærligt, og jeg har aldrig forstået det.

Efter oplevelsen på Teatret Svalegangen tror jeg nu, at grønlændere simpelthen har udviklet et varmt hjerte i den del af Kongeriget som måske i virkeligheden er den smukkeste del af Margrethes univers. Hvorvidt det danske hjerte modsvarende er koldt, der må du lige stikke en hånd ind under blusen og mærke efter når du ser Grønlandsk Teater på Teatret Svalegangen.

Tak oplevelsen. Det er rart at blive set af andre.


Udsigt & Blok 4
Medvirkende Makka Kleist, Helene Kvint, Karina Møller og Thomas Knuth
Tekst "Udsigt": Makka Kleist, "Blok 4": Kim Leine
Instruktion Hanne Trap Friis
Film Mikael Jacobsen (betagende smukt)
Produceret af Teater Freezeproductions

Bo Amstrup

Anmeldelse Farvel Hr. Muffin, Teater Refleksion

★★★★★Anmeldelse Farvel Hr. Muffin, Teater Refleksion

En god agurk til dine børns spørgsmål om livet

3. oktober 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★★

Selv børn på 8 år kender til det. Vi er født med det der brændende spørgsmål i sindet: "Hvad så nu? Hvor mange agurker kan jeg nå at spise?" Og vi dør når spørgsmålet er blevet til en bunke aske der kan blæse væk i vinden. Ingen hører svaret. Vi falder i søvn eller møder folk i et paradisisk efterliv. Mælkebøtterne vokser op på vores grav.

Hr. Muffin elsker mælkebøtter

I forestillingen møder vi Hr. Muffin. Han er dejligt marsvin. 7 år gammel. Han bor i et lille hus, tjekker sin post og tænker over alt det gode han har oplevet i livet.

Hr. Muffin elsker når han får breve, bagefter tygger han dem til småstykker når de er læst. Fordi det synes marsvin er sjovt. Han elsker mandler som hans menneske-ven finder til ham. Og alle sine minder fra sit liv som marsvin. Dengang Fru Marsvin levede, og ungerne, og de tog på eventyr.

Hr. Muffin elsker agurker

Så hvis du giver dit barn agurk med i skole, så tag det også med på Teater Refleksion. Her er nydelse til fantasien og forståelsen. Her er bidrag til spørgsmålet som alle børn kender: "Hvad sker der når nogen dør? Bedstemor, vores kat, undulaten, marsvinet?"

Alt godt i livet, det er værd at nyde. For Hr. Muffins vedkommende er det agurker. Det er noget marsvin elsker.

Claus Mandø er på scenen og skaber liv til Hr. Muffin så publikum hviner og griner. Det er godt teater, det er noget børn elsker.

<
Emilia Therese

Anmeldelse Turist, Don Gnu på Bora-Bora

★★★★★★Anmeldelse Turist, Don Gnu på Bora-Bora

Lad os være fysiske og udforske hinanden

26. september 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★★★

Lufthavnen slukker, sådan som corona har givet vores liv mundbind på. Tre mænd bliver overladt til sig selv og hinanden i en tom ventehal. Således er rammerne omkring Don Gnu's nye forestilling: Turist. Vi venter alle i dén lufthavn, på hver sin måde.

Review Tourist by Don Gnu

Mikolaj Karczewski går i panik, ruller rundt om sin kuffert og græder ned ad sit pæne jakkesæt. Kasper Buus slår sit backpacker telt ud, mediterer og spiller didgeridoo. Vildbassen Petras Lisauskas drikker øl og bliver sentimental.

6 stjerner for aktualitet, elegance, dans, musik, god underholdning og koreografi

Og så opdager de hinanden. De laver spas og gags med hinanden, de danser, de springer og slås. Det er god underholdning fra Jannik Elkær & Kristoffer Louis Andrup Pedersen. Fascinerende slowmotion og kvik tango, musikken af Alice Carreri. Svedige mænd der kæmper og leger. Videobaggrunden fra Christoffer Brekne bidrager til kommikken. Det bliver vildt, så voldsomt at verden går under med et knald.

Men det er ikke slut, selvfølgelig er det ikke det.

Livet er det eneste som vi ikke kan have held til at afslutte. Vi kan lukke lufthavnene, dræbe os selv, sprænge atombomberne. Livet selv kan aldrig udslukkes.

Så alting starter forfra. Det er smukt danset og fint tænkt. Don Gnu overgiver sig aldrig. Fysisk teater i den tidsalder vi kan kalde du-må-ikke-røre mig, når engang vi er kommet til fornuft og genoptager vores bevægelser som turist i verden i tæt forbindelse med hinanden.

Don Gnu: Let's get physical and explore life

26. september 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★★★

The airport shuts down in a pause, just like the corona wrapped our life in a sanitary napkin. Three men are left to themselves and each other in an empty waiting hall. This is the setting in Don Gnu's new show: Tourist. We are waiting at that airport, in our own way.

Anmeldelse Turist af Don Gnu

Mikolaj Karczewski panics, gift-wraped around his suitcase and flinging his tears down his nice suit. Kasper Buus flips open his backpacker tent, meditates and plays didgeridoo. The loveable badboy Petras Lisauskas drinks beer and gets sentimental.

And then they discover each other. They play together, they dance, they jump and fight. It is good entertainment from Jannik Elkær & Kristoffer Louis Andrup Pedersen. Fascinating slow motion and quick tango, the music of Alice Carreri. Sweaty men fighting and playing. The video background from Christoffer Brekne contributes to the comedy. It gets wild, so hot-tempered that the world collapses with a bang.

But it's not the end, of course it is not.

Life is the only thing we cannot end. We can close the airports, kill ourselves, detonate the atomic bombs. But life itself can never be extinguished.

So everything starts all over again. It is beautifully danced and eloquently thought out. Don Gnu never surrenders. Physical theater in the age we will name you-shall-not-touch me, once we have come to our senses and resume our movements as a tourist in the world in close attachment with each other.


Koncept & koreografi Jannik Elkær & Kristoffer Louis Andrup Pedersen
Koncept, lys og video Christoffer Brekne
Performance og koreografi Petras Lisauskas, Mikolaj Karczewski & Kasper Buus
Musik Alice Carreri
Tekniker Jakob Thau
Tango coaches Camilla Maria Dahlgren & Linus Aabye Jensen
Movement coach Benjamin Buus
Dramaturgisk konsulent Anja Høegh​

Bjarne Stæhr

Anmeldelse af Kejseren på Teater Katapult

★★★★Anmeldelse af Kejseren på Teater Katapult

Danmarks Kejser kan sove trygt i nat

22. september 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★

Danmarks Kejser - og hendes 2 Göbbels drenge som hun betaler millioner for at hjernevaske naive folk med løgn gennem medierne (som i stykket er de 2 skræddere) - hun kan sove trygt i nat.

Eller kan hun?

Det er spørgsmålet som forestillingen Kejseren rejser på Teater Katapult. Hvad kan vi gøre ved Kejsere, og Diktatorer og Statsministres løgn? Kan vi stille noget op, eller sover de bare trygt igen i nat?

De unge gider ikke mere løgn

Der er en grund til at enhver Kejser gør livet surt for unge mennesker. Også i Danmark. De unge er livskraftige, de uddanner sig, finder arbejde, finder kærester, bliver gift og får børn. Og så er de virkeligt irriterende kritiske.

Måske du kender nogen unge? De er veganere. De er klimaaktivister. De holder piratfester og køber graviditets-tester. Der er liv i dem, og de er sikre på at deres fremtid skal være helt anderledes end din. De vil ikke leve som de gamle der er gråhårede og bange for alting. De vil bare leve, nu, uden den gamle kones propaganda, uden det der forsigtigheds princip.

I stykket Kejseren træder de unge i karakter med netop det budskab. "Vi gider ikke mere de gamle menneskers løgne!"

God musik, god scene, god optræden

Kejseren er et godt stykke. Når man tager i betragtning at de fire skuespillere og musikanter er gamle. De forsøger oprigtigt at snigløbe dagens Kejser. I dag Mette, i morgen Morten, på fredag Søren. Det er ikke vigtigt hvem der er Kejser, det er mere vigtigt at Kejseren er en løgnhals, og det er sådan magt fungerer.

I stykket siger skuespilleren Birgitte Prins, at Kejseren får magt ved at være en metakonstruktion for Folket, en Gestalt for Folket, og Folket vil gerne ligne Folket, så Folket lytter til en Kejsers løgn og er enige om at løgnen er sandheden. På den måde bliver folket en beskytter af sin Kejser, fordi Kejseren har bildt dem ind, at hun er Folket.

Der er således kritik af både Folket og af Kejseren. Men skuespillerne er selv gamle. De er selv Kejsere i kraft af deres alder. På scenen render 5 unge mennesker rundt i gul regnfrakke som klimaaktivister i regnvejr i Stockholm. Udstødte.

På den måde bliver Kejseren internt en kritik af sig selv. De gamle fylder for meget. Der er for meget David Bowie. Der er for meget Livingstone som hellere vil tale sit hjemlands gamle fraser, end tale i nutiden på gebrokkent dansk. I stykket er de unge udstødt.

Og sådan er det jo også i virkeligheden. Og altid. Det er lige meget om det er halvtredserne, 60'erne, 70'erne, 80'erne, 90'erne, nullerne, eller 10'erne. Kejsere har alle dage en modvilje mod ungdommen. Fordi ungdommen gennemskuer Göbbel-drengenes løgne. Det gør vi gamle ikke. I hvert fald ikke hver gang.

Det slutter med et slag i ansigtet med en våd regnfrakke

Jeg skal ikke spoile afslutningen, men det er noget med nogen våde regnfrakker, båret af unge mennesker.

Til gengæld vil jeg sige tak for oplevelsen. Politisk teater i Danmark har det altid svært, fordi vi ligner hinanden så meget. Vi er alle en del af dagens Kejser. Det er svært at gøre oprør. Men det var et fint forsøg, sådan da. Absolut Music Joy vil klappe i sine hænder.

Fed musik og sang af Pete Livingstone. God beherskelse af scenerummet. Godt lys. Fedt med lidt kritik af Kejseren, den Kejser som vi bærer i os selv, og i Søren og Mette, eller hvem det nu er i dag.


Kejseren baseret på H. C. Andersen, opført af Livingstones Kabinet i samarbejde med Teater V og Den Fynske Opera
Medvirkende Troels Kortegaard Ullerup, Birgitte Prins, Bebe Risenfors, Nina Kareis og Pete Livingstone
Iscenesættelse Nina Kareis
Scenograf Julie Forchhammer
Komponist Pete Livingstone
Lysdesign Mikkel Jensen
Lyddesign Baldur Kampmann

Rumle Skafte

Anmeldelse af Holberg - Den Vægelsindede - på Aarhus Teater

★★★★★★Anmeldelse af Holberg - Den Vægelsindede - på Aarhus Teater

Holberg nu med food fight, bar røv og indianer­kostume

4. september 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★★★

Vi vælter ud fra Aarhus Teater. Byen er fyldt med mennesker. Jeg er glad, gnubber skuldre med andre glade mennesker. Vi var faktisk mange der skreg af grin og havde det sjovt i 3 timer og 20 minutter. Inklusiv pause.

En tryllekunstner kaster med replikker som duer han har klemt for hårdt

Så vi har altså denne her franskmand. Koreograf og instruktør. Laurent Chétouane. Han er glad for tilværelsens absurditeter, og Holberg. Og det fik vi, begge dele, en absurd Holberg, og det var sjovt. Holberg bliver dekonstrueret, spredt til atomer. Hans replikker afspilles med dobbelt hastighed og kastes rundt på scenegulvet som duer fra en tryllekunstner der er ny i faget og har klemt dem for hårdt. Det er vanvittigt. Skuespillerne laver sjov og improviserer. Duerne kommer til live igen og flagrer rundt blandt publikum. Det er galt, og der er mening i galskaben.

Publikum griner. Ingen kan holde styr på noget!

Christian Hetland render nøgen rundt i bar røv og indianerkostume. Toke Hansenius ejer scenen med sin smægtende violin der både kan Chaplin og Psycho, samt bade i en kasse vand. Anne Plauborg rider rundt på nakken af Æsken, fordi Laurent er fransk. Mette Døssing får et grineflip i flere minutter, hun kan ikke stoppe. Kjartan Hansen slikker luftfisse og råber "TEKST" til suffløren. Birgitte Hansen svarer. Han råber igen: "MERE TEKST". Mette Klakstein Wiberg flirter med publikum allerede fra begyndelsen. Mathias Flint husker sine replikker. Simon Kongsted danser ballet. Nanna Bøttcher smider parykken. Anders Baggesen har læderbukser. Viktor Pascoe Medom er meget interesseret i blå kjoler og det der er under, og han er sjov.

Sådan. Du har netop oplevet handlingsreferatet. Så ved du hvad forestillingen går ud på. Det er Holberg tilsat Monty Python og Dario Fo, rørt rundt i en blender på den højeste hastighed.

Drop dit livs manuskript og lav dit CV med fingermaling

Der er ingen mening i tilværelsen, siger instruktøren. Vi har ikke kontrol på en skid. Livet er en teaterforestilling der er gået amok. Du kan ikke høre replikkerne tydeligt fra de andre. Handlingen følger ikke det vi har besluttet. Hvem fanden har i det hele taget skrevet mit livs teaterstykke? Det giver jo ingen mening. Og det er meningen. Holberg som food fight. Dekonstruktivisme. Madkamp. Livet er absurd så man må le ad det.

Så hvis du synes der er for mange regler i din hverdag. At du skal følge manuskriptet når du taler med svigermor. Altid være sød og pæn, og din chef er et pjok. Og du ville aldrig give ham et job, hvis du du var chefen og han var dig. Og hvis du er træt af at alting skal være så rigtigt, så rigtigt. Hvordan du spiser, hvordan du skider, hvordan du snakker og dit CV kunne nok også være bedre. I det tilfælde kan du finde masser af god underholdning og vældigt mange forløsende grin i Holberg på Aarhus Teater.

Det skal ikke være så alvorligt, livet. Selv Holberg ville grine ad forestillingen, fordi det kildrer så fornøjeligt når den tunge alvor bliver sprængt til atomer. Tak for den oplevelse.

Emilia Therese

Anmeldelse af En Fortælling om Blindhed på Aarhus Teater

★★★★Anmeldelse af En Fortælling om Blindhed på Aarhus Teater

Barsk 3D lyd får dine ører til at rejse sig

29. august 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★

Simon Mathew trækker sin gun og peger pistolen midt i min pande. Han ser rasende ud og griner djævelsk. Han er 2 meter væk fra mig. Han kan ikke undgå at ramme. Jeg indser at det er nu jeg skal dø. På en feltseng sammen med 40 andre i Aarhus Teaters Studio-scene. En trækning flakker ned over hans ansigt. Jeg lukker øjnene. Tak for kaffe. Så trykker han på aftrækkeren med sin pegefinger.

Nej, der var kun løs krudt i dén pistol. José Saramagos, en portugiser, skrev historien. Og det gør det lidt nemmere at være ærlig. Konceptet er mere underholdende end historien.

Konceptet lister forestillingen op på 4 stjerner, sammen med Simon Mathews djævelske karakter, og så lugten af gymnastiksal.

Lyden er 3D, du er fanget i et vanvid

Under forestillingen ligger du på en feltseng. Du er blind, fordi du har fået en virus. Du er på et center hvor de syge er spærret inde. Dit syn er sløret med nogle matte briller, og du kan høre folk omkring dig gennem nogle fantastiske høretelefoner.

Glem alt om radioteater. Lyden du hører som blind, den får dig til at opleve at du er tilstede. Det er noget teknisk. Lyden er 3D. Alting foregår lige omkring dig. Folk der bliver skudt, Simon Mathew som hvisker i dit øre, og kvinder og børn der bliver voldtaget eller gjort ondt på andre måder.

Lugten af gymnastiksal og krudtrøg

Når en hel masse børn render rundt i en gymnastiksal på bare fødder, så begynder det hele at stinke af sure tæer. Sådan var det i gamle dage. Der blev ikke gjort rent. Der bliver heller ikke gjort rent på det center for smittede hvor du er indlagt. Du kan lugte stanken.

Den sanse-effekt er sjov og skruer op for din oplevelse. Du kan høre andre mennesker omkring, og du kan lugte sovesalen. En god idé, synes jeg. Og du kan lugte krudtrøgen når vagterne skyder.

Så gå ind og oplev fortællingen om blindhed på Aarhus Teater. Hvis du er glad for at lytte, og hvis dine ører rejser sig under sex, og du har en god fantasi, så er det en forestilling der er værd at opleve.


En fortælling om blindhed
Baseret på bogen af José Saramago.
Bearbejdelse og dramatisering Christian Lollike & Sigrid Johannesen
Iscenesættelse Christian Lollike
Lyddesign Asger Kudahl
Scenografi Nathalie Mellbye
Lysdesign Balder Nørskov
Medvirkende Simon Mathew
Stemmer fra Kirsti Kærn, Morten Kjær, Anders Baggesen, Mathias Flint, Marie Marschner, Christian Hetland, Nanna Bøttcher, Kim Veisgaard, Magnus Juhl Andersen, Lasse Steen Jensen, Frederik Mansø, Morten Suurballe, Rigmor From Lollike, Simon Matthew, Anne Majgaard Basse.

Fotograf Århus

Salling Fondene donation 5 mio scenelys og stole

Salling Fondene donation 5 mio scenelys og stole

Salling Fondene tænder lyset på Teatret Svalegangen

13. august 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Stemningen er som champagne. Den bobler. Vi er på Teatret Svalegangen. Alle stolene er nye, og nu trykker Karin Salling på knappen. Lyset eksploderer. Salling har netop foræret teatrets direktør en gave til 5 mio. kroner. Computerstyret scenelys til alle de kommende forestillinger som publikum kan nyde i de lækre stole.

Karin Salling står med et slankt glas der bobler i hendes hånd. Klassisk elegant. Teatrets direktør Per Smedegaard har en orange T-shirt på. Markant. Der er meget oprørsk ved den mand, og stor skønhed i forestillingerne på Svalegangen, jeg kan godt lide ham.

- Karin Salling, Per er jo et dejligt kunstnerisk menneske, men han er også lidt oprørsk? Når jeg er nede i Salling, så er der elegance og det er lidt mere traditionelt. Hvordan kan det hænge sammen? Hvorfor giver Salling Fondene penge til Teatret Svalegangen?

"Det er jo fordi jeg synes vi også skal have det alternative. Det er meget, meget vigtigt at vi også kan se noget andet end det elegante og det forventede. Det at der er et alternativ, det er en virkelig god ting. Det er alsidighed", siger Karin Salling.

- Og den der alsidighed, hvad betyder den alsidighed for dig som menneske?

"Som menneske betyder den en udvikling for mig, hvor man kan komme ud og lære nogle ting, man kan komme ud og lære en hel masse nye ting."

"Og se, hvordan belysningen lige pludselig er - Karin Salling peger på lyshavet som skyller ind over scenen vi står på - og så bliver jeg så glad. Teatret er blevet glade, og jeg bliver så glad fordi det er noget de virkelig kan få glæde af. Og det betyder meget for de som arbejder her, og det betyder meget at få det lettet. Og det er ligesom vi har gjort i Musikhuset og i Aarhus Teater, og i det hele taget. Tivoli Friheden.

- Det er da også giga flot.

"Ja ikke, det er vildt imponerende", siger Karin Salling og ser glad ud.

Teatrets direktør Per Smedegaard ser også glad ud i sin orange trøje.

- Per, hvad har det at sige for dig at få så mange penge? Så meget medvind, 5 mio. kr. Vi kan jo se det er fantastisk flot, men hvad har du ud af det?

"Først og fremmest kommer vi jo til at lave nogle meget mere spektakulære forestillinger. Så rent kunstnerisk kommer det jo til at kunne ses at vi har bevægeligt lys nu i hele salen, så vi kan løfte det kunstneriske. Og det er jo det, det primært handler om."

- Hvorfor er Salling så glad for dig?

"Jeg har en skøn relation til Karin, der er slet ikke noget dér, men jeg tror også det er fordi, som Karin siger, Salling har et stort hjerte for Aarhus Teater, Musikhuset og større organisationer, Aros, Den Gamle By og sådan noget, og så vil de gerne understrege, at det der er lidt mere skævt, eller anderledes, det skarpvinklede, også skal have støtte. Så på den måde tror jeg vi passer ind i deres uddelings-portefølje som det lidt mere skæve."

- I har tit nogle smukke dejlige forestillinger, men der er også tit noget oprør i jeres stykker?

"Jamen, helt sikkert. Alsidighed spiller en stor rolle i kunst og kultur", siger Per Smedegaard.

Og så er der rejsegilde, noget at drikke og hotdog til alle.

- Skal du også have en hotdog, Karin Salling?

"Ja, det skal jeg, det er mange år siden jeg har spist en hotdog sidst."

Den er flot den nye scene, rummet er flot, publikumsopbygningen, stolene og lyset. Scenen er klar på Teatret Svalegangen til nye oplevelser i den kunstneriske retning.

Anna Marin Schram

Anmeldelse Alt er Umuligt på Aarhus Teater

★★★Anmeldelse Alt er Umuligt på Aarhus Teater

Alt er Umuligt når vi ikke har nogen erindring

23. maj 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★

Årets afgangsforestilling viser et team af gode skuespillere der venter på at få lov til at lave kunst. Denne forestilling er et oprør mod conora-tiden. Tiden uden erindring, uden logik, uden kærlighed til virkeligheden.

Den store selfie-fest

Sådan har vi det alle sammen. Den kinesiske syge har gjort det svært for os at leve som frie mennesker, demokratiske, ligestillede. Alt har været panik, vi har glemt menneskeheden og drukner i selfie-festen: 'Jeg vil ikke være syg', selvom ingen unge er i farezonen, kun de gamle med astma som jeg.

Og i panikken er vi i nutid - for meget i nutid. Vi mister fornemmelsen af friheden, kunsten og kulturen. Alt handler om overlevelse. Alt er umuligt.

Vi er døde uden erindringen

Forestillingen 'Alt er Umuligt' anvender vores nutid til at skildre livet uden erindring. Vi er selfies. Husker intet. Har ingen bevidsthed, fordi den kræver en tidshorisont på mange måneder bagud og fremad.

Du vil høre virkeligt mange replikker i retning af:
"Det er som om jeg griner mere"
"Du har en kælder, og jeg har en fugtig madras"
"Du snakker om en politik"
"Det er jo kun onani, de kunne jo bare have sagt nej"
"Det er ligesom min egen lejlighed"
"Har du en T-shirt jeg må låne?"
"Du er stiv, du har lukkede øjne, du fjerner mine trusser halvt af, og jeg tænker på om der er noget stort under dine boxershorts, og jeg tænker på det, og der er en kvalme, og der er en dag i morgen, og madrassen er fugtig, og du er inde i mig nu, og jeg sagde det var dejligt, og jeg tænker om ikke det er et dårligt tegn at ingen af os stønner, og det er nu det er man virkeligt mærker at mine sko er våde af regnen, og...."

En historie om nuet uden dramatik

Nanna Cecilie Bang har skrevet en historie om nuet hvor der ikke er nogen dramatik. Ingen historie. Intet teater. Blot refleksioner af nuet som har ingen mening. En historie om corona. Når vi glemmer fortid og fremtid, så er alt umuligt. Tak for den oplevelse.

Og held og lykke til årets nye skuespillere. Det var fedt at opleve jer. Så meget power i jer, når verden bliver normal igen.


'Alt er Umuligt'
Instruktion Tue Biering
Manuskript Nanna Cecilie Bang
Skuespillere Clara Josephine Manley, Anne Laybourn, Magnus Juhl Andersen, Patrick Alexander Hansen, Mathilde Arcel Fock, Lasse Steen Jensen. Alle er afgangselever fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus.

Anmeldelse af Anna Walk with me, Teatret Katapult

★★★★★Anmeldelse af Anna Walk with me, Teatret Katapult

Den dag vi dør og glider ud i stjernedybet

4. marts 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★★

Skuespillet Anna Walk with me handler om en kvinde der rammes af en trafikulykke. Hun går i coma, og vi følger hendes vandring gennem grænselandet mellem liv og død. Hendes sind er splintret som glasset i bilens forrude. Hun er sprængt til atomer, billederne hvirvler gennem scenerummet i al den skønhed du kender fra dine bedste drømme. Stumper af uendelig skønhed.

Fanget i guds bornholmer-ur

Det fede ved forestillingen er dukkerne, musikken, Julie Ben Semmanes blide sang og syngeskåle, Anna Ur Konoys skuespil, lyset. Alt er præcist som et klokkeværk. Vi er inde i guds bornholmer-ur. Alt fungerer perfekt, og ingenting giver mening, ingenting har sammenhæng fordi vi er i nærdøds-riget lige ved siden af drømmen og døden. Uendeligt langt borte fra livet.

Et godt bud på dødens grænseland

Historien er et godt bud på den del af livet vi alle fornemmer - nemlig døden - men som vi endnu ikke har erfaring med. Den spiller op imod det jordiske og konkrete i billederne på scenen, lyset, dukkerne og kunsten i skuespillet. Men nogle gange, akkurat som i vores eget liv når vi tænker på døden, bliver historien præget af at være sin egen modstander, fordi historien handler om opløsning, og bliver derfor mange steder fragmentarisk.

Akkurart som vores egen forestilling om døden. En følelse af, nu forstår jeg døden, og pludselig er følelsen borte igen. Men vi forstår åbenbart først døden den dag vi dør og glider ud i stjernedybet. Hvorfor skulle vi også forstå den før?

Magiske dukker

Anna Walk with me er en ny tanke, et nyt udtryk. Det er en fin forestilling. Odin Teatret har pakket kufferterne med deres magiske dukker, og tilfører forestillingen en magi som giver os mulighed for at opleve livet som den absurde dukkeforestilling det også er. Fordi Katapult har valgt at samarbejde med Odin Teatret blev der mulighed for at afprøve nye sceneudtryk direkte fra teater-laboratoriet. Tak for den oplevelse.

Fotograf Århus

Anmeldelse Ordet af Kaj Munk på Aarhus Teater

★★★★★Anmeldelse Ordet af Kaj Munk på Aarhus Teater

Scenografien løfter Ordet til mytiske højder

15. februar 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★★

David Gehrt gør det utrolige. Han er Ordets scenograf, han sætter scenen for Kaj Munks dramatiske sætninger, skrevet med gåsepen på et skrivebord kun oplyst af et enkelt stearinlys. Han har skabt en rund manege med sort sand, et langt bord og bagved videoprojektioner fra Vestjylland i grå toner. Havet. Kirken. Forstranden. Klitterne.

I Gehrts scenografi er farverne trukket af, sådan som den religiøse fundamentalisme dengang på Vestkysten fremstod i sin levemåde. Tilbage er lyset sort, hvidt og gråt. Den eneste rigtige farve på scenen er menneskenes hudfarve. Det er genialt, synes jeg. Han gør Ordet mytisk. Trækker den op på et højere plan. Mennesket står varmblodigt midt i livet, i en religiøs ramme som gamle mænd har sat op.

Hvordan vil det klare sig, mennesket? Med sin varme hud i en kølig vind fra havet?

Levende kroppe med varm hud i den kølige vestenvind

Taget for pålydende er Ordet en religiøs forestilling om at tro eller at tvivle, men snøret stramt ind i en bestemt tro, nemlig dem der hylder guden Jahve. Instruktøren Anja Behrens har udtalt at hun ønsker at skabe en forestilling der er rummelig på tværs af religioner, og der er David Gehrts scenografi en styrke.

Forfriskende er også den kødelighed, som skuespillerne har med sig på scenen. Ikke bare har skuespillerne hudfarve, de har også levende kroppe under de sorte klæder. Meget rørende var det at se det gamle ritual hvor man vasker den døde, og det blev gjort på scenen ved at fjerne tøjet og med klude rengøre den døde krop med vand.

Men om Ordet helt kan slippe fri af stranden, hvor Kaj Munks skib kilede sig ind, det er spørgsmålet du selv må tjekke når du ser forestillingen.

Ordet tror på mennesket, og den tro er altid den stærkeste

"Det var dog en sølle tro", sagde præsten i Taulov til mig. Skuffet. Præstegården henlå i halvmørke, intet lys på denne dag i oktober. Udenfor lå himlen tung, mørk og grå, slæbte sin dvaske krop henover den kolde jord, men jeg var glad. 18 år gammel. Udmeldt. Farvel du kolde kirke hvor de enfoldige blandt mænd er konger, og resten sidder fastlåst på hårde kirkebænke og afventer ordskyen fra prædikestolen.

"Hvis ikke du tror på gud, hvad tror du så på?"

"Jeg tror på mennesket", havde jeg sagt til præsten. Så stemplede han min dåbsattest og bad mig om at gå.

Ordet rummer min tro, og derfor kan jeg lide forestillingen. Ordet tror på mennesket, og den tro vil altid være stærkere. Tak for den oplevelse.


Ordet af Kaj Munk
Scenografi David Gehrt
Instruktion Anja Behrens
Medvirkende Henrik Birch, Mathias Flint, Kjartan Hansen, Frederik Mansø, Morten Suurballe, Anne Plauborg, Kim Veisgaard, Christian Hetland, Kaja Kamuk, Luise Skov.

Dramatisk udgave af Kaj Munks Ordet på Aarhus Teater

Dramatisk udgave af Kaj Munks Ordet på Aarhus Teater

10. februar 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Hvis du tror hårdt nok, så kan dine bønner vække de døde til live. Sådan er historien i Kajs Munks teaterstykke "Ordet" på Aarhus Teater.

Kaj Munk selv var gennem livet - inden han blev skudt af 3 nazister i skovkanten vest for Silkeborg - en passioneret forfatter. Det er en dramatisk historie fra det barske miljø på Vestkysten, hvor man hellere ofrer sit eget barn og lytter til en forestilling om en gud i skyen.

Det hårde folk på Vestjyllands kyst

Munk kendte strandens folk da han ankom til Vedersø, for at være deres præst. Han kendte deres hårdhed, og han kunne lide det, fordi han var en forholdsvis dum mand som ung. Men han kunne ikke lide hvad der sker i videoen. Det er en scene der plagede Munk fra hans eget liv. Naboens kone Marie bløder ihjel.

Inden tyskerne skød Kaj Munk, havde han troet på at hans gud skulle stå på jorden så flot som Mussolini og Hitler. En stærk mand der bestemmer alt, en tyran, en diktator.

Kaj Munk var frihedskæmper med ordet i sin magt

Men Munk fortrød da han blev lidt ældre og Vestkystens salte vind havde renset hans tanker. Kaj Munk skiftede synspunkt.

Da krigen kom til Danmark blev Kaj Munk en af de frihedskæmpere der havde ordet i sin magt. Den spinkle, splejsede mand, der troede på en gud der blæser i vinden, han var modig. Ordet på Aarhus Teater handler om dét mod: At din tro på livet, at den er større end døden.

Måske kan man faktisk vække de døde til live. Se for dig selv, "Ordet" af Kaj Munk på Aarhus Teater.

Anmeldelse af Hvad tænker en murer på, egentlig? Teatret Svalegangen

★★★★Anmeldelse af Hvad tænker en murer på, egentlig? Teatret Svalegangen

Han tænker på bryster hele tiden

4. februar 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★

Der er noget fantastisk ved mureren, i gamle dage. Kan du huske? Din far kunne ikke lide ham, han byggede jeres ny hus, og han knaldede din mor. Et rigtigt stykke mandfolk som ikke længere er EU-godkendt.

Historien om den rigtige mand

Det er sjovt at høre Mads Nørby fortælle om sin fortid som murer i forestillingen Hvad tænker en murer, egentlig? på Teatret Svalegangen. Publikum hygger sig. De gamle fordi Mads Nørby vækker minder fra deres liv i 80'erne. De unge i publikum, fordi monologen er politisk ukorrekt - det vil sige tæt på sandheden.

Men stykket bliver yderligere interessant når vi oplever hvordan mennesket stolt - i frost og sol - har bygget sit hus af træ og mursten. Meget er gået tabt. Fabrikkerne ved ikke længere hvordan man murer i forbandt. De tror en løber er en fyr i gummisko, og en kop er noget man drikker kaffe af. Menneskeheden vidste bedre for 30 år siden.

Liveshow med muring af væg

Undervejs bliver der muret et stykke væg på scenen. Det er fascinerende at betragte. Publikum løfter sig i sædet og der spreder sig i blandt os en veltilfreds brummen.
Sådan skal en sten lægges! Ja.

Huset har rejsning i 100 år

Historien kunne være bedre, synes jeg. Murere har sex, drikker øl, bliver gamle og falder omkuld - mens deres bygninger fortsat har rejsning i 100 år. Det er en okay pointe.

Violinen fra Catrin Haass Svendsen er rigtig fin, og det samme kan vi sige om hendes volumenknapper. Du kan ikke gætte hvad jeg hentyder til, men det er sødt og sjovt. Humor fra en murer. Tjek den ud på Teatret Svalegangen.


Medvirkende Mads Nørby og Catrin Haass Svendsen
Tekst, scenografi og instruktion Mads Nørby og Mads M. Nielsen
Musik Catrin Haas Svendsen, Morten Nørby, Luigi Boccerini, Kenny Baker, Jules Massenet
Lys Jens Poulsen

Fotograf Århus

Pagten Aarhus Teater juleforestilling 2019

Pagten Aarhus Teater juleforestilling 2019

Pagten på Aarhus Teater, årets juleforestilling

12. november 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Pagten er årets juleforestilling på Aarhus Teater. Malte er 12 år gammel. Han bliver mobbet af de andre børn i 6A. Men en dag finder han ud af, at han sammen med nissepigen Lyda her skal redde julen. Den er nemlig truet af den frygtelige isheksen Iselin.

Iselin vil udrydde nisserne. Hun kræver de underkaster sig hendes herredømme, men for at det kan lade sig kan skal hun have fat i Pagten. Den blev i sin tid skabt af præsten og salmedigteren Grundtvig sammen med nissepigen Saia. De lavede en pagt som sikrer at der er forbindelse mellem menneskenes verden og nissernes verden.

Malte slår sig sammen med den modige nisse Lyda. Sammen skal de gå igennem 3 svære magiske prøver for at finde Pagtens skjulested.

Pagten er skrevet Maya Ilsøe, og har en god blanding af fantasi, eventyr og drama.

<
Fotograf Århus

Anmeldelse: The Nether, Teatret Svalegangen

★★★★★Anmeldelse: The Nether, Teatret Svalegangen

Forbyde vold og porno på internettet?

9. november 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★★

Publikum sidder på siderne af et virtuelt børnebordel. Vi elsker Iris. Hun er skøn når hun hopper omkring på scenen iført røde underbukser, glatte ben og en sommerkjole der løfter sig når hun laver piruetter foran Papa. Hun griner og leger, fuld af barnets livsglæde og kærlighed. Skræmmende, der er noget galt.

Papa er gammel og syg, hun er et barn. Han er pædofil og programmør. Bordellet er skabt til verdens forpinte kvinder og mænd, så de kan bruge et barn seksuelt i en virtuel verden. Udleve lysterne. Kunderne lærer at dræbe barnet med en økse for at holde følelserne på afstand. Som et rødt klimaks dekoreret med hvide striber af liv.

Straks efter drabet er Iris spillevende igen. Fordi Papa har skabt et computerspil med lyde og dufte, sansninger som om det var virkelighed. Det er en god forretning. Det virtuelle liv på nettet, livet uden konsekvens.

Milliarder dræber hver dag på nettet

Jeg er ret vild med stykket. Scenografien af Siggi Oli Palmason fungerer fint med sine farvefulde kulisser og stramme sorte felter af fængsel. Det er udbredt, fængslet. Virkeligheden er kedelig. Milliarder af mennesker skyder folk på nettet, kører dem ned med biler, voldtager dem, sprænger dem i luften.

Hvor kommer det fra, al den vrede mod andre mennesker? Lever vi forkert, eller er det bare menneskets væsen at vi vil udslette de andre.

Elsker vi mere virtuelt end reelt?

Lyset er super takket være Hen Sloth. Præcise inddækninger og farveskift. Fra det sorte til det farverige. Det er jo det vi ønsker. At forvandle ensomheden til strålende likes og flotte selfies. Vi hungrer efter forbindelse og at blive set. Det kan vi online, men ikke altid i Ikea når familien sidder og æder kartoffelmos og kødboller.

Er den virtuelle verden bedre end virkeligheden? Mange siger ja. Den digitale verden afskærmer os fra følelserne, sansningerne, hjertet, huden. At leve analogt kan være skræmmende og ensomt.

Skal vi slukke det virtuelle liv?

Skuespillerne er dygtige. Bolette Engstrøm Bjerre udtrykker barnet så præcist. Mikael Helmuth skarp som kynismens fortaler. Morten Kjær elegant som det unge menneske der undersøger børnebordellet. Kaja Kamuk stram i sin rolle som efterforsker. Holger Østergaard følsom og maskulin i sin forpinte tilstand af længsel efter kærlighed.

The Nether skaber debat blandt publikum. Skal vi gøre noget? Forbyde vold og mishandling online? Har det en negativ konsekvens i virkeligheden, når vi skyder folk på nettet og sprætter fjenderne op med en kniv. Skaber nettet forbrydelser, eller holder internettet potentielle gerningsmænd hjemme i soveværelset, indespærret i en syg fantasi foran computeren?

Personligt tror jeg på den sidste. Internettet gør os impotente, uanset hvor mange zombier vi skyder online. Min kvinde har det modsatte synspunkt. Billeder af vold gør os voldelige, mener hun. Og hvad synes du? Skal vi slukke nettet og hellere udleve vores lyster i virkeligheden? Snakke med hinanden mens vi æder de kødboller i Ikea. Være her lige nu i hverdagen, og mærke konsekvensen?

<
Fotograf Århus

Fiktiv sex online - The Nether Teatret Svalegangen

Fiktiv sex online - The Nether Teatret Svalegangen

Fiktiv sex online - The Nether skaber debat

4. november 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

The Nether handler om en verden hvor menneskehedens mest afsporede lyster finder deres tilfredsstillelse på nettet. Online. I hemmelige reservater hvor enhver dunkel seksualitet kan få lov til at udfolde sig.

Historien er en krimi, der har fået god opmærksomhed i blandt andet USA og England. En krimi hvor en person i kød og blod forsøger at udforske det hemmelige digitale univers. Hvad er fantasi, og hvad er virkelighed?

Papa, spillet af Mikael Helmuth, styrer det hemmelige sted på nettet, hvor pædofile kan få afløb for deres lyster. Hans favorit medarbejder er den 9-årige Iris, spillet af Bolette Engstrøm, der aldrig bliver ældre. De lever i en fremtid hvor skellet mellem simuleret og reel virkelighed er udvisket. Men findes der fantasier, som ikke kan tillades?

<

Anmeldelse: Cabaresque med ægte sex på scenen

★★★★★★Anmeldelse: Cabaresque med ægte sex på scenen

Ægte sex på scenen i Cabaresque

29. oktober 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★★★

Jeg sværger, dén kvindelige sabelsluger gav mig røde kinder - jeg blev skræmt - og det havde jeg ikke forventet i kulden foran Radar, for at se Cabaresques Halloween Show. Køen var lang, og folk er vant til det. Det handler om at komme først indenfor, ellers skal man stå op. Publikum er vilde med Cabaresque, mange er blevet rigtig glade for showet, og det er ikke første gang de er her.

Hun borer sig i næsen og sluger sværd

Cecilia Gosilla borer sig i næsen med en lille handy boremaskine, og banker et søm ind i kraniet med en hammer så der kommer et par dråber blod (måske teaterblod) ud af næseboret. Publikum hujer og klapper. Så tager hun et sværd, 1 meter langt, og sluger det. Hjælp mig. Det er lysår fra klassisk teater og dans, det er burlesque, det er en pølsevogn på havnen i frostvejr, det er en kop varm kakao på toppen af Himmalaya. Yderst anvendeligt i en kold tid.

Cabaresque er seksualitet uden skam

Cabaresque handler om glæden ved at leve. Cabaresque er underholdning for alle de mennesker som ikke er perfekte, og vi gider heller ikke forsøge at være det. Frodige arme, stort rødt skæg, tatoveringer, brede hofter, smalle skuldre. Alle os der er udstødt af perfektionen, og det gælder faktisk det største flertal af menneskeheden. Vi er ikke perfekte. Vi er alle de 'forkerte' mennesker, og vi nyder skamløst sex i sin mest direkte form. Sådan er ægte seksualitet. Det er ikke noget at skamme sig over.

Direkte sex på scenen uden at være nøgen

Indenfor i varmen starter showet og aftenens vært triller frem med langt, sort hår, stramme hofter, latex og en koket bule under kjolen. Enormt charmerende fyr, en lækker kvinde, professionel vært helt ud til spidsen, charmerende.

Også derfor er der sex stjerner til Cabaresque. Showet er professionelt. Lyden, lyset, koreografien, indholdet, kontakten til publikum. Alle scenefolk kan lære noget her. Gennemført kvalitet.

Og så kører vi. Historierne fortæller om kærlighed og smerte, skønhed og livsglæde, humor og sjov. Mange scener fokuserer på sex. Ikke på den nøgne krop. Ikke på samlejet. Det handler om sex i Cabaresque, og det er ganske forfriskende at se direkte sex på scenen: Forførelse, dans, stolthed, selvrespekt, nydelse, ophidselse. Den sande sex, den vi kan mærke uanset hvordan kroppen er formet. Den vi kan nyde når vi er fattige og unge, uden hverken sommerhus eller elbil. Sex i sin mest rå form, hvilket er ren livsglæde, humor og sjov.

Tjek det ud og oplev Cabaresque. Der er shows over hele landet. Tak for den oplevelse.

Anmeldelse: Typisk Jonathan Spang

★★★★★★Anmeldelse: Typisk Jonathan Spang

Jonathan Spang er Danmarks - i øjeblikket - største stand-upper

23. oktober 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★★★

Så stod han der på scenen. Alene i gummisko og sorte bukser, og vi var tusinde der kiggede på ham. Den sjove fyr fra Tæt på Sandheden. Pernille Vermunds første-elsker. Hendes mands foretrukne dartskive. Den mandlige sygeplejerske der river hæfteplastret af min gennemskårne samvittighed. Ham der får mig til at grine ad sandheden. Og den er. Fuck Føtex. Fuck McDonald. De lovede os en fremtid med flyvende biler, men vi er endt som flaskedrenge med sodavand på hænderne når vi føder dåseøl ud af plasticposen og ind i flaskeautomaten. Vi blev lovet en fantastisk fremtid, men er endt i Føtex med en naziofficer der overvåger os mens vi arbejder gratis for supermarkedet, scanner vores varer selv uden at få en krone for det. Trykker på McDonalds gigantiske staveplade, fordi McDonalds mad er så ringe at de ikke har ansat folk til at sælge den. Det må du selv gøre. Velkommen til fremtiden. Det er her du bliver fucked.

Koreanske politikere og DR-sex med heste

I takt med at politik er blevet din mors feriebilleder fra kvindelejren på femø i 1978, klam og ulækker, har Jonathan Spang formået at gøre politik fræk og underholdende. Selvfølgelig fordi han siger sandheden, og det elsker vi i en verden fyldt med Danmarks Radios studieværter der har sex med heste mens konen flyver på første klasse. En verden hvor Københavns koreanske politikere gifter sig gratis i festsalen på rådhuset og får kommunens leverandører til at fixe det gamle badeværelse. Den korrupte verden hvor enhver politiker og journalist er kendetegnet ved at have et hundeskilt om halsen, eller løgnens giftige tråde om munden.

Vi gider ikke politik, med mindre Jonathan snakker om det. Det er sjovt. Underholdende. Det er sandt hvad han siger.

Klimaet er en veganer med tynde arme

Vi andre vil hellere snakke om klimaet. Jeg så en fyr smide et cigaretskod på gaden i morges, og i går aftes serverede min svigermor kalvesteg uden at tænke på miljøet. Jomfru Maria er blevet pornostjerne, og Lenin er et punkband. I dag er det eneste hellige vi har tilbage vores miljø. Veganerne prygler deres familier til konfirmation, og kæresten når de er ude og spise på 1 års dagen.

Miljøet er min religion, og den skider Jonathan Spang i. Med åben pande og lune, ja faktisk kærlighed. Han driller os. Der er ingen der bliver hånet, og heri ligger det nye i Spang. Han er ungdommens komiker. Nægter at nedgøre den som ligger ned. Det er et fint karaktertræk ved ham.

Jonathan Spang leverer altid sine pointer som kærligt drilleri, og i form af hvad livet gør ved ham. Alt hvad han siger kender vi fra os selv. Han er en nar i den bedste mening. En hofnar i en tid hvor ungdommen ikke længere magter at forage deres forældre, fordi de selv ikke magter andet end sure miner fra Tante Annas mund. De er forargede. Som ofre på papkrykker, ungdommen kan blive forarget. Tynde arme uden døde køer, og det virker, fordi vi gamle er forargede over at blive forarget. Det griber sig selv i halen. Undskyld.

Vi elsker historierne om sandheden, tak Jonathan

Jonathans show "Typisk" kommer rundt om generationerne, klimaet, me-too, kønsroller. Men stærkest er hans sublime evne til at fortælle historier. Håber han får mange børn, og de formerer sig voldsomt, så de kan besøge ham når han er 100 år på plejehjemmet og høre ham i kantinen fortælle historierne som vi elsker. Historierne om sandheden. Det er dem der kildrer bedst og får os til at grine mest. Tak for det, Jonathan.

Anmeldelse af Joker, Ny Batman film

★★★★★★Anmeldelse af Joker, Ny Batman film

Joker er glad og ond

4. oktober 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★★★

Siden Hays Kodeks i 1930 har amerikanske mainstream film ikke haft dybere kontakt til virkeligheden. Mainstream Hollywood har fulgt den regel, at film ender med at den virkeligt onde skurk får sin straf. Med Joker er alt ændret, det er en guddommelig film der tør vise følelser og opvækst som baggrund for ondskab.

Bundet til en radiator og pryglet

Hvor kommer det onde fra? Joker blev bundet til en radiator som lille barn. Myndighederne fandt ham dehydreret, pryglet og med kraniebrud. Hvis du gætter på at det nok var hans stedfar eller hans mor der bandt ham med det lagen, så er det ikke helt forkert.

Så Joker vokser op i en dysfunktionel familie. Han er glad. Smilende. "Put on your Happy Face", det er han god til. Han drømmer om at blive standup komiker, han vil have succes og respekteres. En god dreng, der bliver en nem teenager, en voksen mand der lever i en drømmeverden om at blive berømt.

Men livet går kun ned ad bakke, helt ned i mosen, og så starter filmen. Joker er ansat som en klovn der står med et skilt foran en forretning for at tiltrække kunder, da 3 unge mænd går ham i møde. De har ondt i sinde.

Billeder, Joaquin Phoenix og en god historie

Det fantastiske ved Joker er billederne, der har gode refencer til de sort hvide tegneserieblade der fødte historien om Batman, det er skuespillet af Joaquin Phoenix, og så er det historien.

Historien om ondskab. Hvor kommer den fra? Medfødt eller skabt i smerte?

Slutningen er oprørsk, den taler for alle fattige mennesker i verden som lever i et undertrykkende samfund. Af hensyn til Hays Kodeks er der hæftet en ekstra afslutning på filmen. Men det er kun for Hollywoods skyld, og hvis du kigger godt efter kan du se at instruktøren Todd Philips har lagt de sidste minutter på filmen under protest (eller af kyniske årsager). Slutningen af filmen er ikke den virkelige afslutning. Den indtræffer 5-10 minutter tidligere.

God fornøjelse.

<
Fotograf Århus

Anmeldelse Se Dagens Lys, Aarhus Teater

★★★★Anmeldelse Se Dagens Lys, Aarhus Teater

Sex og rosévin, eller vil du have livets mening?

13. september 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★

Sex og rosévin, hvad er der ellers i livets gavebod? Dette er spørgsmålet skrevet med kridt på den grønne tavle i Se Dagens Lys på Aarhus Teater. Svaret skal vi selv finde, fordi stykket er et supermarked hvor vi selv prikker meningen ned fra hylderne. Så her får du indholdet af min indkøbsvogn, trillet ud fra premiereaftenen.

Nydelse hver dag, eller filosofi for evigheden

En mand, spillet af Christian Hetland, har sex med en ny kvinde hver dag. Når han vågner ligger hun klar til ham i sengen. Udhvilet og lækker, altid parat til sex inden dagen triller i gang med børn der skal i skole og arbejde der skal udføres.

Hver dag er en ny dag. Fortiden findes ikke. Det er superkapitalismen i blomst. Det er et samfund der er storforbruger af sex og rosévin, politisk korrekthed og ingen skænderier. Det er nogenlunde sådan vi lever i dag. Ingenting betyder noget. Det er lige meget. Vi vil helst glemme fortiden, fordi den gør os i dårligt humør, og vi vil ikke vide noget om fremtiden, fordi derhenne om hjørnet venter kun alderdom, sygdom og død.

Vi vil glemme.

Men manden bliver forelsket i en kvinde, spillet af Anne Plauborg, som lever i samklang med fortiden og fremtiden. Hun kan huske hvad hun har oplevet siden hun var barn, og hun er nysgerrig efter fremtiden. Hun er filosofisk.

Hun vil huske, hun vil erkende, hun vil udforske, hun vil skabe bevidsthed.

Erkendelse er vigtigere end nydelse. Den pakke med økokologisk brød tog jeg med mig hjem fra teatret, det er for mig meningen med stykket. Men se om du tager en anden mening med hjem.

Er kærligheden meningen med livet

Nå. De to mennesker beslutter sig for at lave et oprør, en revolution. I en verden hvor det er forbudt at elske, gør de netop det. Elsker hinanden hver dag. De vælger kærligheden som alternativ til den hedonistiske verden hvor ethvert behov skal tilfredsstilles nu.

Men kærlighed er farlig, siger universets hersker, Varinka. Mennesket tåler ikke kærligheden, fordi den er triviel og den gør ondt på os. Alt for mange har begået selvmord på grund af kærlighed de har mistet, eller kærlighed de aldrig mødte.

De to holder dog fast på deres valg. De vil kærligheden.

Gå ind og se forestillingen og tjek ud hvordan det går. Det er rimeligt underholdende og spændende. Publikum kom hurtigt tilbage i salen efter pausen for at se afslutningen.

En sympatisk forestilling

Se Dagens Lys er fin. Jeg kunne godt lide den. En sympatisk forestilling.

Den er noget andet end Varinka, universets hersker. Han stinker af fisk og ost, sved og koldbrand. Grim i munden. Kynisk. Klart seende. Han er sandheden, døden og evigheden. Varinka spilles af Anders Baggesen.

Se Dagens Lys er fin på grund af en spændende historie, scenografien af Julian Toldam Juhlin. Det er sparsomt. Nordisk. Se Dagens Lys er også fin på grund af de mandlige skuespillere. Kvinderne har desværre tynde roller, tegneseriefigurer, Anne Plauborg har dog lidt mere at arbejde med, men det er tyndt.

Mænd er seriøse og tænkende. Kvinder er lækre, overfladiske og i sin bedste udgave søgende. Hvad vil du have? Filosofi, eller nydelse og eventyr? Se Dagens Lys rummer begge dele, den er en god historie.

<
Fotograf Århus

Se Dagens Lys, teater og interview med Svend Åge Madsen

Se Dagens Lys, teater og interview med Svend Åge Madsen

Sex med en ny kone hver dag

8. september 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Interview med Svend Åge Madsen om Se Dagens Lys

Se Dagens Lys er skrevet af Svend Åge Madsen, og udgivet i 1980. Nu bliver bogen til scenekunst på Aarhus Teater.

Da du skrev bogen, tænkte du på den som noget "det kommer aldrig til at ske" - eller var det mere som 1948, 1984 et billede af noget der allerede var den gang?

"Jeg troede ikke på det var noget, der var på vej. Det var en dybt urealistisk bog. Jeg havde snarere en fornemmelse af, det her er en åndssvag historie, men det vil være sjovt at prøve at fortælle den."

Det gør dig glad at fortælle historier?

"Ja, jeg kan næsten ikke lade være. Jeg har det lidt ligesom små børn."

Dengang du skrev denne her historie, hvorfor gjorde du det? Tænkte du på fremtiden, eller hvad var det du tænkte på?

"Nej, jeg tænkte på hvordan ville det være for mennesker, hvis vi havde indrettet samfundet anderledes? I første omgang var det kun det at man skiftede ægtefælle, der interesserede mig. Hvordan ville det have ændret os? Hvad ville det betyde for os som mennesker at leve under de vilkår?"

"Og det synes jeg var spændende at tænke, fordi vi er jo tilbøjelige til at tænke om vores samfund: Sådan er det, og sådan kan det kun være! Men vi kunne jo have lavet en hel masse anderledes. Og der forestillede jeg mig, at man skifter kone - hvis man er mand - man skifter kone hver dag. Det var den første historie jeg var i gang med, og så senere udvidede jeg den og synes det var vigtigt at få nogle flere fiktioner med, og så bliver det så også bopæl og erhverv man skifter hver dag, familie og børn og så videre."

"Så efterhånden greb det om sig og blev en helt sær samfundsomvæltning, og ikke kun det der med at skifte æftefælle."

"Det vigtige for mig var at prøve at tænke mig, hvordan var det at leve under de vilkår. Så min research, da jeg lavede den, det var at lægge mig ned på briksen og lukke øjnene, fordi jeg havde ikke noget sted, ikke nogen model jeg kunne bruge. Bare lægge mig ned og forestille mig, hvordan ville jeg have det undet dette? Hvordan snakker man sammen hvis man lever på den måde? Hvilke vittigheder siger man? Hvad er man bange for, og så videre. Altså prøve at leve mig ind i den tilstand, altså en slags indre research som jeg laver, sådan set hver gang jeg laver en historie der er lidt anderledes."

Det er jo mange år siden du har skrevet historien, kan du se noget i dag der minder om noget af det du skrev dengang?

"Ja, jeg synes jo det er begyndt at gå stærkere, og det går så stærkt at jeg har svært ved at følge med. Der er mange ting indenfor teknologien som jeg ikke interesserer mig for, som jeg simpelthen ikke orker sætte mig ind i."

"Og det har jo ændret os meget, mener jeg. Altså for eksempel de - jeg kalder dem gerne asociale medier - hvor folk glemmer deres nærmeste omkreds fordi de har så travlt med den fjerne omkreds de har på medierne."

"Man får en kæmpe stor omgangskreds som man ikke rigtig har relation til, ikke noget forpligtende forhold til. Og det synes jeg er et billede på det jeg har lavet i Se Dagens Lys."

Nu hvor nutiden minder lidt om bogen du skrev for 40 år siden, hvad får det dig til at føle?"

"Jeg er først og fremmest interesseret i at følge hvordan det udvikler sig. Jeg synes ikke jeg kan fordømme noget. Jeg kan mærke jeg kan ikke følge med, eller rettere sagt, jeg orker ikke og jeg har ikke behov for at følge med. For eksempel er jeg ikke på medierne."

"Men jeg synes da det er spændende at se, hvad sker der med mennesker, hvordan udvikler vi os? Hvaffor en slags mennesker bliver vi? Og det er jo klart, vi er hele tiden i gang med at ændre os, finde nye faconer og nye samværdsmetoder."

Tusind tak.

"Godt", svarer Svend Åge Madsen med sin venlige, og bløde stemme.

Fotograf Århus

Anmeldelse Lazarus (David Bowie), Aarhus Teater og Det Kongelige Teater

★★★★★★Anmeldelse Lazarus (David Bowie), Aarhus Teater og Det Kongelige Teater

Anmeldelse af David Bowie Lazarus på Aarhus Teater

29. august 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★★★

Lazarus er et rumskib med David Bowie bag rattet som er landet i Danmark. En international musik teater forestilling som sætter hverdagen ind på den nederste hylde i køleskabet sammen med leverpostejen, og i stedet bliver der serveret kaviar og champagne på Aarhus Teater, og senere hen også på Det Kongelige Teater.

Wow! Det er jo ikke fordi jeg er vild med David Bowie, men efter premieren på Lazarus må jeg købe et gammel stereoanlæg og en pladespiller, jeg elsker de bedste af hans numre der er med i forestillingen.


Og skuespillerne? Ja, de spiller stjernegodt.

Så vi er ude i 6 stjerner, men det giver såmænd ikke nogen mening. Lazarus er en forestilling af internationalt format. Den rager ud som et kunstnerisk Eiffeltårn takket være scenografi, musik, skuespil, historien og instruktionen. Men okay 6 stjerner, som burde være 20 på en 12-skala.

Historien

En mand skal dø, men heldigvis er det David Bowie selv, det er ikke en kedelig gammel fyr uden fantasi, det er et geni der skal dø, og det giver helt fantastiske billeder og tanker om døden, som vi ikke har set før. Det er ikke mig der ærgrer mig over at min leverpostej nu går til spilde. Det er et geni der skal dø. David Bowie løfter døden op til kunst der giver livet en dybere skønhed.

I Lazarus spiller kærligheden en særlig rolle, med Simon Mathew i rollen som Valentine. Det er kærligheden der slår os ihjel. Vi kan ikke dø før vi er blevet set og elsket. Det siger Bowie, og du kommer til at mærke det i dit hjerte, når du ser Lazarus. Det er så smukt og rørende.

Sammen med Erna Walsh lavede David Bowie Lazarus kort inden sin død. Og det skal du være glad for at han nåede. Nu kan du gå ind og se mesterværket, og din sjæl vil aldrig blive den samme igen, i hvert fald bliver den mere glad.

Skuespillerne

Alle har sin favorit. Jeg tror Jacob Madsen Kvols har fået nye ods hos bookmakerne til hovedroller i dansk teater. Han gør det fremragende. Altid i karakter. Seriøs. Fokuseret. Han er den muskel i hjertet der aldrig er i tvivl om det næste slag. Det er stort.

Sara Victoria Bjerregaard bærer den kvindelige hovedrolle så nemt som uskylden i hendes ansigt. Alle hendes replikker kommer uden besvær og hun er det uskyldige barn, hun er empatien, hun er autenciteten. Det er ikke noget hun spiller, og netop derfor er det fremragende skuespil.

Simon Mathew har den tredje hovedrolle som kærligheden Valentine. Han er så fin til at tviste sin styrke med lidt sjov og latter. Han er kynismen og styrken samlet i et levende væsen af sandhed. Han er den skygge vi alle har, den klare viden om at uden kærlighed kan vi ikke leve, og uden kærligheden kan vi slet ikke dø. Han er god til at løfte den originale karakter som Valentine er.

Musikken

Der er den der blanding af depression, livssmerte og lets dance i Bowie. En følelse af ikke at ville give op. Noget fanden i voldsk uden at miste sin værdighed. Det er god musik. Alle synger fantastisk, og musikerne leverer fint.

Scenografi og lys

Tip top. Albrechtsen og Hersland har skabt et stramt geometrisk univers - det eneste egentlige menneskelige vi har, firkanten - som støtter historien super. Billedrammerne dratter ned fra loftet med erindringer, men rammerne er også døre ind til nye verdener, nye tanker. Vi opholder os i rammerne.

Modtagelsen

Stort bifald. Efter 4 sekunder rejste folk sig op. Jeg har aldrig set så stort og velment et bifald på Aarhus Teater. Det var ikke høfligt, det var begejstret.

Tak for den oplevelse.


<
Granhøj Dans

Anmeldelse af An Eve And an Adam på Teatret Svalegangen

★★★★Anmeldelse af An Eve And an Adam på Teatret Svalegangen

Erotikken opstår i det flakkende lys

30. august 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★

To nøgne mennesker eller to røde roser, hvad er smukkest, synes du? Den skarpe form på bagdelen af en Ferrari, eller kvindens spændte baller? En rumraket der stiger op mod stjernerne, eller en mands lem der rejser sig i mørket?

Sofia Pintzou og Nikolaj Karczewski er nøgne på scenen. Vi er 100 mennesker i det knaldsorte mørke. En lampe griber fat i ledningerne fra det nærmeste kraftværk og kaster pludseligt sit lys ud over danserne. De bliver skræmte, og 3-4 mænd sukker hørligt i flokken af tilskuere. Åh, nøgne mennesker. Vores øjne ser dem.

Nøgenhed. Kroppen. Lemmet. Kønnets læber. Brystkassen. Brysterne. Håret. Nu er det, at det bliver interessant, og det er derfor jeg elsker nøgendans. Hvordan kan man skabe en historie, når publikum mest ser dine stive brystervorter og lemmet der er ved at rejse sig. Hvordan kan man kommunikere med publikum, sige noget vigtigt, så de hører efter.

Dette spørgsmål kender alle kvinder med store bryster. Mænd hører ikke efter hvad de siger. Ikke rigtigt, i hvert fald. Og mænd med stramme bagdele i jeans, kvinderne snakker dem bare efter munden og kigger bag deres ryg.

Granhøj Dans mestrer nøgenheden

Nøgenhed gør det ekstra svært at skabe kunst på scenen, og rigtig mange gange giver kunstneren op. I stedet for at sige noget, bliver nøgendansen en fremstilling af kønsdele og muskler, hvoraf ingen af dem brillierer særligt med evnen til at fortælle en god historie.

Palle Granhøj forstår kunsten at sige noget, så publikum hører efter. Forestillingen An Eve And An Adam fortæller om den brændende trekant mellem begær, erotik og bevidsthed.

I skarpe skift springer danserne mellem det naturlige i os, og det kulturbestemte, det intelligente, det mentale. De danser i bladene, skræmmes af lyset - som i forestillingen har fået rollen som bevidsthed.

Du kender den historie. I begyndelsen var lyset, og lyset var hos gud, og alt det der.

Lyset er bevidsthed - Erotikken er i mørket

Lyset bruges i forestillingen til at vække danserne til fornuften, ritualerne, skammen og skylden. Ind imellem forsvinder lyset og bliver til en dansende lyskegle, vi er i det flakkende lys, mellem mørket - som er erotikken - og lyset som er fornuften.

Det er så fedt at se hvordan danserne skildrer at erotikken opstår i det flakkende lys. Der hvor vi mærker forbindelsen mellem kroppene, fremfor at opleve tankerne som øjnene skaber uden at de egentlig vil det.

Vi får hele historien om Adam og Eva, fra deres opvågning i paradis helt frem til i dag, hvor manden og kvinden deler deres gaver med hinanden. På lige fod. Lige værdige. Lige gode og lige dejlige.

Fed forestilling, tak for at Teatret Svalegangen har bragt den til Århus, så du kan gå og se nøgendans inden det bliver aften, og du og din partner tager bagefter hjem i det flakkende lys, mærker hinanden og forsvinder ind i hinandens frodige landskaber.

Rumraket, eller ej.

<
Fotograf Århus

David Bowies Lazarus, Musical på Aarhus Teater og Det Kongelige Teater

David Bowies Lazarus, Musical på Aarhus Teater og Det Kongelige Teater

David Bowie Lazarus i Århus og København

26. august 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy


Lazarus af David Bowie og Enda Walsh. En stor musikal-oplevelse i Aarhus og København. Stykket er iscenesat af Heinrich Christensen.


Jakob Madsen Kvols spiller Thomas Newman som er faldet ned på jorden og drømmer om at komme hjem igen. Øvrige medvirkende er Sara Viktoria Bjerregaard, Sofia Nolsøe, Simon Mathew, Bjørn Fæstad, Mathias Flint, Nanna Bøttcher, Kjartan Hansen, Sofie Topp-Duus, Isa Marie Henningsen, Kristine Marie Brendstrup.


Historien er David Bowies i samarbejde med Enda Walsh, inspireret af The Man Who Fell to Earth. Det handler om at sige farvel til dem man elsker. Kæresten, familien og vennerne. Den situation som David Bowie kendte fra sig selv. Han døde kort efter premieren på Lazarus, 69 år gammel.


<
Christoffer Brekne

Anmeldelse Human in Balance på Bora-Bora

★★★★★Anmeldelse Human in Balance på Bora-Bora

Menneskets stemme kan du høre i bevægelsen

4. juni 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★★

Don Gnu har skabt forestillingen og fundet danserne. Det er en vellykket forestilling, fordi akrobatikken bliver til dans, og dansen bliver til en historie om hvor fantastisk det er at være menneske.

Livet handler om at være i balance

Vi skal hele tiden være i balance. Bare det at holde sig oprejst er en kunst. Dit spædbarn på 9 måneder ligner fuldstændigt danserne i forestillingen, når de hopper rundt på cirklens tonstunge vippebræt der symboliserer livet. Det er svært at holde balancen, men vi vil.

Historien starter med livets ankomst til jorden. En fantastisk sjov og lattermild scene, hvor den store danser pludselig får forvandlet sin ene hånd til en fod.
Man skal nok se det selv, men det er sjovt.

Senere handler det om balancen mellem det maskuline og det feminine. Det er kærlighed og snoretræk som får danserne til at svæve rundt i rummet. Smukt.

Maskuline mænd med muskler, uhmm

Sang og dans. Mening i livet. Ikke som politik, men som sprællevende kunst der gør livet større, sjovere og 100 gange mere empatisk end noget politisk standpunkt. Mændene på scenen er rigtige mænd, stærke og muskuløse, det er fedt at se manden i sin oprindelige maskuline indpakning. De fleste af os jo desværre blevet dyppet i feminismens suppegryde siden vi var børn, rart at se noget af den oprindelige mand, den nu udrydnings-truede menneskeart.

Don Gnu på Bora-Bora har fat i det vigtigste i livet: Det skal være sjovt, og det skal give mening, og vi skal være her alle sammen.


<
Foto Emilia Therese

Anmeldelse Katastrofen Sker i Pausen på Aarhus Teater og Betty Nansen

★★★★★★Anmeldelse Katastrofen Sker i Pausen på Aarhus Teater og Betty Nansen

Jeg ringer til min dansklærer, fordi nu er postmodernismen død

14. maj 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★★★

I 100 år har vi været plaget af tåbens svagsind som forpestede os indtil i går. Eller i morges, faktisk. Postmodernismen. Nu er den død. Teater har igen fået mening, derfor er Katastrofen Sker i Pausen årets sensation. Gå ind og se den, for fanden da, i Århus eller på Betty Nansen. Det er en god oplevelse. Gruppen af unge skuespillere gav en underholdende uppercut til hele den forstokkede verden der holdt op med at tro på noget i 1880.

Tak for det. I årtier har vi hutlet os gennem ørkenen, sammen med tomhjernede forfattere brægende som tørstende får. Vi har vænnet os til det. Levet med at teater skulle være tandløst, forvirret, politisk korrekt. Provokerende når det var bedst, men altid uden mening, fordi "kunstens mål er at undersøge". Not.

Efter premieren i dag på Katastrofen Sker i Pausen er alting forandret.

De 2 historier matcher hele sæsonens bud

Afgangsforestillinger fra Den Danske Scenekunstskole ejer typisk ungdommens glød, talent og frimodighed. Men forårets forestilling er noget særligt for mig.

Ja, scenografien er i top med Karin Gille. Mia Lipschitz har iscenesat. Godt lys, super lyd, musikalsk. De unge skuespillere fungerer helt ud til det yderste af fingrene, de er til stede kropsligt, følelsesmæssigt og kunstnerisk.

Men det særlige er at du får 2 fænomenale historier. 2 teaterstykker som spiller lige op med alt du har set denne sæson, når det gælder en god historie.

Vi fulgte diktatorerne og gav dem vores nøgler

Begge teaterstykker handler om pausen i livet. Der hvor vi ikke tager ansvar. Det er her katastrofen sker, i pausen. Du kan tage alt fra de sidste 100 år og putte det ind i pausen. Vi fik maskingeværer, der gjorde mennesket til offer. Vi havde koncentrationslejre. Vi fulgte store mænd, overlod nøglerne til vores hus i hænderne på diktatorer.

Stykkerne beskriver postmodernismen - som var én lang pause. Vi nægtede at tage ansvar. Moralen døde. Samvittigheden. Alt var lige godt, og dermed ligegyldigt. Vi blev svenske inde i hovedet. Politisk korrekte og ikke i stand til at navigere i livet.

Det ene stykke - en farce - foregår på et kontor, hvor chefen er lige lidt for kynisk. Men folk følger ham. Det andet stykke - en fantasy - foregår i et spirituelt fællesskab hvor guruen er wannabe, men folk følger ham.

Hvad der sker derefter, det skal du selv opleve. Det handler om hvordan vi kommer tilbage til autoriteten i os selv.

Åh min dansklærer bliver ked af det nu. Velfortjent.

Tilbage på scenen er ansvar. Det personlige ansvar, og det skal altså ikke forståes som en dum reklame for et af de politiske partier. Nej, ansvaret som vi kender det fra nordisk mytologi. Dermed også moralen.

Der er forskel på rigtigt og forkert. Det har vi vidst siden dengang vi var danske og lyttede til de nordiske myter. Okay, vi glemte det i 100 år, men nu er den tilbage. Moralen.

Der er noget der er rigtigt. Bare fordi. Sandheden er ikke en sociologisk konstruktion, den er. Eventyret er ikke et brægende mørke af tvivl, det er. Tak for at blive mindet om det. Jeg skal ringe til min dansklærer. Jeg giver ham en billet til forestillingen, med lidt held får han hjertestop når hans indre postmoderne bogreoler styrter i grus. Og det vil være lidt synd for ham, men det er ungdommen der er på scenen nu, og de styrer. Selv.

<
Foto Emilia Therese

Anmeldelse The Rocky Horror Show Aarhus Teater

★★★★★Anmeldelse The Rocky Horror Show Aarhus Teater

Folkefest for fri sex og varm erotik på Aarhus Teater

3. maj 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★★

Sneen vælter ned, da vi træder ud i maj fra teatrets varme hule. Eller også er det konfetti fra gud. I hvert fald har vi tilbragt 2 timer i en folkefest for fri sex og erotik. Og der blev kastet med konfetti, masser af konfetti. 500 mennesker dansede mellem stolerækkerne. Der blev skudt med vandpistoler og kastet spillekort. Hujet, og klappet. Råbt ukvemsord mod fornuftens stemme på scenen. Klapsalver til alle de medvirkende.

The Rocky Horror Show er en fest for friheden. Den har vi savnet i mange år, mens nypuritanismen har spist hjørner af vores frihed, sådan som en lille dum mus gnaver på en kiks. Nu er den tilbage, i hvert fald på teatret i byens centrum, friheden.

Hjælp, jeg er liderlig

Festen var oprindeligt en subkulturens fest. En fest for de underlige mennesker i London, som udforskede den seksualitet der ikke var med i skolebøgerne i biologi. Det er 45 år siden der var premiere i London. Tiden er gået. Det er okay at gå i kjole som mand, og kysse hvem du har lyst.

Alligevel har The Rocky Horror Show overlevet tidens tand. Fordi selvom vi er frie, så har hver generation et spørgsmål ingen skolelærer vil svare på: "Hvad skal jeg gøre, jeg er liderlig?"

Publikum i salen er med på den. Uanset hvilken form for sex vi foretrækker i sengen, så er selve spørgsmålet eviggyldigt.

En historie med horror og science fiction

Et ungt par er lige blevet gift. De kører afsted og punkterer. I et frygteligt uvejr søger de ly på lystens slot der styres af Frank-N-Furter. Her møder de lysten, det hæmningsløse og det hedonistiske.

"Don't Dream It - Be It". Og det gør de begge to hen ad vejen. De finder lykken ved at give kroppen lov til at mærke og smage. Det er okay at have lyst og udleve sin lyst.

Den simple historie er pakket ind i de gode clichéer fra B-film. Splatter, science fiction, horror, sex. Det er sjovt, og det er underholdende.

5 stjerner til musical om sex

Jacob Madsen Kvols er en fremrangede Frank-N-Furter. Mathias Flint god som den dydige Brad der ledes i fordærv. Marie Marschner rigtig fin som Janet der finder sin seksualitet. Simon Mathew i karakter som den pukkelryggede Riff Raff der tjenestevilligt husler rundt og spreder glæde i publikum.

Sød historie. Masser af point for folkefesten hvor publikum tør slå sig løs. God musik. Fin koreografi og scenografi. Mange blandt publikum shinede, både frække mænd med korset og flotte kvinder med bule i bukserne.

Så fem stjerner til en god forstilling om sex. Tak for den oplevelse.

<
Kollage

Anmeldelse Corydong Teatret Svalegangen

★★★★★Anmeldelse Corydong Teatret Svalegangen

Politiker scorer kassen. Ny redaktør på Anders And

30. april 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★★

Ja, socialdemokraten Bjarne Corydon fik et fedt job på finansfyrsternes Anders And Blad, dagbladet Børsen, og drengene gaflede alle 20 millioner kroner hver fra kagefadet, dengang DONGs mødom og skæbne blev solgt til en af verdens mest forhadte virksomheder. Det var en fed fidus som amerikanske pengefolk tjente milliarder på.

DONG lå bare der og lokkede med sin frugtbarhed, danskernes energiselskab fuld af olie, gas og vindmølleparker på vej. Som en stribe friske jordbær i en have uden vagthund. Ingen kan sige nej til et ubevogtet jordbær.

Tillykke med det. Svindlere.

Du er for dum til demokrati

Du ved det måske allerede. Høvdinge på Christiansborg styrer Danmark med spindoktorer og journalister på de store medier. Det er fordi du er for dum til politik. Faktisk er demokrati alt for vigtig en sag til at man kan overlade det til almindelige folk.

Teaterforestillingen CoryDONG på Teatret Svalegangen rammer plet. Lige ned i det rådne sår i vores demokrati. Intet vigtigt i det her land styres af menige politikere på Christiansborg. Alting afgøres af topfolk i Socialdemokratiet og Venstre i en smagløs 69'er med landets finansfyrster. Socialdemokraterne under vægten af Fritz Schur, Venstre i et håndjob med Henrik Poulsen.

For 10 mia. kr. varm luft, tak

Bjarne Corydon har en træls karakter i teaterstykket CoryDONG, og måske er han i virkeligheden en guttermand. Men hans person er slet ikke så vigtig. Ja, han var med til at vi gav 10 millarder til nogle folk i USA for absolut ingenting andet end varm luft. Herregud. Folketinget stod bag ham.

Det er ikke noget alvorligt, nogle milliarder her og der.

Pyt med DONG, fordi Danmark taber jo milliarder hver gang Folketinget køber en stak jetjagere fra USA, bygger supersygehuse der skal sælges til forsikringsselskaber, skåler i god Italiensk vin og siger ja til 100-vis af ubrugelige tog, indkøbt til de nedslidte danske jernbaner som skal sælges til tyskerne.

Landet styres af udemokratiske bøller

Hvorfor begår Folketinget i grunden så ufatteligt mange dumheder? Det er fordi bøllerne styrer landet. Mette Frederiksen. Lars Løkke. Bosserne. Den slags typer. Bjarne Corydon, dengang som minister, nu i en ny rolle. De menige folketingsmedlemmer får aldrig så mange fakta på bordet, at de overhovedet aner hvad de stemmer om.

Som menig politiker stemmer du det samme som din partiformand, og han/hun siger at sagen er alt for kompliceret, og den er behandlet færdig i ministeriet. "Har du nogen spørgsmål?"

Dét er sandheden om Christiansborg, påstår teaterstykket. Du ved ikke hvorfor sygehusene skal sælges. Du ved ikke om det er fornuftigt at bruge 100 milliarder på krigsfly. Men jeg garanterer: De menige politikere på Christiansborg, de aner det heller ikke.

Landet styres af en håndfuld politikere og finansfyrster som skraber til sig. Resten af os er bare målskiver for spindoktorerne.
Vældigt deprimerende. Men også sjovt.
CoryDONG er fed underholdning. Stykket er politisk, og jeg ved ikke noget værre end det. Jeg vil have drama, kærlighed, emotioner og gode historier på teatret. Men CoryDONG er altså vellykket som et stykke politisk teater, fordi det afslører problemet med Christiansborg:

- Menige politikere forhindres i at få viden om hvad de stemmer om, fordi de er kun stemmekvæg. Og bøllerne har givet frikort til de statsansatte spindoktorer, så de frit kan fylde danskerne med løgn uden at journalisterne kan fange dem med aktindsigt, fordi vi er også kun stemmekvæg i bøllernes øjne.

Når man lever i en osteklokke og kun tænker på penge og magt

En aktuel måling af danskernes tillid til politikere siger 29%. Vi er 71% der har gennemskuet det rådne æble, og vi forstår at mange politikere lever i en udemokratisk osteklokke hvor de hytter deres egen ost.

Nej, nu må jeg stoppe. Ellers ender det med jeg bliver politisk. Men det var godt teater. 4 stjerner for skuespil, fantastisk historie, relevant, super underholdende. Den 5 stjerne er for at være politisk i sin scenekunst. Det er gammeldags og vældigt forfriskende, i en tid hvor ingen tør sige noget af frygt for at sige sandheden.

<
Foto Anna Marin Schramm

Anmeldelse: Audition Aarhus Teater

★★★★★Anmeldelse: Audition Aarhus Teater

Publikum er den sjette skuespiller

12. april 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★★

Jeg sidder lige nu på scenen i en sofa og kigger på Anne Plauborg og Luise Skovs bryster mens de kysser hinanden som i en mindre god pornofilm, og jeg har en erotisk kvinde i rød trøje presset ind mod min krop. Jeg kender hende ikke, men hun siger hun hedder Birgitte og jeg synes hun er dejlig varm. Det er faktisk en behagelig oplevelse at være statist som publikum i teaterstykket 'Audition' på Aarhus Teater.

Som publikum er vi til Audition på Aarhus Teater, hvor vi er med til at skabe en film, live på scenen. Vi er i grænselandet mellem scenekunst og publikum, et eller andet sted mellem fiktion og virkelighed.
Jeg tror ikke der er nogen grund til at sige mere.
5 stjerner. Det var meget godt.

Det er et genialt teater-stykke

Og så alligevel, jeg ved ikke. Måske kan jeg sige lidt mere om forestillingen. Den er genial men det har vi set før, når Sargun Oshana og David Gehrt er instruktør og scenograf.

Genial er et andet ord for, at en meget intelligent person længes noget så frygteligt efter at erobre rollen som menneske og endeligt træde ind i verden.

At være genial er måske i virkeligheden den mest udbredte følelse i vores tid. Vi er alle sammen vældigt kvikke. Omlægger huslån. Chiptuner vores bil. Vi er vores egen marketingdirektør. Vi er personlig assistent for det fænomen der har det samme navn, som det der står på vores egen postkasse.

Vi er alle sammen geniale - med undtagelser - og længes efter noget så simpelt som at være et rigtigt menneske.

Vi bor på fuppernes planet

Sargun og David har i et par år nedbrudt teaterrummet, fjernet den fjerde væg, udslettet scenen. Med Audition nedbryder de den rolle man traditionelt har som publikum.

Vi er en del af skuespillet, de cirka 80 personer i rummet. Og det er jo interessant. Publikum er med i stykket uden at få løn for det. Vi får lov til at optræde sammen med professionelle skuespillere uden at vi har hverken uddannelse eller talent for sagen. Hvilket jo også er lige meget.

Fordi vores jord er fuppernes planet. Vi lader som om at vi ved noget, at vi er noget - men det er altsammen blot selfies taget i den rette vinkel.

På den måde synes jeg det er lykkedes Sargun Oshana og David Gehrt at ansvarliggøre publikum. Du er en del af stykket. Det er dig der skaber det du ser på film og på teatret. Du har et medansvar. Splatter, porno, TV2-serier, talentløse debatter, det er alt sammen skabt fordi du kræver det. Gør du ikke?

Skuespillerne

Jeg er ret vild med Anne Plauborgs skarpe skift i karakter. Hun spiller en ung kvinde der vil gøre alt for at få en filmrolle. Hun er naiv. Usikker. En flammende furie. Sexgal. Veg. Jeg beundrer hendes evne til at skifte karakter.

Og Luise Skov er jeg vild med. Hun er konkurrent til Plauborg om at få en bestemt filmrolle i stykket. Skov har den der særlige værdighed, som næsten ikke findes mere. Hun er skuespillerinde, og det er fedt. Et prædikat som betyder varm, rummelig, og større end den rolle hun spiller.

Mathias Skov Rahbæk er en gavtyv, en charmør, men er også en oprørsk person. Forfatteren har givet ham tørre kiks i munden og for få kilo på vægtstangen, men det stof han har til sin rådighed, det afleverer han stærkt.

Anders Baggesen spiller psykopat-instruktør. Det er altid en nem rolle for mandlige skuespillere at spille psykopat, hvorfor ved jeg ikke, men jeg er ret vild med hans præstation. Det er godt teater. Klart og tydeligt, Baggesen kan sit håndværk og han har meget energi, fedt.

Mette Døssing er assistent for instruktøren. Som Mathias har hun mindre at arbejde med, men hun viser et dejligt flakkeri mellem indyndelse og overgreb. Hun er en oprørsk person, og jeg synes hun skal spille sammen med Mathias i et nyt stykke, og så skal de to være heltene.

Publikum er den sjette skuespiller

Nå. Den her anmeldelse bliver alt for lang. Nu må det slutte. Tag ind og se Audition for at grine og få en ny oplevelse. Historien er dårligt skruet sammen, fordi forfatteren Jenny Lund Madsen med vilje har brugt clichéerne og tomheden fra tusindvis af tv-serier. Historien er et stilbillede af en stilstand. I en god historie har vi de gode og de dårlige som kæmper mod hinanden. I Audition er alle dårlige. De 5 skuespillere rummer de svage elementer i tiden. Mest psykopatien, dernæst at ofre sig selv for at udvide sin selfie til et helt filmlærred. Parere ordre. Indordne sig. Miste sig selv.

Publikum har dermed fået rollen som den sjette skuespiller. Det er publikum, det er os der kigger på, vi er den sjette skuespiller der har de gode kvaliteter. Moral. Omsorg. Autensitet.

Publikum, vi er dem der har muligheden for at træde i karakter og give historien en anden drejning. Måske slukke for medierne hvor psykopaterne hersker. Lægge telefonen fra sig. Men i hvert fald, gå ind og se Audition. Måske du kommer ud som et lidt mere oprørsk menneske, med mere vilje til at påvirke folk omkring dig, så vi kan få en bedre verden.

Nej, det er muligvis slet ikke budskabet fra Sargun og David, men det var nu de ord der aflejrede sig på min staveplade efter jeg var med til Audition på Aarhus Teater. God fornøjelse. Jeg kan stærkt anbefale småkagerne i scenen hvor der er læseprøve. Jeg fik 4. En af dem var en chokoladekringle med sukker, uh den var god.

<
Fotograf Århus

Audition på Aarhus Teater, scenograf David Gehrt

Audition på Aarhus Teater, scenograf David Gehrt

Hvor langt vil publikum gå til psykopat-casting på en film? Audition på Aarhus Teater

9. april 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Hvad er vigtigst? De fire hjul på en bil eller motoren? Måske rattet? Sådan er det også med teater. Det er de mange kompetente mennesker der i fællesskab driver stykket fremad. Her er et interview med en af dem. Scenograf David Gehrt.

Eksperimentet fortsætter

I to år har David Gehrt og Sargun Oshana lavet eksperimenter på Aarhus Teater. De har brudt strukturen op og lavet forestillinger hvor publikum indtager nye pladser, ofte blandet op med skuespillerne på gulvet. Nu er eksperimentet klar med en ny provokation til publikum.

Vil du have den filmrolle?

Audition er den sidste forestilling i rækken. Tilbage er publikums vanlige siddepladser, men eksperimentet fortsætter, fordi publikum har mulighed for at blive inddraget i stykket. Spørgsmålet er direkte sagt: "Hvor langt vil du gå for at få en filmrolle?" Men spørgsmålet er også, hvor langt vil publikum gå, når stykkets psykopat-instruktør krænker sine skuespillere? Publikum er nemlig med på filmsettet og en del af forestillingen.

David Gehrt fortæller om Audition og deler nogle af de erfaringer som han og Sargun Oshana har fået gennem eksperimenterne på Aarhus Teater. Det handler blandt andet om gruppedynamik. Publikum er et flokdyr der følger den der går forrest. Dermed får den første i gruppen en stor indflydelse på de øvriges adfærd.

<
Fotograf Århus

Opskrift lammekølle / braiseret lammeskank

Opskrift lammekølle / braiseret lammeskank

Køkkenchefens opskrift på lammekølle: Braiseret lammeskank

17. april 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Køkkenchef Nanna Krøjmand er glad for lam. Hendes braiserede lammeskank er så mør at man kan spise den med øjnene. Se for dig selv og få hendes tips til hvordan lam smager perfekt. Det handler blandt andet om tomat, porrer og gulerødder. For at lave en god smag skal man altid have en masse grøntsager. Timian, urter og rødvin. Samt god tid.

Uhm, lækkert! God fornøjelse.

Restaurant Olive
Køkkenchef Nanna Krøjmand
Hjemmeside Olive.dk
Adresse Kaløgade 1 (Mejlgade), 8000 Aarhus C

Fotograf Århus

Anmeldelse: Cirkus Arena 2019 i Aarhus

★★★★Anmeldelse: Cirkus Arena 2019 i Aarhus

Billeder fra Cirkus Arena i Arhus

14. april 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★

Solskin og Cirkus Arena går fint sammen. Med mindre man er veganer. 20 af dem står på fortovet på begge sider af krydset med papskilte mellem hænderne. De er vrede, men skiltene er pæne. Hesteridning skal forbydes. Så skal det nok gå alt sammen.

"Heste er ikke underholdning", siger de høfligt. Jeg spørger om de ikke vil med over på cirkuspladsen? Så er de lidt tættere på de folk der går i cirkus. Men de tør ikke. Politiet siger de ikke må.

Indenfor i teltet sidder vi mange hundrede mennesker. Især børn. Elefanterne er udvist af cirkus, og nu er det så åbenbart hestenes tur. Børnene kan ellers godt lide dem. Cirkusprinsessen Larua Berdino har magten over 6 heste. De løber rundt. En af dem kan gå på bagbenene. Barnet ved siden af mig er imponeret.

Der er også arabiske kameler 6 styk. De har sådan nogle flotte læber når de dasker rundt i manegen i luntetempo. Børnene kan godt lide dem. Veganerne boykotter vores underholdning. De langlemmede dyr er nutidens slaver, siger de. Jeg synes dromedarerne minder mere om nutidens mennesker.

Vi løber også rundt i manegen og gør hvad der bliver sagt.

Derfor er jeg ikke så vild med dyrene i Cirkus Arena. Et menneske stiller sig stolt frem og siger: "Se hvad jeg kan få denne her hest til at gøre." Det virker gammeldags, vores natursyn har forandret sig. Jeg vil hellere se hvad mennesket kan gøre, når det styrer sig selv.

Til gengæld er det fantastisk at opleve akrobaterne. Det at kunne styre sin egen krop, det er fedt. Meget inspirerende. De cirkusfolk kan det mest utrolige. Stå på en hånd. Saltomortaler. Flyve gennem luften og gribe et par hænder. Elsker det.

Udenfor skinner solen stadigvæk. Veganerne er gået. Deres mor har nok ringet og sagt de skulle komme hjem.<

Fotograf Århus

Anmeldelse: En Lille Smule Ubehag på Teatret Svalegangen

★★★★★Anmeldelse: En Lille Smule Ubehag på Teatret Svalegangen

Latteren er med til at redde hans liv

23. marts 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★★

Sådan overlever Frank kræft i prostata. Det er historien i monologen En Lille Smule Ubehag, skrevet af Jeff Metcalf. En god historie. Følsom, meget morsom, oprørsk og medrivende. 5 stjerner.

Holger Østergaard er Frank som fortæller om hvordan han overlevede den sygdom mænd frygter mest. Prostatakræft som kan frarøve os vores liv og vores seksualdrift, det førstnævnte mere alvorligt end det sidste. En sygdom vi ikke taler meget om. Fordi vi er mænd, og fordi det berører tabu: At være impotent.

Det gode ved stykket er at det tiltrækker både mænd og kvinder. Salen var fyldt med mennesker i 30 til 50 års alderen, cirka. Og der blev grinet. Meget.

Humor og latter er godt når livet er svært

Frank er sjov og underholdende, mens han beskriver sit møde med lægerne. Deres undersøgelser gennem private portåbninger som anus og penis. Han laver sjov med sig selv og situationen, selvom alt omkring prostatakræft er alvorligt.

Vi skal grine ad døden. Grine ad os selv. Hvis ikke vi har latteren kan det blive for tungt. Og Frank overlever, måske takket være sin humor og lyst til at leve. Undervejs dør andre mænd, fordi de giver op. Og han overlever også det skifte som sygdommen udsætter ham for, skiftet fra mand med markerede muskler, til at få cykelrytterben hvor hårene er faldet af på grund af de kvindelige hormoner lægerne sprøjter ind i ham for at redde hans liv.

Det er et tankevækkende stykke, og følelserne vælter mange gange op i brystkassen. Som latter, eller hjertet der kniber en lille tåre.

Vedkommende og relevant, En Lille Smule Ubehag gør os alle sammen lidt klogere på mænd og sygdom, og samtidig fik vi halvanden time i godt selskab med Holger Østergaard. En udtryksfuld skuespiller som griber publikum og hjælper os gennem strabadserne med humoren og livsglæden intakt.

<
Foto Andrej Lamut

Anmeldelse: Pursuit of Happiness, Pavol Liška & Kelly Copper

★★★★★★Anmeldelse: Pursuit of Happiness, Pavol Liška & Kelly Copper

Pornofest i domkirken, mens din kvinde føder og din far ligger for døden, eller omvendt

21. marts 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★★★★
Derfor er der 6 stjerner

Stykket er et perfekt spark i menneskehedens nosser. Derfor griner de unge i publikum og vi gamle er i chock. Den forestilling er en helligbrøde mod al kultur, dannelse og menneskelige forestillinger. Den er en pornofest i domkirken, mens din kvinde føder og din far er død, eller omvendt. Den er vegetarfyld i din hotdog-pølse. Den er frisk kød i din burger, en prut i din softice. En skændsel. Forargelig, forfærdelig, forsmædelig, fortrædelig.

En lækkerbid.

En delikatesse, altså hvis man kan lide den slags intellektuelle crap, og det kan jeg. Det er kun mine knæ der låser sig fast i rædsel, mit hjerte knuger sig sammen, mine hænder nægter at klappe og jeg har mest lyst til at række tunge ad showet. Men intellektuelt fungerer Pursuit of Happiness fortrinligt. Min hjerne spinder af vellyst, og jeg er da også træt af alt det meningsløse i livet, som for eksempel krig og vold.

Det unge publikum jubler og griner i velvalgt dominans

Det fantasifulde publikum klappede og hujede da showet var færdigt, kæmpe bifald fordi de benyttede sig af deres demokratiske ret til at dominere vi andre, bare fordi de er flest og fyldte salen op. Og nej, jeg klappede slet ikke, selvom rablende intelligente Pavol Liška havde gjort alt for at drive mig til vanvid med verdens største crap-show Pursuit of Happiness.

Begge mine knæ blødte nemlig ned på gulvet mellem stolerækkerne efter 40 minutters tåbelige, ubefæstede og pjattede manifestationer på scenen. Jeg overvejede hvordan ambulancen skulle komme ind på scenen på Aarhus Teater og tage mig med. Måske jeg kunne få et lift med Pavols RBM? (Inside joke, se forestillingen).

Efter mine knæ døde, fortsatte Pavol i en helvedes time yderligere og 15 djævelske minutter med en uendelig strøm af ungdommelige, disruptive, adiafora tåbeligheder. Han kører med cirka 200 ord i minuttet. Ordene er oversat til dansk på en tavle over scenen. Men det er lige meget. Også på dansk er hele hans vanvid komplet meningsløst - på engelsk er de dog (det må indrømmes) formfuldendte som britiske Monty Pythons fløjlsrøde relikvier.

Sæt 270 kr. på rouletten, du bliver snydt uanset. Fordi det er menneskets natur. Vi er fulde af fup, meningsløse regler, uforstand, styret af fragmenterede bombeveste, gennemhullet logik og guldfisk i kraniet

De folk der havde bedre knæ end mig, og de var 7, de havde forladt det rablende vanvid hurtigt. Simpelthen rejst sig op, havde lagt de 270 kroner på stolesædet for en spildt teaterbillet, og var skredet fra verdens mest elendige teaterforestilling.

Men resten, et par hundrede unge mennesker fra byens universiteter, var ellevilde med Pursuit of Happiness.

Hvorfor?

Pursuit of Happiness er en hån mod ethvert dannet menneske som kan lide at spise godt, få sig en drink bagefter, eller to, plus et ekstra glas vin i foyeren, og som elsker at sidde mageligt i plyssædet og lade sig underholde i teatret.

Nørdernes hævn over de normalt begavede

Og de gør det med vilje, Pavol Liška og partner in crime Kelly Copper. De er begge stukket af fra det studiekammer hvor de samtidigt indså: Livet er meningsløst og menneskeheden er bindegal. Deres fantasi og skamløse intellektualisering har gjort dem berømte i den vestlige hemisfære, på festivaller hvor der er unge intelligente mennesker som også er træt af livet og menneskene, sådan som vi normalt begavede lever det, livet.

En velfortjent afklapsning, det er Pursuit of Happiness. Men det er også verdens største crap-show, inklusiv forstæderne i Bagdad (inside). Crap, fordi nogle af os der er trætte af krig og vold, vi tænker faktisk det er fedt at snakke sammen, vi er konstruktive, vi skaber mening, går til alvorlige samtaler hos psykologen, dyrker kærlighedens glæder, bliver gift, køber en bil og en pensionsopsparing. Og en havenisse...

Argh, måske har han ret, Pavol Liška! Livet er tomt og dumt, og man skal flytte havenisserne hver gang græsset skal klippes i soldaterfrisure og ledningen til plæneklipperen er for kort. Øv.

Rablende stjerner nu i farver

Nå, tjek det ud selv. Du kan se de seks stjerner er i forskelig farve, fordi forestillingen er bindegal, og genial. Men garanteret er de 270 kr. billetten koster tabt for altid, så er du advaret, og hvis du er ung og intellektuel vil du for altid huske showet som noget af det sjoveste du har oplevet. Inden du oplevede det der, du ved nok. Og dertil kommer at Pavol Liška lover han vil danse på din grav og gentage sin monolog i al evighed mens regnormene gnaver sig gennem dit kranie. Man får noget for pengene på Aarhus Teater.

I omegnen af Bagdad, cirka. Fuck. Jeg savner allerede Pavol Liškas vanvid. Hvordan skal jeg falde i søvn i aften?

<
Fotograf Århus

Prostatakræft: En Lille Smule Ubehag, Teatret Svalegangen

Prostatakræft: En Lille Smule Ubehag, Teatret Svalegangen

Den store frygt: Døden og impotens - En Lille Smule Ubehag

19. marts 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Holger Østergaard spiller Frank der er blevet syg i sin prostata. Det gør han i stykket En Lille Smule Ubehag på Teatret Svalegangen. Han har fået kræft. Hans spermkirtel skal fjernes, og nu er han bange. Vred. Oprørt.

"Det er jo virkelig alvorligt", fortæller skuespilleren Holger Østergaard. "Men det gode er, at Frank siger de ting vi ellers ikke tør tale om. For eksempel at penis spørger ham efter operationen, hvorfor den ikke er blevet informeret inden lægerne tog prostata. Den er blevet lidt kortere, og det er den ikke så glad for."

Frank bruger sin sorte og tørre humor til at overleve prostatakræft. På den måde lærer han publikum om at have modet til at se alle mulige sygdomme i øjnene, og overleve dem uden at gå i stykker indvendigt.

Den direkte identifikation

Instruktøren er Per Smedegaard. Hvad har han gjort for at lave et stykke om prostatakræft som mænd kan holde ud og se på?

"Jeg tænker at ved tage fat i det, så bliver det vedkommende. Der er et menneske der står foran dig som føler og gennemlever det. Den direkte identifikation der er i det, det tror jeg sådan set er det vigtigste, netop når det er en monolog, og et menneske og en sag."

Humor hjælper os gennem svære oplevelser

Teatret Svalegangen har vist stykket til en gruppe mænd der har haft prostatakræft.

"Ja, der er ikke noget vi viser her, som prostatakræft-patienter ikke kan genkende", siger Holger Østergaard. "Og de var glad for humoren i stykket. Og det tror jeg vi alle sammen har brug for. De der vanskelige situationer vi oplever, at der er nogen der tør lige at give det en anden vinkel, så vi forløses og kroppen åbner sig lidt og det bliver bare nemmere at tale om."

4.000 danske mænd får kræft i prostata. I 2019. Sidste år, næste år, det er en meget udbredt sygdom. 1.000 mænd dør af den. Der er god grund til at snakke om den, fordi sygdommen berører så mange mænd, kvinder og familier. På Teatret Svalegangen er stykket fuld af humor, så vi kan tåle at høre om det.

Jeff Metcalf skrev stykket på sine egne erfaringer

En Lille Smule Ubehag er skrevet af den prisbelønnede amerikanske dramatiker Jeff Metcalf. Dramaet er humoristisk og følsomt og beskriver hans egen rejse gennem kræften.

"I begyndelsen ville jeg ikke fortælle noget til min kone og min datter. Og det var dumt af mig. Da jeg fortalte min hustru at jeg havde prostatakræft blev hun oprørt og ked af det. Jeg indså at vi mænd skal være bedre til at tale om sygdom og vores helbred", fortalte Jeff Metcalf i forbindelse med premieren i Salt Lake City, USA.

"Selv mine venner som jeg kendte gennem 25 år, selv de var skamfulde for at tale om sygdommen. Først da jeg begyndte at tale om min sygdom, fortalte nogle af dem at de også havde prostatakræft."

Stykket handler om en sygdom der rammer mænd, men både mænd og kvinder kan lide stykket.
"Ja, fordi indenfor de første 10 minutter indser publikum, at det handler om mere end prostatakræft. Stykket handler om at være menneske og se frygten i øjnene, når vi bliver syge og skal på hospitalet", siger Jeff Metcalf.

<
Foto Ditte Chemnitz

Anmeldelse: To på Aarhus Teater

★★★Anmeldelse: To på Aarhus Teater

Anmeldelse: To unge mænd på fisketur

19. marts 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

★★★

Livet er fuld af gode historier. I teaterstykket To tager to unge mænd på fisketur. De fanger ikke noget. Til sidst tager de hjem igen og forestillingen er slut. Det koster en stjerne at historien smuttede væk.

Supergode skuespillere

To rummer virkelig fin personkarakteristik og god indsigt i basale kultur- og familierelationer. Der præsenteres mange temaer: Vold mod børn, at dræbe et menneske, to venner fra hver sin kultur, homoseksualitet, at træffe valg som ung. Men det er ligesom min gode ven. Han har al udstyret, men han tager aldrig ud og fisker, han bruger det ikke til noget. Og det er synd. Jeg elsker historier, og meget gerne lystfiskerhistorier med vilde overdrivelser.

Vi grinte og hyggede os undervejs, fordi det er to underholdende unge skuespillere, Mo Chara og Henrik Blauner. De er åbenlyst sjove mænd, med gode ansigter der også kan udtrykke skjulte følelser. Den fine operasanger Jesper Brun-Jensen fylder rollen som Herr Gedde godt ud. Det gyser i mig når han synger med sin store, prægtige røst. Han og de to andre fortjener at få en stor fed fisk på krogen.

God scenografi, lys og lyd

Stykket har en dejlig scenografi. Den er enkel. Nogle træstammer står bag stenene på søbredden hvor de unge mænd fisker. Med godt lysarbejde kan scenen henlægges i et dunkelt halvmørke, træstammerne bliver til tangplanter der lyser og strækker sig op mod overfladen, de rammes af sollyset der spiller ned mellem dem.

Lyden er god. Alle replikker og sang står præcist og klart tegnet.

Så, vi har altså rigtig gode skuespillere, scenografi, lys og lyd. Vi er på fire stjerner, men den sidste stjerne hopper af krogen, fordi Pia Marcussen ikke har skrevet en historie til stykket. Hun har valgt at vise et stilleben, en oversigt over de historier hun kunne have fortalt med To.

Hov, skal livet altid være dramatisk?

Næ, det meste i livet er kedeligt. Det er derfor vi går i teatret eller ser film. Historierne indhylder vores livs eget manuskript i former og farver der sætter livet i perspektiv. Skaber indsigt. Underholder. Overrasker. Fornøjer. Gør os klogere uden at rejse os op fra stolen.

Så hvis du som ungt menneske på 19-20 år synes forestillingen To giver dig det du har brug for, så skal du klikke her og sætte den sidste stjerne på stykket. <





KulturNyt Kalender uge 49 Anmeldelser Kulturvideo Del din kultur Redaktion


Kulturportal Alt om Århus
- teater, dans, musik, kunst, kultur

KulturNyt er et no-money-no-profit medie hvor skribenter, fotografer og journalister tilbyder en genvej væk fra swipe-telefonen og ud i virkeligheden.

Hvis du har et kulturarrangement så fortæl os om det, eller lav en konto og skriv selv dit arrangement ind i kulturkalenderen. Copyright på tekst og billeder tilhører de respektive rettighedshavere. Synspunkter og meninger henhører til de enkelte aktører.

Alt indhold på KulturNyt leveres efter princippet om no-money-no-profit, vi er finansieret af godt humør og kernedansk ytringsfrihed. Konkurrencer med teaterbilletter og lignende afgøres fair efter bedste evne, og vindere modtager billetter direkte fra arrangøren.
Alt om Århus