Anmeldelse: Parasitterne, Aarhus Teater

Kulturnyt.net • Ambjørn Happy
15. februar 2019.

Anmeldelse: Sargun Oshana overrasker med Parasitterne

Sargun Oshana overrasker med Parasitterne. Stykket er underholdende, festligt og fornøjeligt. Dels på grund af stykkets forfatter, Soya. På grund af David Gehrts virkeligt flotte og stemningsbærende scenografi. Super gode skuespillere med pragtpræstationer. Temaet - de menneskelige parasitter som snylter, udnytter og bedrager - er aktuelt og vedkommende.

Billed: Happy Fotografen.dk

Derfor er der fire stjerner inden vi når afslutningen. Men så overrasker instruktøren Sargun Oshana. Trylleri fra en mester. Udgaven af Parasitterne er hele vejen holdt tekstnært, bortset fra et enkelt velplaceret inshallah tror jeg, og alligevel lykkes Sargun Oshana at give stykket en sublim dimension i en kunstnerisk retning.

Vi har den senere tid givet for mange 5-stjerner, og det er vi også nødt til her. Du skal gå ind og se Parasitterne. 5 stjerner.

Lystspillet som afklæder sig selv

Publikum griner, fordi Parasitterne er et fint lystspil. Marie Marschner står stærkt som den forkælede og amoralske datter, der har fået et barn som er til besvær - indtil hendes moralsk forkrøblede far Herr Gruesen udtænker en plan hvor barnet indgår som lokkemad.

"Sugerøret skal stikkes i Amerika", proklamerer Kim Veisgaard i rollen som Herr Gruesen. God og solid præstation, djævelsk og manipulerende. Det er stakkels Miss Olson det gælder, milionæren der lejer sig ind hos familien på et værelse. Nanna Buhl Andresen gør det fremragende, hun har lært rollen på lyntid og har alligevel overskud til hoftevrid og godt kropssprog.

Den gamle Gruesen er vant til at snyde folk. Det er hans religion. Han vil overtale Miss Olson til at gøre datterens spædbarn til universalarving og bagefter tage livet af den gode kvinde.

Det er en sjov og festlig mordplan. Jeg synes stykket vinder mange point på sin morbide og sorte humor.

Men under det sjove gemmer tragedien sig. Måske du har læst bogen eller set tv-spillet fra 1958. Der er en tragedie dernede. Lystspillet danser mens det afklæder sig sin humor, bid for bid. Det er godt håndværk på Aarhus Teater.

Oshanas tryllekunst

Mens Herr Gruesen planlægger et mord for at gafle Miss Olsons million, har Sargun Oshana umærkeligt haft sine egne planer. Jeg så det ikke komme før afslutningen.

I Sargun Oshanas hemmelige plan står Bodil Jørgensen som instruktørens stærkeste skakbrik. Hun spiller en undertrykt kvinde, der svagt adlyder sin amoralske mand. Hun er dependent, og manden er forfærdeligt hensynsløs. Grå, nedbøjet, nervøs er hun.

Bodil Jørgensen bevæger sig rundt i scenerne med stor troværdighed og komik. Publikum elsker hende. Hun er sjov. Men hun bærer på en plan under sin konekjole. En plan om at forvandle Parasitterne til et kunstværk.

I de afgørende scener trækker instruktøren alle sine brikker sammen - og det er følelserne han bruger. Trådene gennem stykket bliver trukket sammen med et snuptag, så stykket træder i en ny karakter: Parasitterne bliver til en fortælling om smerten ved at være menneske, det bliver til Shakespeare.

Mennesket lever sit liv i et dukkehus, og gud kigger nysgerrigt ind gennem vinduerne for at se hvordan Parasitterne klarer sig. Vi står på bordet i guds drivhus. Et eksperiment, det er hvad vi er. Jeg kan lide det, og det fik jeg med mig hjem. Super dejligt, tak.