KulturNyt.net ⊂ Søndag 5. apr. kl. 01:35 ∴ uge 14

Teater, musik, dans, kunst og kultur i Aarhus

Søndag 5. apr.

Dans kr.
Originalt og perlende Poetisk - Don Gnu i jagten på det grå guld

Bora Bora – Dans og Visuelt Teater

Jagten på det grå Guld. Livet er flygtigt og DON GNU mærker det stigende tempo og tidens forfald.


Ditte Chemnitz

» Anmeldelse af 4 Ever fra Opgang2

★★★★Anmeldelse af 4 Ever fra Opgang2

Giv mig det, baby

22. februar 2020.
Af Lita Domino

★★★★

”Giv mig det, baby” synger Chadi Abdul-Karim på scenen til Nikolaj Rosengreens røde guitarspil. Giv mig gode øjeblikke i livet med venskaber, tilknytning og fremfor alt kærlighed. Dette er det væsentlige budskab i denne forestilling 4 Ever fra Opgang2.

Historien bliver fortalt med nerve og indlevelse, og mange små intense øjeblikke samles til en handlingsmættet fortælling om 4 drenges venskaber. Vi er i en ungdomskultur, hvor loyalitet på godt og ondt er et bærende element. Måske går vi til grunde, men vi gør det sammen.

Der er livsnerve i Opgang2

Opgang2 er et teater som benytter sig af livshistorier som udgangspunkt for deres produktioner. De bliver dermed et talerør for ungdommen. Det væsentligste her er at skabe kunst der har en relevans for samfundet, at turde at sætte sig selv i spil og formidle et realistisk billede af de dilemmaer der røre sig hos den unge generation.

I ”4 Ever” lykkes det til fulde. Jeg blev grebet af personkarakteristikkerne, af den rappe og rå tone i fortællingen og den sensitivitet de følsomme øjeblikke blev skildret med.

Vovemod og rå virkelighed

Jeg er vild med den troværdighed de to performere gik på scenen med. Med høj energi og kun små virkemidler får de knyttet historien om de 4 drenges venskab sammen. Fra barn til voksen følges de ad og bliver konstant udfordret på deres forskellighed. Hvornår skal de tilpasse sig flokken og hvornår er det tid til at gå sine egne veje. Trygheden de finder hos hinanden i gruppen bindes sammen med voldsomme begivenheder hvor de står ansigt til ansigt med døden. Det blev afgørende for udviklingen af historien og for drengenes skæbne.

Tusind tak for en medrivende fortælling til teamet bag ”4 Ever”, til Opgang2 turneteater og til Aarhus teater der i øjeblikket huser dem på scenen Stiklingen.


4 ever
manuskript og instruktion Pia Marcussen
Scenografi Gitte Bøg
Dramaturgi Lise Ørskov
medvirkende Chadi Abdul-Karim og Nikolaj Rosengreen
Musik Nikolaj Rosengreen

» Anmeldelse af The Pure Gold is Seeping out of Me

★★★★★Anmeldelse af The Pure Gold is Seeping out of Me

3 kvinders æggestokke i oprør

19. februar 2020.
Af Lita Domino

★★★★★

The Pure Gold is Seeping out of Me er en modig og anderledes performance. En kvindekamp som på mange måder er uset i mange feministers verden.

I den gængse feminisme handler det om lighed mellem kønnene, men hvad nu hvis kvinderne kom på barrikaderne og kæmpede for rettighederne til at være fødedygtige kvinder. Lade vores krop få ro og nænsomhed så vi kan skabe nyt liv i vores livmoder. Tillade at vi må passes på af omgivelserne så vi kan være omsorgsgivere for en ny generation. Jeg tænker det er en ny måde at se kvindekamp på, og en meget stærk pointe at fortælle i den stressede verden vi lever i dag.

3 kvinder i togt efter perfektion

I en styret verden, hvor oprør ikke er velset, danser 3 kvinder sig til mere og mere kontrol med deres kropslige udtryk. De forfiner deres kunst gennem hård træning i et dansestudie og rejser verden rundt på nye togter for at opnå perfektion. De er i den fødedygtige alder, men deres maskuline side af skaberkraften, hvor de styrer og kontrollerer deres kroppe, er i overdrive, og den feminine skaberkraft som findes i det intuitive og følende har svære vilkår. Fordi datelines skal holdes og præstationerne skal sidde lige i skabet, hver gang de går på scenen.

De danser i oprørets time

Forestillingen The Pure Gold is Seeping out of Me på BORA-BORA er et frustreret brøl fra en performancegruppe på 3 kvinder, som i oprørets time går i kamp mod deres enorme viljestyrke til det perfekte udtryk i danseverdenen. De vender vrangen ud og undersøger de omkostninger deres profession har for deres liv som kvinder der bærer ønsket om moderskab.

De egenskaber dansens verden fordrer står i stærk kontrast til hvad der kræves af en kvindekrop for at kunne blive gravid. De er så modstridende, for holder du ikke stramt fast i perfektion på scenen, taber du kunsten, mens du må slippe den totale kontrol hvis du vil give plads til at et nyt liv der kan vokse frem i skødet på dig.

At vælge begge levemåder på samme tid, giver kvinderne skyld og skam og store frustrationer, fordi kunstige fertilitetsbehandlinger er dyrt på alle planer af kvindernes liv.

Tusind tak til teamet bag The Pure Gold is Seeping out of Me og til BORA-BORA for en tankevækkende aften i teatret.


The Pure Gold is Seeping out of Me
Koncept og koreografi Renata Piotrowska-Auffret
Performance og Tekster Karolina Kraczkowska, Aleksandra Osowicz, Renata Piotrowska-Auffret, og gæster
Dramaturgi Bonjana Bauer og Renata Piotrowska-Auffret
Dramaturgisk konsulent Magdalena Ptasznik
Editing assistent Michal Kurkowski
Lys Monika Kresniak
Visuelt design Aleksandra Osowicz
Musik Camille Saint-Sarns, Ferenc Liszt, Bill Medley, Jennifer Warnes, The Kurws

» Anmeldelse af Volitant

★★★★Anmeldelse af Volitant

En spurv i computernettet

19. februar 2020.
Af Lita Domino

★★★★

Hvordan fanger man en fugl til lyden af en computer? I en underfuld lille dans balancerer kunstneren Rita Gôbi på fremtidens vinger. Hun undrer sig over hvad der vil ske med kroppen og dens udtryk når vi lader den styres af teknologien.

I et nært samspil mellem lys, computerlyde og en krop i bevægelse, fanger hun en ny tid ind i forestillingen Volitant og giver et abstrakt bud på opløsningen af spontanitet og frihed til ære for en mere styret og kontrolleret verden.

Mange af dansens udtryk gav mig et stærkt indtryk af en lille spurv i kamp der forsøger at tilpasse sig noget den ikke er skabt til. Jeg forundres over hvor meget selv de helt små bevægelser hun skabte på scenen, kunne fange al opmærksomhed i det stilrene rum og på den måde give resonans inde i min egen billedverden som publikummer.

Tusind tak til teamet bag Volitant og til BORA-BORA for et eksperimenterende danserum.


Volitant
Koreografi og dans Rita Gôbi
Musik Dâvid Beranovâ
Lys design Pavla Beranovâ
Lys teknikere Zuzana Bottovâ, Zuzana Reznâ, Jan Tranta
Kostumedesigner Judit Sinkovics
Kreativ producentÂgnes Karolina Bakk

» Anmeldelse af Champions

★★★★★★Anmeldelse af Champions

Brydningskampen der gælder livet

4. februar 2020.
Af Lita Domino

★★★★★★

Findes der en smukkere kærlighedshistorie, end når et menneske opdager sig selv og finder kærlighed til sit eget væsen? På BORA-BORA er scenen sat i et dobbelt program af Andreas Constantinou. To meget forskellige forestillinger, men som begge har rødder i kampen for frihed til at være dem vi er og udholdenhed som det kræver at nå til dette sted.

Den første forestilling Champions, en hjerteskærende åbenbaring af et indre univers. En palet af videoinstallationer, lydfiler, wrestling, musik og performances. (Den anden Mass Effect).

Champions handler om den sværeste kamp i livet, og som formentlig kræver den ypperste form for udholdenhed, nemlig kampen for at blive den man er. Performer og koreograf m.m. Andreas Constantinou´s udgangspunkt er at han som barn blev gjort forkert og mødte ikke forstående øjne fra sin far, der var blind for drengens smukke særpræg og de blide facetter der kendetegnede essensen af hans væsen. Som voksen har han forståelig nok svært ved at være alene og det er her hans rejse ind i sig selv begynder.

En kærlighedshistorie på mange planer

Med et mod af en anden verden nærmer han sig sin egen essens og samler alle brikkerne i et stort puslespil. Den rejse bliver billedliggjort i et fantastisk og meget personligt kunstværk, Champions.

Det var en super nærværende performer der tog scenen. Med meget lidt gestik får han fortalt en rørende og stærk historie. Publikum får lov at skue ind i det inderste kammer i en voksen mands brydekamp for sin egen ret til at være sig selv. Han sidder i sin lænestol men samtidig får publikum indblik i hans arbejde gennem en række terapisessioner gemt på lydoptagelser. Her begynder han at formulere sit eget eksistensgrundlag.

Han er født anderledes end sin far, som aldrig har forstået sin dreng, men han sejrer som voksen mand, idet han lærer at acceptere sig selv og sætte pris på netop de kvaliteter han er i verden med.

Det var som at være vidne til en fødsel

Jeg er oppe at ringe med 6 stjerner for denne fantastiske performance installation. Jeg er dybt rørt over den personlige og meget modige beretning, og jeg har stor respekt for den nytænkende og anderledes måde at sætte den i verden på. Det var i sandhed et kunstværk af format. Jeg mærker en stor nødvendighed i vores nutid til at skildre livet fra indersiden af tilværelsen som er så langt fra selfie-verdenen hvor kun det tilpassede menneske har lov til at være.

Bravo for en skøn og gribende oplevelse.

Tusind tak til teamet bag Champions og til BORA-BORA for dette indblik i udholdenhedens væsen.


Mass Effect
Kunstnerisk koncept, koreografi, instruktion Andreas Constantinou
Samarbejdende instruktør Dagmara Bilon
Video designer, lys og lyd designer Christoffer Brekne
Installation design, lys og lyd design Jeppe Cohrt
Psykolog/dramaturg Kristine Graugaard
Dramaturg Jeppe Hemdorff Nissen
Wrestling træner Mikkel Wind
Performer Andreas Constantinou og Aris Papadoupoulos
Kunstnerisk assistent Rita Maria Farias Monoz
Kreativ producer Kirstine Marie Bauning
Co-produceret BORA-BORA

» Anmeldelse af Mass Effect

★★★★★★Anmeldelse af Mass Effect

Mærk din puls i fællesskabets tjeneste

4. februar 2020.
Af Lita Domino

★★★★★★

Et hjerteslag ved siden af og forestillingen havde snublet hen ad gulvet, men det skete ikke, for hvert trin var koreograferet nøje og danserne fik det til at sidde lige i skabet.

Mass Effect er det andet værk i dobbeltprogrammet på BORA-BORA (det første er Champions) og ligeledes fra koreografen Andreas Constantinou´s hånd. Her pulserer fællesskabets hjerte i takt gennem 7 danseperformere, der både har vilje og udholdenhed som bærende vinger. En hypnotisk dans, hvor selv pauserne er i fællesskabets ånd.

Bagagen, tøj og hæmninger slippes

Med energi og livsgnist former de 7 mennesker et fælles nærvær, der river publikum ud af deres ensomme trivialiteter og skaber en medpuls på stolerækkerne.

Danserne presser sig til det yderste og giver slip på alt unødvendigt bagage, for at kunne give sig helt hen til dansen.

På scenen kom der flere dansere til, som alle gled ind i rytmen og gav den fuld gas. Super intenst og energisk oplevelse.

Når samhørighedsfølelsen er med på beatet

Både i menneskehedens historie, hos forskellige kulturer og subkulturer og hos religiøse bevægelser, har vi brugt musik og dans som samlingspunkt og til at skabe fællesskabsfølelse. Når vi gik i krig var trommen det vigtigste våben til at skabe sammenhold og kampvilje hos krigerne. Vi har danset om bålet som urmennesker, de kristne dansede i gammel tid i kirkerne, vi har haft høstgilde i forsamlingshusene, og i dag danser vi til karmafester og til techno-events og meget mere. Vi gør det fordi vi oplever styrke sammen, når vi har samme puls. Vi kender hinanden på lugten af sved, og den fantastiske livsgnist og følelsesudtryk som vi kan opleve i dansen, giver næring til samhørighedsfølelsen. Den nødvendige tilknytning til andre, så vi står stærkere i verden. Sammen kan vi opnå det umulige.

Tusind tak til teamet bag Mass Effect og til skønne BORA-BORA der huser dem.


Medvirkende
Kunstnerisk koncept, koreografi og instruktion Andreas Constantinaou
Samarbejdende kunstner Aris Papadoupoulos
Lys- og lyd design Jeppe Cohrt
Performere Aris Papadoupoulos, Aline Sánchez, Kim Amankwaa, Bjôrn Vârsjô, Théo Marion-Wuillemin, Paola Drea og Elise Ludinar
Statister Signe Wriedt Jakobsen, Laura Schou Abildgren, Henrik Viking Hansen, Oriana Vigl, Kathrine Moryl Kristiansen, Guillermo Landalde, Brandon Tingley, Kenth M. Rose, Lasse Eldov, Gitta Catalina Møller, Ida Marie Haslev
Kunstnerisk assistent og performer Rita Maria Farias Monoz
Kreativ producer Kirstine Marie Bauning
Co-produceret BORA-BORA

Foto: Jane Vorre

» Anmeldelse Ivalus første sang

★★★★★Anmeldelse Ivalus første sang

Myter skaber modige børn

2. februar 2020.
Af Lita Domino

★★★★★

Det har store konsekvenser for en lille pige, når hun finder sin sangstemme (og riffel) i den mørke vinternat. Den hårde natur sætter hende på prøve, og hun må med stort mod og sin gamle bedstemors visdom overvinde en frygtelig fare der truer.

Vi er i et land langt mod nord, men temaet ”at finde sit mod” er universalt og må findes i alle mennesker, uanset hvor vi kommer fra, og hvilken alder vi har.

Jeg frydes, når jeg møder gode historier, og hjertens gerne fra myternes verden, der tør at fortælle om det væsentlige i menneskelivet. Det har jeg mødt i Ivalus første sang.

Et fortællerunivers af kaliber

Jeg er på Teater Refleksion, der har inviteret et gæstespil på besøg fra det Københavnske teater ved navn De Røde Heste. Ivalus første sang er en skøn forestilling for børn fra 6 år og opefter og for voksne med hang til gode fortællinger.

Publikum bliver budt velkommen i en iglo, hvor vi sidder på sælskind, for nu skal vi høre en vidunderlig historie. Fortælleren og skuespilleren hedder Claus Mandøe, og han kan åbne en historie op med dyb stemme, trommer, sang, nerve og indlevelse, så det gibber af fantasi og skønne billeder i sit publikum. Billeder af lyset der ændrer sig med årstiderne, om en gammel kulturs åndeverden, om dyrenes væsen og om at leve i samhørighed med naturen.

Taknemlighedens sang

Har du nogensinde tænkt tanken at fisken du spiser til aftensmaden har givet sit liv for at du kan få føde? Har du sunget taknemlige sange til den, for det offer den skænkede, da den lod sig fange? Vi er i magiske Grønland og her lærer en lille pige, Ivalu, betydningen af pagten mellem mennesker og dyr og hun finder modet til at handle i overensstemmelse med dette, da hendes familie og hun selv skal overleve i vintermørket.

Magien lever

Mennesket har fortalt historier siden vi lærte at kommunikere med ord og jeg bliver aldrig træt af den magi der opstår i disse situationer. Ivalus første sang kunne sagtens leve i sin enkelthed med Claus Mandøe som fortæller, men det var en ekstra skøn gave at få den serveret med små analoge virkemidler. Trommernes dybe rytme, lydeffekter af storm og vilde dyr, skyggeteater, og lys der understreger stemninger og historiens essens, alt sammen uden at tage fokus fra det væsentlige, som jo er fortællingen af en god historie og samhørigheden der opstår på magisk vis mellem fortæller og publikum.

Af hjertet tak til teamet bag Ivalos første sang og til Teater Refleksion som har budt forestillingen til byen.


Ivalus første sang Teatret De Røde Heste
Medvirkende Claus Mandøe
Instruktør-konsulent Kai Büchner
Træfigurer Niels Willum Andreasen
Træsnit Sven Havsteen-Mikkelsen
Lyddesign Andreas Sandborg
Lysdesign Morten Ladefoged
Værksted/teknik Steen Molls, Morten Meilvang Laursen, William Højberg Nielsen

Foto: Emilia Therese

» Anmeldelse: Lyden af de skuldre vi står på

★★★★★Anmeldelse: Lyden af de skuldre vi står på

Med hybenhjertet i behold

31. januar 2020.
Af Lita Domino

★★★★★

Det blev min skat, - skabelsen af mit hybenhjerte. Dengang jeg var bange som barn, når min lille krop gav efter af sorg, når jeg oplevede fryd og glæde, i så mange situationer hvor det gjaldt mit liv, svøbte jeg mig i en blid og fortrolig stemme fra én der stod mig nær, én der delte sange med mig som generationer før hende havde gjort. Jeg gemte alle de gode melodier og alle de smukke ord dybt inde i mig.

Når jeg senere i livet stod i svære øjeblikke, situationer hvor jeg nær mistede mig selv, løftede jeg min stemme og mødte verden med min sang. De gamle ord der har boet indeni mig siden jeg var barn, blev min vej tilbage til mig selv. Denne skat har vi alle tilfælles i vores lille land.

Gammel arv på nye flasker

Aarhus Teater har i samarbejde med Simon Kvamm og Marie Højlund dykket ned i vores fælles skattekiste og hentet smukke juveler op af gamle danske sange, og iklæder dem vor tids elektroniske lydunivers. En transformation som bibeholder de gamle sanges sanselighed, men modigt tilsætter dem en helt ny kvalitet af stemningsmættede billeder gennem elektronisk pop. Denne aften gav, multiinstrumentalisten Esben Inglev den fuld skrue sammen med Maria Højlund og skabte en klangbund, hvor de bedste hits fra datiden kunne gro nye skud og udvikle sig til smukke poesi-blomster.

Aarhus Teater forfører

Jeg oplever hvert nummer der bliver iscenesat under forestillingen ”Lyden af de skuldre vi står på.” som en lille bid af en musisk mosaik. Et rum fyldt med genkendelighed, men som bliver tvistet på en anderledes og nytænkende måde. Jeg oplever at jeg må give efter og lade sangene føre mig nye steder hen. Denne forestilling er et mægtigt samarbejde, hvor alle skuespillere løfter tonerne i forunderlige retninger med skøn energi. Med indlevelse og fantastiske stemmer luller jeg mig ind i deres smukke lyd -og skuespillerunivers. Scenografen Christian Albrechtsen leger med cirklens kraft. Den runde form, men også den cirkelformede cyklus som vi finder i årstiderne og som afspejler stemningerne der er opbygget i de gamle sange fra vores fælles arv. Lyssætningen er næsten et kapitel for sig. Aarhus Teater har fået nyt udstyr og lysdesigner Mathias Hersland boltre sig i det i denne koncertforestilling. Han gør salen levende og modellere scene frem, som jeg ikke troede muligt. Fantastisk forestilling, og en smuk gave at give videre til fællesskabet i lille Danmark.

Af hjertet tak til teamet bag Lyden af de skuldre vi står på, til Aarhus teater og til generationerne før mig, for at jeg må stå på disses skuldre og synge med på vores fælles arv.


Lyden af de skuldre vi står på remixet af Simon Kvam
Musik arrangeret af Marie Højlund og Anders Boll
Iscenesættelse Nicolei Faber
Scenografi og kostumedesign Christian Albrechtsen
Lysdesign Mathias Hersland
Lyddesign Lars Gaarde
Koreografi Marluze da Cruz
Koreografisk konsulent samt ansvarlig for genopsætning Rebekka Lund
Medvirkende Mark Lind, Marie Marschner, Nanna Bøttcher, Anders Baggesen, Marluze da Cruz, Lisbeth Balslev, Mikkel Hilgart, Adrian Kashef, Aarhus Teaters kor
Musikere Marie Højlund, Esben Inglev
Foto: Jens Peter Engedal

» Anmeldelse The Soul Catcher

★★★★★Anmeldelse The Soul Catcher

I rovdyrets klør

21. januar 2020.
Af Lita Domino

★★★★★

Vi er landet på et gerningssted, hvor vederstyggeligheder er foregået. Nu er det tid til at efterforske og granske over hændelserne der er foregået her og jeg var med som publikum da trådene blev analyseret på scenen. Kassandra Production stiller skarpt på Narcissistisk Personality Disorder, - også kaldet psykopati, og dens ofre.

Psykologisk thriller

Hvad er der sket? Hvem er ofret og hvem er den kyniske gerningsmand? Hvilken relation havde de til hinanden? Jeg ser dem bevæge sig fri efter år som fanger i en manipulators net. Det er en voldsom og powerfuld dans. De finder deres væsen igen og vrider sig ud af angst og mørke. De frigører sig fra et menneske der har gjort rovdrift på selvfølelsen. Og de befrier det mest væsentlige af sig selv, deres ukrænkelighed, for atter at finde fodfæste i sig selv og verden igen. Sådan er kampen som må overleves efter rovdyret har fortæret af sit offer alt for længe.

Psykopatens charme

BORA-BORA huser i øjeblikket en psykologisk thriller The Soul Catcher og den får det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Der findes utallige workshops i øjeblikket der omhandler psykopati og dens ofre, så det er et hot og nødvendigt emne, men når jeg finder temaet i en teatersal får det helt andre virkemidler og bliver åbenbaret med en følsomhed og charme der går langt ind under huden.

Solid præstation på scenen

Forestillingen er skarp og usentimental. Det er en blanding af performans, dans, spoken words og krydret med benhård elektronisk musik. De tre skuespiller går ikke på kompromis med deres udtryk, men leverer en solid præstation. Forestillingen lever helt op til mine høje forventninger, som jeg med tiden har fået til skaberen af værket, Anika B. Lewis og fik ovenikøbet en stor gave med oven i hatten, da temaet både var præsenteret som autofiktion og var fantastisk skildret. Bravo for mod og kunstnerisk pondus.

Stor beundring herfra og tusind tak for oplevelsen til teamet bag The Soul Catcher og til BORA-BORA der giver dem sceneplads.


The Soul Catcher af Kassandra Production i Co-Samarbejde med Bora Bora, Dans & Visuelt Teater.
Idé, instruktør/koreograf Annika B. Lewis
Performere Lisbeth Sonne Andersen, Erik Pold, Johan Svensson
Komponist og musiker Sofus Forsberg
Scenograf Signe Krogh
Lysdesigner Morten Ladefoged
Dramaturg Anne Hübertz Brekne
Kostumer Systuen Svalegangen
Afvikler Jens Mønsted
Produktionsleder Betina Rex

» Anmeldelse af Nøddeknækkeren

★★★★★Anmeldelse af Nøddeknækkeren

”Nutcases” på BORA-BORA

11. december 2019.
Af Lita Domino

★★★★★

Hvad ønsker du dig til jul? En pose blandede bolsjer eller måske en balletoplevelse som for eksempel Nøddeknækkeren? Personligt vil jeg hellere være i selskab med en flok ”nutcases” fra det ydre rum og det ønske fik jeg opfyldt på BORA-BORA i aften. Her var alle slags nødder, lige fra de smagfulde valnødder til de mere eksklusive pekannødder og mange andre godbidder.

Publikums hjerter gibber af livsglæde

Der er intet i vejen med den klassiske ballet forestilling, har selv en svaghed for ballet, men i aften blev den kære gamle fortælling vendt på hovedet af en europæisk performansgruppe og det eneste der forblev tilbage fra det oprindelige var små passager af musikken. I stedet fik vi en absurd historie om en kæmpe nød der befinder sig på planeten ”Tchaikovsky” i det ydre rum. Her på denne planet er julen en teatralsk højtidelighed fyldt med musik, sang, gymnastikøvelser, og henrivende sylfidedans, hvor alle tyk som tynd er velkomne til at udfolde sig på bedste vis, - og det gør alle performerne. Med stor charme og max volumen på følelsesudtrykket indtager de scenen til publikums hjerter gibber af vellyst og livsglæde.

Juleeffekter i overdrive

Denne nyfortolkning af Nøddeknækkeren er fyldt med absurd humor og vidunderlig charme. Det er ganske befriende at tage en pause fra alt selvhøjtidelighed og sund fornuft og i stedet lege med på denne gale gruppes underholdende julespas. Scenografien er flot og musikken er indtagende, og de sparer selvfølgelig ingenlunde på juleeffekter. Publikum fik den helt store pakke, til vi knækkede (som nødder) af grin.

En varm anbefaling til en glædelig jul

Så hælder du til at tro at julen er en alvorens tid, så lad truppen John Housband binde dig noget andet på ærmet, for det er bestemt meget vigtigere at mærke livsgnist og vovemod i vintermørket, end at tage alting med alvorlige miner. Kan varmt anbefale en skøn oplevelse i denne juletid på BORA-BORA der i år for første gang giver sceneplads til en rigtig juleforestilling. Glædelig og humoristisk jul til alle og må I knække de hårde nødder i møder på vejen gennem højtiden, så der bliver lidt mere plads til alle i den mørke vintertid.

Tusind tak for en vidunderlig forestilling i selskab med teamet bag Nøddeknækkeren og til BORA-BORA i dejlig julestemning.

Nøddeknækkeren
Skabt og performet af Dennis Deter, Anja Müller, Roger Sala Rayner, Melkorka Sigridur Magnusdottir, Alma Söderberg, Henrik Willekens
Dramaturgi Igor Dobricic
Scenografi og kostumer Magnus Leifsson
Lysdesign Jochen Hagen
Musik Pjort Ilyich Tchaikovsky, John Houseband

Martin Ladegaard

» Anmeldelse Pigen Under Vandet på Katapult

★★★★Anmeldelse Pigen Under Vandet på Katapult

Ensomhedens kunstværk

26. november 2019.
Af Lita Domino

★★★★

”Jeg drukner”, synger Lotte Arnsbjerg på Katapult scenen i en af hendes egne tekster. En hård thriller der skærer alt medmenneskelighed ud af verden og efterlader et barn tilbage i en mørk og grusom ensomhed. I hendes smerte kalder hun gennem melankolske sange og sorgfulde ordbilleder på medfølelse og ømhed fra en verden, som hun som barn forlod da hun fornægtede sin krop under traumatiske overgreb. Nu ønsker hun inderligt at komme til stede i verden igen, - at blive synlig og danse i lyset. Det er barske sager, og svært at iscenesætte som kunstner, især når historien har rødder i egen opvækst. Der er meget på spil, og det kræver løvemod at omdanne sår til kunst, så kæmpe respekt for det.

En skal af aggression

Med hårdhed beretter hun om sin adskillelse fra kroppen ved at fremfører sig selv som aggressiv femme fatale der skånselsløs bruger andre til at gøre sig selv fortræd. Jeg følte mig nærmest pisket, som publikum, af hendes fremstilling af den ulykkelige strategi. Væmmes ved beskrivelserne af den voldelige seksualitet i Pigen under vand, der handler om at det traumatiserede menneske kan videreføre de seksuelle overgreb mod sig selv som voksen. En meget alvorlig konsekvens men også en realitet for mange der i traumatiske situationer er blevet frarevet deres egen krop.

Transformation fra ensomhed til fællesskab

Pigen under vand er en voldsom teateroplevelse, men giver også bud på at der i livet også findes transformation. At udtrykke de mest smertefulde oplevelser gennem sin kunst, bærer så meget forløsning og håb ud til alle der gerne vil danse i lyset. En blanding af video, lys, musik, drama og digte fletter en historie sammen om et væsentligt tema, som er utrolig relevant at belyse.

Tusind tak til teamet bag Pigen under vand og til Teatret Katapult som inviterede dem til Aarhus.

Pigen under vand Gæstespil af The Art of Transformation
Musik, vokal, tekst og video Lotte Arnsbjerg
Musik Carman Moore
Cello Henrik Dam Thomsen
Medvirkende Lotte Arnsbjerg
Instruktion Malte Claudio Lind
Lyddesign, lyd og videoteknik Inuk Thomsen
Lydproduktion Christoffer Høyer
Video Caterina Bertolotto
Lysdesign Clementine Tulzi
Teknik Malene Andreasen
Kunstnerisk mentoring Trevor Davies
Fageksperter Helle Knudsen og Stefan Green Meinel

» Anmeldelse Den Hellige Nat

★★★★★★Anmeldelse Den Hellige Nat

Magien der får himlen til at røre jorden

25. november 2019.
Af Lita Domino

★★★★★★

Glem alt om gaver, magtfordelinger blandt mennesker, julestøj og pligter der skal nås. Teatret gruppe 38 har en helt anden opskrift på julestemning. Her er det en historie fortalt med nærvær og hjerteblod der er den vigtigste ingrediens i juletiden og de giver så gavmildt ud til alle mennesker uanset alder. At åbne en julegave fra teatret på havnekajen er en magisk og forunderlig oplevelse.

Gammel historie i nye klæder

Den mest fortalte julehistorie, kender vi alle. Det er julens arnested, hvor himlen åbnede sig og gav et lille nyfødt barn til verden. På eventyrlig vis fortæller legenden om hvordan Vor Herre skabte en forbindelse mellem himlen og jorden og om alt det håb som blev tændt i menneskeheden i Den Hellige Nat.

En god historie, men netop fordi den er så kendt, kræver det både mod, magiske hænder og stor ildhu at få et publikum til ikke bare at repetere historien inde i hovedet, (nå ja, lige om lidt dukker ”De tre vise mænd” op... og så og så og så), men at gøre publikum helt nærværende og åbne for det smukke budskab i den gamle fortælling, så de oplever den på en ny og anderledes måde. At fange opmærksomheden hos mennesker i en fortravlet hverdag, for at kunne give dem en gave, som man ved, vil gøre dem godt, men som de ofte har for travlt til at mærke, at de har brug for, er den ypperligste kunstform og jeg jubler af hele mit hjerte overat Teatret Gruppe 38 igen har fået placeret nærvær, håb og menneskelighed i deres julepublikum. Bravo for det.

En analog verden

For at komme tilstede i en den gode historie, bliver vi nødt til at slukke for alt det digitale. Det støjer ganske enkelt for meget og forstyrrer bare vores indføling af det der foregår. Det gælder selvfølgelig publikums telefoner, men også på scenen er der slukket for computere og andet digitalt udstyr. Et rum hvor scenen og publikumsrækkerne er nytænkte, en verden hvor små lys i mørke kroge modellerer nye planer i tilværelsen frem og hvor rekvisitter bliver levende budbringere for en god historie. Et forunderligt univers med eventyr, humor, sprogsløjfer, lys og julekager der bæres frem og serveres med stor hjertevarme. Hvis ikke det giver juleånd i alle julehjerterne, så ved jeg ikke hvad der gør.

Tusind tak til teamet bag Den Hellige Nat og til det vidunderlige nye teater på kajen, Teatret Gruppe 38, for en fantastisk oplevelse.

Medvirkende Bodil Alling, Claus Mandøe, Jakob Kirkegaard, Elsabeth Wedderkopp, Stine Lundgaard, SørenSøndberg, Søren La Cour.
Komponist Søren Søndberg
Skabt af Cathrine Poher, Paolo Cardona, Bodil Alling, Claus Mandøe, Søren Søndberg, Bjarne Sandborg m.fl.
Instruktør Cathrine Poher

Fotografen.dk

» Anmeldelse: Pagten Aarhus Teater, jul 2019

★★★★★Anmeldelse: Pagten Aarhus Teater, jul 2019

Uden hinanden er vi ingenting

14. november 2019.
Af Lita Domino

★★★★★

Pagten samler byens borgere, høj som lav, til det årlige opgør med vintersind og mørke tanker. Aarhus Teater inviterer børn og voksne indenfor i varmen til det årlige brag af en juleforestilling.

Vi kender alle den mørke magt. Måske ikke direkte med det navn som bruges i juleeventyret Pagten, men mere i den form hvor vi gør ondt på andre og bliver kolde indeni. I dette eventyr har kulden fået navnet Iselin, og med isnende trolddom skyr hun ingen midler for at gøre både menneskeheden og alle de magiske nisser ondt.

Den sprøde julegave

Pagten er en fantasifuld fortælling, og som de bedste julegaver er indpakningen både sprød og lækker og med et indhold der kan skabe magi og livsmod hos os alle sammen.

I eventyret om den modige dreng Malte og den magiske nissepige Lyda, må vi alle hjælpe til, med sammenhold, mod, varme og de dejligste julesange, så mørket atter mister sin kraft og ondskaben kan overvindes.

Juleånden løfter stemningen i salen

Aarhus Teater tager i år fat på en gammel DR julekalender, Pagten, og tryller den om til en vellykket teaterforestilling. Det har uden tvivl vært hårdt arbejde som mange medarbejdere på teatret i smuk juleånd har løftet i flok.

Skuespillet var tryllebindende og levende. Jeg var indtaget af nissernes charme og finurlige kropssprog ,og menneskeskildringerne var hjertegribende i deres kamp for varmen og medmenneskeligheden.

Aarhus teater havde skruet op for effekterne, robotlys og flotte sceneskift med deres nykøbte udstyr, til stor glæde og forundring for alle os i salen.

Kulisse - og kostumedesigner David Gert har knoklet for at skabe magiske universer der både rummer Thyregod skoles daglige og halvkedelige verden, og samtidig kan åbne sig ind til en dybere og kunstnerisk dimension som normalt er gemt i 'buskene', men som i december kulden åbner sig så børn og nisser kan vandre ind i magien når nødvendigheden byder det.

Ly mod kulden

Det var en smuk og dejlig julegave jeg i dag fik i byens ældste teater. Jeg kan på det varmest anbefale alle at søge ly mod kulden i den smukke store sal i hjertet af Aarhus. Varm jer med tanken om at her er et teater der sætter en ære i at give byens borgere alle de væsentlige ingredienser til en god fortælling, og som giver både mening og skønhed til alle os der sætte pris på det.

Tusind tak til teamet bag Pagten der alle gavmildt forærede os den skønneste fortælling fortalt til både børn og voksne.

<

» Anmeldelse: Jernring fra Bådteatret

★★★★★Anmeldelse: Jernring fra Bådteatret

Gruens karrusel

12. november 2019.
Af Lita Domino

★★★★★

Jeg har været på Karruseltur i aften på Teatret BORA-BORA. En gruvækkende én af slagsen, for med på turen var historiens største diktatorer, Stalin og Hitler, og de vækker stadig rædsel langt ind i dette nye århundrede. I et smerteligt og uhyggeligt performansværk fremstiller turneteatret Bådteatret den forfærdelige skæbne som alt for mange led under 2. verdenskrig i byen Leningrad. Jernring er en voksen dukketeaterforestilling som både er grotesk og samtidig poetisk.

Levende dukker

Jernring er en musikalsk rejse tilbage til et udhungret folk der måtte kæmpe for humanitet i nederdrægtige omgivelser. Vi møder en russisk familie til tonerne af en symfoni af Shostakovich (Symfonien: Leningrad). Familiens medlemmer er skabt af dukkemager Rolf Søborg Hansen, men kommer til live i forestillingen af 4 dukkefører. Uden ord men med fantastisk gestik er hovedpersonerne levende. Jeg forundres over dukkernes poetiske billedsprog og lever mig med i deres medmenneskelighed og kamp for samme. Jeg var utrolig optaget af de udtryksfulde dukker og levede mig med i deres verden. Det var så forunderligt og det høje tempo i forestillingen gjorde at jeg ikke havde tid til at reflektere over dukkeførernes teknikker, men bare måtte overgive mig til det forunderlige univers.

Sublim sans for fortælling

Forestillingen er helskabt og vel gennemført. Lige fra den drømmeagtige stemning på den runde karruselscene, lysets modellerbare effekt af fortællingen, lydens til tider skræmmende beskrivelse af krigens konsekvenser, og de eviggyldige temaer som Bådteatret denne gang arbejder med. Jernring er sat på spidsen med både vid og en vidunderlig fornemmelse for smuk og udtryksfuld kunst. Forestillingen har hele tiden en sublim sans for de magiske øjeblikke hvor humanitet og medmenneskelighed lever på trods og giver godt stof til eftertanke.

Tusind tak til teamet bag Jernring og til Bora-Bora som lagde scene til.

<

» Anmeldelse af Selvtægt, Teatret Svalegangen

★★★★Anmeldelse af Selvtægt, Teatret Svalegangen

Det nye ungdomsoprør på scenen

4. november 2019.
Af Lita Domino

★★★★

Teatret Svalegangen har inviteret den unge teaterinstruktør Anna Malzer til Aarhus sammen med dramatiker Aleksa Okanovic, som viser deres forestilling Selvtægt. De er træt af kloge ord og endeløse samfundsdebatter og har derfor skrevet og instrueret en forestilling der tager et brandvarmt emne op, som i dette tilfælde er fremmedhad og asylbrande, men i stedet for at udmelde sine politiske holdninger i stykket, stiller de i stedet skarpt på, hvordan vi i vesten hele tiden fabrikere holdninger til politiske emner, uden at vi kommer i egentlig kontakt med noget der er væsentligt. Det bliver kamp for kampens skyld. Vi skal have meninger om alt. Eksperimentet i Selvtægt er, at undersøge hvad der sker når vi lader alle meninger løbe i hver deres retning, og lader humor være noget der var sjovt engang, men lige som alt andet har mistet sin tid. Samfundet er blevet en karikatur på sin egen absurditet. Vi er super meningsdannere men har intet begreb længere om, hvorfor vi er det.

Det totalt konsekvensfrie samfund.

I en lille by i Sverige er der sket en brand af et asylcenter. Det er nummer 43 i rækken af asylcentre der bliver brændt af i Sverige. Vi møder flere forskellige karakter der alle har politiske meninger i øst og vest, men aldrig kommer i kontakt med andet end deres egne og andres politiske meninger og menneskesyn. De er tomme skaller. Det har absolut ingen konsekvenser at mene det ene eller andet. Det er bare fragmentariske gentagelser som er ”sig selv nok”. Selv stykkets provokationer er gentagelser og egentlige menneskeskildringer er en saga blot.

Ny dramaturgi.

Vi er i en ny tid for teatrene. De unge har fået nok af tomme ord. Den gamle generation er os der hele tiden flasher en politisk pointe eller en menneskeværdig holdning, og ofte gerne pakket ind i en smukt placeret vittighed eller bolsjestribet indpakning, så den lettere glider ind. Kampen om de rigtige værdier er en voldsom krig der udspiller sig alle steder i vores samfund. De unge gider ikke høre mere, så nu tager de fat i vores alt for selvhævdende selvforståelse og klemmer til.

Tusind tak for en provokerende og nytænkende forestilling til teamet bag Selvtægt og til Teatret Svalegangen for at invitere dem til Aarhus.

<

» Anmeldelse: Super Human

★★★★★Anmeldelse: Super Human

Robotterne har indtaget teatret

29. oktober 2019.
Af Lita Domino

★★★★★

Med humor og dygtighed tegner performance – og dansegruppen Next Zone et billede af tiden, hvor vi putter en chip i nakken på os selv, for at kunne overkomme det ekstreme. Teknologi skal efterligne menneskelige sysler ved hjælp af robotter, men hvad sker der når menneskekroppen begynder at efterligne teknologien? 7 unge mennesker sætter sig for at træne kroppen til perfektion og gør deres kropsbevægelser overnaturlige, som var de en ny og bedre udgave af menneskeheden.

Energisk Cocktail

Danserne ser til forveksling ud som unge veltrænede streetdansere, så helt robotter er de nok ikke, men jeg er så imponeret over deres tekniske kunnen og hyper kontrol over muskler, kød og knogler. Forestillingen Super Human er en energisk cocktail af breakdance, popping, som er en robotlignende dans (vi kaldte den Electric boogie i 80érne) og her i denne forestilling er der tilmed iblandet ny cirkus, ny dans og akrobatik.

En hypet Techno verden

Den nye generations dansere har trukket de ovennævnte danseformer ud af Harlems gader, hvor de har været brugt til at battle mod hinanden siden 70érne og ind på teatrene hvor det bestemt også høre hjemme. Vi er i en tidsalder hvor kunsterne må forholde sig til et væld af teknologi og det skal jo gerne kunne udtrykkes med kroppen og i kunsten. Så dejligt at opleve hvordan scenen for dette hele tiden flytter sig i takt med samfundsudviklingen og skønt at BORA-BORA altid har en finger på danse-pulsen ude i verden, så danseværkerne også kan komme på gennemrejse til Aarhus.

”Blip”

Jeg har i aften måttet overgive mig til dette øjeblik, hvor de unges frihedstrang gik hånd i hånd med super koncentrerede tekniske færdigheder og lade mig imponere af dansernes overlegne eksperimenter på et bart gulv. De var energiske, og havde en god portion humor da de trak deres kunstform op som et spejlbillede af vores tids jagt på perfektion og den fascination vi har af alt der kan sige ”Blip” og fremstille os som overmennesker.

Respekt her fra og tusind tak for en dejlig aften til teamet bag Super Human og til BORA-BORA for den flittige finger på pulsen.

<

» Anmeldelse: A Space in the Dark, Black Box Dance Company

★★★★Anmeldelse: A Space in the Dark, Black Box Dance Company

David Bowies nøgle til mørket

26. oktober 2019.
Af Lita Domino

★★★★

Inspireret og rig i hjertet går jeg i aften hjem fra Musikhuset med en åbenbaring. Den unge dansetrup fra Black Box Dance Company (Holstebro) var i Aarhus på turne og gav deres hjerteblod til publikum der var mødt talstærkt op. En rød tråd førte os gennem en sorgproces, hvor unge mennesker mister deres udødelighed og kommer til stede i verden som dødelige.

Smuk fortolkning

Det var både inspirerende og fascinerende at være vidne til de unge danseres ildhu på scenen. Med styrke, rytme og smidighed fortolkede de mørket og alle de indre tilstande, på en spændende og indlevende måde. Scenografien var enkel og musikken af de to lydkunstnere var fortællende og harmonerede godt sammen.

Døren til mørkets rum

Døren er lukket til mørkets rum. I vores ungdoms uskyldighed ser vi os selv som udødelige. Vi lever i nuet, elsker, danser, og fester og tror at vi kender livet. I et splitsekund kan alt blive vendt på hovedet og den verden som vi kender styrter i grus. Døren ind til ”A Space In The Dark” åbner sig og vi har intet andet valg end at træde ind. Her ved vi intet og må begynde at stille væsentlige spørgsmål. Hvem er jeg? Hvad er døden? Hvor er livet? Hvilke livsformer gemmer der sig i mit mørkeste sind? At gå derind er, efter min mening, en kunstners ypperste livsværk, for når vi mennesker forholder os til mørket og derigennem også døden, bliver vi beriget med de indsigter om menneskelivet der lægger gemt her.

Mørkets hemmeligheder

David Bowie var magiens mester. I mine øjne, så det ud til, at han var i stand til at færdes i grænselandet mellem lys og mørke, som om han havde en nøgle til døren ind i menneskesindets dunkle afkroge og i det han bar et utal af masker kunne han formidle disse sider gennem sin musik og kunst. Det har inspireret utallige kunstner i årenes løb til selv at gå derind og udtrykke mørkets hemmeligheder. Lidelsen, døden, og afmagten bliver kropsliggjort af Black Box Dance Company i aften i Musikhuset til tonerne af David Bowie og den danske musiker fra Sorten Muld, Henrik Munchs musik.

Alt i alt var det en rigtig smuk oplevelse.

Tusind tak til teamet bag ”A space in the dark” og til Musikhuset Aarhus som havde inviteret dem til byen.

<

» Anmeldelse: Det begynder at blive koldt om fødderne

★★★★Anmeldelse: Det begynder at blive koldt om fødderne

Døden melder alt udsolgt på Teatret Svalegangen

21. oktober 2019.
Af Lita Domino

★★★★

Døden giver os poesi, humor og nærvær. Døden er ikke en fejl ved livet der skal korrigeres. Det er ikke en svaghed. Det er et menneskelig vilkår der gælder for os alle og se den i øjnene er en kraftfuld sag. Velkommen til livet, og velkommen til Hans Rønnes opvågning på Teatret Svalegangen.

Charme og nærvær

Hans Rønne er enestående, mens han vågner til bevidsthed om sin egen dødelighed. Står alene med charme og nærvær og vi gribes om hjertet af hans monolog om den sidste tid før døden tager ham. Døden er blevet nærværende for historiens fortæller, i det 4 personer i hans nærmeste omgangskreds er begyndt at falde fra. 3 venner, en kone og ikke mindst den lille nabopiges kat, der alle dør, vækker den kære mand til at se døden i øjnene. Det giver kolde fødder og tager tid at forsone sig med døden, men ud af hans historie skyder der en blomst. Han begynder at lytte anderledes til verden, f.eks. sangen han har sunget hele sit liv; ”Se nu stiger solen af havet skød.” får ny betydning. Hans Rønne giver livet en stor krammer i taknemmelighed for at være til, i det han omfavner sin egen dødelighed på scenen.

Ord er blikfang

Historien er meget enkel, scenografi og lys er sparsomt og det virker godt, for Hans Rønnes ord kan sagtens bære at være blikfang. Han har humor og livsvisdom som virkemidler, og står som en mand der båder rummer små nærværende oplevelser som køb af kondisko, og samtidig har han et vigtigt budskab at dele ud til verden, og det gør han med stor varme, finurlige ordgøglerier og medmenneskelighed.

Af hjertet tak til teamet bag ”Det begynder at blive koldt om fødderne” og til Teatret Svalegangen som er vært for stykket. Alt er i øvrigt udsolgt, med mindre teatret finder plads til en ekstraforestilling.

<

» Anmeldelse af Addiction og Skin, Teatret Katapult

★★★★Anmeldelse af Addiction og Skin, Teatret Katapult

Se mig!

9. oktober 2019.
Af Lita Domino

★★★★

Hun er alene men jeg oplever det som om at hun er helt bevidst om øjnene der er rettet imod hende. I en tempofyldt staccato bevæger Jung In Lee sig rundt på scenen.

Sydkoreaneren er hentet til Danmark for at danse sin skinbarlige og kunstneriske dans for det danske publikum. I denne første af aftenens forestillinger på Teater Katapult danser solodanseren sig ind i selfieverdenen. Uden at afsløre sin indre følelsesverden, gemmer hun sig i sit skind, der igen er gemt bag teknikker. Hun kalder på at blive set for det hun kan, men hun kommer til at virke som en skal der hele tiden appellerer med øjnene til publikum.

Ser i mig nu?

Kroppen som redskab

Jung In Lees bevægelser er fragmentariske og abstrakte og i de heftige staccato rytmer arbejder hun hurtigt og målrettet, hvor hele scenen bliver indtaget. Hendes krop bliver til et redskab for hendes kamp for at vinde omverdenens opmærksomhed og det foregår i et stærkt tempo og med kaoselementer i. Meget fin pointe og flot udført.

De er i kamp om liv og død

Vi er i hanekamp på liv og død. Den anden forestilling er en sammensmeltning og til tider nedsmeltning af to kulturers møde med hinanden i en stram battle. Danseforestillingen hedder Addiction og her er 6 dansere på scenen.

Mennesker kriges som var vi afhængige af selve det at kæmpe. Vi behøver ingen vindere eller tabere, men vi behøver at mærke kamp og konkurrence for at føle os levende. Oh ja, det bliver sikkert menneskehedens død, men vi får kamp til stregen, medmindre vi finder en ny måde at takle livet og hinanden på.

Frisk kød på tallerkenen

Også i denne forestilling er vi oppe i et surrealistisk tempo der sætter staccato på dagsordenen, men her kommer der flere kontraster til syne. De mørke bevægelser mod de lyse. Symmetri mod asymmetri. Kaos mod stilstand. De dygtige performere danser op i mod hinanden og udfordrer til høj puls og fuld opmærksomhed hinanden, og når vi nu er i konkurrenceånden, så var hende jeg heppede mest på, den store og absolut sublimt dansende Paulina Smatlakova. Hun har et fantastisk udtryk på scenen og kan formidle indre tilstande gennem sin dans på en sådan måde at jeg letter fra sædet.

Super dygtige dansere og tusind tak til jer alle fra Black Box Dance Company og til Teatret Katapult for at invitere dem her til byen.

» Anmeldelse af Walk-Man, Dans og Visuelt Teater

★★★★★Anmeldelse af Walk-Man, Dans og Visuelt Teater

Mandens spor i verden

5. oktober 2019.
Af Lita Domino

★★★★★

Jeg har aldrig tænkt på det før, men måden mennesket går på, siger utrolig meget om hvem vi er og hvordan vi har det. Har du magt, er du herre i eget hus, er du socialt anlagt? Sætter du pris på nærvær, kvinder, fugle, eller noget helt andet? Har du mål i livet og ved du hvor du er på vej hen? Vi kan se det på gangen, kontakten med jorden eller mangel på samme. Top point til duoen Don Gnu for at dele den indsigt med os andre i forestillingen Walk-Man.

Powerwalking

Der er rigtig mange påstande om, hvordan man bedst laver en karakteristik af manden. For eksempel: Man kan kende en mand på hans ord, - eller, manden beskrives bedst ved at spørge hans kone, - eller, Manden er sine handlinger, eller måske; Kender vi manden på hvordan han krydser et fodgængerfelt. Kom ind i legen på BORA-BORA i denne tid og vær med til at iagttage den moderne mand og hans måder at være i verden på. Det er hylende sjovt, poetisk, kærligt, og råt på samme tid.

Den maskuline platform

Fodgængerfeltets forjagede liv bliver ikke bare en kedelig dagligdags rutine i den forrygende forestilling Walk-Man men bliver brudt op tusindvis af gange, for at skabe nye platforme at undersøge den maskuline identitet på. Og netop det at bryde op og skabe nye sammenhænge er vel en af de smukkeste egenskaber vi som mennesker har. Vi flytter os og udvikler os hele tiden.

Chokoladeæske med spas og alvor

Don Gnu lever bestemt op til forventningerne til deres omdømme som multitalenter og dygtige koreografer i Walk-Man. Denne gang står dansetruppen Don Gnu ikke selv på scenen men har koreograferet et festfyrværkeri af spas og alvor i en solid og gennemarbejdet forestilling. De har allieret sig med 4 virkelig talentfulde performere, der alle giver den gas med deres maskuline input til verden. Som en æske chokolade får vi de bedste godbidder sammensat efter en hver smag. Små og store indsigter om mandens væsen bliver pakket fint ind i stunts, dans, humor og forrykte abstraktioner der alt sammen giver sit bidrag til verden og skaber ny bevidsthed om det væsentlige. En æstetisk forestilling der vender op og ned på dagligdagens rutiner og giver frisk blod på tanden til at lege mere med måden at gå igennem livet på.

Tusind tak til de herlige kunstnere bag forestillingen Walk-Man og til BORA-BORA for endnu engang at invitere til gøglerier.

<

» Anmeldelse 'Hvor var du, mor?' Teater Katapult

★★★★★Anmeldelse 'Hvor var du, mor?' Teater Katapult

Det er kærligheden der gør forskellen

18. september 2019.
Af Lita Domino

★★★★★

Når Sidsel Sofia Søndergaard fortæller om sit liv er det usminket og usentimentalt. De svære øjeblikke i forestillingen er ikke at fortælle om alle de tæsk og overgreb hun har oplevet. Det gør hun nøgternt og meget praktisk. Det mest følsomme øjeblikke er når hun skal fortælle om de mennesker der formåede at finde vejen ind til hende og bekræfte den skjulte viden hun havde haft siden hun var et barn, om at hun er elskelig og værdifuld præcist som hun er. At genskabe kontakt til det punkt indeni, er uden tvivl det smerteligste et menneske oplever i en healings proces, for så er det lige pludselig ikke uvigtigt hvordan vi behandler os selv, eller hvad andre udsætter os for.

Overlevelse

I en kringelkrog af livet, hvor vi helst ikke vil kigge hen, sidder der en pige og savner sin mor. Hun kender allerede kærligheden, for det gør børn instinktivt, men mennesker omkring hende har glemt hvor vigtigt den er for et lille nyt liv at mærke den. De er så optaget af sig selv, at de ikke orker at omslutte hende med den. Smerten er ekstrem for pigebarnet, og særligt fordi hun godt ved at kærligheden findes, men endnu ikke forstår at de der er omkring hende blot ikke formår at elske eller passe på nogen. Hun har ingen til at lære hende hvordan man skal takle problemerne, så hun vælger at lukke sit følelsesliv ned og overlever ved opfindsomt at finde smuthuller og små oaser der kan lindre på smerten og gør livet tåleligt.

Fortælling når det gælder livet

Det er livet for Sidsel Sofia Søndergaard og hun sætter sig selv modigt på spil i teater-dokumentaren på Teater Katapult sammen med skuespiller Henrik Steen Larsen, der i forestillingen fungerer som rammesætter og støtte. Som en åben bog fortæller hun sin autentiske historie og ikke som en skuespiller ville gøre det, men som et menneske hvor fortællingen er så nødvendig at det gælder livet. Det må kræve det ypperligste talent at stå der som menneske. En skuespiller har teknikker og viden som er deres filter, og kan på den måde leve sig ind i svære komplicerede følelsestilstande og videregive det til et publikum, men vil aldrig kunne give et så nærværende og sandt billede af en hård skæbne som denne kvinde gør i forestillingen Hvor er du, mor? Derfor er jeg oppe at ringe med 5 stjerner for denne forestilling.

Af hjertet tak for en fantastisk og nærværende oplevelse til teamet bag Hvor er du, mor? og til Teater Katapult for at invitere dem til at stå på deres scene.

<

» Anmeldelse Butoh dans, For Ever Four Seasons, Bora-Bora Århus

★★★★Anmeldelse Butoh dans, For Ever Four Seasons, Bora-Bora Århus

En helvedes prognose for menneskeheden

4. september 2019.
Af Lita Domino

★★★★

I en disharmonisk og provokerende performance på BORA-BORA fremfører teamet bag For ever four seasons en helvedes prognose for menneskeheden. Hvis vi ikke erkender at vi er et med naturen, bliver vi tilintetgjort af os selv. I to billeder bliver publikum ført ind i en selvransagelse af menneskehedens selvdestruktive adfærd. Vi bliver brølet ad uden ord, vi bliver skreget til uden udtryk, vi får kastet virkeligheden i hovedet, uden meget bevægelse fra performerne. Jeg blev skræmt af dette smertelige møde med menneskehedens undergang.

Butoh dance

Det gjorder indtryk at kunsterne havde valgt den provokerende danseform Butoh dance til at udtrykke deres foragt for menneskehedens vanvittige kurs mod helvede. Den langsomhed og absurde form giver så meget plads til at tænke kritisk om verden og om os mennesker der er så forvirrede og fortabte.

Menneskets fald – en grotesk opvågning

Vi bliver født af jorden og det bliver også jorden der tager vores rester den dag vi dør. I tiden imellem fortrænger vi vores tilknytning til naturen, idet vi bilder os ind at vi er herskere af den. Vi laver gerne historier om vores magt over naturen og dyrker et Gudebillede, et selvportræt af os selv, som værende det herskende væsen over planetens dyre- og planteliv. Et selv bedrag der har store konsekvenser for hele vores jord. Dette er temaet i forestillingen, som kan ses for tiden på BORA-BORA.

<
Foto: Montgomery

» Anmeldelse Troen og Ingen på Teatret Svalegangen

★★★★★★Anmeldelse Troen og Ingen på Teatret Svalegangen

Anmeldelse af Troen og Ingen: Svalens sorgfulde gråd

17. august 2019.
Af Lita Domino

★★★★★★

Gik grædende hjem fra Teatret Svalegangen i aften. Da jeg kom hjem greb jeg min elskede i min favn, for at mærke varmen fra hans krop. Den kærlighed der stadig lever, for i aften græd jeg over de døde. Det som jeg mistede og aldrig får tilbage igen.


Mosaik af stemningsbilleder

Den sorgfulde forestilling ”TROEN og INGEN” er tilbage i byen efter en lang turne rundt i landet. Til lyrikken af Søren Huss´ fantastiske album af samme navn, har Teatret Svalegangens egen Per Smedegaard, sammen med sit eget ensemble fra teatret, iscenesat en mosaik af stemningsbilleder over det at miste den man elsker.


Forestillingen starter med at Troen smadres i et skæbnesvangert øjeblik, hvor døden bliver en realitet der ikke kan fornægtes. Den ubegribelige konsekvens er, at tilværelsens mening nu er i ruiner. Tre menneskers liv er forandret for evigt, fordi en kvinde er død i en trafikulykke. En ægtemand, en bror og en veninde står tilbage og må erkende tabet og hver især finde en måde at leve videre på uden hende.


Det grådige bæst sorgen

De står overfor et grådigt bæst, sorgen, der har magten til at knuse dem, hvis ikke de finder deres egen vilje til at holde kærlighedens smerte ud. Livsmodet må findes på ny, så det igen kan bærer dem og give mening til tilværelsen.


Teatret Svalegangen er ikke bange for at sætte sig selv på spil. Mere vedkommende og hjertegribende end nogensinde før, fører de i ”Troen og INGEN” publikum ind i smertens kammer og sætter ord, billeder og musik på dødens forfærdelige tabuer. Det er så ekstremt nødvendigt at et teater tør at gå ind i livets allerstørste dilemmaer og med et mod som en løve levere Teatret Svalegangen varen.


Troværdigt uden at være sentimental

Teamet bag forestillingen fremstiller alle temaerne omkring døden meget troværdigt og på ingen måder sentimentalt. Publikummer der har mistet, ved at sorgen er rå og ubarmhjertig og der er ingen sødsuppe at skylle ned med, men de ved også at der findes trøst. Når mennesker søger hinanden, når de levende tør at viser deres behov for at blive elsket på ny og når skæbnen skridt for skridt accepteres, så vender livet atter tilbage. Det er så rørende og sandt og kunne ikke være skildret mere ærligt og nærværende.


Fantastisk skuespil, melodisk og trøstende musik, skarpe pointer i teksten, scenografien og lys var enkel og meget flot pointerende i forhold til temaet. Virkelig flot forestilling.


Af hjertet tak for en modig og indfølende forestilling til teamet bag ”TROEN og INGEN”.


<

» Anmeldelse Utopias Lost and Found, Bora-Bora

★★★Anmeldelse Utopias Lost and Found, Bora-Bora

Kapitalismens Flygtninge

31. august 2019.
Af Lita Domino

★★★

Vi mistede fællesskabet i jagten på mere profit og blev rodløse fragmenter uden sammenhæng med andre mennesker. Når vi står alene må vi bære alle livets kampe på egne skuldre. Vi bliver nød til at fortrænge hvem vi er, for som individualister er der ikke længere nogen der høre efter hvad andre siger, og ensomheden og sorgen over at være alene er så forfærdelig at vi bliver ædt uden modstand af uhyret der hedder kapitalismen.

Oprør

Men der er et oprør på vej. Jeg har set det i dag på BORA-BORA. 6 unge performere der er på flugt fra kapitalismen tog i dag ordet i deres mund og i håbet om at nogen ville lytte, fortalte de små glimt af deres livshistorie, som på en eller anden måde blev til en fælles oplevelse. Alle kan nikke genkendende til det individualistiske samfunds ensomhed og smerte. Længslen efter fællesskab og samhørighed har aldrig været mere presserende end nu, fordi vi hver især er blevet frarevet meningen. Et oprør er absolut nødvendigt.

Jagten på det perfekte samfund

Der er lang vej til Utopias, det perfekte samfund, for vi er grueligt på afveje. Jeg synes performerne gik en modig vej i dag i ”Utopias -lost and found”. I stedet for at læne sig op af eksperternes bud på det perfekte samfund, gik de i stedet for på jagt i deres egen historie. Undersøgte hvad der har betydning for dem selv og for deres forfædre.

Erkendelsen

Forestillingen var et kaos af effekter, kulisser og publikummer der sad i vejen for hinanden, men jeg tager hatten af for temaet og måske det ikke kan være anderledes på dette spæde trin mod en ny verden. Det bliver nød til at rode, når vi i begyndelsen skal lærer at forholde os kritisk til det vi står i. Det er kunstnerne vi skal høre sandheden fra, for de kan forholde sig til verden på en anderledes måde. Måske druknede strukturen i processen. Måske er stykket ikke helt færdigarbejdet, og måske er vi på nuværende tidspunkt så fanget af kapitalismen at det ikke er muligt at finde Utopias. Men første skridt er vel også at erkende at vi er tabte. Jeg er meget taknemlig over at have set dette oprør på BORA-BORA i dag. Det giver håb til vores del af verden, som har mistet så meget mening og betydningen af fællesskab.

Tusind tak til teamet bag ”Utopias – lost and found” og til BORA-BORA der giver plads til et skønt opgør med kapitalismen.

<
Foto Emilia Therese

» Anmeldelse Orestien Aarhus Teater

★★★★Anmeldelse Orestien Aarhus Teater

Lydmor løfter Orestien op til en stor oplevelse på Aarhus Teater

10. maj 2019.
Af Lita Domino

★★★★

Glem alt om dysfunktionelle familier i dagens Danmark. Her i denne tragedie Orestien, udlever hvert enkelt medlem af slægten de værste voldsfantasier. De lever med hævntogter og mord som medicin mod skam og æres krænkelser.

Vi tager det i dag som en selvfølge, at vi ikke må slå ihjel. Medmindre vi har en voldsom god grund til det, eller har et bredt flertal og politisk opbakning.

Dyret i os skal bindes

Vi lever i et demokratisk samfund. Retfærdighed og orden er vores skjold mod menneskets kaotiske følelsesliv. Hævntørst og grådighed og vores dyriske behov for at hævde os. Hvis vi ikke havde en struktur der kunne binde dyret i os, ville vi sandsynligvis stadig slå hinanden ihjel hver gang vi følte os krænket.

Hvis vi vover os ud over den kant i dag og gør os selv til morder vil systemet fratage os friheden og alle de privilegier vi ellers nyder som samfundsborgere. Dette kalder vi retfærdighed.

Et pust fra det gamle Grækenland

Orestien er en gammel græsk tragedie skrevet for 2500 år siden. Den blev spillet på de store amfiteatre under Athens opbygning, og var med til at uddanne af alle borgerne (læs mændene) til demokrati. Det var en svær fødsel dengang, og det var det også på Aarhus teater i aften, men barnet kom ud. Vi lever i dag med et system der bygger på demokrati.

Flot forestilling

Jeg kunne rigtig godt lide at Aarhus Teater kunne omsætte et så gammelt stykke til en rigtig fin oplevelse, med moderne islæt. Det er især Lydmors musik der gav en kæmpe gave til Orestien. Den varme glød af elektronisk musik, spillet op mod de smukke og enkle kulisser, gav en cool stemning til de ellers meget hårde ord der blev fremsagt af skuespillerne.

Ordene var mættet af tunge følelser og som i det gamle Athen havde man valgt ikke at give skuespillerne egen mikrofon på, hvilket gav stykket et råt og meget autentisk udtryk.

Valget af kostumer skal også have roser med på vejen. De var smukt udført og majestætiske i deres fremtoning. De passede utrolig godt til temaet i stykket og understregede den barske beretning.

Tusind tak til teamet bag Orestien og til Aarhus Teater for en flot forestilling.

<

» Anmeldelse: What Does Not Belong to Us, BORA-BORA

★★★★★Anmeldelse: What Does Not Belong to Us, BORA-BORA

Der er ingen bånd der binder

25. april 2019.
Af Lita Domino

★★★★★

I virkeligheden er der intet der tilhører os. Vi er individer der må begå os i en verden befolket af andre individer. Vi kan stå ansigt til ansigt med hinanden og forsøge at synkronisere vores følelser med andre, eller vi kan prøve at frarive os fra andre i kampen for at træde frem som særegne væsner.

På BORA-BORA sluttede aftenen dobbeltprogram af med danseforestillingen ”What does not belong to us” En techno inspireret danseforestilling, der netop spiller på technomiljøets kamp for at være individualister og i oprør mod omverdenens regelbundethed. To mænd, Theo Samsworth og Allessio Sanna fra Luxemburg, gav sig hen til en hypnotisk dans hvor de udfordrede tid, form og sted gennem dansen med og mod hinanden.

En duet der både var kunstnerisk smuk, medrivende, surrealistisk og vildt energisk. De forstod at fange vores kulturs største paradoks ind i dansen. Paradokset mellem social arv og vores trang til at gøre os fri af den.

Det var en utrolig flot performance med en råstyrke i det abstrakte og kropslige udtryk. Ærgerligt at vi ikke må beholde teamet i Aarhus men at de kun er på gennemrejse.

Tusind tak til teamet bag aftenens sidste forestilling og til BORA-BORA for at huse dem.

<

» Anmeldelse: Des Gestes Blancs, BORA-BORA

★★★★★Anmeldelse: Des Gestes Blancs, BORA-BORA

Når far er en legeplads

25. april 2019.
Af Lita Domino

★★★★★

Det store ansvar en far har når han skal forsøge at skabe gode bånd til sin søn, så sønnen kan vokse op som et smukt og harmonisk væsen er en kæmpe opgave. Nogle fædre forsøger med vold, magt og hård disciplin at give deres dreng gode værdier og et balanceret sind. Men hvad hvis den slags fædre tager fejl? Hvad hvis de gode værdier og balanceret sind i virkeligheden bliver skabt gennem et kærligt, legende og opmuntrende forhold til deres far.

Med leg, dans og kropslighed stiller to franske dansere (Far og søn) Charlie og Sylvian Bouillet skarpt på det balancerede og værdifulde forhold mellem far og søn. Det gør de i forestillingen ”Des Gestes Blance”. De driller hinanden, slås, viser ømhed og leger sig ind til hinanden. De bruger hinanden til at skabe balance. Udfordre hele tiden balancepunktet i tæt samhørighed med hinanden.

Det var en virkelig smuk og harmonisk forestilling. Jeg er helt oppe at ringe med fem stjerner fordi det var så fysisk et forhold de to havde med hinanden og så vidunderlig stor ømhed. Jeg følte at jeg kom så tæt på dem, som om jeg observerede dem i deres eget hjem.

Tusind tak til teamet bag ”Des Gestes Blancs” og til BORA-BORA for at huse dem.

<
Æteriske olier, Lita Domino

» Æteriske olier påvirker dine følelser

Æteriske olier påvirker dine følelser

Kan man vaske sine følelser i Lavendel-olie?

23. april 2019.
Af Lita Domino

Vi kender den alle; duften af angstens sved. Men hvad sker der når vi er grebet af den frygtelige følelse, og vi samtidig inhalerer en duft af Lavendel? Kan vi orientere os anderledes klart, kan vi finde ro via lugtesansen, når følelserne som for eksempel angst overmander os?

Ubevidst eller bevidst reagerer vi på hinanden og os selv gennem lugtesansen. Vi orienterer os efter den, vi tiltrækkes af dem der dufter godt efter vores egen vurdering og frastødes af nogle der dufter giftigt eller alarmerende. Det ligger i vores overlevelse at kunne orientere os via vores sanser. Vi kan på den måde påvirke kroppen til at kode vores bevidsthed om via vores sanser. Så når vi mærker angst kan Lavendel virke beroligende. Når vi deprimeret kan Pebermynte virke opløftende.

Jeg er til info aften på Holistisk Center i Aarhus og aftenens tema er Æteriske olier ved Marianne Grene og Aurora Gayatri. Vi sidder i en rundkreds på gulvet og de to kvinder deler viden om duftens betydning for helbredet, følelserne, miljøet og bæredygtighed til otte glade tilhører. Rummet var ikke svært at finde for man skulle bare gå efter duften af Rosmarin.

Mange forskellige dufte bliver budt rundt og vi får fortællinger om deres gunstige virkning på alverdens små og store lidelser, lige fra problemer med helbredet, til ønsker om en mere bæredygtig måde at dyrke parfume på, og hvordan vi skærer ned på alt den kemi vi er ved at drukne i.

Vi taler om selvkærlighed og omsorg for andre og vi taler om det hele menneske og hvordan vi kan tage godt vare på os selv som de sensitive skabninger vi er.

<
Celestine Andersen, foto Lita Domino

» Den Hellige Seksualitet, foredrag med Celestine Andersen

Den Hellige Seksualitet, foredrag med Celestine Andersen

Sex skal mærkes med hele kroppen

31. marts 2019.
Af Lita Domino

Hun er en levende fortæller, Celestine Andersen, som med hjerte og humor fortæller om den vigtige balance mellem lyse og mørke tangenter i livet. Hun inviterer publikum til at lege med og undersøge hvordan det er at se indad. Skabe bevidsthed og nærvær i kroppen for at åbne op for større glæde og livskraft.

Sammen med Celestine lukker vi alle øjnene for at undersøge hvordan vores livskraft har det i dette øjeblik. Man behøver ikke engang at tage tøjet af for at undersøge kroppen som mirakelsted indeni. Jeg kan mærke min livskraft pulsere i hele kroppen.

Tantra

Jeg er til foredrag i Holistisk centers nye lokaler i hjertet af Aarhus. Her er fuldt hus, for mange er nysgerrige på livskraft og vitalitet og vil gerne vide noget mere om det nye hotte i moderne tid, -Tantra. Lige i øjeblikket er Tantramassøren og foredragsholderen Celestine Andersen i byen. Hun kommer fra København og ejer Edens have, hvorfra hun giver alt sin visdom og ildhu videre til søgende mennesker.

Den Hellige Seksualitet

Jeg blev meget optaget af Celestines fortællinger om seksualdriften som livsenergi. Hun fortalte at vi har tre energicentre i kroppen; Energicentret for sex lokaliseret i det underste af kroppen, energicentret i hjertet lokaliseret i midten af kroppen og energicentret for ånd lokaliseret på toppen af hovedet. Ud fra denne model kunne hun tale om det maskuline og det feminine i mennesket. Om at fordybe oplevelsen af seksualiteten gennem vejrtrækning, om at adskille orgasme og udløsning, om at træne nærvær og vitalitet. En smuk helhedstanke om at være mere opmærksom på vores indre og forbindelsen til andre.

Den hellige seksualitet er en sammensmeltning af sex, hjerte og spiritualitet.

Tusind tak til Celestine Andersen og til Holistisk center for at huse hende og dette spændende foredrag.

<
Foto Thomas Petri

» Anmeldelse: Suffløren, Preben Kristensen, Aarhus Teater

★★★★★Anmeldelse: Suffløren, Preben Kristensen, Aarhus Teater

Når lyrikken åbner sig, træder suffløren i karakter

26. marts 2019.
Af Lita Domino

★★★★★

En lille uanseelig mand træder ind på scenen, nervøs og forbavset over at finde sig alene foran publikum. Det er Preben Kristensen i rollen som SufflørenAarhus teater. Hvor er skuespillerne henne? Kunne dette blive sufflørens værste mareridt eller vil han træde i karakter som menneske?

Han er sortklædt, og han skyer mennesker

Suffløren er sortklædt og skyer mennesker. Han elsker teksten og han elsker teateret fordi det er fyldt med de forunderlige ord, han ikke kan leve uden. Han gemmer sig, ikke kun i sufflørboksen men også i sit privatliv. Han laver huller i virkeligheden når han har hovedet i en vidunderlig tekst. Når ordene er nedskrevet, er retningslinjerne givet. Her kan virkeligheden med alle dens grusomheder ikke finde ham. Her kan han frelse teateret med skuespillerne for den pinagtighed ikke at huske teksten.

Suffløren har en vigtig rolle at udspille aften efter aften. Han har kendskab til alle klassikerne på teateret men han forstår ikke humor, når det gælder menneskeligt samspil. Den er ukontrollerbart og sårende og følger ikke de rettesnore som han klamrer sig til i sit skjul. Hvordan skal det gå ham i verden når teateret udvikler sig og han ikke længere kan gemme sig i teaterstykkernes virtuose lyrik? Suffløren må komme til stede i verden først og fremmest som menneske men også som livsduelig medspiller i tilværelsen.

Super følsom og indsigtsfuld

Super følsomt og indsigtsfuldt manuskript, der laver en fin platform for Preben Kristensen at udleve sit store skuespillerpotentiale i. En personkarakteristik der er så umådelig mange-facetteret idet at der kommer henvisninger til rigtig mange teaterklassikere, og idet at kun en meget følsom indlevelse i rollen som sufflør kan fortælle om den smerte og begejstring som denne rolle indeholder. Dette format har Hr Christensen til fulde og hvilket brag af en jubilæumsforestilling. Han giver den fuld gas med alle de erfaringer og teknikker han i årenes løb har skabt i sig. Han mæsker sig i sproget og de mange forskellige roller han får mulighed for at bære ud til publikummet og vi elsker ham for det. Charmerende som altid og med en fascinerende indlevelse løfter han forestillingen op til 5 stjerner. Tak til teamet bag Suffløren, og tak til Aarhus Teater for en fantastisk oplevelse.

<

» Anmeldelse: Nycirkus, BORA-BORA

★★★★★Anmeldelse: Nycirkus, BORA-BORA

Anmeldelse: Materia & As Heavy as it Goes, nycirkus på BORA-BORA

20. marts 2019.
Af Lita Domino

★★★★★
Skabende kræfter

Belgiske Circus Katoen og den italienske gadekunstner Andrea Salustri gæster i øjeblikket BORA-BORA med deres to forestillinger ”As heavy as it goes” og ”Materie”. Et dobbeltprogram der klæder hinanden. Dels fordi de til sammen begge er fra genren Ny-cirkus men også fordi de i mine øjne begge sætter fokus på skabende kræfter.

As heavy as it goes - Det kreative sind

Det er tungt at være menneske, for vi er alle fanget i livets absurditeter, men vi har også en måde at være i verden på der er helt forunderlig. Vi beslutter os at flytte rundt på tunge sække fra et sted, for bagefter at flytte dem til et andet, bygge huse, for at rive dem ned igen, flyve til andre lande for at opleve nærvær, gå på arbejde for at have råd til fritid og meget mere. Det giver ikke mening, med mindre man betragter vores kreative sind og vores skaberglæde. Disse guldkorn blev der stillet skabt på under aftenens først performance og det med stor humor, råstyrke, udeholdene og en kreativitet der begejstrede alle tilskuerne. En vidunderlig oplevelse.

Materie - Når sjælen vågner.

Kan du huske sidste gang du legede med vinden? Måske stod du på gaden og betragtede vindens hvirvlende leg med bladende, - turde du at hoppe ind centrum af dem og blive et med kunstværket, eller blev du holdt tilbage af en endnu større kraft såsom skam, eller tanker om at det var unyttigt? Har du været betaget af en kæmpe vindmølle drevet af en usynlig kraft der gav energi til menneskets moderne tilværelse, eller er du mere optaget af dine tanker om næste møde du skal til? Hvor er vores opmærksomhed flyvsk at vi glemmer at se det allersmukkeste livet giver os. Måske er vi så bange for at lade os forundre af livet at vi glipper det. Det må bare ikke ske, så tusind tak til dem der tør at lege, skabe, udfolde sig og være tilstede, for de kan vise os vej, når vi andre farer vild i intellektualiseringer, tidsplaner, uoverskuelige problemer og kropsløse saltomortaler i tilværelsen. Jeg blev hentet hjem i aftenens sidste forestilling på BORA-BORA.

Stor performances.

En stor kunstner der kender til livets allervigtigste beskæftigelse for mennesket, - nemlig at forundre sig over livet, var så tilstedeværende i sin performance at det smittede en hel teatersal af folk, der modigt indlevede sig i hans eksperimenter med et af de 4 grund elementer – Vinden. Hans leg førte mig ind i en kinæstetisk tilstand af lykke. Med enkle virkemidler gav han oplevelser af skabelseskræfter og af destruktion. Med nogle vindmaskiner og noget flamingo blev jeg så optaget at jeg et øjeblik glemte skam og tanker om det unyttige, men blev legende glad og nærværende indeni. Jeg havde tanker om at vi er i gensidig balance mellem omgivelsernes energi og den energi vi som mennesker kan skabe med vores krop.

Tusind tak til BORA-BORA for disse to fantastiske forestillinger.

<

» Bogreception Claras Tusmørke

Bogreception Claras Tusmørke

Bogreception i Århus for Claras Tusmørke

10. marts 2019.
KulturNyt

Forfatteren Lita Domino holdt søndag bogreception for digtsamlingen Claras Tusmørke. Det foregik i det dejlige lokale Vogn 1 på Godsbanen. Et halvt hundrede mennesker kiggede forbi og fejrede udgivelsen, og de fleste købte et eksemplar af digtsamlingen der har modtaget stor opmærksomhed. I bogen skildres hovedpersonen Claras barndom. Hendes far er præst mellem 8 og 16, men om aftenen og i weekenden sker der grusomme ting i hjemmet. Historien er en skildring af hvordan vi overlever traumatiske oplevelser for at vende hjem til os selv, og Clara lærer at elske igen - både sig selv og andre.

<

» Forfatter modtog 12.000 kr. fra Lions Club Århus Regina

Forfatter modtog 12.000 kr. fra Lions Club Århus Regina

Claras Tusmørke fik 12.000 kr.

7. marts 2019.
KulturNyt

Forfatteren Lita Domino modtog torsdag en donation fra Lions Club Århus Regina. Det skete i forbindelse med klubbens 30 års jubilæum. Solvejg Kaae Hansen stod for overrækkelsen.

De 12.000 kr. blev doneret til udgivelsen af bogen Claras Tusmørke, skrevet af Lita Domino. En personlig fortælling om at overleve seksuelle overgreb mod et barn, og derefter genfinde sin livsglæde og seksualitet som voksen kvinde.

Bogen er udgivet på Mellemgaards Forlag, og kan købes i alle boghandlere i Danmark.

Foto Bo Amstrup

» Anmeldelse: I Nattens Lys, Teater Refleksion

★★★★★Anmeldelse: I Nattens Lys, Teater Refleksion

Børneteater med de blideste hænder

23. februar 2019.
Af Lita Domino

★★★★★

Alle børn kender spørgsmålet, hvad der mon sker i verden når alle sover. I en forestilling på Teater Refleksion tager solo-skuespiller Andy Manley blidt alle børn i hænderne og viser dem den magi der er ved natten. Det gør han i forestillingen I nattens lys som er en lille magisk perle for de 3-6 årige og alle os der har sådan én gemt i hjertet.

Sanselig oplevelse af magi

Hr Nat er den vidunderlige voksne der ikke bliver sur når børn ikke kan sove. Han lever i et magisk univers der ved første øjekast ligner et almindelig hus med mange fine ting. Men Hr Nat er ikke helt almindelig og i hans verden lever der usynlige børn i alle skabene. I denne drømmeverden tager han sig godt af børn og dyr der lever i hans hus. Hvis et barn ikke vil sove men hellere vil opleve månens magi, så tager han barnet forsigtig i hænderne og giver hende en sanselig oplevelse af magi. Det er så poetisk og nærværende og helt på barnets præmisser.

Der er noget at tygge på.

At give børn magi er den bedste gave efter min mening. Det gør dem åbne, glade og nysgerrige små mennesker, der udforsker og tryllebindes af verdens vidundere. Jeg elsker voksne der gør sig umage med at give børn denne gave og Teater Refleksion er altid gavmilde. Det bedste børneteater har både noget at tygge på og magi at forundres over og det har jeg endnu engang fundet i deres teater ved denne forestilling I nattens lys. Et barn kan få lov til at tænke over natten der er så mystisk og måske blive lidt mindre bange for mørket når de får lov at opleve at mørket også har alt det vidunderlige lys, som kun kan ses når mørket har lagt sig over verden.

Tusind tak for en gennemført og magisk oplevelse fra teamet bag I nattens lys og til Teater Refleksion for at invitere dem til byen.

<

» Anmeldelse: Orchard, BORA-BORA

★★★★Anmeldelse: Orchard, BORA-BORA

Anmeldelse: Orchard, Minimalistisk og indtagende

20. februar 2019.
Af Lita Domino

★★★★

Orchard er en have fyldt med træer og her befinder to identiske mennesker sig. Haven er sårbar overfor enhver ubalance mellem menneskene og tåler ingen berøring af de grafiske træstammer. Som skulpturel kunstinstallation er aftenens sidste oplevelse et meget særpræget og smukt eksperimentelt møde mellem mennesket og dets miljø. Et øjebliks billede på hvordan vi mennesker må lære at gebærde os i omgivelser der har en risiko for at gå til grunde.

Jorden er vores have, vores sociale relationer er en have, og det enkelte menneskes sind er også en have, hvor vi må tage os i agt for at holde balance. Vi må lære at bevæge os, for bevægelse er nødvendigt, uden at vi ødelægger noget af det som vi sætter pris på.

Hvad er en have uden træer? Et lille men ikke ubetydeligt vindue ind på virkeligheden som vi alle befinder os i.

Struktur og symmetri.

Danserne bevæger sig sofistikerede og symmetriske. De har humor og det ser vi gennem deres bevægelser i haven, hvor meget de må passe på når de befinder sig i meget sårbare omgivelser. Kulisserne er grafiske og har en skønhed i den linjefaste struktur, som giver mening og noget at tygge på.

Tusind tak til BORA-BORA og de to teams som stod for aftenens forestillinger Myopic time og Orchard.

<
Foto Emilia Therese

» Anmeldelse: Erasmus Montanus, Aarhus Teater

★★★★★★Anmeldelse: Erasmus Montanus, Aarhus Teater

Anmeldelse: Erasmus Montanus er et Mesterværk!

16. februar 2019.
Af Lita Domino

★★★★★★

Christian Lollike er tilbage med sit mesterværk. En nyfortolkning af Holbergs gamle klassiker Erasmus Montanus. Glippede du den i Kulturåret har du derfor nu en uimodståelig chance for at se den, hvor Aarhus teater har hentet den hjem til fødselsstedet igen.

Jeg har for første gang set et teaterstykke der på en gang siger noget meget væsentligt om menneskenes eksistens, skarp kritik af samfundets mekanismer, oplevet dramatiske pragtpræstationer, og fantastiske kostumer, lysdesign helt i top, og meget anvendelige og forbløffende kulisser for historien.

Når videnskab krænker menneskeheden.

Historien om Rasmus Berg der tager til København for at bliver lærd men kommer tilbage til hjemegnen igen. Navnet er nu Erasmus Montanus, og som en anden tryllekunstner kan han bevise at sognets folk lever på en illusion.

Andreas Jebro spiller rollen til perfektion. Han er næsvis og arrogant, han er bedrevidende og aldeles vidunderlig, og han bruger alle tricks til at udbrede sine store nyvundne indsigter til resten af verden. Han udfordrer alle i sognet til diskussions dueller.

Diskussioner der skal fastslå at jorden er rund, og sætter spørgsmål ved det danske samfunds kerneværdier som kristent land. Alt sammen videnskab der i den grad krænker den hjemmelige egns selvforståelse og verdenopfattelse.

Det skaber stærke følelser hos alle at blive konfronteret med så gennembrydende og afgørende viden, og den forførende Erasmus Montanus har desværre ikke lært menneskekundskaber nok til at forstå hvor angstprovokerende det er når selvforståelsen bryder sammen. Han forstår ikke lokalsamfundet kæmper indædt for at fastholde deres tro på jorden som flad og deres indskrænkede syn på det danske samfund som værende baseret på kristne værdier. Han forstår ikke at videnskab kan krænke mennesket. Han selv føler sig høj og ekstatisk af den nye videnskab og kommer på den måde til at være nedbrydende for de retskafne og stædige folk han møder i sin slægt og hjemsogn.

Bidende satirisk og samfundsrelevant

Har vi vænnet os til at blive krænket af ny viden? Næppe, vi diskuterer stadig hvad det danske samfund består i og føler os stadig truet af fremmede mennesker med andre livsopfattelser. Christian Lollike er fantastisk til at sætte samfunds relevante diskussioner på spidsen. Tanker som: ”Rejs for Guds skyld ikke ud i verden for at møde andre kulturer og hold dig væk fra mennesker der tilbyder andre måder at se verden på”, bliver i den grad eksponeret for sin modsætning, i dette teaterstykke.

Et pragtfuld teaterstykke der vil leve længe i mig, og som har givet mig nogle briller så jeg bedre forstår omverdenen og de svære diskussioner som rammer os i denne ”Krigstid”.

Tusind tak til teamet bag Erasmus Montanus og til Aarhus Teater der giver rum til denne fantastiske skildring af videnskab kontra tro.

<

» Anmeldelse: 71bodies and 1dance, BORA-BORA

★★★★★Anmeldelse: 71bodies and 1dance, BORA-BORA

Anmeldelse: Gribende multi kunstværk

6. februar 2019.
Af Lita Domino

★★★★★

71bodies 1dance Et samarbejde mellem danser og performer Daniel Mariblanca, fotografen Mar C Liop og filmskaber Ursula Kaufmann har udmøntet sig i et prægtigt tre-kronet værk, hvor dans, fotografi og film sætter fokus på et mindretal i samfundet, der ofte skal gå så grueligt meget igennem, før de kan vise sig som de svaner de er. Det handler om transkønnedes identitet, men vi kan alle spejle os i de menneskers mod og proces som de gennemlever for at finde sig selv.

De sorte kasser

I 12 små sorte kasser gemmer der sig en lille flig af 12 menneskers erkendelsesprocesser og mod til at stå ved sin egen skønhed. 12 små indblik der giver stof til eftertanke. 12 små nærbilleder af transkønnedes kamp for at overleve stigmatisering og undertrykkelse der desværre er udbredt i samfundet.

Bravo for nogle flotte små klip ind i den verden, som er hverdag for mange der ikke passer ind i en kasse. Jeg håbede lidt at kasserne eksploderede og de alle sprang ud, for er verden ikke meget smukkere med en mangfoldighed af forskellige køn?

Det skete ikke, men indeni fik jeg en stor oplevelse af at møde disse modige mennesker der boede i kassen. En oplevelse af samhørighed på kryds af køn og oplevelse af inspiration til åbne min egen fjerpragt og være stolt af at være det menneske som jeg er.

Daniel Mariblanca´s svanedans.

71 minutter danseforestilling, hvor Daniels krop er katalysator for 71 livshistorier. Det er et meget smukt fysisk værk på en tom scene hvor den enkelte publikummer kan fordybe sig i den nøgne krops mange udtryk.

Jeg var utrolig begejstret for den intime følelse Daniel kunne skabe i rummet og den overvældende styrke hans krop udviste. En oplevelse af nødvendigheden til at udtrykke sig i kunsten gjorde, at jeg nedlagde alle forsvar og tog ham ind med stor indlevelse.

Det følelsesmæssige rum var stærkt, hvor han udtrykte sin identitetsfølelse gennem 71 danse i en lang dans. Jeg anede nogle små afbræk men oplevede det mest som en helhed. Sårbarheden gik hånd i hånd med et overskud og en styrke som jeg vil tænke på længe efter. Han udfordrede mit kønsbillede af hvordan jeg tænker kønnenes udformning er, og gav mig en stor æstetisk nydelse idet han, i mine øjne, var alle køn på engang. Virkelig fantastisk oplevelse.

Fotografi

Efter danseforestillingen blev alle publikummer ledt ind på en anden scene, hvor der var portrætfoto udstilling af 71 transkønnede og deres historie. Det der fængede øjet mest var det tomme billede hvor der underneden stod at her skulle alle de transkønnede nu og i fremtiden være, som ikke er sprunget ud af skabet.

Tusind tak til teamet bag ”71bodies 1dance” og til BORA-BORA der at huse dem.

<

» Anmeldelse: Kaffe og Kærlighed på Teatret Svalegangen

★★★★Anmeldelse: Kaffe og Kærlighed på Teatret Svalegangen

Den tragikomiske kvindelige klovn

29. januar 2019.
Af Lita Domino

★★★★

Findes der en bedre fortæller end en klovn? Klovnen der stiller skarpt på tidens og menneskets nærværende små kampe med tilværelsen?

Jeg drømmer om en anden tilværelse, hvor jeg er sexet og sjov, kan begå mig med smalltalk og vittigheder, hvor kærligheden vælter mig og beruser min tilværelse. Men i virkeligheden er jeg kikset og kan kommer til at fortælle alt for personlige ting om mig selv til fremmede mennesker jeg ikke kender.

Men der er hjælp at hente, for klovnen Camilla Marienhof træder i denne tid ind på scenen på Teatret Svalegangen og henter alle de pinlige hændelser frem som en usikker single kvindefigur kan opleve og gør det med så overbevist charme og selvtillid at publikum må give sig hen og grine af det spejlbillede hun giver af os kvinder.

Funklende præstation.

En suveræn start på forestillingen vipper mig ud af min lille kasse, jeg befinder mig i, og ind i den tragikomiske klovneverden, hvor toget ruller afsted med en faretruende hast og den kvindelige passager må klamre sig til en stang.

En stang som jeg normalt vil betragte som en pole-stang , bliver i teaterstykket Kaffe og kærlighed brugt til mange forskellige gøremål på kreativ vis. Den kvindelige akrobat, skuespiller og klovn kan med stor præcision og styrke bruge pole-stangen i hendes spil på scenen så det både er gribende og humoristisk.

Genkendelighed

Et af de store problemer som jeg genkender i forestillingen er det enorme spring der nogle gange er imellem det jeg forestiller mig og det der er den egentlige virkelighed.

Når jeg tror at andre mennesker er fantasifulde, sexede, smarte, femme fatal-kvinder der kan klare alle livets udfordringer, mens jeg har trusser på der kryber op i enden, jeg har problemer med ensomhed, jeg har svært ved at score en mand, jeg lever mig for meget ind i mine tanker osv.

Hvis man tænker at det er sådan det er, kræver det vanvittig meget mod at gå ud og møde andre. Men hvis jeg i stedet spejler mig i klovnen og finder min humoristiske sans frem, så ser jeg at alle kvinderne i Teatret Svalegangen griner af de samme ting. Vi kender det alle og så er det måske ikke så faretruende at være single kvinde og gå ud i verden alene og møde andre mennesker. Bravo for den pointe.

Tusind tak til teamet bag Kaffe og kærlighed og til Teatret Svalegangen for at invitere dem til Aarhus.

<

» Anmeldelse: Kasse-Madsen, Teater Refleksion

★★★★★Anmeldelse: Kasse-Madsen, Teater Refleksion

Levende dukketeater så hjertet jubler

27. januar 2019.
Af Lita Domino

★★★★★

I Teater Refleksion er dukkerne levende. Har de mest fantastiske bevægelser og humoristiske udtryk. Dukketeater så hjertet jubler og tårerne triller og det er slet ikke svært at leve sig med i hovedpersonen Madsens tilværelse, for han er jo ligesom et rigtigt menneske, -han er ligesom mig.

Kasse-Madsen er skabt i Teater Refleksions værksted. Og med høj æstetisk sans har han fået liv gennem et tæt samarbejde mellem dukkemager, dukkefører, scenografi og vidunderlig musik. Der er ingen ord i forestillingen, men det er legende let at fange historien om Kasse-Madsen. Det er de essentielle ting i livet der er temaet, og hovedpersonen går igennem en stor magisk udvikling foran os, som alle kan relatere til.

Historien om det finurlige venskab

Det handler om ensomhed. Den kære Kasse-Madsen vandrer alene rundt i tilværelsen, - går alene, venter alene, forundres alene og falder alene, uden at nogen forstyrrer ham i det. Lige til den dag at nogle kasser begynder at dukke op i hans verden. Historien udvikler sig, og til hans store forundring nærmer kasserne sig hans hjerte og han må lukke dem ind. Madsen danser rundt med de levende kasser, han kommer i kontakt med magtudøvelse og magtesløshed, bliver ked af det og trøstet. Han får et dybt personligt forhold til kasserne og til sidst regner det ned fra himmelen med endnu flere vidunderlige kasser, for Madsen er begyndt at elske sine kasser og så er det jo magisk at opdage at verden er fuld af dem og man kan boltre sig i glæde og samvær. Bravo for den pointe.

Eventyret starter i foyeren.

En god oplevelse starter allerede når man træder ind i teateret og det ved Refleksion godt. Så en af dukkemagerne Niels Willum Andreasen har udstillet sine magiske skulpturer i foyeren og de er også værd at bide mærke i. Ud af skrot har han skabt eventyrlige figurer som står rundt omkring, eller hænger på væggene. Fantasien bliver vakt og man for lyst til at fortælle eventyr om figurerne. Tak for den oplevelse.

Tusind tak til teamet bag forestillingen Kasse-Madsen og til Teater Refleksion for en fantastisk oplevelse.

<
Alissa Snaider

» Anmeldelse: Feelings, BORA-BORA

★★★★Anmeldelse: Feelings, BORA-BORA

Det Følende Menneske

24. januar 2019.
Af Lita Domino

★★★★

Når jeg er ked af det, græder jeg! Når jeg er rigtig glad, græder jeg også! To forskellige følelser, men to ens måder at reagere på. Jeg gør hvad mine følelser byder mig at gøre. Jeg er i tæt kontakt mellem det jeg føler og det jeg gør. Jeg kan vælge at udtrykke mig gennem min krop i kunst, dans, samtale og leg hvor mine følelser bliver modellerbare og hvor jeg kan skabe betydningsuniverser som rækker udover mig selv. Indeni os, har vi et spejl, så vi kan mærke hvilke følelser andre har. Jeg er i tæt kontakt til mine egne følelser når jeg oplever et andet menneske med hjertet. Jeg forbinder mig med andre mennesker gennem mine følelser og sammen kan vi skabe nye sammenhænge.

Den 4. væg

Det er det der sker på scenen i aften på BORA-BORA. Det handler om følelser og i et forsøg på at nedlægge den 4. væg, (Den væg der er mellem publikum og performere) bliver vi inviteret til at sidde utraditionelt på madraser på scenen hvor dansen foregår rundt omkring os. Vi sidder lige midt i følelsernes kaotiske udtryk, og må selv tage ansvar for hvor vi vil have vores opmærksomhed. På de forskellige dansers udtryk eller måske indadtil på vores egne emotioner eller på det spejl der kan opfange følelsernes formidling gennem mødet med andre. Det virkede ikke så heldigt på mig at sidde på den måde, oplevede kun delvist at barrieren forsvandt og i stedet havde jeg svært ved at få mange detaljer med, idet meget af dansen foregik i gulvhøjde, skjult af andre publikummer.

Det abstrakte udtryk

Feelings er dannet af abstraktioner over følelsernes gøren og laden. Vi ser 7 unge dygtige danser, træde i karakter med deres vokabular af danseteknikker stillet til rådighed for kunsten. Deres kroppe er harmoniske i deres bevægelser, de har mange yderstillinger som må kræve meget koncentration og styrke. Kroppene er dog skjulte under mange lag af tøj, (måske som følelser nok ofte også er), hvilket betød at det var svært at fange det bagvedliggende abstraktioner over følelsernes verden.

Det abstrakte blev konkret inden i mig

Når vi lægger fantasien i følelsernes vold, og frariver os vores sammenhæng som menneske, bliver fatamorgana ikke noget der svæver på himmelen som et sløret spøgelse. Emotionerne kan komme til at føleles som vores eneste virkelighed. Følelserne kan få vanvittige konsekvenser idet vi mister vores forbindelse og tilstedeværelse i livet. Her stopper alt leg og kunstnerisk virke, og bliver i stedet til det værste mareridt. Det er den ultimative grænse for hvad følelserne kan forvolde os af skade. Inden da er der uendelige områder at boltre sig på, for følelserne er som naturoplevelser; smukt, barskt, fordrejet, forhutlet, forpint, rosenrødt, farverigt, faretruende, forstenet, ro og kaos, men også særdeles vidunderligt.

Lydsiden

Musikken var lige som dansen meget fragmentarisk og meget stillestående. Der var ikke mange rytmer at støtte sig til for danserne. Det blev hele tiden afbrudt af lange perioder med ingen lyd, hvorefter de samme celler af rytme og toner gik igen. Meget eksperimenterende og tog ikke fokus fra de indre og ydre begivenheder der foregik i rummet væsentligt.

Oplev forestillingen Feelings, hvis du er til et abstrakt kunstværk i dansens verden.

Tusind tak til teamet bag Feelings og til BORA-BORA som huser dem.

<

» Anmeldelse: En Sand Røverhistorie, Gruppe38

★★★★Anmeldelse: En Sand Røverhistorie, Gruppe38

Julemirakel på Teatret Gruppe38

10. december 2018.
Af Lita Domino

★★★★

Hvad er et julemirakel? Det er koldt udenfor og for mange er julen en hård tid, hvor spøgelser fra fortiden rumsterer rundt, sult og savn kan føles endnu mere gennemtrængende i lyset af alt travlheden, og andres tilsyneladende glæde kan gnave sig ind i knoglerne. Jeg tror at Teatret Gruppe 38 har fat i den helt rigtig cocktail på et godt julemirakel og det er for alle. Det handler om at glædes ved noget så simpelt og samtidig så forunderlig, som en virkelig god historie fortalt i et magisk univers.

En røverfamilie

Det er en farlig skov, Görringeskoven, for der bor der en røverfamilie, der er så grum og hæslig at man ryster af skræk, når de overfalder sagesløse der tør ride igennem skoven. Men røverne er fattige og sulter for det er kun sjældent at nogen tør at nærme sig. Ingen mennesker kan lide dem, fordi de er så anderledes og grovskårne og derfor er de blevet udstødt af samfundet. Men hver julenat oplever røverfamilen et sandt julemirakel. Der er så magisk og smukt at det næsten ikke er til at tro. Og den historie kan man opleve med egen krop på Teatret Gruppe 38 i denne juletid. Historien bygger på Selma Lagerlöfs ”Legenden om en julerose”, som er en smuk historie om et julemirakel.

Bodil Alling med de mange stemmer

Legenden om Julerosen er frit fortolket af vidunderlige Bodil Alling. Hun er mester i at fortælle historier så både børn og voksen hører virkelig godt efter. Publikum får lov at ligge i hængekøjer og ud over alle publikummer er spændt en himmel af stof, hvor lys og skygger kan understrege en skøn historie. Bodil fortæller med sit talent for personkarakteristikker en medrivende legende, og med få virkemidler er det som at være i Görringeskoven og opleve julemiraklet på egen hånd.

Tusind tak til Teamet bag ”En sand røverhistorie” og til det fantastiske Teatret Gruppe 38 for en rigtig dejlig historie!

<
Emilia Therese

» Anmeldelse: Sammensværgelse, Teatret Svalegangen

★★★★Anmeldelse: Sammensværgelse, Teatret Svalegangen

Stærk følelsesmæssig forestilling

4. december 2018.
Af Lita Domino

★★★★

Teatret Svalegangens aktuelle forestilling Sammensværgelse er en lille novelleagtig historie der udspiller sig i en familie der rammes af sorg. Moren er den talentfulde professor i psykologi der rejser verden rundt med sin undervisning om menneskets tilbøjeligheder til at lave konspirationsteorier. Hun har tydeligvis styr på teorierne og kan argumentere for mange aspekter, men har ikke følelsesmæssigt forhold sig til menneskene der tænker disse tanker.

Ulykken rammer

I familiens skød elsker hun sin mand og sit barn og da barnet bliver dræbt i et trafikuheld, prøver hun af alt magt at holde distancen til verden og blive i sit succesfulde liv som universitetsprofessor, men sorgen har splintret hendes sind ad og hun bygger en psykoseverden op omkring det hun er og de tanker som fylder hende inden ulykken er sket. Det vil sige at hun skaber konspirationsteorier omkring barnets forsvinden.

Hun møder i sin psykose en mand ved navn Alf, der er lige så splittet og syg som hun selv. De skaber tanker sammen om barnet Carl-Emils ”kidnapning” og om store sammensværgelser der bygger på algoritmer, og tilfældigheder. Moren har store sammenstød med faren, der bearbejder sorgen på en anden måde end hun gør og de har det rigtig svært.

Sammenbrud af den nye virkelighed

Den nye virkelighed, hendes psykose; bryder dog sammen idet hun møder manden Alf. Stykket slutter med en super god pointe. Man kan ikke altid selv vælge hvordan man håndterer sorg og hvis man splintrer sit sind ad, er man syg, og man kan ikke selv vælge om og hvornår man blive rask igen.

Det var en stærk følelsesmæssig forestilling som Teatret Svalegangen har inviteret til Aarhus og det var meget vel spillet. Kunne godt lide at det var meget minimalistisk stillet op, for store kulisser ville have væltet den meget fine og super sarte fortælling.

Tusind tak til teamet bag Sammensværgelse og til Teatret Svalegangen for at inviterer dem på besøg.

<




Kultur Nyt Kultur uge 14 Del din kultur Redaktion Anmeldelser Kulturglimt


Priser fotograf og journalist, Århus

Mødekonsulent (mødebooker) i Århus


KulturNyt er et no-money-no-profit medie hvor skribenter, fotografer og journalister tilbyder en genvej væk fra swipe-telefonen og ud i virkeligheden. Hvis du har et kulturarrangement så fortæl os om det, eller lav en konto og skriv selv dit arrangement ind i kulturkalenderen. Copyright på tekst og billeder tilhører de respektive rettighedshavere. Synspunkter og meninger henhører til de enkelte aktører. Alle informationer om arrangementer fakta-tjekkes efter bedste evne, tjek udbyderen af et kultur-arrangement for de seneste opdates. KulturNyt er med på kulturel mangfoldighed og stræber efter at være åben overfor alle retninger i kulturlivet. Alt indhold på KulturNyt leveres efter princippet om no-money-no-profit, vi er finansieret af godt humør og kernedansk ytringsfrihed. Konkurrencer med teaterbilletter og lignende afgøres fair efter bedste evne, og vindere modtager billetter direkte fra arrangøren.
Århus er smilets by, 8000 Århus. Der er plads til alle i hele Danmark, hele.dk

© KulturNyt 2020
96