'4 Ever Reumert vinderen fra Opgang2'

Torsdag 20. feb.

★★★★'Volitant - dobbeltprogram'

Torsdag 20. feb.

★★★★★'Ordet af Kaj Munk'

Torsdag 20. feb.

★★★★★'Lyden af skuldrene vi står på'

Torsdag 20. feb.

'Flagstang Marked'

Søndag 23. feb. kl. 10:00-15:00

'Dukketeaterforestillingen Vejen Hjem'

Søndag 23. feb.

'Andrew Lloyd Webber Galla'

Søndag 23. feb.

★★★★★Anmeldelse af The Pure Gold is Seeping out of Me

3 kvinders æggestokke i oprør

19. februar 2020.
Af Lita Domino

★★★★★

The Pure Gold is Seeping out of Me er en modig og anderledes performance. En kvindekamp som på mange måder er uset i mange feministers verden.

I den gængse feminisme handler det om lighed mellem kønnene, men hvad nu hvis kvinderne kom på barrikaderne og kæmpede for rettighederne til at være fødedygtige kvinder. Lade vores krop få ro og nænsomhed så vi kan skabe nyt liv i vores livmoder. Tillade at vi må passes på af omgivelserne så vi kan være omsorgsgivere for en ny generation. Jeg tænker det er en ny måde at se kvindekamp på, og en meget stærk pointe at fortælle i den stressede verden vi lever i dag.

3 kvinder i togt efter perfektion

I en styret verden, hvor oprør ikke er velset, danser 3 kvinder sig til mere og mere kontrol med deres kropslige udtryk. De forfiner deres kunst gennem hård træning i et dansestudie og rejser verden rundt på nye togter for at opnå perfektion. De er i den fødedygtige alder, men deres maskuline side af skaberkraften, hvor de styrer og kontrollerer deres kroppe, er i overdrive, og den feminine skaberkraft som findes i det intuitive og følende har svære vilkår. Fordi datelines skal holdes og præstationerne skal sidde lige i skabet, hver gang de går på scenen.

De danser i oprørets time

Forestillingen The Pure Gold is Seeping out of Me på BORA-BORA er et frustreret brøl fra en performancegruppe på 3 kvinder, som i oprørets time går i kamp mod deres enorme viljestyrke til det perfekte udtryk i danseverdenen. De vender vrangen ud og undersøger de omkostninger deres profession har for deres liv som kvinder der bærer ønsket om moderskab.

De egenskaber dansens verden fordrer står i stærk kontrast til hvad der kræves af en kvindekrop for at kunne blive gravid. De er så modstridende, for holder du ikke stramt fast i perfektion på scenen, taber du kunsten, mens du må slippe den totale kontrol hvis du vil give plads til at et nyt liv der kan vokse frem i skødet på dig.

At vælge begge levemåder på samme tid, giver kvinderne skyld og skam og store frustrationer, fordi kunstige fertilitetsbehandlinger er dyrt på alle planer af kvindernes liv.

Tusind tak til teamet bag The Pure Gold is Seeping out of Me og til BORA-BORA for en tankevækkende aften i teatret.

The Pure Gold is Seeping out of Me
Koncept og koreografi Renata Piotrowska-Auffret
Performance og Tekster Karolina Kraczkowska, Aleksandra Osowicz, Renata Piotrowska-Auffret, og gæster
Dramaturgi Bonjana Bauer og Renata Piotrowska-Auffret
Dramaturgisk konsulent Magdalena Ptasznik
Editing assistent Michal Kurkowski
Lys Monika Kresniak
Visuelt design Aleksandra Osowicz
Musik Camille Saint-Sarns, Ferenc Liszt, Bill Medley, Jennifer Warnes, The Kurws

★★★★Anmeldelse af Volitant

En spurv i computernettet

19. februar 2020.
Af Lita Domino

★★★★

Hvordan fanger man en fugl til lyden af en computer? I en underfuld lille dans balancerer kunstneren Rita Gôbi på fremtidens vinger. Hun undrer sig over hvad der vil ske med kroppen og dens udtryk når vi lader den styres af teknologien.

I et nært samspil mellem lys, computerlyde og en krop i bevægelse, fanger hun en ny tid ind i forestillingen Volitant og giver et abstrakt bud på opløsningen af spontanitet og frihed til ære for en mere styret og kontrolleret verden.

Mange af dansens udtryk gav mig et stærkt indtryk af en lille spurv i kamp der forsøger at tilpasse sig noget den ikke er skabt til. Jeg forundres over hvor meget selv de helt små bevægelser hun skabte på scenen, kunne fange al opmærksomhed i det stilrene rum og på den måde give resonans inde i min egen billedverden som publikummer.

Tusind tak til teamet bag Volitant og til BORA-BORA for et eksperimenterende danserum.

Volitant
Koreografi og dans Rita Gôbi
Musik Dâvid Beranovâ
Lys design Pavla Beranovâ
Lys teknikere Zuzana Bottovâ, Zuzana Reznâ, Jan Tranta
Kostumedesigner Judit Sinkovics
Kreativ producentÂgnes Karolina Bakk

★★★★★Anmeldelse Ordet af Kaj Munk på Aarhus Teater

Scenografien løfter Ordet til mytiske højder

15. februar 2020.
Af Ambjørn Happy

★★★★★

David Gehrt gør det utrolige. Han er Ordets scenograf, han sætter scenen for Kaj Munks dramatiske sætninger, skrevet med gåsepen på et skrivebord kun oplyst af et enkelt stearinlys. Han har skabt en rund manege med sort sand, et langt bord og bagved videoprojektioner fra Vestjylland i grå toner. Havet. Kirken. Forstranden. Klitterne.

I Gehrts scenografi er farverne trukket af, sådan som den religiøse fundamentalisme dengang på Vestkysten fremstod i sin levemåde. Tilbage er lyset sort, hvidt og gråt. Den eneste rigtige farve på scenen er menneskenes hudfarve. Det er genialt, synes jeg. Han gør Ordet mytisk. Trækker den op på et højere plan. Mennesket står varmblodigt midt i livet, i en religiøs ramme som gamle mænd har sat op.

Hvordan vil det klare sig, mennesket? Med sin varme hud i en kølig vind fra havet?

Levende kroppe med varm hud i den kølige vestenvind

Taget for pålydende er Ordet en religiøs forestilling om at tro eller at tvivle, men snøret stramt ind i en bestemt tro, nemlig dem der hylder guden Jahve. Instruktøren Anja Behrens har udtalt at hun ønsker at skabe en forestilling der er rummelig på tværs af religioner, og der er David Gehrts scenografi en styrke.

Forfriskende er også den kødelighed, som skuespillerne har med sig på scenen. Ikke bare har skuespillerne hudfarve, de har også levende kroppe under de sorte klæder. Meget rørende var det at se det gamle ritual hvor man vasker den døde, og det blev gjort på scenen ved at fjerne tøjet og med klude rengøre den døde krop med vand.

Men om Ordet helt kan slippe fri af stranden, hvor Kaj Munks skib kilede sig ind, det er spørgsmålet du selv må tjekke når du ser forestillingen.

Ordet tror på mennesket, og den tro er altid den stærkeste

"Det var dog en sølle tro", sagde præsten i Taulov til mig. Skuffet. Præstegården henlå i halvmørke, intet lys på denne dag i oktober. Udenfor lå himlen tung, mørk og grå, slæbte sin dvaske krop henover den kolde jord, men jeg var glad. 18 år gammel. Udmeldt. Farvel du kolde kirke hvor de enfoldige blandt mænd er konger, og resten sidder fastlåst på hårde kirkebænke og afventer ordskyen fra prædikestolen.

"Hvis ikke du tror på gud, hvad tror du så på?"

"Jeg tror på mennesket", havde jeg sagt til præsten. Så stemplede han min dåbsattest og bad mig om at gå.

Ordet rummer min tro, og derfor kan jeg lide forestillingen. Ordet tror på mennesket, og den tro vil altid være stærkere. Tak for den oplevelse.

Ordet af Kaj Munk
Scenografi David Gehrt
Instruktion Anja Behrens
Medvirkende Henrik Birch, Mathias Flint, Kjartan Hansen, Frederik Mansø, Morten Suurballe, Anne Plauborg, Kim Veisgaard, Christian Hetland, Kaja Kamuk, Luise Skov.