KulturNyt.net ⊂ Fredag 5. jun. kl. 08:39 ∴ uge 23

Teater, musik, dans, kunst og kultur i Aarhus

Torsdag 26. mar.

Kultur220 kr.
Min mors datter - Tag din kraft tilbage

https://tanjaeskesen.dk/

Ny bog - nyt foredrag.
Med udgangspunkt i sin nye bog "Min mors datter” vil Tanja Eskesen fortælle om sit syn på arven i de kvindelige slægter.


Anna Marin Schram

» Aarhus Teater Alt er umuligt

Aarhus Teater Alt er umuligt

Kom med til eksamen på Aarhus Teater: Alt er Umuligt opføres som livestream

21. maj 2020.
Kulturnyt

Seks skuespilstuderende fra Den Danske Scenekunstskole Aarhus opfører 'Alt er Umuligt' som livestream med urpremiere 23. maj kl. 20. Dermed kan afgangsholdet 2020 afslutte deres skuespiluddannelse, og du er inviteret til deres eksamen. Det sker på Alterumuligt.com som er åben allerede nu.

Seks afgangselever medvirker fra seks forskellige steder i Aarhus i én forestilling, hvor lejligheder og byrummet udgør scenen. Instruktør Tue Bierings opdaterede udgave af 'Alt er Umuligt' er en teaterforestilling med 18 scener og sange, men du får også en live-film, en hjemmelavet musikvideo og et håbefuldt forsøg på at iscenesætte nogle drømme og fantasier om alt det som er umuligt.

Hver aften bliver et maraton af udfordringer som de seks skuespillere skal gennemføre. Det er som udgangspunkt umuligt. Det går helt sikkert galt. Det siger Lasse Steen Jensen. Han er skuespiller i 'Alt er Umuligt', og samtidig ansvarlig for live-signalet til forestillingen.

"Jeg har sjældent været så nervøs og så nørdet i en forestilling som denne. Hvor jeg normalt varmer min krop op som det eneste, inden jeg skal på som skuespiller, sidder jeg her i en times tid inden vi går live og koder hjemmeside, samler folk i et videoopkald og sikrer, at billedet står skarpt og lyden er igennem. Vi gør alt for at nå igennem skærmen til publikum. Det er godt når det lykkes og endnu bedre når det går galt."

Stykket er skrevet af Aarhus Teaters huskunstner Nanna Cecilie Bang, og varer cirka halvanden time. Der bliver i alt 7 forestillinger, men en forpremiere fredag. Der er ingen grænser for, hvor mange, der kan kigge med.

Bjarne Stæhr

» Teater Katapult sæson 20/21

Teater Katapult sæson 20/21

Teater Katapult klar med ny sæson

11. maj 2020.
Kulturnyt

Mindst 24 forestillinger og shows står i kø og venter spændt på publikum i den kommende sæson på Teater Katapult. Højteknologi lokker med en forvandling til robot i 'Det Førerløse Menneske'. Sangerinden 'Katinka' live på scenen i 'Jagten på det Gode Mennske'. Kundby-pigens terrorsag som grundlag i 'Pigen med Bomberne'. Stjernebestrøet, internationalt livtag med kokain-svøben i 'Stardust'. Og så er der Teater Katapults egenproduktion, 'Insideren' af Anna Skov, hvor en Oscar-nomineret lyddesigner gennem 3D-lyd lader publikum dele bevidsthed med en af finans-svindlerne, der var med til at tømme næsten 13 mia. kroner ud af den danske statskasse i den internationale bedragerisag om udbytteskat.

Plus meget mere, tjek Teater Katapults hjemmeside og læs mere om forestillingerne.

Foto: Yellow1

» Aarhus Teater åbner efter sommerferien

Aarhus Teater åbner efter sommerferien

Teaterlivet i Århus ud af køleskabet - Aarhus Teater åbner efter sommerferien

2. maj 2020.
Kulturnyt

Kunst og kultur er vores belønning efter dagens pligter. At slappe af og nyde dans, skuespil og musik.

Efter sommerferien åbner også Aarhus Teater igen.

"Coronakrisen har vist hvor stærkt vores behov for at være sammen er, og jeg tror der er en udbredt længsel efter igen at indgå i fællesskaber, hvor vi samles om det, der betyder noget", siger teatrets kunstneriske direktør Trine Holm Thomsen.

Her nogle af forestillingerne på Aarhus Teater du kan glæde dig til i den ny sæson, fra 14. august.
C. V. Jørgensen

C.V. Jørgensens ikoniske sange forvandlet til ny teaterkoncert af Cederholm og Bjerkø. Præsenteres i samarbejde med Aveny-T

Dickens Juleeventyr

Dickens’ familieklassiker med Jacob Madsen Kvols som gnavpotten Scrooge og musik af Marie Koldkjær Højlund.

Kong Lear

Shakespeares eksplosive tragedie iscenesat af Katrine Wiedemann og med Jens Jørn Spottag i hovedrollen.

Charlie & Chokoladefabrikken

Danmarkspremiere på musicalsuccessen fra West End og Broadway, baseret på Roald Dahls magiske bog. Aarhus Teaters Simon Mathew har hovedrollen som Willy Wonky.

Den Vægelsindede

Holbergs forrygende komedie iscenesat af den nyskabende franske instruktør og koreograf Laurent Chétouane.

Vita Danica

Dansekoncert om den danske folkesjæl med Pernille Rosendahl, musikere og otte dansere på scenenStartskud på nyt, toårigt samarbejde mellem Black Box Dance Company i Holstebro og Aarhus Teater.

Leonora Christina - Sandhedens Dronning

Christian Lollike går i kødet på den radikale ener fra Blåtårn – baseret på Danmarks første kvindesagsforkæmper Leonora Christinas selvbiografiske erindringer Jammers Minde.

En fortælling om blindhed

En voldsom, sanselig og epidemisk fortælling af Jose Saramago, bearbejdet og iscenesat af Christian Lollike og Sigrid Johannesen. Præsenteres i samarbejde med S/H

The Supreme Gentlemand

Nyt stykke af Nanna Cecilie Bang om den seksuelt indebrændte mand, der hader kvinder. Præsenteres i samarbejde med Betty Nansen Teatret.

A Clockwork Orange

En hårdtslående rejse ind i et univers af vold, stoffer og sex, baseret på Anthony Burgess’ elektriske sci-fi roman, der også blev filmatiseret i en ikonisk og kontroversiel version af Stanley Kubrick.

Kærlighedens Forrykter Former

Urpremiere på Stefan Zweigs pirrende og erotiske noveller. Præsenteres i samarbejde med Den Danske Scenekunstskole (Skrivekunst)

You've Come a Long Way, Baby

Urpremiere på ny dansk dramatik om feminisme og smørrede reklamesmil af den prisbelønnede forfatter Christina Hagen.

100 Sange

Anmelderrost stykke om terrorens ofre af en af Europas førende dramatikere Roland Schimmelpfennig – fremført af seks nye skuespiltalenter. Præsenteres i samarbejde med Den Danske Scenekunstskole (Skuespil Aarhus).

» Efter corona - Teatret Svalegangen klar til ny sæson

Efter corona - Teatret Svalegangen klar til ny sæson

Er du sulten! Teatret Svalegangen klar med ny sæson med ny fremtid, en lokal massemorder og masser af satire

26. april 2020.
Kulturnyt

Mere end nogensinde før er der brug for teatret ogfortællinger som kan genrejse det fysiske nærvær og sætte tidens tanker og følelser i bevægelse. Teatret Svalegangen glæder sig til at åbne op igen, når teatret i den kommende sæson går tæt på en aarhusiansk massemorder, prostatakræft, skellet med politik og underholdning og følelsen af at sidde fast i pengenesspil.

Fortællinger mod en ny fremtid

Sæsonen 2020/21 byder på 16 gæsteproduktioner, en række Off The Record arrangementer og fire brølende relevante egenproduktioner.

Direktør og kunstnerisk chef Per Smedegaard: "Når vi konfronteres med en ny virkelighed, er det oplagt at stille de helt store og svære spørgsmål: Hvordan lever vi, og hvad vi lever for? Men hvor skal svarene findes i disse år, hvor pandemier lukker lande ned, hvor klimaudfordringer skaber dystopiske horisonter? Hvor gængse systemer som new public management har spillet fallit, og hvor kapitalismen knækker samfund over i en stadig større global ulighed?"

Og han fortsætter: "For mig sætter pandemien to streger under, at vi lever i en tid hvor nye løsninger skal findes, hvis vi skal gå en bæredygtig fremtid i møde. Helt grundlæggende må vi åbne os for nye fortællinger. For verden er aldrig, som vi tror den er. Vi må være åbne for andre narrativer, end dem vi kender, og her spiller kunsten en kæmpe rolle. Kunsten er nemlig aldrig bare en cellofan-indpakket vare, dikteret alene af et marked. Dertil er den for vigtig som skaber af demokratisk sammenhængskraft og som et spejl på vores liv, eksistens og samtid."

Historien om en århusiansk massemorder

Til oktober præsenteres 2. verdenskrigsdramaet En Plads i Solen som går tæt på den århusianske massemorder Kaj Henning Bothildsen Nielsen. Han stod bag 57 drab, 9 drabsforsøg og 116 sabotagehandlinger for Gestapo – herunder aktionen i Guldsmedegade, som natten til den 22. feb. 1945, udløste den største brand, Aarhus har kendt. Det er en fri dramatisering af historien om Kaj af Julie Maj Jakobsen, som sætter radikalisering i et nyt lys. Stykket er inspireret af Jens Kaiser og Søren Tange Rasmussens dokumentariske bog ”Den aarhusianske massemorder” og er blevet til i et særligt samarbejde med Besættelsesmuseet ved Den Gamle By. Det er en fortælling om at lede efter mening i en meningsløs tidog om at finde den i nazismen, hvor man tilsyneladende havde fundet opskriften på fremgang og stabilitet.

"Var krigen faldet modsat ud, var historien om Bothildsen ganske givet blevet en anden. I dag er det let at få øje på den sort/hvide fortælling om Bothildsens forbrydelser, men ved at trænge ind i hans selvforståelse, tror jeg det bliver muligt at fortælle en langt mere nuanceret og almenmenneskelig historie om at være et menneske i en desperat tid", siger Julie Maj Jakobsen.

Rystende komisk cancer-monolog

I begyndelsen af januar 2021 genopsættes den roste monolog En lille Smule Ubehag hvor Holger Østergaard spiller den 55-årig professor Frank Fjordby der får konstateret den hyppigste cancerform blandt mænd: prostatakræft.

Østergaard zapper ind i de følelsestilstande og karakterer, som Frank møder på sin vej da han med et bliver patientliggjort. Fra drænende bivirkninger, angstprovokerende venteværelser, til intime samtaler med læger, familien, døden og såmænd også Franks sammenbidte ringmuskel, der ikke vil åbne sig for videnskaben.

Hvem bliver Danmarks Ny Statsminister?

Danmarks næste statsministervalg sendes direkte fra Teatret Svalegangen. Forestillingen Valgaften er en stærk komedie om et kommende statsministervalg, der er forvandlet til et hårdtpumpet reality-show. Det unge dramatikertalent Niclas Ashkan Johansen og seks skuespillere rører sidst i januar en hæsblæsende TV-cocktail sammen, hvorder er skruet helt op for underholdsværdien og helt ned for troværdigheden.

Publikums sms-stemme afgør forestillingens handling, når skellet mellem politik og underholdning opløses i jagten på Danmarks nye statsminister.

Skuespiller Bolette Engstrøm Bjerre: "Jeg glæder mig til at opleve at publikum spiller publikum! Forestillingens forløb bestemmes på stedet og slutningen er 100% afhængig af hvilken kandidat publikum stemmer på. Som skuespiller kommer det til at kræve et kæmpe forarbejde, en god portion is i maven og frem for alt et kæmpestort tilstedevær. Det kommer til at sitre. Det bliver fedt."

Elevatorsatire om penge og magt

Den internationalt anerkendte dramatiker Nis-Momme Stockmann har skrevet Ondskabens Ansigt direkte til teatrets to komiske talenter Anders Brink Madsen og Holger Østergaard.

Det er en stærk satire om kapitalismens ansigter og to jakkesæt fanget på 4 m2. To medarbejdere i et internationalt våbenfirma er på vej til et hastemøde på 85. etage. De skal medbringe nogle hemmelige dokumenter, da firmaet angiveligt befinder sig i en krise, men pludselig går elevatoren i stå.

Onskabens Ansigt er en unik komedie om penge og magt. Om årsregnskaber, performance optimering, en kongepuddel til 4000 euro og om at sidde fast i pengenes spil mellem 24. og 25. etage.

Instruktør Per Smedegaard: "Den her forestilling er bidende aktuel oven på Panama-papirerne eller udbyttesagen, men den handler ikke om de gode mod de onde. Det er så let at sige, at kapitalismen bor i onde mænd i jakkesæt, men den eroveralt. Vi kan ikke halshugge kapitalismen, for den har ikke ét hoved. Alle deltager i den, og den bor også i mig på godt og ondt. Det paradoks sætter Nis-Momme tænderne i på særdeles komisk vis, og jeg er stolt over, at han vil arbejde med os igen."

» Teater trodser corona - Mungo Park genåbner online

Teater trodser corona - Mungo Park genåbner online

Teatret Mungo Park opfører forestilling online - og du er inviteret

4. april 2020.
Kulturnyt

Mungo Park i Kolding har en glædelig overraskelse. Teatret har fået mulighed for at vise deres forestilling Anne Marie gift Carl Nielsen som filmisk optagelse, så du kan få teater hjemme i stuen i en begrænset periode.

Premiere Online

Premiere online den 6. april kl 19.30 til sædvanlig teater tid via et link på MungoParkKolding.dk. Linket til forestillingen bliver fjernet igen 12. april kl 24.

Så lad os gå i teateret sammen hver for sig. Husk at slukke din mobiltelefon og du må gerne tage din drink eller kaffe med og nyd forestillingen.

» 5 millioner fra Salling Fondene til Teatret Svalegangen

5 millioner fra Salling Fondene til Teatret Svalegangen

Byens samtidsteater får millioner fra Salling til at sætte scenen i stand

26. juni 2019.
Kulturnyt


Det betaler sig altid at handle i Føtex, Netto og Bilka. I hvert fald hvis man er glad for teater, fordi Salling er glad for kunst og kultur i Århus. Nu har Teatret Svalegangen igen fået penge fra Salling Fondene.

Salling Fondene har valgt at donere 5 mio. kr. til en større renovering af Teatret Svalegangen. Penge der falder på et tørt sted.

"Vi er enormt beærede over at Karin Salling og Salling Fondene begunstiger os. De ser husets behov, men de ser i høj grad også teatrets potentialer og muligheden for at øge vores aktivitetsniveau. Takket være Salling Fondene kan vi nu kan tage det første spadestik i vores renoveringsplaner."

Byens samtidsteater bor i en kommunal bygning, sidegade til Strøget. Donationen kommer konkret til at gå til sceneteknik og en opgradering af træk i Store Sal.






Kultur Nyt Kalender uge 23 Anmeldelser Kulturvideo Del din kultur Redaktion


Kulturportal Alt om Århus
- teater, dans, musik, kunst, kultur

KulturNyt er et no-money-no-profit medie hvor skribenter, fotografer og journalister tilbyder en genvej væk fra swipe-telefonen og ud i virkeligheden.

Hvis du har et kulturarrangement så fortæl os om det, eller lav en konto og skriv selv dit arrangement ind i kulturkalenderen. Copyright på tekst og billeder tilhører de respektive rettighedshavere. Synspunkter og meninger henhører til de enkelte aktører.

Alt indhold på KulturNyt leveres efter princippet om no-money-no-profit, vi er finansieret af godt humør og kernedansk ytringsfrihed. Konkurrencer med teaterbilletter og lignende afgøres fair efter bedste evne, og vindere modtager billetter direkte fra arrangøren.
Alt om Århus