Anmeldelse: Jernring fra Bådteatret

Kulturnyt.net • Lita Domino
12. november 2019.

Gruens karrusel

Jeg har været på Karruseltur i aften på Teatret BORA-BORA. En gruvækkende én af slagsen, for med på turen var historiens største diktatorer, Stalin og Hitler, og de vækker stadig rædsel langt ind i dette nye århundrede. I et smerteligt og uhyggeligt performansværk fremstiller turneteatret Bådteatret den forfærdelige skæbne som alt for mange led under 2. verdenskrig i byen Leningrad. Jernring er en voksen dukketeaterforestilling som både er grotesk og samtidig poetisk.

Levende dukker

Jernring er en musikalsk rejse tilbage til et udhungret folk der måtte kæmpe for humanitet i nederdrægtige omgivelser. Vi møder en russisk familie til tonerne af en symfoni af Shostakovich (Symfonien: Leningrad). Familiens medlemmer er skabt af dukkemager Rolf Søborg Hansen, men kommer til live i forestillingen af 4 dukkefører. Uden ord men med fantastisk gestik er hovedpersonerne levende. Jeg forundres over dukkernes poetiske billedsprog og lever mig med i deres medmenneskelighed og kamp for samme. Jeg var utrolig optaget af de udtryksfulde dukker og levede mig med i deres verden. Det var så forunderligt og det høje tempo i forestillingen gjorde at jeg ikke havde tid til at reflektere over dukkeførernes teknikker, men bare måtte overgive mig til det forunderlige univers.

Sublim sans for fortælling

Forestillingen er helskabt og vel gennemført. Lige fra den drømmeagtige stemning på den runde karruselscene, lysets modellerbare effekt af fortællingen, lydens til tider skræmmende beskrivelse af krigens konsekvenser, og de eviggyldige temaer som Bådteatret denne gang arbejder med. Jernring er sat på spidsen med både vid og en vidunderlig fornemmelse for smuk og udtryksfuld kunst. Forestillingen har hele tiden en sublim sans for de magiske øjeblikke hvor humanitet og medmenneskelighed lever på trods og giver godt stof til eftertanke.

Tusind tak til teamet bag Jernring og til Bora-Bora som lagde scene til.