Anmeldelse: Pursuit of Happiness, Pavol Liška & Kelly Copper

Kulturnyt.net • Ambjørn Happy
21. marts 2019.

Pornofest i domkirken, mens din kvinde føder og din far ligger for døden, eller omvendt

Derfor er der 6 stjerner

Stykket er et perfekt spark i menneskehedens nosser. Derfor griner de unge i publikum og vi gamle er i chock. Den forestilling er en helligbrøde mod al kultur, dannelse og menneskelige forestillinger. Den er en pornofest i domkirken, mens din kvinde føder og din far er død, eller omvendt. Den er vegetarfyld i din hotdog-pølse. Den er frisk kød i din burger, en prut i din softice. En skændsel. Forargelig, forfærdelig, forsmædelig, fortrædelig.

Billed: Foto Andrej Lamut

En lækkerbid.

En delikatesse, altså hvis man kan lide den slags intellektuelle crap, og det kan jeg. Det er kun mine knæ der låser sig fast i rædsel, mit hjerte knuger sig sammen, mine hænder nægter at klappe og jeg har mest lyst til at række tunge ad showet. Men intellektuelt fungerer Pursuit of Happiness fortrinligt. Min hjerne spinder af vellyst, og jeg er da også træt af alt det meningsløse i livet, som for eksempel krig og vold.

Det unge publikum jubler og griner i velvalgt dominans

Det fantasifulde publikum klappede og hujede da showet var færdigt, kæmpe bifald fordi de benyttede sig af deres demokratiske ret til at dominere vi andre, bare fordi de er flest og fyldte salen op. Og nej, jeg klappede slet ikke, selvom rablende intelligente Pavol Liška havde gjort alt for at drive mig til vanvid med verdens største crap-show Pursuit of Happiness.

Begge mine knæ blødte nemlig ned på gulvet mellem stolerækkerne efter 40 minutters tåbelige, ubefæstede og pjattede manifestationer på scenen. Jeg overvejede hvordan ambulancen skulle komme ind på scenen på Aarhus Teater og tage mig med. Måske jeg kunne få et lift med Pavols RBM? (Inside joke, se forestillingen).

Efter mine knæ døde, fortsatte Pavol i en helvedes time yderligere og 15 djævelske minutter med en uendelig strøm af ungdommelige, disruptive, adiafora tåbeligheder. Han kører med cirka 200 ord i minuttet. Ordene er oversat til dansk på en tavle over scenen. Men det er lige meget. Også på dansk er hele hans vanvid komplet meningsløst - på engelsk er de dog (det må indrømmes) formfuldendte som britiske Monty Pythons fløjlsrøde relikvier.

Sæt 270 kr. på rouletten, du bliver snydt uanset. Fordi det er menneskets natur. Vi er fulde af fup, meningsløse regler, uforstand, styret af fragmenterede bombeveste, gennemhullet logik og guldfisk i kraniet

De folk der havde bedre knæ end mig, og de var 7, de havde forladt det rablende vanvid hurtigt. Simpelthen rejst sig op, havde lagt de 270 kroner på stolesædet for en spildt teaterbillet, og var skredet fra verdens mest elendige teaterforestilling.

Men resten, et par hundrede unge mennesker fra byens universiteter, var ellevilde med Pursuit of Happiness.

Hvorfor?

Pursuit of Happiness er en hån mod ethvert dannet menneske som kan lide at spise godt, få sig en drink bagefter, eller to, plus et ekstra glas vin i foyeren, og som elsker at sidde mageligt i plyssædet og lade sig underholde i teatret.

Nørdernes hævn over de normalt begavede

Og de gør det med vilje, Pavol Liška og partner in crime Kelly Copper. De er begge stukket af fra det studiekammer hvor de samtidigt indså: Livet er meningsløst og menneskeheden er bindegal. Deres fantasi og skamløse intellektualisering har gjort dem berømte i den vestlige hemisfære, på festivaller hvor der er unge intelligente mennesker som også er træt af livet og menneskene, sådan som vi normalt begavede lever det, livet.

En velfortjent afklapsning, det er Pursuit of Happiness. Men det er også verdens største crap-show, inklusiv forstæderne i Bagdad (inside). Crap, fordi nogle af os der er trætte af krig og vold, vi tænker faktisk det er fedt at snakke sammen, vi er konstruktive, vi skaber mening, går til alvorlige samtaler hos psykologen, dyrker kærlighedens glæder, bliver gift, køber en bil og en pensionsopsparing. Og en havenisse...

Argh, måske har han ret, Pavol Liška! Livet er tomt og dumt, og man skal flytte havenisserne hver gang græsset skal klippes i soldaterfrisure og ledningen til plæneklipperen er for kort. Øv.

Rablende stjerner nu i farver

Nå, tjek det ud selv. Du kan se de seks stjerner er i forskelig farve, fordi forestillingen er bindegal, og genial. Men garanteret er de 270 kr. billetten koster tabt for altid, så er du advaret, og hvis du er ung og intellektuel vil du for altid huske showet som noget af det sjoveste du har oplevet. Inden du oplevede det der, du ved nok. Og dertil kommer at Pavol Liška lover han vil danse på din grav og gentage sin monolog i al evighed mens regnormene gnaver sig gennem dit kranie. Man får noget for pengene på Aarhus Teater.

I omegnen af Bagdad, cirka. Fuck. Jeg savner allerede Pavol Liškas vanvid. Hvordan skal jeg falde i søvn i aften?