Musikhuset Aarhus

Igen i år bliver der mulighed for et godt grin i en god sags tjeneste i juledagene. Velgørenhedsshowet ’Grin til Gavn’ ruller nemlig hen over scenen i Aarhus og 14 af landets allerbedste komikere står klar.

Musikhuset Aarhus

Vær med, når troubadouren og bandet fejrer 50 forrygende år og tryllebinder publikum med smukke tekster, melankolsk stemme og fabelagtigt sammenspil - og hør de ikoniske klassikkere såsom Du er ikke alene, Hodja fra Pjort og Romeo live i Store Sal.

I oktober 2020 udkom Sebastians seneste album Live - hele vejen, som er hans første egentlige studiealbum siden Miraklerns Tid fra 1990.

Teatret Gruppe 38

Til en salgsevent forsøger de to musikere Otto og Grethe at vække vores lyst til at rejse til Berlin for at opleve en levende kulturby.

Men Grethes personlige oplevelser fra tiden i det gamle Østtyskland presser sig på.

★★★★★★Anmeldelse En Plads i Solen Teatret Svalegangen

★★★★★★Anmeldelse En Plads i Solen Teatret Svalegangen

En Plads i Solen vinder på sin medfølelse

31. oktober 2020.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Kulissen er skræmmende i sig selv. Vi er i et uhyggeligt betonfængsel. Det er sidste nat i Kajs liv. Hele Aarhus hepper på at han snart skal skydes for den terror han har været med til at skabe sammen med sine kammerater.

Tyskerne har tabt. Vi vandt og nu skal Kaj have 9 kugler i brystkassen. Som hævn, som straf.

Men det endte med at jeg græd over Kaj. Græd af medfølelse. Der var ingen jubel blandt publikum, og "sejren er vor". Der var medfølelse og små tårer i øjnene, fordi vi føler med Kaj.

Super effektiv scenografi

Scenen er sat af Peter Schultz. Fængslet foran publikum er koncentrisk, opbygget med flere etager som fører os gennem historien. Perfekt lyssætning af Henrik Sloth. På grund af fremspring og krinkelkroge i scenografien, tryller Henrik nye rum frem blot i kraft af lyssætningen.

Super.

Klog historie af Julie

Julie Maj Jakobsen har skrevet en fængslende historie om Kaj der hutler sig gennem hverdagen i Aarhus. Han er svagelig. Danmark er besat af tyskerne.

"Hvis man vil være del af noget større, så må man skabe det selv", indser Kaj. Derfor går han i samarbejde med tyskerne. Han tjener gode penge, han dræber mange danskere der ikke forstår det geniale ved hans idol, Tysklands folkefører. Brænder Guldsmedgade af.

Det lyder usympatisk, men Julie lykkes at skabe medfølelse for fyren. Fordi vi kan genkende noget i os selv. Og det er skræmmende. Meget mere skræmmende end det fysiske fængsel skuespillet foregår i.

Ekstrem fornuft ofrer de uskyldige for fællesskabets skyld?

Mange af Kajs kompakte replikker minder for mig om det vi nogle gange render rundt og siger i dag. Han siger 'fornuftige ting' som jeg og nogle andre kan finde på at sige i et øjebliks dumhed, også i dag.

Du kender det, måske. Ekstremismen hvor uskyldige kommer til skade for fællesskabets skyld. Som taget ud af politiske pressemøder hvor nationen bliver bedt om at stå sammen.

"Der vil være ofre, vi beder folk om at ofre sig, særligt de unge må ofre sig, og der vil være ensomhed og konkurs og personlig undergang, men det er alt sammen i den bedste interesse for fællesskabets skyld", siger vi på nogle af de pressemøder.

Ekstremisme er noget pis

Min bedste sang i skolen er ødelagt nu. Jeg indser Weyse hjernevaskede mig 9 år gammel til at blive en potentiel massemorder. En terrorist der rammer de uskyldige. Øv.

Det ville være bedre hvis vi lyshårede børn havde gjaldet af lungernes fulde kraft "lev om så det gælder." Ikke sandt?

Det er så frygteligt når vi vil kæmpe for alt hvad vi har kært, om det så kræver uskyldige ofre der får skåret hovedet af i Paris, bliver skudt ned i en moske i Australien, eller skudt ned på en ø i Norge.

Ekstremisme burde hellere være: "Lev om så det gælder", fremfor Weyses opfordring til at dø for sagen.

Men det er dér vi står, og Julies tekst gør det klart for os. En Plads i Solen er et spejlbillede af vores ekstreme tid, selvom historien foregår for længe siden.

Et kik ind i rædsels kabinettet

"Når du vågner i morgen vil du indse, at du er ligesom mig", siger Kaj til sin fangevogter. Åh nej, det håber jeg ikke.

Kristoffer Helmuth mestrer sin rolle, og han afleverer mange tunge sætninger der er i stand til at lirke sig ind mellem leddene i min rustning.

"De afgørende punkter i livet er der, hvor man overvinder sin svaghed og gør den til sin styrke", siger han. Det lyder rigtigt nok, selvom Kaj er nazist.

"Kraft Durch Freude". Ja. Man skal være sund og i godt humør. Åh nej.

"Jeg ved jeg har ret, derfor ved jeg at de andre tager fejl." Ja det, åh nej!

"Vi bliver stående her, det er bedre end at indrømme de gange man gik fejl gennem livet." Host. Det er aldrig sket for mig. Host. Host.

Hvordan håndterer vi ekstremismen, uden selv at blive ekstreme?

Så hvad gør vi ved tidens ekstremisme. Skal vi udrydde alle onde mennesker, eller hvad skal vi ellers gøre? Og hvad nu hvis mange af os bærer en flig af ekstremismen i os selv? Lige dér hvor vi vil ofre nogen, af hensyn til fællesskabet. Hvad gør vi så?

Tak for oplevelsen, den var god. Som altid debatskabende og samtids orienteret teater. En Plads i Solen fik mig til at rydde lidt op i det indre skur. Kigge på gamle automat tanker, og smide en stor kasse af dem ud. Så føler man sig så dejligt tilpas bagefter. Tak for det.

Og hvordan det lykkes Julie Maj Jakobsen at få publikum til at blive berørt af Kajs død? Det må du opleve for dig selv på Teatret Svalegangen.

En Plads i Solen
Medvirkende Kristoffer Helmuth, Maja Juhlin, Holger Østergaard, Clare Ellegaard, Morten Vang, Jesper Hyldegaard
Tekst Julie Maj Jakobsen
Instruktion Simon Boberg
Scenograf Peter Schultz
Scenemester Jesper Folke
Dramaturg Janek Szatkowski
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Regissør Naja Brimer
Instruktørassistent Ulrik Ploug Lorentzen
Produceret af Teatret Svalegangen.

★★★★★★Anmeldelse af Mass Effect

★★★★★★Anmeldelse af Mass Effect

Mærk din puls i fællesskabets tjeneste

4. februar 2020.Kulturnyt, Lita Domino

Et hjerteslag ved siden af og forestillingen havde snublet hen ad gulvet, men det skete ikke, for hvert trin var koreograferet nøje og danserne fik det til at sidde lige i skabet.

Mass Effect er det andet værk i dobbeltprogrammet på BORA-BORA (det første er Champions) og ligeledes fra koreografen Andreas Constantinou´s hånd. Her pulserer fællesskabets hjerte i takt gennem 7 danseperformere, der både har vilje og udholdenhed som bærende vinger. En hypnotisk dans, hvor selv pauserne er i fællesskabets ånd.

Bagagen, tøj og hæmninger slippes

Med energi og livsgnist former de 7 mennesker et fælles nærvær, der river publikum ud af deres ensomme trivialiteter og skaber en medpuls på stolerækkerne.

Danserne presser sig til det yderste og giver slip på alt unødvendigt bagage, for at kunne give sig helt hen til dansen.

På scenen kom der flere dansere til, som alle gled ind i rytmen og gav den fuld gas. Super intenst og energisk oplevelse.

Når samhørighedsfølelsen er med på beatet

Både i menneskehedens historie, hos forskellige kulturer og subkulturer og hos religiøse bevægelser, har vi brugt musik og dans som samlingspunkt og til at skabe fællesskabsfølelse. Når vi gik i krig var trommen det vigtigste våben til at skabe sammenhold og kampvilje hos krigerne. Vi har danset om bålet som urmennesker, de kristne dansede i gammel tid i kirkerne, vi har haft høstgilde i forsamlingshusene, og i dag danser vi til karmafester og til techno-events og meget mere. Vi gør det fordi vi oplever styrke sammen, når vi har samme puls. Vi kender hinanden på lugten af sved, og den fantastiske livsgnist og følelsesudtryk som vi kan opleve i dansen, giver næring til samhørighedsfølelsen. Den nødvendige tilknytning til andre, så vi står stærkere i verden. Sammen kan vi opnå det umulige.

Tusind tak til teamet bag Mass Effect og til skønne BORA-BORA der huser dem.

Medvirkende
Kunstnerisk koncept, koreografi og instruktion Andreas Constantinaou
Samarbejdende kunstner Aris Papadoupoulos
Lys- og lyd design Jeppe Cohrt
Performere Aris Papadoupoulos, Aline Sánchez, Kim Amankwaa, Bjôrn Vârsjô, Théo Marion-Wuillemin, Paola Drea og Elise Ludinar
Statister Signe Wriedt Jakobsen, Laura Schou Abildgren, Henrik Viking Hansen, Oriana Vigl, Kathrine Moryl Kristiansen, Guillermo Landalde, Brandon Tingley, Kenth M. Rose, Lasse Eldov, Gitta Catalina Møller, Ida Marie Haslev
Kunstnerisk assistent og performer Rita Maria Farias Monoz
Kreativ producer Kirstine Marie Bauning
Co-produceret BORA-BORA

★★★Anmeldelse Utopias Lost and Found, Bora-Bora

★★★Anmeldelse Utopias Lost and Found, Bora-Bora

Kapitalismens Flygtninge

31. august 2019.Kulturnyt, Lita Domino

Vi mistede fællesskabet i jagten på mere profit og blev rodløse fragmenter uden sammenhæng med andre mennesker. Når vi står alene må vi bære alle livets kampe på egne skuldre. Vi bliver nød til at fortrænge hvem vi er, for som individualister er der ikke længere nogen der høre efter hvad andre siger, og ensomheden og sorgen over at være alene er så forfærdelig at vi bliver ædt uden modstand af uhyret der hedder kapitalismen.

Oprør

Men der er et oprør på vej. Jeg har set det i dag på BORA-BORA. 6 unge performere der er på flugt fra kapitalismen tog i dag ordet i deres mund og i håbet om at nogen ville lytte, fortalte de små glimt af deres livshistorie, som på en eller anden måde blev til en fælles oplevelse. Alle kan nikke genkendende til det individualistiske samfunds ensomhed og smerte. Længslen efter fællesskab og samhørighed har aldrig været mere presserende end nu, fordi vi hver især er blevet frarevet meningen. Et oprør er absolut nødvendigt.

Jagten på det perfekte samfund

Der er lang vej til Utopias, det perfekte samfund, for vi er grueligt på afveje. Jeg synes performerne gik en modig vej i dag i ”Utopias -lost and found”. I stedet for at læne sig op af eksperternes bud på det perfekte samfund, gik de i stedet for på jagt i deres egen historie. Undersøgte hvad der har betydning for dem selv og for deres forfædre.

Erkendelsen

Forestillingen var et kaos af effekter, kulisser og publikummer der sad i vejen for hinanden, men jeg tager hatten af for temaet og måske det ikke kan være anderledes på dette spæde trin mod en ny verden. Det bliver nød til at rode, når vi i begyndelsen skal lærer at forholde os kritisk til det vi står i. Det er kunstnerne vi skal høre sandheden fra, for de kan forholde sig til verden på en anderledes måde. Måske druknede strukturen i processen. Måske er stykket ikke helt færdigarbejdet, og måske er vi på nuværende tidspunkt så fanget af kapitalismen at det ikke er muligt at finde Utopias. Men første skridt er vel også at erkende at vi er tabte. Jeg er meget taknemlig over at have set dette oprør på BORA-BORA i dag. Det giver håb til vores del af verden, som har mistet så meget mening og betydningen af fællesskab.

Tusind tak til teamet bag ”Utopias – lost and found” og til BORA-BORA der giver plads til et skønt opgør med kapitalismen.

★★★★★Anmeldelse: Audition Aarhus Teater

★★★★★Anmeldelse: Audition Aarhus Teater

Publikum er den sjette skuespiller

12. april 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Jeg sidder lige nu på scenen i en sofa og kigger på Anne Plauborg og Luise Skovs bryster mens de kysser hinanden som i en mindre god pornofilm, og jeg har en erotisk kvinde i rød trøje presset ind mod min krop. Jeg kender hende ikke, men hun siger hun hedder Birgitte og jeg synes hun er dejlig varm. Det er faktisk en behagelig oplevelse at være statist som publikum i teaterstykket 'Audition' på Aarhus Teater.

Som publikum er vi til Audition på Aarhus Teater, hvor vi er med til at skabe en film, live på scenen. Vi er i grænselandet mellem scenekunst og publikum, et eller andet sted mellem fiktion og virkelighed.
Jeg tror ikke der er nogen grund til at sige mere.
5 stjerner. Det var meget godt.

Det er et genialt teater-stykke

Og så alligevel, jeg ved ikke. Måske kan jeg sige lidt mere om forestillingen. Den er genial men det har vi set før, når Sargun Oshana og David Gehrt er instruktør og scenograf.

Genial er et andet ord for, at en meget intelligent person længes noget så frygteligt efter at erobre rollen som menneske og endeligt træde ind i verden.

At være genial er måske i virkeligheden den mest udbredte følelse i vores tid. Vi er alle sammen vældigt kvikke. Omlægger huslån. Chiptuner vores bil. Vi er vores egen marketingdirektør. Vi er personlig assistent for det fænomen der har det samme navn, som det der står på vores egen postkasse.

Vi er alle sammen geniale - med undtagelser - og længes efter noget så simpelt som at være et rigtigt menneske.

Vi bor på fuppernes planet

Sargun og David har i et par år nedbrudt teaterrummet, fjernet den fjerde væg, udslettet scenen. Med Audition nedbryder de den rolle man traditionelt har som publikum.

Vi er en del af skuespillet, de cirka 80 personer i rummet. Og det er jo interessant. Publikum er med i stykket uden at få løn for det. Vi får lov til at optræde sammen med professionelle skuespillere uden at vi har hverken uddannelse eller talent for sagen. Hvilket jo også er lige meget.

Fordi vores jord er fuppernes planet. Vi lader som om at vi ved noget, at vi er noget - men det er altsammen blot selfies taget i den rette vinkel.

På den måde synes jeg det er lykkedes Sargun Oshana og David Gehrt at ansvarliggøre publikum. Du er en del af stykket. Det er dig der skaber det du ser på film og på teatret. Du har et medansvar. Splatter, porno, TV2-serier, talentløse debatter, det er alt sammen skabt fordi du kræver det. Gør du ikke?

Skuespillerne

Jeg er ret vild med Anne Plauborgs skarpe skift i karakter. Hun spiller en ung kvinde der vil gøre alt for at få en filmrolle. Hun er naiv. Usikker. En flammende furie. Sexgal. Veg. Jeg beundrer hendes evne til at skifte karakter.

Og Luise Skov er jeg vild med. Hun er konkurrent til Plauborg om at få en bestemt filmrolle i stykket. Skov har den der særlige værdighed, som næsten ikke findes mere. Hun er skuespillerinde, og det er fedt. Et prædikat som betyder varm, rummelig, og større end den rolle hun spiller.

Mathias Skov Rahbæk er en gavtyv, en charmør, men er også en oprørsk person. Forfatteren har givet ham tørre kiks i munden og for få kilo på vægtstangen, men det stof han har til sin rådighed, det afleverer han stærkt.

Anders Baggesen spiller psykopat-instruktør. Det er altid en nem rolle for mandlige skuespillere at spille psykopat, hvorfor ved jeg ikke, men jeg er ret vild med hans præstation. Det er godt teater. Klart og tydeligt, Baggesen kan sit håndværk og han har meget energi, fedt.

Mette Døssing er assistent for instruktøren. Som Mathias har hun mindre at arbejde med, men hun viser et dejligt flakkeri mellem indyndelse og overgreb. Hun er en oprørsk person, og jeg synes hun skal spille sammen med Mathias i et nyt stykke, og så skal de to være heltene.

Publikum er den sjette skuespiller

Nå. Den her anmeldelse bliver alt for lang. Nu må det slutte. Tag ind og se Audition for at grine og få en ny oplevelse. Historien er dårligt skruet sammen, fordi forfatteren Jenny Lund Madsen med vilje har brugt clichéerne og tomheden fra tusindvis af tv-serier. Historien er et stilbillede af en stilstand. I en god historie har vi de gode og de dårlige som kæmper mod hinanden. I Audition er alle dårlige. De 5 skuespillere rummer de svage elementer i tiden. Mest psykopatien, dernæst at ofre sig selv for at udvide sin selfie til et helt filmlærred. Parere ordre. Indordne sig. Miste sig selv.

Publikum har dermed fået rollen som den sjette skuespiller. Det er publikum, det er os der kigger på, vi er den sjette skuespiller der har de gode kvaliteter. Moral. Omsorg. Autensitet.

Publikum, vi er dem der har muligheden for at træde i karakter og give historien en anden drejning. Måske slukke for medierne hvor psykopaterne hersker. Lægge telefonen fra sig. Men i hvert fald, gå ind og se Audition. Måske du kommer ud som et lidt mere oprørsk menneske, med mere vilje til at påvirke folk omkring dig, så vi kan få en bedre verden.

Nej, det er muligvis slet ikke budskabet fra Sargun og David, men det var nu de ord der aflejrede sig på min staveplade efter jeg var med til Audition på Aarhus Teater. God fornøjelse. Jeg kan stærkt anbefale småkagerne i scenen hvor der er læseprøve. Jeg fik 4. En af dem var en chokoladekringle med sukker, uh den var god.

★★★★★Anmeldelse: Untz Untz Untz, Aarhus Teater

★★★★★Anmeldelse: Untz Untz Untz, Aarhus Teater

Anmeldelse: 'Untz Untz Untz' - techno-dans om kunsten at være fri

17. januar 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Godt så. Techno dans på Aarhus Teater Untz Untz Untz. Vi har placeret os rundt i et halvmørkt rum med neonrør i loftet på Studio Scenen. Lidt forfjamskede. Som kyllinger første gang efter de er klækket. Vipper uroligt på fødderne, kigger på den slanke russer midt i vores cirkel. Hun er klædt i sort. En slags gummidragt.

Nastasia. Ivanova. Fra Skt. Petersborg. Allerede dér har hun fanget i min interesse. Skt. Petersborg står for 90% af min underholdning på youtube. De unge mænd i Ruslands største by fra >STOP XAM render rundt og klistrer store etiketter på forruden af biler der parkerer ulovligt.

Men det er en anden sag, tror du. Hvad har khamstvo med techno at gøre? En del, synes jeg. I hvert fald er undertrykkelsen og foragten stor i Rusland. Fra dem der har magt og store biler, ned mod dem der ikke har noget.

Techno, fordi de er fattige. Forkerte. Forulempede. Fortabte.

Det var sådan techno blev født, har Nastia Ivanova fortalt os inden vi kom hertil. Techno er født af kapitalismens sammenbrud i Detroit, alle dens fejl og undertrykkelse. Den voksede op i Berlin, efter muren faldt og alle blev forkerte uden rigtigt at føle sig frie. Techno var deres vej til befrielsen fra undertrykkelsen.

Selv er jeg ikke det mindste undertrykt, så derfor fortryder jeg at jeg fulgte med flokken herned. Musikken stiger, Nastia danser. Det er dog utroligt som den kvinde kan bevæge sin krop.

Uden at sige noget med det.

Skeptisk kigger jeg på hendes fremvisning af moves. Jeg spejder efter et korn eller et græsstrå. At hun udtrykker en tanke, en følelse, en mening. Fordi da vil jeg på mine stive ben bevæge mig lynsnart frem og nappe den godbid.

Men hun bliver ved. Danser uden at sige noget.

Vi er indhyldet i musik og lys. Kigger genert på hinanden. Flytter vægten fra den ene til den anden kyllingefod. Vi ville faktisk gerne danse med, men det virker så uoverskueligt på grund af al den intellektuelle og tankemæssige ballast vi har på skuldrene.

Alle vanerne. Hvordan man skal være. Opføre sig. Fremføre sig. Der skal være mening med alting.

Nastia kaster alt fra sig i sin dans. Hun danser indadvendt i sin egen verden. Hun mærker nydelsen fra bevægelsen i sin egen krop. Følelserne er ikke vigtige. Ikke tanken, ikke ordet, reglerne, vanerne. Hun er fri til at mærke sig selv.

Friheden bagved strukturen, meningen

Mellem os sagt, jeg kunne have betragtet en mand spise en fransk hotdog, det ville give mig samme mangel på mening og indhold.
Der er simpelthen ingen mening i techno, ingen tanke, ingen følelse.
Og det er meningen, forstår jeg.
Uden mening er vi frie. Al undertrykkelse har en mening om os.

At gøre sig fri af al verdens undertrykkelse starter med at frigøre sig selv fra undertrykkende tankevaner og tankefølelser. Smide traditionen og kulturen overbord, være ligeglad med at verden vil presse os ned i en kageform.

Bare danse.
Danse og være fri.

Nastia danser forbi mig med en fremstrakt hånd. Hun kigger mig i øjnene. Der er energi fra hendes håndflade. Hun sætter hånden næsten på mit hjerte. Jeg skælver. Jeg ryster. Mine ben begynder at bevæge sig helt nede fra tæerne.

Men så er showet slut, i samme sekund jeg mærker friheden røre på sig i min sjæl.

Det var en god oplevelse, som med fordel kunne have varet hele natten, hvis man har lyst til at danse sig fri af undertrykkelsen. Måske er jeg lidt hæmmet alligevel. I hvert fald ville jeg gerne have danset mere.

5 stjerner. Untz Untz Untz på Aarhus Teater.

Sarah Kanes '4:48 Psychosis' på Aarhus Teater

Sarah Kanes '4:48 Psychosis' på Aarhus Teater

Hun begik selvmord efter dette teaterstykke

26. august 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Sarah Kane, en ung britisk skuespilforfatter, begik kunstnerisk selvmord efter hun skrev dette teaterstykke. Hun hængte sig. Dette er hendes selvmordsbrev. Psychosis 4:48. Hendes testamente. Den sidste historie fra hende til dig.
Sargun Oshana er instruktøren. Den unge kvinde spilles af Mette Døssing.

Hun var en poetisk forfatter

"Det er en meget fragmentarisk tekst som indeholder alle mulige genkendelige sider af os mennesker", fortæller skuespiller Mette Døssing til 8000. "Og det er selvfølgelig et tungt emne, og det er store følelser, men det er også en forfatter som skriver enormt poetisk - men også med ironi og humor som vi mennesker oplever i pressede situationer, en form for overlevelse", siger hun.

Hun begik selvmord på hospitalet efter midnat

Sarah Kane var 28 år gammel. Hun havde haft stor succes med at skrive skuespil, men indeni var hun tom og mørk. Det var om vinteren, sidst i februar. Hun var indlagt på King's College Hospital i London efter forsøg på selvmord. Det var efter midnat, det var timen hvor de fleste dør om natten, tiden mellem kl. 2 og kl. 3.

Hvad sker der, når vi rammes af en psykose?

"Vi har jo ønsket at arbejde med, hvad er det der sker med et menneske, når vi bliver ramt af en psykose. Fordi det er så komplekst med en psykose, der findes mange forskellige former for psykoser, og vi prøver jo at oversætte det ind i et scenisk værk hos et menneske som indeholder alle de forskellige psykoser der findes", fortæller stykkets instruktør, Sargun Oshana.

Sarah Kane så aldrig sit skuespil på scenen

Sygeplejersken på hospitalets sengeafdelng lod Sarah Kane alene, og det var en fejl, fordi Sarah tænkte på selvmord. Det står i journalen. Sarah løb i strømpesokker ud på toilettet, lukkede døren og hængte sig. Hun blev fundet ved halvfire tiden. 4:48 Psychosis er det sidste skuespil Sarah Kane skrev. Hun så det aldrig selv på scenen, men nok i virkeligheden på det toilet.

4:48 Psychosis opføres på Aarhus Teater, Studio scene.

★★★★★Anmeldelse: Grab Them by the Pussy på Svalegangen

★★★★★Anmeldelse: Grab Them by the Pussy på Svalegangen

Barbie er den perfekte kvinde, fordi...

7. april 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Grab Them by the Pussy er måske sæsonens mest folkelige, dybsindige, gribende og dramatiske teater-forestilling. Jeanette Munzert har begået et fantastisk stykke teater om sex og kønsroller. Super vedkommende og aktuelt for alle kvinder og dem der kender én.

Store Sal udsolgt på Svalegangen. Stort bifald.

Barbie er perfekt fordi...

Hun har dejlige bryster, lyst hår, lange ben, det perfekte forhold mellem talje og hofte. Plus, hun har ingen kønsorganer.
Bedre bliver det ikke.

Som Barbie kan kvinden tilpasse sig alt og nå alle sine mål. Hun kan have karriere, være kæreste, sexobjekt, vælge frit mellem mænd og kvinder til sin seng, dyrke yoga, løbe, spise sundt.

Kun mangler hun sit køn og har ingen plads til børn, men hvem siger også at det altid skal være kvindens ansvar!

I en opgang bor Barbie øverst oppe. Hun er den perfekte kvinde, bortset fra hun mangler de der kønsorganer. Resten af opgangen er befolket med mænd og kvinder der har store problemer med at være perfekt og samtidigt have plads til børn.

Børnene kommer sent, fordi vi tøver med at få dem. De passer ikke på mit CV. De er irriterende. Man kan ikke tage dem med i fitness-centeret. De er politisk ukorrekte. Børn kan ikke tie stille under statusmødet på jobbet. De trækker kroppen ned, tager al tid og opmærksomhed. Øv.

Hvad skal vi med dem? Eneste årsag til at få børn er efterhånden, at først da er man virkelig perfekt. Det er stressende.

I stykket Grab Them by the Pussy er der masser af genkendelse. Hvordan du selv er, din kvinde, naboen, nogen du kender - og det er sjovt. Det er en god komedie.

Men det bliver også ubehageligt alvor da opgangens unge dreng på 14 ser sig blind på pigen øverst oppe. Hende der er perfekt som Barbie. Han kan slet ikke holde sig tilbage... En skræmmende scene, et seksuelt overgreb.

Afslutningen havde jeg ikke set komme. Et sjovt punktum på en alvorlig forestilling om det komiske i sex og kønsroller.

★★★★★Anmeldelse: West Side Story på Aarhus Teater og Aalborg Teater

★★★★★Anmeldelse: West Side Story på Aarhus Teater og Aalborg Teater

Springlevende gengivelse af klassiker med fantastiske sangstjerner.

23. marts 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Musical fungerer kun med virkeligt dygtige sangere: West Side Story har dem i hovedrollerne som Tony og Maria. Mathias Flint leverer en stjernetindrende tenor, mørk som en dyb nat med hvislende stjerner, og Isabel Schwartzbach har stjernedrys i sin sopran, hun lokker publikum med ud i kærlighedens fortabelse. Dejligt.

500 mennesker trækker ikke vejret. Det gør for ondt. Hjertet er i krampe. Vores øjne er pressede fri for vand som olivensten. Vi er gået ned. West Side Story har taget sin ragekniv og sat den ind mod struben. Vi rører os ikke. Det er nu tragediens storvingede drage swusher gennem luften og sætter sine kløer i det unge kærestepar, Tony og Maria.

Der er for mange følelser i det stykke, det er helt sikkert. Og for mange tanker.

Skræmt løber jeg ud i tågen og tager en taxa hjem. Min unge chauffør på 22 år kommer fra et maskulint land hvor man barberer skæget med åben kniv.
'Jeg elsker sådan nogen historier', siger han. 'Jeg er håbløs romantiker.' Du må forestille dig hans accent er 8210, og der er ild i hans øjne. Drama.

Damn, det er et godt stykke musical Aarhus Teater har skruet sammen. Og det er slet ikke nemt. West Side Story er en klassiker fra 1957.
Som spaghetti bolognese.
Alle kan lave en ny madret, men at kaste sig ud i en klassiker, det kræver en stor kok, og det er lykkedes på Aarhus Teater.

Stykket begynder med ungdommen der danser og er fyldt med liderlighed og forelskelse. Hvilken fryd!
Alting er så nemt i ungdommen. Du tjekker ikke folks pensionsopsparing før du kysser dem. Du gider ikke høre om deres arbejde inden du knalder dem. Du bliver forelsket, du er fortabt. Der er stjerner over det hele og du drømmer kun om ham og hende.

Men Tony og Maria kommer fra hver sin kultur. De er født ind i en krig som er større end dem, og de er vokset op på hver side af skyttegraven.
Der kommer tragedien langsomt mavende sig gennem landskabernes knuste knogler.
Vi tror vi vælger et menneske, men vi vælger at være med i en krig.
Slægtens krig. Religionerne. Traditionerne. Klasserne. Københavnere og Vestjyder.

Det er et dejligt stykke om kærlighed og krig. Der skulle have været en happy end efter min smag, men nu har musicalen klaret sig i 60 år uden happy end, så det. Hælder lidt mælk i kaffen. Sværger for os selv, at vi ikke gider den krig længere. Fra i morgen vil vi kun elske ham og hende. Vi lægger krigen og vælger kærligheden i vores liv.

Udsolgt Store Sal, stående bifald.

★★★★★Anmeldelse: Raymond Carver historier om kærlighed og sex, pudekamp og whisky

★★★★★Anmeldelse: Raymond Carver historier om kærlighed og sex, pudekamp og whisky

Pudekamp, sex, whisky og kærlighed

2. december 2017.Kulturnyt, Ambjørn Happy

Instruktion og bearbejdelse mesterligt af Minna Johannesson

Historien presser saften ud af kærlighedens citron i en række scener som alle mennesker kender fra deres kæresteliv. Scenerne rummer store følelser og sprællevende dramatik.

Scenografien sætter tiden og stedet med præcise virkemidler til såvel USA som neon-stedet i menneskets sjæl.

Relevans Menneskets følelser er både kærlighedens prerogativ og konklusion.

Super Stars Luise Skov, Mads Reuther, Martine Emilie Barret Levinsen, Mathilde Passer, Morten Kjær, Sandra Turéll Henningsen, Thomas Findval Sølvskov, Troels Kortegaard Ullerup.

Stående bifald med hujen, trampen og klap fra en udsolgt teatersal.

Nu er nogle af Raymond Carvers historier endt i Aarhus. Her har instruktøren Minna Johannesson tilføjet vildskaben fra 8 unge skuespillere, og sammen præsenterer de en historie om kærlighed. Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed.

Og den er vild.
Og der er grusomme øjeblikke.
Der er mennesker som har svært ved at nå hinanden.
Der er al kærlighedens grusomme væsen, tilsat livsglæde og lyst til at elske hinanden.

Kærligheden gør dig svimmel. Men for amerikanske Raymond Carver var det ikke nok. Inden han satte papiret i sin skrivemaskine, drak han temmelig meget gin, vodka, whisky og champagne. Han drak indtil han holdt op - levede 10 år længere som ædru og døde i 88 som en rig forfatter med 200 tusinde dollar på banken, det samme som 2 en halv million kroner i dag.

Raymond Carver tjente sine penge ved at skrive short stories som var meget populære i USA.
Carver var kendt for at skrive vildt og voldsomt om kærlighed med alkohol som sit foretrukne brændstof til de kreative celler. Det viste sig at være en udmærket kombination.

Raymond Carver blev 50 år gammel. Han levede præcis længe nok til at hans historier blev verdensberømte og rejste hele vejen over Atlanterhavet, for så 30 år efter hans død at gå i land i Aarhus og besøge byens teater for at se Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed.