'Mahanthappa Møller Mogensen Quintet'

Tirsdag 30. jul.

'Whitney med småpsykedelisk indiepop'

Onsdag 7. aug.

'Repremiere: Troen og Ingen på Teatret Svalegangen'

Lørdag 17. aug.

'Michael Kohlhaas Opera Århus'

Onsdag 21. aug.

'Nøgendans: An Eve and an Adam, Granhøj Dans'

Torsdag 29. aug.

'David Bowies Lazarus opføres på Aarhus Teater'

Torsdag 29. aug.

'Corney Marie Andrews på Atlas'

Torsdag 12. sep.

5 millioner fra Salling Fondene til Teatret Svalegangen

Byens samtidsteater får millioner fra Salling til at sætte scenen i stand

26. juni 2019.
Af Kulturnyt

Det betaler sig altid at handle i Føtex, Netto og Bilka. I hvert fald hvis man er glad for teater, fordi Salling er glad for kunst og kultur i Århus. Nu har Teatret Svalegangen igen fået penge fra Salling Fondene.

Salling Fondene har valgt at donere 5 mio. kr. til en større renovering af Teatret Svalegangen. Penge der falder på et tørt sted.

"Vi er enormt beærede over at Karin Salling og Salling Fondene begunstiger os. De ser husets behov, men de ser i høj grad også teatrets potentialer og muligheden for at øge vores aktivitetsniveau. Takket være Salling Fondene kan vi nu kan tage det første spadestik i vores renoveringsplaner."

Byens samtidsteater bor i en kommunal bygning, sidegade til Strøget. Donationen kommer konkret til at gå til sceneteknik og en opgradering af træk i Store Sal.

★★★★★Anmeldelse Human in Balance på Bora-Bora

Menneskets stemme kan du høre i bevægelsen

4. juni 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★★

Don Gnu har skabt forestillingen og fundet danserne. Det er en vellykket forestilling, fordi akrobatikken bliver til dans, og dansen bliver til en historie om hvor fantastisk det er at være menneske.

Livet handler om at være i balance

Vi skal hele tiden være i balance. Bare det at holde sig oprejst er en kunst. Dit spædbarn på 9 måneder ligner fuldstændigt danserne i forestillingen, når de hopper rundt på cirklens tonstunge vippebræt der symboliserer livet. Det er svært at holde balancen, men vi vil.

Historien starter med livets ankomst til jorden. En fantastisk sjov og lattermild scene, hvor den store danser pludselig får forvandlet sin ene hånd til en fod.
Man skal nok se det selv, men det er sjovt.

Senere handler det om balancen mellem det maskuline og det feminine. Det er kærlighed og snoretræk som får danserne til at svæve rundt i rummet. Smukt.

Maskuline mænd med muskler, uhmm

Sang og dans. Mening i livet. Ikke som politik, men som sprællevende kunst der gør livet større, sjovere og 100 gange mere empatisk end noget politisk standpunkt. Mændene på scenen er rigtige mænd, stærke og muskuløse, det er fedt at se manden i sin oprindelige maskuline indpakning. De fleste af os jo desværre blevet dyppet i feminismens suppegryde siden vi var børn, rart at se noget af den oprindelige mand, den nu udrydnings-truede menneskeart.

Don Gnu på Bora-Bora har fat i det vigtigste i livet: Det skal være sjovt, og det skal give mening, og vi skal være her alle sammen.

★★★★★★Anmeldelse Katastrofen Sker i Pausen på Aarhus Teater og Betty Nansen

Jeg ringer til min dansklærer, fordi nu er postmodernismen død

14. maj 2019.
Af Ambjørn Happy

★★★★★★

I 100 år har vi været plaget af tåbens svagsind som forpestede os indtil i går. Eller i morges, faktisk. Postmodernismen. Nu er den død. Teater har igen fået mening, derfor er Katastrofen Sker i Pausen årets sensation. Gå ind og se den, for fanden da, i Århus eller på Betty Nansen. Det er en god oplevelse. Gruppen af unge skuespillere gav en underholdende uppercut til hele den forstokkede verden der holdt op med at tro på noget i 1880.

Tak for det. I årtier har vi hutlet os gennem ørkenen, sammen med tomhjernede forfattere brægende som tørstende får. Vi har vænnet os til det. Levet med at teater skulle være tandløst, forvirret, politisk korrekt. Provokerende når det var bedst, men altid uden mening, fordi "kunstens mål er at undersøge". Not.

Efter premieren i dag på Katastrofen Sker i Pausen er alting forandret.

De 2 historier matcher hele sæsonens bud

Afgangsforestillinger fra Den Danske Scenekunstskole ejer typisk ungdommens glød, talent og frimodighed. Men forårets forestilling er noget særligt for mig.

Ja, scenografien er i top med Karin Gille. Mia Lipschitz har iscenesat. Godt lys, super lyd, musikalsk. De unge skuespillere fungerer helt ud til det yderste af fingrene, de er til stede kropsligt, følelsesmæssigt og kunstnerisk.

Men det særlige er at du får 2 fænomenale historier. 2 teaterstykker som spiller lige op med alt du har set denne sæson, når det gælder en god historie.

Vi fulgte diktatorerne og gav dem vores nøgler

Begge teaterstykker handler om pausen i livet. Der hvor vi ikke tager ansvar. Det er her katastrofen sker, i pausen. Du kan tage alt fra de sidste 100 år og putte det ind i pausen. Vi fik maskingeværer, der gjorde mennesket til offer. Vi havde koncentrationslejre. Vi fulgte store mænd, overlod nøglerne til vores hus i hænderne på diktatorer.

Stykkerne beskriver postmodernismen - som var én lang pause. Vi nægtede at tage ansvar. Moralen døde. Samvittigheden. Alt var lige godt, og dermed ligegyldigt. Vi blev svenske inde i hovedet. Politisk korrekte og ikke i stand til at navigere i livet.

Det ene stykke - en farce - foregår på et kontor, hvor chefen er lige lidt for kynisk. Men folk følger ham. Det andet stykke - en fantasy - foregår i et spirituelt fællesskab hvor guruen er wannabe, men folk følger ham.

Hvad der sker derefter, det skal du selv opleve. Det handler om hvordan vi kommer tilbage til autoriteten i os selv.

Åh min dansklærer bliver ked af det nu. Velfortjent.

Tilbage på scenen er ansvar. Det personlige ansvar, og det skal altså ikke forståes som en dum reklame for et af de politiske partier. Nej, ansvaret som vi kender det fra nordisk mytologi. Dermed også moralen.

Der er forskel på rigtigt og forkert. Det har vi vidst siden dengang vi var danske og lyttede til de nordiske myter. Okay, vi glemte det i 100 år, men nu er den tilbage. Moralen.

Der er noget der er rigtigt. Bare fordi. Sandheden er ikke en sociologisk konstruktion, den er. Eventyret er ikke et brægende mørke af tvivl, det er. Tak for at blive mindet om det. Jeg skal ringe til min dansklærer. Jeg giver ham en billet til forestillingen, med lidt held får han hjertestop når hans indre postmoderne bogreoler styrter i grus. Og det vil være lidt synd for ham, men det er ungdommen der er på scenen nu, og de styrer. Selv.