Bora Bora – Dans og Visuelt Teater

Spil Død vol. 7-12 er Hvid Støj Sceneproduktions nye forestilling om børn og angst.

Atlas

Baby In Vain har siden udgivelsen af “More Nothing” turneret heftigt i UK, det meste af Europa og Skandinavien. Sideløbende skriver bandetskriver ny musik, og der bliver plads til endnu en EU-tour med Hockey Dad (AU), UK headliner shows samt enkeltstående shows i USA.

Teater Refleksion

To soloforestillinger med meget forskellige udtryk. Begge handler om erindring og tager udgangspunkt i personligt materiale.

Voxhall

Noah Carter er en en 25-årig Nørrebro-rapper som sætter nye internationale standarder for dansk hiphop. Nu er han på sin første danske turné med sit andet album, ”2nd Demo”.

Bora Bora – Dans og Visuelt Teater

Split er en firkant, et stadium, en verden, et liv. Rummet bliver mindre og tiden bliver kortere.

Atlas

Amerikanske Grails eksperimenterer. Gruppe er et amerikansk rockband, men de vil presse den lidt længere.

Musikhuset

Carsten Pedersen er uddannet guitarist på Det Jyske Musikkonservatorium samt på en lang række mesterkurser hos blandt andet David Russell, Manuel Barrueco, Costas Cotsiolis og Roland Dyens.
Han fremfører et spændende og varieret koncertprogram på guitar, som tidsmæssigt spænder fra renæssancen til nutidig og moderne klassikere.

Aarhus Teater

Nu er den prisbelønnede og provokerende teater-punker Christian Lollike tilbage med en ny morbid satire.

Gruppe38

Den internationalt anerkendte skuespiller Paolo Nani står alene på scenen. Han siger ikke et ord – og spiller den samme historie om en mand, der skriver et brev hele 15 gange.

Props viser vej til teatrene

Props viser vej til teaterforestillinger i Danmark

21. oktober 2019.
Af Presse

Skuespillere, instruktører eller teatre gør generelt deres bedste for at underholde publikum. Men hos Props.dk ser vi en tendens til at teatrene har svært ved at fylde salene helt op. Dette kan bl.a. skyldes udbredelsen af streamingtjenester. Dette vil Props ændre på. Props vil udbrede kendskab til scenekunst i hele landet. Derudover skal Props være et alternativ, når den enkelte dansker søger efter nye eller spændende aktiviteter.

Teater i København, Århus eller Fredericia

Teater har og er stadig en stor del af det kulturelle miljø i København. Her finder man bl.a. Det Kongelige Teater, som er blandt de mest kendte teatre. Det Kongelige Teater byder på storslåede forestillinger med kendte skuespillere fra film og tv. På trods af sin placering er Det Kongelige Teater blevet udfordret af mindre spillere gennem årene. Her kan nævnes Fredericia Teater og Aarhus Teater, som har modtaget nationale og internationale priser. Det teaterforestillingerne har tilfælles er, at de er et fristed for ytringsfriheden. Der bliver sagt, vist og gjort ting, som man normalt ikke vil se fra Hollywood film. Det er essensen af teaterbranchen og ikke mindst dansk kultur.

Hvordan kan Props hjælpe dig?

Props skal være med til at udbrede scenekunst i Danmark, og ikke mindst vise, hvor vigtig teater er for dansk kultur. Derfor er det vigtigt, at når danskere i alle aldre vil finde aktiviteter eller oplevelser, at teaterforestillinger er med i overvejelserne. Ifølge Danmarks Statistik er der ca. 2,9 mio teatergængere årligt, hvor af de fleste er mellem 34- 45 år. Dog ser man en tendens fra 18- 25- årige gå mere i teatret. Dette skyldes bl.a. udbredelsen af mobiler og sociale medier. Her kan Props.dk være et redskab til at finde en teaterforestilling. Teater behøver ikke at være dyrt, og Props kan hjælpe dig med at finde en oplevelse for dit budget eller din smag.

★★★★★★Book review: The Western Oak Tree, by Louise Volsted Pedersen.

The art of handling life's pain without self pity

16. september 2019.
Af Ambiorn Happy

★★★★★★

A few times in life, I realize the limitations of my words, the silence in my voice. After reading The Western Oak Tree I am at peace, respectfully declining to write about this book, because everything is expressed already, I guess.

But then again, maybe you haven't read it, yet. So, there will be words.

Hit by paranoid schitzophrenia

The Western Oak Tree is on the surface the tale of a Nordic woman who is hit by paranoid shcitzophrenia. This is a tough one to survive.

"As I fell sick my understanding of the world imploded. Everything grew dark and meaningless. And I fell. I fell through the social layers, I lost my job, I lost several of my friends, I lost everything, including the will to live."

The woman loses everything, and the story tries to find a path back to life on Planet Earth and to herself. The long road home.

Found a goldmine of philosophy

The main character in the story is hit hard by life, but most of all she is overwhelmed by an inner flood of wisdom. Like this one:

"Once my mother told me, I had too high ideals about humans. That it would only leave me hurt. Life has taught me a lesson. My mother was right. // [And I realized,] we will not find the one singular truth, but we might come to terms with and accept the plurality in life and the existence of parallel phenomena."

A precise language like pearls of dew

Louise Volsted Pedersen is tight and precise in her language. Like a special flower, one sun in the morning, the animated tones leaving the tip of the bird's beak. Heavy thoughts and ever lasting insights, in her writing understandable without any further explanation. That is art at it's finest:

"Loneliness and isolation is a bad cocktail mixed with cyberspace."

The author is working with repetitions. It works well. The universe from one point, leading to another. And we jump in time and story, revisit memories, the souvenirs from being alive. Someone beautiful, someone fake or broken, but all embodying the treasures of one person's life.

Life is a dangerous condition

Life is one of the most dangerous conditions. We all meet good and evil. To be a human is nicely described in this:

"There was a child. A strong child. Physically and emotionally. An intelligent child too. She grew up and aimed for the sky. She was endurable and took a lot of pain. And she kept on going, she kept on climbing. But everyone has a limit. Everyone can be broken."

We should take care of each other, and mostly ourselves. I like the story. Thank you.

Buy The Western Oak Tree online

★★★Anmeldelse Utopias Lost and Found, Bora-Bora

Kapitalismens Flygtninge

31. august 2019.
Af Lita Domino

★★★

Vi mistede fællesskabet i jagten på mere profit og blev rodløse fragmenter uden sammenhæng med andre mennesker. Når vi står alene må vi bære alle livets kampe på egne skuldre. Vi bliver nød til at fortrænge hvem vi er, for som individualister er der ikke længere nogen der høre efter hvad andre siger, og ensomheden og sorgen over at være alene er så forfærdelig at vi bliver ædt uden modstand af uhyret der hedder kapitalismen.

Oprør

Men der er et oprør på vej. Jeg har set det i dag på BORA-BORA. 6 unge performere der er på flugt fra kapitalismen tog i dag ordet i deres mund og i håbet om at nogen ville lytte, fortalte de små glimt af deres livshistorie, som på en eller anden måde blev til en fælles oplevelse. Alle kan nikke genkendende til det individualistiske samfunds ensomhed og smerte. Længslen efter fællesskab og samhørighed har aldrig været mere presserende end nu, fordi vi hver især er blevet frarevet meningen. Et oprør er absolut nødvendigt.

Jagten på det perfekte samfund

Der er lang vej til Utopias, det perfekte samfund, for vi er grueligt på afveje. Jeg synes performerne gik en modig vej i dag i ”Utopias -lost and found”. I stedet for at læne sig op af eksperternes bud på det perfekte samfund, gik de i stedet for på jagt i deres egen historie. Undersøgte hvad der har betydning for dem selv og for deres forfædre.

Erkendelsen

Forestillingen var et kaos af effekter, kulisser og publikummer der sad i vejen for hinanden, men jeg tager hatten af for temaet og måske det ikke kan være anderledes på dette spæde trin mod en ny verden. Det bliver nød til at rode, når vi i begyndelsen skal lærer at forholde os kritisk til det vi står i. Det er kunstnerne vi skal høre sandheden fra, for de kan forholde sig til verden på en anderledes måde. Måske druknede strukturen i processen. Måske er stykket ikke helt færdigarbejdet, og måske er vi på nuværende tidspunkt så fanget af kapitalismen at det ikke er muligt at finde Utopias. Men første skridt er vel også at erkende at vi er tabte. Jeg er meget taknemlig over at have set dette oprør på BORA-BORA i dag. Det giver håb til vores del af verden, som har mistet så meget mening og betydningen af fællesskab.

Tusind tak til teamet bag ”Utopias – lost and found” og til BORA-BORA der giver plads til et skønt opgør med kapitalismen.

Amerikanske CNN anbefaler turister en dag i Aarhus

CNN: God mad og typisk dansk frihed, Aarhus er den perfekte by for amerikanske turister

7. maj 2019.
Af Presse

Det er maden. Når du rejser i Europa, så tag en pause i Aarhus. Her spiser du i verdensklasse, siger den amerikanske TV station CNN. Men det er også kunsten og den afslappede atmosfære.

Artiklen oplister alle de gode spisesteder i byen, og dernæst en rundtur i området. Aros Museum. Havnebadet. Marselisborg og nøgenbadning på Ballehage. Moesgaard Museum.

Konklusionen er, at Aarhus er mere interessant end København, fordi alt er så hyggeligt, frit og velsmagende i Aarhus. Måske er det sandt, i hvert fald er byen kun begejstret for flere amerikanske turister. Det må være sandt.

★★★★★Anmeldelse: Audition Aarhus Teater

Publikum er den sjette skuespiller

12. april 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★★

Jeg sidder lige nu på scenen i en sofa og kigger på Anne Plauborg og Luise Skovs bryster mens de kysser hinanden som i en mindre god pornofilm, og jeg har en erotisk kvinde i rød trøje presset ind mod min krop. Jeg kender hende ikke, men hun siger hun hedder Birgitte og jeg synes hun er dejlig varm. Det er faktisk en behagelig oplevelse at være statist som publikum i teaterstykket 'Audition' på Aarhus Teater.

Som publikum er vi til Audition på Aarhus Teater, hvor vi er med til at skabe en film, live på scenen. Vi er i grænselandet mellem scenekunst og publikum, et eller andet sted mellem fiktion og virkelighed.
Jeg tror ikke der er nogen grund til at sige mere.
5 stjerner. Det var meget godt.

Det er et genialt teater-stykke

Og så alligevel, jeg ved ikke. Måske kan jeg sige lidt mere om forestillingen. Den er genial men det har vi set før, når Sargun Oshana og David Gehrt er instruktør og scenograf.

Genial er et andet ord for, at en meget intelligent person længes noget så frygteligt efter at erobre rollen som menneske og endeligt træde ind i verden.

At være genial er måske i virkeligheden den mest udbredte følelse i vores tid. Vi er alle sammen vældigt kvikke. Omlægger huslån. Chiptuner vores bil. Vi er vores egen marketingdirektør. Vi er personlig assistent for det fænomen der har det samme navn, som det der står på vores egen postkasse.

Vi er alle sammen geniale - med undtagelser - og længes efter noget så simpelt som at være et rigtigt menneske.

Vi bor på fuppernes planet

Sargun og David har i et par år nedbrudt teaterrummet, fjernet den fjerde væg, udslettet scenen. Med Audition nedbryder de den rolle man traditionelt har som publikum.

Vi er en del af skuespillet, de cirka 80 personer i rummet. Og det er jo interessant. Publikum er med i stykket uden at få løn for det. Vi får lov til at optræde sammen med professionelle skuespillere uden at vi har hverken uddannelse eller talent for sagen. Hvilket jo også er lige meget.

Fordi vores jord er fuppernes planet. Vi lader som om at vi ved noget, at vi er noget - men det er altsammen blot selfies taget i den rette vinkel.

På den måde synes jeg det er lykkedes Sargun Oshana og David Gehrt at ansvarliggøre publikum. Du er en del af stykket. Det er dig der skaber det du ser på film og på teatret. Du har et medansvar. Splatter, porno, TV2-serier, talentløse debatter, det er alt sammen skabt fordi du kræver det. Gør du ikke?

Skuespillerne

Jeg er ret vild med Anne Plauborgs skarpe skift i karakter. Hun spiller en ung kvinde der vil gøre alt for at få en filmrolle. Hun er naiv. Usikker. En flammende furie. Sexgal. Veg. Jeg beundrer hendes evne til at skifte karakter.

Og Luise Skov er jeg vild med. Hun er konkurrent til Plauborg om at få en bestemt filmrolle i stykket. Skov har den der særlige værdighed, som næsten ikke findes mere. Hun er skuespillerinde, og det er fedt. Et prædikat som betyder varm, rummelig, og større end den rolle hun spiller.

Mathias Skov Rahbæk er en gavtyv, en charmør, men er også en oprørsk person. Forfatteren har givet ham tørre kiks i munden og for få kilo på vægtstangen, men det stof han har til sin rådighed, det afleverer han stærkt.

Anders Baggesen spiller psykopat-instruktør. Det er altid en nem rolle for mandlige skuespillere at spille psykopat, hvorfor ved jeg ikke, men jeg er ret vild med hans præstation. Det er godt teater. Klart og tydeligt, Baggesen kan sit håndværk og han har meget energi, fedt.

Mette Døssing er assistent for instruktøren. Som Mathias har hun mindre at arbejde med, men hun viser et dejligt flakkeri mellem indyndelse og overgreb. Hun er en oprørsk person, og jeg synes hun skal spille sammen med Mathias i et nyt stykke, og så skal de to være heltene.

Publikum er den sjette skuespiller

Nå. Den her anmeldelse bliver alt for lang. Nu må det slutte. Tag ind og se Audition for at grine og få en ny oplevelse. Historien er dårligt skruet sammen, fordi forfatteren Jenny Lund Madsen med vilje har brugt clichéerne og tomheden fra tusindvis af tv-serier. Historien er et stilbillede af en stilstand. I en god historie har vi de gode og de dårlige som kæmper mod hinanden. I Audition er alle dårlige. De 5 skuespillere rummer de svage elementer i tiden. Mest psykopatien, dernæst at ofre sig selv for at udvide sin selfie til et helt filmlærred. Parere ordre. Indordne sig. Miste sig selv.

Publikum har dermed fået rollen som den sjette skuespiller. Det er publikum, det er os der kigger på, vi er den sjette skuespiller der har de gode kvaliteter. Moral. Omsorg. Autensitet.

Publikum, vi er dem der har muligheden for at træde i karakter og give historien en anden drejning. Måske slukke for medierne hvor psykopaterne hersker. Lægge telefonen fra sig. Men i hvert fald, gå ind og se Audition. Måske du kommer ud som et lidt mere oprørsk menneske, med mere vilje til at påvirke folk omkring dig, så vi kan få en bedre verden.

Nej, det er muligvis slet ikke budskabet fra Sargun og David, men det var nu de ord der aflejrede sig på min staveplade efter jeg var med til Audition på Aarhus Teater. God fornøjelse. Jeg kan stærkt anbefale småkagerne i scenen hvor der er læseprøve. Jeg fik 4. En af dem var en chokoladekringle med sukker, uh den var god.

★★★★★Anmeldelse: Untz Untz Untz, Aarhus Teater

Anmeldelse: 'Untz Untz Untz' - techno-dans om kunsten at være fri

17. januar 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★★

Godt så. Techno dans på Aarhus Teater Untz Untz Untz. Vi har placeret os rundt i et halvmørkt rum med neonrør i loftet på Studio Scenen. Lidt forfjamskede. Som kyllinger første gang efter de er klækket. Vipper uroligt på fødderne, kigger på den slanke russer midt i vores cirkel. Hun er klædt i sort. En slags gummidragt.

Nastasia. Ivanova. Fra Skt. Petersborg. Allerede dér har hun fanget i min interesse. Skt. Petersborg står for 90% af min underholdning på youtube. De unge mænd i Ruslands største by fra >STOP XAM render rundt og klistrer store etiketter på forruden af biler der parkerer ulovligt.

Men det er en anden sag, tror du. Hvad har khamstvo med techno at gøre? En del, synes jeg. I hvert fald er undertrykkelsen og foragten stor i Rusland. Fra dem der har magt og store biler, ned mod dem der ikke har noget.

Techno, fordi de er fattige. Forkerte. Forulempede. Fortabte.

Det var sådan techno blev født, har Nastia Ivanova fortalt os inden vi kom hertil. Techno er født af kapitalismens sammenbrud i Detroit, alle dens fejl og undertrykkelse. Den voksede op i Berlin, efter muren faldt og alle blev forkerte uden rigtigt at føle sig frie. Techno var deres vej til befrielsen fra undertrykkelsen.

Selv er jeg ikke det mindste undertrykt, så derfor fortryder jeg at jeg fulgte med flokken herned. Musikken stiger, Nastia danser. Det er dog utroligt som den kvinde kan bevæge sin krop.

Uden at sige noget med det.

Skeptisk kigger jeg på hendes fremvisning af moves. Jeg spejder efter et korn eller et græsstrå. At hun udtrykker en tanke, en følelse, en mening. Fordi da vil jeg på mine stive ben bevæge mig lynsnart frem og nappe den godbid.

Men hun bliver ved. Danser uden at sige noget.

Vi er indhyldet i musik og lys. Kigger genert på hinanden. Flytter vægten fra den ene til den anden kyllingefod. Vi ville faktisk gerne danse med, men det virker så uoverskueligt på grund af al den intellektuelle og tankemæssige ballast vi har på skuldrene.

Alle vanerne. Hvordan man skal være. Opføre sig. Fremføre sig. Der skal være mening med alting.

Nastia kaster alt fra sig i sin dans. Hun danser indadvendt i sin egen verden. Hun mærker nydelsen fra bevægelsen i sin egen krop. Følelserne er ikke vigtige. Ikke tanken, ikke ordet, reglerne, vanerne. Hun er fri til at mærke sig selv.

Friheden bagved strukturen, meningen

Mellem os sagt, jeg kunne have betragtet en mand spise en fransk hotdog, det ville give mig samme mangel på mening og indhold.
Der er simpelthen ingen mening i techno, ingen tanke, ingen følelse.
Og det er meningen, forstår jeg.
Uden mening er vi frie. Al undertrykkelse har en mening om os.

At gøre sig fri af al verdens undertrykkelse starter med at frigøre sig selv fra undertrykkende tankevaner og tankefølelser. Smide traditionen og kulturen overbord, være ligeglad med at verden vil presse os ned i en kageform.

Bare danse.
Danse og være fri.

Nastia danser forbi mig med en fremstrakt hånd. Hun kigger mig i øjnene. Der er energi fra hendes håndflade. Hun sætter hånden næsten på mit hjerte. Jeg skælver. Jeg ryster. Mine ben begynder at bevæge sig helt nede fra tæerne.

Men så er showet slut, i samme sekund jeg mærker friheden røre på sig i min sjæl.

Det var en god oplevelse, som med fordel kunne have varet hele natten, hvis man har lyst til at danse sig fri af undertrykkelsen. Måske er jeg lidt hæmmet alligevel. I hvert fald ville jeg gerne have danset mere.

5 stjerner. Untz Untz Untz på Aarhus Teater.

Sarah Kanes '4:48 Psychosis' på Aarhus Teater

Hun begik selvmord efter dette teaterstykke

26. august 2018.
Af Ambjørn Happy

Sarah Kane, en ung britisk skuespilforfatter, begik kunstnerisk selvmord efter hun skrev dette teaterstykke. Hun hængte sig. Dette er hendes selvmordsbrev. Psychosis 4:48. Hendes testamente. Den sidste historie fra hende til dig.
Sargun Oshana er instruktøren. Den unge kvinde spilles af Mette Døssing.

Hun var en poetisk forfatter

"Det er en meget fragmentarisk tekst som indeholder alle mulige genkendelige sider af os mennesker", fortæller skuespiller Mette Døssing til 8000. "Og det er selvfølgelig et tungt emne, og det er store følelser, men det er også en forfatter som skriver enormt poetisk - men også med ironi og humor som vi mennesker oplever i pressede situationer, en form for overlevelse", siger hun.

Hun begik selvmord på hospitalet efter midnat

Sarah Kane var 28 år gammel. Hun havde haft stor succes med at skrive skuespil, men indeni var hun tom og mørk. Det var om vinteren, sidst i februar. Hun var indlagt på King's College Hospital i London efter forsøg på selvmord. Det var efter midnat, det var timen hvor de fleste dør om natten, tiden mellem kl. 2 og kl. 3.

Hvad sker der, når vi rammes af en psykose?

"Vi har jo ønsket at arbejde med, hvad er det der sker med et menneske, når vi bliver ramt af en psykose. Fordi det er så komplekst med en psykose, der findes mange forskellige former for psykoser, og vi prøver jo at oversætte det ind i et scenisk værk hos et menneske som indeholder alle de forskellige psykoser der findes", fortæller stykkets instruktør, Sargun Oshana.

Sarah Kane så aldrig sit skuespil på scenen

Sygeplejersken på hospitalets sengeafdelng lod Sarah Kane alene, og det var en fejl, fordi Sarah tænkte på selvmord. Det står i journalen. Sarah løb i strømpesokker ud på toilettet, lukkede døren og hængte sig. Hun blev fundet ved halvfire tiden. 4:48 Psychosis er det sidste skuespil Sarah Kane skrev. Hun så det aldrig selv på scenen, men nok i virkeligheden på det toilet.

4:48 Psychosis opføres på Aarhus Teater, Studio scene.

★★★★★Anmeldelse: Grab Them by the Pussy på Svalegangen

Barbie er den perfekte kvinde, fordi...

7. april 2018.
Af Ambjørn Happy

★★★★★

Grab Them by the Pussy er måske sæsonens mest folkelige, dybsindige, gribende og dramatiske teater-forestilling. Jeanette Munzert har begået et fantastisk stykke teater om sex og kønsroller. Super vedkommende og aktuelt for alle kvinder og dem der kender én.

Store Sal udsolgt på Svalegangen. Stort bifald.

Barbie er perfekt fordi...

Hun har dejlige bryster, lyst hår, lange ben, det perfekte forhold mellem talje og hofte. Plus, hun har ingen kønsorganer.
Bedre bliver det ikke.

Som Barbie kan kvinden tilpasse sig alt og nå alle sine mål. Hun kan have karriere, være kæreste, sexobjekt, vælge frit mellem mænd og kvinder til sin seng, dyrke yoga, løbe, spise sundt.

Kun mangler hun sit køn og har ingen plads til børn, men hvem siger også at det altid skal være kvindens ansvar!

I en opgang bor Barbie øverst oppe. Hun er den perfekte kvinde, bortset fra hun mangler de der kønsorganer. Resten af opgangen er befolket med mænd og kvinder der har store problemer med at være perfekt og samtidigt have plads til børn.

Børnene kommer sent, fordi vi tøver med at få dem. De passer ikke på mit CV. De er irriterende. Man kan ikke tage dem med i fitness-centeret. De er politisk ukorrekte. Børn kan ikke tie stille under statusmødet på jobbet. De trækker kroppen ned, tager al tid og opmærksomhed. Øv.

Hvad skal vi med dem? Eneste årsag til at få børn er efterhånden, at først da er man virkelig perfekt. Det er stressende.

I stykket Grab Them by the Pussy er der masser af genkendelse. Hvordan du selv er, din kvinde, naboen, nogen du kender - og det er sjovt. Det er en god komedie.

Men det bliver også ubehageligt alvor da opgangens unge dreng på 14 ser sig blind på pigen øverst oppe. Hende der er perfekt som Barbie. Han kan slet ikke holde sig tilbage... En skræmmende scene, et seksuelt overgreb.

Afslutningen havde jeg ikke set komme. Et sjovt punktum på en alvorlig forestilling om det komiske i sex og kønsroller.

★★★★★Anmeldelse: West Side Story på Aarhus Teater og Aalborg Teater

Springlevende gengivelse af klassiker med fantastiske sangstjerner.

23. marts 2018.
Af Ambjørn Happy

★★★★★

Musical fungerer kun med virkeligt dygtige sangere: West Side Story har dem i hovedrollerne som Tony og Maria. Mathias Flint leverer en stjernetindrende tenor, mørk som en dyb nat med hvislende stjerner, og Isabel Schwartzbach har stjernedrys i sin sopran, hun lokker publikum med ud i kærlighedens fortabelse. Dejligt.

500 mennesker trækker ikke vejret. Det gør for ondt. Hjertet er i krampe. Vores øjne er pressede fri for vand som olivensten. Vi er gået ned. West Side Story har taget sin ragekniv og sat den ind mod struben. Vi rører os ikke. Det er nu tragediens storvingede drage swusher gennem luften og sætter sine kløer i det unge kærestepar, Tony og Maria.

Der er for mange følelser i det stykke, det er helt sikkert. Og for mange tanker.

Skræmt løber jeg ud i tågen og tager en taxa hjem. Min unge chauffør på 22 år kommer fra et maskulint land hvor man barberer skæget med åben kniv.
'Jeg elsker sådan nogen historier', siger han. 'Jeg er håbløs romantiker.' Du må forestille dig hans accent er 8210, og der er ild i hans øjne. Drama.

Damn, det er et godt stykke musical Aarhus Teater har skruet sammen. Og det er slet ikke nemt. West Side Story er en klassiker fra 1957.
Som spaghetti bolognese.
Alle kan lave en ny madret, men at kaste sig ud i en klassiker, det kræver en stor kok, og det er lykkedes på Aarhus Teater.

Stykket begynder med ungdommen der danser og er fyldt med liderlighed og forelskelse. Hvilken fryd!
Alting er så nemt i ungdommen. Du tjekker ikke folks pensionsopsparing før du kysser dem. Du gider ikke høre om deres arbejde inden du knalder dem. Du bliver forelsket, du er fortabt. Der er stjerner over det hele og du drømmer kun om ham og hende.

Men Tony og Maria kommer fra hver sin kultur. De er født ind i en krig som er større end dem, og de er vokset op på hver side af skyttegraven.
Der kommer tragedien langsomt mavende sig gennem landskabernes knuste knogler.
Vi tror vi vælger et menneske, men vi vælger at være med i en krig.
Slægtens krig. Religionerne. Traditionerne. Klasserne. Københavnere og Vestjyder.

Det er et dejligt stykke om kærlighed og krig. Der skulle have været en happy end efter min smag, men nu har musicalen klaret sig i 60 år uden happy end, så det. Hælder lidt mælk i kaffen. Sværger for os selv, at vi ikke gider den krig længere. Fra i morgen vil vi kun elske ham og hende. Vi lægger krigen og vælger kærligheden i vores liv.

Udsolgt Store Sal, stående bifald.

★★★★★Anmeldelse: Raymond Carver historier om kærlighed og sex, pudekamp og whiskyAnmeldelse: Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed på Aarhus Teater

Pudekamp, sex, whisky og kærlighed

2. december 2017.
Af Ambjørn Happy

★★★★★

Instruktion og bearbejdelse mesterligt af Minna Johannesson

Historien presser saften ud af kærlighedens citron i en række scener som alle mennesker kender fra deres kæresteliv. Scenerne rummer store følelser og sprællevende dramatik.

Scenografien sætter tiden og stedet med præcise virkemidler til såvel USA som neon-stedet i menneskets sjæl.

Relevans Menneskets følelser er både kærlighedens prerogativ og konklusion.

Super Stars Luise Skov, Mads Reuther, Martine Emilie Barret Levinsen, Mathilde Passer, Morten Kjær, Sandra Turéll Henningsen, Thomas Findval Sølvskov, Troels Kortegaard Ullerup.

Stående bifald med hujen, trampen og klap fra en udsolgt teatersal.

Nu er nogle af Raymond Carvers historier endt i Århus. Her har instruktøren Minna Johannesson tilføjet vildskaben fra 8 unge skuespillere, og sammen præsenterer de en historie om kærlighed. Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed.

Og den er vild.
Og der er grusomme øjeblikke.
Der er mennesker som har svært ved at nå hinanden.
Der er al kærlighedens grusomme væsen, tilsat livsglæde og lyst til at elske hinanden.

Kærligheden gør dig svimmel. Men for amerikanske Raymond Carver var det ikke nok. Inden han satte papiret i sin skrivemaskine, drak han temmelig meget gin, vodka, whisky og champagne. Han drak indtil han holdt op - levede 10 år længere som ædru og døde i 88 som en rig forfatter med 200 tusinde dollar på banken, det samme som 2 en halv million kroner i dag.

Raymond Carver tjente sine penge ved at skrive short stories som var meget populære i USA.
Carver var kendt for at skrive vildt og voldsomt om kærlighed med alkohol som sit foretrukne brændstof til de kreative celler. Det viste sig at være en udmærket kombination.

Raymond Carver blev 50 år gammel. Han levede præcis længe nok til at hans historier blev verdensberømte og rejste hele vejen over Atlanterhavet, for så 30 år efter hans død at gå i land i Aarhus og besøge byens teater for at se Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed.