KulturNyt.net ⊂ Torsdag 19. sep. kl. 12:23 ∴ uge 38

Teater, musik, dans, kunst og kultur i Aarhus

Torsdag 4. apr.

Dans150 kr.
Originalt og perlende Poetisk - Don Gnu i jagten på det grå guld

Bora Bora – Dans og Visuelt Teater

Jagten på det grå Guld. Livet er flygtigt og DON GNU mærker det stigende tempo og tidens forfald.


» Anmeldelse 'Hvor var du, mor?' Teater Katapult

★★★★★Anmeldelse 'Hvor var du, mor?' Teater Katapult

Det er kærligheden der gør forskellen

18. september 2019.
Af Lita Domino

★★★★★

Når Sidsel Sofia Søndergaard fortæller om sit liv er det usminket og usentimentalt. De svære øjeblikke i forestillingen er ikke at fortælle om alle de tæsk og overgreb hun har oplevet. Det gør hun nøgternt og meget praktisk. Det mest følsomme øjeblikke er når hun skal fortælle om de mennesker der formåede at finde vejen ind til hende og bekræfte den skjulte viden hun havde haft siden hun var et barn, om at hun er elskelig og værdifuld præcist som hun er. At genskabe kontakt til det punkt indeni, er uden tvivl det smerteligste et menneske oplever i en healings proces, for så er det lige pludselig ikke uvigtigt hvordan vi behandler os selv, eller hvad andre udsætter os for.

Overlevelse

I en kringelkrog af livet, hvor vi helst ikke vil kigge hen, sidder der en pige og savner sin mor. Hun kender allerede kærligheden, for det gør børn instinktivt, men mennesker omkring hende har glemt hvor vigtigt den er for et lille nyt liv at mærke den. De er så optaget af sig selv, at de ikke orker at omslutte hende med den. Smerten er ekstrem for pigebarnet, og særligt fordi hun godt ved at kærligheden findes, men endnu ikke forstår at de der er omkring hende blot ikke formår at elske eller passe på nogen. Hun har ingen til at lære hende hvordan man skal takle problemerne, så hun vælger at lukke sit følelsesliv ned og overlever ved opfindsomt at finde smuthuller og små oaser der kan lindre på smerten og gør livet tåleligt.

Fortælling når det gælder livet

Det er livet for Sidsel Sofia Søndergaard og hun sætter sig selv modigt på spil i teater-dokumentaren på Teater Katapult sammen med skuespiller Henrik Steen Larsen, der i forestillingen fungerer som rammesætter og støtte. Som en åben bog fortæller hun sin autentiske historie og ikke som en skuespiller ville gøre det, men som et menneske hvor fortællingen er så nødvendig at det gælder livet. Det må kræve det ypperligste talent at stå der som menneske. En skuespiller har teknikker og viden som er deres filter, og kan på den måde leve sig ind i svære komplicerede følelsestilstande og videregive det til et publikum, men vil aldrig kunne give et så nærværende og sandt billede af en hård skæbne som denne kvinde gør i forestillingen Hvor er du, mor? Derfor er jeg oppe at ringe med 5 stjerner for denne forestilling.

Af hjertet tak for en fantastisk og nærværende oplevelse til teamet bag Hvor er du, mor? og til Teater Katapult for at invitere dem til at stå på deres scene.

<

» Anmeldelse Butoh dans, For Ever Four Seasons, Bora-Bora Århus

★★★★Anmeldelse Butoh dans, For Ever Four Seasons, Bora-Bora Århus

En helvedes prognose for menneskeheden

4. september 2019.
Af Lita Domino

★★★★

I en disharmonisk og provokerende performance på BORA-BORA fremfører teamet bag For ever four seasons en helvedes prognose for menneskeheden. Hvis vi ikke erkender at vi er et med naturen, bliver vi tilintetgjort af os selv. I to billeder bliver publikum ført ind i en selvransagelse af menneskehedens selvdestruktive adfærd. Vi bliver brølet ad uden ord, vi bliver skreget til uden udtryk, vi får kastet virkeligheden i hovedet, uden meget bevægelse fra performerne. Jeg blev skræmt af dette smertelige møde med menneskehedens undergang.

Butoh dance

Det gjorder indtryk at kunsterne havde valgt den provokerende danseform Butoh dance til at udtrykke deres foragt for menneskehedens vanvittige kurs mod helvede. Den langsomhed og absurde form giver så meget plads til at tænke kritisk om verden og om os mennesker der er så forvirrede og fortabte.

Menneskets fald – en grotesk opvågning

Vi bliver født af jorden og det bliver også jorden der tager vores rester den dag vi dør. I tiden imellem fortrænger vi vores tilknytning til naturen, idet vi bilder os ind at vi er herskere af den. Vi laver gerne historier om vores magt over naturen og dyrker et Gudebillede, et selvportræt af os selv, som værende det herskende væsen over planetens dyre- og planteliv. Et selv bedrag der har store konsekvenser for hele vores jord. Dette er temaet i forestillingen, som kan ses for tiden på BORA-BORA.

<
Foto: Montgomery

» Anmeldelse Troen og Ingen på Teatret Svalegangen

★★★★★★Anmeldelse Troen og Ingen på Teatret Svalegangen

Anmeldelse af Troen og Ingen: Svalens sorgfulde gråd

17. august 2019.
Af Lita Domino

★★★★★★

Gik grædende hjem fra Teatret Svalegangen i aften. Da jeg kom hjem greb jeg min elskede i min favn, for at mærke varmen fra hans krop. Den kærlighed der stadig lever, for i aften græd jeg over de døde. Det som jeg mistede og aldrig får tilbage igen.


Mosaik af stemningsbilleder

Den sorgfulde forestilling ”TROEN og INGEN” er tilbage i byen efter en lang turne rundt i landet. Til lyrikken af Søren Huss´ fantastiske album af samme navn, har Teatret Svalegangens egen Per Smedegaard, sammen med sit eget ensemble fra teatret, iscenesat en mosaik af stemningsbilleder over det at miste den man elsker.


Forestillingen starter med at Troen smadres i et skæbnesvangert øjeblik, hvor døden bliver en realitet der ikke kan fornægtes. Den ubegribelige konsekvens er, at tilværelsens mening nu er i ruiner. Tre menneskers liv er forandret for evigt, fordi en kvinde er død i en trafikulykke. En ægtemand, en bror og en veninde står tilbage og må erkende tabet og hver især finde en måde at leve videre på uden hende.


Det grådige bæst sorgen

De står overfor et grådigt bæst, sorgen, der har magten til at knuse dem, hvis ikke de finder deres egen vilje til at holde kærlighedens smerte ud. Livsmodet må findes på ny, så det igen kan bærer dem og give mening til tilværelsen.


Teatret Svalegangen er ikke bange for at sætte sig selv på spil. Mere vedkommende og hjertegribende end nogensinde før, fører de i ”Troen og INGEN” publikum ind i smertens kammer og sætter ord, billeder og musik på dødens forfærdelige tabuer. Det er så ekstremt nødvendigt at et teater tør at gå ind i livets allerstørste dilemmaer og med et mod som en løve levere Teatret Svalegangen varen.


Troværdigt uden at være sentimental

Teamet bag forestillingen fremstiller alle temaerne omkring døden meget troværdigt og på ingen måder sentimentalt. Publikummer der har mistet, ved at sorgen er rå og ubarmhjertig og der er ingen sødsuppe at skylle ned med, men de ved også at der findes trøst. Når mennesker søger hinanden, når de levende tør at viser deres behov for at blive elsket på ny og når skæbnen skridt for skridt accepteres, så vender livet atter tilbage. Det er så rørende og sandt og kunne ikke være skildret mere ærligt og nærværende.


Fantastisk skuespil, melodisk og trøstende musik, skarpe pointer i teksten, scenografien og lys var enkel og meget flot pointerende i forhold til temaet. Virkelig flot forestilling.


Af hjertet tak for en modig og indfølende forestilling til teamet bag ”TROEN og INGEN”.


<

» Anmeldelse Utopias Lost and Found, Bora-Bora

★★★Anmeldelse Utopias Lost and Found, Bora-Bora

Kapitalismens Flygtninge

31. august 2019.
Af Lita Domino

★★★

Vi mistede fællesskabet i jagten på mere profit og blev rodløse fragmenter uden sammenhæng med andre mennesker. Når vi står alene må vi bære alle livets kampe på egne skuldre. Vi bliver nød til at fortrænge hvem vi er, for som individualister er der ikke længere nogen der høre efter hvad andre siger, og ensomheden og sorgen over at være alene er så forfærdelig at vi bliver ædt uden modstand af uhyret der hedder kapitalismen.

Oprør

Men der er et oprør på vej. Jeg har set det i dag på BORA-BORA. 6 unge performere der er på flugt fra kapitalismen tog i dag ordet i deres mund og i håbet om at nogen ville lytte, fortalte de små glimt af deres livshistorie, som på en eller anden måde blev til en fælles oplevelse. Alle kan nikke genkendende til det individualistiske samfunds ensomhed og smerte. Længslen efter fællesskab og samhørighed har aldrig været mere presserende end nu, fordi vi hver især er blevet frarevet meningen. Et oprør er absolut nødvendigt.

Jagten på det perfekte samfund

Der er lang vej til Utopias, det perfekte samfund, for vi er grueligt på afveje. Jeg synes performerne gik en modig vej i dag i ”Utopias -lost and found”. I stedet for at læne sig op af eksperternes bud på det perfekte samfund, gik de i stedet for på jagt i deres egen historie. Undersøgte hvad der har betydning for dem selv og for deres forfædre.

Erkendelsen

Forestillingen var et kaos af effekter, kulisser og publikummer der sad i vejen for hinanden, men jeg tager hatten af for temaet og måske det ikke kan være anderledes på dette spæde trin mod en ny verden. Det bliver nød til at rode, når vi i begyndelsen skal lærer at forholde os kritisk til det vi står i. Det er kunstnerne vi skal høre sandheden fra, for de kan forholde sig til verden på en anderledes måde. Måske druknede strukturen i processen. Måske er stykket ikke helt færdigarbejdet, og måske er vi på nuværende tidspunkt så fanget af kapitalismen at det ikke er muligt at finde Utopias. Men første skridt er vel også at erkende at vi er tabte. Jeg er meget taknemlig over at have set dette oprør på BORA-BORA i dag. Det giver håb til vores del af verden, som har mistet så meget mening og betydningen af fællesskab.

Tusind tak til teamet bag ”Utopias – lost and found” og til BORA-BORA der giver plads til et skønt opgør med kapitalismen.

<
Foto Emilia Therese

» Anmeldelse Orestien Aarhus Teater

★★★★Anmeldelse Orestien Aarhus Teater

Lydmor løfter Orestien op til en stor oplevelse på Aarhus Teater

10. maj 2019.
Af Lita Domino

★★★★

Glem alt om dysfunktionelle familier i dagens Danmark. Her i denne tragedie Orestien, udlever hvert enkelt medlem af slægten de værste voldsfantasier. De lever med hævntogter og mord som medicin mod skam og æres krænkelser.

Vi tager det i dag som en selvfølge, at vi ikke må slå ihjel. Medmindre vi har en voldsom god grund til det, eller har et bredt flertal og politisk opbakning.

Dyret i os skal bindes

Vi lever i et demokratisk samfund. Retfærdighed og orden er vores skjold mod menneskets kaotiske følelsesliv. Hævntørst og grådighed og vores dyriske behov for at hævde os. Hvis vi ikke havde en struktur der kunne binde dyret i os, ville vi sandsynligvis stadig slå hinanden ihjel hver gang vi følte os krænket.

Hvis vi vover os ud over den kant i dag og gør os selv til morder vil systemet fratage os friheden og alle de privilegier vi ellers nyder som samfundsborgere. Dette kalder vi retfærdighed.

Et pust fra det gamle Grækenland

Orestien er en gammel græsk tragedie skrevet for 2500 år siden. Den blev spillet på de store amfiteatre under Athens opbygning, og var med til at uddanne af alle borgerne (læs mændene) til demokrati. Det var en svær fødsel dengang, og det var det også på Aarhus teater i aften, men barnet kom ud. Vi lever i dag med et system der bygger på demokrati.

Flot forestilling

Jeg kunne rigtig godt lide at Aarhus Teater kunne omsætte et så gammelt stykke til en rigtig fin oplevelse, med moderne islæt. Det er især Lydmors musik der gav en kæmpe gave til Orestien. Den varme glød af elektronisk musik, spillet op mod de smukke og enkle kulisser, gav en cool stemning til de ellers meget hårde ord der blev fremsagt af skuespillerne.

Ordene var mættet af tunge følelser og som i det gamle Athen havde man valgt ikke at give skuespillerne egen mikrofon på, hvilket gav stykket et råt og meget autentisk udtryk.

Valget af kostumer skal også have roser med på vejen. De var smukt udført og majestætiske i deres fremtoning. De passede utrolig godt til temaet i stykket og understregede den barske beretning.

Tusind tak til teamet bag Orestien og til Aarhus Teater for en flot forestilling.

<

» Anmeldelse: What Does Not Belong to Us, BORA-BORA

★★★★★Anmeldelse: What Does Not Belong to Us, BORA-BORA

Der er ingen bånd der binder

25. april 2019.
Af Lita Domino

★★★★★

I virkeligheden er der intet der tilhører os. Vi er individer der må begå os i en verden befolket af andre individer. Vi kan stå ansigt til ansigt med hinanden og forsøge at synkronisere vores følelser med andre, eller vi kan prøve at frarive os fra andre i kampen for at træde frem som særegne væsner.

På BORA-BORA sluttede aftenen dobbeltprogram af med danseforestillingen ”What does not belong to us” En techno inspireret danseforestilling, der netop spiller på technomiljøets kamp for at være individualister og i oprør mod omverdenens regelbundethed. To mænd, Theo Samsworth og Allessio Sanna fra Luxemburg, gav sig hen til en hypnotisk dans hvor de udfordrede tid, form og sted gennem dansen med og mod hinanden.

En duet der både var kunstnerisk smuk, medrivende, surrealistisk og vildt energisk. De forstod at fange vores kulturs største paradoks ind i dansen. Paradokset mellem social arv og vores trang til at gøre os fri af den.

Det var en utrolig flot performance med en råstyrke i det abstrakte og kropslige udtryk. Ærgerligt at vi ikke må beholde teamet i Aarhus men at de kun er på gennemrejse.

Tusind tak til teamet bag aftenens sidste forestilling og til BORA-BORA for at huse dem.

<

» Anmeldelse: Des Gestes Blancs, BORA-BORA

★★★★★Anmeldelse: Des Gestes Blancs, BORA-BORA

Når far er en legeplads

25. april 2019.
Af Lita Domino

★★★★★

Det store ansvar en far har når han skal forsøge at skabe gode bånd til sin søn, så sønnen kan vokse op som et smukt og harmonisk væsen er en kæmpe opgave. Nogle fædre forsøger med vold, magt og hård disciplin at give deres dreng gode værdier og et balanceret sind. Men hvad hvis den slags fædre tager fejl? Hvad hvis de gode værdier og balanceret sind i virkeligheden bliver skabt gennem et kærligt, legende og opmuntrende forhold til deres far.

Med leg, dans og kropslighed stiller to franske dansere (Far og søn) Charlie og Sylvian Bouillet skarpt på det balancerede og værdifulde forhold mellem far og søn. Det gør de i forestillingen ”Des Gestes Blance”. De driller hinanden, slås, viser ømhed og leger sig ind til hinanden. De bruger hinanden til at skabe balance. Udfordre hele tiden balancepunktet i tæt samhørighed med hinanden.

Det var en virkelig smuk og harmonisk forestilling. Jeg er helt oppe at ringe med fem stjerner fordi det var så fysisk et forhold de to havde med hinanden og så vidunderlig stor ømhed. Jeg følte at jeg kom så tæt på dem, som om jeg observerede dem i deres eget hjem.

Tusind tak til teamet bag ”Des Gestes Blancs” og til BORA-BORA for at huse dem.

<
Æteriske olier, Lita Domino

» Æteriske olier påvirker dine følelser

Æteriske olier påvirker dine følelser

Kan man vaske sine følelser i Lavendel-olie?

23. april 2019.
Af Lita Domino

Vi kender den alle; duften af angstens sved. Men hvad sker der når vi er grebet af den frygtelige følelse, og vi samtidig inhalerer en duft af Lavendel? Kan vi orientere os anderledes klart, kan vi finde ro via lugtesansen, når følelserne som for eksempel angst overmander os?

Ubevidst eller bevidst reagerer vi på hinanden og os selv gennem lugtesansen. Vi orienterer os efter den, vi tiltrækkes af dem der dufter godt efter vores egen vurdering og frastødes af nogle der dufter giftigt eller alarmerende. Det ligger i vores overlevelse at kunne orientere os via vores sanser. Vi kan på den måde påvirke kroppen til at kode vores bevidsthed om via vores sanser. Så når vi mærker angst kan Lavendel virke beroligende. Når vi deprimeret kan Pebermynte virke opløftende.

Jeg er til info aften på Holistisk Center i Aarhus og aftenens tema er Æteriske olier ved Marianne Grene og Aurora Gayatri. Vi sidder i en rundkreds på gulvet og de to kvinder deler viden om duftens betydning for helbredet, følelserne, miljøet og bæredygtighed til otte glade tilhører. Rummet var ikke svært at finde for man skulle bare gå efter duften af Rosmarin.

Mange forskellige dufte bliver budt rundt og vi får fortællinger om deres gunstige virkning på alverdens små og store lidelser, lige fra problemer med helbredet, til ønsker om en mere bæredygtig måde at dyrke parfume på, og hvordan vi skærer ned på alt den kemi vi er ved at drukne i.

Vi taler om selvkærlighed og omsorg for andre og vi taler om det hele menneske og hvordan vi kan tage godt vare på os selv som de sensitive skabninger vi er.

<
Celestine Andersen, foto Lita Domino

» Den Hellige Seksualitet, foredrag med Celestine Andersen

Den Hellige Seksualitet, foredrag med Celestine Andersen

Sex skal mærkes med hele kroppen

31. marts 2019.
Af Lita Domino

Hun er en levende fortæller, Celestine Andersen, som med hjerte og humor fortæller om den vigtige balance mellem lyse og mørke tangenter i livet. Hun inviterer publikum til at lege med og undersøge hvordan det er at se indad. Skabe bevidsthed og nærvær i kroppen for at åbne op for større glæde og livskraft.

Sammen med Celestine lukker vi alle øjnene for at undersøge hvordan vores livskraft har det i dette øjeblik. Man behøver ikke engang at tage tøjet af for at undersøge kroppen som mirakelsted indeni. Jeg kan mærke min livskraft pulsere i hele kroppen.

Tantra

Jeg er til foredrag i Holistisk centers nye lokaler i hjertet af Aarhus. Her er fuldt hus, for mange er nysgerrige på livskraft og vitalitet og vil gerne vide noget mere om det nye hotte i moderne tid, -Tantra. Lige i øjeblikket er Tantramassøren og foredragsholderen Celestine Andersen i byen. Hun kommer fra København og ejer Edens have, hvorfra hun giver alt sin visdom og ildhu videre til søgende mennesker.

Den Hellige Seksualitet

Jeg blev meget optaget af Celestines fortællinger om seksualdriften som livsenergi. Hun fortalte at vi har tre energicentre i kroppen; Energicentret for sex lokaliseret i det underste af kroppen, energicentret i hjertet lokaliseret i midten af kroppen og energicentret for ånd lokaliseret på toppen af hovedet. Ud fra denne model kunne hun tale om det maskuline og det feminine i mennesket. Om at fordybe oplevelsen af seksualiteten gennem vejrtrækning, om at adskille orgasme og udløsning, om at træne nærvær og vitalitet. En smuk helhedstanke om at være mere opmærksom på vores indre og forbindelsen til andre.

Den hellige seksualitet er en sammensmeltning af sex, hjerte og spiritualitet.

Tusind tak til Celestine Andersen og til Holistisk center for at huse hende og dette spændende foredrag.

<
Foto Thomas Petri

» Anmeldelse: Suffløren, Preben Kristensen, Aarhus Teater

★★★★★Anmeldelse: Suffløren, Preben Kristensen, Aarhus Teater

Når lyrikken åbner sig, træder suffløren i karakter

26. marts 2019.
Af Lita Domino

★★★★★

En lille uanseelig mand træder ind på scenen, nervøs og forbavset over at finde sig alene foran publikum. Det er Preben Kristensen i rollen som SufflørenAarhus teater. Hvor er skuespillerne henne? Kunne dette blive sufflørens værste mareridt eller vil han træde i karakter som menneske?

Han er sortklædt, og han skyer mennesker

Suffløren er sortklædt og skyer mennesker. Han elsker teksten og han elsker teateret fordi det er fyldt med de forunderlige ord, han ikke kan leve uden. Han gemmer sig, ikke kun i sufflørboksen men også i sit privatliv. Han laver huller i virkeligheden når han har hovedet i en vidunderlig tekst. Når ordene er nedskrevet, er retningslinjerne givet. Her kan virkeligheden med alle dens grusomheder ikke finde ham. Her kan han frelse teateret med skuespillerne for den pinagtighed ikke at huske teksten.

Suffløren har en vigtig rolle at udspille aften efter aften. Han har kendskab til alle klassikerne på teateret men han forstår ikke humor, når det gælder menneskeligt samspil. Den er ukontrollerbart og sårende og følger ikke de rettesnore som han klamrer sig til i sit skjul. Hvordan skal det gå ham i verden når teateret udvikler sig og han ikke længere kan gemme sig i teaterstykkernes virtuose lyrik? Suffløren må komme til stede i verden først og fremmest som menneske men også som livsduelig medspiller i tilværelsen.

Super følsom og indsigtsfuld

Super følsomt og indsigtsfuldt manuskript, der laver en fin platform for Preben Kristensen at udleve sit store skuespillerpotentiale i. En personkarakteristik der er så umådelig mange-facetteret idet at der kommer henvisninger til rigtig mange teaterklassikere, og idet at kun en meget følsom indlevelse i rollen som sufflør kan fortælle om den smerte og begejstring som denne rolle indeholder. Dette format har Hr Christensen til fulde og hvilket brag af en jubilæumsforestilling. Han giver den fuld gas med alle de erfaringer og teknikker han i årenes løb har skabt i sig. Han mæsker sig i sproget og de mange forskellige roller han får mulighed for at bære ud til publikummet og vi elsker ham for det. Charmerende som altid og med en fascinerende indlevelse løfter han forestillingen op til 5 stjerner. Tak til teamet bag Suffløren, og tak til Aarhus Teater for en fantastisk oplevelse.

<

» Anmeldelse: Nycirkus, BORA-BORA

★★★★★Anmeldelse: Nycirkus, BORA-BORA

Anmeldelse: Materia & As Heavy as it Goes, nycirkus på BORA-BORA

20. marts 2019.
Af Lita Domino

★★★★★
Skabende kræfter

Belgiske Circus Katoen og den italienske gadekunstner Andrea Salustri gæster i øjeblikket BORA-BORA med deres to forestillinger ”As heavy as it goes” og ”Materie”. Et dobbeltprogram der klæder hinanden. Dels fordi de til sammen begge er fra genren Ny-cirkus men også fordi de i mine øjne begge sætter fokus på skabende kræfter.

As heavy as it goes - Det kreative sind

Det er tungt at være menneske, for vi er alle fanget i livets absurditeter, men vi har også en måde at være i verden på der er helt forunderlig. Vi beslutter os at flytte rundt på tunge sække fra et sted, for bagefter at flytte dem til et andet, bygge huse, for at rive dem ned igen, flyve til andre lande for at opleve nærvær, gå på arbejde for at have råd til fritid og meget mere. Det giver ikke mening, med mindre man betragter vores kreative sind og vores skaberglæde. Disse guldkorn blev der stillet skabt på under aftenens først performance og det med stor humor, råstyrke, udeholdene og en kreativitet der begejstrede alle tilskuerne. En vidunderlig oplevelse.

Materie - Når sjælen vågner.

Kan du huske sidste gang du legede med vinden? Måske stod du på gaden og betragtede vindens hvirvlende leg med bladende, - turde du at hoppe ind centrum af dem og blive et med kunstværket, eller blev du holdt tilbage af en endnu større kraft såsom skam, eller tanker om at det var unyttigt? Har du været betaget af en kæmpe vindmølle drevet af en usynlig kraft der gav energi til menneskets moderne tilværelse, eller er du mere optaget af dine tanker om næste møde du skal til? Hvor er vores opmærksomhed flyvsk at vi glemmer at se det allersmukkeste livet giver os. Måske er vi så bange for at lade os forundre af livet at vi glipper det. Det må bare ikke ske, så tusind tak til dem der tør at lege, skabe, udfolde sig og være tilstede, for de kan vise os vej, når vi andre farer vild i intellektualiseringer, tidsplaner, uoverskuelige problemer og kropsløse saltomortaler i tilværelsen. Jeg blev hentet hjem i aftenens sidste forestilling på BORA-BORA.

Stor performances.

En stor kunstner der kender til livets allervigtigste beskæftigelse for mennesket, - nemlig at forundre sig over livet, var så tilstedeværende i sin performance at det smittede en hel teatersal af folk, der modigt indlevede sig i hans eksperimenter med et af de 4 grund elementer – Vinden. Hans leg førte mig ind i en kinæstetisk tilstand af lykke. Med enkle virkemidler gav han oplevelser af skabelseskræfter og af destruktion. Med nogle vindmaskiner og noget flamingo blev jeg så optaget at jeg et øjeblik glemte skam og tanker om det unyttige, men blev legende glad og nærværende indeni. Jeg havde tanker om at vi er i gensidig balance mellem omgivelsernes energi og den energi vi som mennesker kan skabe med vores krop.

Tusind tak til BORA-BORA for disse to fantastiske forestillinger.

<

» Bogreception Claras Tusmørke

Bogreception Claras Tusmørke

Bogreception i Århus for Claras Tusmørke

10. marts 2019.
KulturNyt

Forfatteren Lita Domino holdt søndag bogreception for digtsamlingen Claras Tusmørke. Det foregik i det dejlige lokale Vogn 1 på Godsbanen. Et halvt hundrede mennesker kiggede forbi og fejrede udgivelsen, og de fleste købte et eksemplar af digtsamlingen der har modtaget stor opmærksomhed. I bogen skildres hovedpersonen Claras barndom. Hendes far er præst mellem 8 og 16, men om aftenen og i weekenden sker der grusomme ting i hjemmet. Historien er en skildring af hvordan vi overlever traumatiske oplevelser for at vende hjem til os selv, og Clara lærer at elske igen - både sig selv og andre.

<

» Forfatter modtog 12.000 kr. fra Lions Club Århus Regina

Forfatter modtog 12.000 kr. fra Lions Club Århus Regina

Claras Tusmørke fik 12.000 kr.

7. marts 2019.
KulturNyt

Forfatteren Lita Domino modtog torsdag en donation fra Lions Club Århus Regina. Det skete i forbindelse med klubbens 30 års jubilæum. Solvejg Kaae Hansen stod for overrækkelsen.

De 12.000 kr. blev doneret til udgivelsen af bogen Claras Tusmørke, skrevet af Lita Domino. En personlig fortælling om at overleve seksuelle overgreb mod et barn, og derefter genfinde sin livsglæde og seksualitet som voksen kvinde.

Bogen er udgivet på Mellemgaards Forlag, og kan købes i alle boghandlere i Danmark.

Foto Bo Amstrup

» Anmeldelse: I Nattens Lys, Teater Refleksion

★★★★★Anmeldelse: I Nattens Lys, Teater Refleksion

Børneteater med de blideste hænder

23. februar 2019.
Af Lita Domino

★★★★★

Alle børn kender spørgsmålet, hvad der mon sker i verden når alle sover. I en forestilling på Teater Refleksion tager solo-skuespiller Andy Manley blidt alle børn i hænderne og viser dem den magi der er ved natten. Det gør han i forestillingen I nattens lys som er en lille magisk perle for de 3-6 årige og alle os der har sådan én gemt i hjertet.

Sanselig oplevelse af magi

Hr Nat er den vidunderlige voksne der ikke bliver sur når børn ikke kan sove. Han lever i et magisk univers der ved første øjekast ligner et almindelig hus med mange fine ting. Men Hr Nat er ikke helt almindelig og i hans verden lever der usynlige børn i alle skabene. I denne drømmeverden tager han sig godt af børn og dyr der lever i hans hus. Hvis et barn ikke vil sove men hellere vil opleve månens magi, så tager han barnet forsigtig i hænderne og giver hende en sanselig oplevelse af magi. Det er så poetisk og nærværende og helt på barnets præmisser.

Der er noget at tygge på.

At give børn magi er den bedste gave efter min mening. Det gør dem åbne, glade og nysgerrige små mennesker, der udforsker og tryllebindes af verdens vidundere. Jeg elsker voksne der gør sig umage med at give børn denne gave og Teater Refleksion er altid gavmilde. Det bedste børneteater har både noget at tygge på og magi at forundres over og det har jeg endnu engang fundet i deres teater ved denne forestilling I nattens lys. Et barn kan få lov til at tænke over natten der er så mystisk og måske blive lidt mindre bange for mørket når de får lov at opleve at mørket også har alt det vidunderlige lys, som kun kan ses når mørket har lagt sig over verden.

Tusind tak for en gennemført og magisk oplevelse fra teamet bag I nattens lys og til Teater Refleksion for at invitere dem til byen.

<

» Anmeldelse: Orchard, BORA-BORA

★★★★Anmeldelse: Orchard, BORA-BORA

Anmeldelse: Orchard, Minimalistisk og indtagende

20. februar 2019.
Af Lita Domino

★★★★

Orchard er en have fyldt med træer og her befinder to identiske mennesker sig. Haven er sårbar overfor enhver ubalance mellem menneskene og tåler ingen berøring af de grafiske træstammer. Som skulpturel kunstinstallation er aftenens sidste oplevelse et meget særpræget og smukt eksperimentelt møde mellem mennesket og dets miljø. Et øjebliks billede på hvordan vi mennesker må lære at gebærde os i omgivelser der har en risiko for at gå til grunde.

Jorden er vores have, vores sociale relationer er en have, og det enkelte menneskes sind er også en have, hvor vi må tage os i agt for at holde balance. Vi må lære at bevæge os, for bevægelse er nødvendigt, uden at vi ødelægger noget af det som vi sætter pris på.

Hvad er en have uden træer? Et lille men ikke ubetydeligt vindue ind på virkeligheden som vi alle befinder os i.

Struktur og symmetri.

Danserne bevæger sig sofistikerede og symmetriske. De har humor og det ser vi gennem deres bevægelser i haven, hvor meget de må passe på når de befinder sig i meget sårbare omgivelser. Kulisserne er grafiske og har en skønhed i den linjefaste struktur, som giver mening og noget at tygge på.

Tusind tak til BORA-BORA og de to teams som stod for aftenens forestillinger Myopic time og Orchard.

<
Foto Emilia Therese

» Anmeldelse: Erasmus Montanus, Aarhus Teater

★★★★★★Anmeldelse: Erasmus Montanus, Aarhus Teater

Anmeldelse: Erasmus Montanus er et Mesterværk!

16. februar 2019.
Af Lita Domino

★★★★★★

Christian Lollike er tilbage med sit mesterværk. En nyfortolkning af Holbergs gamle klassiker Erasmus Montanus. Glippede du den i Kulturåret har du derfor nu en uimodståelig chance for at se den, hvor Aarhus teater har hentet den hjem til fødselsstedet igen.

Jeg har for første gang set et teaterstykke der på en gang siger noget meget væsentligt om menneskenes eksistens, skarp kritik af samfundets mekanismer, oplevet dramatiske pragtpræstationer, og fantastiske kostumer, lysdesign helt i top, og meget anvendelige og forbløffende kulisser for historien.

Når videnskab krænker menneskeheden.

Historien om Rasmus Berg der tager til København for at bliver lærd men kommer tilbage til hjemegnen igen. Navnet er nu Erasmus Montanus, og som en anden tryllekunstner kan han bevise at sognets folk lever på en illusion.

Andreas Jebro spiller rollen til perfektion. Han er næsvis og arrogant, han er bedrevidende og aldeles vidunderlig, og han bruger alle tricks til at udbrede sine store nyvundne indsigter til resten af verden. Han udfordrer alle i sognet til diskussions dueller.

Diskussioner der skal fastslå at jorden er rund, og sætter spørgsmål ved det danske samfunds kerneværdier som kristent land. Alt sammen videnskab der i den grad krænker den hjemmelige egns selvforståelse og verdenopfattelse.

Det skaber stærke følelser hos alle at blive konfronteret med så gennembrydende og afgørende viden, og den forførende Erasmus Montanus har desværre ikke lært menneskekundskaber nok til at forstå hvor angstprovokerende det er når selvforståelsen bryder sammen. Han forstår ikke lokalsamfundet kæmper indædt for at fastholde deres tro på jorden som flad og deres indskrænkede syn på det danske samfund som værende baseret på kristne værdier. Han forstår ikke at videnskab kan krænke mennesket. Han selv føler sig høj og ekstatisk af den nye videnskab og kommer på den måde til at være nedbrydende for de retskafne og stædige folk han møder i sin slægt og hjemsogn.

Bidende satirisk og samfundsrelevant

Har vi vænnet os til at blive krænket af ny viden? Næppe, vi diskuterer stadig hvad det danske samfund består i og føler os stadig truet af fremmede mennesker med andre livsopfattelser. Christian Lollike er fantastisk til at sætte samfunds relevante diskussioner på spidsen. Tanker som: ”Rejs for Guds skyld ikke ud i verden for at møde andre kulturer og hold dig væk fra mennesker der tilbyder andre måder at se verden på”, bliver i den grad eksponeret for sin modsætning, i dette teaterstykke.

Et pragtfuld teaterstykke der vil leve længe i mig, og som har givet mig nogle briller så jeg bedre forstår omverdenen og de svære diskussioner som rammer os i denne ”Krigstid”.

Tusind tak til teamet bag Erasmus Montanus og til Aarhus Teater der giver rum til denne fantastiske skildring af videnskab kontra tro.

<

» Anmeldelse: 71bodies and 1dance, BORA-BORA

★★★★★Anmeldelse: 71bodies and 1dance, BORA-BORA

Anmeldelse: Gribende multi kunstværk

6. februar 2019.
Af Lita Domino

★★★★★

71bodies 1dance Et samarbejde mellem danser og performer Daniel Mariblanca, fotografen Mar C Liop og filmskaber Ursula Kaufmann har udmøntet sig i et prægtigt tre-kronet værk, hvor dans, fotografi og film sætter fokus på et mindretal i samfundet, der ofte skal gå så grueligt meget igennem, før de kan vise sig som de svaner de er. Det handler om transkønnedes identitet, men vi kan alle spejle os i de menneskers mod og proces som de gennemlever for at finde sig selv.

De sorte kasser

I 12 små sorte kasser gemmer der sig en lille flig af 12 menneskers erkendelsesprocesser og mod til at stå ved sin egen skønhed. 12 små indblik der giver stof til eftertanke. 12 små nærbilleder af transkønnedes kamp for at overleve stigmatisering og undertrykkelse der desværre er udbredt i samfundet.

Bravo for nogle flotte små klip ind i den verden, som er hverdag for mange der ikke passer ind i en kasse. Jeg håbede lidt at kasserne eksploderede og de alle sprang ud, for er verden ikke meget smukkere med en mangfoldighed af forskellige køn?

Det skete ikke, men indeni fik jeg en stor oplevelse af at møde disse modige mennesker der boede i kassen. En oplevelse af samhørighed på kryds af køn og oplevelse af inspiration til åbne min egen fjerpragt og være stolt af at være det menneske som jeg er.

Daniel Mariblanca´s svanedans.

71 minutter danseforestilling, hvor Daniels krop er katalysator for 71 livshistorier. Det er et meget smukt fysisk værk på en tom scene hvor den enkelte publikummer kan fordybe sig i den nøgne krops mange udtryk.

Jeg var utrolig begejstret for den intime følelse Daniel kunne skabe i rummet og den overvældende styrke hans krop udviste. En oplevelse af nødvendigheden til at udtrykke sig i kunsten gjorde, at jeg nedlagde alle forsvar og tog ham ind med stor indlevelse.

Det følelsesmæssige rum var stærkt, hvor han udtrykte sin identitetsfølelse gennem 71 danse i en lang dans. Jeg anede nogle små afbræk men oplevede det mest som en helhed. Sårbarheden gik hånd i hånd med et overskud og en styrke som jeg vil tænke på længe efter. Han udfordrede mit kønsbillede af hvordan jeg tænker kønnenes udformning er, og gav mig en stor æstetisk nydelse idet han, i mine øjne, var alle køn på engang. Virkelig fantastisk oplevelse.

Fotografi

Efter danseforestillingen blev alle publikummer ledt ind på en anden scene, hvor der var portrætfoto udstilling af 71 transkønnede og deres historie. Det der fængede øjet mest var det tomme billede hvor der underneden stod at her skulle alle de transkønnede nu og i fremtiden være, som ikke er sprunget ud af skabet.

Tusind tak til teamet bag ”71bodies 1dance” og til BORA-BORA der at huse dem.

<

» Anmeldelse: Kaffe og Kærlighed på Teatret Svalegangen

★★★★Anmeldelse: Kaffe og Kærlighed på Teatret Svalegangen

Den tragikomiske kvindelige klovn

29. januar 2019.
Af Lita Domino

★★★★

Findes der en bedre fortæller end en klovn? Klovnen der stiller skarpt på tidens og menneskets nærværende små kampe med tilværelsen?

Jeg drømmer om en anden tilværelse, hvor jeg er sexet og sjov, kan begå mig med smalltalk og vittigheder, hvor kærligheden vælter mig og beruser min tilværelse. Men i virkeligheden er jeg kikset og kan kommer til at fortælle alt for personlige ting om mig selv til fremmede mennesker jeg ikke kender.

Men der er hjælp at hente, for klovnen Camilla Marienhof træder i denne tid ind på scenen på Teatret Svalegangen og henter alle de pinlige hændelser frem som en usikker single kvindefigur kan opleve og gør det med så overbevist charme og selvtillid at publikum må give sig hen og grine af det spejlbillede hun giver af os kvinder.

Funklende præstation.

En suveræn start på forestillingen vipper mig ud af min lille kasse, jeg befinder mig i, og ind i den tragikomiske klovneverden, hvor toget ruller afsted med en faretruende hast og den kvindelige passager må klamre sig til en stang.

En stang som jeg normalt vil betragte som en pole-stang , bliver i teaterstykket Kaffe og kærlighed brugt til mange forskellige gøremål på kreativ vis. Den kvindelige akrobat, skuespiller og klovn kan med stor præcision og styrke bruge pole-stangen i hendes spil på scenen så det både er gribende og humoristisk.

Genkendelighed

Et af de store problemer som jeg genkender i forestillingen er det enorme spring der nogle gange er imellem det jeg forestiller mig og det der er den egentlige virkelighed.

Når jeg tror at andre mennesker er fantasifulde, sexede, smarte, femme fatal-kvinder der kan klare alle livets udfordringer, mens jeg har trusser på der kryber op i enden, jeg har problemer med ensomhed, jeg har svært ved at score en mand, jeg lever mig for meget ind i mine tanker osv.

Hvis man tænker at det er sådan det er, kræver det vanvittig meget mod at gå ud og møde andre. Men hvis jeg i stedet spejler mig i klovnen og finder min humoristiske sans frem, så ser jeg at alle kvinderne i Teatret Svalegangen griner af de samme ting. Vi kender det alle og så er det måske ikke så faretruende at være single kvinde og gå ud i verden alene og møde andre mennesker. Bravo for den pointe.

Tusind tak til teamet bag Kaffe og kærlighed og til Teatret Svalegangen for at invitere dem til Aarhus.

<

» Anmeldelse: Kasse-Madsen, Teater Refleksion

★★★★★Anmeldelse: Kasse-Madsen, Teater Refleksion

Levende dukketeater så hjertet jubler

27. januar 2019.
Af Lita Domino

★★★★★

I Teater Refleksion er dukkerne levende. Har de mest fantastiske bevægelser og humoristiske udtryk. Dukketeater så hjertet jubler og tårerne triller og det er slet ikke svært at leve sig med i hovedpersonen Madsens tilværelse, for han er jo ligesom et rigtigt menneske, -han er ligesom mig.

Kasse-Madsen er skabt i Teater Refleksions værksted. Og med høj æstetisk sans har han fået liv gennem et tæt samarbejde mellem dukkemager, dukkefører, scenografi og vidunderlig musik. Der er ingen ord i forestillingen, men det er legende let at fange historien om Kasse-Madsen. Det er de essentielle ting i livet der er temaet, og hovedpersonen går igennem en stor magisk udvikling foran os, som alle kan relatere til.

Historien om det finurlige venskab

Det handler om ensomhed. Den kære Kasse-Madsen vandrer alene rundt i tilværelsen, - går alene, venter alene, forundres alene og falder alene, uden at nogen forstyrrer ham i det. Lige til den dag at nogle kasser begynder at dukke op i hans verden. Historien udvikler sig, og til hans store forundring nærmer kasserne sig hans hjerte og han må lukke dem ind. Madsen danser rundt med de levende kasser, han kommer i kontakt med magtudøvelse og magtesløshed, bliver ked af det og trøstet. Han får et dybt personligt forhold til kasserne og til sidst regner det ned fra himmelen med endnu flere vidunderlige kasser, for Madsen er begyndt at elske sine kasser og så er det jo magisk at opdage at verden er fuld af dem og man kan boltre sig i glæde og samvær. Bravo for den pointe.

Eventyret starter i foyeren.

En god oplevelse starter allerede når man træder ind i teateret og det ved Refleksion godt. Så en af dukkemagerne Niels Willum Andreasen har udstillet sine magiske skulpturer i foyeren og de er også værd at bide mærke i. Ud af skrot har han skabt eventyrlige figurer som står rundt omkring, eller hænger på væggene. Fantasien bliver vakt og man for lyst til at fortælle eventyr om figurerne. Tak for den oplevelse.

Tusind tak til teamet bag forestillingen Kasse-Madsen og til Teater Refleksion for en fantastisk oplevelse.

<
Alissa Snaider

» Anmeldelse: Feelings, BORA-BORA

★★★★Anmeldelse: Feelings, BORA-BORA

Det Følende Menneske

24. januar 2019.
Af Lita Domino

★★★★

Når jeg er ked af det, græder jeg! Når jeg er rigtig glad, græder jeg også! To forskellige følelser, men to ens måder at reagere på. Jeg gør hvad mine følelser byder mig at gøre. Jeg er i tæt kontakt mellem det jeg føler og det jeg gør. Jeg kan vælge at udtrykke mig gennem min krop i kunst, dans, samtale og leg hvor mine følelser bliver modellerbare og hvor jeg kan skabe betydningsuniverser som rækker udover mig selv. Indeni os, har vi et spejl, så vi kan mærke hvilke følelser andre har. Jeg er i tæt kontakt til mine egne følelser når jeg oplever et andet menneske med hjertet. Jeg forbinder mig med andre mennesker gennem mine følelser og sammen kan vi skabe nye sammenhænge.

Den 4. væg

Det er det der sker på scenen i aften på BORA-BORA. Det handler om følelser og i et forsøg på at nedlægge den 4. væg, (Den væg der er mellem publikum og performere) bliver vi inviteret til at sidde utraditionelt på madraser på scenen hvor dansen foregår rundt omkring os. Vi sidder lige midt i følelsernes kaotiske udtryk, og må selv tage ansvar for hvor vi vil have vores opmærksomhed. På de forskellige dansers udtryk eller måske indadtil på vores egne emotioner eller på det spejl der kan opfange følelsernes formidling gennem mødet med andre. Det virkede ikke så heldigt på mig at sidde på den måde, oplevede kun delvist at barrieren forsvandt og i stedet havde jeg svært ved at få mange detaljer med, idet meget af dansen foregik i gulvhøjde, skjult af andre publikummer.

Det abstrakte udtryk

Feelings er dannet af abstraktioner over følelsernes gøren og laden. Vi ser 7 unge dygtige danser, træde i karakter med deres vokabular af danseteknikker stillet til rådighed for kunsten. Deres kroppe er harmoniske i deres bevægelser, de har mange yderstillinger som må kræve meget koncentration og styrke. Kroppene er dog skjulte under mange lag af tøj, (måske som følelser nok ofte også er), hvilket betød at det var svært at fange det bagvedliggende abstraktioner over følelsernes verden.

Det abstrakte blev konkret inden i mig

Når vi lægger fantasien i følelsernes vold, og frariver os vores sammenhæng som menneske, bliver fatamorgana ikke noget der svæver på himmelen som et sløret spøgelse. Emotionerne kan komme til at føleles som vores eneste virkelighed. Følelserne kan få vanvittige konsekvenser idet vi mister vores forbindelse og tilstedeværelse i livet. Her stopper alt leg og kunstnerisk virke, og bliver i stedet til det værste mareridt. Det er den ultimative grænse for hvad følelserne kan forvolde os af skade. Inden da er der uendelige områder at boltre sig på, for følelserne er som naturoplevelser; smukt, barskt, fordrejet, forhutlet, forpint, rosenrødt, farverigt, faretruende, forstenet, ro og kaos, men også særdeles vidunderligt.

Lydsiden

Musikken var lige som dansen meget fragmentarisk og meget stillestående. Der var ikke mange rytmer at støtte sig til for danserne. Det blev hele tiden afbrudt af lange perioder med ingen lyd, hvorefter de samme celler af rytme og toner gik igen. Meget eksperimenterende og tog ikke fokus fra de indre og ydre begivenheder der foregik i rummet væsentligt.

Oplev forestillingen Feelings, hvis du er til et abstrakt kunstværk i dansens verden.

Tusind tak til teamet bag Feelings og til BORA-BORA som huser dem.

<

» Anmeldelse: En Sand Røverhistorie, Gruppe38

★★★★Anmeldelse: En Sand Røverhistorie, Gruppe38

Julemirakel på Teatret Gruppe38

10. december 2018.
Af Lita Domino

★★★★

Hvad er et julemirakel? Det er koldt udenfor og for mange er julen en hård tid, hvor spøgelser fra fortiden rumsterer rundt, sult og savn kan føles endnu mere gennemtrængende i lyset af alt travlheden, og andres tilsyneladende glæde kan gnave sig ind i knoglerne. Jeg tror at Teatret Gruppe 38 har fat i den helt rigtig cocktail på et godt julemirakel og det er for alle. Det handler om at glædes ved noget så simpelt og samtidig så forunderlig, som en virkelig god historie fortalt i et magisk univers.

En røverfamilie

Det er en farlig skov, Görringeskoven, for der bor der en røverfamilie, der er så grum og hæslig at man ryster af skræk, når de overfalder sagesløse der tør ride igennem skoven. Men røverne er fattige og sulter for det er kun sjældent at nogen tør at nærme sig. Ingen mennesker kan lide dem, fordi de er så anderledes og grovskårne og derfor er de blevet udstødt af samfundet. Men hver julenat oplever røverfamilen et sandt julemirakel. Der er så magisk og smukt at det næsten ikke er til at tro. Og den historie kan man opleve med egen krop på Teatret Gruppe 38 i denne juletid. Historien bygger på Selma Lagerlöfs ”Legenden om en julerose”, som er en smuk historie om et julemirakel.

Bodil Alling med de mange stemmer

Legenden om Julerosen er frit fortolket af vidunderlige Bodil Alling. Hun er mester i at fortælle historier så både børn og voksen hører virkelig godt efter. Publikum får lov at ligge i hængekøjer og ud over alle publikummer er spændt en himmel af stof, hvor lys og skygger kan understrege en skøn historie. Bodil fortæller med sit talent for personkarakteristikker en medrivende legende, og med få virkemidler er det som at være i Görringeskoven og opleve julemiraklet på egen hånd.

Tusind tak til Teamet bag ”En sand røverhistorie” og til det fantastiske Teatret Gruppe 38 for en rigtig dejlig historie!

<
Emilia Therese

» Anmeldelse: Sammensværgelse, Teatret Svalegangen

★★★★Anmeldelse: Sammensværgelse, Teatret Svalegangen

Stærk følelsesmæssig forestilling

4. december 2018.
Af Lita Domino

★★★★

Teatret Svalegangens aktuelle forestilling Sammensværgelse er en lille novelleagtig historie der udspiller sig i en familie der rammes af sorg. Moren er den talentfulde professor i psykologi der rejser verden rundt med sin undervisning om menneskets tilbøjeligheder til at lave konspirationsteorier. Hun har tydeligvis styr på teorierne og kan argumentere for mange aspekter, men har ikke følelsesmæssigt forhold sig til menneskene der tænker disse tanker.

Ulykken rammer

I familiens skød elsker hun sin mand og sit barn og da barnet bliver dræbt i et trafikuheld, prøver hun af alt magt at holde distancen til verden og blive i sit succesfulde liv som universitetsprofessor, men sorgen har splintret hendes sind ad og hun bygger en psykoseverden op omkring det hun er og de tanker som fylder hende inden ulykken er sket. Det vil sige at hun skaber konspirationsteorier omkring barnets forsvinden.

Hun møder i sin psykose en mand ved navn Alf, der er lige så splittet og syg som hun selv. De skaber tanker sammen om barnet Carl-Emils ”kidnapning” og om store sammensværgelser der bygger på algoritmer, og tilfældigheder. Moren har store sammenstød med faren, der bearbejder sorgen på en anden måde end hun gør og de har det rigtig svært.

Sammenbrud af den nye virkelighed

Den nye virkelighed, hendes psykose; bryder dog sammen idet hun møder manden Alf. Stykket slutter med en super god pointe. Man kan ikke altid selv vælge hvordan man håndterer sorg og hvis man splintrer sit sind ad, er man syg, og man kan ikke selv vælge om og hvornår man blive rask igen.

Det var en stærk følelsesmæssig forestilling som Teatret Svalegangen har inviteret til Aarhus og det var meget vel spillet. Kunne godt lide at det var meget minimalistisk stillet op, for store kulisser ville have væltet den meget fine og super sarte fortælling.

Tusind tak til teamet bag Sammensværgelse og til Teatret Svalegangen for at inviterer dem på besøg.

<

» Anmeldelse: Lykkerejser fra Happiness Unlimited, BORA-BORA

Anmeldelse: Lykkerejser fra Happiness Unlimited, BORA-BORA
Jagten på den berusende lykke

4. december 2018.
Af Lita Domino

Hvad er lykke for dig? Er det nærvær, viden, leg, nænsomhed, fest, kunst, fælleskab eller noget andet?
Sovser du ligesom jeg rundt i vintermørket med en paraply af tunge tanker og ønsker du dig et afbræk i denne tilstand? Har du smag for lykkeridt, så er Happiness unltd, Pop-up-bureau for eskapistisk lykkerejser, måske en kærkommen pause fra det kedelige grå. Gå blot ind i deres fantastiske univers som er et totalteater-performance i en butik på Frederiksgade (Den lille gågade i Aarhus midtby) og lad dig forundre, opleve varme, imødekommenhed, humor og livsbekræftelse. Selve bureauet er ganske gratis og den mest vidunderlige lykkerejse koster kun en skallet halvtresser.

Bureauet

Jagten satte ind for mig en tirsdag eftermiddag, Tornysteret var pakket og jeg vandrede ind i det opløftende og morsomme univers. Det første jeg mødte var den vidunderlige rejseguide i belønningscentret. Hun viste mig rundt i butikken og gav instruktion i de forskellige måder at opnå lykkekick på. Feks var der to toiletter i vinduet, som handlede om at give slip og blive tilstede med det der er. Eller endorfin-maskinen der hjalp grinet på vej. Der var et stort lykkehjul og blot det at dreje på det gav en funklende latter i brystet. Der var også mulighed for at tage selfies med palmer i baggrunden og meget andet som vi danskere tænker giver lykke. Et satirisk og morsom installation som gav noget at tygge på.

Lykkerejsen

Klokken 16 var der boarding til Lykkerejsen og en lille gruppe og jeg gik ombord i husets kælder og jeg vidste ikke hvad der ventede mig. Vi stillede støvlerne udenfor og trådte ind på første plan af rejsen. En smuk kvinde ledte os ind i en meditation der handlede om at slippe jordforbindelsen og lade os forføre til en flyvetur op til stjernerne. Vi fik udleveret en stjernekikkert som var et kalejdoskop som vi måtte benytte, mens hun dansede i et badekar med lys.

Kakao-gudinden

Derefter blev vi ledt videre til et nyt magisk plan, hvor endnu en vidunderlig kvindefigur lå i en stor seng. Vi blev budt op i sengen til hende hvor hun omsorgsfuldt fortalte et guddommeligt eventyr om gudinden af kakaobønnerne. Derefter tog hun sin frakke af og vi fik lov at male hendes nøgne krop med chokolade.

Festen

Dernæst blev vi lukket ind til en meget varm og herlig norsk fyr, der ville holde en mægtig fest og vi var indbudte. Der var mad og champagne til alle, sjove briller, dans og til sidst sang han en meget rørende norsk vise, der greb mit hjerte, selvom jeg ikke forstod ordene han sang.

Tankevækkende inspiration

Hvor var jeg forundret og indtaget af denne performance som lykkerejsen var. Jeg kunne hente så meget inspiration til mit eget liv, jeg havde følt mig modig og mine grænser havde flyttet sig undervejs og jeg var blevet mødt med sådan en varme og nærvær. Hvordan kan jeg give denne forestilling stjerner som jeg plejer når de jo tog fusen på mig og var noget helt andet end det jeg forventede? Jeg bliver denne gang nødt til at drage chilier ind i billedet, for denne installation og performance er stærke sager og kræver en del mod og medlevelse at opleve, hvis man skal have det fulde udbytte af det. Den får 5 chilier herfra.

Tusind tak til Kassandra-production og til BORA-BORA som står for billetsalget til lykkerejsen.

<

» Anmeldelse: Don Gnu 'Jagten på det grå guld' på BORA-BORA

★★★★★Anmeldelse: Don Gnu 'Jagten på det grå guld' på BORA-BORA

Originalt og perlende Poetisk

12. november 2018.
Af Lita Domino

★★★★★

Jagten på det grå guld Vi kan ikke undgå den; Alderdommen medmindre vi stiller træskoene før den griber vores kroppe, og vi går i forfald. Den sidste del af rejsen hen mod graven kan være svær især, hvis kroppen har været en dejlig bolig at udforske verden med, men aftenens performance fra Don Gnu er alt andet end en jammerdal om alderdommen. For charme og musikalsk poesi er i behold og verden bliver stadig udforsket. Med stor humor sætter teamet bag Jagten på det grå guld fokus på det allervigtigste i menneskets sidste tid nemlig fantasien og humoren. Den bliver aldrig gammel. Den forsvinder ikke fra os.

Alt kan ske!

Publikum bliver inviteret ind på et alderdomshjem, hvor duoen Don Gnu nu ser tv. Her er Otto Leisner i gang med en spørgsmålsleg. Det lyder til at deres liv nu er kedeligt, men det er den langt fra for der er stadig maskulin kamp i de to gubber. De elsker stadig en rask lille magtkamp, -nu om tv’et. Da kroppen ikke kan følge med i en slåskamp mere, må de to oldinge tage en tur ud i fantasien og i bedste Don Gnu stil udvikler det sig til et voldsomt mandeslagsmål. Plejepersonalet falder ind i kampen og de ender med at slå hinanden til plukfisk. Her i fantasien kan alt lade sig gøre. De kan kæmpe, forvandle plejerene til smukke dansende sylfider og flette hjertegribende franske sange ind i dette vidunderlige univers. En række klassiske kunstværker bliver modelleret i kød og blod og de danser med lampeskærme på hovedet. ALT KAN SKE – og det gør det. Stykket slutter med at virkeligheden igen banker på og vi er tilbage til plejehjemmet, hvor døden er en realitet. Don er død fra Gnu og Otto Leisner kører igen på tv’et, men nu er der ikke længere nogen magtkamp tilbage med kun et medlem i duoen. Æv hvor jeg savnede Don i den scene. Det var meget hjertegribende.

Nu med rollator

Det er en super maskulin fortælling om det at blive gammel. Truppen sætter fokus på alderdommen gennem fysisk teater, stunt, dans, akrobatik og komik. Den charmerende duo Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersen har i denne forestilling igen inviteret herlige Petras Lisaskus med til selverkendende og humoristisk kamp mod tiden. For tiden har sat sit præg på de ellers så lækre ben og de må nu gå med rollator.

En meget gennemarbejdet og inspirerende forestilling, hvor performance, lys og lyd går op i en højere enhed. Alderdommen er noget man ikke behøver at frygte for med fantasien i behold kan man gøre det til et kunstværk.

Tusind tak til teamet bag Jagten på det grå guld og til BORA-BORA for at huse dem.

<

» Anmeldelse: 'Kroppen' fra Bådteatret på BORA-BORA

★★★★Anmeldelse: 'Kroppen' fra Bådteatret på BORA-BORA

Anmeldelse: Kroppen er fabelagtig og underholdende performances

21. november 2018.
Af Lita Domino

★★★★

Kroppen er en danseforestilling med noget væsentligt på hjertet. Teamet bage aftenens optræden på BORA-BORA brugte en kombination af dukker og menneskekroppe til at udtrykke en række temaer omkring livet med en krop. Under behandling tages der: Den lækre krop, den slatne krop, den dysfunktionelle og fordrejede krop, den syge krop, den sensuelle krop, og den gamle krop. Publikum fik et syn af den ydre krop men vi blev også ført ind under huden til lunger, hjerte og til blodbanerne. Døden var et gennemgående tema i forestillingen, hvilket må sige at ramme noget meget essentielt ved det at være i livet.

Den følsomme krops fortælling

Kroppen er vores hjem, her bliver vi født til et liv i sansernes vold og en dag dør vi og sanserne vil forsvinde. Vores væsen vil forgå. Det er ikke underligt at vi mennesker er meget optaget af den. Den knytter jo netop os til livet, men vi har det med at gå fra en naturlig opmærksomhed på kroppen til at bliver yderfokuseret og ofte har vi et kommercielt syn på kroppen i samfundet i dag. Men kroppen er forunderlig, -skrøbelig og stærk på en gang, så hvad ville der ske, hvis vi omsluttede vores kroppe med naturlig accept og opmærksomhed?

Store planer med publikum

Jeg kunne rigtig godt lide de passager hvor det helt enkle blev dyrket. Hvad skal der til for at vi mennesker oplever en andens krop som levende, Et ansigt, et ben, en arm, en bevægelse? Det blev så levende for mig når jeg kunne knytte min fantasi til figurerne og se dem bevæge sig med små gestus. Jeg kunne have blevet der i forestillingen i timevis, men holdet havde flere planer med publikum. De ville også fortælle om selvfokusering på menneskekroppen, på navlepilleri, om det fordrejede menneskeideal, hvordan vi lader os styrer af selvrealisering, hvordan vi behandler vores kroppe og hvordan vi alle til sidst alligevel må dø og opgive kroppen.
Det var en mægtig spændende aften og for mig nyt at se voksen teater med dukker.

Tusind tak til teamet bag Kroppen og til BORA-BORA for at inviterer dem til Aarhus!

<
Christophe Loiseau

» Anmeldelse: 'Gerdas Rejse' på Teater Refleksion

★★★★★★Anmeldelse: 'Gerdas Rejse' på Teater Refleksion

Anmeldelse: Gerdas Rejse er en magisk opdagelsesrejse

18. november 2018.
Af Lita Domino

★★★★★★

Se så! Nu begynder vi. Sådan starter HC Andersen sit eventyr om Snedronningen, hvor lille Gerda skal så grueligt meget igennem for at finde sin Kay. Teater Refleksion har ladet sig inspirere af dette prægtige eventyr til en installation af magisk lyd, lys, dufte og videooptagelser. Her er ingen skuespillere men en underfundig rejse gennem mange riger i sporene efter den lille Gerda.

Med mine sansers fulde fem

Jeg fik en kæmpe oplevelse på Teateret Refleksion her i formiddag. Med strømpesokker listede jeg mig langsomt igennem mange af de verdner som den lille Gerda vandrede for at finde sin Kay. Jeg mødte rosenhaven, hvor man kunne lege med spejlstykker i et puslespil og her duftede det af blomster. Med et kalejdoskop gik jeg på opdagelse blandt eventyrlige stationer med forskellige skyggespil, fornemmelser af sne, rosenblade og lysspil. Jeg vandrede af stier og trapper, hvor der var krystaller, lys, vand og stof og ledte mig videre ind i et rum med puder, hvor jeg kunne ligge og kigge op i en smuk blomsterhave. Jeg kom videre til en magisk skov der skiftede med årstiderne, som piplede af dyr, lys og lyde og den vidunderlige duft af bark. Jeg kom til en hule beklædt med skind, hvor jeg kunne sidde og lytte til rensdyr. Jeg holdt særligt af is-hulen, hvor jeg kunne se nordlys og smukke krystaller spejle sig i hulens vægge. Til sidst endte Jeg i Gerda og Kays have igen, hvor jeg kunne lægge de sidste brikker i puslespillet.

En perle af et teater

Lige midt i Aarhus hjerte ligger denne perle af et teater, der elsker at give børn og voksne eventyrlige oplevelser. Teater Refleksions forestilling ”Gerdas rejse” er så sansemættet at jeg følte mig helt fortryllet og nærværende da jeg kom ud efter forestillingen. Inspireret og beriget af denne perles julegave til eventyrglade gæster, gik jeg bagefter og tænkte på lege, jeg kunne skabe sammen med børn, jeg kender, og hvordan jeg skulle huske mit nærvær, så jeg kunne opleve den kommende jul og vinter med størst mulig forundring og glæde.

Tusind tak for at vække mine sanser til teater Refleksion og teamet bag Gerdas rejse.

<

» Anmeldelse: Noora Hannula Vs. Soma the Augmented Reality Girl

★★★★Anmeldelse: Noora Hannula Vs. Soma the Augmented Reality Girl

Mennesket mod maskinen

6. november 2018.
Af Lita Domino

★★★★

Menneskenes verden er efterhånden invaderet af teknologi. Selv på kærlighedsområdet er der indtog af virtuelle hjælpemidler der skal give lyst og glæde til den enkelte. Men er grænsen nået når en computer kan være attraktiv og tage alt opmærksomheden fra det virkelige menneske? Er virkeligheden ikke bare sejere end en computer?

Historien i forestillingen

Historien i forestillingen er den at kvinden Noora er blevet meget jaloux på den sexede tegneseriefigur der har et virtuelt forhold til hendes kæreste. Noora opsøger den virtuelle person Soma for at give hende en omgang klø og for at vinde kæresten tilbage.

- Soma er inspireret af en blanding af computerspil som Street Fighter, Lara Croft fra Tomb Raider og de virtuelle japanske kærester fra et spil, der hedder LovePlus.

Et humoristisk indslag i debatten omkring teknologiens placering i verden.

Historien er tynd men til gengæld er der fyret op for effekterne på denne performance på BORA-BORA. Alle publikummer er udstyret med VR-briller. En super tjekket Noora Hannula er formidabel på gulvet i strid kampånd for rettighederne til sin kærlighed. Det er hurtige bevægelser og hun har styr på alle muskler i kroppen. Med en blanding af kampsport og dans ruller hun henover scenen i en Tekken-lignende kamp mod sin modstander, den virtuelle Soma. Teknikken fungerer godt og det er en underholdende ide at skabe et opgør med teknologien på en dansescene.

Tak til teamet bag aftenens forestilling og til BORA-BORA for at huse dem

<

» Anmeldelse: '4:48 Psychosis' på Aarhus Teater

★★★★★★Anmeldelse: '4:48 Psychosis' på Aarhus Teater

Brutalt og ærligt teater lige i ansigtet på publikum

3. november 2018.
Af Lita Domino

★★★★★★

4:48 Psychosis er teater der foregår lige op i ansigtet på publikum. Det er et super kreativt sind der har skabt denne tragedie og jeg kan ikke se den med et filter der beskytter mig fra det. Dels ved jeg at dette er et sidste værk af Sarah Kane, der døde af selvmord efter at have skrevet stykket, dels er jeg så voldsomt rørt over Mette Døssings skuespil. Jeg har ikke set noget lignende før. Dette stykke er ikke en gal kvindes værk. Dette stykke er et menneske der skriver for at berettige sin eksistens og mere end det, det er en historie fortalt fra indersiden af en psykose. En forkrampet og smertefuld tragedie, der er så vedkommende at vi ikke må lave distance til det.

Det fragmenterede menneske

Publikum bliver lukket ind i et rum i kælderen hvor vi er frie til at gå og stå hvor vi vil. I rummet hænger der neonlys ned i lange rør. Det psykoseramte menneske kommer ind i rummet maskeret som en autonom i demonstration. Hun er hurtig i bevægelserne og tydeligt vred. Hun taler til publikum, går helt tæt på ansigterne og fortæller at hun er ked af det, at hun føler sig skamfuld, og at hun ikke vil leve mere, at hun vil begå selvmord. Hun udtrykker dyb smerte og er i sin lidelse et fantastisk og voldsomt billede på et menneske i dyb desperation. Tab af kærlighed, tab af mening. Poesien er faretruende og smuk på én gang. Ordene er skarpe og brutale. Fragmenterne af hendes sind er som farlige bomber i den ”normale” verden, hvor vi tror smerte er når vores kat dør men hos et menneske med en psykose er smertens totalitet mere voldsom, fordi her er det selve grundstenen i vores eksistens, vores identitetsfølelse der spaltes og går i opløsning. Hvis der ikke er nogen til at sætte sig ind i de fragmenter der er tilbage er vi fortabte. Forsvundet fra verdens overflade.

In your Face teater

4:48 Psychosis er et provokerende og eksperimenterende undergrundsteater – kendt som ”In your face theater” hentet hjem fra England. Det er den form hvor publikum er en del af forestillingen og man kan forvente at blive råbt til, skældt ud lige op i ansigtet og inddraget i skuespillet. Det er en voldsom oplevelse og det gør ondt i medfølelsen at se dette stykke, som er så mesterligt spillet af Mette Døssing, uden at være i stand til at gøre andet end at være vidne til tragedien.

Tusind tak til Teamet bag 4:48 Psychosis og til Aarhus teater for at huse forestillingen.

<
Fotografen i Århus

» Anmeldelse: 'Dancer in the Dark' på Aarhus Teater

★★★★★Anmeldelse: 'Dancer in the Dark' på Aarhus Teater

Dancer in the Dark i et nyt fremragende lys

30. oktober 2018.
Af Lita Domino

★★★★★

Hvem tør at tage livtag med mester instruktøren Lars von Triers skæve og vidunderlige musical Dancer in the dark? Aarhus Teater gør, og de tør mere end det. De tør også at skabe deres helt egen musik der bærer historien om Selma igennem hendes tragiske skæbne. De kommer tilmed rigtig godt fra det.

Har du nogensinde lyttet til verden - sådan rigtig lyttet til den? Alting har en lyd, hver en bevægelse har en takt. Sæt det sammen og du har en hel symfoni. Findes der en smukkere måde at være i verden på end at opleve den som musik? En drivkraft til at gøre det umulige, arbejde hårdt, motivere til at holde ud, få det smukkeste ud af tragedier og endda mod til at gå i døden, når det ikke længere er en mulighed at undgå den. Der er en musik i alle disse ting. Vi må bare lytte og lære at finde den, for her er livskraften så stærk at smerten bliver en parentes og ikke selve livet. Det har jeg nu lært af hovedpersonen Selma i Dancer in the dark.

Den hjertegribende fortælling om Selma, det smukke menneske, der må danse sig gennem mørket idet hun gradvist mister sit syn. En skæbne hun vil have tilfælles med sønnen Gene, hvis han ikke får en operation. For at redde ham fra at blive blind må hun skaffe penge til det og det er hårdt arbejde.

Hun prøver at skjule sin egen blindhed så hun ikke mister sit job og dermed sin mulighed for at give sin søn hans operation. Selma er super musikalsk og klarer den hårde tilværelse som blind ved at opleve verden gennem altings musik. Hver en bevægelse og hver en materiel ting har sin egen musik, som holder hende fast i livet og i arbejdet.

Desværre er hun som blind et let offer for omverdens gemene ondskab, og det får fatale konsekvenser for den kære Selma, idet hun finder tillid til politimanden som stjæler hendes penge mens hun er på arbejde på fabrikken og i opgørets time tvinger politimanden hende til at dræbe sig og dermed står hun anklaget for mord. Og bliver dømt til døden.

Musikken er skæv som hovedpersonens rolle, med nogle meget smukke passager og skuespillerne løfter forestillingen op i en fælles kraftpræstation. Scenografien fungerer super godt, idet der er bygget flere scener op omkring Selmas skæbne. Lyset understreger både Selmas musikalitet og den store smerte hun oplever og har en vidunderlig tendens til at danse med på scenen.

Det er rørende at blive indfanget af denne forestilling og jeg kan varmt anbefale at gå ind på Aarhus teater og se den. De stående klapsalver var så velfortjente.

Tusind tak til teamet bag Dancer in the dark og til Aarhus Teater for den flotte forestilling.

<

» Anmeldelse: Spil død, Vol. 13+

★★★★Anmeldelse: Spil død, Vol. 13+

Unges angst bliver spejlet på Godsbanen

25. oktober 2018.
Af Lita Domino

★★★★

Vi kender det alle, Angsten, der sniger sig ind på os eller vælter os omkuld som en sandstorm. Lammer vores tanker og handlinger og gør os akavet og selvbebrejdende. Usikre på om vi er okay, som den vi er. Og som et ungt menneske er den umulig at komme udenom, når man skal finde sine egne ben at stå på i en meget kompliceret verden.

Den dukker op i vores liv som et helt grundlæggende vilkår for vores overlevelse. Uden det alarmberedskab havde vi næppe klaret udfordringerne ved livet. Men den er også årsag til meget lidelse, for den kan dukke op i vores krop og sind som mange former: Angst, panik, nervøsitet, gysen, generthed, tøven, handlingslammelse osv. Den risler lige så stille ned af ryggen eller splintrer det menneskelige sind itu. Vi kan reagere ved at angribe, flygte eller stivne (spille død) Det ligger i vores gener at reagere på den måde. Spændende tema Hvid Støj teaterproduktion har skabt teaterforestilling ud fra.

Game of life.

Teaterforestillingen Spil død Vol. 13+ er bygget op som et spil i et tv show, Det er tempofyldt og medrivende og kommer med mange eksempler på hvad man kan frygte som et ungt menneske. Stykket danner et spejl der viser unges gru for mange ting i deres verden, og det blev skabt en fin balance mellem humor og alvor så det blev på ingen måder kedeligt.

Mestring strategier

I spillet bliver det tydeligt at det kan være svært at mestre angsten men bestemt ikke en umulighed, for der findes strategier til at takle angst og det er jo så godt at få kommunikeret ud til alle. Det er normalt at have angst og man kan gøre noget ved det.

Skuespillet sad i skabet, Det var følsomt og sejt, Især holdt jeg meget at dansescenen hvor de to skuespillere dansede et lille uddrag af svanesøen. Det visuelle design understregede underholdende formen som et spil i et TV show. Ideen var fængende og jeg syntes at fornemme at det unge publikum kunne spejle sig i det. Alt i alt en god oplevelse. Tusind tak til teamet bag Spil død Vol. 13+ og til godsbanens åbne scene for at huse dem.

<

» Anmeldelse: In Some Sense på BORA-BORA

★★★★Anmeldelse: In Some Sense på BORA-BORA

Et modigt og nørdet projekt

23. oktober 2018.
Af Lita Domino

★★★★

Hvorfor ikke lade kroppen danse til filosofi, musikken rokke ved livsopfattelsen og mærke nye politiske strømninger i fysiske sensationer gennem smukke abstraktioner?

Det lyder måske som svært stof, men der er hjælp undervejs, for aftenens forestilling på BORA-BORA var som en opbygning der starter med en grundfundament og langsomt blev der bygget mere og mere på undervejs. Det er som en LP med en A side og en B side. De første scener bliver det tydeligt hvordan en kunstner kan finde inspiration til sin kunst. Her var det rytmer og melodi i Badious talte ord. Og B siden var mere eksperimenterende som det ofte er med musikplader.

Ny Vinkel

Så hvorfor ikke se verden fra en ny synsvinkel? Badiou invitere os til at eksperimentere med os selv i en af hans taler, og slippe negativitet og dette er grundlaget for denne abstrakte forestilling In some sense.

Filosoffen Badiou har en meget særlig stemme, både I form af sit indhold; Han vil gerne have at vi mennesker tænker anderledes I forhold til livet, politik, relationer og vores kroppe, men han har også en særlig stemme, en melodi, en rytme, der har vækket de to kunstnere jazzguitarist og komponist Mikkel Ploug og amerikansk danser og koreograf Tilman O´Donnell til inspiration til forestillingen In some sense.

Fusion

Sprængfyldt energisk eksperiment der åbnede min horisont for hvad sproget kan med sine melodier og rytmer og for hvordan inspiration kan hentes til kunstens verden.

Tak til teamet bag aftenens forestilling In Some Sense, og til BORA-BORA som huser dem.

Vand er intet uden sin attitude

Gæsteanmelder Ambjørn Happy.

Danseren Tilman O'Donnell sidder stille på sin stol, mens Mikkel Ploug slår guitaren an. Det lyder godt, men hvorfor? Hvordan definerer du "god musik"? Jeg synes hans toner er klare og melodiske, der er mange nuancer, tempi og stemninger i hans musik.

Tilman kan ikke sidde stille, hans fødder vrikker og vrider sig. Det spreder sig op til benene, kroppen og armene. Der er en nødvendighed i ham. Han må danse. Han går ud på gulvet og danser. Han er dygtig, men hvem er ikke det? Ethvert menneske kan danse.

Midt mellem de to performere er stemmen fra den franske filosof Alain Badiou. En gammel fransk gut på 80, der lider af samme nødvendighed som Mikkel og Tilman. Kan ikke sidde stille, han skal åbne munden og tale om sandhed, den ny logik, et skifte i filosofien, kampen mod den negative filosofi defineret i subjektets kongedømme, kampen for fællesskabet, drømmen om gruppens enevælde.

Nå, der er altså musik, dans og filosofi på scenen. De klæder hinanden godt. Præcise toner, klare ord, perfekte bevægelser. Og der er ingen mening i noget af det.

Dansen er en stribe attituder, hvoraf jeg ikke havde set en eneste tidligere. Sådan er vores tanker udformet. Den ene tanke griber den næste. Hvad vil der ske, hvis vi opgiver formen og lader tankerne, bevægelserne og tonerne leve deres eget liv?

Det er underholdende. In Some Sense er en god forestilling om tanken, tonen og bevægelsens opløsning i sig selv. Et glas vand som vi hælder ud i havet. Al mening kræver sin omslutning for at eksistere, et hav uden en strand mister sin betydning.

Vand er intet uden sin attitude. Sådan er det at være menneske. Vi behøver attituden for at eksistere. Tak for den oplevelse.

<

» Anmeldelse: Peeps shows om ensomhed, BORA-BORA

★★★★★Anmeldelse: Peeps shows om ensomhed, BORA-BORA

Kender du det at være ensom?

6. oktober 2018.
Af Lita Domino

★★★★★

Kender du det, at ensomhed kan føles som om du er fanget i din egne følelsers vold som var det et trådnet, og den bedste ide der kommer til dig er blot at vikle dig yderligere ind?

Eller kender du det, at længes efter menneskelig kontakt men det du møder er digitale stemmer der fortæller, hvilket nummer du er i køen, eller at der er kommet e-post som en computer har sendt?

Eller måske er du gravid, og alle forventer du er i lykkelige omstændigheder, men i virkeligheden befinder du dig i en ensomhed der føles som en rugekasse som er så klaustrofobisk at det ligner et akvarium for mennesker.

Eller kender du ensomheden, som den føles når tankerne konstant bevæger sig op imod håb om nærhed, men at kroppen er efterladt alene uden at mærke kontakt til et andet menneske.

Ensomhedens tomrum, som det føles når vi må synge alene, danse alene, tale alene, huske alene, og måske endda miste forstanden alene? Forestil dig så at nogen lurer på dig i disse allermest smertelige øjeblikke, som et peepsshow, Du er stadig alene, ensom, men nu med publikum på.

I aftenens forestilling stiller Dadadans sig til rådighed og giver disse spørgsmål et kunstneriske udtryk i form af fem installationer, hvor publikum kan lure hvordan et ensomt menneskes indre verden kan se ud. Det gør de på teateret BORA-BORA. De havde skabt fem installationer, opstillet som et totalteater, hvor publikum bevæger sig rundt imellem ensomhedsbokse og kan lure på performerne. Fantastisk ide og meget stærk oplevelse at være publikum i dette kunstværk, for vi blev alle en del at værket, i det vi deltog som lurere og det gjorde stort indtryk på mig.

Jeg blev mægtig rørt hen mod slutningen, da alle performerne begyndte at træde ud af deres installation. De bar alle masker, hvilket gav mig en oplevelse af at de var for angste og for isolerede til at møde verden som de mennesker som de var, men træder i stedet for ud som roller for at beskytte sig selv. Stærk og rå pointe.

Kan varmt anbefale denne forestilling, fordi den trækker tænder ud idet det er kompromisløst ærligt og går løs på tabuet ensomhed. Tusind tak for en gennemført og fantastisk oplevelse til teamet bag aftenens forestilling og til BORA-BORA som huser dem.

<

» Anmeldelse: At glemme... At huske... på Teater Refleksion

★★★★★Anmeldelse: At glemme... At huske... på Teater Refleksion

To små erindringsperler i byens teater Refleksion.

3. oktober 2018.
Af Lita Domino

★★★★★

Når bølgerne drukner vores elskede eller når flammerne fortærer vores dyrebareste er smerten uundgåelig, og efter os må vi slæbe erindringerne om de tab og den rædsel der står som en søjle af lidelse i os. Den bliver tilbage i os som sansninger der ikke vil slippe os, før vi slipper den.

I aften har jeg været vidne til to erindringen om det tragiske ved at stå tilbage efter ulykken har ramt og hvordan de to performere arbejder med det at huske hvad der skete som en nødvendighed.

To meget forskellige og personlige soloforestillinger

Den første forestilling er en slægtstragedie som bliver ved med at ske. Det handler om drukneulykker i kvinden Melanie Thompson liv. Om vandet der kan tage liv men også om vandet der kan hele smerten hos det menneske der har været ramt i generationer. Hun valgte i sin fortælling at rense sig for angst og sorg og på smuk kunstfilm kunne jeg se at hun steg op af vandet til sidst som symbol på at lade den gentagende tragedie få en ende.

Den næste forestilling handlede om en brandulykke som Bjarne Sandborg oplevede som dreng. Jeg blev grebet i hjertet af hans smukke og ulykkelige fortælling. Han sad på sin lille barnestol da forestillingen begyndte og græd tusindvis af sten under sin performance. Han tegnede sig gennem smerten, skrev, og stillede dukkehuse op som viste hans tab. Flammerne der havde fortæret blev baggrund for et skyggeteater. Det var meget hjerteskærende at se ham fanget i sit værste mareridt. Til sidst så det ud til at han fandt en fred ved hans barnemøbler og hans historie sluttede her.

Intimteater

Teateret Refleksion er lille og intimt og jeg blev fanget af kunsternes helt nærværende måde at fortælle livshistorie på, for det kræver både mod og vilje at vælge livet efter at ulykken har ramt og måske var det en nødvendighed at gøre det til kunst. Derfor er jeg oppe at ringe med fem stjerner, for hvor er det dejligt at se performance som gælder livet.

Tusind tak til teamet bag ”At glemme… At huske” og til Teater Refleksion for meget gribende forestillinger.

<

» Anmeldelse: WoMan & WOMAN på BORA-BORA

★★★★★Anmeldelse: WoMan & WOMAN på BORA-BORA

Vidunderligt og råt danseeksperiment over det feminine

27. september 2018.
Af Lita Domino

★★★★★

I aften var sidste aften for The Genderhouse Festival, og den blev sluttet af med maner på BORA-BORA med to soloværker. To vidt forskellige forestillinger men de spiller rigtig godt op imod hinanden og hang sammen idet de begge handlede om at udtrykke det feminine.

WoMAN

Det første solokunstværk var WoMAN hvor koreograf og performer Andreas Constantinou undersøgte sin egen feminine side ved at gå ind i nogle arketypiske roller for kvindelighed. Via masker og enkelte rekvisitter og sin fantastiske udtryksfulde krop, kunne han fortælle om den unge jomfruelige kvinde der bader sig i rosenblade, den modne kvinde der er i sine behov og sanseligheder, og oldinge kvinden hvis krop er magisk og som mindede mig om asiens mytiske gamle kvinder. Der var mange forvandlinger i denne performens og han legede med kroppens udtryk et sted mellem dyreriget og menneskeriget. Det ender med fødslen hvor han lader maskerne blive udstødt og står til sidst nøgen i sin maskulinitet som mand.

WOMAN

Det næste soloværk er performeren Alice Tatge på gulvet med en fantastisk rørende og meget ihærdig fortælling om feminisme, kvindelighed og udholdenhed. Hun løb i stiletter som en fitness dronning, poserede på en stol og gik mannequin med forskellige parykker, alt sammen i et fantastisk tempo. Hun endte med at gå ind i en trance lignende tilstand hvor den samme bevægelse blev gentaget i en uendelighed. Når en bevægelse gentages som i denne sidste del af hendes performens, virker det først komisk, derefter kom jeg i en tilstand af tragedie, derefter jeg blev oprørt og utålmodig, hvorpå jeg gik over i frustration og jeg fik lyst til at stoppe hende. Til sidst opgav jeg min kamp for mening og lod bevægelsen ske som en trance. Det har krævet mod og styrke at lave denne forestilling og jeg tager hatten af for performeren.

Himmelsk adgang gennem lyd og lys

Lyd og lys skal også have en applaus med på vejen i begge solo-forestillinger. Jeppe Cohrt havde fundet alt lige fra dyrelyde til kormusik med himmelsk adgang. Det sad lige i skabet. Lys designet var diskret men meget understøttende det der skete i forestillingerne. Alt i alt en mesterlig aften i teateret. Tusind tak til teamet bag WoMAN og WOMAN, til The Genderhouse festival for en fantastisk måned med flotte arrangementer og til BORA-BORA for at huse det.

<

» Anmeldelse: My Cuntry, Åbne Scene

★★Anmeldelse: My Cuntry, Åbne Scene

Provokationen og selvironien der aldrig fandt sted

26. september 2018.
Af Lita Domino

★★

Jeg skulle have set en provokerende forestilling om at se sin frygt i øjnene. Jeg havde tænkt at traileren med de to nøgne kvinder, der var at finde på The Genderhouse festivals hjemmeside, var et modigt oplæg til kønsdebatten og bare ordet Cuntry stavet som cunt (læs Fisse) og ikke country som er et land, melder sig ind til at være en lovende og udfordrende forestilling som jeg gerne ville se. Nu føler jeg mig bare totalt forvirret, for der var intet indspark at skue til nogen kønsforståelse ej heller nogen frygt der blev udforsket. Faktisk havde det meget lidt at gøre med frygt for performerne vovede sig aldrig ud over dem selv.

Ingen kommunikation med publikum

Det jeg oplevede var fire skuespillere der var meget optaget af at være en bestemt rolle med indre oplevelser og følelser, men som ikke blev kommunikeret ud til publikum. Selv da en af spillerne tog kontakt fysisk til publikum var der kun de nærmeste der fik hørt hans ord, ”Jeg er en løgner.” Hvad han ellers sagde, fik jeg aldrig fat i.

Fremmedgjorthed i fire roller

Scenen er altså sat med fire figurer der hver især har forskellige måde at være fremmedgjort på. Den første går i et med gardinet, den anden er selvcentreret og befinder sig gemt i sin egen hårpragt, den tredje er en vandrende løgner og den sidste har gemt sig i galskabens verden. Et spændende valg, når disse karakterer skal finde ud af hvad fremmedgjorthed er og komme tilstede som autentiske mennesker i verden. Problemet var at deres fragmentering som var deres måde at håndtere verden på ikke nåede til en egentlig udvikling i stykket. Hvilket var så ærgerligt.

Tak til teamet bag My Cuntry, The Genderhouse festival og til Åbne scene på Godsbanen for forestillingen.

<
Lars K.

» Anmeldelse: Historien om huset, der blev til en prik, Gruppe 38

★★★★★Anmeldelse: Historien om huset, der blev til en prik, Gruppe 38

En stærk og sanselig historie fortalt en sen eftermiddag på Gruppe 38

18. september 2018.
Af Lita Domino

★★★★★

Hvordan fortæller man om vrede når den syder inden i, så alle mennesker forstår og kan relatere sig til det? Denne stærke grundfølelse som vi alle har besøg af når vi oplever os uretfærdig behandlet eller vores grænser bliver overskredet.
Bodil Alling, skuespiller og stifter af Gruppe 38, kan gøre det på en så nærværende og sanselig måde at den kan spises af både børn og voksne og jeg spiste med stor appetit både af de smukke finurlige ord, måden de blev fortalt på, det imponerende skyggeteater, dukketeater, og visuelt design. Vreden blev belyst, med skønne fantasirige effekter og en meget hjertegribende historie.

Ensomheden var som en ulv

En lille pige løber hjemmefra, da hendes mor sagde pyt til den store uretfærdighed pigen oplevede, da der ikke var flere jordbær. Pigen blev så rasende at hun løb så langt at hendes hus til sidst blev til en lille prik. Billeder på kulde og ensomhed var som en ulv, og smukke visuelle effekter, skabt af hverdagsting, gav et meget sanseligt billede af barnets indre verden.

Jeg overgav mig

Jeg overgav mig helt til denne skønne fortælling. Både mit indre barn gøs og glædede sig over fortællingen men også mit voksne jeg fik en masse at tygge på, idet teamet bag forestillingen henvendte sig til alle aldre.

Gå derfor ind og se den fantasifulde fortælling med alle sanser og lad dig fortrylle af poesien som dette teater mestre så imponerende.

Tusind tak til Gruppe 38 og teamet bag forestillingen Historien om, huset der blev en prik.

<

» Anmeldelse: ReDoing GENDER på BORA-BORA

★★★★★★Anmeldelse: ReDoing GENDER på BORA-BORA

Rå og stærk performance - Et kunstværk som jeg aldrig har set det før

14. september 2018.
Af Lita Domino

★★★★★★

Det var råt og stærkt. Aftenens forestilling var en sand ener, fra jeg trådte ind i salen til jeg forlod den grebet i hele mit væsen.

Abemanden i et laboratorie

Det første jeg møder, i det jeg træder ind i rummet, er abemanden i et laboratorie. Lidt væk sidder der en klinisk person og tager notater af testpersonens adfærd. Abemanden bevæger sig som et urmenneske og prøver hele tiden at tilpasse sig i et eksperiment der skal danne hans adfærd og følelser. I verden med forbudt og tilladt forsøger han at eksperimentere sig frem til den rette kønsidentitet for ham, men hele tiden ud fra hvordan den kliniske person straffer og belønner.

Fremmedgjort

Fremmedgjort bliver han mere og mere forvirret idet belønning og straf ikke har nogen egentlig pointe, men hele tiden deler ud fra modstridende impulser. Abemanden falder i selvhad sammen på scenen, og må opgive at finde sin identitet som abemand.

I kamp mod sig selv

Han forsøger sig derefter som aggressiv bokser i en kamp mod sig selv. En kamp der er umulig at vinde og han må gemme hovedet i en kasse. Prøver at danse med kassen på hovedet men bliver straffet af den kliniske person for den adfærd. Han må trække sig ud af kassen men denne gang kommer han tilstede som en voksen mand med et grædende babyansigt. En fødsel der sender forundring og smerte langt ind i min sjæl. Han forsøger at virke maskulin men kommer i stedet til at virke grotesk og meget sørgmodig.

Italesat identitet

Den kliniske person begynder at tale til mennesket med babyansigt. Med sin stemme rækker han hånden til forsøgspersonen og ord om smerten, forvirringen og det splittede kønsoplevelse begynder at tage form, Hvem er du som mand? Er du forvirret på dit køn, og vigtige ord om identitet og mening. Mennesket i krydsilden med sin kønsidentitet har brug for en ny begyndelse, og efter at møde tomheden føder han et lille nyt liv. Det nye køn.

Tanker om kønsidentitet

Jeg får mange tanker om hvad kønsidentitet er? Hvad vil det sige at være mand og hvornår er man kvinde? Jeg får også mange tanker om hvordan vi som samfund forsøger at socialisere hinanden til at være noget bestemt. Og oprørske tanker om at skabe plads til at en hver person kan finde sin egen identitet.

Det var råt og stærkt men også utrolig smuk og berigende oplevelse.

Tusind tak til teamet bag aftenens forestilling, til BORA-BORA og til The Genderhouse festival for den unikke oplevelse.

<

» Anmeldelse: WOMANhouse på BORA-BORA

★★★★★Anmeldelse: WOMANhouse på BORA-BORA

Miraklet sker i aften på BORA-BORA

11. september 2018.
Af Lita Domino

★★★★★

Fire kvindelige performere transformerer deres køn for at stille skarpt på det maskuline i forestillingen WOMANhouse. Det er miraklet. The Genderhouse Festival er nu skudt i gang på ægte mande-manér i Aarhus stræder. Velkommen til en farverig festival der handler om køn, identitet og seksualitet.

Jeg blev blæst bagover lige fra starten, hvor de fire performere kommer blæsende ind på scenen som en maskulin stormstyrke. De skiftevis brøler og charmer sig ind i publikums hjerte. Deres sammenspil er fantastisk idet de fremlægger mandekultur som et stærkt sammenhold og alle deres mandelige bevægelser er indøvet med stor præcision. Jeg skiftevis griner og græder, krummer tæer og bliver ærbødig.

Hvad er det maskuline egentlig for noget???

Jeg der elsker en mand og lever sammen med ham, kender de små og store bevægelser en mand kan gøre sig, men kun udefra. Hvad der foregår indeni er en gåde og jeg fik en hjælpende hånd af teamet bag forestillingen på BORA-BORA, da de gav et bud på den hvad det vil sige i humor og alvor at være mand.

Hvad mandens kønsopfattelse er og hvor det maskuline kommer fra, er vel en blanding af det fysiske og det psykiske. Performerne hyllede mandens styrke ved at bære rundt på hinanden i aftenens forestilling, deres udseende og måde at bevæge sig på var dryppende maskulint og de gav smukke bud på den mandelige psyke - gennem tanker, følelser, dans og tilsyneladende robusthed der gjorde deres kønsidentitet klar. Jeg fik en stærk opfattelse af at mandens kønsidentitet ikke kun handler om det mandlige lem, for selv da performerne smed tøjet, var de stadig i manderollen. Bravo for den pointe.

Den maskuline skam

Performerne udtrykte også den mest komplekse problematik en manderolle kan støde ind i, nemlig følelsen af skam der vel egentlig i sin grundfølelse er den største udfordring. Hvor skammen har til formål at bevare en gruppe samlet, kan en ond og sort skam blive en pinsel, når manden skal vælge sin karriere eller undgå udstødelse hvis han ønsker at være mere i kontakt med sine feminine sider, hvilket jo forståeligt nok kan resultere i vrede og aggression.

Dejligt er det i hvert fald at der er så højt til loftet i den store sal på BORA-BORA, for disse mænd der var karakteriseret her er skønne og elsker at folde sig ud og vise aggression, passion og viljestyrke, til musik lige fra Vivaldi og til metal.

Stående bifald efter forestillingen til WOMANhouse på BORA-BORA og det var velfortjent.

<
Gregory Lorenzutti

» Anmeldelse: Split på BORA-BORA

★★★★★Anmeldelse: Split på BORA-BORA

Virtuos danseduet fra Australien på BORA-BORA

4. september 2018.
Af Lita Domino

★★★★★

Jeg er grebet både i intellekt og hjerte under denne forestilling på BORA-BORA.

Med intellektet grubler jeg:

To dansere forhandler om et rum der hele tiden bliver mindre og mindre. Denne ene påklædt, den anden nøgen. Jeg får tanker om dialog, forhandling, kamp, flugt, det civiliserede op imod det dyriske, samfundsproblematikker såsom overbefolkning og ikke mindst dybe betragtninger på menneskets identitet: Hvordan er vi til i verden? Hvad er vores tid? Hvem er mennesket og hvor bevæger vi os hen?

Rummet mindskes 8 gange og til sidst er der kun tilbage at dræbe det civiliserede og kampen for eksistensen slutter her.

Mit hjerte danser med følelserne:

Jeg er med i hver bevægelse der sender mig ind den synkrone spejldans. Jeg fanges af deres store talent for at kommunikere på dansegulvet. Deres enorme kropslige styrke og deres bevægelsesperfektion der sidder lige i skabet. Jeg gribes i hjertet, når rummet mindskes og kampen for føde begynder. ”Jeg vil have din kerne af liv, som du har indtaget”. Det nøgne usminkede der angriber, og det tilpassede påklædte menneske der forsvare sig og selv bliver til abstrakt vold. Hårdt mod hårdt, afbrudt af små intervaller af dialogens forhandling om rummet og om tiden.

Det ser ud til at jo mindre tid og rum der er, des mere voldsom bliver kampen. Jeg bliver ked af det, for den krigszone er jo et stærkt billede på at mennesket mister sin balance og sit fodfæste i livet, når det nøgne og det påklædte ikke vil og kan forhandle mere.

Når balancen og det synkrone ikke er mere, og det uciviliserede graver sig ind i kødet på mennesket for at fortære den kerne af liv som kampen startede med, er der ikke mere håb tilbage. Idet mørket omslutter kampscenen og enden på aftens forestilling er en realitet, sukker mit hjerte af sorg iblandet beundring for aftenens performere der kunne lægge krop til denne fortælling.

Gå ind og se denne forestilling af høj klasse, hvis du både vil gribes i intellekt og hjerte, når du oplever danseteater.

Tusind tak til teamet bag ”Split” og til BORA-BORA der var så fantastiske at lokke ensemblet til Danmark.

<

» Anmeldelse: Trickster - made you look

★★★★Anmeldelse: Trickster - made you look

Unikt møde mellem flere kulturer på BORA-BORA

31. august 2018.
Af Lita Domino

★★★★

Publikum fik sig noget af en smagsprøve i aftenens forestilling. Gennem en komposition af musik, dans, drama og improvisation, smagsoplevelser og dufte, smeder teamet bag aftenens forestilling Trickster - made you look et smukt smykke med funklende og farverige perler.
Det er en identitets udveksling der foregår i vores globale tidsalder, hvor mennesker flytter sig konstant og hele tiden må forholde sig til møder med fremmede kulturer. Hvem er os - og hvem er de andre, når vi smeder en nations identitetsforståelse.

Vi møder i forestillingen to kvinder. Den ene fra Iran og den anden fra Cuba. Derudover møder vi også det herlige makkerpar ved musikken, - de to herrer fra Danmark.

Musikken er i højklasse. Både musikere og sangere har nerve og intensitet. Sangene er melodiske og melankolske og jeg fik kuldegysninger af den sørgmodige stemning og længselsfulde toner. Jeg forstod det instinktivt uden at jeg kunne hverken iransk eller cubansk.

Tusind tak for en glimrende forestilling til BORA-BORA og teamet bag Trickster-made you look.

<
Fotografen i Århus

» Tine Dannerfjord på Art Gallery PS

Tine Dannerfjord på Art Gallery PS

Tine Charlotte Dannerfjord maler farver ind i menneskets vintermørke

31. august 2018.
Af Lita Domino

Dannerfjord er en kunstner der maler abstrakte og meget farverige billeder i mange lag. Hun skaber meget ekspressive udtryk, hvor hun i processen befinder sig i et flow, som opsluger hende. Hun fortæller at processen kan være så medrivende at farverne også kan optræde i hendes drømmeverden om natten. Når hun drømmer, drømmer hun i farver. Hun oplever også at hendes arbejde med farverne skaber en bevægelse ind i billedet.

Kunstnerens arbejdsprocesser

Dannerfjord kalder det for ekspressivt udtryk. Hun maler intuitivt følelser og stemninger. Nogle gange med store bevægelser i penselstrøg og spartelslag, andre gange med små pensler hvor detaljer bliver finpusset.
Hun er inspireret af naturen, andre billeder, og kan f.eks. også finde sin inspiration ved at se på modefotos, hvor fotomodellerne måske bærer kjoler med interessante farvesammensætninger.

Tid er en væsentlig del af kunstnerens skaberproces. Hun bruger en del timer på hvert billede. Går gerne til og fra skaberprocessen og nogle gange lader hun billedet hvile. Genoptager så arbejdet efter en tid, hvor hun igen kan se noget nyt i sit værk, og så skaber hun videre ud fra det.

Dannerfjord laver desuden små ikoner med inspirerende og tankevækkende tekster. F.eks. har hun skabt et ikon med stærke italienske leveord. Hun oversatte det til: ”Elsk livet, Elsk dig selv, Elsk din næste” i midten af Ikonet er der et billede af Madonna. Hun er inspireret af sine rejser i det italienske.

Lys i vintermørket

Dannerfjords maler også abstrakte blomster. Hun kan lide at udtrykke sig i stærke farver og fortæller at især om vinteren - hvor alt er gråt i gråt - kan hun godt lide at kigge på nogle farver og blive mindet om at livet også er sommer og farverigt engang i mellem.

<




Kultur Nyt Kultur uge 38 Del din kultur Redaktion Anmeldelser Kulturglimt


KulturNyt er et no-money-no-profit medie hvor skribenter, fotografer og journalister tilbyder en genvej væk fra swipe-telefonen og ud i virkeligheden. Hvis du har et kulturarrangement så fortæl os om det, eller lav en konto og skriv selv dit arrangement ind i kulturkalenderen. Copyright på tekst og billeder tilhører de respektive rettighedshavere. Synspunkter og meninger henhører til de enkelte aktører. Alle informationer om arrangementer fakta-tjekkes efter bedste evne, tjek udbyderen af et kultur-arrangement for de seneste opdates. KulturNyt er med på kulturel mangfoldighed og stræber efter at være åben overfor alle retninger i kulturlivet. Alt indhold på KulturNyt leveres efter princippet om no-money-no-profit, vi er finansieret af godt humør og kernedansk ytringsfrihed. Konkurrencer med teaterbilletter og lignende afgøres fair efter bedste evne, og vindere modtager billetter direkte fra arrangøren.

© KulturNyt 2019
109