Anmeldelse: Untz Untz Untz, Aarhus Teater

★★★★★

Kulturnyt.net • Ambjørn Happy
17. januar 2019.

Anmeldelse: 'Untz Untz Untz' - techno-dans om kunsten at være fri

Godt så. Techno dans på Aarhus Teater Untz Untz Untz. Vi har placeret os rundt i et halvmørkt rum med neonrør i loftet på Studio Scenen. Lidt forfjamskede. Som kyllinger første gang efter de er klækket. Vipper uroligt på fødderne, kigger på den slanke russer midt i vores cirkel. Hun er klædt i sort. En slags gummidragt.

Nastasia. Ivanova. Fra Skt. Petersborg. Allerede dér har hun fanget i min interesse. Skt. Petersborg står for 90% af min underholdning på youtube. De unge mænd i Ruslands største by fra >STOP XAM render rundt og klistrer store etiketter på forruden af biler der parkerer ulovligt.

Men det er en anden sag, tror du. Hvad har khamstvo med techno at gøre? En del, synes jeg. I hvert fald er undertrykkelsen og foragten stor i Rusland. Fra dem der har magt og store biler, ned mod dem der ikke har noget.

Techno, fordi de er fattige. Forkerte. Forulempede. Fortabte.

Det var sådan techno blev født, har Nastia Ivanova fortalt os inden vi kom hertil. Techno er født af kapitalismens sammenbrud i Detroit, alle dens fejl og undertrykkelse. Den voksede op i Berlin, efter muren faldt og alle blev forkerte uden rigtigt at føle sig frie. Techno var deres vej til befrielsen fra undertrykkelsen.

Selv er jeg ikke det mindste undertrykt, så derfor fortryder jeg at jeg fulgte med flokken herned. Musikken stiger, Nastia danser. Det er dog utroligt som den kvinde kan bevæge sin krop.

Uden at sige noget med det.

Skeptisk kigger jeg på hendes fremvisning af moves. Jeg spejder efter et korn eller et græsstrå. At hun udtrykker en tanke, en følelse, en mening. Fordi da vil jeg på mine stive ben bevæge mig lynsnart frem og nappe den godbid.

Men hun bliver ved. Danser uden at sige noget.

Vi er indhyldet i musik og lys. Kigger genert på hinanden. Flytter vægten fra den ene til den anden kyllingefod. Vi ville faktisk gerne danse med, men det virker så uoverskueligt på grund af al den intellektuelle og tankemæssige ballast vi har på skuldrene.

Alle vanerne. Hvordan man skal være. Opføre sig. Fremføre sig. Der skal være mening med alting.

Nastia kaster alt fra sig i sin dans. Hun danser indadvendt i sin egen verden. Hun mærker nydelsen fra bevægelsen i sin egen krop. Følelserne er ikke vigtige. Ikke tanken, ikke ordet, reglerne, vanerne. Hun er fri til at mærke sig selv.

Friheden bagved strukturen, meningen

Mellem os sagt, jeg kunne have betragtet en mand spise en fransk hotdog, det ville give mig samme mangel på mening og indhold.
Der er simpelthen ingen mening i techno, ingen tanke, ingen følelse.
Og det er meningen, forstår jeg.
Uden mening er vi frie. Al undertrykkelse har en mening om os.

At gøre sig fri af al verdens undertrykkelse starter med at frigøre sig selv fra undertrykkende tankevaner og tankefølelser. Smide traditionen og kulturen overbord, være ligeglad med at verden vil presse os ned i en kageform.

Bare danse.
Danse og være fri.

Nastia danser forbi mig med en fremstrakt hånd. Hun kigger mig i øjnene. Der er energi fra hendes håndflade. Hun sætter hånden næsten på mit hjerte. Jeg skælver. Jeg ryster. Mine ben begynder at bevæge sig helt nede fra tæerne.

Men så er showet slut, i samme sekund jeg mærker friheden røre på sig i min sjæl.

Det var en god oplevelse, som med fordel kunne have varet hele natten, hvis man har lyst til at danse sig fri af undertrykkelsen. Måske er jeg lidt hæmmet alligevel. I hvert fald ville jeg gerne have danset mere.

5 stjerner. Untz Untz Untz på Aarhus Teater.

Foto Christian Bang