Anmeldelse af 'This is not Romeo and Juliet' som foregår i krigens ingenmands­land. En dansers skarpe kant fra skuldrene tegner kærligheden i cirkler og skubber perler af omhu ud over scenekanten. Levende hænder fra en anden performer kalder finere nuancer frem af dybet og skildrer en nænsomhed i de blidere strøg.

6 scenekunstnere vækker aspekter af kærligheden til live på scenen. 2 musikere giver kærligheden en omfavnelse med toner af bl.a. Prokovfiev og Ravel og laver lydtæppet som de selv og de 4 andre performere boltrer sig i.

I 'This is not Romeo and Juliet' søger to performere efter den eneste ene, - finder hinanden men bliver væk fra sig selv. ”Romeo” kalder hun, - ”Juliet” kalder han.

De vikler sig ud af omfavnelsen og møder nye øjeblikke, - møder sig selv, - hinanden, - nye formationer. Spejler sig og eksperimenterer, - krammer hinanden som gælder det livet, ruller ud af omfavnelsen og griber på ny efter menneskemøder. Nye hjerter.

Nye aspekter af kærligheden kommer til syne. Begæret og sulten. Taknemligheden og beruselsen. Deres skygger tegner sig på scenens rå baggrund.

Kan kærligheden leve, når krigens kynisme ånder dem i nakken?

Kan man gøre andet i kynismens ingenmandsland end at kysse hinanden og hylde livet i kærlighedens navn?En flot forestilling

Denne homage fra Granhøjs hånd er til kærlighedens nødvendighed, til humaniteten, til kroppen, til seksualiteten, og til fællesskabet. - Min applaus går til den rå skildring. Applaus til dansernes smukke kinæstetiske sans, og især deres rullende danse-bevægelser. En applaus til musikkens dramatiske grund, til sammenspil og sammenhæng og den største applaus til relevansen som performerne går på scenen med.

Mange tak til teamet bag forestillingen 'This is not Romeo and Juliet' og til Musikhuset, Aarhus som i aften gav sceneplads til forestillingen.

This is not Romeo and Juliet, Granhøj Dans

Sofia Pintzou - Danser ( mature Juliet )

Marius Pinigis - Danser ( mature Romeo )

Gleb Pysniak – Cellist ( musical Romeo )

Dalia Dedinskaite – Violinist ( musical Juliet )

Dominyka Markevicuite – Danser ( young Juliet )

Povilas Jurgaitis – Danser ( young Romeo ).

Review of 'This is not Romeo and Juliet' which takes place in the no man's land of war. A dancer's sharp edge from the shoulders draws love in circles, pushing pearls of carefulness over the edge of the stage. Another performer's living hands call up finer nuances from the depths and depict a tenderness in the gentler strokes.

6 stage artists bring aspects of love to life on stage. 2 musicians embrace love with tones from, among others, Prokovfiev and Ravel and create the curtain of sound in which they and the 4 other performers frolic.

In 'This is not Romeo and Juliet' two performers search for the one and only, - find each other, but lose themselves. "Romeo" she calls, - "Juliet" he calls.

They untangle themselves from the embrace of love and meet new moments, - meet themselves, - each other, - new formations. Reflecting and experimenting, - hugging each other as if it were life itself, rolling out of the embrace and grasping other human encounters. New hearts.

New aspects of love appear. Desire and hunger. The gratitude and the intoxication of falling in love. Their shadows stand out against the raw background of the stage.

Can love live when the cynicism of war breathes down their necks?

Can you do anything else in no man's land than kiss each other and pay tribute to life in the name of love?A beautiful performance

This homage from Granhøj's hand is to the necessity of love, to humanity, to the body, to sexuality, and to community. - My applause goes to the raw portrayal. Applause to the dancers' beautiful kinesthetic sense, and especially their rolling dance movements. An applause for the dramatic music, for the way the musicians play together and for their interactions with the rest of the performance, and the biggest applause for the relevance with which the performers take the stage.

Thanks to the team behind the performance 'This is not Romeo and Juliet' and to Musikhuset, Aarhus, who provided stage space for the performance tonight.

This is not Romeo and Juliet, Granhøj Dans

Sofia Pintzou - Dancer ( mature Juliet )

Marius Pinigis - Dancer ( mature Romeo )

Gleb Pysniak – Cellist ( musical Romeo )

Dalia Dedinskaite – Violinist ( musical Juliet )

Dominyka Markevicuite – Dancer ( young Juliet )

Povilas Jurgaitis – Dancer ( young Romeo ).

★★★★★★Anmeldelse 'FU-SoMe' på Teatret Svalegangen

FU-SoMe er en FUCK YOU til de Sociale Medier

28. august 2020.Kulturnyt, Lita Domino

En dalende fornemmelse i bughulen, en tung knude af skam. Eftervirkninger fra forestillingen FU-SoMe martrer mig, samtidig med et klart indblik i det moderne menneskes drøm om likes bundfælder sig i mit sind.

Jeg fik i aften en ny ”ven” på de sociale medier. Da jeg trådte ind i Teatret Svalegangen fik jeg som det første stukket en smartphone i hånden, og så kunne jeg deltage i at heppe på den kære performer Lazlo Fulops selviscenesættelse på scenen. Jeg så ham google sig selv frem til en prototype af det moderne menneskes anglen efter opmærksomhed og hvert et succesfuld optrin blev afløst af endnu flere absurditeter. I arenaen mødte jeg ham, det utrættelige menneske, der ikke kunne stoppe kampen før han fragmenterede for øjnene af mig.

Vi er i en arena, på slagmarken i kamp for det næste kvickfix der kan lappe sammen på vores ituslåede selvværd. Vi forstod aldrig helt hvordan vi var havnet her, for i starten føltes det rart at blive ”friended” af nær og fjern. Små uskyldige ofre, såsom en smule fremmedgørelse og det lidt fragmentariske selvbillede der opstod indeni. Det var vel prisen værd, når man fik en hel hær af ”thumbs up” for hvert øjeblik vi deler med masserne der følger os på de sociale medier?

Den nødvendige refleksion over det moderne menneskes fald er på tapetet, og en modig skildring der formentlig ikke har til hensigt at få likes på de sociale medier, men dog kan jeg ikke undlade at give et stort velmenende bifald til denne forestilling. Den er opsigtsvækkende og rammer en nerve i menneskets ”voyeur-tendenser” og vores hunger for at blive anerkendte som særegne individer.

Forestillingen der går ind under huden i sin nøgenhed og efterlader sit publikum sit mærke, (som vi måske skulle have reageret på, da vi sidste gang åbnede et socialt medie, men som vi formentlig var for fragmentariske til at reagere på.)

FU-SoMe er en FUCK YOU til de Sociale Medier. Forestillingen er skabt af koreografen Granhøj og bæres frem af performer og danser Lazlo Fulop der i en forunderlig og skræmmende cocktail finder grænseløsheden i vores moderne tilværelse og viser os den grusomme bagside som den ser ud, når vi ikke længere eksisterer på andre planer end i selfieverdenen. Derfor giver jeg denne forestilling mine varmeste anbefalinger.

Tusind tak til teamet bag FU-SoMe og til Teatret Svalegangen der i øjeblikket huser gæsteforestillingen.

Medvirkende László Fülöp
Koreografi Palle Granhøj
Produceret af Granhøj Dans.

★★★★Anmeldelse af 'An Eve And an Adam' på Teatret Svalegangen

Erotikken opstår i det flakkende lys

30. august 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

To nøgne mennesker eller to røde roser, hvad er smukkest, synes du? Den skarpe form på bagdelen af en Ferrari, eller kvindens spændte baller? En rumraket der stiger op mod stjernerne, eller en mands lem der rejser sig i mørket?

Sofia Pintzou og Nikolaj Karczewski er nøgne på scenen. Vi er 100 mennesker i det knaldsorte mørke. En lampe griber fat i ledningerne fra det nærmeste kraftværk og kaster pludseligt sit lys ud over danserne. De bliver skræmte, og 3-4 mænd sukker hørligt i flokken af tilskuere. Åh, nøgne mennesker. Vores øjne ser dem.

Nøgenhed. Kroppen. Lemmet. Kønnets læber. Brystkassen. Brysterne. Håret. Nu er det, at det bliver interessant, og det er derfor jeg elsker nøgendans. Hvordan kan man skabe en historie, når publikum mest ser dine stive brystervorter og lemmet der er ved at rejse sig. Hvordan kan man kommunikere med publikum, sige noget vigtigt, så de hører efter.

Dette spørgsmål kender alle kvinder med store bryster. Mænd hører ikke efter hvad de siger. Ikke rigtigt, i hvert fald. Og mænd med stramme bagdele i jeans, kvinderne snakker dem bare efter munden og kigger bag deres ryg.

Nøgenhed gør det ekstra svært at skabe kunst på scenen, og rigtig mange gange giver kunstneren op. I stedet for at sige noget, bliver nøgendansen en fremstilling af kønsdele og muskler, hvoraf ingen af dem brillierer særligt med evnen til at fortælle en god historie.

Palle Granhøj forstår kunsten at sige noget, så publikum hører efter. Forestillingen An Eve And An Adam fortæller om den brændende trekant mellem begær, erotik og bevidsthed.

I skarpe skift springer danserne mellem det naturlige i os, og det kulturbestemte, det intelligente, det mentale. De danser i bladene, skræmmes af lyset - som i forestillingen har fået rollen som bevidsthed.

Du kender den historie. I begyndelsen var lyset, og lyset var hos gud, og alt det der.

Lyset bruges i forestillingen til at vække danserne til fornuften, ritualerne, skammen og skylden. Ind imellem forsvinder lyset og bliver til en dansende lyskegle, vi er i det flakkende lys, mellem mørket - som er erotikken - og lyset som er fornuften.

Det er så fedt at se hvordan danserne skildrer at erotikken opstår i det flakkende lys. Der hvor vi mærker forbindelsen mellem kroppene, fremfor at opleve tankerne som øjnene skaber uden at de egentlig vil det.

Vi får hele historien om Adam og Eva, fra deres opvågning i paradis helt frem til i dag, hvor manden og kvinden deler deres gaver med hinanden. På lige fod. Lige værdige. Lige gode og lige dejlige.

Fed forestilling, tak for at Teatret Svalegangen har bragt den til Aarhus, så du kan gå og se nøgendans inden det bliver aften, og du og din partner tager bagefter hjem i det flakkende lys, mærker hinanden og forsvinder ind i hinandens frodige landskaber.

Rumraket, eller ej.

And Eve And An Adam
Medvirkende Sofia Pintzou og Nikolaj Karczewski
Koreografi Palle Granhøj
Produceret af Granhøj Dans