Kulturnyt.net ⊂ Tirsdag 26. jan. kl. 05:37 ∴ uge 4

Teater, musik, dans, kunst og kultur i Aarhus

Nada Zgank / Tanz

Det Frie Felts Festival i Aarhus

Det Frie Felts Festival i Aarhus

Det Frie Felts Festival i Aarhus

Online festival om klimakriser, økonomi, køn og identitet

13. januar 2021.Kulturnyt, Lita Domino

Kan du lide Scenekunst der stiller væsentlige spørgsmål til det samfund som vi lever i?

Festivalen vises online via youtube fra 19. januar til og med 24. januar 2021. Der sendes dagligt fra YouTube klokken 16.00 til 18.00. Det foregår på engelsk.

For fuldt program og live sending se linket: Detfriefeltsfestival.dk

Det Frie Felts Festival er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor scenekunstnere på tværs af landegrænser iscenesætter aktuelle diskussioner som vi har i verden i øjeblikket.

I 2021 tager de fat i vores jordklodes fremtid i form af diskussioner om klimakriser, økonomi, køn og identitet. Det gør de gennem fysisk teater, performans teater, Liver Art, samt billed og -lyd installationer. Festivalen foregår både i København og i Aarhus.

I Aarhus er det scenerne på Godsbanen, Katapult og Åben Scene, samt på BORA-BORA der inviterer publikum indenfor i festivalens udtryksfulde rammer.

Det er 10 værker inklusivt et gæste spil som Aarhus publikummerne kan nyde godt. De udøvende kunstnere er bredt sammensat. Ældre som helt unge kunstnere, alle med forskellige baggrunde, mangeartede inspirationskilder, faglige kompetencer og måder at se verden på.

Christian Bang

Vita Danica Aarhus Teater

Vita Danica Aarhus Teater

Vita Danica Aarhus Teater

Hvad er danskhed?

26. december 2020.Kulturnyt, Lita Domino

I et nyt multisamarbejde mellem Aarhus Teater, det internationale anerkendte Black Box Dance Compeny og sangerinden Pernille Rosendahl folder der sig en dansekoncert ud. 'Vita Danica' fortæller i ord og billeder om den danske folksjæl.

Fra Grauballemanden til nutidens samfund. Vores land kan virke splittet mellem udkants Danmark og storbyernes pulserende virkelighed. Er vi det? Det under 'Vita Danica' for at tjekke samlingskraften og det fælles fundament vi søger, når vi skal i talesætte vores identitet som en nation.

Med baggrund i den danske sangskat giver scenekunstnerne en ny fortolkning af hvad det vil sige at være dansk i dag. Undersøger det fælles fundament som vi har i tekst og melodier fra den danske sangskat, sat i relief af en af ny tids sangerinder Pernille Rosendahl. Dette kombineres med dansens kropslige udtryk under koreograf Marie Brolin-Tani og samles i en mangfoldighed af scenekunst af instruktør Sargun Oshana.

Lukas Hartvig Møller

Anmeldelse: As If, I Have Missed Myself på Bora-Bora

★★★★★Anmeldelse: As If, I Have Missed Myself på Bora-Bora

★★★★★Anmeldelse: As If, I Have Missed Myself på Bora-Bora

Magnifica Espressione Artistica!

19. november 2020.Kulturnyt, Lita Domino

De to italiensk fødte dansere hiver i deres eget skind og piller det af i flager. I aften kom jeg med ind under huden på to performere i deres søgen efter deres identitet. Forestillingen hedder 'As If, I Have Missed Myself' og er som en dør der åbner sig.

Fragmenter af en identitet

De to performere inviterer deres publikum med ind i sindets kringelkroge. Her undersøger de den fragmenterede identitet. Den surrealistiske og abstrakte fornemmelse som opstår når mennesket kommer ud af synkroni med sig selv. Opgiver fornemmelsen af sin egen krop og ser sig selv udefra. Når mennesket mister sin samling og fornemmelsen af en kerne og i stedet oplever sig selv fremmedgjort.

De kaster deres skygger ud af kroppen

Performerne danser sig igennem flere tilstande som alle har fællesnævner i sindets følelsesmæssige sprog. De udtrykker gennem deres dans fornemmelsen af at være et tandhjul i et maskineri. De danser til lyden af massernes mumlen, hvor kroppene stivner, kramper og falder omkuld. De kaster deres skygger ud af kroppen og ser i videomotions på dem selv udefra. De danser som to forskellige mennesker, men med en dyb synkroniseret fornemmelse af hinanden som var de et og samme kød. De arbejder med kontrasterne i deres dans og finder en balance hvor kroppene skiftevis arbejder og falder til ro i øm omfavnelse.

De finder balance i hinandens udtryk

Scenen som teamet har skabt er stram og minimalistisk. I flash bliver der kastet videobilleder op på skærme, vægge og på de to danseres kroppe. Fornemmelsen af fragmenter bliver levendegjort ved at dans, video og lydunivers komplimenterer hinanden. De skaber hinandens kontraster eller finder balance i hinandens udtryk alt efter hvilken tilstand teamet forsøger at beskrive.

Storslået kunstnerisk udtryk

Teamet bag 'As If, I Have Missed Myself' har skabt en helstøbt forestilling med et storslået kunstnerisk udtryk. Emanuele Rosa og Fabio Liberati er blide og følsomme i deres dans og har et meget præcist sprog når de italesætter identitetens mange ansigter gennem deres udtryk. Med inderlighed og stort nærvær får de givet krop til alle de skæve vinkler og abstrakte termer som et menneske kan opleve i en splittet tilstand. Bravo for det.

Tusind tak til teamet bag forestillingen 'As If, I Have Missed Myself ' og til BORA-BORA der giver dem sceneplads.


As If, I Have Missed Myself
Performere og koreografer Emanuele Rosa, Fabio Liberati
Lys og video designer Christoffer Brekne
Scenografi og kostume designere KASPERSOFIE
Dramaturg Sara Zinkovic Kranjc
Musik Per-Henrik Mäenpää
Koreografisk assistent Jernej Bizjak
Tekniker Ise Klysner Kjems
Produktion Manager Kathrine Kihm
Scenografi konstruktion Jeppe Cohrt
Producent Carlos Calvo
CO-produceret BORA-BORA.

Klaus Vedfelt

Anmeldelse Et Dukkehjem, Det Kgl. Teater

★★★★★Anmeldelse Et Dukkehjem, Det Kgl. Teater

★★★★★Anmeldelse Et Dukkehjem, Det Kgl. Teater

Nora dropper facaden

14. november 2020.Kulturnyt, Lita Domino

I teaterstykket 'Et dukkehjem' gemmer Nora sig for livet. Hun gemmer sig i snevejret, leger med sine børn. Hun gemmer sig bag sin mand, bag facader af letkøbt glitter og bag sit smilende ansigt. Hun er nem at holde af for hun er lystig og har let til latter. Men i en slowfox mister hun fodfæstet, bliver viklet ind i en knude af konsekvenser og har intet andet valg end vågne til en ny virkelighed og se livet uden sit skalkeskjul.

En teater-gave til en ny generation.

Ibsen, den gamle lyriker, har stadig et fast tag i verden, og i denne iscenesættelse fra det Kongelige Teater bliver hans gamle klassiker 'Et dukkehjem' lagt i hænderne på en ny generation.

Hun findes også i vor tid, - Nora, der så gerne vil være glad og tilpasse sig alle. Være sjov og til glæde, og passe på at livets alvor aldrig rammer. Pakke verden ind i bolchestribet papir, men sådan en tilværelse bliver vel ofte for klistret i længden? I hvert fald er den 'sovende' Nora ikke længere i stand til at pakke sig selv og livet væk, men må træde ind i den voksnes arena og finde ud af hvad hun og hendes mand er gjort af.

Ibsen i stramme bukser.

Scenen er stram i sin enkelthed, nærmest puritansk. En facade af kolde mure der understreger vinterstemningen som er opstået i magten og prestigens kølvand i Helmer og Noras liv. Skuespillerne i stykket der hele tiden er til syne på scenen, glider ind i forskellige roller uden at scenen skifter. Teksten er spændstig og skåret ind til benet, og gør at teaterstykket får en relevans for den nye generation af teatergæster.

Skuespil der rammer de væsentlige tangenter i livet.

'Et dukkehjem' er en stærk og dramatisk historie om modet til at stå ved sig selv. Det et fint iscenesat med tankevækkende og stærke karaktertræk. Det evigt gyldige tema som vi alle må tage stilling til. Tør vi tage konsekvensen ved at være i livet, og tør vi at vælge vores eget ståsted?

Tusind tak til teamet bag 'Et dukkehjem' og til Musikhuset der har inviteret dem til denne gæsteoptræden.


Medvirkende Sicilia Gadborg Høegh, Peter Christoffersen, Ida Cæcilie Rasmussen, Mikkel Arndt, Sofie Torp
Iscenesættelse Anna Balslev-Erichsen
Scenografi og kostumer Jonas Fly
Lysdesign Mårten K. Axelsson
Lyddesign Mogens Laursen Hastrup.

Rumle Skafte

Anmeldelse Kærlighedens Forrykte Former Aarhus Teater

★★★★★Anmeldelse Kærlighedens Forrykte Former Aarhus Teater

★★★★★Anmeldelse Kærlighedens Forrykte Former Aarhus Teater

De brænder for den forrykte kærlighed

6. november 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Kærligheden er en lurendrejer. Vi tror vi lever beskyttet i den trygge boks, kender tilværelsens trummerum, tror vi ved hvem vi er og kan gebærde os i verden, men så dukker den op. Går i kødet på os og river os ud af komfortzonen. Kærligheden.

Kærlighedens væsen.

I aften står jeg i kærlighedens tjeneste. Jeg sidder i teatermørket på Aarhus Teater og lader mig indhylde i kærlighedens mange former. To små historier der har en fin fornemmelse af enkelhed og samtidig har en tunge der vil sit eget.

Drengen der elsker sin mor på sin egen konkrete og umiddelbare måde, men pludselig kender han ikke længere hende, fordi han endnu ikke forstår hvordan hun kan blive tændt af begær til en anden mand end hans far.

Og den anden historie om en ung mand der selv tror at det er hans passion for litteratur der er årsagen til fascinationen af sin professor. Når han med ildhu følger normerne i tilværelsen, men pludselig står martret mellem to poler, må han lære sine længsler og kærlighedens væsen at kende.

Når sprog ændrer sig.

Jeg ser kærlighedens væsen i personernes sprog til hinanden. Før den får fat i menneskene er sproget fasttømret, konkret og let forståeligt for selv et barn, men i kærlighedsmødet får den poetiske vinger. Som en ild der breder sig og åbner til nye rum bruges sproget i kald efter ømhed og til at åbne til skovbundens elskovsrede. Et sprog som kun de indviede kan forstå.

'Kærlighedens forrykte former' ændrer sproget hos personernes karakter.

Kærlighed fortalt med varme øjne.

'Kærlighedens forrykte former' er to bløde historier som smelter sammen til en fin helhed. Den er skabt under Scenekunstskolens fakkel. De nye talenter der har skabt manuskript og instruktion får en solid opbakning fra Aarhus Teaters egne rækker. Bland andet husscenografen David Gert har givet en enkel men super fin arena at udspille kærligheds pinslerne på. Samlet har teamet bag skabt to smukke og rørende fortællinger, der med følsomhed får skildret hjertesagen som den kan se ud når den er fremført på et scenegulv.

Tusind tak til teamet bag 'Kærlighedens forrykte former' som i øjeblikket spiller på Aarhus Teater.


Brændende kærlighed
Dramatiseret af Julie Petrine Reynberg* (Studerende på Den Dansk Scenekunstskole)
Instrueret af Anna Katrín Einarsdóttir* (Kandidatstuderende på Den danske scenekunstskole)

Følelsernes forvirring
Dramatiseret af Josephine Eusebius*(Studerende på Den Dansk Scenekunstskole)
Iscenesat af Sullivan Lloyd Nordrum* (Kandidatstuderende på Den danske scenekunstskole)

Skuespillere (medvirker i begge historier)
Nanna Bøttcher, Frederik Mansø, Kjartan Hansen, Ane Steensgaard Juul* (Studerende ved Den Danske Scenekunstskole)

Scenografi David Gehrt
Lysdesign Kasper Daugberg
Lyddesign Kim Engelbredt.

Forestillingen præsenteres i samarbejde med Den Danske Scenekunstskole.

Anmeldelse Punk på Aarhus Teater

★★★★★Anmeldelse Punk på Aarhus Teater

★★★★★Anmeldelse Punk på Aarhus Teater

Så vågn dog op!

28. oktober 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Jeg bliver draget ind i oprørets time. Taget ved nakken af en tung punk-bas og vækket til modstand mod autoriteter og gamle slidte paragraffer der for længst er forældede. Jeg er i armene på en flok unge dansere fra Black Box Company på Aarhus Teater som lige nu tager scenen med en mavepuster af en rebelsk passion for den sublime dans.

Tricks til et nyt ungdomsoprør

I Punkernes baggård lærer disse nye unge tricksene til et nyt ungdomsoprør. Med tonerne fra de gamle punkere som Rolling Stones og The Clash bindes trådene sammen med en ny generation af oprørere. Der var sceneplads til både indskud og udbrud af den gamle punkbevægelse men teamet havde en fin opmærksom på det rebelske menneskes inderste væsen og alle dets udtryk.

Nyt oprør skubber det forstokkede af scenen

De bygger en danseperformance op med små situationsbilleder fra en rebels udtrykskatalog. Kunststykker hvor de klæder sig selv på som individualister både i tøj, stil og i danseudtryk. De udforsker deres eget udtryk og eksperimenterer med forskellige særpræg under punkbevægelsens fane. Benytter sig af små abrupte bevægelser og spiller dem op mod de mere glidende strøg fra deres kropsudtryk. Veksler trin fra Street Dance med den mere klassiske moderne dans.

Hver danseperformer har sin egen karakter og sine egne styrker, men koreografien var samtidigt en helstøbt pallette mellem det individuelle udtryk og truppens fælles sprog.

På en rå scene i et skarpt lys

Jeg var begejstret for det rå look i deres aggressive udtryk når de med power tog scenen og gav deres punk-råb krop, og jeg blev rørt af de følsomme og mere inderlige øjeblikke hvor karaktererne dannede deres rebelske indre kerne.

Denne forestilling: ”Punk, A Rebel Never Dies”, har en kraftfuld og skøn stemme som er helt sin egen og bestemt værd at gå efter.

Tusind tak til teamet bag forestillingen ”Punk, A Rebel Never Dies”, og tak til Greta Thunberg og andre rebeller før hende (hun er med i forestillingen!), og tak til Aarhus Teater der i aften var i danse-klædning.


Punk A Rebel Never Dies
Medvirkende Giorgia Reitani, Jasmin Gordon, Juame Luque Parallada, Jon Ipina, Elena P. Nielsen,Mikkel Alexander Tøttrup, Rosie Stebbing, Carl Hughes
Iscenesættelse og koreografi Jacob Stage
Musikalsk arrangement og lyddesign Joacim Pedersen
Scenografi Signe Krogh
Kostumedesign Åsa Gjerstad
Lysdesign Marcus Philippe Gustafsson

Anmeldelse af Othello, Teater Refleksion

★★★★★Anmeldelse af Othello, Teater Refleksion

★★★★★Anmeldelse af Othello, Teater Refleksion

Den dejligste Othello lagkage

25. oktober 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Lagkagens bund

I dag fik jeg en himmelsk mundfuld af den skønneste lagkage jeg kender, men i en ny og anderledes form. I dukketeatret ”Othello” er bunden en gammel klassiker fra William Shakespeare skrevet i år 1603. Historien om ungersvenden General Othello og hans ærkerival Lago. Historien med de stærke temaer som kærlighed, jalousi, forræderi og hævntogter der med sin tyngde beretter om livets store spørgsmål. En bund af litterær dannelse som ikke normalt er nem at bide skeer med, men i kyndige dukkefører hænder bliver det et vidunderligt grundlag for at udforske menneskesindets kringelkroge for både børn og voksne.

Skakspillet om magten

Det næste lag i lagkagen var et magisk skakspil. Scenen var bygget op som et skakbræt med dukker udformet som skakbrikker. De havde hver deres funktion og personlighed, og blev små levende karakteristikker som både vakte genkendelighed, begejstring og gru hos sit publikum. Perfekte kulisser når magtspil, løgne og passion skal undersøges og en fantasifuld ramme for det dejlige dukketeater.

Dukkeførere med skøn personlighed

Det næste lag i søndagslagkagen var de to dygtige dukkeførere der med lange arme og skøn koreografi gjorde ”spillet” levende. Med finurlig ansigtsgestik, højtidlig omhu og rørende humor fik de hyldet de levende og lagt de døde i graven, som det hør og bør i den slags tragedier.

Nydelse ved den velfortalte historie

Det sidste og mest uundværlige er flødeskummet på toppen. Hele det forventningsfulde publikum der sad i teatermørket og nød hver en scene i det gode selskab. Det er den nydelse der opstår hos børn og voksne, når de får en velfortalt historie. Teatrenes varme favn, hvor mennesker kan sidde sammen og lade sig indtage af magien som bliver skabt når nogen gør sig umage med fortæller-kunsten, som denne dag på Teater Refleksion.

Tusind tak til teamet bag ”Othello” og til Teater Refleksion som har inviteret gæstespillet indendørs.


Othello af Passepartout Theatre Production
Dramatisering og instruktion Jacques S. Matthiessen
Medvirkende Lene Hummelshøj og Christine Gaski
Musik Fredrik Lundin
Dukker Martynas Lukosius
Scenografi Christian Q. Clausen
Illustration Passepartout Theatre Production

Anmeldelse Viva La Frida, Teater Katapult

★★★★Anmeldelse Viva La Frida, Teater Katapult

★★★★Anmeldelse Viva La Frida, Teater Katapult

I Fridas skygge står en søster

21. oktober 2020.Kulturnyt, Lita Domino

I Mexicos hjerte står en stærk kvinde. Det er nemt at få øje på hende, for hendes ”testamente” hænger stadigvæk på alverdens museer. Hun havde sit helt eget særpræg i det liv hun levede og i den billedkunst som hun skabte i sin levetid.

Frida Kahlo er en af de største surrealister og har præget kunsthistorien med sine penslers eget univers.

Sværere er det nok at få øje på den søster der gemmer sig i hendes skygge. Hende der nursede Frida i sin sygeseng, og som klarede husarbejdet mens store værker blev skabt i Fridas atelier.

Intens historie fortalt med et følsomt sprog

Amira Jasmina Jensen giver i sin monolog ”Viva La Frida” et bud på en karakteristik af den skyggesøster der levede med i Frida Kahlos op og nedture, og som til sidst måtte følge sin søster til hendes grav.

En monolog der med et enkelt sprog, men til gengæld intens og intim fremførsel, tegner sit eget portræt af det komplicerede men også kærlige forhold en søster kan have til sin karismatiske storesøster.

Hun tager scenen med passion

Amira Jasmina Jensen brænder tydeligvis for det spanske sprog, for varmblodige menneskefortællinger, guitarspil og for flamingo.

I små fortællinger og med en blød sprog-palet sporer hun sit publikum ind på den mexikanske kulturs største ikon set gennem søsterens øjne. Hun fremstiller Fridas søster lidt naivt, som et barn der ikke kan lide mænd, men hun giver også et indtryk af skyggelivets udfordringer hvor en kvinde vælger selvopofrelsens vej til at opnå anerkendelse fra familien og omverdenen.

Melodiøst touch

Monologen ”Viva La Frida” er en blød historie om en kvindes indre følelsesliv. Iscenesættelsen er en fin kærlighedserklæring til det passionerede menneske i spotlyset og for dem der står i kulissen og bærer med. Jeg blev særligt rørt af det sidste touch i forestillingen, der sætter sin efterklang i mig for en rum tid.

Tusind tak til teamet bag ”Viva La Frida” og til Teater Katapult der i øjeblikket har inviteret dem indenfor.


Viva La Frida Gæstespil af Amira Jasmina Jensen og Scene42
Medvirkende og dramatiker Amira Jasmina Jensen
Instruktør Signe Hørmann Sørensen

Emilia Therese

Anmeldelse Hvis jeg bliver gammel, Teatret Svalegangen

★★★★★Anmeldelse Hvis jeg bliver gammel, Teatret Svalegangen

★★★★★Anmeldelse Hvis jeg bliver gammel, Teatret Svalegangen

Nærværende iscene­sættelse af den sidste dans

9. oktober 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Det er ikke let at blive løbet an af alderdommen, men det behøver ikke at være kedeligt. I aftenens selskab med teamet bag forestillingen ”Hvis jeg bliver gammel” både kluklo jeg så jeg måtte holde mig for maven, blev varm om hjertet af ømhed, trillede tåre af bevægelse og blev forført af den charme, ærlighed og livsmod som scenekunstnerne leverede fra kanten.

Den aldrende krop bliver indhyllet i smilerynker

Det var en væsentlig skildring af livet som det kan se ud, når man runder livets midte og begynder at skråne ind mod livets slutning. Det var som om at performerne løftede alderstegnene kærligt op på armen. De vuggede og nursede den gamles lemmer med varm indsigt om livets forgængelighed. De indhyldede den knudrede og aldrende krop i selvironiens vidunderlige skær og de tegnede de smukkeste smilerynker i deres publikums ansigter.

Livet som det kan se ud når man bliver gammel

De lange tandhalse, smerterne i ledene, søvnbesvær, venner der falder bort og andre genvordigheder. Men også sprudlende humor, selvironi, indsigt og masser af poesi. Det hele må med og deres iscenesættelse var et smukt bud på de tanker og tabuer man kan møde i den sidste del af livet.

Plastikorgier i humoristisk modeshow

Allerede mens vi er børn, gør vi os forestillinger om alderdommen og også om døden. Hvordan er det at blive gammel. Hvad interesserer man sig for, når man bliver oldemor og hvad betyder det at vi en dag skal dø? I denne performans får vi det både ind med inderlighed, poesi, plastikorgier i humoristisk modeshow og en klistret brun sovs at skylle ned med.

En kærlighedsdans til livet

Den sidste dans var i aften en varm hyldest til livet. Den var en bevægende kærlighedsdans til alt det smukke der er her på jorden. Den sidste del af livet bliver måske danset med mindre smidighed, men med en rørende ømhed der lunede mit hjerte.

Tusind tak til teamet bag ”Hvis jeg bliver gammel” og til Teatret Svalegangen der har inviteret dem til byen.


Hvis jeg bliver gammel
Medvirkende Lars Bjørn Hansen, Githa Lehrmann, Klaus T. Søndergaard og Camilla Stage.
Idé og iscenesættelse Sofie Christiansen
Dramaturg Mathias Rosenkrands Bech
Sceneografi Julie Forchhammer
Lysdesign Jens Hansen
Lyddesign Kim Malmrose
Koreografi Sofie Christiansen
Produceret af Sart Danseteater og Odense Teater.

Emilia Therese

Anmeldelse af Hamlet Prins af Denmark, Det Kongelige Teater

★★★★★★Anmeldelse af Hamlet Prins af Denmark, Det Kongelige Teater

★★★★★★Anmeldelse af Hamlet Prins af Denmark, Det Kongelige Teater

Nyt skarpt spotlys på en klassiker

30. september 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Døden sparker luften ud af sit publikum denne onsdag aften i Musikhusets Store sal - og dermed også ud af mig der sidder i teatermørket. En sublim cocktail af varmblodigt ildhu og stor teaterkunst der har genfødt den gamle historie om Prins Hamlet og givet ham et vovet og frisk nyt åndedrag.

Døden puster sin ånde i vores nakke

Dødens eksistens i menneskelivet hænger skæbnesvangert over Shakespeares klassiker, ”Hamlet, Prins af Danmark”. Det er døden der puster sin ånde i nakken på det karakteristiske persongalleri. Det er døden der svøber sig op ad kulissernes iskolde facader som ville den skinbarliggøre sig i sin spejldans med livet. Det er døden der drypper fra teksten og bløder hævn, blodskam og forræderi.

Kløgt, talent og omhu

Som i et maskepi bliver en kongefamilie viklet ind i sin egen undergang. Prins Hamlet som er vidunderligt spillet af Esben Smed udfolder skarpt og løjerligt sine sarkastiske ordgøglerier ud til kanten af menneskets værd og spidder sig vejen ind til sin fars morders hjerte. Historien om den blide Ofelia spillet af Sara Viktoria Bjerregaard der bliver gal i sit møde med døden og alle de andre store og bloddryppende personligheder fra den kendte tragedie. I denne udgave bliver alle præstationer fremført både med kløgt, talent og omhu.

Ny vinkel på gammel historie

Vi kender sikkert den gamle historien, men teamet bag denne udgave af ”Hamlet, Prins af Danmark” gør sig stor umage for ikke kun at tilpasse sig en gammel skriftrulle men også at ramme samtiden og med en sikker hånd at få placeret menneskeværd og magtmisbrug på dagsordenen i det moderne Danmark. Temaerne er eviggyldige idet eksistens spørgsmålet nok aldrig går af mode, men i denne udgave har de tilføjet en ny dimension som vil leve længe i mig.

En stor pragtpræstation

Bravo for denne fantastiske iscenesættelse. Jeg giver 6 stjerner for fuldgyldigt talent, skøn sanselighed, vovemod i lind strøm og alle de store pragtpræstationer jeg sent vil glemme.
Tusind tak til teamet bag ”Hamlet, Prins af Danmark” og til Musikhuset der har inviteret Det Kongelige Teater til byen.


Medvirkende Esben Smed, Sara Viktoria Bjerregaard, Jacob Lohmann, Iben Hjejle, Stine Schrøder Jensen, Alvin Olid Bursøe, Anton Hjejle, Laus Høybye og Mads Rømer Brolin-Tani.
Iscenesættelse Morten Kirkskov
Scenografi Philip Fürhofer
Kostumedesign Karin Betz
Oversættelse Niels Brunse

Foto: Per Pedersen

Anmeldelse Homage på Teatret Gruppe 38

Anmeldelse Homage på Teatret Gruppe 38

Anmeldelse Homage på Teatret Gruppe 38

Hun mimer sin hyldest til menneskets fantasi

23. september 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Rummet kan synes tomt ved første øjekast. En lille sort scene med kun en taburet i midten, det er alt hvad jeg kan se, men idet en lille kvinde i sort klædning træder ind på scenen ændrer rummet sig til et helt univers af underfundige menneskeskildringer. Hendes følgesvend er fantasien, og så kan alt ske. Vi er i hænderne på en mimer i forestillingen Homage.

Stærkt kropsudtryk

Kroppen har sit eget sprog og i aften fik jeg en skøn oplevelse i den non-verbale verden, hvor det var en kvindes små gestus og stærke kropsudtryk der fortalte historien. Med bløde hænder og et meget nærværende kropssprog kom hendes lille fine fortælling til verden.

Humor i sprøjteposen

Hun mimer sin karakter frem med alle de drømme, længsler og små gøremål som mennesket har. Hun er kærlig og humoristisk i sin karakteristik, især når hun skildrer de kejtede øjeblikke i tilværelsen. De ønsker og drømme som vi mennesker kan tænke på når vi er i eget selskab, de bliver lukket ud af boksen og får deres eget liv. Hun kropsliggør dem og får mig til at le i genkendelighed og medfølelse for det smukke i livet. Hun hylder det enkle og nærværende liv med et perlende sprog uden at et ord kommer over hendes læber.

Det er mimeteater når det er allerbedst

Mette Rønne har et dejligt talent som mimer og jeg er vild med hendes menneskeskildring i forestillingen Homage. Den varme, ro og humor hun går på scenen med giver både power og eftertanke hos sit publikum.

Homage handler om fantasi og om at hylde livets skønhed som den ser ud når vi er opmærksomme nok på de helt nærværende øjeblikke i tilværelsen.

Tusind tak til teamet bag Homage og til Teatret Gruppe 38 der huser dem i øjeblikket.

Per Morten Abrahamsen

Anmeldelse Annas Verden på Teatret Svalegangen

★★★★★Anmeldelse Annas Verden på Teatret Svalegangen

★★★★★Anmeldelse Annas Verden på Teatret Svalegangen

De rammer hjertet af Skagens gule farve

15. september 2020.Kulturnyt, Lita Domino

De åbner mine sanser og gør mig blød, mens jeg sidder der i teatermørket. De byder mig en palet af farverige og følsomme ord, krydrer det med humor, og varmer min sjæl med melodisk musik og sange. Det føles som om jeg får pakket et gammelt kunstværk ud som har lagt hengemt for længe, men nu bliver sat i en ny ramme og får sit eget åndedræt.

Teater der giver farverne et pift

Jeg elsker Anna Anchers dueblå og varme røde farve og tænker at Skagensgul er en blid lys farve der kan varme blikket, når jeg kigger på den. Men i aften åbner mit blik sig i en ny retning og jeg får lov at skue længere ind i hendes palet og se en fin skildring af mennesket bag.

I teaterforestillingen ”Annas verden” giver de farverne et pift i lyset af den kendte kunstnerkoloni og leger med på hendes skæbnehistorie.

Kærlighed til mand og kunst

Det er en dejlig historie og underfundigt sammensat med en scene midt på gulvet. Med enkle virkemidler får teamet af skuespillere fra ”Det Flydende Teater” i København fortalt en kærlighedshistorie der er i konstant bevægelse. De levende billeder er skabt i samklang med det sanselige som man finder i kærlighedsromancer, som f.eks. den mellem Anna Ancher og hendes mand Michael, men også med kunsthistoriens perler af malerier som hun og hendes omgangskreds skabte på den tid i Skagen.

Følsomt teaterportræt

Det handler om Anna Ancher. Den store kunstmaler og hendes skæbne som kvinde der ønskede sig mere af livet end datidens gængse kvindepligter. Den handler også om alle de inspirerende mennesker hun omgav sig med i sit liv. Teaterportrættet skildrer hende som følsom, blid og samtidig passioneret. En kærlig skildring af livet som det så ud, når hun udtrykte sig gennem sin farvepalet og om omkostninger det medførte for familielivet med sin elskede mand og sin lille datter og i hverdagens trummerum.

Livgivende teater

Jeg er vild med at teamet fra forestillingen har sat scenen med så fin en følsomhed. Musikkens væsen er et indtagende akkompagnement til historiens medrivende udvikling. Den placerer sig stemningsgivende og runder hjørnerne af på en forførende måde.

Skuespillerne gav naturlige og stærke karakteristikker af personerne med både charme og varme.

Anna Anchers liv handler om at udtrykke sit lys, sin kraft og sit talent på sin helt egen måde, og det gør denne teaterforestilling også.

Tusind tak til teamet bag ”Annas Verden” og til Teatret Svalegangen der har inviteret til byen.


Annas Verden
Produceret af Det Flydende Teater
Medvirkende Julie Riis, Luise Skov, Pelle Nordhøj Kann, Nanna-Karina Schleimann
Tekst Julie Petrine Glargaard
Instruktion Jennifer Vedsted
Scenografi Sir Grand Lear
Musik Nanna-Karina Schleimann
Kreativ producent Christine Worre Kann.

Lars K. Olesen

Anmeldelse af Jeg kan bedst li' når du er her, Teatret Gruppe38

★★★★★Anmeldelse af Jeg kan bedst li' når du er her, Teatret Gruppe38

★★★★★Anmeldelse af Jeg kan bedst li' når du er her, Teatret Gruppe38

Et kys på panden til afsked

6. september 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Når tæppet falder og det er tid til at rydde op efter sig, så kan det gøres på mange måder, men det bedste måde er at pakke sine ting med kærlighed.

Det kan være sin sag at tage afsked, men teamet bag forestillingen 'Jeg kan bedst li´når du er her' er i flyttetøjet og giver kærlighed til alt flytterodet mens de pakker det i kasser.

At søge en lykkelig slutning

'Jeg forlader dig aldrig, men det er klart at jeg ikke altid kan være der', siger skuespillerne. De centrale følelser som frygt og vrede har hver deres fortællinger, men bliver bundet sammen i denne kærlighedserklæring fra Teatret Gruppe 38. At søge en afsked er også at tage det væsentlige med på den videre færd frem og så kan det ikke andet end at ende lykkeligt. Det er uanset om vi tager afsked med en fortælling, en leg, fortidens skygger eller en begivenhedsrig oplevelse.

Flyttemændene og ulven der må med

Vi er på Teatret Gruppe38 hvor flyttemændene pakker og lukker ned. Rejsesvende fra gamle historier bliver efterset og behandlet med kærlighed.

Som f.eks. den glubske ulv der har været en del af en fortælling i svunden tid, og måske undertiden skabt besværlige følelser, men nu må den pakkes ned med både omhu, ømhed og kærlighed. For hvem vil pakke en kasse ud et nyt sted, hvis ulven nu ikke er blevet pakket ned i kærlighed inden flytningen?

Sproglommen fyldt med leg

Det er svært at finde de rette ord i oprydningsarbejdet og når man forsøger så kan det flimre i kroppen og ende med et ord som 'Nice'. Sproget der er så centralt i en afskedssituation kan let komme til kort. De leger med sproget, teamet bag denne forestilling. En leg og omhyggelighed der åbner og lukker flyttekasserne og tager sit publikum med. Tegner både små underfundige og genkendelige billeder og efterlader mig oplyst og varm, som fik jeg små kys på panden.

En varm forestilling fortalt med omhu

'Jeg kan bedst li´når du er her', er en fin, finurlig og filosofisk historie om at tage afsked. Den er fyldt med hjertevarme og eventyr og er ikke bange for at være sin egen. Den poetiske videokunst der er i forestillingen spiller bolden så fint op til skuespillerne og skaber en smuk helhed.

Tusind tak til teamet bag 'Jeg kan bedst li` når du er her' og til Teatret Gruppe 38 som står bag denne fine forestilling.


Jeg kan bedst li' når du er her

Medvirkende
Bodil Alling
Søren Søndberg
Søren la Cour

Instruktør
Catherine Poher

Skabt i samarbejde med
Philippe LeFebvre
Olivier Guillemain
Paolo Cardona (SKAPPA)

Teknikerassistent
Lars K. Olesen

Peter Ravnsborg

Anmeldelse af Primus på Godsbanen

★★★★Anmeldelse af Primus på Godsbanen

★★★★Anmeldelse af Primus på Godsbanen

En skaber­historie i blidt morgenlys

3. september 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Månen er et spejl. Med månens mystiske væsen kaster den et svagt genskær af dagslys på jorden i nattetimerne. Det er i dette svage lys, der changerer i blide og grå blå toner, at forestillingen Primus kommer til verden. En kunstinstallation der lever i krydsfeltet mellem performans, dans og lysinstallation.

Opvågning til sin egen begyndelse.

Et menneske i sort sidder ved en sovende nøgen kvinde. Den sorte kvinde er som natten, der med sit mørke, trance lignende og mystiske væsen våger over den sovende kvinde. Langsomt slipper natten taget i den sovende og kvinden vågner til sin egen begyndelse. Det er som en fødsel hvor hun skaber sit eget selvbillede.

Sammenklang i skaberværket.

Det sorte gulv er den nøgne kvindes spejlbillede, og performerne laver et skaberværk med deres skulpturelle former og bevægelser i samklang med spejlgulvet. Disse bevægelser bliver genskabt i månecirklen over deres hoveder som skyggebilleder. Giver den nøgne kvinde en form at finde sig selv i. En rejse der gør hende stærk, så stærk at hun bliver i stand til at stå selv i verden og møde morgenlyset.

Lyssætning med eget særpræg

Lyset er et kapitel for sig i denne performans. Signe Klejs der er lyskunstner har skabt lyssætningen der afspejler de solopgange fra hver morgen som forestillingen spiller. Det gør hver forestilling unik med sit eget særpræg.

Med nærvær i ærmet.

Primus er som en meditation. Med en langsomhed der udfordrer sanserne, men som også skærper min opmærksomhed, slipper jeg den hurtige puls fra byens gader og lader mig indtage i værkets kraft og mystik.

Tusind tak til teamet bag Primus og til Byens Åbne Scene på Godsbanen for denne oplevelse.


Primus

Kunstnerisk leder og koreograf Nønne Mai Svalholm

Dansere Sisse Lunøe og Nønne Mai Svalholm

Dramaturg og kreativ-producent Carlos Calvo

Kunstnerisk sparring Niels Rønsholdt

Dramaturgisk konsulent Ida-Elisabeth Larsen

Komponist Olga Szymula

Filminstruktør Michael Dinesen

Scenografi og lysdesign Signe Klejs og Nønne Mai Svalholm

Konsulent på lysdesign Jon Skulberg

Anmeldelse af This is Not Swan Lake... på Teatret Svalegangen

★★★★Anmeldelse af This is Not Swan Lake... på Teatret Svalegangen

★★★★Anmeldelse af This is Not Swan Lake... på Teatret Svalegangen

En lun anretning med absurd til

1. september 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Et veldækket bord af lunefuldhed med små absurditeter. Ofte er det hvad livet har til os og i aften så jeg en fin lille skildring af en forlist kærlighedshistorie i en Granhøj danse produktion, som i sin enkelthed ramte dette på kornet.

En kvinde bundet til en forlist drøm

På et psykiatrisk hospital i Rusland sidder en kvinde ved et piano og spiller sin elskedes musik. Han kunne ikke elske hende, og hun kunne ikke slippe ham fri, da hun fandt ud af at hendes følelser ikke kunne gengældes. Tilværelsens mening gik under og tilbage sad hun alene, bundet til en forlist drøm. Kvinden hed Antonina og manden hed Tjajkovskij.

Pingviner i skumringstimen

This Is Not Swan Lake... er en danseforestilling som kigger ind i skyggen af den berømte ballet Svanesøen. I den skygge er der ingen langhalsede svaner der yndefuldt danser på søen. Men her er i stedet en svalende, men dog lun brise og bløde pingviner der danser i skumringstimen. Små silhuetter af næbede væsener der forsøger at finde hinanden. I denne form, hvor de er begrænsede af deres sorte krop og den dunkle belysning, får deres dans en absurd, komiske og dog et rørende udtryk, hvor hovedsagelig deres arme og små ben bliver blikfang i dansen.

Musikken fra Svanesøen giver en ekstra tangent

Kvinde der spillede rollen som den bedrøvede Antonina, bar musikken fra Svanesøen frem med sit melankolske og knugende pianospil og drejede det i absurde retninger idet hun fremførte russiske tekster med engelske ord hen over musikken. Det gav pingvinernes dans en ekstra ”tangent” at spille på.

This Is Not Swan Lake er en fin sløjfe af følsomhed og musikalitet, som er dejlig at tage ind under huden på en sensommeraften. Tusind tak til teamet bag This Is Not Swan Lake og til Teatret Svalegangen.


This is not Swan Lake...
Produceret af Granhøj Dans.

Medvirkende Heli Pippingskjold, Maria Eshpay, Lazlo Fulop, Mikolaj Karczewski, Sofia Pintzou.
Koreografi Palle Granhøj.
Musik Pjotr Ilitj Tjajkovski.

Søren Meisner

Anmeldelse af BLAM! på Bora-Bora

★★★★★★Anmeldelse af BLAM! på Bora-Bora

★★★★★★Anmeldelse af BLAM! på Bora-Bora

Rå testosteron gør kontor­nusserne sprængfarlige

29. august 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Hvorfor kommer min mand så ofte træt hjem fra kontoret? Som kvinde kan jeg forfalde til at tro at han mangler vitaminer eller har taget en ”dobbelt op” af arbejdsbyrden for længe, men det kunne også være en helt anden forklaring...

I forestillingen BLAM! får den alvorsfulde mand trukket tæppet væk under fødderne og får i stedet tildelt rollen som super-skurk i en skarp scene spækket med action. På det ellers kedelige kontor handler det om ansvarlighed. Ansvar for kunder, regneark etc. men disse trivialiteter bliver dog vippet i papirkurven og tilsat brandbomber, når 4 mænd går i træning som actionshelte. Fantasien der sætter gang i krudttønden, eksploderer i en komisk performance-buket af ny-cirkus, stunts, parkour og dans.

Drengedrømmene lever endnu.

Drengedrømmene der alt for længe har været gemt i regnearkenes systemiske verden får nu frit spil og publikum bliver bombaderet med de vildeste stunts og akrobatiske udskejelser.

I sin parafrase over Hollywood filmenes mest berygtede persongallerier af actionhelte og skurke nedsmelter kontormiljøet og drengedrømmene der ikke ville dø, bliver udlevet med stor indlevelse og overskud. Forestillingen er en bevægelse, et forsvar for den lille dreng der gemmer sig i den voksne mand, for fantasien og legens krydderurter i den grå tilværelse, for venskaber mellem mænd og for maskulin muskelkraft og heltemod.

Jeg tabte vejret.

Forestillingen er i sig selv et vovestykke og performerne giver den gas. Deres koreografier sidder lige i skabet og mændene er i deres intense nærvær og med deres store dygtighed en vild oplevelse.

BLAM! er komisk og befriende dynamisk. Jeg er vild med den selvironiske tilgang og griner hjertelig med på de gakkede påfund som kompagniet har iscenesat.

Jeg klapper i hænderne over den rå mands comeback, som jeg møder i BLAM! og ønsker ham god heltefart frem.


BLAM!

Skabt af Kristján Ingemarsson Company
Medvirkende Kristján Ingimarsson, Janus Elsig, Anders Skat, Eos Karlson
Idé/Instruktør Kristján Ingemarsson, co-instruktør Simon K. Boberg
Skrevet af Jesper Pedersen
Scenografi Kristian Knudsen
Lysdesign Lee Curran
Lyddesign Svend E. Kristensen
Kostume design Hanne Mørup.

Anmeldelse FU-SoMe på Teatret Svalegangen

★★★★★★Anmeldelse FU-SoMe på Teatret Svalegangen

★★★★★★Anmeldelse FU-SoMe på Teatret Svalegangen

FU-SoMe er en FUCK YOU til de Sociale Medier

28. august 2020.Kulturnyt, Lita Domino

En dalende fornemmelse i bughulen, en tung knude af skam. Eftervirkninger fra forestillingen FU-SoMe martrer mig, samtidig med et klart indblik i det moderne menneskes drøm om likes bundfælder sig i mit sind.

Jeg fik i aften en ny ”ven” på de sociale medier. Da jeg trådte ind i Teatret Svalegangen fik jeg som det første stukket en smartphone i hånden, og så kunne jeg deltage i at heppe på den kære performer Lazlo Fulops selviscenesættelse på scenen. Jeg så ham google sig selv frem til en prototype af det moderne menneskes anglen efter opmærksomhed og hvert et succesfuld optrin blev afløst af endnu flere absurditeter. I arenaen mødte jeg ham, det utrættelige menneske, der ikke kunne stoppe kampen før han fragmenterede for øjnene af mig.

Kvikfix i en selfie arena

Vi er i en arena, på slagmarken i kamp for det næste kvickfix der kan lappe sammen på vores ituslåede selvværd. Vi forstod aldrig helt hvordan vi var havnet her, for i starten føltes det rart at blive ”friended” af nær og fjern. Små uskyldige ofre, såsom en smule fremmedgørelse og det lidt fragmentariske selvbillede der opstod indeni. Det var vel prisen værd, når man fik en hel hær af ”thumbs up” for hvert øjeblik vi deler med masserne der følger os på de sociale medier?

En opsigtsvækkende forestilling

Den nødvendige refleksion over det moderne menneskes fald er på tapetet, og en modig skildring der formentlig ikke har til hensigt at få likes på de sociale medier, men dog kan jeg ikke undlade at give et stort velmenende bifald til denne forestilling. Den er opsigtsvækkende og rammer en nerve i menneskets ”voyeur-tendenser” og vores hunger for at blive anerkendte som særegne individer.

Forestillingen der går ind under huden i sin nøgenhed og efterlader sit publikum sit mærke, (som vi måske skulle have reageret på, da vi sidste gang åbnede et socialt medie, men som vi formentlig var for fragmentariske til at reagere på.)

Fuck dig

FU-SoMe er en FUCK YOU til de Sociale Medier. Forestillingen er skabt af koreografen Granhøj og bæres frem af performer og danser Lazlo Fulop der i en forunderlig og skræmmende cocktail finder grænseløsheden i vores moderne tilværelse og viser os den grusomme bagside som den ser ud, når vi ikke længere eksisterer på andre planer end i selfieverdenen. Derfor giver jeg denne forestilling mine varmeste anbefalinger.

Tusind tak til teamet bag FU-SoMe og til Teatret Svalegangen der i øjeblikket huser gæsteforestillingen.


Medvirkende László Fülöp
Koreografi Palle Granhøj
Produceret af Granhøj Dans.

Anmeldelse Julia and 500 years of Freedom på Teatret Svalegangen

★★★★★Anmeldelse Julia and 500 years of Freedom på Teatret Svalegangen

★★★★★Anmeldelse Julia and 500 years of Freedom på Teatret Svalegangen

En tromme­­­hvirvel der vækkede friheden i mig

17. august 2020.Kulturnyt, Lita Domino

En tromme der kalder på opmærksomhed. En kvindestemme der løfter sit publikum op og inviterer os med til et andet himmelstrøg. Fortæller historier fra landet hvor havet bruser og hvor sandet er hvidt. En pige i en landsby i Mozambique der drømmer om flere muligheder, gadelys der også ville skinne på hendes side af hegnet, lige som det gør i den europæiske koloni. Drømmer om lighed. Men ikke som en 'by i Rusland', hvor hendes far lærte militærteknik og medbragte fransk ost og vodka på sin hjemrejse, men muligheder for at udtrykke sig frit, definere sig selv, sit køn, sin seksualitet, og alle sine særpræg.

Den frigørende kvindes udtryk

Teatret Svalegangen har åbnet deres dør igen, efter vi alle har været sat på standby med en tung duft af sprit og angst hvilende over os. Vi har brug for scenekunsten og i aften blev en skare af gæster taget med på en rejse anført af en performer der kender til frigørelse på egen krop. Julia Garaldo Machindano har rejst fra pige til kvinde, hun har rejst fra solrige Afrika og landet i Københavns lufthavn på den anden side af jorden. Hun har pakket 500 år med i sin rygsæk, hvor generationer har udforsket frihedens betydning for menneskeheden. Frihed som vi alle kan skabe eller genskabe når nogen fratager os den.

Interaktivt teater som hjælper os ud af komfort-zonen

I en mosaik af små stemningsbilleder, fortællinger, sange, og lydeffekt fandt hun essensen af det frie menneske som hun har oplevet det i sit liv. Det er en interaktiv performance, hvor publikum inviteres med på gulvet. Vi fik lov at skue og agere med i ritualer fra Afrika. Vi blev budt til dans i frihedens navn og her tog vi afsked til knuden der havde bundet hende til sin stol. Hun bød os alle at blive frigjorte og tage del i livet.

Forførende performance vækkede mit hjerte

Kampen for frihed ender formentlig ikke med et trylleslag, men i aften fik jeg smag for sagen på Teatret Svalegangen. Forestilingen der med blide hænder og med fantastiske trommerytmer førte ind i en historie om frihedens væsentlighed.

Af hjertet tak for en nærværende og smuk forestilling til teamet bag Julia and 500 Years of Freedom og til Teatret Svalegangen for en skøn aften.

Medvirkende

Tekst og performance: Julia Garaldo Machindano

Instruktion: Daniel Norback

Scenografi: Semi Nørregaard

Live-musik: Michala Østergaard-Nielsen

Lysdesign: Maria Pi Houmann

Teknik: Lya Lundsager

Foto: Emilia Therese

Anmeldelse af teaterkoncerten C.V. Jørgensen, Aarhus Teater

★★★★★Anmeldelse af teaterkoncerten C.V. Jørgensen, Aarhus Teater

★★★★★Anmeldelse af teaterkoncerten C.V. Jørgensen, Aarhus Teater

Teaterkoncerten der får folk ud af papkassen

15. august 2020.Kulturnyt, Lita Domino

De gør sig umage, og det er underholdende. I aften begyndte jeg at trække vejret igen, i alt forsigtighed, selvfølgelig, for ikke at gøre en hel sal på Aarhus Teater bange. Et åndedrag jeg næsten havde glemt. Jeg inhalerede lugten af plyssæder og teaterrøg. Jeg inhalerede mennesker der kunne have valgt en aften med streamingtjenester på tv, men som mærkede at det ikke var nok for dem. Jeg inhalerede performere der ville leve og ikke lade teatrene dø. Jeg trak vejret med dette fællesskab og oplevede en hel sal i bevægelse.

Tanker fra kanten af verden

Cederholm og co. har skubbet denne bevægelse i gang og omdøbt den til Teaterkoncert C.V. Jørgensen. En ny Teaterkoncert født af tekster fra en mand der i sin kunst har delt tanker fra kanten af verden. Med et par ironiske briller har han skabt et vue der gennem mange generationer har vækket de sovende. Det er svært stof at omsætte denne mands bid i menneskeheden, for hver tekst har sit eget univers. Teamet bag forestillingen lod sig dog ikke skræmme mere end at de godt turde give et bud på en ny tolkning. Teaterkoncerten har sit eget præg og de har mod til at gå nye veje med de gamle klassikere så som ”Det si´r sig selv”, ”Indian Summer” og mange flere.

I vågen kamp

I mørket oplevede jeg det som om C.V. Jørgensen blev hentet ind fra kanten af verden, for at gøre os alle glade. Sangeren der hellere vil spidde end boble. Kan det mon lade sig gøre at gøre ham til en hip model, tænkte jeg. Første akt var et forsøg på at socialisere teksterne til at være en bondegårdslade og peppe tilværelsen op for ”midt-borgerne” i en tænkt koreografi der ikke gav meget grobund for dybere lag. Næste akt åbnede de kære ”Midt-borgere” mere for ”kasserne” i C.V Jørgensens lyrik og her tog performerne mig med ud til kanten. I stedet for at plante kantstenen i deres trygge midte, slap de ham fri og levede dermed mere op til stenkast og skrammer man kan få som usleben kampesten med hang til ironi i en civiliseret verden. Jeg er taknemlig for dette skifte, for jeg oplevede en større vågenhed, mere oprør og en slags ”uvorn” gavtyveri som kildrer i alle bekymringerne, som jeg nu engang har i mit snævre bur.

Små harmoniske perler

Musikken var underholdende og dejlig i sin helhed. Små harmoniske perler der dansede i ørerne for en tid. Vokaler der changerede i lige vinkler med små fine krøller i enderne og som blev båret frem af solide sang-håndværkere. Skuespillere i stærke udtryk der alle var i fint sammenspil til musikken. Herunder også lyset og kulisserne der åbnede og lukkede scenens flader og rum i en scenisk flikflak.

Kunstens væsen er vor nødvendige vejrtrækning i samfundet, og forestillingen med Cederholm og co. er en berigende og skøn oplevelse.
Tusind tak til teamet bag Teaterkoncert C.V. Jørgensen og til Aarhus teater der igen er på banen i kulturens navn.

Aarhus Teater præsenterer Teaterkoncert C.V. Jørgensen i samarbejde med Aveny-T

Tekst og musik C.V. Jørgensen

Koncept og iscenesættelse Nikolaj Cederholm

Musikalske arrangementer Kåre Bjerkø

Scenografi Jon Stephensen

Koreograf Anja Gaardbo

Lysdesign Jonas Bøgh, Sune Verdier

Lyddesign Malte Oscar

Medvirkende Nive Nielsen, Tue West, Mark Linn, Nana Schwartzlose, Simone Tang, Emil Prenter, Carl-Christian Riestra, Johan Klitgård,, Siff Vintersol

Ditte Chemnitz

Anmeldelse af 4 Ever fra Opgang2

★★★★Anmeldelse af 4 Ever fra Opgang2

★★★★Anmeldelse af 4 Ever fra Opgang2

Giv mig det, baby

22. februar 2020.Kulturnyt, Lita Domino

”Giv mig det, baby” synger Chadi Abdul-Karim på scenen til Nikolaj Rosengreens røde guitarspil. Giv mig gode øjeblikke i livet med venskaber, tilknytning og fremfor alt kærlighed. Dette er det væsentlige budskab i denne forestilling 4 Ever fra Opgang2.

Historien bliver fortalt med nerve og indlevelse, og mange små intense øjeblikke samles til en handlingsmættet fortælling om 4 drenges venskaber. Vi er i en ungdomskultur, hvor loyalitet på godt og ondt er et bærende element. Måske går vi til grunde, men vi gør det sammen.

Der er livsnerve i Opgang2

Opgang2 er et teater som benytter sig af livshistorier som udgangspunkt for deres produktioner. De bliver dermed et talerør for ungdommen. Det væsentligste her er at skabe kunst der har en relevans for samfundet, at turde at sætte sig selv i spil og formidle et realistisk billede af de dilemmaer der røre sig hos den unge generation.

I ”4 Ever” lykkes det til fulde. Jeg blev grebet af personkarakteristikkerne, af den rappe og rå tone i fortællingen og den sensitivitet de følsomme øjeblikke blev skildret med.

Vovemod og rå virkelighed

Jeg er vild med den troværdighed de to performere gik på scenen med. Med høj energi og kun små virkemidler får de knyttet historien om de 4 drenges venskab sammen. Fra barn til voksen følges de ad og bliver konstant udfordret på deres forskellighed. Hvornår skal de tilpasse sig flokken og hvornår er det tid til at gå sine egne veje. Trygheden de finder hos hinanden i gruppen bindes sammen med voldsomme begivenheder hvor de står ansigt til ansigt med døden. Det blev afgørende for udviklingen af historien og for drengenes skæbne.

Tusind tak for en medrivende fortælling til teamet bag ”4 Ever”, til Opgang2 turneteater og til Aarhus teater der i øjeblikket huser dem på scenen Stiklingen.


4 ever
manuskript og instruktion Pia Marcussen
Scenografi Gitte Bøg
Dramaturgi Lise Ørskov
medvirkende Chadi Abdul-Karim og Nikolaj Rosengreen
Musik Nikolaj Rosengreen

Anmeldelse af The Pure Gold is Seeping out of Me

★★★★★Anmeldelse af The Pure Gold is Seeping out of Me

★★★★★Anmeldelse af The Pure Gold is Seeping out of Me

3 kvinders æggestokke i oprør

19. februar 2020.Kulturnyt, Lita Domino

The Pure Gold is Seeping out of Me er en modig og anderledes performance. En kvindekamp som på mange måder er uset i mange feministers verden.

I den gængse feminisme handler det om lighed mellem kønnene, men hvad nu hvis kvinderne kom på barrikaderne og kæmpede for rettighederne til at være fødedygtige kvinder. Lade vores krop få ro og nænsomhed så vi kan skabe nyt liv i vores livmoder. Tillade at vi må passes på af omgivelserne så vi kan være omsorgsgivere for en ny generation. Jeg tænker det er en ny måde at se kvindekamp på, og en meget stærk pointe at fortælle i den stressede verden vi lever i dag.

3 kvinder i togt efter perfektion

I en styret verden, hvor oprør ikke er velset, danser 3 kvinder sig til mere og mere kontrol med deres kropslige udtryk. De forfiner deres kunst gennem hård træning i et dansestudie og rejser verden rundt på nye togter for at opnå perfektion. De er i den fødedygtige alder, men deres maskuline side af skaberkraften, hvor de styrer og kontrollerer deres kroppe, er i overdrive, og den feminine skaberkraft som findes i det intuitive og følende har svære vilkår. Fordi datelines skal holdes og præstationerne skal sidde lige i skabet, hver gang de går på scenen.

De danser i oprørets time

Forestillingen The Pure Gold is Seeping out of Me på BORA-BORA er et frustreret brøl fra en performancegruppe på 3 kvinder, som i oprørets time går i kamp mod deres enorme viljestyrke til det perfekte udtryk i danseverdenen. De vender vrangen ud og undersøger de omkostninger deres profession har for deres liv som kvinder der bærer ønsket om moderskab.

De egenskaber dansens verden fordrer står i stærk kontrast til hvad der kræves af en kvindekrop for at kunne blive gravid. De er så modstridende, for holder du ikke stramt fast i perfektion på scenen, taber du kunsten, mens du må slippe den totale kontrol hvis du vil give plads til at et nyt liv der kan vokse frem i skødet på dig.

At vælge begge levemåder på samme tid, giver kvinderne skyld og skam og store frustrationer, fordi kunstige fertilitetsbehandlinger er dyrt på alle planer af kvindernes liv.

Tusind tak til teamet bag The Pure Gold is Seeping out of Me og til BORA-BORA for en tankevækkende aften i teatret.


The Pure Gold is Seeping out of Me
Koncept og koreografi Renata Piotrowska-Auffret
Performance og Tekster Karolina Kraczkowska, Aleksandra Osowicz, Renata Piotrowska-Auffret, og gæster
Dramaturgi Bonjana Bauer og Renata Piotrowska-Auffret
Dramaturgisk konsulent Magdalena Ptasznik
Editing assistent Michal Kurkowski
Lys Monika Kresniak
Visuelt design Aleksandra Osowicz
Musik Camille Saint-Sarns, Ferenc Liszt, Bill Medley, Jennifer Warnes, The Kurws

Anmeldelse af Volitant

★★★★Anmeldelse af Volitant

★★★★Anmeldelse af Volitant

En spurv i computernettet

19. februar 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Hvordan fanger man en fugl til lyden af en computer? I en underfuld lille dans balancerer kunstneren Rita Gôbi på fremtidens vinger. Hun undrer sig over hvad der vil ske med kroppen og dens udtryk når vi lader den styres af teknologien.

I et nært samspil mellem lys, computerlyde og en krop i bevægelse, fanger hun en ny tid ind i forestillingen Volitant og giver et abstrakt bud på opløsningen af spontanitet og frihed til ære for en mere styret og kontrolleret verden.

Mange af dansens udtryk gav mig et stærkt indtryk af en lille spurv i kamp der forsøger at tilpasse sig noget den ikke er skabt til. Jeg forundres over hvor meget selv de helt små bevægelser hun skabte på scenen, kunne fange al opmærksomhed i det stilrene rum og på den måde give resonans inde i min egen billedverden som publikummer.

Tusind tak til teamet bag Volitant og til BORA-BORA for et eksperimenterende danserum.


Volitant
Koreografi og dans Rita Gôbi
Musik Dâvid Beranovâ
Lys design Pavla Beranovâ
Lys teknikere Zuzana Bottovâ, Zuzana Reznâ, Jan Tranta
Kostumedesigner Judit Sinkovics
Kreativ producentÂgnes Karolina Bakk

Anmeldelse af Champions

★★★★★★Anmeldelse af Champions

★★★★★★Anmeldelse af Champions

Brydningskampen der gælder livet

4. februar 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Findes der en smukkere kærlighedshistorie, end når et menneske opdager sig selv og finder kærlighed til sit eget væsen? På BORA-BORA er scenen sat i et dobbelt program af Andreas Constantinou. To meget forskellige forestillinger, men som begge har rødder i kampen for frihed til at være dem vi er og udholdenhed som det kræver at nå til dette sted.

Den første forestilling Champions, en hjerteskærende åbenbaring af et indre univers. En palet af videoinstallationer, lydfiler, wrestling, musik og performances. (Den anden Mass Effect).

Champions handler om den sværeste kamp i livet, og som formentlig kræver den ypperste form for udholdenhed, nemlig kampen for at blive den man er. Performer og koreograf m.m. Andreas Constantinou´s udgangspunkt er at han som barn blev gjort forkert og mødte ikke forstående øjne fra sin far, der var blind for drengens smukke særpræg og de blide facetter der kendetegnede essensen af hans væsen. Som voksen har han forståelig nok svært ved at være alene og det er her hans rejse ind i sig selv begynder.

En kærlighedshistorie på mange planer

Med et mod af en anden verden nærmer han sig sin egen essens og samler alle brikkerne i et stort puslespil. Den rejse bliver billedliggjort i et fantastisk og meget personligt kunstværk, Champions.

Det var en super nærværende performer der tog scenen. Med meget lidt gestik får han fortalt en rørende og stærk historie. Publikum får lov at skue ind i det inderste kammer i en voksen mands brydekamp for sin egen ret til at være sig selv. Han sidder i sin lænestol men samtidig får publikum indblik i hans arbejde gennem en række terapisessioner gemt på lydoptagelser. Her begynder han at formulere sit eget eksistensgrundlag.

Han er født anderledes end sin far, som aldrig har forstået sin dreng, men han sejrer som voksen mand, idet han lærer at acceptere sig selv og sætte pris på netop de kvaliteter han er i verden med.

Det var som at være vidne til en fødsel

Jeg er oppe at ringe med 6 stjerner for denne fantastiske performance installation. Jeg er dybt rørt over den personlige og meget modige beretning, og jeg har stor respekt for den nytænkende og anderledes måde at sætte den i verden på. Det var i sandhed et kunstværk af format. Jeg mærker en stor nødvendighed i vores nutid til at skildre livet fra indersiden af tilværelsen som er så langt fra selfie-verdenen hvor kun det tilpassede menneske har lov til at være.

Bravo for en skøn og gribende oplevelse.

Tusind tak til teamet bag Champions og til BORA-BORA for dette indblik i udholdenhedens væsen.


Mass Effect
Kunstnerisk koncept, koreografi, instruktion Andreas Constantinou
Samarbejdende instruktør Dagmara Bilon
Video designer, lys og lyd designer Christoffer Brekne
Installation design, lys og lyd design Jeppe Cohrt
Psykolog/dramaturg Kristine Graugaard
Dramaturg Jeppe Hemdorff Nissen
Wrestling træner Mikkel Wind
Performer Andreas Constantinou og Aris Papadoupoulos
Kunstnerisk assistent Rita Maria Farias Monoz
Kreativ producer Kirstine Marie Bauning
Co-produceret BORA-BORA

Anmeldelse af Mass Effect

★★★★★★Anmeldelse af Mass Effect

★★★★★★Anmeldelse af Mass Effect

Mærk din puls i fællesskabets tjeneste

4. februar 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Et hjerteslag ved siden af og forestillingen havde snublet hen ad gulvet, men det skete ikke, for hvert trin var koreograferet nøje og danserne fik det til at sidde lige i skabet.

Mass Effect er det andet værk i dobbeltprogrammet på BORA-BORA (det første er Champions) og ligeledes fra koreografen Andreas Constantinou´s hånd. Her pulserer fællesskabets hjerte i takt gennem 7 danseperformere, der både har vilje og udholdenhed som bærende vinger. En hypnotisk dans, hvor selv pauserne er i fællesskabets ånd.

Bagagen, tøj og hæmninger slippes

Med energi og livsgnist former de 7 mennesker et fælles nærvær, der river publikum ud af deres ensomme trivialiteter og skaber en medpuls på stolerækkerne.

Danserne presser sig til det yderste og giver slip på alt unødvendigt bagage, for at kunne give sig helt hen til dansen.

På scenen kom der flere dansere til, som alle gled ind i rytmen og gav den fuld gas. Super intenst og energisk oplevelse.

Når samhørighedsfølelsen er med på beatet

Både i menneskehedens historie, hos forskellige kulturer og subkulturer og hos religiøse bevægelser, har vi brugt musik og dans som samlingspunkt og til at skabe fællesskabsfølelse. Når vi gik i krig var trommen det vigtigste våben til at skabe sammenhold og kampvilje hos krigerne. Vi har danset om bålet som urmennesker, de kristne dansede i gammel tid i kirkerne, vi har haft høstgilde i forsamlingshusene, og i dag danser vi til karmafester og til techno-events og meget mere. Vi gør det fordi vi oplever styrke sammen, når vi har samme puls. Vi kender hinanden på lugten af sved, og den fantastiske livsgnist og følelsesudtryk som vi kan opleve i dansen, giver næring til samhørighedsfølelsen. Den nødvendige tilknytning til andre, så vi står stærkere i verden. Sammen kan vi opnå det umulige.

Tusind tak til teamet bag Mass Effect og til skønne BORA-BORA der huser dem.


Medvirkende
Kunstnerisk koncept, koreografi og instruktion Andreas Constantinaou
Samarbejdende kunstner Aris Papadoupoulos
Lys- og lyd design Jeppe Cohrt
Performere Aris Papadoupoulos, Aline Sánchez, Kim Amankwaa, Bjôrn Vârsjô, Théo Marion-Wuillemin, Paola Drea og Elise Ludinar
Statister Signe Wriedt Jakobsen, Laura Schou Abildgren, Henrik Viking Hansen, Oriana Vigl, Kathrine Moryl Kristiansen, Guillermo Landalde, Brandon Tingley, Kenth M. Rose, Lasse Eldov, Gitta Catalina Møller, Ida Marie Haslev
Kunstnerisk assistent og performer Rita Maria Farias Monoz
Kreativ producer Kirstine Marie Bauning
Co-produceret BORA-BORA

Foto: Jane Vorre

Anmeldelse Ivalus første sang

★★★★★Anmeldelse Ivalus første sang

★★★★★Anmeldelse Ivalus første sang

Myter skaber modige børn

2. februar 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Det har store konsekvenser for en lille pige, når hun finder sin sangstemme (og riffel) i den mørke vinternat. Den hårde natur sætter hende på prøve, og hun må med stort mod og sin gamle bedstemors visdom overvinde en frygtelig fare der truer.

Vi er i et land langt mod nord, men temaet ”at finde sit mod” er universalt og må findes i alle mennesker, uanset hvor vi kommer fra, og hvilken alder vi har.

Jeg frydes, når jeg møder gode historier, og hjertens gerne fra myternes verden, der tør at fortælle om det væsentlige i menneskelivet. Det har jeg mødt i Ivalus første sang.

Et fortællerunivers af kaliber

Jeg er på Teater Refleksion, der har inviteret et gæstespil på besøg fra det Københavnske teater ved navn De Røde Heste. Ivalus første sang er en skøn forestilling for børn fra 6 år og opefter og for voksne med hang til gode fortællinger.

Publikum bliver budt velkommen i en iglo, hvor vi sidder på sælskind, for nu skal vi høre en vidunderlig historie. Fortælleren og skuespilleren hedder Claus Mandøe, og han kan åbne en historie op med dyb stemme, trommer, sang, nerve og indlevelse, så det gibber af fantasi og skønne billeder i sit publikum. Billeder af lyset der ændrer sig med årstiderne, om en gammel kulturs åndeverden, om dyrenes væsen og om at leve i samhørighed med naturen.

Taknemlighedens sang

Har du nogensinde tænkt tanken at fisken du spiser til aftensmaden har givet sit liv for at du kan få føde? Har du sunget taknemlige sange til den, for det offer den skænkede, da den lod sig fange? Vi er i magiske Grønland og her lærer en lille pige, Ivalu, betydningen af pagten mellem mennesker og dyr og hun finder modet til at handle i overensstemmelse med dette, da hendes familie og hun selv skal overleve i vintermørket.

Magien lever

Mennesket har fortalt historier siden vi lærte at kommunikere med ord og jeg bliver aldrig træt af den magi der opstår i disse situationer. Ivalus første sang kunne sagtens leve i sin enkelthed med Claus Mandøe som fortæller, men det var en ekstra skøn gave at få den serveret med små analoge virkemidler. Trommernes dybe rytme, lydeffekter af storm og vilde dyr, skyggeteater, og lys der understreger stemninger og historiens essens, alt sammen uden at tage fokus fra det væsentlige, som jo er fortællingen af en god historie og samhørigheden der opstår på magisk vis mellem fortæller og publikum.

Af hjertet tak til teamet bag Ivalos første sang og til Teater Refleksion som har budt forestillingen til byen.


Ivalus første sang Teatret De Røde Heste
Medvirkende Claus Mandøe
Instruktør-konsulent Kai Büchner
Træfigurer Niels Willum Andreasen
Træsnit Sven Havsteen-Mikkelsen
Lyddesign Andreas Sandborg
Lysdesign Morten Ladefoged
Værksted/teknik Steen Molls, Morten Meilvang Laursen, William Højberg Nielsen

Foto: Emilia Therese

Anmeldelse: Lyden af de skuldre vi står på

★★★★★Anmeldelse: Lyden af de skuldre vi står på

★★★★★Anmeldelse: Lyden af de skuldre vi står på

Med hybenhjertet i behold

31. januar 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Det blev min skat, - skabelsen af mit hybenhjerte. Dengang jeg var bange som barn, når min lille krop gav efter af sorg, når jeg oplevede fryd og glæde, i så mange situationer hvor det gjaldt mit liv, svøbte jeg mig i en blid og fortrolig stemme fra én der stod mig nær, én der delte sange med mig som generationer før hende havde gjort. Jeg gemte alle de gode melodier og alle de smukke ord dybt inde i mig.

Når jeg senere i livet stod i svære øjeblikke, situationer hvor jeg nær mistede mig selv, løftede jeg min stemme og mødte verden med min sang. De gamle ord der har boet indeni mig siden jeg var barn, blev min vej tilbage til mig selv. Denne skat har vi alle tilfælles i vores lille land.

Gammel arv på nye flasker

Aarhus Teater har i samarbejde med Simon Kvamm og Marie Højlund dykket ned i vores fælles skattekiste og hentet smukke juveler op af gamle danske sange, og iklæder dem vor tids elektroniske lydunivers. En transformation som bibeholder de gamle sanges sanselighed, men modigt tilsætter dem en helt ny kvalitet af stemningsmættede billeder gennem elektronisk pop. Denne aften gav, multiinstrumentalisten Esben Inglev den fuld skrue sammen med Maria Højlund og skabte en klangbund, hvor de bedste hits fra datiden kunne gro nye skud og udvikle sig til smukke poesi-blomster.

Aarhus Teater forfører

Jeg oplever hvert nummer der bliver iscenesat under forestillingen ”Lyden af de skuldre vi står på.” som en lille bid af en musisk mosaik. Et rum fyldt med genkendelighed, men som bliver tvistet på en anderledes og nytænkende måde. Jeg oplever at jeg må give efter og lade sangene føre mig nye steder hen. Denne forestilling er et mægtigt samarbejde, hvor alle skuespillere løfter tonerne i forunderlige retninger med skøn energi. Med indlevelse og fantastiske stemmer luller jeg mig ind i deres smukke lyd -og skuespillerunivers. Scenografen Christian Albrechtsen leger med cirklens kraft. Den runde form, men også den cirkelformede cyklus som vi finder i årstiderne og som afspejler stemningerne der er opbygget i de gamle sange fra vores fælles arv. Lyssætningen er næsten et kapitel for sig. Aarhus Teater har fået nyt udstyr og lysdesigner Mathias Hersland boltre sig i det i denne koncertforestilling. Han gør salen levende og modellere scene frem, som jeg ikke troede muligt. Fantastisk forestilling, og en smuk gave at give videre til fællesskabet i lille Danmark.

Af hjertet tak til teamet bag Lyden af de skuldre vi står på, til Aarhus teater og til generationerne før mig, for at jeg må stå på disses skuldre og synge med på vores fælles arv.


Lyden af de skuldre vi står på remixet af Simon Kvam
Musik arrangeret af Marie Højlund og Anders Boll
Iscenesættelse Nicolei Faber
Scenografi og kostumedesign Christian Albrechtsen
Lysdesign Mathias Hersland
Lyddesign Lars Gaarde
Koreografi Marluze da Cruz
Koreografisk konsulent samt ansvarlig for genopsætning Rebekka Lund
Medvirkende Mark Lind, Marie Marschner, Nanna Bøttcher, Anders Baggesen, Marluze da Cruz, Lisbeth Balslev, Mikkel Hilgart, Adrian Kashef, Aarhus Teaters kor
Musikere Marie Højlund, Esben Inglev
Foto: Jens Peter Engedal

Anmeldelse The Soul Catcher

★★★★★Anmeldelse The Soul Catcher

★★★★★Anmeldelse The Soul Catcher

I rovdyrets klør

21. januar 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Vi er landet på et gerningssted, hvor vederstyggeligheder er foregået. Nu er det tid til at efterforske og granske over hændelserne der er foregået her og jeg var med som publikum da trådene blev analyseret på scenen. Kassandra Production stiller skarpt på Narcissistisk Personality Disorder, - også kaldet psykopati, og dens ofre.

Psykologisk thriller

Hvad er der sket? Hvem er ofret og hvem er den kyniske gerningsmand? Hvilken relation havde de til hinanden? Jeg ser dem bevæge sig fri efter år som fanger i en manipulators net. Det er en voldsom og powerfuld dans. De finder deres væsen igen og vrider sig ud af angst og mørke. De frigører sig fra et menneske der har gjort rovdrift på selvfølelsen. Og de befrier det mest væsentlige af sig selv, deres ukrænkelighed, for atter at finde fodfæste i sig selv og verden igen. Sådan er kampen som må overleves efter rovdyret har fortæret af sit offer alt for længe.

Psykopatens charme

BORA-BORA huser i øjeblikket en psykologisk thriller The Soul Catcher og den får det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Der findes utallige workshops i øjeblikket der omhandler psykopati og dens ofre, så det er et hot og nødvendigt emne, men når jeg finder temaet i en teatersal får det helt andre virkemidler og bliver åbenbaret med en følsomhed og charme der går langt ind under huden.

Solid præstation på scenen

Forestillingen er skarp og usentimental. Det er en blanding af performans, dans, spoken words og krydret med benhård elektronisk musik. De tre skuespiller går ikke på kompromis med deres udtryk, men leverer en solid præstation. Forestillingen lever helt op til mine høje forventninger, som jeg med tiden har fået til skaberen af værket, Anika B. Lewis og fik ovenikøbet en stor gave med oven i hatten, da temaet både var præsenteret som autofiktion og var fantastisk skildret. Bravo for mod og kunstnerisk pondus.

Stor beundring herfra og tusind tak for oplevelsen til teamet bag The Soul Catcher og til BORA-BORA der giver dem sceneplads.


The Soul Catcher af Kassandra Production i Co-Samarbejde med Bora Bora, Dans & Visuelt Teater.
Idé, instruktør/koreograf Annika B. Lewis
Performere Lisbeth Sonne Andersen, Erik Pold, Johan Svensson
Komponist og musiker Sofus Forsberg
Scenograf Signe Krogh
Lysdesigner Morten Ladefoged
Dramaturg Anne Hübertz Brekne
Kostumer Systuen Svalegangen
Afvikler Jens Mønsted
Produktionsleder Betina Rex

Anmeldelse af Nøddeknækkeren

★★★★★Anmeldelse af Nøddeknækkeren

★★★★★Anmeldelse af Nøddeknækkeren

”Nutcases” på BORA-BORA

11. december 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Hvad ønsker du dig til jul? En pose blandede bolsjer eller måske en balletoplevelse som for eksempel Nøddeknækkeren? Personligt vil jeg hellere være i selskab med en flok ”nutcases” fra det ydre rum og det ønske fik jeg opfyldt på BORA-BORA i aften. Her var alle slags nødder, lige fra de smagfulde valnødder til de mere eksklusive pekannødder og mange andre godbidder.

Publikums hjerter gibber af livsglæde

Der er intet i vejen med den klassiske ballet forestilling, har selv en svaghed for ballet, men i aften blev den kære gamle fortælling vendt på hovedet af en europæisk performansgruppe og det eneste der forblev tilbage fra det oprindelige var små passager af musikken. I stedet fik vi en absurd historie om en kæmpe nød der befinder sig på planeten ”Tchaikovsky” i det ydre rum. Her på denne planet er julen en teatralsk højtidelighed fyldt med musik, sang, gymnastikøvelser, og henrivende sylfidedans, hvor alle tyk som tynd er velkomne til at udfolde sig på bedste vis, - og det gør alle performerne. Med stor charme og max volumen på følelsesudtrykket indtager de scenen til publikums hjerter gibber af vellyst og livsglæde.

Juleeffekter i overdrive

Denne nyfortolkning af Nøddeknækkeren er fyldt med absurd humor og vidunderlig charme. Det er ganske befriende at tage en pause fra alt selvhøjtidelighed og sund fornuft og i stedet lege med på denne gale gruppes underholdende julespas. Scenografien er flot og musikken er indtagende, og de sparer selvfølgelig ingenlunde på juleeffekter. Publikum fik den helt store pakke, til vi knækkede (som nødder) af grin.

En varm anbefaling til en glædelig jul

Så hælder du til at tro at julen er en alvorens tid, så lad truppen John Housband binde dig noget andet på ærmet, for det er bestemt meget vigtigere at mærke livsgnist og vovemod i vintermørket, end at tage alting med alvorlige miner. Kan varmt anbefale en skøn oplevelse i denne juletid på BORA-BORA der i år for første gang giver sceneplads til en rigtig juleforestilling. Glædelig og humoristisk jul til alle og må I knække de hårde nødder i møder på vejen gennem højtiden, så der bliver lidt mere plads til alle i den mørke vintertid.

Tusind tak for en vidunderlig forestilling i selskab med teamet bag Nøddeknækkeren og til BORA-BORA i dejlig julestemning.

Nøddeknækkeren
Skabt og performet af Dennis Deter, Anja Müller, Roger Sala Rayner, Melkorka Sigridur Magnusdottir, Alma Söderberg, Henrik Willekens
Dramaturgi Igor Dobricic
Scenografi og kostumer Magnus Leifsson
Lysdesign Jochen Hagen
Musik Pjort Ilyich Tchaikovsky, John Houseband

Martin Ladegaard

Anmeldelse Pigen Under Vandet på Katapult

★★★★Anmeldelse Pigen Under Vandet på Katapult

★★★★Anmeldelse Pigen Under Vandet på Katapult

Ensomhedens kunstværk

26. november 2019.Kulturnyt, Lita Domino

”Jeg drukner”, synger Lotte Arnsbjerg på Katapult scenen i en af hendes egne tekster. En hård thriller der skærer alt medmenneskelighed ud af verden og efterlader et barn tilbage i en mørk og grusom ensomhed. I hendes smerte kalder hun gennem melankolske sange og sorgfulde ordbilleder på medfølelse og ømhed fra en verden, som hun som barn forlod da hun fornægtede sin krop under traumatiske overgreb. Nu ønsker hun inderligt at komme til stede i verden igen, - at blive synlig og danse i lyset. Det er barske sager, og svært at iscenesætte som kunstner, især når historien har rødder i egen opvækst. Der er meget på spil, og det kræver løvemod at omdanne sår til kunst, så kæmpe respekt for det.

En skal af aggression

Med hårdhed beretter hun om sin adskillelse fra kroppen ved at fremfører sig selv som aggressiv femme fatale der skånselsløs bruger andre til at gøre sig selv fortræd. Jeg følte mig nærmest pisket, som publikum, af hendes fremstilling af den ulykkelige strategi. Væmmes ved beskrivelserne af den voldelige seksualitet i Pigen under vand, der handler om at det traumatiserede menneske kan videreføre de seksuelle overgreb mod sig selv som voksen. En meget alvorlig konsekvens men også en realitet for mange der i traumatiske situationer er blevet frarevet deres egen krop.

Transformation fra ensomhed til fællesskab

Pigen under vand er en voldsom teateroplevelse, men giver også bud på at der i livet også findes transformation. At udtrykke de mest smertefulde oplevelser gennem sin kunst, bærer så meget forløsning og håb ud til alle der gerne vil danse i lyset. En blanding af video, lys, musik, drama og digte fletter en historie sammen om et væsentligt tema, som er utrolig relevant at belyse.

Tusind tak til teamet bag Pigen under vand og til Teatret Katapult som inviterede dem til Aarhus.

Pigen under vand Gæstespil af The Art of Transformation
Musik, vokal, tekst og video Lotte Arnsbjerg
Musik Carman Moore
Cello Henrik Dam Thomsen
Medvirkende Lotte Arnsbjerg
Instruktion Malte Claudio Lind
Lyddesign, lyd og videoteknik Inuk Thomsen
Lydproduktion Christoffer Høyer
Video Caterina Bertolotto
Lysdesign Clementine Tulzi
Teknik Malene Andreasen
Kunstnerisk mentoring Trevor Davies
Fageksperter Helle Knudsen og Stefan Green Meinel

Anmeldelse Den Hellige Nat

★★★★★★Anmeldelse Den Hellige Nat

★★★★★★Anmeldelse Den Hellige Nat

Magien der får himlen til at røre jorden

25. november 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Glem alt om gaver, magtfordelinger blandt mennesker, julestøj og pligter der skal nås. Teatret gruppe 38 har en helt anden opskrift på julestemning. Her er det en historie fortalt med nærvær og hjerteblod der er den vigtigste ingrediens i juletiden og de giver så gavmildt ud til alle mennesker uanset alder. At åbne en julegave fra teatret på havnekajen er en magisk og forunderlig oplevelse.

Gammel historie i nye klæder

Den mest fortalte julehistorie, kender vi alle. Det er julens arnested, hvor himlen åbnede sig og gav et lille nyfødt barn til verden. På eventyrlig vis fortæller legenden om hvordan Vor Herre skabte en forbindelse mellem himlen og jorden og om alt det håb som blev tændt i menneskeheden i Den Hellige Nat.

En god historie, men netop fordi den er så kendt, kræver det både mod, magiske hænder og stor ildhu at få et publikum til ikke bare at repetere historien inde i hovedet, (nå ja, lige om lidt dukker ”De tre vise mænd” op... og så og så og så), men at gøre publikum helt nærværende og åbne for det smukke budskab i den gamle fortælling, så de oplever den på en ny og anderledes måde. At fange opmærksomheden hos mennesker i en fortravlet hverdag, for at kunne give dem en gave, som man ved, vil gøre dem godt, men som de ofte har for travlt til at mærke, at de har brug for, er den ypperligste kunstform og jeg jubler af hele mit hjerte overat Teatret Gruppe 38 igen har fået placeret nærvær, håb og menneskelighed i deres julepublikum. Bravo for det.

En analog verden

For at komme tilstede i en den gode historie, bliver vi nødt til at slukke for alt det digitale. Det støjer ganske enkelt for meget og forstyrrer bare vores indføling af det der foregår. Det gælder selvfølgelig publikums telefoner, men også på scenen er der slukket for computere og andet digitalt udstyr. Et rum hvor scenen og publikumsrækkerne er nytænkte, en verden hvor små lys i mørke kroge modellerer nye planer i tilværelsen frem og hvor rekvisitter bliver levende budbringere for en god historie. Et forunderligt univers med eventyr, humor, sprogsløjfer, lys og julekager der bæres frem og serveres med stor hjertevarme. Hvis ikke det giver juleånd i alle julehjerterne, så ved jeg ikke hvad der gør.

Tusind tak til teamet bag Den Hellige Nat og til det vidunderlige nye teater på kajen, Teatret Gruppe 38, for en fantastisk oplevelse.

Medvirkende Bodil Alling, Claus Mandøe, Jakob Kirkegaard, Elsabeth Wedderkopp, Stine Lundgaard, SørenSøndberg, Søren La Cour.
Komponist Søren Søndberg
Skabt af Cathrine Poher, Paolo Cardona, Bodil Alling, Claus Mandøe, Søren Søndberg, Bjarne Sandborg m.fl.
Instruktør Cathrine Poher

Fotograf Aarhus

Anmeldelse: Pagten Aarhus Teater, jul 2019

★★★★★Anmeldelse: Pagten Aarhus Teater, jul 2019

★★★★★Anmeldelse: Pagten Aarhus Teater, jul 2019

Uden hinanden er vi ingenting

14. november 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Pagten samler byens borgere, høj som lav, til det årlige opgør med vintersind og mørke tanker. Aarhus Teater inviterer børn og voksne indenfor i varmen til det årlige brag af en juleforestilling.

Vi kender alle den mørke magt. Måske ikke direkte med det navn som bruges i juleeventyret Pagten, men mere i den form hvor vi gør ondt på andre og bliver kolde indeni. I dette eventyr har kulden fået navnet Iselin, og med isnende trolddom skyr hun ingen midler for at gøre både menneskeheden og alle de magiske nisser ondt.

Den sprøde julegave

Pagten er en fantasifuld fortælling, og som de bedste julegaver er indpakningen både sprød og lækker og med et indhold der kan skabe magi og livsmod hos os alle sammen.

I eventyret om den modige dreng Malte og den magiske nissepige Lyda, må vi alle hjælpe til, med sammenhold, mod, varme og de dejligste julesange, så mørket atter mister sin kraft og ondskaben kan overvindes.

Juleånden løfter stemningen i salen

Aarhus Teater tager i år fat på en gammel DR julekalender, Pagten, og tryller den om til en vellykket teaterforestilling. Det har uden tvivl vært hårdt arbejde som mange medarbejdere på teatret i smuk juleånd har løftet i flok.

Skuespillet var tryllebindende og levende. Jeg var indtaget af nissernes charme og finurlige kropssprog ,og menneskeskildringerne var hjertegribende i deres kamp for varmen og medmenneskeligheden.

Aarhus teater havde skruet op for effekterne, robotlys og flotte sceneskift med deres nykøbte udstyr, til stor glæde og forundring for alle os i salen.

Kulisse - og kostumedesigner David Gert har knoklet for at skabe magiske universer der både rummer Thyregod skoles daglige og halvkedelige verden, og samtidig kan åbne sig ind til en dybere og kunstnerisk dimension som normalt er gemt i 'buskene', men som i december kulden åbner sig så børn og nisser kan vandre ind i magien når nødvendigheden byder det.

Ly mod kulden

Det var en smuk og dejlig julegave jeg i dag fik i byens ældste teater. Jeg kan på det varmest anbefale alle at søge ly mod kulden i den smukke store sal i hjertet af Aarhus. Varm jer med tanken om at her er et teater der sætter en ære i at give byens borgere alle de væsentlige ingredienser til en god fortælling, og som giver både mening og skønhed til alle os der sætte pris på det.

Tusind tak til teamet bag Pagten der alle gavmildt forærede os den skønneste fortælling fortalt til både børn og voksne.

<

Anmeldelse: Jernring fra Bådteatret

★★★★★Anmeldelse: Jernring fra Bådteatret

★★★★★Anmeldelse: Jernring fra Bådteatret

Gruens karrusel

12. november 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Jeg har været på Karruseltur i aften på Teatret BORA-BORA. En gruvækkende én af slagsen, for med på turen var historiens største diktatorer, Stalin og Hitler, og de vækker stadig rædsel langt ind i dette nye århundrede. I et smerteligt og uhyggeligt performansværk fremstiller turneteatret Bådteatret den forfærdelige skæbne som alt for mange led under 2. verdenskrig i byen Leningrad. Jernring er en voksen dukketeaterforestilling som både er grotesk og samtidig poetisk.

Levende dukker

Jernring er en musikalsk rejse tilbage til et udhungret folk der måtte kæmpe for humanitet i nederdrægtige omgivelser. Vi møder en russisk familie til tonerne af en symfoni af Shostakovich (Symfonien: Leningrad). Familiens medlemmer er skabt af dukkemager Rolf Søborg Hansen, men kommer til live i forestillingen af 4 dukkefører. Uden ord men med fantastisk gestik er hovedpersonerne levende. Jeg forundres over dukkernes poetiske billedsprog og lever mig med i deres medmenneskelighed og kamp for samme. Jeg var utrolig optaget af de udtryksfulde dukker og levede mig med i deres verden. Det var så forunderligt og det høje tempo i forestillingen gjorde at jeg ikke havde tid til at reflektere over dukkeførernes teknikker, men bare måtte overgive mig til det forunderlige univers.

Sublim sans for fortælling

Forestillingen er helskabt og vel gennemført. Lige fra den drømmeagtige stemning på den runde karruselscene, lysets modellerbare effekt af fortællingen, lydens til tider skræmmende beskrivelse af krigens konsekvenser, og de eviggyldige temaer som Bådteatret denne gang arbejder med. Jernring er sat på spidsen med både vid og en vidunderlig fornemmelse for smuk og udtryksfuld kunst. Forestillingen har hele tiden en sublim sans for de magiske øjeblikke hvor humanitet og medmenneskelighed lever på trods og giver godt stof til eftertanke.

Tusind tak til teamet bag Jernring og til Bora-Bora som lagde scene til.

<

Anmeldelse af Selvtægt, Teatret Svalegangen

★★★★Anmeldelse af Selvtægt, Teatret Svalegangen

★★★★Anmeldelse af Selvtægt, Teatret Svalegangen

Det nye ungdomsoprør på scenen

4. november 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Teatret Svalegangen har inviteret den unge teaterinstruktør Anna Malzer til Aarhus sammen med dramatiker Aleksa Okanovic, som viser deres forestilling Selvtægt. De er træt af kloge ord og endeløse samfundsdebatter og har derfor skrevet og instrueret en forestilling der tager et brandvarmt emne op, som i dette tilfælde er fremmedhad og asylbrande, men i stedet for at udmelde sine politiske holdninger i stykket, stiller de i stedet skarpt på, hvordan vi i vesten hele tiden fabrikere holdninger til politiske emner, uden at vi kommer i egentlig kontakt med noget der er væsentligt. Det bliver kamp for kampens skyld. Vi skal have meninger om alt. Eksperimentet i Selvtægt er, at undersøge hvad der sker når vi lader alle meninger løbe i hver deres retning, og lader humor være noget der var sjovt engang, men lige som alt andet har mistet sin tid. Samfundet er blevet en karikatur på sin egen absurditet. Vi er super meningsdannere men har intet begreb længere om, hvorfor vi er det.

Det totalt konsekvensfrie samfund.

I en lille by i Sverige er der sket en brand af et asylcenter. Det er nummer 43 i rækken af asylcentre der bliver brændt af i Sverige. Vi møder flere forskellige karakter der alle har politiske meninger i øst og vest, men aldrig kommer i kontakt med andet end deres egne og andres politiske meninger og menneskesyn. De er tomme skaller. Det har absolut ingen konsekvenser at mene det ene eller andet. Det er bare fragmentariske gentagelser som er ”sig selv nok”. Selv stykkets provokationer er gentagelser og egentlige menneskeskildringer er en saga blot.

Ny dramaturgi.

Vi er i en ny tid for teatrene. De unge har fået nok af tomme ord. Den gamle generation er os der hele tiden flasher en politisk pointe eller en menneskeværdig holdning, og ofte gerne pakket ind i en smukt placeret vittighed eller bolsjestribet indpakning, så den lettere glider ind. Kampen om de rigtige værdier er en voldsom krig der udspiller sig alle steder i vores samfund. De unge gider ikke høre mere, så nu tager de fat i vores alt for selvhævdende selvforståelse og klemmer til.

Tusind tak for en provokerende og nytænkende forestilling til teamet bag Selvtægt og til Teatret Svalegangen for at invitere dem til Aarhus.

<

Anmeldelse: Super Human

★★★★★Anmeldelse: Super Human

★★★★★Anmeldelse: Super Human

Robotterne har indtaget teatret

29. oktober 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Med humor og dygtighed tegner performance – og dansegruppen Next Zone et billede af tiden, hvor vi putter en chip i nakken på os selv, for at kunne overkomme det ekstreme. Teknologi skal efterligne menneskelige sysler ved hjælp af robotter, men hvad sker der når menneskekroppen begynder at efterligne teknologien? 7 unge mennesker sætter sig for at træne kroppen til perfektion og gør deres kropsbevægelser overnaturlige, som var de en ny og bedre udgave af menneskeheden.

Energisk Cocktail

Danserne ser til forveksling ud som unge veltrænede streetdansere, så helt robotter er de nok ikke, men jeg er så imponeret over deres tekniske kunnen og hyper kontrol over muskler, kød og knogler. Forestillingen Super Human er en energisk cocktail af breakdance, popping, som er en robotlignende dans (vi kaldte den Electric boogie i 80érne) og her i denne forestilling er der tilmed iblandet ny cirkus, ny dans og akrobatik.

En hypet Techno verden

Den nye generations dansere har trukket de ovennævnte danseformer ud af Harlems gader, hvor de har været brugt til at battle mod hinanden siden 70érne og ind på teatrene hvor det bestemt også høre hjemme. Vi er i en tidsalder hvor kunsterne må forholde sig til et væld af teknologi og det skal jo gerne kunne udtrykkes med kroppen og i kunsten. Så dejligt at opleve hvordan scenen for dette hele tiden flytter sig i takt med samfundsudviklingen og skønt at BORA-BORA altid har en finger på danse-pulsen ude i verden, så danseværkerne også kan komme på gennemrejse til Aarhus.

”Blip”

Jeg har i aften måttet overgive mig til dette øjeblik, hvor de unges frihedstrang gik hånd i hånd med super koncentrerede tekniske færdigheder og lade mig imponere af dansernes overlegne eksperimenter på et bart gulv. De var energiske, og havde en god portion humor da de trak deres kunstform op som et spejlbillede af vores tids jagt på perfektion og den fascination vi har af alt der kan sige ”Blip” og fremstille os som overmennesker.

Respekt her fra og tusind tak for en dejlig aften til teamet bag Super Human og til BORA-BORA for den flittige finger på pulsen.

<

Anmeldelse: A Space in the Dark, Black Box Dance Company

★★★★Anmeldelse: A Space in the Dark, Black Box Dance Company

★★★★Anmeldelse: A Space in the Dark, Black Box Dance Company

David Bowies nøgle til mørket

26. oktober 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Inspireret og rig i hjertet går jeg i aften hjem fra Musikhuset med en åbenbaring. Den unge dansetrup fra Black Box Dance Company (Holstebro) var i Aarhus på turne og gav deres hjerteblod til publikum der var mødt talstærkt op. En rød tråd førte os gennem en sorgproces, hvor unge mennesker mister deres udødelighed og kommer til stede i verden som dødelige.

Smuk fortolkning

Det var både inspirerende og fascinerende at være vidne til de unge danseres ildhu på scenen. Med styrke, rytme og smidighed fortolkede de mørket og alle de indre tilstande, på en spændende og indlevende måde. Scenografien var enkel og musikken af de to lydkunstnere var fortællende og harmonerede godt sammen.

Døren til mørkets rum

Døren er lukket til mørkets rum. I vores ungdoms uskyldighed ser vi os selv som udødelige. Vi lever i nuet, elsker, danser, og fester og tror at vi kender livet. I et splitsekund kan alt blive vendt på hovedet og den verden som vi kender styrter i grus. Døren ind til ”A Space In The Dark” åbner sig og vi har intet andet valg end at træde ind. Her ved vi intet og må begynde at stille væsentlige spørgsmål. Hvem er jeg? Hvad er døden? Hvor er livet? Hvilke livsformer gemmer der sig i mit mørkeste sind? At gå derind er, efter min mening, en kunstners ypperste livsværk, for når vi mennesker forholder os til mørket og derigennem også døden, bliver vi beriget med de indsigter om menneskelivet der lægger gemt her.

Mørkets hemmeligheder

David Bowie var magiens mester. I mine øjne, så det ud til, at han var i stand til at færdes i grænselandet mellem lys og mørke, som om han havde en nøgle til døren ind i menneskesindets dunkle afkroge og i det han bar et utal af masker kunne han formidle disse sider gennem sin musik og kunst. Det har inspireret utallige kunstner i årenes løb til selv at gå derind og udtrykke mørkets hemmeligheder. Lidelsen, døden, og afmagten bliver kropsliggjort af Black Box Dance Company i aften i Musikhuset til tonerne af David Bowie og den danske musiker fra Sorten Muld, Henrik Munchs musik.

Alt i alt var det en rigtig smuk oplevelse.

Tusind tak til teamet bag ”A space in the dark” og til Musikhuset Aarhus som havde inviteret dem til byen.

<

Anmeldelse: Det begynder at blive koldt om fødderne

★★★★Anmeldelse: Det begynder at blive koldt om fødderne

★★★★Anmeldelse: Det begynder at blive koldt om fødderne

Døden melder alt udsolgt på Teatret Svalegangen

21. oktober 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Døden giver os poesi, humor og nærvær. Døden er ikke en fejl ved livet der skal korrigeres. Det er ikke en svaghed. Det er et menneskelig vilkår der gælder for os alle og se den i øjnene er en kraftfuld sag. Velkommen til livet, og velkommen til Hans Rønnes opvågning på Teatret Svalegangen.

Charme og nærvær

Hans Rønne er enestående, mens han vågner til bevidsthed om sin egen dødelighed. Står alene med charme og nærvær og vi gribes om hjertet af hans monolog om den sidste tid før døden tager ham. Døden er blevet nærværende for historiens fortæller, i det 4 personer i hans nærmeste omgangskreds er begyndt at falde fra. 3 venner, en kone og ikke mindst den lille nabopiges kat, der alle dør, vækker den kære mand til at se døden i øjnene. Det giver kolde fødder og tager tid at forsone sig med døden, men ud af hans historie skyder der en blomst. Han begynder at lytte anderledes til verden, f.eks. sangen han har sunget hele sit liv; ”Se nu stiger solen af havet skød.” får ny betydning. Hans Rønne giver livet en stor krammer i taknemmelighed for at være til, i det han omfavner sin egen dødelighed på scenen.

Ord er blikfang

Historien er meget enkel, scenografi og lys er sparsomt og det virker godt, for Hans Rønnes ord kan sagtens bære at være blikfang. Han har humor og livsvisdom som virkemidler, og står som en mand der båder rummer små nærværende oplevelser som køb af kondisko, og samtidig har han et vigtigt budskab at dele ud til verden, og det gør han med stor varme, finurlige ordgøglerier og medmenneskelighed.

Af hjertet tak til teamet bag ”Det begynder at blive koldt om fødderne” og til Teatret Svalegangen som er vært for stykket. Alt er i øvrigt udsolgt, med mindre teatret finder plads til en ekstraforestilling.

<

Anmeldelse af Addiction og Skin, Teatret Katapult

★★★★Anmeldelse af Addiction og Skin, Teatret Katapult

★★★★Anmeldelse af Addiction og Skin, Teatret Katapult

Se mig!

9. oktober 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Hun er alene men jeg oplever det som om at hun er helt bevidst om øjnene der er rettet imod hende. I en tempofyldt staccato bevæger Jung In Lee sig rundt på scenen.

Sydkoreaneren er hentet til Danmark for at danse sin skinbarlige og kunstneriske dans for det danske publikum. I denne første af aftenens forestillinger på Teater Katapult danser solodanseren sig ind i selfieverdenen. Uden at afsløre sin indre følelsesverden, gemmer hun sig i sit skind, der igen er gemt bag teknikker. Hun kalder på at blive set for det hun kan, men hun kommer til at virke som en skal der hele tiden appellerer med øjnene til publikum.

Ser i mig nu?

Kroppen som redskab

Jung In Lees bevægelser er fragmentariske og abstrakte og i de heftige staccato rytmer arbejder hun hurtigt og målrettet, hvor hele scenen bliver indtaget. Hendes krop bliver til et redskab for hendes kamp for at vinde omverdenens opmærksomhed og det foregår i et stærkt tempo og med kaoselementer i. Meget fin pointe og flot udført.

De er i kamp om liv og død

Vi er i hanekamp på liv og død. Den anden forestilling er en sammensmeltning og til tider nedsmeltning af to kulturers møde med hinanden i en stram battle. Danseforestillingen hedder Addiction og her er 6 dansere på scenen.

Mennesker kriges som var vi afhængige af selve det at kæmpe. Vi behøver ingen vindere eller tabere, men vi behøver at mærke kamp og konkurrence for at føle os levende. Oh ja, det bliver sikkert menneskehedens død, men vi får kamp til stregen, medmindre vi finder en ny måde at takle livet og hinanden på.

Frisk kød på tallerkenen

Også i denne forestilling er vi oppe i et surrealistisk tempo der sætter staccato på dagsordenen, men her kommer der flere kontraster til syne. De mørke bevægelser mod de lyse. Symmetri mod asymmetri. Kaos mod stilstand. De dygtige performere danser op i mod hinanden og udfordrer til høj puls og fuld opmærksomhed hinanden, og når vi nu er i konkurrenceånden, så var hende jeg heppede mest på, den store og absolut sublimt dansende Paulina Smatlakova. Hun har et fantastisk udtryk på scenen og kan formidle indre tilstande gennem sin dans på en sådan måde at jeg letter fra sædet.

Super dygtige dansere og tusind tak til jer alle fra Black Box Dance Company og til Teatret Katapult for at invitere dem her til byen.

Anmeldelse af Walk-Man, Dans og Visuelt Teater

★★★★★Anmeldelse af Walk-Man, Dans og Visuelt Teater

★★★★★Anmeldelse af Walk-Man, Dans og Visuelt Teater

Mandens spor i verden

5. oktober 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Jeg har aldrig tænkt på det før, men måden mennesket går på, siger utrolig meget om hvem vi er og hvordan vi har det. Har du magt, er du herre i eget hus, er du socialt anlagt? Sætter du pris på nærvær, kvinder, fugle, eller noget helt andet? Har du mål i livet og ved du hvor du er på vej hen? Vi kan se det på gangen, kontakten med jorden eller mangel på samme. Top point til duoen Don Gnu for at dele den indsigt med os andre i forestillingen Walk-Man.

Powerwalking

Der er rigtig mange påstande om, hvordan man bedst laver en karakteristik af manden. For eksempel: Man kan kende en mand på hans ord, - eller, manden beskrives bedst ved at spørge hans kone, - eller, Manden er sine handlinger, eller måske; Kender vi manden på hvordan han krydser et fodgængerfelt. Kom ind i legen på BORA-BORA i denne tid og vær med til at iagttage den moderne mand og hans måder at være i verden på. Det er hylende sjovt, poetisk, kærligt, og råt på samme tid.

Den maskuline platform

Fodgængerfeltets forjagede liv bliver ikke bare en kedelig dagligdags rutine i den forrygende forestilling Walk-Man men bliver brudt op tusindvis af gange, for at skabe nye platforme at undersøge den maskuline identitet på. Og netop det at bryde op og skabe nye sammenhænge er vel en af de smukkeste egenskaber vi som mennesker har. Vi flytter os og udvikler os hele tiden.

Chokoladeæske med spas og alvor

Don Gnu lever bestemt op til forventningerne til deres omdømme som multitalenter og dygtige koreografer i Walk-Man. Denne gang står dansetruppen Don Gnu ikke selv på scenen men har koreograferet et festfyrværkeri af spas og alvor i en solid og gennemarbejdet forestilling. De har allieret sig med 4 virkelig talentfulde performere, der alle giver den gas med deres maskuline input til verden. Som en æske chokolade får vi de bedste godbidder sammensat efter en hver smag. Små og store indsigter om mandens væsen bliver pakket fint ind i stunts, dans, humor og forrykte abstraktioner der alt sammen giver sit bidrag til verden og skaber ny bevidsthed om det væsentlige. En æstetisk forestilling der vender op og ned på dagligdagens rutiner og giver frisk blod på tanden til at lege mere med måden at gå igennem livet på.

Tusind tak til de herlige kunstnere bag forestillingen Walk-Man og til BORA-BORA for endnu engang at invitere til gøglerier.

<

Anmeldelse 'Hvor var du, mor?' Teater Katapult

★★★★★Anmeldelse 'Hvor var du, mor?' Teater Katapult

★★★★★Anmeldelse 'Hvor var du, mor?' Teater Katapult

Det er kærligheden der gør forskellen

18. september 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Når Sidsel Sofia Søndergaard fortæller om sit liv er det usminket og usentimentalt. De svære øjeblikke i forestillingen er ikke at fortælle om alle de tæsk og overgreb hun har oplevet. Det gør hun nøgternt og meget praktisk. Det mest følsomme øjeblikke er når hun skal fortælle om de mennesker der formåede at finde vejen ind til hende og bekræfte den skjulte viden hun havde haft siden hun var et barn, om at hun er elskelig og værdifuld præcist som hun er. At genskabe kontakt til det punkt indeni, er uden tvivl det smerteligste et menneske oplever i en healings proces, for så er det lige pludselig ikke uvigtigt hvordan vi behandler os selv, eller hvad andre udsætter os for.

Overlevelse

I en kringelkrog af livet, hvor vi helst ikke vil kigge hen, sidder der en pige og savner sin mor. Hun kender allerede kærligheden, for det gør børn instinktivt, men mennesker omkring hende har glemt hvor vigtigt den er for et lille nyt liv at mærke den. De er så optaget af sig selv, at de ikke orker at omslutte hende med den. Smerten er ekstrem for pigebarnet, og særligt fordi hun godt ved at kærligheden findes, men endnu ikke forstår at de der er omkring hende blot ikke formår at elske eller passe på nogen. Hun har ingen til at lære hende hvordan man skal takle problemerne, så hun vælger at lukke sit følelsesliv ned og overlever ved opfindsomt at finde smuthuller og små oaser der kan lindre på smerten og gør livet tåleligt.

Fortælling når det gælder livet

Det er livet for Sidsel Sofia Søndergaard og hun sætter sig selv modigt på spil i teater-dokumentaren på Teater Katapult sammen med skuespiller Henrik Steen Larsen, der i forestillingen fungerer som rammesætter og støtte. Som en åben bog fortæller hun sin autentiske historie og ikke som en skuespiller ville gøre det, men som et menneske hvor fortællingen er så nødvendig at det gælder livet. Det må kræve det ypperligste talent at stå der som menneske. En skuespiller har teknikker og viden som er deres filter, og kan på den måde leve sig ind i svære komplicerede følelsestilstande og videregive det til et publikum, men vil aldrig kunne give et så nærværende og sandt billede af en hård skæbne som denne kvinde gør i forestillingen Hvor er du, mor? Derfor er jeg oppe at ringe med 5 stjerner for denne forestilling.

Af hjertet tak for en fantastisk og nærværende oplevelse til teamet bag Hvor er du, mor? og til Teater Katapult for at invitere dem til at stå på deres scene.

<

Anmeldelse Butoh dans, For Ever Four Seasons, Bora-Bora Aarhus

★★★★Anmeldelse Butoh dans, For Ever Four Seasons, Bora-Bora Aarhus

★★★★Anmeldelse Butoh dans, For Ever Four Seasons, Bora-Bora Aarhus

En helvedes prognose for menneskeheden

4. september 2019.Kulturnyt, Lita Domino

I en disharmonisk og provokerende performance på BORA-BORA fremfører teamet bag For ever four seasons en helvedes prognose for menneskeheden. Hvis vi ikke erkender at vi er et med naturen, bliver vi tilintetgjort af os selv. I to billeder bliver publikum ført ind i en selvransagelse af menneskehedens selvdestruktive adfærd. Vi bliver brølet ad uden ord, vi bliver skreget til uden udtryk, vi får kastet virkeligheden i hovedet, uden meget bevægelse fra performerne. Jeg blev skræmt af dette smertelige møde med menneskehedens undergang.

Butoh dance

Det gjorder indtryk at kunsterne havde valgt den provokerende danseform Butoh dance til at udtrykke deres foragt for menneskehedens vanvittige kurs mod helvede. Den langsomhed og absurde form giver så meget plads til at tænke kritisk om verden og om os mennesker der er så forvirrede og fortabte.

Menneskets fald – en grotesk opvågning

Vi bliver født af jorden og det bliver også jorden der tager vores rester den dag vi dør. I tiden imellem fortrænger vi vores tilknytning til naturen, idet vi bilder os ind at vi er herskere af den. Vi laver gerne historier om vores magt over naturen og dyrker et Gudebillede, et selvportræt af os selv, som værende det herskende væsen over planetens dyre- og planteliv. Et selv bedrag der har store konsekvenser for hele vores jord. Dette er temaet i forestillingen, som kan ses for tiden på BORA-BORA.

<
Foto: Montgomery

Anmeldelse Troen og Ingen på Teatret Svalegangen

★★★★★★Anmeldelse Troen og Ingen på Teatret Svalegangen

★★★★★★Anmeldelse Troen og Ingen på Teatret Svalegangen

Anmeldelse af Troen og Ingen: Svalens sorgfulde gråd

17. august 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Gik grædende hjem fra Teatret Svalegangen i aften. Da jeg kom hjem greb jeg min elskede i min favn, for at mærke varmen fra hans krop. Den kærlighed der stadig lever, for i aften græd jeg over de døde. Det som jeg mistede og aldrig får tilbage igen.


Mosaik af stemningsbilleder

Den sorgfulde forestilling ”TROEN og INGEN” er tilbage i byen efter en lang turne rundt i landet. Til lyrikken af Søren Huss´ fantastiske album af samme navn, har Teatret Svalegangens egen Per Smedegaard, sammen med sit eget ensemble fra teatret, iscenesat en mosaik af stemningsbilleder over det at miste den man elsker.


Forestillingen starter med at Troen smadres i et skæbnesvangert øjeblik, hvor døden bliver en realitet der ikke kan fornægtes. Den ubegribelige konsekvens er, at tilværelsens mening nu er i ruiner. Tre menneskers liv er forandret for evigt, fordi en kvinde er død i en trafikulykke. En ægtemand, en bror og en veninde står tilbage og må erkende tabet og hver især finde en måde at leve videre på uden hende.


Det grådige bæst sorgen

De står overfor et grådigt bæst, sorgen, der har magten til at knuse dem, hvis ikke de finder deres egen vilje til at holde kærlighedens smerte ud. Livsmodet må findes på ny, så det igen kan bærer dem og give mening til tilværelsen.


Teatret Svalegangen er ikke bange for at sætte sig selv på spil. Mere vedkommende og hjertegribende end nogensinde før, fører de i ”Troen og INGEN” publikum ind i smertens kammer og sætter ord, billeder og musik på dødens forfærdelige tabuer. Det er så ekstremt nødvendigt at et teater tør at gå ind i livets allerstørste dilemmaer og med et mod som en løve levere Teatret Svalegangen varen.


Troværdigt uden at være sentimental

Teamet bag forestillingen fremstiller alle temaerne omkring døden meget troværdigt og på ingen måder sentimentalt. Publikummer der har mistet, ved at sorgen er rå og ubarmhjertig og der er ingen sødsuppe at skylle ned med, men de ved også at der findes trøst. Når mennesker søger hinanden, når de levende tør at viser deres behov for at blive elsket på ny og når skæbnen skridt for skridt accepteres, så vender livet atter tilbage. Det er så rørende og sandt og kunne ikke være skildret mere ærligt og nærværende.


Fantastisk skuespil, melodisk og trøstende musik, skarpe pointer i teksten, scenografien og lys var enkel og meget flot pointerende i forhold til temaet. Virkelig flot forestilling.


Af hjertet tak for en modig og indfølende forestilling til teamet bag ”TROEN og INGEN”.


<




Kulturnyt Kalender uge 4 Anmeldelser Kulturvideo Del din kultur Redaktion


Kulturportal Alt om Aarhus
- teater, dans, musik, kunst, kultur

Kulturnyt er et no-money-no-profit medie hvor skribenter, fotografer og journalister tilbyder en genvej væk fra swipe-telefonen og ud i virkeligheden.

Hvis du har et kulturarrangement så fortæl os om det, eller lav en konto og skriv selv dit arrangement ind i kulturkalenderen. Copyright på tekst og billeder tilhører de respektive rettighedshavere. Synspunkter og meninger henhører til de enkelte aktører.

Alt indhold på Kulturnyt leveres efter princippet om no-money-no-profit, vi er finansieret af godt humør og kernedansk ytringsfrihed. Konkurrencer med teaterbilletter og lignende afgøres fair efter bedste evne, og vindere modtager billetter direkte fra arrangøren.
Alt om Aarhus

Kulturnyt

Anmeldelser Aarhus
Teater Aarhus
Dans Aarhus
Musik Aarhus
Performance Aarhus
Show Aarhus


© Kulturnyt 2021
93