★★★★Anmeldelse Den Lille Prins Musikhuset Aarhus

En Lille Prins på eventyr

14. oktober 2020.
Ambjørn Happy

★★★★

Den Lille Prins er en moralsk fabel der underholder og pirrer vores længsel efter at forstå os selv. Han bliver født på en planet med en sød rose, og rejser ud i verden for at finde ud af hvad livet går ud på.

Historien blev skrevet af den eventyrlige franske pilot, Antoine de Saint-Exupéry. Han er en af personerne i den lille bog der er trykt i millioner af eksemplarer på 300 forskellige sprog. Han finder Den Lille Prins i ørkenen, hvor Antoine styrtede ned - både i virkeligheden og i historien.

Andre personer i stykket lever på hver sin planet, og prinsen besøger dem. Den vrede konge der ikke har nogen at herske over. Den forfængelige danser som drømmer om en selfie sammen med nogen. Forretningsmanden som putter himlens stjerner i banken. Personer som afspejler mange af de tossede ting som vi mennesker gør.

Til slut ender prinsen i en ørken, hvor han møder piloten. Jeg forestillede mig at piloten ville flyve drengen hjem til sin planet, men det sker ikke. I stedet rejser Den Lille Prins hjem ved at få en farlig slange til at bide sig, hvorefter han vender tilbage til sin fødeplanet som en fantasi eller en ånd.

Forfatteren Antoine de Saint-Exupéry var selv ikke bange for at dø. Han kendte ikke dødsangst, sagde han. Når han fløj i sit fly glemte han ofte ilten, eller han overså maskinens tilstand.

Saint-Exupéry sagde: "Jeg har intet imod at sove ind for natten eller for evigt. Er jeg først sovet ind, mærker jeg ingen forskel. Og tænk hvilken fred! Men disse skrig, som vil lyde derhjemme, disse store fortvivlelsens flammer... dem kan jeg ikke tåle at tænke på."

Den sidste gang han faldt ned med sit fly overlevede han ikke. Det skete over middelhavet i en P-38 Lightning, om sommeren 1944.

Sådan er historien på scenen. Først går man så meget grusomt igennem, og så dør man i en ørken bidt af en slange. Det er lidt depressivt, synes jeg. Men der er stjerner for musik og sang, flot scenedesign og effektiv brug af videokanonen der skaber fantasi og flytter publikum mellem scenerne. Tak for oplevelsen.

Den Lille Prins
Medvirkende Morten Hembo, Christian Bergman, Mads Kronborg
Bearbejdelse og iscenesættelse Morten Hembo og Christian Bergman
Musik og sangtekster Stine Michel og Mads Kronborg
Lysdesign Morten Hembo
Lyddesign Mads Stagis
Dukkemager Johan Kølkjær
Konsulterende instruktør Michael Slebsager
Plakat Elena Schweitzer

★★★★★Anmeldelse Hvis jeg bliver gammel, Teatret Svalegangen

Nærværende iscene­sættelse af den sidste dans

9. oktober 2020.
Lita Domino

★★★★★

Det er ikke let at blive løbet an af alderdommen, men det behøver ikke at være kedeligt. I aftenens selskab med teamet bag forestillingen ”Hvis jeg bliver gammel” både kluklo jeg så jeg måtte holde mig for maven, blev varm om hjertet af ømhed, trillede tåre af bevægelse og blev forført af den charme, ærlighed og livsmod som scenekunstnerne leverede fra kanten.

Den aldrende krop bliver indhyllet i smilerynker

Det var en væsentlig skildring af livet som det kan se ud, når man runder livets midte og begynder at skråne ind mod livets slutning. Det var som om at performerne løftede alderstegnene kærligt op på armen. De vuggede og nursede den gamles lemmer med varm indsigt om livets forgængelighed. De indhyldede den knudrede og aldrende krop i selvironiens vidunderlige skær og de tegnede de smukkeste smilerynker i deres publikums ansigter.

Livet som det kan se ud når man bliver gammel

De lange tandhalse, smerterne i ledene, søvnbesvær, venner der falder bort og andre genvordigheder. Men også sprudlende humor, selvironi, indsigt og masser af poesi. Det hele må med og deres iscenesættelse var et smukt bud på de tanker og tabuer man kan møde i den sidste del af livet.

Plastikorgier i humoristisk modeshow

Allerede mens vi er børn, gør vi os forestillinger om alderdommen og også om døden. Hvordan er det at blive gammel. Hvad interesserer man sig for, når man bliver oldemor og hvad betyder det at vi en dag skal dø? I denne performans får vi det både ind med inderlighed, poesi, plastikorgier i humoristisk modeshow og en klistret brun sovs at skylle ned med.

En kærlighedsdans til livet

Den sidste dans var i aften en varm hyldest til livet. Den var en bevægende kærlighedsdans til alt det smukke der er her på jorden. Den sidste del af livet bliver måske danset med mindre smidighed, men med en rørende ømhed der lunede mit hjerte.

Tusind tak til teamet bag ”Hvis jeg bliver gammel” og til Teatret Svalegangen der har inviteret dem til byen.

Hvis jeg bliver gammel
Medvirkende Lars Bjørn Hansen, Githa Lehrmann, Klaus T. Søndergaard og Camilla Stage.
Idé og iscenesættelse Sofie Christiansen
Dramaturg Mathias Rosenkrands Bech
Sceneografi Julie Forchhammer
Lysdesign Jens Hansen
Lyddesign Kim Malmrose
Koreografi Sofie Christiansen
Produceret af Sart Danseteater og Odense Teater.

★★★★★Grønlandsk Teater: Anmeldelse Blok 4 & Udsigt

Grønlandsk Teater giver blanke øjne du kan spejle dit danske hjerte i

5. oktober 2020.
Ambjørn Happy

★★★★★

Hvis du er modig, så gå ind og se Grønlandsk Teater i Århus, "Udsigt" og "Blok 4". Du får 2 stykker smørrebrød disket op foran dig på scenen i Teatret Svalegangen. Tilberedt af grønlændere, og du vidste ikke engang de kunne lide den slags? Smørrebrød. Deres kultur er jo ikke ligesom vores, vel?

Det gør lidt ondt at høre sandheden

Jeg er en kold dansker, fordi jeg er født her på egnen. En kold og slimet fisk. Når jeg træder ind i et rum fyldt med grønlændere, så bliver de tavse. Hvorfor? Fordi grønlændere er underdanige overfor hvide mænd? Nej! Grønlændere møder danskeren med tavshed, fordi tavshed er det eneste som vi danskere ikke kan sige noget imod.

Dét påstår i hvert fald den grønlandske kvinde på scenen. Og det er en god pointe som Kim Leine skriver ud på din kvittering for at spise "Blok 4". Stykket handler om et dansk par der bosætter sig i ghettoen i Nuuk. Deroppe er det de indfødte grønlændere der bor i ghettoen. Det lugter jævnligt af tis, vold, mord og undergang i drukkenskab velvilligt hældt ned af Carlsberg, formodentlig den bedste øl i verden.

Tager vi alt uden at ville tage ansvar?

De to danskere flytter ind i en af de nederdrægtige betonboliger vi har bygget til de vilde naturfolk. Kold beton hvor vandet driver ned ad væggene. De har job på sygehuset og på skolen. Halvdelen af patienterne forstår ikke dansk, og den anden halvdel kan danskerne ikke forstå. Men parret er enige om, at det er en stor oplevelse at være på Grønland.

Danskernes ægteskab vakler imidlertid. Han bliver forelsket i en lille grønlandsk godte, men forstår slet ikke den grønlandske kultur. Han kan lide at have sex med den grønlandske kvinde, tager hende om natten og forlader hende når det bliver morgen. Tager hvad der tilkommer en moderne dansk mand.

Men hun er ikke tilfreds. "En rigtig mand ville vælge mellem mig og din kone. Du kan ikke få alt."

Er det sådan vi er? Er danskere hensynsløse og nægter at være ærlige. Er vi sådan nogen der bortforklarer alt det forkerte vi har gjort? Nægter at stå til ansvar?

Erkendelse om at være dansk kræver at se sig selv i en grønlænders øjne

Det kræver et spejlbillede at se sig selv. Det kræver blanke tårer i en gammel kvindes øjne at se sig selv i øjnene. Se hvad vi har gjort ved naturfolket. Vi spærrede dem inde i de betonbure i Nuuk, som danskere selv har vænnet sig til at bo i gennem et par generationer. Bad dem skyde deres stærke trækhunde. Forlade deres bopladser. Opgive gravpladserne hvor deres børn nu ligger alene i den arktiske kulde. Placerede dem i betonhusene og byggede en Brugseni til dem fuld af øl fra Carlsberg og Royal Unibrew.

Der er noget koldt i os danskere? Noget lidt for effektivt og mangel på kontakt med naturen. Det er der måske, synes jeg, når jeg lytter til "Udsigt". Sådan smager i hvert fald det andet stykke smørrebrød, som du kronologisk får serveret først. En monolog fra Makka Kleist som uden anklage husker tilbage på sit liv i Grønland dengang "Gæsterne" dukkede op. Det liv hvor man tager på fjorden om morgenen for at hente fisken til middag.

"Gæster", kaldes vi. Fordi når vi engang er rejst tilbage til vores eget kølige fangenskab, på fjerde sal uden græs under fødderne, så vil grønlænderne fortsat være grønlændere.

I Århus er der mange varme grønlændere, synes jeg

Der er altid en kvinde der griner lykkeligt, eller en mand der stopper mig og siger "hej" på Klostertorv. Jeg elsker deres varme øjne. De ser mig kærligt, og jeg har aldrig forstået det.

Efter oplevelsen på Teatret Svalegangen tror jeg nu, at grønlændere simpelthen har udviklet et varmt hjerte i den del af Kongeriget som måske i virkeligheden er den smukkeste del af Margrethes univers. Hvorvidt det danske hjerte modsvarende er koldt, der må du lige stikke en hånd ind under blusen og mærke efter når du ser Grønlandsk Teater på Teatret Svalegangen.

Tak oplevelsen. Det er rart at blive set af andre.

Udsigt & Blok 4
Medvirkende Makka Kleist, Helene Kvint, Karina Møller og Thomas Knuth
Tekst "Udsigt": Makka Kleist, "Blok 4": Kim Leine
Instruktion Hanne Trap Friis
Film Mikael Jacobsen (betagende smukt)
Produceret af Teater Freezeproductions