Kulturnyt.net ⊂ Torsdag 11. juni 2026 ∴ Uge 24
Kulturnyt skriver om Sofia Pintzou
Klik på nogle af historierne og læs mere om Sofia Pintzou.
★★★★★★Anmeldelse 'Det er ikke Mårup Kirke', Palle Granhøj på Teatret Svalegangen
Jeg ser kroppens poesi på kanten af verden
25. september 2025.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse af 'Det er ikke Mårup Kirke': Hans stemme er rolig. Former små billeder med sine ord fra sine erindringer. I Granhøj Dans's nye forestilling 'Det er ikke Mårup Kirke' er Palle Granhøj selv med på scenen. Her folder han historier ud fra sit personlige arkiv over længslernes højder og dybder og tidens gang. Gennem lyd og danseperler oplever publikum dygtige performere, fine musikere, en enestående Baltisk sangerinde og ikke mindst et fire-personers mandekor der alle fletter historier sammen. De fortæller hvordan kroppen husker og erkender gennem det vi længes efter. Forestillingen er et skønt performans digt til 6 stjerner.
På scenen møder vi en ung mand. I hans dans får jeg fornemmelsen af et kærlighedsmøde, - ikke som noget han oplever i dette øjeblik, men som en erindring der fylder ham med glæde og længsel. Han har en hvid løst hængende skjorte på - danser. Bevæger hænderne som sommerfugle, og fødderne som i en vandring, bliver til et løb, bliver til en festdans. Han har et længselsfuldt udtryk i ansigtet og bevægelserne bliver mere og mere intense i hans kropslige fortælling. Jeg får en intuitiv fornemmelse af længsel efter kærlighed, - måske den første kærlighed han oplevede som ung?
Hos en anden ung mand får jeg intuitivt en fornemmelse af, at han længes efter at opleve sin egen styrke. For hver lille sekvens af dansen bliver han udfordret med flere og flere elastikker fra en anden performer på scenen. Elastikker der bliver bundet om hans krop, - begrænser kroppens bevægelser. Jo flere kræfter han bruger på at strække sine bevægelser ud fra kroppen, des mere intenst bliver hans udtryk. Til sidst er kampen for bevægelighed så voldsom at han brøler i afmagt, og jeg fornemmer at hans længsel ændrer sig fra kamp til ønsket om fri bevægelighed. Det har afgørende betydning for dramaet i forestillingen.
Kort efter bliver en kvinde båret ind på scenen omslynget af elastikker. Kan ikke bevæge sig. Performeren der før brølede men netop nu er gjort fri, hjælper med at sno elastikkerne af kvinden, og her bliver hendes dans til en homage til livet, synes jeg. Som en fuglesang. Måske som den lærke Palle Granhøj fortæller poetisk om i et af sine små erindringsbilleder. Måske som en længsel efter mere end det kroppen kan forstå? Forestillingen ændrer sig og bliver i sin sidste skildring af længsel til et requiem.
'Det er ikke Mårup Kirke' er fyldt med inderlighed og poesi. Jeg nød Granhøjs fortællinger, dansernes leg med elastikker som begrænsninger for handling, følsomheden i lydtæppet, - særligt de Baltiske toner fra sangerne, og jeg nød det transformative i fortællingen om menneskets skrøbelighed og styrke.
Tak til teamet bag forestillingen 'Det er ikke Mårup Kirke' og til Teatret Svalegangen der bød indenfor.
Det er ikke Mårup Kirke
Teater anmeldelse
★★★★★★Review 'It is not Mårup Church', Palle Granhøj at Teatret Svalegangen
I See the Poetry of the Body on the Edge of the World
25. september 2025.Kulturnyt, Lita Domino
Review of 'It Is Not Mårup Church': His voice is calm. He shapes small images with his words from his memories. In Granhøj Dans's new performance 'It Is Not Mårup Church,' Palle Granhøj himself takes the stage. Here, he unfolds stories from his personal archive of the heights and depths of longing and the passage of time. Through sound and dance pearls, the audience experiences skilled performers, fine musicians, an exceptional Baltic singer, and not least a four-man choir that all weave the stories together. They tell of how the body remembers and recognizes through what we long for. The performance is a beautiful performance poem worthy of 6 stars.
On stage, we meet a young man. In his dance, I sense the feeling of a love encounter - not something he is experiencing in this moment, but a memory that fills him with joy and longing. He wears a loose, white shirt - dancing. His hands move like butterflies, and his feet, as if on a journey, turn into a run, then into a festive dance. He has a longing expression on his face, and his movements become more and more intense in his bodily storytelling. I get an intuitive sense of longing for love - perhaps the first love he experienced as a young man?
With another young man, I intuitively sense that he longs to experience his own strength. With each small sequence of the dance, he is challenged with more and more elastic bands from another performer on stage. Elastic bands that are tied around his body, restricting his movements. The more effort he puts into stretching his movements away from his body, the more intense his expression becomes. In the end, the struggle for mobility is so fierce that he roars in helplessness, and I sense that his longing shifts from struggle to a desire for free movement. This has a decisive impact on the drama of the performance.
Shortly after, a woman is carried onto the stage, wrapped in elastic bands. She cannot move. The performer who roared earlier but is now freed helps unwind the elastic bands from the woman, and here her dance becomes a homage to life, I think. Like a bird song. Perhaps like the lark Palle Granhøj poetically describes in one of his small memory images. Perhaps like a longing for more than the body can comprehend? The performance changes and, in its final depiction of longing, turns into a requiem.
'It Is Not Mårup Church' is filled with tenderness and poetry. I enjoyed Granhøj's storytelling, the dancers' play with elastic bands as limitations for action, the sensitivity in the soundscape - especially the Baltic tones from the singers - and I savored the transformative nature of the narrative about human fragility and strength.
Thank you to the team behind the performance 'It Is Not Mårup Church' and to Teatret Svalegangen for welcoming us in.
It Is Not Mårup Church
Teater review
★★★★★Anmeldelse: 'This is not Romeo and Juliet', Granhøj Dans
Hyldest til kærligheden midt i en krigstid
22. august 2023.Kulturnyt, Lita Domino
Anmeldelse af 'This is not Romeo and Juliet' som foregår i krigens ingenmandsland. En dansers skarpe kant fra skuldrene tegner kærligheden i cirkler og skubber perler af omhu ud over scenekanten. Levende hænder fra en anden performer kalder finere nuancer frem af dybet og skildrer en nænsomhed i de blidere strøg.
Dansen er intens6 scenekunstnere vækker aspekter af kærligheden til live på scenen. 2 musikere giver kærligheden en omfavnelse med toner af bl.a. Prokovfiev og Ravel og laver lydtæppet som de selv og de 4 andre performere boltrer sig i.
Kærlighedens sult vågnerI 'This is not Romeo and Juliet' søger to performere efter den eneste ene, - finder hinanden men bliver væk fra sig selv. ”Romeo” kalder hun, - ”Juliet” kalder han.
De vikler sig ud af omfavnelsen og møder nye øjeblikke, - møder sig selv, - hinanden, - nye formationer. Spejler sig og eksperimenterer, - krammer hinanden som gælder det livet, ruller ud af omfavnelsen og griber på ny efter menneskemøder. Nye hjerter.
Nye aspekter af kærligheden kommer til syne. Begæret og sulten. Taknemligheden og beruselsen. Deres skygger tegner sig på scenens rå baggrund.
Kan kærligheden leve, når krigens kynisme ånder dem i nakken?
Kan man gøre andet i kynismens ingenmandsland end at kysse hinanden og hylde livet i kærlighedens navn?En flot forestilling
Denne homage fra Granhøjs hånd er til kærlighedens nødvendighed, til humaniteten, til kroppen, til seksualiteten, og til fællesskabet. - Min applaus går til den rå skildring. Applaus til dansernes smukke kinæstetiske sans, og især deres rullende danse-bevægelser. En applaus til musikkens dramatiske grund, til sammenspil og sammenhæng og den største applaus til relevansen som performerne går på scenen med.
Mange tak til teamet bag forestillingen 'This is not Romeo and Juliet' og til Musikhuset, Aarhus som i aften gav sceneplads til forestillingen.
This is not Romeo and Juliet,
Marius Pinigis - Danser ( mature Romeo )
Gleb Pysniak – Cellist ( musical Romeo )
Dalia Dedinskaite – Violinist ( musical Juliet )
Dominyka Markevicuite – Danser ( young Juliet )
Povilas Jurgaitis – Danser ( young Romeo ).
Dans anmeldelse
★★★★★Review: 'This is not Romeo and Juliet', by Granhøj Dans
Tribute to love in times of war
22. august 2023.Kulturnyt, Lita Domino
Review of 'This is not Romeo and Juliet' which takes place in the no man's land of war. A dancer's sharp edge from the shoulders draws love in circles, pushing pearls of carefulness over the edge of the stage. Another performer's living hands call up finer nuances from the depths and depict a tenderness in the gentler strokes.
The dance is intense6 stage artists bring aspects of love to life on stage. 2 musicians embrace love with tones from, among others, Prokovfiev and Ravel and create the curtain of sound in which they and the 4 other performers frolic.
The hunger of love awakesIn 'This is not Romeo and Juliet' two performers search for the one and only, - find each other, but lose themselves. "Romeo" she calls, - "Juliet" he calls.
They untangle themselves from the embrace of love and meet new moments, - meet themselves, - each other, - new formations. Reflecting and experimenting, - hugging each other as if it were life itself, rolling out of the embrace and grasping other human encounters. New hearts.
New aspects of love appear. Desire and hunger. The gratitude and the intoxication of falling in love. Their shadows stand out against the raw background of the stage.
Can love live when the cynicism of war breathes down their necks?
Can you do anything else in no man's land than kiss each other and pay tribute to life in the name of love?A beautiful performance
This homage from Granhøj's hand is to the necessity of love, to humanity, to the body, to sexuality, and to community. - My applause goes to the raw portrayal. Applause to the dancers' beautiful kinesthetic sense, and especially their rolling dance movements. An applause for the dramatic music, for the way the musicians play together and for their interactions with the rest of the performance, and the biggest applause for the relevance with which the performers take the stage.
Thanks to the team behind the performance 'This is not Romeo and Juliet' and to Musikhuset, Aarhus, who provided stage space for the performance tonight.
This is not Romeo and Juliet, Granhøj Dans
Sofia Pintzou - Dancer ( mature Juliet )
Marius Pinigis - Dancer ( mature Romeo )
Gleb Pysniak – Cellist ( musical Romeo )
Dalia Dedinskaite – Violinist ( musical Juliet )
Dominyka Markevicuite – Dancer ( young Juliet )
Povilas Jurgaitis – Dancer ( young Romeo ).
Dans review
★★★★Anmeldelse af 'This is Not Swan Lake...' på Teatret Svalegangen
En lun anretning med absurd til
1. september 2020.Kulturnyt, Lita Domino
Et veldækket bord af lunefuldhed med små absurditeter. Ofte er det hvad livet har til os og i aften så jeg en fin lille skildring af en forlist kærlighedshistorie i en Granhøj danse produktion, som i sin enkelthed ramte dette på kornet.
En kvinde bundet til en forlist drømPå et psykiatrisk hospital i Rusland sidder en kvinde ved et piano og spiller sin elskedes musik. Han kunne ikke elske hende, og hun kunne ikke slippe ham fri, da hun fandt ud af at hendes følelser ikke kunne gengældes. Tilværelsens mening gik under og tilbage sad hun alene, bundet til en forlist drøm. Kvinden hed Antonina og manden hed Tjajkovskij.
Pingviner i skumringstimenThis Is Not Swan Lake... er en danseforestilling som kigger ind i skyggen af den berømte ballet Svanesøen. I den skygge er der ingen langhalsede svaner der yndefuldt danser på søen. Men her er i stedet en svalende, men dog lun brise og bløde pingviner der danser i skumringstimen. Små silhuetter af næbede væsener der forsøger at finde hinanden. I denne form, hvor de er begrænsede af deres sorte krop og den dunkle belysning, får deres dans en absurd, komiske og dog et rørende udtryk, hvor hovedsagelig deres arme og små ben bliver blikfang i dansen.
Musikken fra Svanesøen giver en ekstra tangentKvinde der spillede rollen som den bedrøvede Antonina, bar musikken fra Svanesøen frem med sit melankolske og knugende pianospil og drejede det i absurde retninger idet hun fremførte russiske tekster med engelske ord hen over musikken. Det gav pingvinernes dans en ekstra ”tangent” at spille på.
This Is Not Swan Lake er en fin sløjfe af følsomhed og musikalitet, som er dejlig at tage ind under huden på en sensommeraften. Tusind tak til teamet bag This Is Not Swan Lake og til Teatret Svalegangen.
This is not Swan Lake...
Produceret af Granhøj Dans.
Medvirkende Heli Pippingskjold, Maria Eshpay, Lazlo Fulop, Mikolaj Karczewski, Sofia Pintzou.
Koreografi Palle Granhøj.
Musik Pjotr Ilitj Tjajkovski.
Dans anmeldelse
★★★★Anmeldelse af 'An Eve And an Adam' på Teatret Svalegangen
Erotikken opstår i det flakkende lys
30. august 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy
To nøgne mennesker eller to røde roser, hvad er smukkest, synes du? Den skarpe form på bagdelen af en Ferrari, eller kvindens spændte baller? En rumraket der stiger op mod stjernerne, eller en mands lem der rejser sig i mørket?
Sofia Pintzou og Nikolaj Karczewski er nøgne på scenen. Vi er 100 mennesker i det knaldsorte mørke. En lampe griber fat i ledningerne fra det nærmeste kraftværk og kaster pludseligt sit lys ud over danserne. De bliver skræmte, og 3-4 mænd sukker hørligt i flokken af tilskuere. Åh, nøgne mennesker. Vores øjne ser dem.
Nøgenhed. Kroppen. Lemmet. Kønnets læber. Brystkassen. Brysterne. Håret. Nu er det, at det bliver interessant, og det er derfor jeg elsker nøgendans. Hvordan kan man skabe en historie, når publikum mest ser dine stive brystervorter og lemmet der er ved at rejse sig. Hvordan kan man kommunikere med publikum, sige noget vigtigt, så de hører efter.
Dette spørgsmål kender alle kvinder med store bryster. Mænd hører ikke efter hvad de siger. Ikke rigtigt, i hvert fald. Og mænd med stramme bagdele i jeans, kvinderne snakker dem bare efter munden og kigger bag deres ryg.
Granhøj Dans mestrer nøgenhedenNøgenhed gør det ekstra svært at skabe kunst på scenen, og rigtig mange gange giver kunstneren op. I stedet for at sige noget, bliver nøgendansen en fremstilling af kønsdele og muskler, hvoraf ingen af dem brillierer særligt med evnen til at fortælle en god historie.
Palle Granhøj forstår kunsten at sige noget, så publikum hører efter. Forestillingen An Eve And An Adam fortæller om den brændende trekant mellem begær, erotik og bevidsthed.
I skarpe skift springer danserne mellem det naturlige i os, og det kulturbestemte, det intelligente, det mentale. De danser i bladene, skræmmes af lyset - som i forestillingen har fået rollen som bevidsthed.
Du kender den historie. I begyndelsen var lyset, og lyset var hos gud, og alt det der.
Lyset er bevidsthed - Erotikken er i mørketLyset bruges i forestillingen til at vække danserne til fornuften, ritualerne, skammen og skylden. Ind imellem forsvinder lyset og bliver til en dansende lyskegle, vi er i det flakkende lys, mellem mørket - som er erotikken - og lyset som er fornuften.
Det er så fedt at se hvordan danserne skildrer at erotikken opstår i det flakkende lys. Der hvor vi mærker forbindelsen mellem kroppene, fremfor at opleve tankerne som øjnene skaber uden at de egentlig vil det.
Vi får hele historien om Adam og Eva, fra deres opvågning i paradis helt frem til i dag, hvor manden og kvinden deler deres gaver med hinanden. På lige fod. Lige værdige. Lige gode og lige dejlige.
Fed forestilling, tak for at Teatret Svalegangen har bragt den til Aarhus, så du kan gå og se nøgendans inden det bliver aften, og du og din partner tager bagefter hjem i det flakkende lys, mærker hinanden og forsvinder ind i hinandens frodige landskaber.
Rumraket, eller ej.
And Eve And An Adam
Medvirkende
Koreografi Palle Granhøj
Produceret af Granhøj Dans
Dans anmeldelse
Kulturnyt Kulturbyen ★ Anmeldelser ★ Kalender 24 Kulturvideo Redaktion Editors
beskytter