KulturNyt.net ⊂ Mandag 25. maj. kl. 20:29 ∴ uge 22

Performance

Find vej til den ny performance-forestilling: Overraskende, provokerende, ny, anderledes, oprørende, medfølende, storslået. Indryk tilbud om performance.

Onsdag 2. sep. 19:30

Teater190 kr.
Moot Moot

Teater Katapult

De to dobbeltgænger-DJ’s Barry and Barry søger desperat efter en forbindelse til verden udenfor studiet i den humoristiske og bizarre performance af Rosana Cade og Ivor MacAskill fra Glasgow. Et skarpt koreograferet show som stiller gribende spørgsmål til os om vores måde at kommunikere på i den moderne verden.


Mandag 17. aug. 19:30

Performance225 kr.
Performance: Julia and 500 years of Freedom

Teatret Svalegangen

Performeren Julia Geraldo Machindano har kun levet i 36 år, men hendes livsfortælling er flere hundrede år lang. Hun er født i Mozambique, bosat i Danmark, og i 'Julie and 500 Years of Freedom' dykker hun ned i sin kulturarv og udforsker idéen om frihed.


Fredag 7. feb.

Dans170 kr.
Champions

Bora Bora – Dans og Visuelt Teater

Hvad gør os alle til mestre? Hvad kæmper vi med i vores personlige liv? Stopper vi nogensinde med at skulle håndtere vores sårbarheder?

"Champions" er en performance-installation iscenesat som en hjemlig arena, hvor de fine linjer mellem intimitet og brydning udviskes. Genstande kommer til live og atmosfærer skifter, når performeren konfronteres med eksistentielle udfordringer.


Mandag 25. maj.

Dans170 kr.
Nøddeknækkeren med et drys humor

Bora Bora – Dans og Visuelt Teater

Nøddeknækkeren, Tchaikovskys elskede juleklassiker, bliver udsat for humoristisk popmusik af det multinationale indiepopband John the Houseband. Sammen med Norrlandsoperans Symfoniorkester har de skabt en version hvor det klassisk møder moderne pop og performance møder ballet.


Mandag 25. maj.

Performance170 kr.
Hvad skal vi med kvinder? Bodil Jørgensen opliver Jørgen Ryg

Teatret Svalegangen

Jørgen Ryg er en af dansk revys største legender. Fra 1960 dannede han komisk par med Preben Kaas i ABC-revyerne hos
Stig Lommer med sketches som "Almindelig Eller Festblanket" og musikalske numre som "Min Kone Vil Skilles" og "Lykke".


Mandag 25. maj.

Teater170 kr.
Pursuit of Happiness

Aarhus Teater

Pursuit of Happiness er et opfindsomt og underholdende mix af teater, performance og dans. Den prisvindende og anmelderroste forestilling er skabt af den verdensberømte New York-baserede performancegruppe Nature Theater of Oklahoma i samarbejde med seks dansere fra det internationalt berømmede, slovenske dansekompagni EnKnapGroup.


Mandag 25. maj.

Show170 kr.
Hvad skal der til for at vælte regeringen?

Teater Katapult

Poesi, brandtaler og lydkollager blandes med videoer og musik og bliver til en fabulerende, samfundssatirisk performance om valg, kunst, politik og roller. Skuespilleren og den potentielle politiker Christian Gade Bjerrum iscenesætter sig selv og går planken ud som folketingskandidat, klovn og kunstner.


Mandag 25. maj.

Dans170 kr.
71 Bodies 1 Dance

Bora Bora – Dans og Visuelt Teater

71 bodies 1 Dance er inspireret af 71 personlige erfaringer og vidnesbyrd fra transkøn-personer i Europa. Dette kunstneriske projekt giver synlighed, pirrer nysgerrigheden og skaber viden om det transseksuelle samfund.


» Efter corona - Teatret Svalegangen klar til ny sæson

Efter corona - Teatret Svalegangen klar til ny sæson

Er du sulten! Teatret Svalegangen klar med ny sæson med ny fremtid, en lokal massemorder og masser af satire

26. april 2020.
Kulturnyt

Mere end nogensinde før er der brug for teatret ogfortællinger som kan genrejse det fysiske nærvær og sætte tidens tanker og følelser i bevægelse. Teatret Svalegangen glæder sig til at åbne op igen, når teatret i den kommende sæson går tæt på en aarhusiansk massemorder, prostatakræft, skellet med politik og underholdning og følelsen af at sidde fast i pengenesspil.

Fortællinger mod en ny fremtid

Sæsonen 2020/21 byder på 16 gæsteproduktioner, en række Off The Record arrangementer og fire brølende relevante egenproduktioner.

Direktør og kunstnerisk chef Per Smedegaard: "Når vi konfronteres med en ny virkelighed, er det oplagt at stille de helt store og svære spørgsmål: Hvordan lever vi, og hvad vi lever for? Men hvor skal svarene findes i disse år, hvor pandemier lukker lande ned, hvor klimaudfordringer skaber dystopiske horisonter? Hvor gængse systemer som new public management har spillet fallit, og hvor kapitalismen knækker samfund over i en stadig større global ulighed?"

Og han fortsætter: "For mig sætter pandemien to streger under, at vi lever i en tid hvor nye løsninger skal findes, hvis vi skal gå en bæredygtig fremtid i møde. Helt grundlæggende må vi åbne os for nye fortællinger. For verden er aldrig, som vi tror den er. Vi må være åbne for andre narrativer, end dem vi kender, og her spiller kunsten en kæmpe rolle. Kunsten er nemlig aldrig bare en cellofan-indpakket vare, dikteret alene af et marked. Dertil er den for vigtig som skaber af demokratisk sammenhængskraft og som et spejl på vores liv, eksistens og samtid."

Historien om en århusiansk massemorder

Til oktober præsenteres 2. verdenskrigsdramaet En Plads i Solen som går tæt på den århusianske massemorder Kaj Henning Bothildsen Nielsen. Han stod bag 57 drab, 9 drabsforsøg og 116 sabotagehandlinger for Gestapo – herunder aktionen i Guldsmedegade, som natten til den 22. feb. 1945, udløste den største brand, Aarhus har kendt. Det er en fri dramatisering af historien om Kaj af Julie Maj Jakobsen, som sætter radikalisering i et nyt lys. Stykket er inspireret af Jens Kaiser og Søren Tange Rasmussens dokumentariske bog ”Den aarhusianske massemorder” og er blevet til i et særligt samarbejde med Besættelsesmuseet ved Den Gamle By. Det er en fortælling om at lede efter mening i en meningsløs tidog om at finde den i nazismen, hvor man tilsyneladende havde fundet opskriften på fremgang og stabilitet.

"Var krigen faldet modsat ud, var historien om Bothildsen ganske givet blevet en anden. I dag er det let at få øje på den sort/hvide fortælling om Bothildsens forbrydelser, men ved at trænge ind i hans selvforståelse, tror jeg det bliver muligt at fortælle en langt mere nuanceret og almenmenneskelig historie om at være et menneske i en desperat tid", siger Julie Maj Jakobsen.

Rystende komisk cancer-monolog

I begyndelsen af januar 2021 genopsættes den roste monolog En lille Smule Ubehag hvor Holger Østergaard spiller den 55-årig professor Frank Fjordby der får konstateret den hyppigste cancerform blandt mænd: prostatakræft.

Østergaard zapper ind i de følelsestilstande og karakterer, som Frank møder på sin vej da han med et bliver patientliggjort. Fra drænende bivirkninger, angstprovokerende venteværelser, til intime samtaler med læger, familien, døden og såmænd også Franks sammenbidte ringmuskel, der ikke vil åbne sig for videnskaben.

Hvem bliver Danmarks Ny Statsminister?

Danmarks næste statsministervalg sendes direkte fra Teatret Svalegangen. Forestillingen Valgaften er en stærk komedie om et kommende statsministervalg, der er forvandlet til et hårdtpumpet reality-show. Det unge dramatikertalent Niclas Ashkan Johansen og seks skuespillere rører sidst i januar en hæsblæsende TV-cocktail sammen, hvorder er skruet helt op for underholdsværdien og helt ned for troværdigheden.

Publikums sms-stemme afgør forestillingens handling, når skellet mellem politik og underholdning opløses i jagten på Danmarks nye statsminister.

Skuespiller Bolette Engstrøm Bjerre: "Jeg glæder mig til at opleve at publikum spiller publikum! Forestillingens forløb bestemmes på stedet og slutningen er 100% afhængig af hvilken kandidat publikum stemmer på. Som skuespiller kommer det til at kræve et kæmpe forarbejde, en god portion is i maven og frem for alt et kæmpestort tilstedevær. Det kommer til at sitre. Det bliver fedt."

Elevatorsatire om penge og magt

Den internationalt anerkendte dramatiker Nis-Momme Stockmann har skrevet Ondskabens Ansigt direkte til teatrets to komiske talenter Anders Brink Madsen og Holger Østergaard.

Det er en stærk satire om kapitalismens ansigter og to jakkesæt fanget på 4 m2. To medarbejdere i et internationalt våbenfirma er på vej til et hastemøde på 85. etage. De skal medbringe nogle hemmelige dokumenter, da firmaet angiveligt befinder sig i en krise, men pludselig går elevatoren i stå.

Onskabens Ansigt er en unik komedie om penge og magt. Om årsregnskaber, performance optimering, en kongepuddel til 4000 euro og om at sidde fast i pengenes spil mellem 24. og 25. etage.

Instruktør Per Smedegaard: "Den her forestilling er bidende aktuel oven på Panama-papirerne eller udbyttesagen, men den handler ikke om de gode mod de onde. Det er så let at sige, at kapitalismen bor i onde mænd i jakkesæt, men den eroveralt. Vi kan ikke halshugge kapitalismen, for den har ikke ét hoved. Alle deltager i den, og den bor også i mig på godt og ondt. Det paradoks sætter Nis-Momme tænderne i på særdeles komisk vis, og jeg er stolt over, at han vil arbejde med os igen."

» Anmeldelse af The Pure Gold is Seeping out of Me

★★★★★Anmeldelse af The Pure Gold is Seeping out of Me

3 kvinders æggestokke i oprør

19. februar 2020.
Lita Domino

★★★★★

The Pure Gold is Seeping out of Me er en modig og anderledes performance. En kvindekamp som på mange måder er uset i mange feministers verden.

I den gængse feminisme handler det om lighed mellem kønnene, men hvad nu hvis kvinderne kom på barrikaderne og kæmpede for rettighederne til at være fødedygtige kvinder. Lade vores krop få ro og nænsomhed så vi kan skabe nyt liv i vores livmoder. Tillade at vi må passes på af omgivelserne så vi kan være omsorgsgivere for en ny generation. Jeg tænker det er en ny måde at se kvindekamp på, og en meget stærk pointe at fortælle i den stressede verden vi lever i dag.

3 kvinder i togt efter perfektion

I en styret verden, hvor oprør ikke er velset, danser 3 kvinder sig til mere og mere kontrol med deres kropslige udtryk. De forfiner deres kunst gennem hård træning i et dansestudie og rejser verden rundt på nye togter for at opnå perfektion. De er i den fødedygtige alder, men deres maskuline side af skaberkraften, hvor de styrer og kontrollerer deres kroppe, er i overdrive, og den feminine skaberkraft som findes i det intuitive og følende har svære vilkår. Fordi datelines skal holdes og præstationerne skal sidde lige i skabet, hver gang de går på scenen.

De danser i oprørets time

Forestillingen The Pure Gold is Seeping out of Me på BORA-BORA er et frustreret brøl fra en performancegruppe på 3 kvinder, som i oprørets time går i kamp mod deres enorme viljestyrke til det perfekte udtryk i danseverdenen. De vender vrangen ud og undersøger de omkostninger deres profession har for deres liv som kvinder der bærer ønsket om moderskab.

De egenskaber dansens verden fordrer står i stærk kontrast til hvad der kræves af en kvindekrop for at kunne blive gravid. De er så modstridende, for holder du ikke stramt fast i perfektion på scenen, taber du kunsten, mens du må slippe den totale kontrol hvis du vil give plads til at et nyt liv der kan vokse frem i skødet på dig.

At vælge begge levemåder på samme tid, giver kvinderne skyld og skam og store frustrationer, fordi kunstige fertilitetsbehandlinger er dyrt på alle planer af kvindernes liv.

Tusind tak til teamet bag The Pure Gold is Seeping out of Me og til BORA-BORA for en tankevækkende aften i teatret.


The Pure Gold is Seeping out of Me
Koncept og koreografi Renata Piotrowska-Auffret
Performance og Tekster Karolina Kraczkowska, Aleksandra Osowicz, Renata Piotrowska-Auffret, og gæster
Dramaturgi Bonjana Bauer og Renata Piotrowska-Auffret
Dramaturgisk konsulent Magdalena Ptasznik
Editing assistent Michal Kurkowski
Lys Monika Kresniak
Visuelt design Aleksandra Osowicz
Musik Camille Saint-Sarns, Ferenc Liszt, Bill Medley, Jennifer Warnes, The Kurws

» Anmeldelse af Champions

★★★★★★Anmeldelse af Champions

Brydningskampen der gælder livet

4. februar 2020.
Lita Domino

★★★★★★

Findes der en smukkere kærlighedshistorie, end når et menneske opdager sig selv og finder kærlighed til sit eget væsen? På BORA-BORA er scenen sat i et dobbelt program af Andreas Constantinou. To meget forskellige forestillinger, men som begge har rødder i kampen for frihed til at være dem vi er og udholdenhed som det kræver at nå til dette sted.

Den første forestilling Champions, en hjerteskærende åbenbaring af et indre univers. En palet af videoinstallationer, lydfiler, wrestling, musik og performances. (Den anden Mass Effect).

Champions handler om den sværeste kamp i livet, og som formentlig kræver den ypperste form for udholdenhed, nemlig kampen for at blive den man er. Performer og koreograf m.m. Andreas Constantinou´s udgangspunkt er at han som barn blev gjort forkert og mødte ikke forstående øjne fra sin far, der var blind for drengens smukke særpræg og de blide facetter der kendetegnede essensen af hans væsen. Som voksen har han forståelig nok svært ved at være alene og det er her hans rejse ind i sig selv begynder.

En kærlighedshistorie på mange planer

Med et mod af en anden verden nærmer han sig sin egen essens og samler alle brikkerne i et stort puslespil. Den rejse bliver billedliggjort i et fantastisk og meget personligt kunstværk, Champions.

Det var en super nærværende performer der tog scenen. Med meget lidt gestik får han fortalt en rørende og stærk historie. Publikum får lov at skue ind i det inderste kammer i en voksen mands brydekamp for sin egen ret til at være sig selv. Han sidder i sin lænestol men samtidig får publikum indblik i hans arbejde gennem en række terapisessioner gemt på lydoptagelser. Her begynder han at formulere sit eget eksistensgrundlag.

Han er født anderledes end sin far, som aldrig har forstået sin dreng, men han sejrer som voksen mand, idet han lærer at acceptere sig selv og sætte pris på netop de kvaliteter han er i verden med.

Det var som at være vidne til en fødsel

Jeg er oppe at ringe med 6 stjerner for denne fantastiske performance installation. Jeg er dybt rørt over den personlige og meget modige beretning, og jeg har stor respekt for den nytænkende og anderledes måde at sætte den i verden på. Det var i sandhed et kunstværk af format. Jeg mærker en stor nødvendighed i vores nutid til at skildre livet fra indersiden af tilværelsen som er så langt fra selfie-verdenen hvor kun det tilpassede menneske har lov til at være.

Bravo for en skøn og gribende oplevelse.

Tusind tak til teamet bag Champions og til BORA-BORA for dette indblik i udholdenhedens væsen.


Mass Effect
Kunstnerisk koncept, koreografi, instruktion Andreas Constantinou
Samarbejdende instruktør Dagmara Bilon
Video designer, lys og lyd designer Christoffer Brekne
Installation design, lys og lyd design Jeppe Cohrt
Psykolog/dramaturg Kristine Graugaard
Dramaturg Jeppe Hemdorff Nissen
Wrestling træner Mikkel Wind
Performer Andreas Constantinou og Aris Papadoupoulos
Kunstnerisk assistent Rita Maria Farias Monoz
Kreativ producer Kirstine Marie Bauning
Co-produceret BORA-BORA

» Anmeldelse: Super Human

★★★★★Anmeldelse: Super Human

Robotterne har indtaget teatret

29. oktober 2019.
Lita Domino

★★★★★

Med humor og dygtighed tegner performance – og dansegruppen Next Zone et billede af tiden, hvor vi putter en chip i nakken på os selv, for at kunne overkomme det ekstreme. Teknologi skal efterligne menneskelige sysler ved hjælp af robotter, men hvad sker der når menneskekroppen begynder at efterligne teknologien? 7 unge mennesker sætter sig for at træne kroppen til perfektion og gør deres kropsbevægelser overnaturlige, som var de en ny og bedre udgave af menneskeheden.

Energisk Cocktail

Danserne ser til forveksling ud som unge veltrænede streetdansere, så helt robotter er de nok ikke, men jeg er så imponeret over deres tekniske kunnen og hyper kontrol over muskler, kød og knogler. Forestillingen Super Human er en energisk cocktail af breakdance, popping, som er en robotlignende dans (vi kaldte den Electric boogie i 80érne) og her i denne forestilling er der tilmed iblandet ny cirkus, ny dans og akrobatik.

En hypet Techno verden

Den nye generations dansere har trukket de ovennævnte danseformer ud af Harlems gader, hvor de har været brugt til at battle mod hinanden siden 70érne og ind på teatrene hvor det bestemt også høre hjemme. Vi er i en tidsalder hvor kunsterne må forholde sig til et væld af teknologi og det skal jo gerne kunne udtrykkes med kroppen og i kunsten. Så dejligt at opleve hvordan scenen for dette hele tiden flytter sig i takt med samfundsudviklingen og skønt at BORA-BORA altid har en finger på danse-pulsen ude i verden, så danseværkerne også kan komme på gennemrejse til Aarhus.

”Blip”

Jeg har i aften måttet overgive mig til dette øjeblik, hvor de unges frihedstrang gik hånd i hånd med super koncentrerede tekniske færdigheder og lade mig imponere af dansernes overlegne eksperimenter på et bart gulv. De var energiske, og havde en god portion humor da de trak deres kunstform op som et spejlbillede af vores tids jagt på perfektion og den fascination vi har af alt der kan sige ”Blip” og fremstille os som overmennesker.

Respekt her fra og tusind tak for en dejlig aften til teamet bag Super Human og til BORA-BORA for den flittige finger på pulsen.

<

» Anmeldelse af Walk-Man, Dans og Visuelt Teater

★★★★★Anmeldelse af Walk-Man, Dans og Visuelt Teater

Mandens spor i verden

5. oktober 2019.
Lita Domino

★★★★★

Jeg har aldrig tænkt på det før, men måden mennesket går på, siger utrolig meget om hvem vi er og hvordan vi har det. Har du magt, er du herre i eget hus, er du socialt anlagt? Sætter du pris på nærvær, kvinder, fugle, eller noget helt andet? Har du mål i livet og ved du hvor du er på vej hen? Vi kan se det på gangen, kontakten med jorden eller mangel på samme. Top point til duoen Don Gnu for at dele den indsigt med os andre i forestillingen Walk-Man.

Powerwalking

Der er rigtig mange påstande om, hvordan man bedst laver en karakteristik af manden. For eksempel: Man kan kende en mand på hans ord, - eller, manden beskrives bedst ved at spørge hans kone, - eller, Manden er sine handlinger, eller måske; Kender vi manden på hvordan han krydser et fodgængerfelt. Kom ind i legen på BORA-BORA i denne tid og vær med til at iagttage den moderne mand og hans måder at være i verden på. Det er hylende sjovt, poetisk, kærligt, og råt på samme tid.

Den maskuline platform

Fodgængerfeltets forjagede liv bliver ikke bare en kedelig dagligdags rutine i den forrygende forestilling Walk-Man men bliver brudt op tusindvis af gange, for at skabe nye platforme at undersøge den maskuline identitet på. Og netop det at bryde op og skabe nye sammenhænge er vel en af de smukkeste egenskaber vi som mennesker har. Vi flytter os og udvikler os hele tiden.

Chokoladeæske med spas og alvor

Don Gnu lever bestemt op til forventningerne til deres omdømme som multitalenter og dygtige koreografer i Walk-Man. Denne gang står dansetruppen Don Gnu ikke selv på scenen men har koreograferet et festfyrværkeri af spas og alvor i en solid og gennemarbejdet forestilling. De har allieret sig med 4 virkelig talentfulde performere, der alle giver den gas med deres maskuline input til verden. Som en æske chokolade får vi de bedste godbidder sammensat efter en hver smag. Små og store indsigter om mandens væsen bliver pakket fint ind i stunts, dans, humor og forrykte abstraktioner der alt sammen giver sit bidrag til verden og skaber ny bevidsthed om det væsentlige. En æstetisk forestilling der vender op og ned på dagligdagens rutiner og giver frisk blod på tanden til at lege mere med måden at gå igennem livet på.

Tusind tak til de herlige kunstnere bag forestillingen Walk-Man og til BORA-BORA for endnu engang at invitere til gøglerier.

<

» Anmeldelse Butoh dans, For Ever Four Seasons, Bora-Bora Århus

★★★★Anmeldelse Butoh dans, For Ever Four Seasons, Bora-Bora Århus

En helvedes prognose for menneskeheden

4. september 2019.
Lita Domino

★★★★

I en disharmonisk og provokerende performance på BORA-BORA fremfører teamet bag For ever four seasons en helvedes prognose for menneskeheden. Hvis vi ikke erkender at vi er et med naturen, bliver vi tilintetgjort af os selv. I to billeder bliver publikum ført ind i en selvransagelse af menneskehedens selvdestruktive adfærd. Vi bliver brølet ad uden ord, vi bliver skreget til uden udtryk, vi får kastet virkeligheden i hovedet, uden meget bevægelse fra performerne. Jeg blev skræmt af dette smertelige møde med menneskehedens undergang.

Butoh dance

Det gjorder indtryk at kunsterne havde valgt den provokerende danseform Butoh dance til at udtrykke deres foragt for menneskehedens vanvittige kurs mod helvede. Den langsomhed og absurde form giver så meget plads til at tænke kritisk om verden og om os mennesker der er så forvirrede og fortabte.

Menneskets fald – en grotesk opvågning

Vi bliver født af jorden og det bliver også jorden der tager vores rester den dag vi dør. I tiden imellem fortrænger vi vores tilknytning til naturen, idet vi bilder os ind at vi er herskere af den. Vi laver gerne historier om vores magt over naturen og dyrker et Gudebillede, et selvportræt af os selv, som værende det herskende væsen over planetens dyre- og planteliv. Et selv bedrag der har store konsekvenser for hele vores jord. Dette er temaet i forestillingen, som kan ses for tiden på BORA-BORA.

<

» Anmeldelse Utopias Lost and Found, Bora-Bora

★★★Anmeldelse Utopias Lost and Found, Bora-Bora

Kapitalismens Flygtninge

31. august 2019.
Lita Domino

★★★

Vi mistede fællesskabet i jagten på mere profit og blev rodløse fragmenter uden sammenhæng med andre mennesker. Når vi står alene må vi bære alle livets kampe på egne skuldre. Vi bliver nød til at fortrænge hvem vi er, for som individualister er der ikke længere nogen der høre efter hvad andre siger, og ensomheden og sorgen over at være alene er så forfærdelig at vi bliver ædt uden modstand af uhyret der hedder kapitalismen.

Oprør

Men der er et oprør på vej. Jeg har set det i dag på BORA-BORA. 6 unge performere der er på flugt fra kapitalismen tog i dag ordet i deres mund og i håbet om at nogen ville lytte, fortalte de små glimt af deres livshistorie, som på en eller anden måde blev til en fælles oplevelse. Alle kan nikke genkendende til det individualistiske samfunds ensomhed og smerte. Længslen efter fællesskab og samhørighed har aldrig været mere presserende end nu, fordi vi hver især er blevet frarevet meningen. Et oprør er absolut nødvendigt.

Jagten på det perfekte samfund

Der er lang vej til Utopias, det perfekte samfund, for vi er grueligt på afveje. Jeg synes performerne gik en modig vej i dag i ”Utopias -lost and found”. I stedet for at læne sig op af eksperternes bud på det perfekte samfund, gik de i stedet for på jagt i deres egen historie. Undersøgte hvad der har betydning for dem selv og for deres forfædre.

Erkendelsen

Forestillingen var et kaos af effekter, kulisser og publikummer der sad i vejen for hinanden, men jeg tager hatten af for temaet og måske det ikke kan være anderledes på dette spæde trin mod en ny verden. Det bliver nød til at rode, når vi i begyndelsen skal lærer at forholde os kritisk til det vi står i. Det er kunstnerne vi skal høre sandheden fra, for de kan forholde sig til verden på en anderledes måde. Måske druknede strukturen i processen. Måske er stykket ikke helt færdigarbejdet, og måske er vi på nuværende tidspunkt så fanget af kapitalismen at det ikke er muligt at finde Utopias. Men første skridt er vel også at erkende at vi er tabte. Jeg er meget taknemlig over at have set dette oprør på BORA-BORA i dag. Det giver håb til vores del af verden, som har mistet så meget mening og betydningen af fællesskab.

Tusind tak til teamet bag ”Utopias – lost and found” og til BORA-BORA der giver plads til et skønt opgør med kapitalismen.

<
Christoffer Brekne

» Anmeldelse Human in Balance på Bora-Bora

★★★★★Anmeldelse Human in Balance på Bora-Bora

Menneskets stemme kan du høre i bevægelsen

4. juni 2019.
Ambjørn Happy

★★★★★

Don Gnu har skabt forestillingen og fundet danserne. Det er en vellykket forestilling, fordi akrobatikken bliver til dans, og dansen bliver til en historie om hvor fantastisk det er at være menneske.

Livet handler om at være i balance

Vi skal hele tiden være i balance. Bare det at holde sig oprejst er en kunst. Dit spædbarn på 9 måneder ligner fuldstændigt danserne i forestillingen, når de hopper rundt på cirklens tonstunge vippebræt der symboliserer livet. Det er svært at holde balancen, men vi vil.

Historien starter med livets ankomst til jorden. En fantastisk sjov og lattermild scene, hvor den store danser pludselig får forvandlet sin ene hånd til en fod.
Man skal nok se det selv, men det er sjovt.

Senere handler det om balancen mellem det maskuline og det feminine. Det er kærlighed og snoretræk som får danserne til at svæve rundt i rummet. Smukt.

Maskuline mænd med muskler, uhmm

Sang og dans. Mening i livet. Ikke som politik, men som sprællevende kunst der gør livet større, sjovere og 100 gange mere empatisk end noget politisk standpunkt. Mændene på scenen er rigtige mænd, stærke og muskuløse, det er fedt at se manden i sin oprindelige maskuline indpakning. De fleste af os jo desværre blevet dyppet i feminismens suppegryde siden vi var børn, rart at se noget af den oprindelige mand, den nu udrydnings-truede menneskeart.

Don Gnu på Bora-Bora har fat i det vigtigste i livet: Det skal være sjovt, og det skal give mening, og vi skal være her alle sammen.


<

» Anmeldelse: What Does Not Belong to Us, BORA-BORA

★★★★★Anmeldelse: What Does Not Belong to Us, BORA-BORA

Der er ingen bånd der binder

25. april 2019.
Lita Domino

★★★★★

I virkeligheden er der intet der tilhører os. Vi er individer der må begå os i en verden befolket af andre individer. Vi kan stå ansigt til ansigt med hinanden og forsøge at synkronisere vores følelser med andre, eller vi kan prøve at frarive os fra andre i kampen for at træde frem som særegne væsner.

På BORA-BORA sluttede aftenen dobbeltprogram af med danseforestillingen ”What does not belong to us” En techno inspireret danseforestilling, der netop spiller på technomiljøets kamp for at være individualister og i oprør mod omverdenens regelbundethed. To mænd, Theo Samsworth og Allessio Sanna fra Luxemburg, gav sig hen til en hypnotisk dans hvor de udfordrede tid, form og sted gennem dansen med og mod hinanden.

En duet der både var kunstnerisk smuk, medrivende, surrealistisk og vildt energisk. De forstod at fange vores kulturs største paradoks ind i dansen. Paradokset mellem social arv og vores trang til at gøre os fri af den.

Det var en utrolig flot performance med en råstyrke i det abstrakte og kropslige udtryk. Ærgerligt at vi ikke må beholde teamet i Aarhus men at de kun er på gennemrejse.

Tusind tak til teamet bag aftenens sidste forestilling og til BORA-BORA for at huse dem.

<

» Anmeldelse: Nycirkus, BORA-BORA

★★★★★Anmeldelse: Nycirkus, BORA-BORA

Anmeldelse: Materia & As Heavy as it Goes, nycirkus på BORA-BORA

20. marts 2019.
Lita Domino

★★★★★
Skabende kræfter

Belgiske Circus Katoen og den italienske gadekunstner Andrea Salustri gæster i øjeblikket BORA-BORA med deres to forestillinger ”As heavy as it goes” og ”Materie”. Et dobbeltprogram der klæder hinanden. Dels fordi de til sammen begge er fra genren Ny-cirkus men også fordi de i mine øjne begge sætter fokus på skabende kræfter.

As heavy as it goes - Det kreative sind

Det er tungt at være menneske, for vi er alle fanget i livets absurditeter, men vi har også en måde at være i verden på der er helt forunderlig. Vi beslutter os at flytte rundt på tunge sække fra et sted, for bagefter at flytte dem til et andet, bygge huse, for at rive dem ned igen, flyve til andre lande for at opleve nærvær, gå på arbejde for at have råd til fritid og meget mere. Det giver ikke mening, med mindre man betragter vores kreative sind og vores skaberglæde. Disse guldkorn blev der stillet skabt på under aftenens først performance og det med stor humor, råstyrke, udeholdene og en kreativitet der begejstrede alle tilskuerne. En vidunderlig oplevelse.

Materie - Når sjælen vågner.

Kan du huske sidste gang du legede med vinden? Måske stod du på gaden og betragtede vindens hvirvlende leg med bladende, - turde du at hoppe ind centrum af dem og blive et med kunstværket, eller blev du holdt tilbage af en endnu større kraft såsom skam, eller tanker om at det var unyttigt? Har du været betaget af en kæmpe vindmølle drevet af en usynlig kraft der gav energi til menneskets moderne tilværelse, eller er du mere optaget af dine tanker om næste møde du skal til? Hvor er vores opmærksomhed flyvsk at vi glemmer at se det allersmukkeste livet giver os. Måske er vi så bange for at lade os forundre af livet at vi glipper det. Det må bare ikke ske, så tusind tak til dem der tør at lege, skabe, udfolde sig og være tilstede, for de kan vise os vej, når vi andre farer vild i intellektualiseringer, tidsplaner, uoverskuelige problemer og kropsløse saltomortaler i tilværelsen. Jeg blev hentet hjem i aftenens sidste forestilling på BORA-BORA.

Stor performances.

En stor kunstner der kender til livets allervigtigste beskæftigelse for mennesket, - nemlig at forundre sig over livet, var så tilstedeværende i sin performance at det smittede en hel teatersal af folk, der modigt indlevede sig i hans eksperimenter med et af de 4 grund elementer – Vinden. Hans leg førte mig ind i en kinæstetisk tilstand af lykke. Med enkle virkemidler gav han oplevelser af skabelseskræfter og af destruktion. Med nogle vindmaskiner og noget flamingo blev jeg så optaget at jeg et øjeblik glemte skam og tanker om det unyttige, men blev legende glad og nærværende indeni. Jeg havde tanker om at vi er i gensidig balance mellem omgivelsernes energi og den energi vi som mennesker kan skabe med vores krop.

Tusind tak til BORA-BORA for disse to fantastiske forestillinger.

<

» Anmeldelse: Orchard, BORA-BORA

★★★★Anmeldelse: Orchard, BORA-BORA

Anmeldelse: Orchard, Minimalistisk og indtagende

20. februar 2019.
Lita Domino

★★★★

Orchard er en have fyldt med træer og her befinder to identiske mennesker sig. Haven er sårbar overfor enhver ubalance mellem menneskene og tåler ingen berøring af de grafiske træstammer. Som skulpturel kunstinstallation er aftenens sidste oplevelse et meget særpræget og smukt eksperimentelt møde mellem mennesket og dets miljø. Et øjebliks billede på hvordan vi mennesker må lære at gebærde os i omgivelser der har en risiko for at gå til grunde.

Jorden er vores have, vores sociale relationer er en have, og det enkelte menneskes sind er også en have, hvor vi må tage os i agt for at holde balance. Vi må lære at bevæge os, for bevægelse er nødvendigt, uden at vi ødelægger noget af det som vi sætter pris på.

Hvad er en have uden træer? Et lille men ikke ubetydeligt vindue ind på virkeligheden som vi alle befinder os i.

Struktur og symmetri.

Danserne bevæger sig sofistikerede og symmetriske. De har humor og det ser vi gennem deres bevægelser i haven, hvor meget de må passe på når de befinder sig i meget sårbare omgivelser. Kulisserne er grafiske og har en skønhed i den linjefaste struktur, som giver mening og noget at tygge på.

Tusind tak til BORA-BORA og de to teams som stod for aftenens forestillinger Myopic time og Orchard.

<

» Anmeldelse: Lykkerejser fra Happiness Unlimited, BORA-BORA

Anmeldelse: Lykkerejser fra Happiness Unlimited, BORA-BORA
Jagten på den berusende lykke

4. december 2018.
Lita Domino

Hvad er lykke for dig? Er det nærvær, viden, leg, nænsomhed, fest, kunst, fælleskab eller noget andet?
Sovser du ligesom jeg rundt i vintermørket med en paraply af tunge tanker og ønsker du dig et afbræk i denne tilstand? Har du smag for lykkeridt, så er Happiness unltd, Pop-up-bureau for eskapistisk lykkerejser, måske en kærkommen pause fra det kedelige grå. Gå blot ind i deres fantastiske univers som er et totalteater-performance i en butik på Frederiksgade (Den lille gågade i Aarhus midtby) og lad dig forundre, opleve varme, imødekommenhed, humor og livsbekræftelse. Selve bureauet er ganske gratis og den mest vidunderlige lykkerejse koster kun en skallet halvtresser.

Bureauet

Jagten satte ind for mig en tirsdag eftermiddag, Tornysteret var pakket og jeg vandrede ind i det opløftende og morsomme univers. Det første jeg mødte var den vidunderlige rejseguide i belønningscentret. Hun viste mig rundt i butikken og gav instruktion i de forskellige måder at opnå lykkekick på. Feks var der to toiletter i vinduet, som handlede om at give slip og blive tilstede med det der er. Eller endorfin-maskinen der hjalp grinet på vej. Der var et stort lykkehjul og blot det at dreje på det gav en funklende latter i brystet. Der var også mulighed for at tage selfies med palmer i baggrunden og meget andet som vi danskere tænker giver lykke. Et satirisk og morsom installation som gav noget at tygge på.

Lykkerejsen

Klokken 16 var der boarding til Lykkerejsen og en lille gruppe og jeg gik ombord i husets kælder og jeg vidste ikke hvad der ventede mig. Vi stillede støvlerne udenfor og trådte ind på første plan af rejsen. En smuk kvinde ledte os ind i en meditation der handlede om at slippe jordforbindelsen og lade os forføre til en flyvetur op til stjernerne. Vi fik udleveret en stjernekikkert som var et kalejdoskop som vi måtte benytte, mens hun dansede i et badekar med lys.

Kakao-gudinden

Derefter blev vi ledt videre til et nyt magisk plan, hvor endnu en vidunderlig kvindefigur lå i en stor seng. Vi blev budt op i sengen til hende hvor hun omsorgsfuldt fortalte et guddommeligt eventyr om gudinden af kakaobønnerne. Derefter tog hun sin frakke af og vi fik lov at male hendes nøgne krop med chokolade.

Festen

Dernæst blev vi lukket ind til en meget varm og herlig norsk fyr, der ville holde en mægtig fest og vi var indbudte. Der var mad og champagne til alle, sjove briller, dans og til sidst sang han en meget rørende norsk vise, der greb mit hjerte, selvom jeg ikke forstod ordene han sang.

Tankevækkende inspiration

Hvor var jeg forundret og indtaget af denne performance som lykkerejsen var. Jeg kunne hente så meget inspiration til mit eget liv, jeg havde følt mig modig og mine grænser havde flyttet sig undervejs og jeg var blevet mødt med sådan en varme og nærvær. Hvordan kan jeg give denne forestilling stjerner som jeg plejer når de jo tog fusen på mig og var noget helt andet end det jeg forventede? Jeg bliver denne gang nødt til at drage chilier ind i billedet, for denne installation og performance er stærke sager og kræver en del mod og medlevelse at opleve, hvis man skal have det fulde udbytte af det. Den får 5 chilier herfra.

Tusind tak til Kassandra-production og til BORA-BORA som står for billetsalget til lykkerejsen.

<

» Anmeldelse: Don Gnu 'Jagten på det grå guld' på BORA-BORA

★★★★★Anmeldelse: Don Gnu 'Jagten på det grå guld' på BORA-BORA

Originalt og perlende Poetisk

12. november 2018.
Lita Domino

★★★★★

Jagten på det grå guld Vi kan ikke undgå den; Alderdommen medmindre vi stiller træskoene før den griber vores kroppe, og vi går i forfald. Den sidste del af rejsen hen mod graven kan være svær især, hvis kroppen har været en dejlig bolig at udforske verden med, men aftenens performance fra Don Gnu er alt andet end en jammerdal om alderdommen. For charme og musikalsk poesi er i behold og verden bliver stadig udforsket. Med stor humor sætter teamet bag Jagten på det grå guld fokus på det allervigtigste i menneskets sidste tid nemlig fantasien og humoren. Den bliver aldrig gammel. Den forsvinder ikke fra os.

Alt kan ske!

Publikum bliver inviteret ind på et alderdomshjem, hvor duoen Don Gnu nu ser tv. Her er Otto Leisner i gang med en spørgsmålsleg. Det lyder til at deres liv nu er kedeligt, men det er den langt fra for der er stadig maskulin kamp i de to gubber. De elsker stadig en rask lille magtkamp, -nu om tv’et. Da kroppen ikke kan følge med i en slåskamp mere, må de to oldinge tage en tur ud i fantasien og i bedste Don Gnu stil udvikler det sig til et voldsomt mandeslagsmål. Plejepersonalet falder ind i kampen og de ender med at slå hinanden til plukfisk. Her i fantasien kan alt lade sig gøre. De kan kæmpe, forvandle plejerene til smukke dansende sylfider og flette hjertegribende franske sange ind i dette vidunderlige univers. En række klassiske kunstværker bliver modelleret i kød og blod og de danser med lampeskærme på hovedet. ALT KAN SKE – og det gør det. Stykket slutter med at virkeligheden igen banker på og vi er tilbage til plejehjemmet, hvor døden er en realitet. Don er død fra Gnu og Otto Leisner kører igen på tv’et, men nu er der ikke længere nogen magtkamp tilbage med kun et medlem i duoen. Æv hvor jeg savnede Don i den scene. Det var meget hjertegribende.

Nu med rollator

Det er en super maskulin fortælling om det at blive gammel. Truppen sætter fokus på alderdommen gennem fysisk teater, stunt, dans, akrobatik og komik. Den charmerende duo Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersen har i denne forestilling igen inviteret herlige Petras Lisaskus med til selverkendende og humoristisk kamp mod tiden. For tiden har sat sit præg på de ellers så lækre ben og de må nu gå med rollator.

En meget gennemarbejdet og inspirerende forestilling, hvor performance, lys og lyd går op i en højere enhed. Alderdommen er noget man ikke behøver at frygte for med fantasien i behold kan man gøre det til et kunstværk.

Tusind tak til teamet bag Jagten på det grå guld og til BORA-BORA for at huse dem.

<

» Anmeldelse: 'Kroppen' fra Bådteatret på BORA-BORA

★★★★Anmeldelse: 'Kroppen' fra Bådteatret på BORA-BORA

Anmeldelse: Kroppen er fabelagtig og underholdende performances

21. november 2018.
Lita Domino

★★★★

Kroppen er en danseforestilling med noget væsentligt på hjertet. Teamet bage aftenens optræden på BORA-BORA brugte en kombination af dukker og menneskekroppe til at udtrykke en række temaer omkring livet med en krop. Under behandling tages der: Den lækre krop, den slatne krop, den dysfunktionelle og fordrejede krop, den syge krop, den sensuelle krop, og den gamle krop. Publikum fik et syn af den ydre krop men vi blev også ført ind under huden til lunger, hjerte og til blodbanerne. Døden var et gennemgående tema i forestillingen, hvilket må sige at ramme noget meget essentielt ved det at være i livet.

Den følsomme krops fortælling

Kroppen er vores hjem, her bliver vi født til et liv i sansernes vold og en dag dør vi og sanserne vil forsvinde. Vores væsen vil forgå. Det er ikke underligt at vi mennesker er meget optaget af den. Den knytter jo netop os til livet, men vi har det med at gå fra en naturlig opmærksomhed på kroppen til at bliver yderfokuseret og ofte har vi et kommercielt syn på kroppen i samfundet i dag. Men kroppen er forunderlig, -skrøbelig og stærk på en gang, så hvad ville der ske, hvis vi omsluttede vores kroppe med naturlig accept og opmærksomhed?

Store planer med publikum

Jeg kunne rigtig godt lide de passager hvor det helt enkle blev dyrket. Hvad skal der til for at vi mennesker oplever en andens krop som levende, Et ansigt, et ben, en arm, en bevægelse? Det blev så levende for mig når jeg kunne knytte min fantasi til figurerne og se dem bevæge sig med små gestus. Jeg kunne have blevet der i forestillingen i timevis, men holdet havde flere planer med publikum. De ville også fortælle om selvfokusering på menneskekroppen, på navlepilleri, om det fordrejede menneskeideal, hvordan vi lader os styrer af selvrealisering, hvordan vi behandler vores kroppe og hvordan vi alle til sidst alligevel må dø og opgive kroppen.
Det var en mægtig spændende aften og for mig nyt at se voksen teater med dukker.

Tusind tak til teamet bag Kroppen og til BORA-BORA for at inviterer dem til Aarhus!

<

» Anmeldelse: Noora Hannula Vs. Soma the Augmented Reality Girl

★★★★Anmeldelse: Noora Hannula Vs. Soma the Augmented Reality Girl

Mennesket mod maskinen

6. november 2018.
Lita Domino

★★★★

Menneskenes verden er efterhånden invaderet af teknologi. Selv på kærlighedsområdet er der indtog af virtuelle hjælpemidler der skal give lyst og glæde til den enkelte. Men er grænsen nået når en computer kan være attraktiv og tage alt opmærksomheden fra det virkelige menneske? Er virkeligheden ikke bare sejere end en computer?

Historien i forestillingen

Historien i forestillingen er den at kvinden Noora er blevet meget jaloux på den sexede tegneseriefigur der har et virtuelt forhold til hendes kæreste. Noora opsøger den virtuelle person Soma for at give hende en omgang klø og for at vinde kæresten tilbage.

- Soma er inspireret af en blanding af computerspil som Street Fighter, Lara Croft fra Tomb Raider og de virtuelle japanske kærester fra et spil, der hedder LovePlus.

Et humoristisk indslag i debatten omkring teknologiens placering i verden.

Historien er tynd men til gengæld er der fyret op for effekterne på denne performance på BORA-BORA. Alle publikummer er udstyret med VR-briller. En super tjekket Noora Hannula er formidabel på gulvet i strid kampånd for rettighederne til sin kærlighed. Det er hurtige bevægelser og hun har styr på alle muskler i kroppen. Med en blanding af kampsport og dans ruller hun henover scenen i en Tekken-lignende kamp mod sin modstander, den virtuelle Soma. Teknikken fungerer godt og det er en underholdende ide at skabe et opgør med teknologien på en dansescene.

Tak til teamet bag aftenens forestilling og til BORA-BORA for at huse dem

<

» Anmeldelse: At glemme... At huske... på Teater Refleksion

★★★★★Anmeldelse: At glemme... At huske... på Teater Refleksion

To små erindringsperler i byens teater Refleksion.

3. oktober 2018.
Lita Domino

★★★★★

Når bølgerne drukner vores elskede eller når flammerne fortærer vores dyrebareste er smerten uundgåelig, og efter os må vi slæbe erindringerne om de tab og den rædsel der står som en søjle af lidelse i os. Den bliver tilbage i os som sansninger der ikke vil slippe os, før vi slipper den.

I aften har jeg været vidne til to erindringen om det tragiske ved at stå tilbage efter ulykken har ramt og hvordan de to performere arbejder med det at huske hvad der skete som en nødvendighed.

To meget forskellige og personlige soloforestillinger

Den første forestilling er en slægtstragedie som bliver ved med at ske. Det handler om drukneulykker i kvinden Melanie Thompson liv. Om vandet der kan tage liv men også om vandet der kan hele smerten hos det menneske der har været ramt i generationer. Hun valgte i sin fortælling at rense sig for angst og sorg og på smuk kunstfilm kunne jeg se at hun steg op af vandet til sidst som symbol på at lade den gentagende tragedie få en ende.

Den næste forestilling handlede om en brandulykke som Bjarne Sandborg oplevede som dreng. Jeg blev grebet i hjertet af hans smukke og ulykkelige fortælling. Han sad på sin lille barnestol da forestillingen begyndte og græd tusindvis af sten under sin performance. Han tegnede sig gennem smerten, skrev, og stillede dukkehuse op som viste hans tab. Flammerne der havde fortæret blev baggrund for et skyggeteater. Det var meget hjerteskærende at se ham fanget i sit værste mareridt. Til sidst så det ud til at han fandt en fred ved hans barnemøbler og hans historie sluttede her.

Intimteater

Teateret Refleksion er lille og intimt og jeg blev fanget af kunsternes helt nærværende måde at fortælle livshistorie på, for det kræver både mod og vilje at vælge livet efter at ulykken har ramt og måske var det en nødvendighed at gøre det til kunst. Derfor er jeg oppe at ringe med fem stjerner, for hvor er det dejligt at se performance som gælder livet.

Tusind tak til teamet bag ”At glemme… At huske” og til Teater Refleksion for meget gribende forestillinger.

<

» Anmeldelse: ReDoing GENDER på BORA-BORA

★★★★★★Anmeldelse: ReDoing GENDER på BORA-BORA

Rå og stærk performance - Et kunstværk som jeg aldrig har set det før

14. september 2018.
Lita Domino

★★★★★★

Det var råt og stærkt. Aftenens forestilling var en sand ener, fra jeg trådte ind i salen til jeg forlod den grebet i hele mit væsen.

Abemanden i et laboratorie

Det første jeg møder, i det jeg træder ind i rummet, er abemanden i et laboratorie. Lidt væk sidder der en klinisk person og tager notater af testpersonens adfærd. Abemanden bevæger sig som et urmenneske og prøver hele tiden at tilpasse sig i et eksperiment der skal danne hans adfærd og følelser. I verden med forbudt og tilladt forsøger han at eksperimentere sig frem til den rette kønsidentitet for ham, men hele tiden ud fra hvordan den kliniske person straffer og belønner.

Fremmedgjort

Fremmedgjort bliver han mere og mere forvirret idet belønning og straf ikke har nogen egentlig pointe, men hele tiden deler ud fra modstridende impulser. Abemanden falder i selvhad sammen på scenen, og må opgive at finde sin identitet som abemand.

I kamp mod sig selv

Han forsøger sig derefter som aggressiv bokser i en kamp mod sig selv. En kamp der er umulig at vinde og han må gemme hovedet i en kasse. Prøver at danse med kassen på hovedet men bliver straffet af den kliniske person for den adfærd. Han må trække sig ud af kassen men denne gang kommer han tilstede som en voksen mand med et grædende babyansigt. En fødsel der sender forundring og smerte langt ind i min sjæl. Han forsøger at virke maskulin men kommer i stedet til at virke grotesk og meget sørgmodig.

Italesat identitet

Den kliniske person begynder at tale til mennesket med babyansigt. Med sin stemme rækker han hånden til forsøgspersonen og ord om smerten, forvirringen og det splittede kønsoplevelse begynder at tage form, Hvem er du som mand? Er du forvirret på dit køn, og vigtige ord om identitet og mening. Mennesket i krydsilden med sin kønsidentitet har brug for en ny begyndelse, og efter at møde tomheden føder han et lille nyt liv. Det nye køn.

Tanker om kønsidentitet

Jeg får mange tanker om hvad kønsidentitet er? Hvad vil det sige at være mand og hvornår er man kvinde? Jeg får også mange tanker om hvordan vi som samfund forsøger at socialisere hinanden til at være noget bestemt. Og oprørske tanker om at skabe plads til at en hver person kan finde sin egen identitet.

Det var råt og stærkt men også utrolig smuk og berigende oplevelse.

Tusind tak til teamet bag aftenens forestilling, til BORA-BORA og til The Genderhouse festival for den unikke oplevelse.

<

» Anmeldelse: WOMANhouse på BORA-BORA

★★★★★Anmeldelse: WOMANhouse på BORA-BORA

Miraklet sker i aften på BORA-BORA

11. september 2018.
Lita Domino

★★★★★

Fire kvindelige performere transformerer deres køn for at stille skarpt på det maskuline i forestillingen WOMANhouse. Det er miraklet. The Genderhouse Festival er nu skudt i gang på ægte mande-manér i Aarhus stræder. Velkommen til en farverig festival der handler om køn, identitet og seksualitet.

Jeg blev blæst bagover lige fra starten, hvor de fire performere kommer blæsende ind på scenen som en maskulin stormstyrke. De skiftevis brøler og charmer sig ind i publikums hjerte. Deres sammenspil er fantastisk idet de fremlægger mandekultur som et stærkt sammenhold og alle deres mandelige bevægelser er indøvet med stor præcision. Jeg skiftevis griner og græder, krummer tæer og bliver ærbødig.

Hvad er det maskuline egentlig for noget???

Jeg der elsker en mand og lever sammen med ham, kender de små og store bevægelser en mand kan gøre sig, men kun udefra. Hvad der foregår indeni er en gåde og jeg fik en hjælpende hånd af teamet bag forestillingen på BORA-BORA, da de gav et bud på den hvad det vil sige i humor og alvor at være mand.

Hvad mandens kønsopfattelse er og hvor det maskuline kommer fra, er vel en blanding af det fysiske og det psykiske. Performerne hyllede mandens styrke ved at bære rundt på hinanden i aftenens forestilling, deres udseende og måde at bevæge sig på var dryppende maskulint og de gav smukke bud på den mandelige psyke - gennem tanker, følelser, dans og tilsyneladende robusthed der gjorde deres kønsidentitet klar. Jeg fik en stærk opfattelse af at mandens kønsidentitet ikke kun handler om det mandlige lem, for selv da performerne smed tøjet, var de stadig i manderollen. Bravo for den pointe.

Den maskuline skam

Performerne udtrykte også den mest komplekse problematik en manderolle kan støde ind i, nemlig følelsen af skam der vel egentlig i sin grundfølelse er den største udfordring. Hvor skammen har til formål at bevare en gruppe samlet, kan en ond og sort skam blive en pinsel, når manden skal vælge sin karriere eller undgå udstødelse hvis han ønsker at være mere i kontakt med sine feminine sider, hvilket jo forståeligt nok kan resultere i vrede og aggression.

Dejligt er det i hvert fald at der er så højt til loftet i den store sal på BORA-BORA, for disse mænd der var karakteriseret her er skønne og elsker at folde sig ud og vise aggression, passion og viljestyrke, til musik lige fra Vivaldi og til metal.

Stående bifald efter forestillingen til WOMANhouse på BORA-BORA og det var velfortjent.

<
Video: Fotografen i Århus

» Eja Due om lyst, købesex og den lykkelige luder

Eja Due om lyst, købesex og den lykkelige luder

Sex sælger utrolig godt

3. september 2018.
Ambjørn Happy

Interview med skuespiller Eja Due der fortæller om lyst, købesex og den lykkelige luder. Hun skaber performance-teater der handler om seksualitet.

Sex sælger?

'Sex sælger utrolig godt. Selvfølgelig fordi ordet 'sex' indgår, og fordi jeg tror rigtigt mange myter, og idéer og fantasier ikke mindst om luderen - et dejligt dansk ord - vækker lige dele forargelse og provokerer et tabu i os. Og samtidigt vækker det i mange mennesker en lyst.'

Sex og luder-stigmaet

'Kvinder der har sex med mange mænd er nogle værre ludere, og mænd de er nogen fandens karle. Det er selvfølgelig en dejlig cliché, men den er stadigvæk enormt gældende. Og jeg synes det er interessant at undersøge hvorfor der er så meget luder-stigma stadigvæk.

Der burde være plads til at man ikke fordømmer andre og andre lyster, end måske dem man lige selv kan spejle sig i.'

Slut-shaming?

'Jeg har snakket med rigtig mange unge piger på gaden, som oplever slut-shaming. Det er den slut-shaming jeg taler om i min forestilling, den shaming som i højeste grad rammer dem der sælger sex. Slut-shaming er en af grundene til at det er svært at stille sig op og sige at man sælger sex.

Den lykkelige luder?

'Hvem fanden er lykkelig? Man kan sagtens have et job og så samtidig have en virkelig dårlig dag.'

Hvad er sex?

'Der er vel ikke så meget sex, hvis ikke der er noget vi kan overskride. Fantasien, mystikken - det at skabe et objekt for ens begær - er jo så indgroet i seksualiteten. Jeg tror ikke man kan have sex, uden at objektgøre noget andet.
Spørgsmålet er: Hvorfor har vi så som samfund aftalt, at det at være et objekt er noget negativt? Fordi der kan jo være absurd meget magt i at være et objekt.'

Debatten om prostitution

'Vi overser nogen gange hvordan vores egen liderlighed kommer til at stå i vejen for at forstå denne her problematik. Fordi lige så vel som det vækker forargelse, tabu, skam - når vi taler om sex til salg - så vækker det også liderlighed, det vækker også begær og lyst. Og alle de ting gør det utroligt komplekst at tale om sexarbejde.'

Købesex?

'Det kræves skills, rigtig mange kompetencer for at være en god sexarbejder, men nogen gange kan det også bare være et banalt møde, en kemi der opstår, nogle penge der skifter hænder og noget sex der bliver udvekslet.
Men hvorfor gør lige præcis pengene forskellen? Hvordan kan de skabe så stort et tabu? Det er for fanden bare sex.'

» Anmeldelse: Eja Due i Lyst 2 på Teatret Svalegangen

★★★★★Anmeldelse: Eja Due i Lyst 2 på Teatret Svalegangen

Hvem sælger sin krop til højest bydende?

31. august 2018.
Ambjørn Happy

★★★★★

Jeg har set Eja Dues fisse. Den søde tot hår og hendes følsomme læber. Har svært ved at fokusere på ret meget andet, da hun kommer ind i rummet på teatret Svalegangen. Vi er 30 på besøg i bordellet, Lyst#2, øverst i Svalegangens bygning.
Lyst#2 er et stykke dejligt performance-teater, som gavmildt deler spørgsmål rundt og lader publikum finde sine egne svar. Dejligt, fordi det udvider grænserne i mit sind. Det kan jeg godt lide. Forestillingen handler om købesex. Hvornår er man prostitueret, sexarbejder, luder?

'God aften, jeg er din luder for i aften', siger Eja Due. Tror jeg. Fordi jeg kigger nu mest på hendes langlemmede krop, brysternes form, rosenknopperne, det lange hår, de spinkle fingre, armene, knæene. Hun ligner en kvinde. Nøgen.

Hvad er din fantasi?

'Hvordan vil du gerne se mig? Hvad er din frække fantasi? Hvad for noget tøj skal jeg have på, for at jeg lever op til din drøm om den perfekte luder? Tøjet ligger derude.' Eja Due peger på døren. Mænd og kvinder henter trusser der er åbne ved kønnet, brysteholdere, hofteholdere, sygeplejerske uniformer og frække støvler med stilet.

'Hvordan vil I klæde mig på?' Vi kigger tøvende på hinanden. Der er en grænse for hvor mange par trusser en kvinde kan have på samtidigt, indser vi. En ung kvinde hjælper Eja med at tage de orange trusser på. En frisk mand giver hende et slips, og hans gravide kæreste nikker bifaldende. En anden frisk ung mand vikler Ejas bryster ind i husholdsningsfilm. Det ser ikke særlig frækt ud, synes jeg. Jeg ville hellere have beholdt hende nøgen.

Hvad er prisen på et knald?

Og sådan fortsætter forestillingen. Eja holder brændende taler, hvor mændene bliver kastet på bålet. Hun taler varmt for kvindens ret til at tjene penge på sin krop. Der bliver sat priser på et knald, og vi følger med. Jeg tilbyder 1200 kroner, men jeg bliver straks trumpet af en kvinde i vinduesrækken. '3.000 kr.', fastslår hun. En ung kvinde med lyst hår foreslår Eja at sælge sin krop for 10.000 kr. per nat. 'Så kan du altid gå ned i 3.500 hvis forretningen går sløjt.'

Lyst#2 har spørgsmål om købesex som vi besvarer højt eller inde i os selv. Et svært spørgsmål: 'Hvornår er man en luder?' Spørgsmålet der jævnligt drukner i en sort/hvid debat. Måske fordi: Vi bærer jo alle en flig af luderen i os selv. Hvem går ikke på job hver morgen for at sælge sin krop? Sælge os selv til den højest bydende?

Bordellet på Svalegangen har åbent de fleste aftener i festugen, men også om formiddagen. Mit besøg var yderst tilfredsstillende, og jeg anbefaler Eja Dues performance.

<
Fotografen i Århus

» Anmeldelse: Lav Sol på Aarhus Teater

★★★★★★Anmeldelse: Lav Sol på Aarhus Teater

Hvis du elsker bacon er dette stykke ikke til dig

5. maj 2018.
Ambjørn Happy

★★★★★★

Lav Sol er et fantastisk stykke performance i den geniale genre. Hvis Aarhus Teater var Noma, ville Lav Sol blive serveret på samme tallerken som glasset med myrer. Idéen smager bedre end mørbraden på en myre. Jeg elsker idéer, så derfor var Lav Sol noget for mig (selvom jeg også er storslem til bacon).

Som koncept. Som idé. Som kunst
Lav Sol er 'Ceci n'est pas une pipe' i teaterform. Og du kender sikkert det billede af René Magritte, og det er kartoffelmos uden bacon. Idéen er god, men vi ville have foretrukket en pige i bikini.

Bevidsthedens tyngde

Man kan se på aber at de generelt har et lettere liv end os, fordi aben slipper for vægten af bevisthed. En banan og en krop indenfor rækkevidde, så er aben glad. Vi andre bliver bekymrede. Vi spekulerer. Vi mærker sindets vældige stenhjul formale indtryk og ælte dem til nye former, ny bevidsthed.

Det er tungt at være intelligent. Det er hårdt at være genial. Lav Sol er genialt.

Vi har givet bevidstheden bort

I begyndelsen af Lav Sol græd jeg. De to skuespillere er fanget i et vanvid af kunstig intelligens med alt for megen information. Som dyr i et bur. Ligeglade, tomme, fortabte i informationens vanvid.

Du ved hvad jeg mener.

Engang var det tegn på menneskelighed, intelligens og sejhed at kunne finde vej til et hotel i Harzen. I dag er mennesket ikke andet end et ligegyldigt vedhæng som drejer rattet til højre og venstre ned gennem Tyskland.

De to mennesker i bur, som du kommer til at opleve, har givet intelligensen bort til maskinerne. Nu er de tomme. De gider ikke engang bolle med hinanden. Computeren styrer deres liv.

Kroppen er større end bevidstheden

Men forfatteren til Lav Sol er som sådan blevet småtræt af bevidsthed uden krop. Hvilken glæde har vi af den. Skuespillerne aflirer lange meningsløse tirader af intellektuelle ophobninger af ord. Bortkastninger fra et forpint sind.

Bevidsthed er fravær af liv. Sådan hører jeg stykket. Når vi tænker en tanke, da sker det først efter vi har spist vores bacon, eller set teaterstykket. Bevidsthed indtræffer efter livet er indtruffet.

Derimod kroppen, den er livets mening. Abens greb om bananen. Smagen af frugtkød. Hud mod hud. Kroppen er selve livet.
Derfor skal næste stykke fra forfatterens skrivemaskine være et stykke fyldt med krop, erotik, følelser, hud. Altså 'Høj Sol'.
Tak for oplevelsen.

<

» Anmeldelse: Dobbelt op på italienske dansetrin på Bora Bora

★★★★★Anmeldelse: Dobbelt op på italienske dansetrin på Bora Bora

To gribende og tankevækkende performances

25. april 2018.
Lita Domino

★★★★★

Wreck - List of extinct species. Kender du det at have en sort sky af intethed der jagter dig rundt i tilværelsen? Du kan stille dig selv spørgsmålet, hvad er intetheden, men kan du nå det før den har fortæret dig og spyttet dig ud igen? Fordi hver gang den fortærer dig, vil kroppen blive mere og mere forvrænget i smerte.

I aftenens første dansestykke Wreck - List of extinct species møder publikum det abstrakte uhyrer i form af en stor skulptur der svæver rundt på scenen. Danserne bliver skadet af dens enorme magt men forsøger efterhånden også at forholde sig til uhyret. Løber fra det, danser op imod det og med hinanden i samspillet.

På et tidspunkt ændrer lyset sig til blåt og danserne kommer til syne i en rundkreds, hvor de danser rundt, som får mig til at tænke på Matisse naivistiske malerier af det uskyldige menneske. Denne dans afslører uhyrets meningsløshed og efterhånden får danserne pacificeret den i et hjørne, men til publikums overraskelse kommer der et nyt kæmpe uhyre ind på scenen båret af en af kvinderne og kampen kan starte på ny.

Meget tankevækkende og stærkt angstprovokerende fortælling.

Imponerende kropsudtryk, meget poetisk og smuk fortælling

Kokoro Når en danser iklæder sig nøgenhed, bliver jeg helt stille og meget opmærksom, for så ved jeg at kunstneren har noget væsentligt på hjertet og modet til at lade kroppen fortælle det. Der må være en form for sandhed i det, tænkte jeg inden. Måske noget af det helt essentielle ved menneskelivet.

Men Luna Cenere kunne mere end fortælle om sandheden i menneskelivet. Hun kunne også fortælle om det forvrængede menneske. Jeg kunne se hvordan huden var spændt ud over hver muskel og hver knogle som stiller sig til rådighed, som et toptrænet instrument til en meget smuk og poetisk fortælling i forestillingen Kokoro. Lys og skygge modellerede hendes krop og gjorde den til fantastiske skulpturer. Nogle smukke, andre groteske. Kokoro kan fra Japansk oversættes som ”det indre væsen” men indeholder både begreberne: ”sind” og ”hjerte”.

Jeg fik en kæmpe oplevelse af nærvær og nerve i aftenens sidste forestilling.

<

Eutopia

Eutopia

kultur

» Eutopia

Vi ønsker at gentænke, at nytænke kulturen. Vi tror på kulturens absolutte nødvendighed for at skabe hele, tænkende mennesker.

KulturNyt



Kultur Nyt Kalender uge 22 Anmeldelser Kulturvideo Del din kultur Redaktion


Kulturportal Alt om Århus
- teater, dans, musik, kunst, kultur

KulturNyt er et no-money-no-profit medie hvor skribenter, fotografer og journalister tilbyder en genvej væk fra swipe-telefonen og ud i virkeligheden.

Hvis du har et kulturarrangement så fortæl os om det, eller lav en konto og skriv selv dit arrangement ind i kulturkalenderen. Copyright på tekst og billeder tilhører de respektive rettighedshavere. Synspunkter og meninger henhører til de enkelte aktører.

Alt indhold på KulturNyt leveres efter princippet om no-money-no-profit, vi er finansieret af godt humør og kernedansk ytringsfrihed. Konkurrencer med teaterbilletter og lignende afgøres fair efter bedste evne, og vindere modtager billetter direkte fra arrangøren.
Alt om Århus