KulturNyt.net ⊂ Fredag 5. jun. kl. 08:04 ∴ uge 23

Teater, musik, dans, kunst og kultur i Aarhus

Ditte Chemnitz

» Anmeldelse af 4 Ever fra Opgang2

★★★★Anmeldelse af 4 Ever fra Opgang2

Giv mig det, baby

22. februar 2020.
Lita Domino

★★★★

”Giv mig det, baby” synger Chadi Abdul-Karim på scenen til Nikolaj Rosengreens røde guitarspil. Giv mig gode øjeblikke i livet med venskaber, tilknytning og fremfor alt kærlighed. Dette er det væsentlige budskab i denne forestilling 4 Ever fra Opgang2.

Historien bliver fortalt med nerve og indlevelse, og mange små intense øjeblikke samles til en handlingsmættet fortælling om 4 drenges venskaber. Vi er i en ungdomskultur, hvor loyalitet på godt og ondt er et bærende element. Måske går vi til grunde, men vi gør det sammen.

Der er livsnerve i Opgang2

Opgang2 er et teater som benytter sig af livshistorier som udgangspunkt for deres produktioner. De bliver dermed et talerør for ungdommen. Det væsentligste her er at skabe kunst der har en relevans for samfundet, at turde at sætte sig selv i spil og formidle et realistisk billede af de dilemmaer der røre sig hos den unge generation.

I ”4 Ever” lykkes det til fulde. Jeg blev grebet af personkarakteristikkerne, af den rappe og rå tone i fortællingen og den sensitivitet de følsomme øjeblikke blev skildret med.

Vovemod og rå virkelighed

Jeg er vild med den troværdighed de to performere gik på scenen med. Med høj energi og kun små virkemidler får de knyttet historien om de 4 drenges venskab sammen. Fra barn til voksen følges de ad og bliver konstant udfordret på deres forskellighed. Hvornår skal de tilpasse sig flokken og hvornår er det tid til at gå sine egne veje. Trygheden de finder hos hinanden i gruppen bindes sammen med voldsomme begivenheder hvor de står ansigt til ansigt med døden. Det blev afgørende for udviklingen af historien og for drengenes skæbne.

Tusind tak for en medrivende fortælling til teamet bag ”4 Ever”, til Opgang2 turneteater og til Aarhus teater der i øjeblikket huser dem på scenen Stiklingen.


4 ever
manuskript og instruktion Pia Marcussen
Scenografi Gitte Bøg
Dramaturgi Lise Ørskov
medvirkende Chadi Abdul-Karim og Nikolaj Rosengreen
Musik Nikolaj Rosengreen

» Anmeldelse af The Pure Gold is Seeping out of Me

★★★★★Anmeldelse af The Pure Gold is Seeping out of Me

3 kvinders æggestokke i oprør

19. februar 2020.
Lita Domino

★★★★★

The Pure Gold is Seeping out of Me er en modig og anderledes performance. En kvindekamp som på mange måder er uset i mange feministers verden.

I den gængse feminisme handler det om lighed mellem kønnene, men hvad nu hvis kvinderne kom på barrikaderne og kæmpede for rettighederne til at være fødedygtige kvinder. Lade vores krop få ro og nænsomhed så vi kan skabe nyt liv i vores livmoder. Tillade at vi må passes på af omgivelserne så vi kan være omsorgsgivere for en ny generation. Jeg tænker det er en ny måde at se kvindekamp på, og en meget stærk pointe at fortælle i den stressede verden vi lever i dag.

3 kvinder i togt efter perfektion

I en styret verden, hvor oprør ikke er velset, danser 3 kvinder sig til mere og mere kontrol med deres kropslige udtryk. De forfiner deres kunst gennem hård træning i et dansestudie og rejser verden rundt på nye togter for at opnå perfektion. De er i den fødedygtige alder, men deres maskuline side af skaberkraften, hvor de styrer og kontrollerer deres kroppe, er i overdrive, og den feminine skaberkraft som findes i det intuitive og følende har svære vilkår. Fordi datelines skal holdes og præstationerne skal sidde lige i skabet, hver gang de går på scenen.

De danser i oprørets time

Forestillingen The Pure Gold is Seeping out of Me på BORA-BORA er et frustreret brøl fra en performancegruppe på 3 kvinder, som i oprørets time går i kamp mod deres enorme viljestyrke til det perfekte udtryk i danseverdenen. De vender vrangen ud og undersøger de omkostninger deres profession har for deres liv som kvinder der bærer ønsket om moderskab.

De egenskaber dansens verden fordrer står i stærk kontrast til hvad der kræves af en kvindekrop for at kunne blive gravid. De er så modstridende, for holder du ikke stramt fast i perfektion på scenen, taber du kunsten, mens du må slippe den totale kontrol hvis du vil give plads til at et nyt liv der kan vokse frem i skødet på dig.

At vælge begge levemåder på samme tid, giver kvinderne skyld og skam og store frustrationer, fordi kunstige fertilitetsbehandlinger er dyrt på alle planer af kvindernes liv.

Tusind tak til teamet bag The Pure Gold is Seeping out of Me og til BORA-BORA for en tankevækkende aften i teatret.


The Pure Gold is Seeping out of Me
Koncept og koreografi Renata Piotrowska-Auffret
Performance og Tekster Karolina Kraczkowska, Aleksandra Osowicz, Renata Piotrowska-Auffret, og gæster
Dramaturgi Bonjana Bauer og Renata Piotrowska-Auffret
Dramaturgisk konsulent Magdalena Ptasznik
Editing assistent Michal Kurkowski
Lys Monika Kresniak
Visuelt design Aleksandra Osowicz
Musik Camille Saint-Sarns, Ferenc Liszt, Bill Medley, Jennifer Warnes, The Kurws

» Anmeldelse af Champions

★★★★★★Anmeldelse af Champions

Brydningskampen der gælder livet

4. februar 2020.
Lita Domino

★★★★★★

Findes der en smukkere kærlighedshistorie, end når et menneske opdager sig selv og finder kærlighed til sit eget væsen? På BORA-BORA er scenen sat i et dobbelt program af Andreas Constantinou. To meget forskellige forestillinger, men som begge har rødder i kampen for frihed til at være dem vi er og udholdenhed som det kræver at nå til dette sted.

Den første forestilling Champions, en hjerteskærende åbenbaring af et indre univers. En palet af videoinstallationer, lydfiler, wrestling, musik og performances. (Den anden Mass Effect).

Champions handler om den sværeste kamp i livet, og som formentlig kræver den ypperste form for udholdenhed, nemlig kampen for at blive den man er. Performer og koreograf m.m. Andreas Constantinou´s udgangspunkt er at han som barn blev gjort forkert og mødte ikke forstående øjne fra sin far, der var blind for drengens smukke særpræg og de blide facetter der kendetegnede essensen af hans væsen. Som voksen har han forståelig nok svært ved at være alene og det er her hans rejse ind i sig selv begynder.

En kærlighedshistorie på mange planer

Med et mod af en anden verden nærmer han sig sin egen essens og samler alle brikkerne i et stort puslespil. Den rejse bliver billedliggjort i et fantastisk og meget personligt kunstværk, Champions.

Det var en super nærværende performer der tog scenen. Med meget lidt gestik får han fortalt en rørende og stærk historie. Publikum får lov at skue ind i det inderste kammer i en voksen mands brydekamp for sin egen ret til at være sig selv. Han sidder i sin lænestol men samtidig får publikum indblik i hans arbejde gennem en række terapisessioner gemt på lydoptagelser. Her begynder han at formulere sit eget eksistensgrundlag.

Han er født anderledes end sin far, som aldrig har forstået sin dreng, men han sejrer som voksen mand, idet han lærer at acceptere sig selv og sætte pris på netop de kvaliteter han er i verden med.

Det var som at være vidne til en fødsel

Jeg er oppe at ringe med 6 stjerner for denne fantastiske performance installation. Jeg er dybt rørt over den personlige og meget modige beretning, og jeg har stor respekt for den nytænkende og anderledes måde at sætte den i verden på. Det var i sandhed et kunstværk af format. Jeg mærker en stor nødvendighed i vores nutid til at skildre livet fra indersiden af tilværelsen som er så langt fra selfie-verdenen hvor kun det tilpassede menneske har lov til at være.

Bravo for en skøn og gribende oplevelse.

Tusind tak til teamet bag Champions og til BORA-BORA for dette indblik i udholdenhedens væsen.


Mass Effect
Kunstnerisk koncept, koreografi, instruktion Andreas Constantinou
Samarbejdende instruktør Dagmara Bilon
Video designer, lys og lyd designer Christoffer Brekne
Installation design, lys og lyd design Jeppe Cohrt
Psykolog/dramaturg Kristine Graugaard
Dramaturg Jeppe Hemdorff Nissen
Wrestling træner Mikkel Wind
Performer Andreas Constantinou og Aris Papadoupoulos
Kunstnerisk assistent Rita Maria Farias Monoz
Kreativ producer Kirstine Marie Bauning
Co-produceret BORA-BORA

» Anmeldelse af Mass Effect

★★★★★★Anmeldelse af Mass Effect

Mærk din puls i fællesskabets tjeneste

4. februar 2020.
Lita Domino

★★★★★★

Et hjerteslag ved siden af og forestillingen havde snublet hen ad gulvet, men det skete ikke, for hvert trin var koreograferet nøje og danserne fik det til at sidde lige i skabet.

Mass Effect er det andet værk i dobbeltprogrammet på BORA-BORA (det første er Champions) og ligeledes fra koreografen Andreas Constantinou´s hånd. Her pulserer fællesskabets hjerte i takt gennem 7 danseperformere, der både har vilje og udholdenhed som bærende vinger. En hypnotisk dans, hvor selv pauserne er i fællesskabets ånd.

Bagagen, tøj og hæmninger slippes

Med energi og livsgnist former de 7 mennesker et fælles nærvær, der river publikum ud af deres ensomme trivialiteter og skaber en medpuls på stolerækkerne.

Danserne presser sig til det yderste og giver slip på alt unødvendigt bagage, for at kunne give sig helt hen til dansen.

På scenen kom der flere dansere til, som alle gled ind i rytmen og gav den fuld gas. Super intenst og energisk oplevelse.

Når samhørighedsfølelsen er med på beatet

Både i menneskehedens historie, hos forskellige kulturer og subkulturer og hos religiøse bevægelser, har vi brugt musik og dans som samlingspunkt og til at skabe fællesskabsfølelse. Når vi gik i krig var trommen det vigtigste våben til at skabe sammenhold og kampvilje hos krigerne. Vi har danset om bålet som urmennesker, de kristne dansede i gammel tid i kirkerne, vi har haft høstgilde i forsamlingshusene, og i dag danser vi til karmafester og til techno-events og meget mere. Vi gør det fordi vi oplever styrke sammen, når vi har samme puls. Vi kender hinanden på lugten af sved, og den fantastiske livsgnist og følelsesudtryk som vi kan opleve i dansen, giver næring til samhørighedsfølelsen. Den nødvendige tilknytning til andre, så vi står stærkere i verden. Sammen kan vi opnå det umulige.

Tusind tak til teamet bag Mass Effect og til skønne BORA-BORA der huser dem.


Medvirkende
Kunstnerisk koncept, koreografi og instruktion Andreas Constantinaou
Samarbejdende kunstner Aris Papadoupoulos
Lys- og lyd design Jeppe Cohrt
Performere Aris Papadoupoulos, Aline Sánchez, Kim Amankwaa, Bjôrn Vârsjô, Théo Marion-Wuillemin, Paola Drea og Elise Ludinar
Statister Signe Wriedt Jakobsen, Laura Schou Abildgren, Henrik Viking Hansen, Oriana Vigl, Kathrine Moryl Kristiansen, Guillermo Landalde, Brandon Tingley, Kenth M. Rose, Lasse Eldov, Gitta Catalina Møller, Ida Marie Haslev
Kunstnerisk assistent og performer Rita Maria Farias Monoz
Kreativ producer Kirstine Marie Bauning
Co-produceret BORA-BORA

Foto: Emilia Therese

» Anmeldelse: Lyden af de skuldre vi står på

★★★★★Anmeldelse: Lyden af de skuldre vi står på

Med hybenhjertet i behold

31. januar 2020.
Lita Domino

★★★★★

Det blev min skat, - skabelsen af mit hybenhjerte. Dengang jeg var bange som barn, når min lille krop gav efter af sorg, når jeg oplevede fryd og glæde, i så mange situationer hvor det gjaldt mit liv, svøbte jeg mig i en blid og fortrolig stemme fra én der stod mig nær, én der delte sange med mig som generationer før hende havde gjort. Jeg gemte alle de gode melodier og alle de smukke ord dybt inde i mig.

Når jeg senere i livet stod i svære øjeblikke, situationer hvor jeg nær mistede mig selv, løftede jeg min stemme og mødte verden med min sang. De gamle ord der har boet indeni mig siden jeg var barn, blev min vej tilbage til mig selv. Denne skat har vi alle tilfælles i vores lille land.

Gammel arv på nye flasker

Aarhus Teater har i samarbejde med Simon Kvamm og Marie Højlund dykket ned i vores fælles skattekiste og hentet smukke juveler op af gamle danske sange, og iklæder dem vor tids elektroniske lydunivers. En transformation som bibeholder de gamle sanges sanselighed, men modigt tilsætter dem en helt ny kvalitet af stemningsmættede billeder gennem elektronisk pop. Denne aften gav, multiinstrumentalisten Esben Inglev den fuld skrue sammen med Maria Højlund og skabte en klangbund, hvor de bedste hits fra datiden kunne gro nye skud og udvikle sig til smukke poesi-blomster.

Aarhus Teater forfører

Jeg oplever hvert nummer der bliver iscenesat under forestillingen ”Lyden af de skuldre vi står på.” som en lille bid af en musisk mosaik. Et rum fyldt med genkendelighed, men som bliver tvistet på en anderledes og nytænkende måde. Jeg oplever at jeg må give efter og lade sangene føre mig nye steder hen. Denne forestilling er et mægtigt samarbejde, hvor alle skuespillere løfter tonerne i forunderlige retninger med skøn energi. Med indlevelse og fantastiske stemmer luller jeg mig ind i deres smukke lyd -og skuespillerunivers. Scenografen Christian Albrechtsen leger med cirklens kraft. Den runde form, men også den cirkelformede cyklus som vi finder i årstiderne og som afspejler stemningerne der er opbygget i de gamle sange fra vores fælles arv. Lyssætningen er næsten et kapitel for sig. Aarhus Teater har fået nyt udstyr og lysdesigner Mathias Hersland boltre sig i det i denne koncertforestilling. Han gør salen levende og modellere scene frem, som jeg ikke troede muligt. Fantastisk forestilling, og en smuk gave at give videre til fællesskabet i lille Danmark.

Af hjertet tak til teamet bag Lyden af de skuldre vi står på, til Aarhus teater og til generationerne før mig, for at jeg må stå på disses skuldre og synge med på vores fælles arv.


Lyden af de skuldre vi står på remixet af Simon Kvam
Musik arrangeret af Marie Højlund og Anders Boll
Iscenesættelse Nicolei Faber
Scenografi og kostumedesign Christian Albrechtsen
Lysdesign Mathias Hersland
Lyddesign Lars Gaarde
Koreografi Marluze da Cruz
Koreografisk konsulent samt ansvarlig for genopsætning Rebekka Lund
Medvirkende Mark Lind, Marie Marschner, Nanna Bøttcher, Anders Baggesen, Marluze da Cruz, Lisbeth Balslev, Mikkel Hilgart, Adrian Kashef, Aarhus Teaters kor
Musikere Marie Højlund, Esben Inglev
Martin Ladegaard

» Anmeldelse Pigen Under Vandet på Katapult

★★★★Anmeldelse Pigen Under Vandet på Katapult

Ensomhedens kunstværk

26. november 2019.
Lita Domino

★★★★

”Jeg drukner”, synger Lotte Arnsbjerg på Katapult scenen i en af hendes egne tekster. En hård thriller der skærer alt medmenneskelighed ud af verden og efterlader et barn tilbage i en mørk og grusom ensomhed. I hendes smerte kalder hun gennem melankolske sange og sorgfulde ordbilleder på medfølelse og ømhed fra en verden, som hun som barn forlod da hun fornægtede sin krop under traumatiske overgreb. Nu ønsker hun inderligt at komme til stede i verden igen, - at blive synlig og danse i lyset. Det er barske sager, og svært at iscenesætte som kunstner, især når historien har rødder i egen opvækst. Der er meget på spil, og det kræver løvemod at omdanne sår til kunst, så kæmpe respekt for det.

En skal af aggression

Med hårdhed beretter hun om sin adskillelse fra kroppen ved at fremfører sig selv som aggressiv femme fatale der skånselsløs bruger andre til at gøre sig selv fortræd. Jeg følte mig nærmest pisket, som publikum, af hendes fremstilling af den ulykkelige strategi. Væmmes ved beskrivelserne af den voldelige seksualitet i Pigen under vand, der handler om at det traumatiserede menneske kan videreføre de seksuelle overgreb mod sig selv som voksen. En meget alvorlig konsekvens men også en realitet for mange der i traumatiske situationer er blevet frarevet deres egen krop.

Transformation fra ensomhed til fællesskab

Pigen under vand er en voldsom teateroplevelse, men giver også bud på at der i livet også findes transformation. At udtrykke de mest smertefulde oplevelser gennem sin kunst, bærer så meget forløsning og håb ud til alle der gerne vil danse i lyset. En blanding af video, lys, musik, drama og digte fletter en historie sammen om et væsentligt tema, som er utrolig relevant at belyse.

Tusind tak til teamet bag Pigen under vand og til Teatret Katapult som inviterede dem til Aarhus.

Pigen under vand Gæstespil af The Art of Transformation
Musik, vokal, tekst og video Lotte Arnsbjerg
Musik Carman Moore
Cello Henrik Dam Thomsen
Medvirkende Lotte Arnsbjerg
Instruktion Malte Claudio Lind
Lyddesign, lyd og videoteknik Inuk Thomsen
Lydproduktion Christoffer Høyer
Video Caterina Bertolotto
Lysdesign Clementine Tulzi
Teknik Malene Andreasen
Kunstnerisk mentoring Trevor Davies
Fageksperter Helle Knudsen og Stefan Green Meinel

Foto: Montgomery

» Anmeldelse Troen og Ingen på Teatret Svalegangen

★★★★★★Anmeldelse Troen og Ingen på Teatret Svalegangen

Anmeldelse af Troen og Ingen: Svalens sorgfulde gråd

17. august 2019.
Lita Domino

★★★★★★

Gik grædende hjem fra Teatret Svalegangen i aften. Da jeg kom hjem greb jeg min elskede i min favn, for at mærke varmen fra hans krop. Den kærlighed der stadig lever, for i aften græd jeg over de døde. Det som jeg mistede og aldrig får tilbage igen.


Mosaik af stemningsbilleder

Den sorgfulde forestilling ”TROEN og INGEN” er tilbage i byen efter en lang turne rundt i landet. Til lyrikken af Søren Huss´ fantastiske album af samme navn, har Teatret Svalegangens egen Per Smedegaard, sammen med sit eget ensemble fra teatret, iscenesat en mosaik af stemningsbilleder over det at miste den man elsker.


Forestillingen starter med at Troen smadres i et skæbnesvangert øjeblik, hvor døden bliver en realitet der ikke kan fornægtes. Den ubegribelige konsekvens er, at tilværelsens mening nu er i ruiner. Tre menneskers liv er forandret for evigt, fordi en kvinde er død i en trafikulykke. En ægtemand, en bror og en veninde står tilbage og må erkende tabet og hver især finde en måde at leve videre på uden hende.


Det grådige bæst sorgen

De står overfor et grådigt bæst, sorgen, der har magten til at knuse dem, hvis ikke de finder deres egen vilje til at holde kærlighedens smerte ud. Livsmodet må findes på ny, så det igen kan bærer dem og give mening til tilværelsen.


Teatret Svalegangen er ikke bange for at sætte sig selv på spil. Mere vedkommende og hjertegribende end nogensinde før, fører de i ”Troen og INGEN” publikum ind i smertens kammer og sætter ord, billeder og musik på dødens forfærdelige tabuer. Det er så ekstremt nødvendigt at et teater tør at gå ind i livets allerstørste dilemmaer og med et mod som en løve levere Teatret Svalegangen varen.


Troværdigt uden at være sentimental

Teamet bag forestillingen fremstiller alle temaerne omkring døden meget troværdigt og på ingen måder sentimentalt. Publikummer der har mistet, ved at sorgen er rå og ubarmhjertig og der er ingen sødsuppe at skylle ned med, men de ved også at der findes trøst. Når mennesker søger hinanden, når de levende tør at viser deres behov for at blive elsket på ny og når skæbnen skridt for skridt accepteres, så vender livet atter tilbage. Det er så rørende og sandt og kunne ikke være skildret mere ærligt og nærværende.


Fantastisk skuespil, melodisk og trøstende musik, skarpe pointer i teksten, scenografien og lys var enkel og meget flot pointerende i forhold til temaet. Virkelig flot forestilling.


Af hjertet tak for en modig og indfølende forestilling til teamet bag ”TROEN og INGEN”.


<
Celestine Andersen, foto Lita Domino

» Den Hellige Seksualitet, foredrag med Celestine Andersen

Den Hellige Seksualitet, foredrag med Celestine Andersen

Sex skal mærkes med hele kroppen

31. marts 2019.
Lita Domino

Hun er en levende fortæller, Celestine Andersen, som med hjerte og humor fortæller om den vigtige balance mellem lyse og mørke tangenter i livet. Hun inviterer publikum til at lege med og undersøge hvordan det er at se indad. Skabe bevidsthed og nærvær i kroppen for at åbne op for større glæde og livskraft.

Sammen med Celestine lukker vi alle øjnene for at undersøge hvordan vores livskraft har det i dette øjeblik. Man behøver ikke engang at tage tøjet af for at undersøge kroppen som mirakelsted indeni. Jeg kan mærke min livskraft pulsere i hele kroppen.

Tantra

Jeg er til foredrag i Holistisk centers nye lokaler i hjertet af Aarhus. Her er fuldt hus, for mange er nysgerrige på livskraft og vitalitet og vil gerne vide noget mere om det nye hotte i moderne tid, -Tantra. Lige i øjeblikket er Tantramassøren og foredragsholderen Celestine Andersen i byen. Hun kommer fra København og ejer Edens have, hvorfra hun giver alt sin visdom og ildhu videre til søgende mennesker.

Den Hellige Seksualitet

Jeg blev meget optaget af Celestines fortællinger om seksualdriften som livsenergi. Hun fortalte at vi har tre energicentre i kroppen; Energicentret for sex lokaliseret i det underste af kroppen, energicentret i hjertet lokaliseret i midten af kroppen og energicentret for ånd lokaliseret på toppen af hovedet. Ud fra denne model kunne hun tale om det maskuline og det feminine i mennesket. Om at fordybe oplevelsen af seksualiteten gennem vejrtrækning, om at adskille orgasme og udløsning, om at træne nærvær og vitalitet. En smuk helhedstanke om at være mere opmærksom på vores indre og forbindelsen til andre.

Den hellige seksualitet er en sammensmeltning af sex, hjerte og spiritualitet.

Tusind tak til Celestine Andersen og til Holistisk center for at huse hende og dette spændende foredrag.

<

» Forfatter modtog 12.000 kr. fra Lions Club Århus Regina

Forfatter modtog 12.000 kr. fra Lions Club Århus Regina

Claras Tusmørke fik 12.000 kr.

7. marts 2019.
KulturNyt

Forfatteren Lita Domino modtog torsdag en donation fra Lions Club Århus Regina. Det skete i forbindelse med klubbens 30 års jubilæum. Solvejg Kaae Hansen stod for overrækkelsen.

De 12.000 kr. blev doneret til udgivelsen af bogen Claras Tusmørke, skrevet af Lita Domino. En personlig fortælling om at overleve seksuelle overgreb mod et barn, og derefter genfinde sin livsglæde og seksualitet som voksen kvinde.

Bogen er udgivet på Mellemgaards Forlag, og kan købes i alle boghandlere i Danmark.

» Anmeldelse: King Lear, Shakespeare, Teatret Svalegangen

★★★★★Anmeldelse: King Lear, Shakespeare, Teatret Svalegangen

Storslået og flot forestilling

5. februar 2019.
Lite Domino

★★★★★

King Lear Scenen er sat til en gammel klassiker. Der er en musiker og to skuespillere på scenen. Den første er King Lear spillet af Ole Sørensen, den anden skuespiller havde både roller som den skarpsindige nar og som alle døtrene. Og de to herrre gjorde det bravende godt. Med svære replikker og skarp mimik fyldte de scenen ud til kanten af hvad vi som publikum kunne bære af tragedie.

Sproget er utroligt raffineret og jeg beundrer deres store evne til at være til stede i de finurlige sætninger. Men de to herrer var på beundringsværdig vis meget stærke spillere. Det var jeg ikke et øjeblik i tvivl om.

Vanvid.

I tragedien King Lear møder vi magtbegærlighed og intriger og vi bliver ført ind i magt-tindernes arketypiske univers, hvor følelserne afgør alt og ingen er i stand til at tæmme udyret i de indre gemakker.

Det første vanvid vi møde i teaterstykket er King Lears forfængelighed. I stedet for at vælge at bygge sit land på stærke værdier som kundskaber, humanisme, styrke og fælleskab, vælger han at træffe beslutningen om videreførsel af hans rige, ud fra hvilken af døtrene der bedst kan udtrykke hengivenhed og kærlighed til deres far. I flatterende vendinger roser to af døtrene ham og erklærer deres stor kærlighed til ham, men den tredje datter vil kun tale sandhed og vil ikke sige sin kærlighed til ham i ord.

Og der møder publikum King Lears 2. vanvid - Egoismen. Han forkaster den tredje datter og udstøder hende i et hidsighedsanfald over ikke at få hendes strålende ros og smigrende kærlighed til ham at høre. Til hans ærgrelse viser det sig dog at de to søstre der nu styrer landet kun har had og ærgerrighed i hjertet og begår forræderi mod deres far, og kong Lear synker i selvmedlidenhed ind i senilitet og gennemtrængende galskab, det tredje vanvid, hvor han opløser sit jeg og sin forstand til usammenhængende tale.

Relevant og bidende skarpt.

For 400 år siden skrev William Shakespeare stykket King Lear. I Teatret Møllens opsætning er teaterstykket dog langt fra støvet, men har i stor stil stadig relevans for denne verden. Vi slås stadig med store udfordringer i form af magtbegærlige og grådige ledere af nationalstater og med den menneskelige naturs dunkle tilbøjeligheder til hidsighed, egoisme, og benægtelse af kærligheden som den sande vej til menneskets velbindende. Humanismen lever i trange kår, når ”King Lear” er ved magten.

Elektronisk folkmusik.

Jullie Hjetland Jensen skabte et fantastisk lydunivers og er endnu en god grund til at gå ind og se forestillingen King Lear. Med en stribe af forskellige musikinstrumenter og hendes fantastiske stemme, løftede hun forestillingen op til flotte 5 stjerner. Hendes musik og lydunivers var meget rørende og gav teaterforestillingen en dimension af høj kvalitet.

Tusind tak teamet bag King Lear og til Teatret Svalegangen hvor stykket lige nu bliver spillet.

<

» Anmeldelse: Don Gnu 'Jagten på det grå guld' på BORA-BORA

★★★★★Anmeldelse: Don Gnu 'Jagten på det grå guld' på BORA-BORA

Originalt og perlende Poetisk

12. november 2018.
Lita Domino

★★★★★

Jagten på det grå guld Vi kan ikke undgå den; Alderdommen medmindre vi stiller træskoene før den griber vores kroppe, og vi går i forfald. Den sidste del af rejsen hen mod graven kan være svær især, hvis kroppen har været en dejlig bolig at udforske verden med, men aftenens performance fra Don Gnu er alt andet end en jammerdal om alderdommen. For charme og musikalsk poesi er i behold og verden bliver stadig udforsket. Med stor humor sætter teamet bag Jagten på det grå guld fokus på det allervigtigste i menneskets sidste tid nemlig fantasien og humoren. Den bliver aldrig gammel. Den forsvinder ikke fra os.

Alt kan ske!

Publikum bliver inviteret ind på et alderdomshjem, hvor duoen Don Gnu nu ser tv. Her er Otto Leisner i gang med en spørgsmålsleg. Det lyder til at deres liv nu er kedeligt, men det er den langt fra for der er stadig maskulin kamp i de to gubber. De elsker stadig en rask lille magtkamp, -nu om tv’et. Da kroppen ikke kan følge med i en slåskamp mere, må de to oldinge tage en tur ud i fantasien og i bedste Don Gnu stil udvikler det sig til et voldsomt mandeslagsmål. Plejepersonalet falder ind i kampen og de ender med at slå hinanden til plukfisk. Her i fantasien kan alt lade sig gøre. De kan kæmpe, forvandle plejerene til smukke dansende sylfider og flette hjertegribende franske sange ind i dette vidunderlige univers. En række klassiske kunstværker bliver modelleret i kød og blod og de danser med lampeskærme på hovedet. ALT KAN SKE – og det gør det. Stykket slutter med at virkeligheden igen banker på og vi er tilbage til plejehjemmet, hvor døden er en realitet. Don er død fra Gnu og Otto Leisner kører igen på tv’et, men nu er der ikke længere nogen magtkamp tilbage med kun et medlem i duoen. Æv hvor jeg savnede Don i den scene. Det var meget hjertegribende.

Nu med rollator

Det er en super maskulin fortælling om det at blive gammel. Truppen sætter fokus på alderdommen gennem fysisk teater, stunt, dans, akrobatik og komik. Den charmerende duo Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersen har i denne forestilling igen inviteret herlige Petras Lisaskus med til selverkendende og humoristisk kamp mod tiden. For tiden har sat sit præg på de ellers så lækre ben og de må nu gå med rollator.

En meget gennemarbejdet og inspirerende forestilling, hvor performance, lys og lyd går op i en højere enhed. Alderdommen er noget man ikke behøver at frygte for med fantasien i behold kan man gøre det til et kunstværk.

Tusind tak til teamet bag Jagten på det grå guld og til BORA-BORA for at huse dem.

<

» Anmeldelse: '4:48 Psychosis' på Aarhus Teater

★★★★★★Anmeldelse: '4:48 Psychosis' på Aarhus Teater

Brutalt og ærligt teater lige i ansigtet på publikum

3. november 2018.
Lita Domino

★★★★★★

4:48 Psychosis er teater der foregår lige op i ansigtet på publikum. Det er et super kreativt sind der har skabt denne tragedie og jeg kan ikke se den med et filter der beskytter mig fra det. Dels ved jeg at dette er et sidste værk af Sarah Kane, der døde af selvmord efter at have skrevet stykket, dels er jeg så voldsomt rørt over Mette Døssings skuespil. Jeg har ikke set noget lignende før. Dette stykke er ikke en gal kvindes værk. Dette stykke er et menneske der skriver for at berettige sin eksistens og mere end det, det er en historie fortalt fra indersiden af en psykose. En forkrampet og smertefuld tragedie, der er så vedkommende at vi ikke må lave distance til det.

Det fragmenterede menneske

Publikum bliver lukket ind i et rum i kælderen hvor vi er frie til at gå og stå hvor vi vil. I rummet hænger der neonlys ned i lange rør. Det psykoseramte menneske kommer ind i rummet maskeret som en autonom i demonstration. Hun er hurtig i bevægelserne og tydeligt vred. Hun taler til publikum, går helt tæt på ansigterne og fortæller at hun er ked af det, at hun føler sig skamfuld, og at hun ikke vil leve mere, at hun vil begå selvmord. Hun udtrykker dyb smerte og er i sin lidelse et fantastisk og voldsomt billede på et menneske i dyb desperation. Tab af kærlighed, tab af mening. Poesien er faretruende og smuk på én gang. Ordene er skarpe og brutale. Fragmenterne af hendes sind er som farlige bomber i den ”normale” verden, hvor vi tror smerte er når vores kat dør men hos et menneske med en psykose er smertens totalitet mere voldsom, fordi her er det selve grundstenen i vores eksistens, vores identitetsfølelse der spaltes og går i opløsning. Hvis der ikke er nogen til at sætte sig ind i de fragmenter der er tilbage er vi fortabte. Forsvundet fra verdens overflade.

In your Face teater

4:48 Psychosis er et provokerende og eksperimenterende undergrundsteater – kendt som ”In your face theater” hentet hjem fra England. Det er den form hvor publikum er en del af forestillingen og man kan forvente at blive råbt til, skældt ud lige op i ansigtet og inddraget i skuespillet. Det er en voldsom oplevelse og det gør ondt i medfølelsen at se dette stykke, som er så mesterligt spillet af Mette Døssing, uden at være i stand til at gøre andet end at være vidne til tragedien.

Tusind tak til Teamet bag 4:48 Psychosis og til Aarhus teater for at huse forestillingen.

<
Fotografen i Århus

» Anmeldelse: 'Dancer in the Dark' på Aarhus Teater

★★★★★Anmeldelse: 'Dancer in the Dark' på Aarhus Teater

Dancer in the Dark i et nyt fremragende lys

30. oktober 2018.
Lita Domino

★★★★★

Hvem tør at tage livtag med mester instruktøren Lars von Triers skæve og vidunderlige musical Dancer in the dark? Aarhus Teater gør, og de tør mere end det. De tør også at skabe deres helt egen musik der bærer historien om Selma igennem hendes tragiske skæbne. De kommer tilmed rigtig godt fra det.

Har du nogensinde lyttet til verden - sådan rigtig lyttet til den? Alting har en lyd, hver en bevægelse har en takt. Sæt det sammen og du har en hel symfoni. Findes der en smukkere måde at være i verden på end at opleve den som musik? En drivkraft til at gøre det umulige, arbejde hårdt, motivere til at holde ud, få det smukkeste ud af tragedier og endda mod til at gå i døden, når det ikke længere er en mulighed at undgå den. Der er en musik i alle disse ting. Vi må bare lytte og lære at finde den, for her er livskraften så stærk at smerten bliver en parentes og ikke selve livet. Det har jeg nu lært af hovedpersonen Selma i Dancer in the dark.

Den hjertegribende fortælling om Selma, det smukke menneske, der må danse sig gennem mørket idet hun gradvist mister sit syn. En skæbne hun vil have tilfælles med sønnen Gene, hvis han ikke får en operation. For at redde ham fra at blive blind må hun skaffe penge til det og det er hårdt arbejde.

Hun prøver at skjule sin egen blindhed så hun ikke mister sit job og dermed sin mulighed for at give sin søn hans operation. Selma er super musikalsk og klarer den hårde tilværelse som blind ved at opleve verden gennem altings musik. Hver en bevægelse og hver en materiel ting har sin egen musik, som holder hende fast i livet og i arbejdet.

Desværre er hun som blind et let offer for omverdens gemene ondskab, og det får fatale konsekvenser for den kære Selma, idet hun finder tillid til politimanden som stjæler hendes penge mens hun er på arbejde på fabrikken og i opgørets time tvinger politimanden hende til at dræbe sig og dermed står hun anklaget for mord. Og bliver dømt til døden.

Musikken er skæv som hovedpersonens rolle, med nogle meget smukke passager og skuespillerne løfter forestillingen op i en fælles kraftpræstation. Scenografien fungerer super godt, idet der er bygget flere scener op omkring Selmas skæbne. Lyset understreger både Selmas musikalitet og den store smerte hun oplever og har en vidunderlig tendens til at danse med på scenen.

Det er rørende at blive indfanget af denne forestilling og jeg kan varmt anbefale at gå ind på Aarhus teater og se den. De stående klapsalver var så velfortjente.

Tusind tak til teamet bag Dancer in the dark og til Aarhus Teater for den flotte forestilling.

<

» Anmeldelse: WOMANhouse på BORA-BORA

★★★★★Anmeldelse: WOMANhouse på BORA-BORA

Miraklet sker i aften på BORA-BORA

11. september 2018.
Lita Domino

★★★★★

Fire kvindelige performere transformerer deres køn for at stille skarpt på det maskuline i forestillingen WOMANhouse. Det er miraklet. The Genderhouse Festival er nu skudt i gang på ægte mande-manér i Aarhus stræder. Velkommen til en farverig festival der handler om køn, identitet og seksualitet.

Jeg blev blæst bagover lige fra starten, hvor de fire performere kommer blæsende ind på scenen som en maskulin stormstyrke. De skiftevis brøler og charmer sig ind i publikums hjerte. Deres sammenspil er fantastisk idet de fremlægger mandekultur som et stærkt sammenhold og alle deres mandelige bevægelser er indøvet med stor præcision. Jeg skiftevis griner og græder, krummer tæer og bliver ærbødig.

Hvad er det maskuline egentlig for noget???

Jeg der elsker en mand og lever sammen med ham, kender de små og store bevægelser en mand kan gøre sig, men kun udefra. Hvad der foregår indeni er en gåde og jeg fik en hjælpende hånd af teamet bag forestillingen på BORA-BORA, da de gav et bud på den hvad det vil sige i humor og alvor at være mand.

Hvad mandens kønsopfattelse er og hvor det maskuline kommer fra, er vel en blanding af det fysiske og det psykiske. Performerne hyllede mandens styrke ved at bære rundt på hinanden i aftenens forestilling, deres udseende og måde at bevæge sig på var dryppende maskulint og de gav smukke bud på den mandelige psyke - gennem tanker, følelser, dans og tilsyneladende robusthed der gjorde deres kønsidentitet klar. Jeg fik en stærk opfattelse af at mandens kønsidentitet ikke kun handler om det mandlige lem, for selv da performerne smed tøjet, var de stadig i manderollen. Bravo for den pointe.

Den maskuline skam

Performerne udtrykte også den mest komplekse problematik en manderolle kan støde ind i, nemlig følelsen af skam der vel egentlig i sin grundfølelse er den største udfordring. Hvor skammen har til formål at bevare en gruppe samlet, kan en ond og sort skam blive en pinsel, når manden skal vælge sin karriere eller undgå udstødelse hvis han ønsker at være mere i kontakt med sine feminine sider, hvilket jo forståeligt nok kan resultere i vrede og aggression.

Dejligt er det i hvert fald at der er så højt til loftet i den store sal på BORA-BORA, for disse mænd der var karakteriseret her er skønne og elsker at folde sig ud og vise aggression, passion og viljestyrke, til musik lige fra Vivaldi og til metal.

Stående bifald efter forestillingen til WOMANhouse på BORA-BORA og det var velfortjent.

<
Gregory Lorenzutti

» Anmeldelse: Split på BORA-BORA

★★★★★Anmeldelse: Split på BORA-BORA

Virtuos danseduet fra Australien på BORA-BORA

4. september 2018.
Lita Domino

★★★★★

Jeg er grebet både i intellekt og hjerte under denne forestilling på BORA-BORA.

Med intellektet grubler jeg:

To dansere forhandler om et rum der hele tiden bliver mindre og mindre. Denne ene påklædt, den anden nøgen. Jeg får tanker om dialog, forhandling, kamp, flugt, det civiliserede op imod det dyriske, samfundsproblematikker såsom overbefolkning og ikke mindst dybe betragtninger på menneskets identitet: Hvordan er vi til i verden? Hvad er vores tid? Hvem er mennesket og hvor bevæger vi os hen?

Rummet mindskes 8 gange og til sidst er der kun tilbage at dræbe det civiliserede og kampen for eksistensen slutter her.

Mit hjerte danser med følelserne:

Jeg er med i hver bevægelse der sender mig ind den synkrone spejldans. Jeg fanges af deres store talent for at kommunikere på dansegulvet. Deres enorme kropslige styrke og deres bevægelsesperfektion der sidder lige i skabet. Jeg gribes i hjertet, når rummet mindskes og kampen for føde begynder. ”Jeg vil have din kerne af liv, som du har indtaget”. Det nøgne usminkede der angriber, og det tilpassede påklædte menneske der forsvare sig og selv bliver til abstrakt vold. Hårdt mod hårdt, afbrudt af små intervaller af dialogens forhandling om rummet og om tiden.

Det ser ud til at jo mindre tid og rum der er, des mere voldsom bliver kampen. Jeg bliver ked af det, for den krigszone er jo et stærkt billede på at mennesket mister sin balance og sit fodfæste i livet, når det nøgne og det påklædte ikke vil og kan forhandle mere.

Når balancen og det synkrone ikke er mere, og det uciviliserede graver sig ind i kødet på mennesket for at fortære den kerne af liv som kampen startede med, er der ikke mere håb tilbage. Idet mørket omslutter kampscenen og enden på aftens forestilling er en realitet, sukker mit hjerte af sorg iblandet beundring for aftenens performere der kunne lægge krop til denne fortælling.

Gå ind og se denne forestilling af høj klasse, hvis du både vil gribes i intellekt og hjerte, når du oplever danseteater.

Tusind tak til teamet bag ”Split” og til BORA-BORA der var så fantastiske at lokke ensemblet til Danmark.

<




Kultur Nyt Kalender uge 23 Anmeldelser Kulturvideo Del din kultur Redaktion


Kulturportal Alt om Århus
- teater, dans, musik, kunst, kultur

KulturNyt er et no-money-no-profit medie hvor skribenter, fotografer og journalister tilbyder en genvej væk fra swipe-telefonen og ud i virkeligheden.

Hvis du har et kulturarrangement så fortæl os om det, eller lav en konto og skriv selv dit arrangement ind i kulturkalenderen. Copyright på tekst og billeder tilhører de respektive rettighedshavere. Synspunkter og meninger henhører til de enkelte aktører.

Alt indhold på KulturNyt leveres efter princippet om no-money-no-profit, vi er finansieret af godt humør og kernedansk ytringsfrihed. Konkurrencer med teaterbilletter og lignende afgøres fair efter bedste evne, og vindere modtager billetter direkte fra arrangøren.
Alt om Århus